Amputationsskandalen: Blot få uger før en opsigtsvækkende rapport blotlagde amputationsskandalen i Region Midtjylland, truede forskeren bag med at ville have fjernet sit navn fra rapporten.

I slutningen af april viste en opsigtsvækkende analyse foretaget af professor i karkirurgi Kim Christian Houlind, at behandlingen på de karkirurgiske afdelinger i Aarhus og Viborg var så mangelfuld, at skønnet 92 patienter årligt fik amputeret deres ben, selv om det kunne være undgået. Senere blev det tal korrigeret til 47, da det blev opdaget, at Region Midtjylland havde leveret forkerte tal til analysen.

Nu viser dokumenter, som Avisen Danmark har fået aktindsigt i, at der cirka tre uger før offentliggørelsen var stor uenighed mellem forskeren og et af hospitalerne, der får kritik i rapporten.

Det fremgår af en mail, som Kim Christian Houlind sendte til regionen 9. april, at han var særdeles utilfreds med en række rettelser, som sygehuset i Viborg foreslog til udkastet til rapporten.

”Jeg synes, jeg har været meget samarbejdsvillig og modereret en del. Jeg synes faktisk også, teksten er blevet bedre af det. Men jeg synes også, jeg er nået grænsen,” skrev han og stillede regionen et ultimatum, hvor han bad regionen tage hans afvisning af rettelserne til efterretning.

”Alternativt kan man fjerne mit navn fra rapporten, men jeg vil foreslå, vi taler nærmere inden det eventuelt skulle ske,” står der i mailen.

I de dokumenter, som Avisen Danmark har fået aktindsigt i, kan man se, hvordan Hospitalsenhed Midt - der blandt andet tæller sygehuset i Viborg - var uenig i nogle af de tal, der bruges i den 38 sider lange rapport. Og blandt andet ville have indskrevet, at hospitalet ikke kunne genkende data, selv om Kim Christian Houlind havde indhentet tallene fra offentlige databaser. Kim Christian Houlind afviste hospitalets indvendinger.

Samtidig herskede der uenighed om ordlyden i dele af rapporten samt om opfattelserne af, hvordan man skal fortolke krav fastsat af Sundhedsstyrelsen.

Regionen valgte trods hospitalets indvendinger at følge Kim Christian Houlinds ønske og ignorerede sygehusets ønsker om rettelser i analysen.

”VI holder fast i den oprindelige aftale og går med de bemærkninger til rapporten, som du kan stå inde for. Og så må vi se, om ikke Hospitalsenhed Midt kan leve med det, nu da de har set dine begrundelser,” skriver regionen i en mail til Kim Christian Houlind.

Omvendt viser dokumenterne også, at regionen og sygehusene opdagede en række fejl.

Før uenighederne i april viser dokumenter, hvordan der blev lavet en række rettelser i Kim Christian Houlinds udkast til en endelig analyser.

Blandt andet fremlagde Kim Christian Houlind det oprindeligt som om, at ”en del patienter dør på ventelisten, således to alene inden for den seneste måned”. Den del udgik dog i den endelige rapport, da man ikke fandt patientforløb, hvor patienter var døde på grund af ventelisten.

Helt frem til få dage før offentliggørelsen blev der rettet i rapporten, da hospitalsledelsen i Viborg opdagede, at Kim Christian Houlind enkelte steder havde brugt tal fra Slagelse Sygehus i stedet for Regionshospitalet Viborg.

Noget tyder på, at regionen også har været med til at neddæmpe passager i rapporten. Efter analysen var offentliggjort under massiv mediebevågenhed, takkede Kim Christian Houlind 5. maj regionen for rettelser.

”Der er megen opmærksomhed om vores rapport for tiden. Jeg er glad for, jeg havde jeres hjælp til at nedtone retorikken til sidst. Jeg syntes egentlig selv, jeg var afdæmpet, men jeg skal love for, at budskaberne kom igennem alligevel,” skrev han.

Tidligere skrev han blandt andet til regionen, at han var glad for, at man har "fundet måder at udtrykke manglen på karkirurgisk ledelse på en mere diplomatisk måde end jeg selv havde".

Kim Christian Houlind afviser at stille op til interview om sagen. Avisen Danmark har i en sms blandt andet spurgt ham om, hvorfor han følte sig nødsaget til at true med at fjerne sit navn fra rapporten? Om rettelserne ville have betydning for hans samlede konklusion? Og om hvor meget, han oplevede, at regionen blandede sig i hans analyse? Samtidig har vi spurgt ham til, hvordan regionen helt frem til offentliggørelsen kunne finde fejl i hans analyse? Kim Christian Houlind svarer i en sms, at:

”Jeg udtaler mig helst ikke yderligere, men kan bekræfte, at jeg kan stå inde for rapporten i den endelige udformning. Undervejs har der været andre forslag, som jeg ikke kunne stå inde for”.

Han oplyser, at der løbende sammen med en følgegruppe med repræsentanter fra Region Midtjylland er blevet fundet ”mindre fejl”, som ifølge forskeren gjorde rapporten bedre, men at han ikke kunne stå fagligt inde for en række af de ændringer, der blev foreslået få uger før rapportens offentliggørelse.

Region Midtjylland afviser også at stille op til interview om regionens rolle i redigeringen af rapporten. ”Forretningsudvalget har sat gang i flere analyser, herunder af hvad der er sket tidligere, samt hvad der skal ske fremover inden for karkirurgien. Vi afventer resultaterne af disse analyser. Derfor har regionen ikke yderligere kommentarer,” skriver den i et svar til Avisen Danmark.

Region Midtjylland har iværksat en undersøgelse på baggrund af rapporten. Derudover har regionen taget initiativ til en landsdækkende undersøgelse af det karkirurgiske område, som forventes at være færdig i august.

Efter først at have lagt sig fladt ned og beklaget i sagen udtrykte regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i et interview med Deadline på DR2 i maj tvivl om, hvorvidt rapporten var et udtryk for, at der var større problemer i Region Midtjylland end i andre regioner. I en redegørelse til Sundhedsstyrelsen tog regionen derfor initiativ til en national undersøgelse, der skulle "tilvejebringe større sikkerhed for vurderingen af forekomsten af amputationer i Region Midtjylland sammenlignet med resten af landet".

Regionen er nu i gang med at gennemgå et hav af patientjournaler for at finde frem til, hvilke patienter der muligvis kunne have undgået en amputation. Den undersøgelse ventes færdig til november.

Brændt: Anders Henneberg glemmer aldrig sin pung, når han skal på arbejde. Men det gjorde han 25. marts, så det var en atypisk dag allerede fra det øjeblik, han gik ud af sin tredje-sals lejlighed.

Men præcist hvor atypisk den skulle blive, kunne han ikke forestille sig. Eller at den ville komme til at påvirke hans liv lang tid frem. Og nu er han kommet dertil, hvor han erkender, at han har brug for hjælp.

- I går sad jeg i fire timer og så en eller anden kanal, uden at vide, hvad jeg så. Jeg stirrede bare ud i luften. Det er en tomhed, jeg føler. Der har været så mange ting, og jeg er røget ind i et depressionsstadie. Jeg synes ellers, det gik godt i starten, men - ja nu har jeg fået en tid hos en psykolog, siger han.

Til de første informationsmøder efter branden valgte han den professionelle hjælp fra, da han så rundt blandt alle de ulykkelige mennesker, der havde mistet deres hjem i den mest omfattende boligbrand herhjemme i nyere tid. Der er nogle, der har mere brug for psykolog end mig, tænkte han.

- Jeg er meget udadvendt og har mange gode venner, som jeg kan snakke med om alt det, jeg føler og har i tankerne. Så jeg tænkte ikke, det var nødvendigt, siger Anders Henneberg.

Vi sidder i den lejlighed, der nu er Anders' hjem. Han har selv skaffet lejligheden gennem sit netværk, og har et sted at bo i halvandet år. Lejligheden ligger ret fedt tæt ved Nørrebro Runddel og metrostation. Den har bare ikke alt det, der gjorde hans tidligere hjem til netop hjem.

Men lad os lige spole tiden tilbage til 25. marts, da Anders for en gangs skyld strøg ud ad døren uden pung på vej til sit arbejde  som sommelier (tjener med særlig ekspertise i vin). Han sad og foldede vinkort, da en ven skrev noget i retning af: "Det ser helt vildt ud! Sig til, hvis I har brug for et sted at være eller bo".

-  Hvad mener han, tænkte jeg. Det giver ingen mening, så jeg ringer til ham, og så siger han, at min lejlighed står i flammer, siger Anders Henneberg.

- Jeg gik ind på eb.dk for at se, hvad der stod om branden, og så ser jeg live-transmission af min egen lejlighed i brand. Det er surrealistisk. Det er, som om verden bryder sammen, og jeg begynder at græde. Det er svært at beskrive, men der er alle mulige følelser, siger han.

Han tager en taxa hjem, og allerede på lang afstand kan han se røgskyerne i retning af Vanløse og Godthåbsvej, hvor han bor. Taxaen kan ikke komme i nærheden af adressen, så Anders stiger ud og løber mod branddramaet. Her er hans kæreste og søster allerede nået frem. Og her står de og passer på hinanden, mens det ene hjem efter det andet brænder eller bliver ødelagt for altid.

- Det gik ufatteligt hurtigt. Min underbo arbejdede hjemme, og han gik ned på gaden og så, at der var brand, men det var langt væk fra os, så han gik op igen. Et kvarter senere var der ild i min lejlighed, siger Anders Henneberg.

Netop i hans opgang førte brandfolkene fra Hovedstadens Beredskab nogle af de hårdeste kampe for at slukke ilden, der var galopperet gennem 16 opgange. Det lykkedes at stoppe ilden, inden den trængte ind i den næste beboelsesejendom. Takket være både en effektiv brandmur og indædt slukningsarbejde.

I dag har han stadig svært ved at beskrive de følelser, der ramte ham med den brand. Og stadig rammer ham:

- Jeg synes godt, man kan sammenligne det med et dødsfald i familien. Det er noget, man ikke kan forberede sig på, det er uretfærdigt og der er en masse praktiske ting, man bliver nødt til at forholde sig til, siger han.

Anders Henneberg kom til København fra Odense, og han erkender, at han måske ikke er det typiske unge menneske, der ikke rigtigt har etableret sig i den nye by. De har typisk flyttet tit. Fra hummer til bofællesskab og fra sofa til sofa. Sådan er det ikke for Anders Henneberg.

- Jeg har været heldig at bo i en forældrekøbt lejlighed i fem år, og da jeg har arbejdet og ikke har taget en videregående uddannelse, har jeg også haft en bedre økonomi end mange af mine venner, siger han.

- Det betyder rigtig meget for mig at have et hjem. Jeg sætter pris på kvalitet, jeg har kunst på væggene og jeg er sådan en, der tillægger mine ting stor værdi. Nogle kalder mig en samler, siger Anders Henneberg.

Derfor rammer det hårdt, når den store pladesamling er væk. Kunsten. De lækre designermøbler. Vinsamlingen. Og alt det andet. Det er svært at forklare, hvorfor ting betyder noget, men det gør de. Måske fordi de er flettet ind i ens liv og følelser.

- Jeg kommer tit i tanker om noget, jeg mangler eller ikke har mere. Nogle gange er jeg kommet til at græde, når jeg cykler den samme vej, som jeg gjorde, da jeg boede i lejligheden. Det kommer bare. Jeg drømmer også nogle gange, at jeg er i lejligheden. Det er ikke et mareridt som sådan, men drømmen foregår bare i den setting, som ikke findes mere, siger Anders Henneberg.

Han fortæller om at købe en ny Playstation, men ikke orke at spille på spillemaskinen. Den står bare der ny og ubrugt. Han fortæller om en tomhed, der kan være lammende.

- En dag blev jeg liggende i sengen til klokken otte om aftenen, og så satte jeg mig ind i sofaen. Jeg skulle til Northside Festival i Aarhus, men jeg kunne ikke overskue det, for så skulle jeg i bad og pakke. Heldigvis kom jeg af sted, og det var rigtig godt, siger han.

Anders Henneberg er heller ikke blind for, at det handler om meget mere end nogle ting og en tryghed, der er brændt og borte:

- Det har været et skørt år. Jeg fik tæsk i Mexico, da jeg var på en længere rejse. Min mor har fået brystkræft, og min far har demens. Og nu har jeg også mistet mit job, siger han og føler sig dårligt behandlet:

- Jeg har været sygemeldt og har haft lidt fravær på grund af branden, men den uge, jeg blev opsagt, havde jeg arbejdet 70 timer, og de ringede på min eneste fridag og sagde, at jeg var opsagt.

Men Anders Henneberg insisterer på, at det hele ikke er trist. Han har fået stor opbakning, nysgerrighed og hjælp fra venner og fra folk, han ikke kendte.

- Jeg er egentlig ikke bekymret. Jeg prøver at sige, at der er en god grund til, at jeg har det, som jeg har, så jeg skal nok komme videre. Jeg skal også nok få et andet arbejdet. Der er allerede flere, der har henvendt sig, siger han.

De fleste husker nok sygeplejerskekonflikten sidste år, der førte til et langt - og temmelig uforløst - slagsmål om, hvad sygeplejersker egentlig får i løn. Det var svært at finde et tal med to streger under, som både arbejdsgivere og lønmodtagere ville nikke genkendende til.

Nu står vi her igen. SAS-piloterne har strejket siden mandag, selv om alle ved, at piloter har millionlønninger, masser af fridage og lever det søde liv på dekadente hoteller på nogle af verdens mest attraktive destinationer.

Eller hvad? Igen er det svært at få overblik over, hvad vi egentlig taler om. Avisen har både bedt SAS og Dansk Pilotforening om hjælp til at forstå lønstrukturer, arbejdstider og pilotlønninger sammenlignet med konkurrerende flyselskaber. Men ingen af dem er vendt tilbage.

For Pilotforeningen er det vigtigste at kæmpe for retten til at forhandle egne vilkår i stedet for at få dem påduttet af arbejdsgiverne. Altså den klassiske arbejdskamp. Kig blot på foreningens Facebook-side, hvor foreningen forsvarer sin konflikt over for frustrerede rejsende, der har fået aflyst deres sommerferier i sidste øjeblik.

- Lønmodtagere i hele EU, måske hele verden, er under pres fra virksomhedsejere der vil profitmaksimere. Det skal vi da ikke acceptere - om vi så er en højindkomstgruppe eller ej, skriver en unavngiven repræsentant for foreningen.

Piloterne er vrede over, at SAS har oprettet datterselskaber med andre vilkår end i det ”gamle” SAS, som nu er ramt af strejken. Nu kæmper foreningen for alle lønmodtagere, der risikerer at blive fyret og derefter genansat ”på meget forringede vilkår”.

- Lad ikke kulminearbejderne, som kæmpede med livet som indsats for bedre arbejdsforhold for lønmodtagere, have ofret deres liv forgæves, fordi vi ikke kan se udover vores egen næsetip, skriver Dansk Pilotforening og tilføjer endda, at ”nu er det vampyrernes tur til at suge blod ud af lønmodtagerne og maksimere deres overskud”.

Godt så. Profitmaksimering og overskud har lange udsigter i SAS, der som bekendt har søgt konkursbeskyttelse i denne uge, imens ledelsen desperat leder efter nye investorer til at bakke op om det kriseramte selskab.

Men hvad er vilkårene egentlig for denne højindkomstgruppe, som piloterne trods alt anerkender at være?

Det er svært at opgøre, fordi pilotlønninger er sammensat af en grundløn og et betydeligt tillæg afhængig af antallet af ture i luften, arbejdstider med videre. Men piloternes formand, luftkaptajn Henrik Thyregod, har over for flere medier oplyst sin egen løn til 101.000 kroner om måneden, svarende til 1,2 millioner kroner om året på højeste løntrin.

Den løn har han opnået efter 30 års arbejde i SAS, heraf de seneste 13 år som fuldtidskaptajn.

I det nyere SAS-datterselskab, SAS Connect, er slutlønnen for en kaptajn 90.000 kroner om måneden - i hvert fald hvis man spørger Flyvebranchens Personale Union, som typisk er fagforening for piloterne i SAS’ datterselskaber.

Henrik Thyregod har forklaret, at hans medlemmer har været indstillet på en lønnedgang på 13 procent foruden dårligere vilkår for blandt andet arbejdstid. Det ville faktisk bringe hans egen løn ned under niveauet i de datterselskaber, som SAS har skabt for at spare penge.

For nyuddannede piloter er det en anden snak. De har typisk betalt deres egen uddannelse til op mod en million kroner og hutlet sig igennem luftfartsindustrien for at optjene flyvetimer nok til et rigtigt job.

Ifølge Ekstra Bladet er startlønnen for en SAS-pilot i dag 37.000 kroner. Men med Pilotforeningens forslag om lønnedgang vil en ung pilot fremover starte med at tjene 32.000 kroner om måneden.

Det er - ifølge Danmarks Statistik - kun omkring 1500 kroner mere end en buschauffør, der kører international turisttrafik.

Og det er måske der, vi ender. Luftkaptajn Aksel Lytzen havde sikkert allerede læst skriften på væggen, da han talte med Berlingske om piloternes arbejdsforhold tilbage i 2015.

- Jeg er ikke for fin til at være buschauffør, og det er vel i bund og grund det, som jeg er, sagde han til avisen og tilføjede:

- En buschauffør med et kæmpe ansvar og en minimal fejlmargin.

Sundhed: Aldring, altså processen hvor kroppen med tiden svækkes og forringes, for til sidst at dø, kan vi ikke undgå. Det er ganske vist forskelligt, hvor hurtigt det går, alt efter om man er mus eller menneske, og om man ryger som en skorsten og al den slags.

Men uanset hvad, ældes vi alle sammen, og hvis ikke andet slår os ihjel inden - ja, så gør alderdommen i sidste ende.

Eller det er, hvad vi hidtil har troet.

For nu har en gruppe forskere fra Syddansk Universitet undersøgt, hvor hurtigt 52 forskellige skildpaddearter ældes, og resultatet er - mildest talt - overraskende.

De fandt, at tre fjerdedele af de undersøgte skildpaddearter ældes ekstremt langsomt sammenlignet med mennesker, som ellers er anerkendt for at være blandt de dyr, der kan leve længst.

Det er dog ikke så overraskende, at der er dyr, der ældes langsommere end os. Vildere var det, at forskerne også fandt enkelte arter, som den sorte sumpskilpadde, der tilsyneladende slet ikke ældes i gængs forstand, eller ligefrem oplevede anti-aldring, som årene gik.

Altså: Skildpaddens risiko for at dø en given dag steg ikke med alderen, faktisk tværtimod: For hver dag, den levede, jo mere sandsynligt var det, at den også var levende dagen efter. Skildpadden blev gammel, men blev ikke ramt af alderdom.

- Der har været en hypotese siden 1990’erne om, at nogle arter kunne have evne til at justere, hvor hurtigt de ældes. Den her undersøgelse viser for første gang, at hypotesen holder vand. Aldring er altså ikke uundgåelig for alle, siger Fernando Colchero, lektor på Syddansk Universitet og en af forskerne bag den nye undersøgelse.

Forskeren fortæller videre, at undersøgelsen kan være første skridt til at finde en måde til også at reducere aldring hos mennesker.

- Vi vil gerne have at mennesker kan leve længere, og ikke mindst have et godt helbred så længe som muligt. De her skildpadder kan give os nogle indsigter i, hvordan det kan lade sig gøre.

Aldring er en proces, der starter efter puberteten, og hvor kroppens celler forfalder over tid, hvilket medfører, at risikoen for at dø stiger over tid.

Men hvorfor sker det? Ifølge evolutionsteorien handler det hele om overlevelse, og derfor kan det virke mærkeligt, at vores krop gennem millioner af års evolution ikke har fundet en måde at reparere og opretholde sig selv bedre på, så vi kan undgå alderdommen.

For at forklare paradokset opstod en teori for årtier siden: Når vi bliver kønsmodne, prioriterer kroppen at investere flest af sine ressourcer i reproduktion frem for at opretholde cellerne optimalt.

For ved at reproducere sig, altså få afkom, sender man sine gener videre til flere nye individer - og på den måde overlever i hvert fald generne, hvis man selv kommer ud for en ulykke, bliver ramt af sygdom eller bliver ædt af en løve i morgen.

Det giver altså mere mening at få masser af afkom hurtigt frem for at leve virkelig længe. Det er den bedste strategi, hvis generne skal sikres - ifølge teorien.

Men den nye undersøgelse sætter en fed streg under, at selv om det er den strategi, de fleste dyrearter følger, er aldring ikke en naturlov - teorien er ikke alment gældende.

Det betyder dog ikke, at skildpadder reelt lever evigt, understreger Fernando Colchero.

- Det gør dem ikke udødelige, men det betyder, at deres risiko for at dø ikke stiger med alderen, som den gør hos for eksempel mennesker. Men risikoen for at dø på et givent tidspunkt er altid over nul, og i sidste ende vil selv disse skildpadder dø af uundgåelige årsager, som sygdom eller en ulykke, siger Fernando Colchero.

Så skildpadderne kan stadig dø. Men risikoen for at dø på en given dag, når de for eksempel er10 år, og når de er 100 år, er rundt regnet den samme.

For mennesker ser det helt anderledes ud: Ifølge beregninger er risikoen for at dø på en given dag mindst 20 gange højere for en person på 80 år, sammenlignet med hvad den er for en person på 50.

Skildpadderne i undersøgelsen levede i fangenskab. Det betyder, at de møder færre farer og har mindre risiko for livstruende sult end deres artsfæller i naturen - og netop det ser ud til at have påvirket deres aldring.

- Vi havde også data fra vildtlevende individer for nogle af de arter, der i fangenskab ikke oplevede aldring. Men de vildtlevende individer havde en meget højere grad af aldring end artsfæller i fangeskab, fortæller Fernando Colchero.

Det var virkelig overraskende for forskerne: Skildpaddernes krop er simpelthen i stand til at ældes langsommere, når leveforholdene er gode, og der altså er bedre tid til både at reproducere sig og samtidig vedligeholde cellerne optimalt, så dyret undgår aldring.

Men selv om det kan være nærliggende at tro, at vi mennesker har samme evne - og at det kan forklare, hvorfor mennesker i Danmark bliver langt ældre end vores tip-oldeforældre, der ofte levede et langt hårdere liv, er det ikke tilfældet.

- Selv om menneskets gennemsnitslevealder i vores del af verden er steget, har vi i et tidligere studie vist, at det ikke skyldes, at vi i dag ældes langsommere end tidligere. Faktisk har forskere endnu ikke fundet noget, der kan justere på selve aldringsprocessen hos mennesker, siger Fernando Colchero.

Vi bliver altså i dag ældre, fordi vi er bedre til at behandle sygdom, lever sundere og kommer ud for færre ulykker.

- Men de her skildpadder er altså i stand til at skrue op og ned for aldring, og det er virkelig interessant, om man kan finde ud af, hvordan de gør - og måske en dag overføre det til mennesker, siger Fernando Colchero.

Den nye forskning er altså første skridt mod en forståelse, som ultimativt kan være med til at sænke eller helt bremse aldringen hos mennesker.

Med andre ord kan skildpadderne en dag være med til at vise os vejen til pillen mod alderdom.

For det forskes der faktisk i. Det fortalte Mogens Johannsen, der er professor i kemisk biologi og metabolisme på Aarhus Universitet, tidligere i år til Avisen Danmark.

- Forskningsfeltet bliver mere og mere anerkendt, men det har haft en svær start. Alderdom er jo ikke en sygdom, man kan gå til sin læge og bede om medicin imod. Derfor kræver det, at vi begynder at tænke på en ny måde, hvor påvirkning af den biologiske aldringsproces ses som en generel måde at udskyde eller måske endda undgå en række kroniske sygdomme, fortalte Mogens Johansen og tilføjede:

- Jeg tror, at generelle lægemidler mod aldersrelaterede sygdomme nok skal komme, i en eller anden form.