Beskæftigelse: Arne-pensionen sender tusindvis af raske mennesker over på passiv forsørgelse i en tid med mangel på arbejdskraft. Sådan har kritikken af den såkaldte Arne-pension længe lydt fra Venstre, der også stemte imod, da Socialdemokratiets forslag blev vedtaget i 2020.

Men nu melder partiet klart ud til Avisen Danmark. Venstre vil ikke afskaffe Arne-pensionen efter et valg.

- Forslaget er ikke groet i vores baghave, og vi mener, at seniorpensionen var og er en rigtig god ordning for mennesker, der er slidt ned. Men det ændrer ikke på, at vi kan konstatere et stort og bredt flertal for ordningen, og så vi vil gerne skabe tryghed om danskernes hverdag og deres pensionisttilværelse, siger Hans Andersen, beskæftigelsesordfører for Venstre.

Han er sammen med Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen medforfatter på en kronik i Avisen Danmark, hvor de melder den nye linje ud og blandt andet skriver, at Socialdemokratiet nu “godt kan pakke skræmmekampagnen væk”.

I kronikken forklarer Venstre blandt andet sin nye udmelding med, at partiet mener, at der er “et hensyn at tage til de borgere, som nu har en berettiget forventning om at kunne gøre brug af retten til tidligere tilbagetrækning”.

Men partiet kritiserer også, ligesom så mange gange før, at det er problematisk, at regeringen trækker tusindvis af dygtige og erfarne mennesker ud af arbejdsmarkedet i en tid med mangel på arbejdskraft.

I har tidligere heftigt kritiseret ordningen for at gøre Danmark fattigere og fjerne folk fra arbejdsmarkedet, og I gør det også i kronikken. Så er det ikke skidt nyt for dansk økonomi og danske virksomheder, at Venstre nu freder denne ordning?

- Vi har i hele forløbet op til aftalen været kritiske og sagt, at der var en anden vej. Men det ændrer ikke på, at der ikke er noget flertal for at afskaffe ordningen. Det er et bredt og stort flertal for ordningen, og det er vilkårene for den økonomiske politik, siger Hans Andersen.

Du siger, at det er vilkårene for den økonomiske politik, fordi der er et stort og bredt flertal. Men Venstre har masser af politik på hylderne, som I ikke har flertal for, og den ændrer I vel ikke, fordi I ikke har flertal?

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi viser folk, hvor de har Venstre i den her sag, der handler om rigtig mange menneskers hverdag, og så er vi af den opfattelse, at den er kommet for at blive. Derfor vil vi ikke fjerne retten til tidlig tilbagetrækning efter valget.

Arne-pensionen har mødt stor interesse fra befolkningen. På de første fire måneder, efter der blev åbnet op for ansøgninger i august 2021, søgte omkring 30.000 danskere om at blive en del af ordningen. Det var 6000 flere end forventet.

Den seneste meningsmåling som Gallup har foretaget for Berlingske viser også, at 57 procent af danskerne ønsker Arne-pensionen bevaret efter et valg. 21 procent af de adspurgte vil afskaffe ordningen, mens 22 procent har svaret "ved ikke".

Hans Andersen, kan du forstå, hvis man tænker, at det handler om, at Venstre sidste gang blandt andet tabte valget på grund af Arne-pensionen, og I ikke ønsker det gentager sig, mere end at I ønsker at skabe tryghed hos mennesker?

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi får sagt klart og tydeligt, at vi ønsker at skabe tryghed om menneskers pensionstilværelse og deres ret til tidlig pension, som de har indrettet deres tilværelse efter, og så kan vi konstatere, at der er et bredt og stort flertal for det.

Hos Konservative møder det forbløffelse, at Venstre nu ikke længere ønsker at afskaffe retten til tidlig tilbagetrækning.

- I Konservative mener vi det samme om Arne-pensionen i dag og efter valget er udskrevet, da vi er en sikker borgerlig stemme, der står ved vores synspunkter, og vi er rigtig ærgerlige over, at Venstre nu freder ordningen, siger Mette Abildgaard, der er politisk ordfører hos Konservative.

Hun fastholder kritikken af Arne-pensionen, som hun ikke mener er tiltænkt de nedslidte, men til folk, der lever op til kriterier, der er “udformet ved et skrivebord”.

- Der er ikke nogen der ved, om der er et stort flertal for Arne-pensionen efter et valg, og derfor er Venstre med til at legitimere noget, de ikke behøver, men det er helt reelt at sige, at de vil noget andet. Så skal det være argumentet, siger hun.

Modsat er Socialdemokratiet glad for, at endnu et parti freder Arne-pensionen.

- Vi betragter det selvfølgelig som en kæmpe sejr, at Venstre foretager så stort et tilbagetog på så stort et spørgsmål, de har harceleret over så lang tid. De er gået fra at kalde tidlig pension for danmarkshistoriens største bluffnummer til at sige, at ordningen er til skade for Danmark, til nu at acceptere den. Det er ikke bare en sejr for regeringen, men også for helt almindelige arbejdende danskere, der har gjort deres pligt, før de har krævet deres ret, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

S-ministeren misser ikke muligheden for at lange ud efter Venstre:

- Det er endnu et kapitel i historien om Venstre og velfærdssamfundet, hvor Venstre starter med at være imod ethvert skridt for at udbygge danskernes rettigheder, men altid henset til folkestemningen ender med at acceptere det. Det skete med folkepensionen, sygedagpenge og ferieloven og nu også tidlig pension.

Beskæftigelsesministeren sætter også spørgsmålstegn ved, hvor alvorligt Venstre mener det:

- Det står klart, at det ikke er en helhjertet fredning af retten til tidlig pension. Det er, fordi Venstre føler sig tvunget til det. Det er langtfra givet, at Jakob Ellemann bliver blå bloks statsministerkandidat, og både Konservative og Liberal Alliance er meget opsatte på, at retten til tidlig pension skal afskaffes igen, siger Peter Hummelgaard.

Beskæftigelse: Jakob Ellemann har set skriften på væggen. Han kan ikke rokke ved Socialdemokratiets vindersag Arne-pensionen, som længe været en irriterende sten i skoen hos Venstre. Derfor forsøger partiet nu at lægge debatten om pensionsordningen død ved at melde ud, at Venstre vil beholde Arne-pensionen efter valget.

Og selv om det kan afføde stikpiller fra de andre partier, kan det godt betale sig for Venstre. Det vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør Casper Dall.

- De skal have ryddet nogle sten af vejen, og det gør de nu ved at sige, de stadig er imod Arne-pensionen, men ikke har tænkt sig at gøre noget ved den. De forsøger at lægge den fuldstændig død, og det kan vise sig at være et ganske smart træk, siger han.

Casper Dall vurderer, at udmeldingen kommer nu, fordi det med Morten Messerschmidts og Inger Støjbergs udmeldinger om, at de ikke vil lægge mandater til at afskaffe Arne-pensionen, er blevet tydeligt for Venstre, at det er en tabersag at forsøge at afskaffe ordningen.

Samtidig er der en endnu vigtigere årsag, som spiller ind:

- Der er en valgkamp på vej, og Venstre har ikke lyst til, at Arne-pensionen som en socialdemokratisk vindersag fylder i valgkampen. Det er et forsøg på at lukke den flanke ned hurtigst muligt, siger han.

Timingen for den nye udmelding er også optimal i øjeblikket, vurderer Casper Dall.

- Det er en rigtig god idé at gøre det i sommerferien, hvor der ikke er så mange danskere, som opdager det. Jakob Ellemann har givet forskellige interviews i løbet af sommeren, og Venstre er i den grad i gang med at gøre partiet og partiets formand klar til valgkamp, siger redaktøren.

Selv hvis mange danskere lægger mærke til kursskiftet, vurderer den politiske redaktør, at det ikke vil svække synet på Venstre i den generelle befolknings øjne.

- Jeg tror, at den brede del af befolkningen vil tænke, at det lyder som en god idé, at endnu et parti støtter muligheden for tidlig tilbagetrækning. De hardcore borgerlige vil tænke, at han sælger ud af de borgerlige principper og dyder, men det er ikke dem, som afgør om han og resten af de borgerlige partier kommer over 90 mandater. Det er dem, som det kan lykkes at trække hen over midten, siger Casper Dall.

Ifølge den politiske redaktør var det blandt andet Arne-pensionen, som sikrede Socialdemokratiet valgsejren i 2019. Derfor er det som udgangspunkt uheldigt for Socialdemokratiet, at Venstre nu freder Arne-pensionen, fordi det tage gnisten ud af debatten, lyder det fra den politiske redaktør, der dog også peger på en fordel:

- Omvendt kan Socialdemokratiet bruge emnet til at spille på den usikkerhed, der kan være blandt borgerlige om, hvilken retning de får, alt efter om de får Søren Pape Poulsen fra Konservative eller Jakob Ellemann Jensen fra Venstre som statsminister. S vil bruge det til at skabe maksimal usikkerhed om, hvad vælgerne får efter valget, hvis mere end 50 procent stemmer på blå blok, siger han.

Men selv om de to blå partiledere er uenige om Arne-pensionen, vil det formentlig ikke skabe splittelse i blokken. Dog vil det give udfordringer, vurderer Casper Dall.

- Venstre vil blive krydsforhørt om, hvorfor partiet accepterer ordningen, men De Konservative vil også blive krydsforhørt om, om de kan acceptere Ellemann som statsminister, når han vil bevare Arne-pensionen, siger han.

Varmebølge: Vi får tropiske temperaturer at mærke herhjemme, når de varme vinde fra Sydeuropa i denne uge rammer landet.

Luften, der er undervejs fra Afrika, har den seneste uges tid sendt temperaturerne i Frankrig, Spanien og Portugal i vejret. Briterne har haft en sommervarme udover det sædvanlige med over 40 grader flere steder i landet.

Danmarks Meteorologiske Institut forventer, at der mange steder i landet både tirsdag og onsdag bliver over 30 grader.

Ifølge instituttet er der risiko for en regulær hedebølge, der kendetegnes ved, at middeltemperaturen af de højeste temperaturer målt over tre dage når over 28 grader i et område.

I Jylland kan temperaturen blive op mod 35 grader i løbet af onsdagen, og vi nærmer os derfor den danske varmerekord fra Holstebro i 1975 på 36,4 grader.

Avisen Danmark giver dig her tre råd, der kan gøre varmen lidt lettere at holde ud.

Tænderne er klemt sammen, hans fjæs bidt fast i svedpiblende smerte. Jonas Vingegaard cykler med 19 kilometer i timen op ad Col du Granon - et mytologisk bjerg i 2400 meters højde, der beskrives som den hårdeste stigning nogensinde i Tour de France. Bag danskerens drengede ansigt og spinkle krop tårner alpetoppe, men forfølgerne er ikke til at se. Mesteren Tadej Pogacar er sat, alle er sat. Vingegaard tramper mod kulminationen på sin drøm.

Scenen på Col du Granon udspillede sig for en uge siden - onsdag 13. juli - og er stadig svær at dechifrere. Den 59 kilo tunge dansker lignede noget fra en anden planet. Noget overmenneskeligt.

Men Jonas kommer fra enden af en grusvej i Hillerslev i Thy. I en landsby med 300 mennesker, en hvid, sengotisk kirke, en skole bygget af røde mursten og en Dagli’ Brugsen med begrænsede åbningstider. Omgivet af marker og malkekøer og et landskab, der ingen steder i miles omkreds hæver sig mere end 100 højdemeter over jorden, er verdens måske bedste bjergrytter født og opvokset.

Hvad er han skabt af, sådan en ung, vestjysk mand, der iført gul lycra er få dage fra at vinde Tour de France?

Avisen Danmark stiller spørgsmålet til nogle af dem på hjemegnen, der har kendt Jumbo Vista-stjernen, siden han dårligt kunne nå pedalerne.

Klassekammeraterne, der altid har kaldt ham “lille skid”. Ungdomstrænerne, der så ham tabe cykelløb på cykelløb. Naboer med næsegrus beundring for forældrenes ufortalte rolle. Arbejdsgiveren, der mærkede hans vilje og ydmyghed - både på jernhesten og på fiskefabrikken. Sportsfysiologen, der opdagede thyboens unikke genetik.

Alle forholder sig til dopingspøgelset, der før Vingegaards tid har gjort mange af cykelsportens helte til skurke. Og om bysbarnets betydning for dem selv på de kanter - i Thy, tæt på Jantelovens arnested - hvor der normalt ikke ruttes med følelser.

Men for tiden er der noget i luften vest for Vildsundbroen. Noget, der går i øjnene på selv stoiske thyboer.

Da Ole Iversen så Jonas Vingegaard klatre op ad Col du Granon - i smerte og i sejr - trillede et par tår ned ad kinderne i fjernsynsstuen. For Ole ved, hvad Jonas er gået igennem.

Som formand for Thy Cycle Ring var han en af stjernerytterens første trænere. Og i mange år lignede den lille dreng fra Hillerslev og racercyklen ikke noget, der skulle funkle sammen.

- Da han startede som 10-årig, så det fortvivlende ud, fordi han var så bette. Hans far havde problemer med at finde en cykel, der passede. Og i de første mange år vandt han aldrig noget. Tit var han så langsom, at han ikke nåede at blive registreret i løbsstatistikkerne, siger Ole Iversen, der er iført gul Tour de France-kasket og sorte briller, der har form som to cykelhjul.

Vi sidder uden for et røgeri på havnen i Hanstholm, 15 kilometer fra Hillerslev. Stjerneskud, røgede ål og fiskefrikadeller bliver spist omkring os, mens Ole ligner én, der stadig har tårer på spring.

- Når du går til cykling som drenge- og ungdomsrytter, er du til løb hver lørdag og hver søndag. Jonas brugte alle sine weekender på at tabe, og vi undrede os faktisk over, at han kunne holde lysten intakt, siger Ole og klør sig i sit grå overskæg, som han han har anlagt i respekt for cykelrytteren Magnus Cort.

Mågerne skriger over os, mens Ole kigger i asfalten under os og leder efter ord.

- Når jeg analyserer det baglæns, kan jeg godt se, at Jonas har lært det via den hårde skole. Han har fået tæv hver uge, og så har han rejst sig igen. Fortællingen om ham er historien om, at man aldrig skal give op. Han er et forbillede.

Men når Jonas står med sine skæve halvsmil og svømmende øjne på podiet, tænker Ole Iversen på to, der også har en stor aktie i succesen: Jonas’ forældre.

- Hans forældre har været meget støttende. De har sponsoreret dyre cykler. De har brugt deres ferier på at køre til Frankrig, så han kunne træne i bjerge. De har kørt ham til løb hver weekend i fem år - og stort set kørt tomhændet hjem hver gang.

Jonas Vingegaards mor, Karina, er skolesekretær, og hans far, Claus, er selvudlært smed. Forældrene bor stadig i hans barndomshjem, men selv skiftede han Hillerslev ud med havnebyen Glyngøre for fire år siden.

Her bor Jonas med sin kæreste, Trine Marie, deres halvanden-årige datter, Frida, og cirka 1400 andre indbyggere ved Sallingsund. Familien havde et kortvarigt lejlighedseventyr i Aarhus, men storbyens trafik og menneskemylder er ikke noget for den professionelle cykelrytter.

- Jeg kan lide, at man kender de fleste i byen, har han sagt til Euroman.

Til flere medier har han også talt om sin kærestes afgørende indflydelse. Trine Marie - som er datter af Rosa fra Den Store Bagedyst - har “formet ham som menneske” og “givet ham mere hår på brystet som cykelrytter”.

I Hillerslev - to broer og 40 minutters kørsel fra Glyngøre - siger flere med et glimt i øjet, at medierne er slemme til at glemme, hvor Jonas Vingegaard kommer fra.

Men selv om byens mest berømte søn er fløjet fra reden, og Glyngøre tit omtales som hans hjemby, har de malet Jonas’ navn i asfalten, iklædt sig gule uniformer i Dagli’ Brugsen og uddelt gratis citronmåner til de første 25 kunder (hvad der svarer til cirka hver 12. beboer i Hillerslev).

- Alle er gået helt amok, siger 80-årige Peder Kappelgaard, der ved en ting eller to om landsbyen.

Kappelgaard-slægten går mere end 400 år tilbage på egnen, og Peder har været landmand i hele sit liv. Siddende i sin Toyota SUV, iført blå overalls og et undrende ansigtsudtryk samler han mig bogstavelig talt op i vejkanten. For at finde ud af, hvem jeg er.

Med en krummet finger peger han på et hustag gemt bag små bakker med lange rækker af kornmarker. Peders nærmeste nabo er Jonas’ forældre.

- De har ofret alt for ham og hans cykling, siger han på så stærkt thybomål, at en fynbo må spidse ører og sige “hvad?” et par gange.

Mens bilen hyler, fordi han ikke sætter sin sikkerhedssele i, indrømmer han, at han også selv er begyndt at følge Tour de France. Og selv om han siger meget uden at sige noget, går hans holdning nogenlunde tydeligt igennem: Peder synes, at “det er meget godt gået” af Jonas Vingegaard.

- Han er det modsatte af Bjarne Riis, siger landmanden.

Hvad mener du?

- Bjarne fører sig frem. Hvis Jonas kommer til at cykle over dig, siger han undskyld.

Har man set et interview med Jonas Vingegaard, har man set de fleste af dem. De følger som regel den samme opskrift: Han er selvsikker, men aldrig pralende. Med få ord, underspillede skuldertræk og dybe smilerynker virker han lige så jordbunden som Peder Kappelgaards marker.

Og det er noget, som vækker glæde i hans barndomsby.

- Når jeg ser ham tale i tv'et, så tænker jeg: Dét der - det er Jonas fra Mælkebøttevej. Den bette knægt der, siger Christian Baadsgaard, som er født og opvokset på samme vej som cykelrytteren.

I dag er han flyttet væk og arbejder som journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Men når han tænker tilbage på Hillerslev og Vingegaard, tænker han på den jantelovsmentalitet, der præger området:

- I Thy skal man helst ikke tro, man er noget. De, der har det nemmest, det er dem, der bare passer det, de skal, og ikke gør noget stort væsen ud af sig selv, siger Christian Baadsgaard.

Han kalder Hillerslev for prototypen på et landbrugssamfund af små bønder, der begyndte afviklingen for mindre end 50 år siden. Og det præger stadig byen:

- Den positive rest fra landbrugssamfundet er, at der er noget, man skal. Om det så er at malke, at lave lektier eller at cykle er underordnet. Men man har en pligt til at gøre noget. Og det fik Jonas’ også af vide af sin mor, da han ville stoppe med at cykle.

Ifølge Christian Baadsgaard er Jonas Vingegaard den succeshistorie, Hillerslev har manglet. Selv om der næppe rejses en statue af ham på hjemegnen, er han et levende, cyklende bevis for thyboer som ham selv.

- Så er vi jo gode nok, når der kan komme sådan en knægt ud af Hillerslev. For Jonas var bare en helt almindelig jævn dreng fra Thy, som gik i et med tapetet. Han har ikke fået noget foræret. Han har bare kæmpet hårdt og har trænet i den stærke vestenvind.

Spørgsmålet er, om jantelovens åg har været med til at smede Vingegaards jernvilje. Eller om han nærmere har været nødt til at vriste sig fri af Aksel Sandemoses lænker, før han kunne flyve frit.

Selv har han givet udtryk for, at han i en del år har måttet kæmpe med sin selvtillid. Og ord som “stille”, “følsom” og “usikker” går igen, når barndommens og ungdommens Jonas Vingegaard skal beskrives.

- Fik man sagt noget forkert til ham, eller blev han tacklet lidt for hårdt, så begyndte han at græde, fortæller Shanni Bisgaard.

Hun og Jonas er fulgtes ad fra børnehaven til 9. klasse, og for hende er det surrealistisk at se ham, hver gang hun tænder tv - for hun husker, hvor meget han hadede rampelyset.

- Når vi lavede skoleskuespil, kæmpede han hårdt for at få de mindste roller. Engang var han et postbud, der skulle gå ind på scenen og levere et brev. Det passede ham fint, siger hun.

Shanni - som sidder i sit hus i Hillerslev og vugger sin lille søn, mens hun fortæller - har gemt mange af de gamle skolefotografier. Op gennem nullerne bliver drengenes bukser strammere, og pigerne begynder at bruge makeup. Men én ting synes at være konstant: Jonas er altid klassens mindste dreng.

- Vi kaldte ham altid bare for “lille skid”. Kælenavnet stod også i hans blå bog, siger Shanni og understreger, at Jonas var vellidt af alle på skolen.

- Vi skrev også noget andet i hans blå bog. Vi skrev, at han en dag ville stille op i Tour de France og vinde løbet.

Nærmest synlige kuldegysninger og et smil fra øre til øre viser sig i hendes ansigt, mens hun siger det. Og selv om Shanni stadig ikke har vænnet sig til, at det rent faktisk er i gang med at ske, har hun et simpelt bud på, hvordan “lille skid” har drevet det så vidt:

- Øvelse gør mester. Og Jonas har bare øvet sig stille og roligt i sin egen boble, indtil han var den bedste.

Fremtidsforudsigelserne i den blå bog lignede utopi, da Jonas Vingegaard og Shanni Bisgaard blev færdige med 9. klasse.

Jonas var stadig langtfra at være den bedste i den lokale cykelklub, og da han tog på Ikast Idrætsefterskole, var han tæt på at droppe pedalræset.

Morten Knudsen var lærer på cykellinjen i Ikast, og han husker førstehåndsindtrykket af sin nu berømte elev:

- Han var et stille gemyt, som engang imellem kunne være ekstremt følsom. Der er ikke langt fra oplevelse til tårer, siger Morten og trækker en parallel til holdpræsentationen i Tivoli for en lille måneds tid siden, hvor taktfaste hyldestråb fra plænen til scenen rørte det danske podiehåb til tårer.

- Han er god til at vise følelser, men mindre god til at tale om dem. Han er enormt varm og empatisk, men også ekstremt introvert. Og han manglede virkelig selvtillid, siger Morten.

Men efterskolelæreren så noget i Jonas Vingegaard: Han så en fantastisk evne til at æde sig selv.

På en træningslejr på Mallorca i foråret 2013 kørte cykellinjen ned ad Puig Major, den højeste top på den spanske ø. I 30 kilometer susede de af sted i to graders varme, og da de ramte bunden, hundefrøs hele holdet. For at komme hjem skulle de cykle 50 kilometer yderligere, og det var pludselig rigtig langt.

- Dér bider Jonas tænderne sammen og vender vrangen udad på sig selv. Og det gjorde han til alle slags træninger hele året rundt. Han gav altid 110 procent, siger Morten, der selv har kørt cykelløb i den danske A-klasse og endte med at være Vingegaards personlige træner i fire år.

Fordi Jonas var så lille, vandt han stadig ikke mange løb i Danmark. Men bjergene i Sydeuropa gemte på en hemmelighed i Vingegaards brystkasse. En hemmelighed, verden snart skulle få øjnene op for.

For selv om den spinkle dreng stadig ikke er vokset meget i højde og drøjde, banker et stort hjerte inden i ham. Bogstavelig talt.

Lars Johansen var en af de første, som kunne sætte tal på det. Han er sportsfysiolog ved Team Danmark og lavede målinger på Vingegaard og de andre danske U23-ryttere på et laboratorium i 2018.

Testresultaterne var iøjnefaldende. Thyboens iltoptagelse - som er afgørende for konditallet - lå 15 procent højere end resten af gruppen.

- Det er meget markant. Vi måler jo kun elitesportsudøvere, og i Jonas’ ende af spektret befinder sig kun få procent. Han har udnyttet det maksimalt ved hjælp af sin træning, men et sådant kondital kan ikke kun knokles frem. Det er også genetisk, siger Lars Johansen.

Vingegaard har et usædvanligt stort og velfungerende hjerte, og så længe, det er symmetrisk, er det heller ikke farligt, når han bliver ældre. Kombineret med hans lave kropsvægt er det til gengæld den perfekte komposition for en bjergrytter.

På vejen op ad Col du Granon - hvor suset fra Thy i sidste uge fløj fra Pogacar - trådte Vingegaard 6,10 watt per kilo i 35 minutter. Oversat til et sprog, alle kan forstå, er det indbegrebet af udholdenhed. Og nærmest ekstremt.

Og det rejser et spørgsmål, der føles som en klam hånd fra fortiden på kometrytterens skulder: Kan det vise sig, at Vingegaard - ligesom Bjarne Riis, Jan Ulrich, Lance Armstrong, Michael Rasmussen og så mange andre cykelstjerner - har brugt doping i sin karriere?

Lars Johansen fra Team Danmark forstår godt, at nogen kan tænke den tanke på grund af den triste historik i cykelsporten. Men han har ingen forudsætninger for at kommentere på det, understreger han.

Det vil Jonas Vingegaards gamle venner og trænere fra Thy til gengæld gerne:

- Jeg tror ikke, at Jonas har brug for det. Han er simpelthen bare fysisk overlegen, siger Ole Iversen fra Thy Cycling Ring.

- Jonas har altid fulgt alle regler, og han har altid været så pligtopfyldende. Jeg nægter at tro på, at han kunne finde på at bruge doping, siger Shanni Bisgaard fra folkeskolen.

- Du er nummer fem journalist, jeg taler med, og du er den første, der spørger om det. Det synes jeg faktisk er lidt overraskende. Men nej. Det er så langt fra hans kodeks, siger hans tidligere personlige træner Morten Knudsen fra Ikast Idrætsefterskole.

Allermest tydeligt siger Jonas Vingegaards gamle chef det. Karsten Mikkelsen svang pisken over Jonas, mens han som semiprofessionel rytter arbejdede på fiskefabrikken Chrisfish i Hanstholm.

Hver morgen ringede vækkeuret hjemme i Hillerslev klokken 5, så han kunne møde ind klokken 6, kappe haler af fladfisk og pakke dem i kasser i seks timer, før han påbegynde sin cykeltræning.

Og Karsten Mikkelsen - der også har cyklet med Jonas i Thy Cycle Ring - bedyrer, at han er klar til at kappe samtlige 10 fingre af sig selv, hvis hans tidligere ansatte skulle være dopet.

- Så meget betyder det slet ikke for ham. Jonas cykler, fordi han godt kan lide det.

Karsten tror, at det handler om frihed.

- Jonas går ikke op i sociale medier og pis og papir. Hvis han hørte, at alle andre var til fest, ville han være ligeglad. På cyklen er han sin egen herre. Og så har han tilfældigvis bare en fysik, der gør ham til en af verdens bedste.