Skyderi og psykiatri: Per læner sig frem i stolen, kniber øjnene sammen og åbner munden en anelse. Han sidder i en kontorbås med grå skillevægge. Omkring ham summer det af andre samtaler, men hele Pers kropssprog og energi er rettet mod de ord, der strømmer ud af headsettet og ind i ørene på ham.

- Hej Fie, bryder han ind efter 15-20 sekunder.

- Når du siger, at “du nedsmelter”, hvad er det så, at der sker med dig?

Per er pensioneret chefpsykolog på Psykiatrisk Center Amager. Nu arbejder han som frivillig i Psykiatrifondens telefonrådgivning i Nordvest i København. Kriselinjen modtager årligt over 30.000 opkald, men har kun ressourcer til at besvare cirka halvdelen af dem. En, der ringede forgæves, var den 22-årige sigtede fra masseskyderiet i Field’s. Kort tid før han angiveligt dræbte tre personer i indkøbscentret, forsøgte han ifølge DR’s kilder at få fat på Psykiatrifonden.

Avisen Danmark har fået lov til at sidde med på kontoret i København Nordvest fra klokken 18 til 22 en helt almindelig torsdag sommeraften.

Gennem vinduet bag Per ses to lyseblå minareter fra en moské, kasseformede femetagers bygninger og et gammelt autoværksted, som er blevet lavet om til en bar. Her drikker smarte københavnere naturvin og morer sig ved hvide plasticborde, men i Pers telefon er beretningerne alt andet end morsomme.

Kvinden i røret er bange for at miste retten til at se sine børn. Hun lider af en opmærksomhedsforstyrrelse, uforudsete ting i hverdagen hyler hende ud af den, og hun tør ikke række ud efter hjælp af frygt for, at det skulle påvirke hendes samværsorden. Mestendels lytter Per.

- Det er da også helt vildt urimeligt, at du skal have det på den måde, siger han.

Hans stemme er blød og varm, og den virker som et tæppe over hendes ildebrand af en røst. Hun falder ned. I løbet af 15 minutters samtale får han hende snakket på sporet af, at hun faktisk har et arbejde, som hun er glad for. Og at hun nok godt kan stole på sin læge.

- Det var godt, at du ringede. Rigtig meget held og lykke med det hele, slutter Per samtalen.

Psykiatrifonden er en privat organisation, som er sat i verden for at hjælpe og rådgive mennesker med psykisk sårbarhed. De lever af fonde og frivilligt arbejde og skal ses som et supplement til den etablerede psykiatri, siger Liza Johnson, som er leder af Psykiatrifondens rådgivning.

Da hun startede for ni år siden var der 30 frivillige rådgivere. I dag er der 130, som alle har en faglighed: psykologer, psykoterapeuter, socialrådgivere, studerende inden for relevante områder. For opkaldene bliver flere og flere, og samtaleindholdet mere og mere alvorligt, forklarer Liza Johnson.

- Vi mærker, at psykiatrien er presset. Hvor det for år tilbage i høj grad var omsorgssamtaler med ensomme, angstramte og deprimerede, så hører vi nu mere og mere fra mennesker fra de tungere psykiatriske områder: folk med psykoser, vrangforestillinger og suicidale tanker, siger hun.

Selvmordsspøgelset svæver også igennem kontorlandskabet, mens jeg er der. Sonja - en uddannet psykoterapeut iført en blomstret bluse og en meget koncentreret mimik - taler med en mand, som er ved at gå op i limningen. Mandens kone har taget sit eget liv, og nu føler han, at han drukner. Ikke kun i sorgen, men også i al den uoverskuelige praktik, som tragedien skyller ind over ham. Han græder og græder, og samtalen kommer til at vare længere end de 30 minutter, som Psykiatrifonden ellers sætter af til den slags. Men da Sonja lægger røret på, er hun lettet.

- Vi fik talt os frem til, at han havde en nær relation, som kunne hjælpe ham med nogle af de praktiske ting. Og selv om han havde et krisemøde med en terapeut i morgen, så blev vi enige om, at han skulle køre på psykiatrisk skadestue. Nu.

Sonja har været frivillig i Psykiatrifonden i seks år, og hun har snakket med lidt af hvert. Pårørende til psykisk syge. Mennesker i livskriser. Og jævnlige samtaler med folk med selvmordstanker.

- Tit er det også styret af større dagsordner. Under corona var der rigtig mange, som ringede ind på grund af den mistrivsel, som pandemien førte med sig. Da krigen i Ukraine brød ud, var der mange, som havde angst over det. I øjeblikket præger Field’s-skyderierne vores samtaler.

Rådgiverne har godt registreret mediernes skriveri om, at den formodede gerningsmand antageligvis skulle have forsøgt at kontakte Psykiatrifonden.

- Jeg er ikke sikker på, om sådan en telefonsamtale her kunne have forhindret ham i at udføre sit attentat. Vi kan ikke helbrede nogen. Men vi kan smertelindre lidt, siger Sonja og tilføjer:

- Men i yderste tilfælde kunne vi have kontaktet politiet.

Alle telefonopkaldene er 100 procent anonyme, men har Psykiatrifonden en klar overbevisning om, at nogen vil gøre skade på sig selv eller andre, kan de bede politiet om at spore opkaldet. Det har Sonja aldrig prøvet før, da det sker yderst sjældent.

Hun sidder og tænker lidt, mens telefonerne ringer hos nogle af hendes fem kollegaer, som også er på arbejde i dag.

- Der er for meget gætteri i pressen om hele den der sag med Field’s, siger hun så.

- Han er “kendt fra psykiatrien”. Men vi aner jo ikke, om han kommer direkte fra den lukkede afdeling, eller han har haft en episode med angst for tre år siden.

Snakken afbrydes brat, da hendes egen telefon ringer.

- Rådgivningen, det er Sonja.

Stemmen i den anden ende af røret skjuler ikke en umiskendelig vrede. Sonjas ansigt ændrer udtryk, mens hun begynder at spørge ind:

- Jeg vil gerne lige være sikker på, at jeg forstår det rigtigt, det du siger.

- Du ser nogle personer, som andre ikke ser? Personer som følger dig?

- Det lyder da rigtig pinefuldt. Og du siger, at du oplever at støde hovedet mod muren i psykiatrien?

En skærm på kontoret viser, at fem opkald venter i kø. Per er gået ud af sin kontorkasse og ind i et mødelokale for at få ro til sin samtale. Og Sonja navigerer sig frem så godt, som man nu kan, når man ved absolut ingenting om personen.

- Du vil gerne have hjælp, bare ikke af psykiatrien. Har du overvejet at fortælle om dine problemer på en anden måde? Starte et andet sted end der med personerne, som ingen andre ser?

Dét forslag gør kvinden endnu mere vred. Personerne er ægte, og hun vil ikke udelade dem, fortæller hun. Og så smækker hun røret på.

Psykiatrien har i mange, mange år råbt på hjælp. Men på et årti er antallet af genindlæggelser steget med mere end 20 procent, imens sengepladserne i psykiatrien er reduceret betydeligt.

Per - den pensionerede chefpsykolog, som vi sad med i starten af artiklen - har været i faget siden 1983. Han har set adskillige landvindinger, fortæller han. Nye medicinske præparater, som er mere skånsomme. Bedre behandlingsmodeller og mere forskning:

- Da jeg startede i psykiatrien, var patienterne indlagt i alt for lang tid. Nogle holdt man jo på i flere år, og det var meget uhensigtsmæssigt. I dag udskriver man folk for hurtigt på grund af mangel på sengepladser, siger han.

Nogle af dem ender i røret hos ham i Psykiatrifonden. Men organisationen er også i kontakt med mange, hvor indlæggelser er en fjern ting.

Torsdag aften sidder Luna, Paul og Tobias og skriver med primært unge mennesker, som har ondt i livet. I et tilstødende lokale til telefonrådgivningen i Nordvest, hvor varmen og computerskærmene får deres kinder til at bluse rødt, sidder de psykologistuderende og rådgiver via chat.

En skriver, at han bliver angst, når han kommer tæt på en pige, han godt kan lide. En døjer med spiseforstyrrelse. Andre forsøger at bearbejde dét, der skete i Field’s - enten fordi de har været tæt på begivenhederne, eller kender nogen, der har.

- De fleste af dem, som vi er i kontakt med, er meget reflekterede, og de har sommetider mange af svarene selv. På den måde er vi sådan lidt en avanceret væg, de kaster bold op ad, siger Tobias, psykologistuderende fra KU.

Den “avancerede væg” har Liza Johnson ansvaret for at opretholde. Og i øjeblikket er presset så stort på telefonerne og chatten, at væggen slår sprækker.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ville have mere støtte, så vi kan holde linjerne åbne mere end 72 timer om ugen, siger hun.

- Men vi støtter også forslaget om en offentlig akuttelefon, som er forankret i psykiatrien, så der kan bygges bro til decideret behandling. For det kan vi ikke.

Investering: For 10 år siden var unge som den 20-årige vestjyde Jonas Holm Jakobsen et særsyn i aktieverdenen. Investorerne var mænd i jakkesæt over 50 år med store formuer. Men de seneste par år har langt flere unge som Jonas fundet vej til aktiemarkedet.

Det er hans facebookgruppe ”Unge investorer” et bevis på. Siden slutningen af 2019 har omkring 50.000 unge fundet vej til gruppen, hvor de deler erfaringer og råd om investeringer.

- Aktiemarkedet er for alle. Det er alle de nye unge investorer og jeg selv et godt eksempel på. Nogle tror, at jeg er til den blå side politisk, fordi jeg går op i aktier. Det er jeg ikke. Aktiemarkedet er ikke længere kun for kapitalister, siger Jonas Holm Jakobsen, der bor hos sine forældre i Lemvig.

Selv i 2022, som har været et elendigt aktieår indtil videre, er "Unge investorer" vokset med omkring 600  medlemmer om måneden. Og det er langtfra kun i facebookgruppen, at der er tegn på en voksende investorkultur blandt unge i Danmark.

Investeringsplatformene Nordnet og Saxo Bank har haft en nettotilgang på samlet over 25.000 investorer i årets første fem måneder, og mange af dem er unge.

Ifølge Nordnets seneste undersøgelse fra sidste år investerer 47 procent af danskerne for frie midler. 29 procent af investorerne er kommet til inden for de seneste to år. En af dem var Jonas Holm Jakobsen. Han sad klar ved computeren på sin 18-års fødselsdag, da han endelig kunne oprette sine egne konti på Nordnet og Saxo.

På det tidspunkt var han dog allerede tyvstartet. Siden han var 12 år, havde han sammen med sin farmor og far investeret gennem faderens depot.

- Det var mest for hyggens skyld. Vi havde et fællesskab igennem investering og kaldte vores møder for generalforsamlinger. De gik ud på, at vi spiste god mad og snakkede om, hvad vi skulle investere i, siger Jonas Holm Jakobsen, der i dag ikke ønsker at fortælle offentligt, hvor stor hans formue er.

Jonas Holm Jakobsen kan stadig huske, hvilke tre aktier, de købte som de første. NNIT, som dengang var ved at blive børsnoteret, Novo Nordisk og Vestas.

- NNIT var min fars beslutning, og det siger jeg, fordi vi endte med at tabe på den. Novo Nordisk og Vestas var en fælles beslutning og super fine investeringer, siger Jonas grinende.

I starten var det hans far og farmor, som havde lagt størstedelen af kapitalen i deres lille investeringsforening. Men efter Jonas’ konfirmation kom han op på niveau. Selv om han i dag investerer selv, er fællesskabet omkring det stadig vigtigt for ham.

- Nogle interesserer sig for fodbold eller basket, jeg interesserer mig bare for aktier. Ligesom der er fællesskaber i sport, har vi også et fællesskab i aktieinvestering. Ham, jeg har gruppen "Unge investorer" med, mødte jeg gennem investering. Udover at være min partner i vores virksomhed, er han også min bedste kammerat, siger han.

At Jonas hobby også har ført økonomiske gevinster med sig, ser han som en bonus.

- Jeg investerer ikke i aktier for at opnå FIRE (Financial Independence - Retire Early, altså tidlig pensionering, red.), jeg ser det bare som en ting, der følger med. Men jeg har lavet beregninger på, hvornår jeg vil kunne leve af mit udbytte og afkast. Jeg tror, jeg ville kunne gå på pension, når jeg er 40 eller 50 år, hvis jeg vil. Så er der også sat penge af til børn og al den slags, siger han.

Lige nu er det dog noget andet, der motiverer ham til at investere 90-100 procent af sin indkomst i aktier.

- Jeg drømmer om at rejse Jorden rundt med krydstogt. Det er noget af det, der gør, at det er fedt at investere. Jeg tænker ikke over til hverdag, at jeg kan blive økonomisk uafhængig, men det giver da en tryghed, selv om jeg tror, at de færreste 20-årige tænker på deres pension, siger han.

Grunden til, at Jonas Holm Jakobsen kan investere så stor en del af sin indtjening, er, at han stadig bor hjemme, og indtil nu ikke bliver opkrævet husleje for det. Derudover har han ingen interesse i nyt tøj eller andre dyre forbrugsvarer. Det giver ham større glæde at se sine penge arbejde.

Det har ikke ændret sig, selv om 2022 indtil videre har været et meget dårligt aktieår.

- Det får mig ikke til at investere mindre, tværtimod. Vi har også lavet en meningsmåling på "Unge investorer", og klart størstedelen siger, at de enten vil beholde deres aktier eller købe flere i den nuværende situation. Det er meget få, som vil sælge, siger han.

Wow. Den danske underskov af småaktionærer ømmer sig i sommerlandet efter et mareridt af at aktieår - indtil nu.

Masser af danskere strømmede ud på aktiemarkedet under coronakrisen, da man af kedsomhed - eller motiveret af en ny hobby - begyndte at købe aktier.

Det gik formidabelt. I 2020 steg værdien af det danske C25-indeks med de største danske aktier med 34 procent, og sidste år blev der lagt yderligere 17 procent til.

2022 er en anden historie. Krig i Europa, stigende renter, forsyningskrise, energikrise og en tiltagende risiko for et flerårigt økonomisk tilbageslag er gift for aktiemarkedet. Årets første halvår hører blandt de historisk dårligste og skar en femtedel af værdien af de danske aktier.

Mønsteret er det samme i mange andre lande. Investorer med forkærlighed for amerikanske it-aktier på Nasdaq-børsen har dog vinket farvel til 30 procent af formuen - i hvert fald på papiret. Mange enkeltaktier har tabt endnu mere.

Men hvordan reagerer vi danskere så? Sælger vi hele porteføljen, indkasserer tabet og løber skrigende bort fra aktieinvesteringer, der viste sig mere komplicerede og potentielt blodige end ved første øjekast?

Slet ikke. 22 procent af danskerne forventer at investere inden for det næste år. Det viser en måling, som finanssektorens lobbyorganisation, Finans Danmark, har fået udført af Epinion i midten af maj.

Faktisk har faldene på aktiemarkederne i 2022 ikke haft nogen nævneværdig effekt på andelen af danskere, der forventer at foretage nye investeringer inden for de næste 12 måneder. Til sammenligning viste samme måling i andet kvartal og fjerde kvartal 2021, at henholdsvis 22 procent og 24 procent forventede at foretage nye investeringer inden for det næste år.

Andelen af danskere, der forventer at foretage nye investeringer, er dermed bemærkelsesværdigt stabilt, selv om de seneste års optur er vendt til nedtur i 2022.

- Hvis man lader sig påvirke for meget af markedsudsvingene, kan man ende med at overvurdere sin risikovillighed, når markederne går opad, for derefter at paniksælge, når markederne er faldet. I stedet er det god latin at holde sig til sin investeringsstrategi og ignorere udsvingene, siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for investering og opsparing i Finans Danmark.

- Det kan dog være lettere sagt end gjort, tilføjer hun.

Analysen peger på, at den stabile udvikling i danskernes investeringsvilje ganske enkelt kan skyldes, at vores investeringer matcher vores faktiske risikovillighed.

Det er i øvrigt især de unge, der er modne til at investere. 28 procent af de voksne danskere under 30 år forventer at foretage nye investeringer inden for det næste år. Så når du møder fire unge på gaden, vil i hvert fald den ene - i gennemsnit - have et aktiedepot, som han eller hun passer og plejer. Formentlig på sin smartphone.

Hvad er der så udsigt til? På trods af sommervejret fremstår aktieprognoserne noget tågede. Regnskabssæsonen er kommet i omdrejninger, især med halvårsregnskaber fra de store, børsnoterede selskaber, og det er her, at man skal lytte til musikken. Er det Wagner eller Chopin?

Hvis selskaberne er vingeskudte af krisen, døjer med prisstigninger, der ikke kan sendes videre til kunderne, og med varer, der fortsat er strandet i Fjernøsten, så er der udsigt til nye kursfald.

De lave aktiekurser afspejler især rentestigningerne og de kendte problemer fra det seneste år. Hvis vi ender i en regulær recession - altså negativ vækst i bruttonationalproduktet i to kvartaler i træk - venter der nye kurssmæk, for det er der ikke taget højde for i de nuværende kurser.

- Indtjeningsskuffelser vil utvivlsomt blive mødt med kursfald, lyder det nøgternt i en analyse fra Sydbank.

Så må man have is i maven og huske, at på langt sigt har aktier altid været en god forretning. Eller som de siger i Danske Bank:

"Forestil dig, at du hver måned investerer 100 kroner, og at du gør det måned efter måned, år efter år. Så vil pengene efter 20 år være vokset til 33.495 kroner og efter 50 år til 145.224 kroner, selv når omkostninger og skat er betalt".

Det kræver blot et gennemsnitligt årligt afkast på 3,2 procent, som absolut er inden for rækkevidde - især hvis du investerede dine første håndører under coronakrisen.

Ukraine: Det var, som om helvede pludselig viste sig, da den russiske invasion af Ukraine startede 24. februar. Det forklarer den 42-årige nordmand Gennadi Roubailo til Avisen Danmark.

Gennadi gemte sig i skyttegravene med de ukrainske soldater nær byen Popasna i Østukraine, da det russiske artilleri tæppebombede forsvarslinjerne.

Russiske fly og helikoptere fløj over hovederne på soldaterne kort efter, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde annonceret invasionen. Snart fulgte de russiske kampvogne, der forsøgte at vælte over de ukrainske forsvarslinjer.

På trods af overvældende ildkraft holdt Gennadi Roubailo, der har ukrainske rødder, stand sammen med sine soldaterkammerater.

- Jeg var så chokeret over det. Jeg havde kæmpet med ukrainerne ved fronten siden 2015 og troede, at jeg vidste alt om krig og krigsførelse, men det viste sig, at jeg ingenting vidste. Det var som anden verdenskrig. Det er kamp fra hus til hus, siger Gennadi Roubailo, der pludselig forstod, hvad det var, at soldater havde beskrevet i 1940'erne.

12. marts blev en af Gennadi Roubailos kammerater ramt af fragmenter efter et russisk artilleriangreb. Han lå forsvarsløs på jorden uden dækning, og Gennadi forsøgte at trække ham ned i sikkerhed, da endnu en nedslag ramte blot 50 meter fra ham.

- Jeg husker eksplosionen og noget, der minder om et slag i ansigtet. Jeg var i chok i et par sekunder. Min venstre arm hang bare ned ad siden. Jeg troede, at den bare hang i huden, men da opdagede jeg, at jeg stadig kunne bevæge den lidt, siger Gennadi Roubailo, der blev ramt i venstre arm, venstre ben og fik to fragmenter ind i venstre lunge.

Gennadi Roubailo er en af de mange udlændinge, der kæmper sammen med den ukrainske hær mod den russiske invasion. Omkring 20.000 udlændinge er en del af fremmedlegionen i Ukraine, der blandt andet består af over 100 danskere. Præcist hvor mange er usikkert.

For nylig blev to amerikanske soldater taget til fange af russerne nær storbyen Kharkiv. Det frygtes, at de kan blive dømt til døden, ligesom to britiske soldater og en marokkaner blev det ved en domstol i Donetsk i i den selverklærede Donetsk Folkerepublik i starten af juni.

Vyacheslav Volodin, der er talsperson for underhuset i Rusland, skrev for nylig på beskedtjenesten Telegram om de udenlandske soldater, at "dødsstraffen er den straf, disse fascister fortjener".

En 25-årig dansker, der kæmpede for den ukrainske fremmedlegion, blev dræbt tilbage i april. Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere slået fast, at der ikke er noget juridisk, der forhindrer danskere i at kæmpe med ukrainerne i forsvaret mod Rusland.

- Det er en privat sag, som man må gøre op med sig selv. Det er bestemt ikke ufarligt at rejse til Ukraine, men det ved folk jo godt, sagde Mette Frederiksen tilbage i marts.

Gennadi Roubailo adskiller sig fra mange andre udenlandske soldater i Ukraine. Godt nok er han norsk statsborger, men han har ukrainske rødder. Han er født i Rusland i et område nær Krim kaldet Kuban, hvor der bor en stor del etniske ukrainere.

Han forklarer, at han tog til Norge i 1997, da Rusland begyndte at forfølge det ukrainske mindretal i området.

Gennadi Roubailo forlod Norge i 2010 og flyttede til Ukraine, hvor han drev en svinefarm frem til 2014, da han meldte sig til hæren for at forsvare Ukraine, efter at kampe brød ud mod de russisk-støttede separatister i Østukraine. Han kæmper i øjeblikket for at få et ukrainsk statsborgerskab, da han ser Ukraine som sit hjem.

- Det var vigtigt at komme tilbage til mine rødder, så min familie kan opleve Ukraine, og så min datter kan lære sproget. Så vi tog af sted, siger Gennadi.

Tilbage ved frontlinjen ved Popasna forsøgte Gennadi Roubailo stadig at hive sin makker ned i sikkerhed på trods af skaderne på sin venstre arm. Højre arm måtte trække læsset, da den venstre stadig hang ned langs siden. Bomberne faldt stadig omkring ham.

Andre soldater kom til for at hjælpe. Gennadi Roubailo husker, at han derefter skulle evakueres, men det var ikke nemt, da de var under konstant beskydning. I stedet for at blive hentet i køretøjer var de nødt til at gå otte kilometer til et felthospital. Gennadi Roubailos punkterede lunge blev langsomt fuld af blod.

Det var svært at trække vejret.

- På felthospitalet fik jeg at vide, at jeg skulle opereres hurtigt, og at de ikke havde noget bedøvelse, som ville kunne hjælpe i tide. Jeg måtte derfor opereres uden bedøvelse. Jeg fik bare noget i munden, mens de begyndte at sy mig, siger Gennadi Roubailo, der måtte bide sammen for ikke at skrige, og håber, at han aldrig vil prøve noget lignende.

- Vi mistede tre den dag. Flere andre blev såret i løbet af de mindst fem timer, som de russiske artilleri-bombardement varede den dag.

- Jeg fik 18 sting i min venstre arm.

Gennadi Roubailo kom hurtigt videre til et andet hospital, hvor han blev opereret igen og modtog yderligere behandling. Det var svært at følge med i nyhederne, hvor krigen fyldte stort set hele sendefladen. Især var det svært at se de hårde kampe og ikke kunne hjælpe.

Iveren for at vende tilbage begyndte at trække i Gennadi Roubailo. Det var svært at acceptere, at han ikke længere kunne hjælpe Ukraine og soldaterkammeraterne.

Gennadi Roubailo kan godt forstå, at nogen måske vil have svært ved at forstå, at han, på trods af at han er norsk statsborger, vælger at kæmpe i Ukraine. Men for Gennadi Roubailo er det enkelt. Hans familie har ukrainske rødder, og det må han forsvare.

- Det er en kamp for Ukraines frihed, for landets eksistens. Jeg føler mig som ukrainer og har derfor ikke andet valg end at kæmpe for den frihed, som I andre har i Vesten. Hvis Danmark blev angrebet, så ville I også kæmpe. Det er det samme med os, siger han.

- Kammeraten, som jeg hev ned i sikkerhed, er blevet lam og kan ikke bevæge sine ben. En anden 25-årig soldaterkammerat har mistet begge ben. Jeg har venner, som har mistet livet og efterladt kvinder og børn.

- Krig er forfærdeligt, men vi har ikke valgt det, siger han.

I dag går det bedre for Gennadi Roubailo. Avisen Danmark mødte ham i byen Kam'yanets'-Podil's'kyi i Vestukraine. Venstre arm driller stadig lidt og mangler endnu et par måneders genoptræning, før han er tilbage på 100 procent. Derefter vil Gennadi tilbage til fronten, selv om at han godt ved, at han måske ikke vil overleve.

- Der er så mange, der sætter deres liv på spil. Jeg ved godt, at jeg har en datter, men hvorfor skulle jeg ikke også hjælpe Ukraine? spørger Gennadi Roubailo og tilføjer, at kampene er rigtig hårde, da russerne har meget mere ildkraft end ukrainerne.

Flere steder lyder det, at de russiske styrker har 10 gange så meget udstyr som Ukraine. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere sagt, at Ukraine mister omkring 100 soldater om dagen på grund af de hårde kampe i Østukraine.

Gennadi Roubailo beder til, at alle lægger et pres på deres regeringer, så de sender flere våben til Ukraines kamp mod invasionsstyrkerne.

- Jeg har meget erfaring, og hvis jeg ikke tog af sted til fronten igen, så ville en ung gut uden erfaring skulle tage pladsen. Det er bedre, at det er mig. Jeg har erfaring. Jeg er heller ikke så bange for døden. For det meste oplever soldater slet ikke, at de dør. Det sker bare, så hvorfor skal jeg være bange?

- Frihed koster, og vi er klar til at betale for vores frihed. Jeg håber bare, at Vesten snart indser, at det også handler om jeres frihed. Hvis vi taber ... Hvis russerne vinder, så vil de komme til jer i morgen. Så er det jer, der skal kæmpe for jeres frihed, siger han.