Bandekrig: I fælles front har de fynske borgmestre sendt et opråb om hjælp til retsordførerne i Folketinget: Bandemedlemmer og kriminelle med tilknytning til bandemiljøet har fundet en finte til at undgå myndighederne søgelys.

Tricket er ellers så simpelt, at det kan virke mærkværdigt, hvor stor gene det medfører. Bandemedlemmer og kriminelle med forbindelse til bandemiljøet ændrer blot deres bopælsadresse fra Odense Kommune til en anden kommune, som ikke kender til vedkommendes kriminelle bagtæppe, og på den måde kan de undgå de målrettede tiltag, der er tiltænkt bandemedlemmerne i Odense.

"Senest har vi erfaret, at både bandemedlemmer og kriminelle med løsere forbindelse til bandemiljøerne flytter deres bopælsadresser fra Odense Kommune til andre fynske kommuner for at undgå den intensive beskæftigelsesindsats, som de modtager i Odense Kommune", lyder det i brevet til Retsudvalget.

Konkret er der kendskab til 12 mistænkelige flytninger siden 2019 fra Odense til andre kommuner på Fyn. Og det er et problem, fordi Odense Kommune er den eneste kommune på Fyn, der har en beskæftigelsesindsats målrettet bandemedlemmer.

Det gør, at de kriminelle bandemedlemmer ikke længere skal til hyppigere samtaler på jobcentret og i daglig aktivering. Derudover får modtagerkommunen ingen information om, hvorvidt personen er bandemedlem eller banderelateret.

"Det må ikke være muligt for bandemedlemmer og kriminelle i laget omkring bandegrupperingerne at dukke op som helt ubekendte borgere i modtagerkommunernes systemer efter en proforma-flytning", lyder det i brevet.

Opråbet om hjælp kommer samtidig med, at en bandekonflikt den seneste tid har hærget Odense, og politiet har som følge heraf oprettet en visitationszone i Odense-forstaden Vollsmose og dele af Korsløkke, hvor bandegrupperingerne holder til.

De to bander, 9hunna og NBV, har allerede en række blodige konflikter bag sig, hvor knivstikkerier, stenkast og personpåkørsel gennem de seneste måneder har skabt utryghed i bydelene.

Netop derfor har Odense Kommune forsøgt med en række initiativer at gøre livet besværligt for bandemedlemmerne ved blandt andet at kræve, at de møder til flere samtaler i jobcentret og kommer i daglig aktivering.

Det kan de undgå ved at flytte ud af kommunen. Men i realiteten flytter bandemedlemmerne slet ikke væk fra Odense, da der ifølge de fynske borgmestre er tale om såkaldte proforma-flytninger.

Derfor vil borgmestrene nu have ændret reglerne, så kommunerne kan overlevere data og information til modtagerkommunen, "så vi sikrer, at der holdes maksimalt tryk på disse personer".

Allerede tilbage i februar fortalte daværende justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen ville indføre en ny bandepakke, der skulle sætte "hårdt mod hårdt" i kampen mod bandekriminalitet. Men regeringen har stadig ikke præsenteret noget politisk udspil.

Til Avisen Danmark oplyser nuværende justitsminister Mattias Tesfaye (S), at han forventer en ny bandepakke efter sommerferien.

- Bandemedlemmer skal ikke kunne omgå deres beskæftigelsesindsats ved at skifte bopælsadresse. Jeg har nu bedt mine embedsfolk undersøge sagen nærmere, og forslaget indgår derfor i vores overvejelser frem mod det kommende bandeudspil, lyder det fra Mattias Tesfaye i et skriftligt svar.

- Der er stadig for meget utryghed - særligt for beboerne i udsatte boligområder. Myndighederne skal derfor have flere værktøjer, og vi skal også se på, om straffeloven kan skærpes igen. Jeg planlægger også at fremlægge forslag, der skal gøre det sværere at rekruttere børn og unge til banderne, lyder det fra ministeren.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar til denne artikel fra borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) og borgmester i Svendborg Bo Hansen (S), men det har ikke været muligt inden avisens deadline.

Ukraine: Deres kærlighed var lige begyndt at blomstre, og de var begyndt at drømme om en fremtid sammen, da den russiske invasion satte en stopper for deres planer. 22-årige Darya Tsykunova måtte vinke farvel til kæresten, 28-årige Illia Samoilenko, der tidligere havde tjent i det ukrainske Azov-regiment, da han blev kaldt til havnebyen Mariupol i starten af februar.

- Han skulle blot af sted for et par dage for at hjælpe med at træne soldaterne på grund af truslen fra Rusland, men så kom invasionen, og han måtte blive og kæmpe, forklarer Darya Tsykunova til Avisen Danmark, som møder hende i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

- Da Rusland invaderede, var der ikke længere noget, der hed en eks-soldat. Alle måtte kæmpe for friheden, og Illia ville forsvare Ukraine. Nu har jeg ikke hørt fra ham siden 20. maj, forklarer Darya Tsykunova, der kæmper for at få ham fri.

Illia Samoilenko blev taget til fange i havnebyen Mariupol tilbage i maj sammen med 2438 andre soldater fra den ukrainske hær, oplyser det ukrainske militær. De ukrainske soldater nedlagde våbene efter ordre fra den ukrainske præsident, der ikke så nogen anden udvej efter månederes belejring. Soldaterne var ved at løbe tør for vand og mad.

Det var af mange ventet, at soldaterne ville blive udleveret til Ukraine, men endnu er blot 144 tilbage i Ukraine. Illia Samoilenko er ikke iblandt dem, og Darya Tsykunova har mistet forbindelsen til ham. I løbet af belejringen var de i stand til at skrive sammen og skrive om deres drømme efter invasionen. Nu er det sat på pause.

Darya Tsykunova har fået at vide ad omveje, at kæresten måske bliver holdt fanget i landsbyen Olenivka i den russisk-kontrollerede del af Donetsk-regionen sammen med størstedelen af de ukrainske fanger. Hun har dog ingen bekræftelse.

- Jeg ved heller ikke, om han er såret. Det frygter jeg lidt, men jeg tænker ikke for meget over det. Jeg forsøger i stedet at arbejde for at få ham fri. Jeg giver ikke mig selv en mulighed for at føle mig som et offer. Som den stakkels pige, der venter på kæresten.

- For jeg er ikke en stakkels pige. Jeg synes, at Illia er en fantastisk mand, og jeg er glad for at være med ham selv i denne forfærdelige tid, siger Darya Tsykunova.

Darya Tsykunova er gået sammen med en række andre kærester og hustruer, der kæmper for at få deres mænd fri. De har stiftet organisationen Sammenslutningen af Azovstal-forsvarernes Familier, der forsøger at lægge pres på beslutningstagerne og samle ind til at hjælpe deres mænd, når de engang bliver løsladt.

- Vi havde håbet på, at de ville blive løsladt lige efter evakueringen fra Azovstal. At Rusland måske havde lidt værdighed, men det har de ikke, siger Darya Tsykunova.

En stor andel af de tilfangetagne soldater er fra Azov-regimentet, der hører under Ukraines nationalgarde. Azov er af flere blevet beskrevet som højrenationalistisk bevægelse med nynazistiske synspunkter, men Azov afviser anklagerne. I Ukraine har Azov ry for at bestå af effektive soldater, som er glødende nationalister og kæmper til det sidste.

En ukendt del af de ukrainske soldater fra Mariupol er blevet såret. Deres tilstand er usikker, og det er forholdene under russisk kontrol også. Ukraines indenrigsminister har tidligere udtalt, at den ukrainske sikkerhedstjeneste er i kontakt med soldaterne.

- De (sikkerhedstjenesten, red.) forsyner os med information, herunder de forhold, de holdes under, om de har mad nok, og mulighederne for at befri dem, sagde Denys Monastyrskyi.

De ukrainske myndigheder kaldte det "en evakuering", da de ukrainske soldater nedlagde deres våben efter ordre fra den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij. I Rusland blev det i modsætning dertil kaldt "en overgivelse".

For nylig har det russiske statsmedie Tass rapporteret, at udbryderrepublikken Folkerepublikken Donetsk vil begynde at føre straffesager mod 500 af Azov-soldaterne.

"De militante er anklaget for at være medlem af en ulovlig væbnet gruppe, lejesoldater og forsøg på at vælte DPR-regeringen", skriver Tass.

Aleksij Jakubin, der er lektor på Kyiv Polytechnic Institute, finder det urealistisk, at de over 2000 tilfangetagne ukrainske soldater fra Azvostal bliver løsladt i den nærmeste fremtid. Han mener, at deres frigivelse afhænger af mulige fredsforhandlinger.

- Vi har set fangeudvekslinger mellem Ukraine og Rusland, men det har primært været døde eller ikke særlig kendte fanger. Azov-soldaterne fra Azovstal har en høj profil. De er vigtige for den russiske propaganda, og derfor vil de ikke blive udvekslet lige nu, siger han.

- Vi har lige nu strandende fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, og jeg tror ikke, at vi vil se, at soldaterne bliver udvekslet, indtil forhandlingerne kommer i gang igen. Hvornår det eventuelt vil ske, det ved vi ikke, siger Aleksij Jakubin, der peger på, at Azov-soldaterne får stor opmærksomhed i både Ukraine og Rusland.

Aleksij Jakubin har også svært ved at vurdere, hvor meget der skal lægges i udtalelserne fra Rusland om, at der måske vil blive åbnet straffesager mod Azov-soldaterne. Det er muligt, at det kan ske, men det er også muligt, at det blot er et politisk spil.

Avisen Danmark har været i kontakt med en soldat fra Azov-regimentet, som lige nu kæmper i Østukraine ved fronten og har flere venner, som er taget til fange i Azovstal. Han forklarer, at Azov-soldaterne simpelthen ikke kunne holde stand længere. De var blevet omringet og havde problemer med mangel på vand og “ekstrem sult”.

- Men jeg ved med sikkerhed, at deres moralske kampånd, troen på rigtigheden af ​​den valgte vej, er urokkelig. Derfor vil alle forsøg på at ødelægge den ukrainske menneskelighed i dem være nytteløs, forklarer soldaten Taras, der kun vil give sit fornavn.

- Nu opfinder katsapaerne (et skældsord for russere, red.) kriminelle handlinger, selv om Azov-soldaterne faktisk gjorde deres arbejde som soldater. De skaber en kunstig pseudo-situation, hvor soldaterne i Azov vil blive tvunget til at hyre advokater. Der vil være en retssag, hvor de (russerne, red.) vil forsøge at dømme dem, siger Taras.

Tilbage i Kyiv vil Darya Tsykunova bare gerne have mareridtet overstået og kæresten tilbage. Hun har en drøm om at stifte en familie i fremtiden, men ved godt, at det hører til en anden tid. Illia Samoilenko meldte sig til Azov-regimentet tilbage i 2015 og kæmpede i Østukraine frem til 2021, da han valgte at skifte karriere og blive it-manager.

- Han havde tilbragt så megen tid ved fronten. Hele sin ungdom. Den var bare fløjet forbi, uden at han havde haft mulighed for at føle sig som en normal person. Han ville gerne skifte spor, bygge venskaber og få et mere normalt liv, forklarer Darya Tsykunova.

- Han fik arbejde som it-manager. Han gik til koncerter, på caféer og forsøgte at indhente noget af sin ungdom. Vi ville ud at rejse sammen, forklarer Darya Tsykunova.

Den russiske invasion spændte ben for de planer, og de kommer ikke tilbage lige med det samme, forklarer Darya Tsykunova. Selv hvis Illia Samoilenko bliver løsladt i morgen, vil der stadig være krig.

- Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvad han har været igennem. Jeg ved ikke, hvordan han vil være, når han kommer tilbage. Jeg forsøger bare at være positiv. Der er ingen grund til at tænke på det værste, og jeg ved, at han er stærk, siger hun.

- Når han kommer tilbage, så vil han også tage ud at kæmpe igen, hvis han kan. Det ved jeg, så han kommer alligevel ikke rigtigt hjem. Og jeg forstår ham godt. Hvis jeg ikke havde ham, så havde jeg også meldt mig til hæren. Fordi jeg forstår, hvad der er på spil.

Illia Samoilenko blev et kendt navn under belejringen af Azovstal-stålværket. Hans mor og kæreste har engageret sig i kampen for at få ham og hans soldaterkammerater frigivet. Hans tilfangetagelse er altså kendt, og derfor bringer vi hans navn og billede.

Selvmord: Det er mandag. Højsommer. Sommeren, hvor græsplæner rundt om i landet er blevet kedeligt brune at se på, fordi solen har bagt på dem i ugevis og regnen holdt sig væk.

Familiens mellemste barn, den 16-årige søn Martin, er alene hjemme. Han ville ikke med sin lillesøster og sine forældre til København for at hente storebroren.

Martin skal til frisør, men han er i tvivl om, hvor pengene, han skal bruge til det, ligger henne hjemme i huset i Egå. Han ringer til sin mor og spørger, og derefter tager han hen til frisøren, der bor på samme villavej og klipper ham, som hun plejer at gøre det.

Han opfører sig, som han plejer. Han siger ikke så meget. Sådan er han bare.

Han går hjem igen, nyklippet. Hjem til et hus, hvor han i øvrigt tilbringer meget tid, for han lider af agorafobi - en angst for at være uden for sit hjem.

I fire år har han kæmpet sig gennem skolen, men trods mindst 50 procents fravær i alle de år har han nu taget sine mundtlige prøver og afsluttet 9. klasse - for hovedet, der sidder på ham, er ganske godt.

Dagen efter - om tirsdagen - skriver Mai Bakmand en besked til sin søn. Hun skriver, at de snart er hjemme. Sønnen svarer ikke, men det er der intet mærkværdigt i. Det kan være, han tager en lur eller ikke lige har sin telefon på sig.

Da familien står uden for huset, kan de se, at persiennerne er rullet ned i farens kontor. Det virker underligt, når det er et rum, der ikke bliver brugt til at sove i.

Martin er ikke på sit værelse. Han er ikke umiddelbart til at finde nogen steder. Mor, far, lillesøster og storebror står nu alle i husets stue. Lillesøsteren er sikker på, hun kan høre sin bror fnise bag døren til kontoret - han driller dem sikkert bare, for sådan er han.

Faren åbner døren, men det er ikke så lige til. Der er tydeligt modstand. På den anden side af døren har Martin hængt sig. 16 år gammel. Politiet fortæller hans mor, at når man bruger en sådan metode, er det, fordi man virkelig vil lykkes med det.

- Hvis man ikke selv er selvmordstruet, ser man nok ikke det, at et barn har det dårligt, som tegn på, at barnet vil tage sit eget liv. Han har aldrig sagt det. Omvendt har han også villet lykkes med det, og hvis han havde fortalt os det, havde vi nok ikke ladet ham være alene hjemme, siger Mai Bakmand.

- Jeg tror virkelig, han har villet lykkes med det. Det er forfærdeligt, at man kan have det sådan, når man kun er 16 år gammel, og man ikke ved, hvad der venter én af gode ting senere i livet.

Netop derfor er det vigtigt for hende at tale åbent om sin søns valg om at dø.

I årevis havde han haft det svært - ikke kun i skolen, men skolevægring var en del af smerten. Da Martin var mellem 10 og 12 år gammel, begyndte han at have ondt i maven og hovedet. Gennem 6. og 7. klasse kom han mindre og mindre i skole. Han blev udredt i psykiatrien og fik først at vide, at han havde en belastningsreaktion - stress - men endte med at blive diagnosticeret med angst.

- Som 15-årig blev han taget op til revidering igen, for man var i tvivl om, om han også havde en depression. Vurderingen lød, at det havde han ikke - men det tror jeg, at han havde, når jeg ser tilbage på det nu, siger Mai Bakmand.

Da han endelig fik afsluttet 9. klasse, var en del af kampen overstået. Familien på fem tog på ferie til Mallorca, og her talte forældrene om, at de var kommet så langt, og at det nu var ovre. Deres søn kunne starte forfra.

Martins egne tanker gik måske nærmere på, at han snart skulle begynde i 10. klasse. Han skulle lære at tage bussen, han skulle få nye venner og lære nye lærere at kende. Måske var det alle de ting, der tilsammen blev uoverskuelige for ham, fortæller hans mor. Men han lagde ikke et brev. Han efterlod ingen ord, der kunne fortælle familien, hvorfor han ønskede, at livet skulle ende.

Siden har Mai Bakmand flere gange fortrudt, at hun ikke handlede anderledes på sin søns udfordringer med skolen. Selv om det er normen, at unge mennesker afslutter 9. klasse for dernæst at gå i 10. eller tage en ungdomsuddannelse - måske gymnasiet - og efter endt uddannelse få sig et arbejde, er det ikke den eneste rigtige vej at gå.

- Vi ser kun den slagne vej. Vi ser ikke, at et barn som ham ikke skulle have så meget pres på at komme ind i det normale spor. Vi burde have haft størst fokus på, at han havde det godt. Om han så skulle sidde hjemme og game, som han godt kunne lide, havde det måske været bedre. Men vi var nødt til at vælge noget for ham og med ham. Alle - også os selv, og det fortryder jeg - pressede på for at køre ham ind i normalsporet.

- Vi tror, at "normalt" er godt. Vi målte succes i, hvor meget han gik i skole. Men sådan skulle det måske ikke have været. Måske skulle vi have målt ved at spørge ham, hvordan han havde det.

- Vi havde ikke engang tanken om, at han kunne være gået en anden vej.

Da det i 1993 var sin far, Mai Bakmand havde mistet til selvmord, var der ingen tid at spilde. Selv om hun var knust, skulle hun bare op på hesten og videre. Hun begyndte på sit nye studie i Aalborg, og det var ikke Gud og hver mand, der fik at vide, at hendes far lige havde taget sit eget liv. Måske gjorde det, at hun lukkede sig mere inde i sig selv, end hun dengang var klar over.

Alle i det lokalsamfund, faren boede i, vidste det. Men ingen talte med de efterladte om det.

Da det for fire år siden var hendes søn, der havde taget samme beslutning, var situationen anderledes. Familie og venner blev ringet op midt i deres sommerferier sydpå og modtog beskeden. Når naboerne bankede på og spurgte, hvad der var sket, var ordene klare. Intet var usagt. Folk kom forbi og hjalp med at lave mad og køre affald på genbrugsstationen.

I medierne oplever Mai Bakmand dog stadig selvmord som et tabu - især når hun ser historier, hvor der om et dødsfald står "ingen tegn på forbrydelse". Hun forstår hensynet, men tror ikke på, at det gør nogen negativ forskel at skrive om selvmord - så længe det bliver gjort på en ordentlig måde.

- Fænomenet selvmord er her jo, uanset hvad vi gør. Og så er det trods alt værre, hvis omtalen foregår i lukkede Instagram-grupper blandt sårbare unge, end hvis et medie tager det op, siger hun.

Hun føler sig heldig med, at mange omkring hende har været gode til både at lytte og spørge. Men hun er ikke i tvivl om, at det for mange stadig er noget, man ikke taler om, for de mennesker har hun også selv mødt nogle af på sin vej.

- Derfor tror jeg stadig, jeg har en opgave i at fortælle om, hvordan det er at leve videre bagefter. Jeg vil gerne bruge mig selv til nuanceringen af, hvordan det egentlig kan være, siger hun.

- Det at fortælle er for mig også en måde at have min søn tæt på mig endnu og sørge for, at et 16-årigt liv ikke er spildt. Derfor prøver jeg at bringe i tale, hvad jeg tænker, der kan gøre, at så mange har det svært. Jeg synes allerede, jeg kan se på mine to andre børn, at de har set noget andet end det, jeg gjorde, da jeg var barn. Der er mere åbenhed om psykisk sårbarhed blandt mine børns venner. Alle kender nogle i dag. Men jeg tror altid, det har været svært at være 16 år.

Mai Bakmand sygemeldte sig i tre måneder efter sin søns død. Meget praktisk skulle ordnes, men hun skulle også have styr på sig selv i den tid. Først skulle det sive helt ind, hvad der var sket - derefter bearbejdes.

- Da vi skulle til hans begravelse, stod vi samlet foran huset i pænt tøj. Jeg talte, om vi alle sammen var der, men der manglede én. Jeg ville have Martin talt med. Noget sagde mig, at han skulle med, selv om jeg godt vidste, at han jo ikke var der, fortæller hun.

Hun brugte i den første tid efter sønnens død meget energi på at tage sig af sin familie - selv havde hun trods alt prøvet at miste en kær på samme måde før.

Familien skulle finde sig selv på ny. Hvordan kunne de nu hænge sammen? Med otte års forskel mellem lillesøster og storebror ville det da blive for stort et hul? Hvordan kunne hun både sørge over sit døde barn og samtidig være mor for sine andre to, som kærligheden var lige så stor til?

- En dag var jeg ude at gå en tur med min veninde. På et tidspunkt fik hun mig til at grine. Men jeg begyndte at skamme mig, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at grine, for der var jo stadig sket noget forfærdeligt. Det sagde jeg til hende - at jeg følte, der var en forventning om, at jeg skulle se ud og opføre mig på en bestemt måde som sørgende mor. Men så sagde hun: "Det er jo netop det, vi alle sammen prøver på - at få dig til at smile og grine." Og det var jo rigtigt.

- Man er jo ikke kun sit barn og sin sorg - sådan var jeg heller ikke, da han levede. Jeg skulle ikke tænke så meget på det, at jeg kunne overse, hvis mine andre to børn havde det svært.

Balancen fandt hun stille og roligt. Da hun efter tre måneder begyndte på arbejde igen med 15 timer om ugen, fyldte sønnens død stadig hele tiden i baghovedet. Ved vintertid kunne hun så småt overskue en almindelig hverdag igen.

I dag tænker hun stadig meget på ham, men han er ikke længere det første, der fylder i hovedet, når hun vågner om morgenen, eller det sidste, inden hun sover.

For nylig så hun et Facebook-minde med et billede af ham som syvårig. Når den slags minder dukker op uforudset, bliver hun rørt. På samme måde sørgede hun for at undgå studentervognene i Egå i år, for det var netop i år, han kunne have været med en af dem.

- Det gør mig ked af det, at Martin også kunne have oplevet det her, og så synes jeg, at det er uretfærdigt. Mange kunne have fundet gode venskaber med ham. Han var lun, underfundig og sjov. Han var ikke kun angst. Han kunne vide nogle sjove ting, som han havde lært om i videoer på Youtube.

- Jeg synes, det er uretfærdigt for verden, at Martin ikke er her. At verden ikke kan rumme sådan en som ham. Men det er også uretfærdigt for mig selv - for det, jeg ikke længere får med ham.

Selvmord: Det er ikke længere den sydlige del af landet, der sidder på den kedelige førsteplads. Region Midtjylland har overhalet, og det er nu i den region, at selvmordsraten er højest.

Hvor de fleste andre regioner har set nedgang i selvmord de seneste par år, ligger Region Midtjylland mere stabilt, og ser man på tallene siden 2016, har regionen som den eneste oplevet en stigning i tallene.

Det viser helt nye opgørelser fra Sundhedsdatastyrelsen - tal, der er opgjort som en del af dødsårsagsregistret.

Hos AUH Psykiatrien i Skejby kan overlæge på Afdeling for Depression og Angst Farahna Harees nikke genkendende til tendensen.

På hendes afdeling er det praktisk talt et kriterium for at blive indlagt, at man er selvmordstruet, fortæller hun. Egentlig kan man godt blive indlagt uden selvmordstanker, men patienter, som har, bliver prioriteret og får forrang for andre patienter, som ellers kan være lige så syge.

- De to hovedgrupper og typer af diagnoser i vores afdeling, som har flest selvmord og selvmordsforsøg, er depression og personlighedsforstyrrelser, og vi oplever jævnligt selvmordsforsøg her på afdelingen. Et af de kriterier, vi har, for hvornår folk bliver indlagt hos os, er ikke bare selvmordstanker, men også deciderede planer, siger Farahna Harees.

Hun beskriver selvmordstanker og -forsøg som en del af de nævnte sygdomme.

- I vores afdeling har vi haft nogle år, hvor antallet af selvmord er toppet. Vi har meget stort fokus på det, og alle vores medarbejdere får flere kurser i selvmordsrisikovurdering. Vi følger det løbende. Og vi kan se, at vi har haft nogle år med flere selvmord - blandt andet lå vi højt her på afdelingen sidste år, siger hun.

Det er dermed overlægens oplevelse, at tendenserne på hendes afdeling i Skejby følger nogenlunde med tendenserne og selvmordsraten for hele regionen.

Men ikke kun antallet af selvmord er under lup - det er også mængden af selvmordsforsøg.

Under coronapandemien og dens nedlukninger oplevede man på afdelingen, at flere patienter blev svært påvirkede.

- Særligt i forbindelse med corona oplevede vi flere selvmordsforsøg. Der var mange af patienterne, der oplevede, at strukturen i deres hverdag enten helt forsvandt eller blev meget ændret. Mange var mere ensomme og alene, og de havde ikke det støtteapparat, som de plejede at have - eksempelvis gennem bostøtte. Det resulterede i, at vi oplevede, at flere havde selvmordstanker og -planer, siger Farahna Harees.

Hvorfor det lige er Region Midtjylland, der er hårdt ramt nu, er dog svært for hende at sige.

- Der er ikke umiddelbart noget, der forklarer, at vi i Region Midtjylland oplever flere selvmord end de andre regioner. Men at vi gør, det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, siger overlægen.

Spørger man hos Center for Selvmordsforskning, som allerede har behandlet sidste års tal og udgivet et faktahæfte om dem, kan man dog endnu ikke tale om, at Region Midtjylland generelt har det største problem, når det kommer til selvmord. Det er for tidligt at konkludere ud fra tal for et enkelt år. Men at det ser værst ud her i regionen lige nu, er der ingen tvivl om.

Når én region klarer sig bedre end en anden, kan der dog være mange faktorer, der spiller ind.

- Vi har ikke set på, om der er nogen faktorer til stede, der kan gøre, at det stiger mere i én region end i en anden. Men selvfølgelig kan der være forskelle i måden, man håndterer selvmord på i regionerne. Der er også forskel på, hvordan populationen i den enkelte region er sammensat, og det kan også have indflydelse på, hvordan tallene ser ud, siger Christina Petrea Larsen, der er centerleder hos Center for Selvmordsforskning.

I faktahæftet fra Center for Selvmordsforskning kan man se udviklingen af selvmordsraterne siden 2011, og i løbet af den periode placerer Region Sjælland sig med den højeste selvmordsrate over tid, mens Region Hovedstaden ligger i bunden med færrest selvmord per 100.000 indbyggere.

Ifølge overlægen på Afdeling for Depression og Angst i AUH Psykiatrien i Skejby er tallene her på afdelingen dog nu på vej i den rigtige retning. Hun peger i hvert fald på, at man indtil videre i år ikke har set selvmord i samme grad som i 2021.