Brændt: - Jeg bryder mig ikke om at være her, siger Christina Orlien.

Vi sidder i en lejlighed på Frederiksberg. Den skal forestille at være hendes hjem, men er det slet ikke. Det er en toværelses, den er præget af møbler i hvid laminat, og den er på 54 kvadratmeter. Her skal Christina bo mindst et år, og der går tre år eller mere, inden hendes egen lejlighed bliver til lejlighed igen. Det hele hænger sammen med det, der skete fredag 25. marts i år.

Hun sad på sit arbejde som advokatsekretær og glædede sig til, at hun skulle ud at spise med en veninde, da nyheden kom: Der var udbrudt brand i boliger ved Grøndalsparken. Hun skyndte sig hjem på cyklen.

-  Jeg fik jo et chok. Jeg boede på anden sal, det brændte på tredje sal, og fjerde sal var allerede helt væk. Det var et totalt chok, og der stod jeg og havde kun det tøj, jeg havde taget på om morgenen og min taske. Jeg havde heldigvis taget mine briller, siger Christina Orlien.

Hun sov hos sin bror og var igen forbi lejligheden næste dag.

- Da kunne jeg se mine ting i vinduet, så jeg håbede, at jeg kunne komme ind at få nogle af mine ting, siger hun.

Det håb var forvundet helt dagen efter, for da var lejligheden på tredje sal kollapset og lå nu i Christinas lejlighed på anden sal. Væk var det hjem, som var det sted, hun havde udset som rammen om et nyt kapitel af sit liv.

Det sted, Christina havde forelsket sig hovedkulds i, første gang hun så lejligheden. Og som hun havde budt 300.000 kroner over udbudsprisen for at få.

Christina Orliens mand døde for nogle år siden, og parrets tvillingedrenge er voksne og har deres egne steder, så hun endte med at sælge huset for at købe den lejlighed, som efter kun otte måneder gik op i røg.

- Den lejlighed ville jeg bare have. Den var enormt hyggelig, og den havde to altaner, og så lå den i det område, jeg i forvejen boede i, siger Christina.

Nu sidder hun her i en anden bydel og i en lejlighed, hun ikke bryder sig om at være i.

- Jeg bor jo nærmest i en ungdomshybel. Jeg kan huske, da jeg flyttede ind her 1. april. Jeg sad bare og græd. Der var intet, der virkede, og der virkede ikke trygt. Der var ingen af mine ting, og det var ikke et hjem. Jeg var meget ked af det i starten.

Christina Orlien græder ikke så tit mere, men hun er stadig ikke tilpas med at være her. I morgen får hun gæster, og hun har kun to kogeplader. Der er heller ingen opvaskemaskine, men der er heldigvis en ovn. Hun har ikke engang rigtigt lyst til at gøre det hyggeligt.

- Jeg er her egentlig så lidt som muligt. Jeg tager ud og er sammen med venner og veninder, og jeg tager til træning, siger hun.

Men længslen er der stadig. Især når hun kommer hjem til hyblen.

- Jeg savner mine ting hver eneste dag. Og mit tøj. Der dukker hele tiden noget op, hvor jeg tænker: Nå nej - det har jeg jo ikke mere. Og så er der alle minderne, alle billederne og alt det, jeg har arvet og har passet på. Men jeg savner allermest min altan. Jeg kunne så godt lide at sidde der og høre musik, drikke kaffe eller læse. Men jeg savner hele min lejlighed - jeg savner et hjem, siger hun.

I forbindelse med branden blev Christina ligesom de andre beboere tilbudt psykologhjælp.

- Jeg var til psykolog to gange, og så vurderede de, at jeg godt kunne bearbejde det selv. Det går da også bedre, siger hun.

Christina har en enkelt gang fået lov at komme i nærheden af den nedbrændte lejlighed i ganske kort tid:

- Jeg fik mulighed for at komme ned i mit kælderrum, og jeg måtte fylde én taske. Jeg blev fulgt af en vagt, der var vand på gulvet, og jeg vi skulle have sikkerhedshjelme på. Jeg fandt lidt nisser og julepynt, jeg har arvet efter min mor. Og så fik jeg den flagstang, der altid stod på gulvet, når nogen havde fødselsdag. Den er jeg glad for, siger hun.

Men selv om lidt af julepynten er reddet, bliver julen noget anderledes i år.

- Jeg plejer at pynte meget op til jul. Det kommer jeg ikke til i denne her lejlighed. Det har jeg ikke lyst til, siger Christina Orlien.

Det er ikke, fordi Christina er utaknemmelig, for forsikringen har sørget godt for hende, og hun har fået penge til at erstatte de tabte ting. Der er bare ikke rigtigt den sædvanlige glæde ved at købe tøj og fine ting, når det er noget, man skal, og når man ikke har et hjem. Det er bare sådan, det er nu.

Der går tre år, inden hendes gamle hjem er revet ned og en ny lejlighed bygget op. Mindst.

- Jeg håber, jeg får det bedre med tiden, siger Christina Orlien.

Inflation: Det er efterhånden blevet en kendsgerning, at forbrugspriserne stiger måned efter måned. Nu gentager scenariet sig endnu engang, og inflationen - eller forbrugspriserne - er siden juni 2021 til juni i år steget 8,2 procent, viser nyeste tal fra Danmarks Statistik. Det er det højeste prishop i 39 år.

Det er især på prisskiltene i dagligvarebutikkerne, at danskerne mærker inflationen. Priserne på fødevarer og ikke alkoholiske drikkevarer er således steget hele 13 procent fra juni 2021 til juni 2022 og alene 2,8 procent fra maj til juni i år.

Ifølge Arbejdernes Landsbank skal en gennemsnitlig børnefamilie nu hive 35.000 kroner mere op ad lommen for at kunne købe det samme, som den gjorde sidste år. Men hvilke fødevarer er det egentlig gået værst ud over, når du svinger dankortet i supermarkedet og hvorfor? Avisen Danmark giver et indblik i de dyrere dagligvarer og kigger nærmere på fremtidsudsigterne for dit madbudget.

Hvordan forklarer man sin 14-årige søn, at der ikke længere er råd til hans daglige glas mælk? At der ikke er penge til at fejre hans fødselsdag i august, og at han heller ikke kan komme til kammeraternes? At han ikke kan gå i Nike-tøj magen til det, de andre drenge går i?

For kvinden over for mig er det ikke hypotetiske spørgsmål. Det er en reel hovedpine.

- Jeg kan godt undvære mit glas mælk. Men det er svært at forklare ham, at der ikke er råd til de ting, han har været vant til, fortæller hun.

Hun kigger ned i gulvet, mens hun taler.

- Han er meget sur på mig.

Vi sidder i en kvindeforening tilknyttet en af Kirkens Korshærs lokalafdelinger i København. Her kommer hun og cirka 10 andre udsatte kvinder ugentligt. For at spise ostemadder, drikke kaffe og hækle. For at dele bekymringer.

- Jeg synes, det er så flovt. Og min søn siger også til mig: Mor, det er flovt.

Kvinden er i 40’erne, har i alt fire børn og er uddannet tandteknikerassistent. Men siden hun i 2013 blev ramt af en motorcykel - og lå i koma i to måneder - har hun ikke arbejdet. Børnenes far arbejder i Flextrafik, men har mest siddet derhjemme under corona. Hun er af anden etnisk baggrund end dansk, men ønsker at være anonym i artiklen.

- Nogle gange har jeg under 1000 kroner om måneden til at handle mad for. Og når alt er blevet så dyrt - mælk, olie, æg, brød, mel - så er det virkelig svært.

Hun er langtfra den eneste, som er presset. I juni har forbrugerpriserne ligget 8,2 procent højere end i juni sidste år, og det er den største stigning i 39 år. Det gør ondt på samfundets svageste.

Avisen Danmark har ringet rundt til sociale caféer og suppekøkkener i København, Lyngby, Roskilde, Odense, Kolding, Aarhus og Esbjerg, og overalt lyder den samme besked: Flere og flere mennesker har brug for hjælp.

- Alle I samfundet mærker konsekvenserne af inflationen. Og for langt de fleste er det muligt at omprioritere lidt og vælge nogle ting fra, men her har vi altså at gøre med en gruppe mennesker, som ikke har mere luft i budgettet, siger Jonas Jakobsen, som er regionschef i Kirkens Korshær i Nord- og Midtvestjylland.

Han fortsætter:

- Typisk er det familier, som er på kontanthjælp, førtidspension eller integrationsydelse. Vi mærker det på antallet af henvendelser. Jeg har arbejdet i branchen i 15 år, og jeg har aldrig oplevet situationen så desperat, som den er nu.

Knud Aarup har beskæftiget sig med det sociale område siden 1982. Og den tidligere direktør i Socialstyrelsen - der i dag er formand for Røde Kors i Aarhus - er også stærk bekymret:

- Der er ikke nogen, som sulter i Danmark, men der er nogle mennesker, som lever så tæt på eksistensminimum, at de hele tiden skal prioritere. Og det virkelig ulykkelige er, at der er masser af undersøgelser, som viser, at det går ud over børnene, siger han.

Antallet af børn, der lever i relativ fattigdom i Danmark, er næsten fordoblet på 20 år. I 2001 levede godt 30.000 børn i fattige familier, mens 59.670 børn levede i fattigdom i år 2019 ifølge en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I de seneste tre år har antallet været faldende, og i sidste måned kunne regeringen og støttepartierne præsentere et nyt kontanthjælpssystem, som ifølge regeringens beregninger vil løfte 10.000 børn ud af fattigdom.

Det ændrer dog ikke på, at der fortsat vil være titusindvis af børn, der tumler med voksenbekymringer, ikke har råd til de samme ting som deres kammerater, og som har ringere livsmuligheder, når de vokser op.

- For 40 år siden havde vi en væsentligt højere inflation, men dengang mener jeg også, at vi havde et større fokus på uddannelsessystemet. I dag bliver for mange børn i ressourcesvage familier ekskluderet, og som samfund kommer vi til at betale en høj pris for det på sigt, siger Knud Aarup, den tidligere direktør i Socialstyrelsen.

Netop børnene er også den tungeste bekymring i den kvindeforening, hvor vi startede artiklen. Ved siden af den 43-årige mor til fire sidder en anden kvinde, der skammer sig over sin økonomiske situation.

Hun er på kontanthjælp og bor i en lille lejlighed i Gentofte uden eget bad. Hun har ikke rejst i seks år, hun er stoppet med at spise kød, og hun er begyndt at lyve over for sine børnebørn, fortæller hun:

- Hvis vi er ude at handle sammen, og de spørger mig, om de må få slik eller chokolade, siger jeg til dem, at jeg har glemt min pung. Jeg vil hellere lyve, end jeg vil fortælle dem sandheden, siger den 50-årige kvinde, mens hun sidder og hækler et tæppe.

De tre gange om ugen, hvor hun kommer i Kirkens Korshærs tilbud, er højdepunkterne i hendes liv.

- Resten handler mere om, hvad jeg har råd til, end det handler om, hvad jeg har lyst til. Det føles som en depression. Først var der corona, nu er der inflationen. Jeg håber snart, tingene bliver normale igen, for når rapsolie koster 29 kroner, og smør koster 38, så kan jeg ikke være med.

Ligesom den anden kvinde ønsker hun også at være anonym.

- Mine børnebørn spørger mig: “Har du ingen penge? Er du ikke sulten?”

- Hvad skal jeg svare dem?

Hendes voksne børn har uddannelser og jobs, og de hjælper hende. Men hun ønsker heller ikke at belemre dem, forklarer hun.

- Alting er jo også blevet dyrere for dem, siger hun.

I Danmark reguleres overførselsindkomster to år forskudt. Det forklarer Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, der også mener, at den nuværende situation med prisstigninger er “helt uden sidestykke”.

- I år har vi haft dobbelt så mange ansøgere til vores sommerferiehjælp, som vi plejer at have. Og vi ser flere og flere af de mennesker, vi hjælper, som står uden penge på kontoen, når vi når den 20. i måneden, siger hun.

Ifølge hende er det ikke kun førtidspensionister, familier på dagpenge og udlændinge på integrationsydelse, der rækker ud efter Mødrehjælpen. Det gør deltidsansatte også.

- Det er også enlige forældre, som måske kun har mulighed til at arbejde 15 timer om ugen. Situationen er stærkt bekymrende, og jeg er virkelig nervøs for, hvad der kommer til at ske med dem i efteråret, siger hun.

Samme toner lyder fra Michael Bobjerg, som er projektleder for Food Bank Kolding. Den velgørende organisation henter overskudsmad hos otte forskellige restauranter i byen og deler dem ud til de trængende. Og indenfor de seneste fire måneder er antallet af trængende “eksploderet”, forklarer han.

- Vi forærer mad til 30-40 familier om ugen. Tidligere blev vi kontaktet af en ny familie om måneden, men nu er det omkring fem nye familier. De mærker virkelig, når alting bliver 20-30 procent dyrere, siger Michael Bobjerg.

Han får også artiklens sidste ord, der lyder som et ekko fra alle de andre fagpersoner, som Avisen Danmark har talt med:

- De voksne skal nok klare sig, men børnene lider under det.

Shitstorm: En efterlysning af forældrene til en efterladt dreng udviklede sig søndag til en mindre shitstorm mod Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge flere brugere på det sociale medie Twitter stigmatiserede politiet nemlig personer af asiatisk herkomst, da de bragte en beskrivelse af drengen som ”3 år, gul hud, sort hår”.

"Er jeres ansatte stivnet i 1940’erne, Syd- og Sønderjyllands Politi? "Gul hud?" Det er ikke okay!", lød det eksempelvis fra en Twitter-bruger, der sammen med flere andre reagerede på, at politiet ikke i stedet beskrev, at drengen var af asiatisk herkomst.

En anden af disse er Sabrina Louise Christiansen, som er medlem af byrådet på Frederiksberg for Enhedslisten.

"Hvis ikke drengen har gulsot eller lider af leversvigt, så lad venligst være med at beskrive hans hudfarve som værende "gul". Med venlig hilsen asiaten, som blev kaldt for "den gule lort" som barn.", skrev hun søndag på det sociale medie.

Over for Avisen Danmark uddyber hun, at hun mener, at tweetet ikke var særligt gennemtænkt fra politiets side. Hun mener i stedet, at politiet burde have skrevet, at drengen var af asiatisk herkomst.

- At beskrive en dreng som værende "gul i huden" hører ikke vores tid til. Det er en racistisk bemærkning, som er blevet brugt i forhold til asiater før i tiden. Jeg følte mig nødsaget til at reagere på det, siger hun.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi forklarer kommunikationsrådgiver Helle Lundberg, at det var en borger, der søndag fandt drengen uden sine forældre i den sønderjyske by Gråsten. Og at det var borgeren, der beskrev drengen med ordene ”gul hud”. Hun bekræfter, at drengen var af asiatisk baggrund og ikke eksempelvis havde gulsot, som nogle twitter-brugere gættede på.

- Borgeren kunne ikke beskrive det anderledes. Og af hensyn til, at vi hurtigst muligt skal have forældrene fundet, laver vi efterlysningen ud fra borgerens beskrivelse. Vi prøver altid af hensyn til sagens opklaring at beskrive det, som vidner har set, siger hun.

Politiet har i dag fjernet efterlysningen på Twitter. Men det handler udelukkende om, at drengens forældre nu er fundet, siger hun. Ifølge Helle Lundberg fjerner politiet nemlig altid efterlysninger, når de ikke længere er aktuelle. Kastede man mandag et blik på politiets Twitter-profil figurerede der dog bare inden for den seneste uge flere ældre efterlysninger, selvom borgerne er fundet. Det er en fejl, og opslagene bliver nu fjernet efter Avisen Danmarks henvendelse, oplyser Helle Lundberg.

Politikredsen fortryder ikke, at den brugte beskrivelsen "gul hud" om drengen i stedet for eksempelvis at skrive, at drengen var af asiatisk herkomst eller baggrund.

- Det har vi prøvet at beskrive tidligere. Men så var folk ikke asiater alligevel. Så er de blevet kede af at være beskrevet som asiater, selvom de var grønlændere. Nogle gange går det galt, uanset hvad vi gør.

Kan du forstå, at folk kritiserer jer for at beskrive drengen på den måde?

- Jeg kan godt forstå, at folk er opmærksomme på det. Men jeg synes, at folk i stedet først skal spørge, hvad baggrunden er for vores beskrivelse. Eller som journalist ringe og spørge om baggrunden, som I eksempelvis gør nu.

Er det en god måde at beskrive en dreng med asiatisk baggrund på?

- Jeg ved ikke, om det er en god måde. Men hvis barnet nu havde været grønlænder, kan det være, at man var blevet ked af, at vi betegnede ham som asiat. Det er det muliges kunst.

- Vi prøver at gøre det, så godt vi kan, og vi har ingen intentioner om at støde nogen. Men igen - vi kan ikke beskrive det på andre måder, end de beskrivelser, som vores vidner bruger, hvis vi skal finde dem hurtigst muligt, siger Helle Lundberg.

Sabrina Louise Christiansen køber dog ikke politiets forklaring.

- De burde vide bedre. Det kan have været hvem som helst, der anmeldte, at det her barn var blevet væk, men de bør som politi og autoritet i vores land vide bedre, hvordan man laver en beskrivelse, siger hun.

Ifølge politiet har de før oplevet, at en efterlyst borger blev krænket over at være beskrevet som værende ”af asiatisk herkomst” - det er vel også en svær balancegang for dem?

- Jeg kan godt forstå, at det kan være en svær balancegang, men hvis der var tale om en sort person, ville de heller ikke bruge N-ordet. Så decideret at skrive at en person er gul i huden, er direkte associeret til racistiske bemærkninger mod asiater før i tiden. Den tid er vi ovre.

Hvor mener du, grænsen går i forhold til at beskrive folks hudfarve?

- Du skal på ingen måde skrive noget, som drager paralleller til tidligere tiders racistiske bemærkninger - som netop "gul i huden" gør, siger Sabrina Louise Christiansen.

Det er langt fra første gang, at politiet i Danmark er kommet i modvind på baggrund af opslag på sociale medier.

I 2016 skrev Ritzau, at Sydøstjyllands Politi kom galt afsted med opslag på Twitter i et forsøg på at være humoristisk. Opslaget kunne nemlig forstås, som om det var afsenderens skyld, hvis man sender et privat billede til en anden person, og billedet efterfølgende ender steder, som afsenderen ikke ønsker. Det fik hård kritik fra flere brugere på det sociale medie.

Sidste år slettede Fyns Politi et tweet, som var udsendt i forbindelse med varetægtsfængslingen af en vanvidsbilist, som i beruset tilstand kørte 33 kilometer i den forkerte retning på motorvejen. I tweetet skrev politiet, at Anklagemyndigheden ville nedlægge påstand om, at bilen skulle konfiskeres, hvorefter Fyns Politi spurgte dets følgere, hvad de syntes om sagen. I forlængelse af tweetet var det endda muligt for Twitter-brugere at deltage i en afstemning om, hvorvidt bilen skulle konfiskeres. Kort efter undskyldte politiet og fjernede afstemningen.

Også Københavns Politi har været udsat for vrede kommentarer på Twitter. Det skete i 2017 i forbindelse med gadefestivalen Distortion. I et tweet anbefalede politiet folk til at flytte deres biler ud af de områder, hvor festivalen skulle foregå for at undgå, at bilerne blev ødelagt. En af de vrede Twitter-brugere, som reagerede på opslaget, mente, at det var ligesom at bede en kvinde om ikke at gå i byen for at undgå at blive voldtaget.