Selvmordstanker: ”Jeg er en dreng på 16, der ikke har lyst til at leve længere. Jeg har tit fortalt mig selv, at jeg ville være her, til jeg var 20, men det virker langt væk. Jeg troede, det ville blive bedre, når jeg blev ældre, men jeg tog fejl.”

Sådan lyder en af de henvendelser, Børns Vilkår for nyligt har fået fra en ung. Og netop selvmordstanker fylder en stor del, oplever interesseorganisationen. På Børn Vilkårs nye chatrådgivning Hørt målrettet unge mellem 15 og 23 handler mere end hver niende samtale om selvmord.

- Det er stærkt foruroligende, og det er overraskende, at det står så grelt til. Det er desværre en tendens, vi ser i samtalerne med de unge, at de mistrives i højere grad. Ingen unge skal have det på den måde, og vi ved fra samtalerne med dem, at det hænger sammen med, at unge i højere grad står alene med tungere og tungere problemstillinger, siger Anders Koefoed, ungefaglig konsulent i Børns Vilkår.

I det nye tilbud kan unge anonymt komme i kontakt med frivillige rådgivere med børne- og ungefaglig baggrund - eksempelvis lærerstuderende eller pensionerede pædagoger - for at få hjælp til udfordringer i deres hverdag. Hørt har eksisteret i cirka fire måneder og har i den tid modtaget over 1000 henvendelser fra unge. Det næstmest populære samtaleemne er selvmordstanker eller selvmordsforsøg, viser en ny analyse.

- Det er unge mennesker, der oplever, at de ikke har lyst til at være der længere, eller at det var nemmere, at de ikke fandtes. De vil bare forsvinde. De ved, at de tanker er forkerte og har brug for hjælp til at håndtere den følelse, siger Anders Koefoed.

Børns Vilkår er ikke de eneste, der oplever, at unge har det så psykisk hårdt, at de har selvmordstanker.

På Psykiatrifondens chat, hvor unge under 30 står bag 85 procent af henvendelserne, fylder tanker om selvmord 12 procent af samtalerne. Her er det det tredje mest omtalte emne.

- Vi kan se en markant forskel i forhold til vores telefonrådgivning, hvor 80 procent er over 30 år. Der fylder selvmord kun 3-4 procent af samtalerne. Det fylder meget mere blandt de unge, siger Liza Johnson, som er leder af Psykiatrifondens rådgivning.

Det mest omtalte emne hos Psykiatrifonden er angst, mens det mest omtalte emne ved det nye rådgivningstilbud Hørt er kærlighed/forelskelse. Liza Johnson kalder de nye tal fra Børns Vilkår for triste. Børns Vilkårs chat er ikke målrettet personer med psykiske lidelser, men i stedet en rådgivning, hvor unge kan tale om små og store udfordringer i dagligdagen.

- Det er trist og alarmerende, at samtaler om selvmord fylder så meget. En undersøgelse om unges mistrivsel, Psykiatrifonden foretog sidste år, viste at en stor procentdel af de danske unge simpelthen oplever mistrivsel eller føler et urimeligt stort pres for at præstere. Dertil kommer, at mange ikke deler nederlag og sorger med andre. Mange går længe og føler sig anderledes, forkerte og alene om de svære ting. Den yderste konsekvens af det kan være selvmordstanker, siger hun og tilføjer:

- Det vi oplever, når vi sidder på vores chatrådgivning, er, at livet er så pinefuldt for dem, at selvmord for nogle føles som en udvej.

Selvom selvmord fylder meget hos kriselinjer og rådgivninger, er der noget, der kan tyde på, at langtfra alle personer med selvmordstanker lykkes med at få hjælp.

Psykiatrifonden når at besvare omkring halvdelen af alle henvendelser på chatten, som har åbent 20 timer om ugen. På fondens telefoniske rådgivningslinje er det også blot omkring halvdelen af opkaldene, som besvares.

På Livslinien er det kun hvert tiende opkald som besvares. Men fordi mange ringer flere gange, er det knap halvdelen af dem, som henvender sig, der ender med at komme igennem.

Børns Vilkår har ikke tal for, hvor stor en andel af opkald eller chatbeskeder, de misser.

Men det er et generelt problem, at ikke alle opkald bliver besvaret på den slags rådgivninger, lyder det fra Annette Erlangsen, seniorforsker ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse.

- Hvis man er selvmordstruet er det meget vigtigt, man søger hjælp, og fra den anden kant er det også meget vigtigt, at opkaldene besvares. Vi ved desværre, at nogle af de unge, som er døde af selvmord havde forsøgt at kontakte nogle af de her rådgivninger, men ikke var kommet igennem. Måske kunne det have gjort en vigtig forskel, hvis de opkald var blevet besvaret, siger hun og påpeger, at problemet med de mange missede opkald ikke er nyt, men har stået på i årevis, fordi der mangler ressourcer.

Derfor roser seniorforskeren også det nye initiativ fra Børns Vilkår, der målretter sig direkte til de unge.

- Selvmord er et stort problem generelt, men noget, som der ikke bliver talt om. Vi vurderer, at omkring halvdelen af dem, som har selvmordstanker, ikke søger hjælp. Derfor er det fantastisk godt, når der kommer nye initiativer, som målgruppen finder. Der er helt klart behov for mere rådgivning, siger seniorforsker Annette Erlangsen.

Hun oplyser, at psykiatrien i Region Hovedstaden fra efteråret opretter en psykiatrisk akuttelefon. Hvis den bliver en succes, kan det blive udbredt til flere regioner, vurderer hun.

Anders Koefoed, ungefaglig konsulent i Børns Vilkår, ser de nye tal fra Hørt som et tegn på, at der bliver behov for mere hjælp til unge i fremtiden til blandt andet at tale om selvmordstanker og selvmordsforsøg.

- Vi har oplevet flere og flere henvendelser fra unge til Børnetelefonen. Og det er også klart vores forventning, at flere og flere vil kontakte Hørt i fremtiden, siger han.

Selvom den nye chat er kommet til, har de unge dog ikke afskrevet Børnetelefonen, heller ikke når det gælder de tunge emner. Cirka 700 unge mellem 15 og 23 år kontaktede Børnetelefonen for at tale om selvmord i perioden fra 1. marts til 6. juli. Det svarer til 8,5 procent af alle henvendelser fra de 15-23-årige på Børnetelefonen i den periode.

Stress: Der var inviteret til den store bogreception på forlaget Momenta 14. oktober sidste år. Palle Steffensen udgav en ny bog, hvor han i vanlig stil havde svarene til dig, der er kørt lidt fast i arbejdslivet. ”Genstart din karriere efter de 50” hed bogen denne gang. Men forfatteren var der ikke. Slet ikke.

Han lå hjemme på sofaen og kunne intet foretage sig. Hans eget arbejdsliv var kørt ned i et sort hul. Han var alvorligt ramt af stress og livskrise, og intet kunne drive ham til glas med stilk og smalltalk med mennesker, der var interesserede i hans nye bog.

- Jeg blev nødt til at sige til forlaget, jeg bare ikke kunne, siger Palle Steffensen.

Palle har ellers kunnet meget. Han er journalist, har haft flere chef- og redaktørjob i medierne og har gennem de seneste 15 år været selvstændig konsulent og coach. Han har været den, der kunne flytte folk i deres arbejdsliv. Han har brugt floskler som at skærpe deres kompetencer, at skabe motivation og slippe uforløst potentiale fri. Og han var god til det.

- Jeg kan få kvalme, når jeg ser mine slides fra dengang, jeg holdt kurser og foredrag, siger han i dag.

I den nye podcastserie "Tag dig sammen" på DR fortæller han om sit eget sammenbrud som afsæt til interview med 10 mennesker, der også er blevet så lammende trætte af deres arbejdsliv, at der kun var én vej: Ud, væk, forfra.

Og det har vist sig, at der er rigtig mange i 40-50-60 års alderen, der oplever, at jobbet er blevet et hæsligt bjerg, der skal bestiges hver eneste dag.

- Siden jeg udgav podcasten, har jeg fået usandsynligt mange henvendelser. Fra lyttere, men også fra venner og bekendte, som siger "sådan har jeg det også". Vi maser os videre. Selv om vi ikke trives og ikke er lykkelige, så slår vi ikke op i banen af angst for at fejle eller på grund af pengene, siger Mads Steffensen.

Hans egen historie begyndte allerede inden sommerferien sidste år. Den gnist og glæde, han har haft ved sit arbejde, var væk.

- Jeg har næsten altid gået glad på arbejde, men nu kunne jeg pludselig ikke huske, hvornår jeg sidst havde glædet mig til den dag, jeg skulle i gang med. Dagen var blevet noget, jeg skulle igennem. Det kom til at handle om, at nu var der kun tre timer til frokost, og derefter var den halve dage gået. Og så var der kun x antal uger til efterårsferie og så 13 uger til juleferie, siger Palle Steffensen.

Han oplevede også for ham et uforklarligt angst- og svimmelhedsanfald. Men endelig kom sommerferien:

- Jeg havde det bare sådan: Yes! Nu skal jeg slappe af i Sverige, tænke på noget andet, beskære nogle træer, kigge på skovsøen og være sammen med min kone og vores fire børn. Men sandheden var, at jeg tænkte på mit arbejde hver eneste dag: Hvordan fanden kommer jeg gennem efteråret? spurgte jeg mig selv, siger Palle Steffensen.

Efter sommerferien blev det bare værre. Når Palle var ude med sine kurser og coaching kunne han ikke engang drive sig selv til at gå ned i kantinen. Det var nærmest som en lammelse og en tomhed. Han var blevet Palle alene - uden at ville erkende det.

- På overfladen havde jeg stadig en fin rustning på, og der var ingen, der sagde noget, siger han.

Palle Steffensen havde også svært ved at se sig selv som den, der havde brug for hjælp, for det var jo ham, der hjalp andre.

- Jeg var den, der fiksede. Der er så mange ledere, mellemledere og studieværter, der har siddet og grædt over for mig, og jeg har rådgivet dem og hjulpet dem. Også blandt vennerne var jeg den, man kunne gå til og snakke med, hvis der var personlige eller arbejdsmæssige problemer, siger Palle Steffensen.

Nu ønskede han bare, at han var skovhugger eller noget andet end det job, der havde været skidesjovt i mange år. Palle blev mere irritabel, uligevægtig og skældte ud. Han havde det bedst, når han lå i sofaen med sin mobil.

Men han var også begyndt at snakke med sin kone - DR-korrespondenten Anna Gaarslev - om at han blev nødt til at geare ned. At tømme kalenderen for aftaler. Der var bare lige én kunde til et todages arrangement, som han skulle have overstået.

- Dagen før tænkte jeg på, hvordan jeg kunne komme igennem de to dage. Jeg sov næsten ikke om natten. Og da jeg kommer derud, har jeg knaldende hovedpine, og jeg lader, som om jeg er friskere, end jeg er. Men så er det, som om jeg forsvinder og bliver en slags tilskuer. Jeg tænker: Hvad sker der med mig?

Palle Steffensen overlader det hele til sin medunderviser og cykler hjem. Da han kommer hjem, kan han ikke huske, hvordan han er kommet hjem.

Men han var hjemme, så fra nu af handlede det bare om at hvile, passe på sig selv og komme ovenpå igen.

Det kom han ikke.

- Jeg kunne ikke sove, og det var, som om verden lukkede sig for mig. Jeg blev i tvivl om, hvordan jeg lavede en espresso. Jeg var utryg ved at være ude, og jeg kunne ikke løbe rundt om søerne, som jeg plejede.

Palle skulle helt ned at ramme bunden med stress, angst, piller og noget, der lignede en depression, inden han kunne begynde at se frem mod et andet liv.

Lige så langsomt er han vendt tilbage, og i dag er han et andet og bedre sted.

- Jeg kommer ikke til at arbejde på samme måde som før. Det kan jeg ikke, og det har jeg heller ikke lyst til. Jeg kan stadig være en god coach på nedsat tid, men jeg rydder op i mit arbejdsliv. Jeg er stadig i en søgende fase, siger han.

En fase, hvor han har brugt sit gamle journalistiske håndværk til at interviewe folk, der ligesom han selv har været tvunget til at skifte spor i deres arbejdsliv. Det er som sagt blevet til podcast-serien "Tag dig sammen".

At tage sig sammen lyder let, men det er præcis det, man ikke kan, når man er udbrændt og stresset. Til gengæld har man lov at have vilde drømme om at åbne en ølbar eller lære et håndværk.

Grøn energi: Man kan allerede se dem fra færgen, inden man sætter sine fødder på havnen i Sælvig.

Et par af de landvindmøller, der dækker hele Samsøs elektricitetsforbrug, tårner sig op i det bløde, bakkede landskab. Der er i alt 11 på øen, der siden 2007 har været 100 procent selvforsynende med vedvarende energi.

Den pensionerede landmand Jørgen Tranberg ejer én af dem. Han render rundt på gården i Brundby midt på øen, og han omtaler konsekvent den 50 meter høje mølle som "den gamle dame", han har haft i 22 år.

- Vi var nogle landmænd, der tænkte, at vi fandeme skulle have nogle møller, siger han.

Til deres held blev Samsø udpeget som Vedvarende Energiø i 1997, og tre år senere blev der givet tilladelse til at opstille alle møllerne på øen.

Jørgen Tranbergs mølle kostede seks millioner kroner og producerer elektricitet nok til, hvad der svarer til 400 familiers forbrug om året. En del færre, hvis familierne har både varmepumpe og elbil.

- Derfor kan man jo godt forstå, at der skal mange flere vindmøller til, hvis vi skal have strøm nok til, at vi alle sammen skal have det, siger Jørgen Tranberg.

Flere vindmøller på land kommer der også. Det stod klart, da regeringen i foråret lancerede udspillet "Danmark kan mere II", hvor klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) meldte ud, at vi ser frem mod en tidobling af solproduktionen og en fordobling af den vindkraft, vi har på land i dag.

I juni blev et bredt flertal i Folketinget således enige om, at Danmark samlet set skal firedoble elproduktionen fra solenergi og landvind frem mod 2030. Vi skal blandt andet finde 13.700 hektar til nye landvindmøller. Det svarer til arealet af Fredericia Kommune.

For at få det til at ske, er der ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet "brug for at fjerne barriererne og sikre, at de nødvendige arealer står til rådighed".

Én af de barrierer, landvindmølle-projekter ofte møder, er borgerprotester. I Kommunernes Landsforening (KL) ser man en "relativt stor" portion borgermodstand, når der er forlydender om nye solcelleanlæg, landvindmøller eller biogasanlæg.

- Det er svært. Det er i den kasse, hvor der står "sværere opgaver som kommunalpolitiker" på, det lægger vi ikke skjul på, siger formand i KL's klima- og miljøudvalg Birgit Stenbak Hansen (A).

Modstanden viser sig ifølge formanden på borgermøder, i protestskrivelser og i trusler til kommunalpolitikere.

På Samsø har man da heller ikke været fri for borgermodstand. Men én ting har gjort omstilling til grøn energi mere smidig - og det er ejerskab. Ligesom Jørgen Tranberg ejer flere landmænd et par stykker af de andre vindmøller, og resten deles i alt 400 samsinger om.

- 10 procent af Samsøs befolkning købte andele i vindmøllerne - flere var interesserede. Det viser, at det ikke kun er ejerskabet, det handler om - det er ligeså meget, at man får tilbuddet, siger direktør for Samsø Energiakademi Søren Hermansen og tilføjer:

- Det er ikke bare nogle idioter, der vil have dem for sig selv. Eller endnu værre: Private firmaer. Hvis det er nogen, man ikke kender, bliver man mopset.

De fleste samsinger siger "hej Søren", når direktøren kommer forbi. Han har været med fra begyndelsen af Samsøs forvandling til vedvarende energiø og var frontløber for energiakademiet, der ligger i havnebyen Ballen på østsiden af øen.

I løbet af årene har han udbredt erfaringerne til resten af verden - og i udlandet kender de godt til fortællingen om Samsø. Allerede i 2008 pegede amerikanske Time Magazine på Søren Hermansen blandt deres Heroes of the Environment.

Sidste år fik øen tildelt FN's Climate Leader-pris som det første lokalsamfund i verden - en pris, der anerkender en indsats på klimaområdet, som andre kan tage ved lære af. Det kniber dog med at få dén fortælling cementeret herhjemme.

- Det er der overhovedet ikke respons på i Danmark - og vi er udvalgt blandt 800 kandidater i verden, siger Søren Hermansen.

- Det bliver bare ikke brugt til noget. Der er mange, der taler om at inddrage borgerne. De siger alle de rigtige ting, problemet er, at det ikke er nok. Du skal også gøre det, siger han.

Direktøren er ikke bleg for at rette sin utilfredshed mod den djøfficering, der ifølge ham skaber en distance mellem klimaudfordringerne og dem, der kan gøre noget ved det hele; os selv.

- Det virker ikke, for der er ingen, der føler ejerskab for det. De kan sige "fed konference, nice talk, fed powerpoint". Det kommer ikke ud til borgerne, så de engagerer sig og forpligter sig, siger han.

Ifølge lektor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Karl Sperling er Samsø et godt eksempel på, hvordan man får succes med at stille vindmøller op ude i landskabet. Det lykkes, fordi de skaber ejerskab og bygger projektet op nedefra - ikke omvendt, som den nuværende planlovgivning lægger op til.

- Det handler ikke om at stille solceller eller vindmøller op men om at udvikle lokalområdet med energi, siger han og tilføjer:

- I mange år har vi vidst, at folk generelt er positive over for vedvarende energi - bare ikke i deres egen baghave. Det møder vi med det plansystem, vi har nu; det starter med en arealudpegning, og så møder man NIMBY, fordi man overser, at lokalbefolkningen skal have aktiv medbestemmelse i processen.

Det såkaldte NIMBY-fænomen står for Not In My Backyard og betegner befolkningens velvilje over for den grønne dagsorden - så længe den grønne dagsorden altså ikke spolerer udsigten lige dér, hvor den selv bor.

Søren Hermansen tror ikke på, at det udelukkende er NIMBY, der afholder grønne energiprojekter fra at blive til virkelighed.

Det er ikke så simpelt, som at danskerne blot synes, at vindmøller er grimme, forklarer han.

- Borgerne skal selv sige: Vi har et forurenet vandløb eller en sø, der ser ud af helvede til. Det er et vilkår for et bæredygtigt samfund. Det er det, vi har ansvar for. Ovre på den anden side ligger svarene: Det kan være, at vindmøller giver et overskud, som vi kan bruge til at finansiere noget, der ellers er svært at finansiere, siger han.

Selvfølgelig var der også en håndfuld, der syntes, at møllerne var irriterende, dengang de ikke var rejst på markerne endnu, forklarer Søren Hermansen. Nogle af dem brød sig ikke om energipolitikken, fordi de synes, det var dumt at sætte noget op, der står stille, når det ikke blæser.

Møllerne står også stille denne junidag. En svag brummen lyder, når vingerne drejer sig i forsøget på at fange det mindste vindstød.

På sådan en dag kommer øens solceller - og solstrålerne - de godt 4.000 beboere til undsætning. Samsingerne har selv postet 370 millioner kroner i Samsøs grønne omstilling, og en del af pengene er gået til varmepumper og solceller på tagene.

Dem har landmanden Jørgen Tranberg også. De ligger på taget af den gamle lade. Og man kan se flere ovenpå lavenergihuset, der ligger på toppen af bakken i Brundby med udsigt over lysegrønne kornmakker og fem samsiske vindmøller.

- Huset ligger flere meter over havet, vi kan se Storebæltsbroen derfra. Vi er klar til klimaforandringerne, konstaterer han tørt.

Jørgen Tranberg ryster på hovedet over alle dem, der ikke allerede har smækket solceller på tagene.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke sætter flere solceller op hjemme på gårdene hos dem, der bruger meget strøm til grise og køer. Det er der ikke ret mange, der gør, siger han.

Hvorfor tror du ikke, de gør det?

- De går bare op i antal hektar, grise og køer. Det er dét, der er i fokus.

Tror du også, at det kan være, fordi solceller er svære at forstå?

- Forstå? Det er det sgu da ikke. Hver gang du investerer én krone, har du 2,5 kroner i overskud. Det er da ikke så svært. De er ret simple, solceller, siger han.

Jørgen Tranberg har solceller på tage i Belgien og Italien. Han har solceller på taget af Opel-fabrikken i Hessen i Tyskland. Over en halv million kroner af hans årsløn kommer ifølge ham fra solceller. Det startede med dem på Samsø.

Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi tror ikke, at det kan lade sig gøre at lave en direkte kopi af Samsøs grønne omstilling andre steder i Danmark. Men han tror på, at man bør tænke andre dele af landet som en ø. Uanset om det er Ringkøbing, Hvide Sande eller Skive.

- Områderne har forskellig karakter, så løsningerne vil ikke være det samme som på Samsø. Men der vil komme en løsning, som tilgodeser netop dét område med de kvaliteter, det måtte have. Den autonomi har der også været i Danmark før, siger han og uddyber:

- Det er interessant, at vi ikke har den erindring. Landbrugsdanmark udviklede sig med et slagteri, et mejeri; forskellige løsninger som på det lokale plan var med til totalt set at få det til at virke under samme model. Det er den måde, hele Danmark blev bygget op på i 40'erne og 50'erne.

Jørgen Tranberg står lidt og spejder ud over sine marker. Kornet distraherer ham, han samler noget af det op i sine hænder.

Når det er høstet, bliver resterne af kornet til halmballer og kørt ned til ét af Samsøs fire fjernvarmeværker. Varmen bliver sendt videre, når en samsing går i bad eller vasker op. På den måde er et besøg på Samsø lidt som at tage tilbage i tiden og samtidigt kigge frem.

Mohammed bor i en container i en flygtningelejr i Athen. Han må ikke arbejde, og han må ikke fortsætte sine universitetsstudier i engelsk. Han må vente.

Grækenland er hans limbo, ikke hans hjem, for han føler sig ikke velkommen. Da han hoppede ud af båden og ramte strandbredden på øen Lesbos, blev han anholdt af græsk politi.

Det er tre år siden.

- Som asylansøger er det ikke muligt at lægge planer for vores liv. Vi ved ikke, om vi kan få de papirer, vi gerne vi skal have. Vi ved ikke, hvad der sker i morgen, siger han.

Mohammed er en af de 22 flygtninge og migranter, som danske Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller har talt med. Og citatet stammer fra den bog, som ægteparret for nyligt har udgivet: “Flygtningeskæbner - en græsk tragedie”.

- Det er historien om nogle mennesker, som er blevet glemt, siger Eva-Marie Møller, der er 71 år og har arbejdet som journalist i mange år.

Hun sidder i en sofa i en stor, lys lejlighed på femte sal på Østerbro i København. En stempelkande kaffe og røde jordbær står på bordet, kunst hænger på væggene, og hendes mand sidder ved siden af.

- Bogen er også et opråb til danskerne: Drop strudsetaktikken og åbn øjnene for, at der stadigvæk sidder tusindvis af flygtninge og migranter og er strandet i Grækenland, fordi ingen i EU vil tage ansvar, siger Mads Christoffersen, en 75-årig kultursociolog.

Deres hyggelige lejlighed står i skærende kontrast til dét, de har set på en måneds feltarbejde i Grækenland. Det, som de ønsker at få tilbage på dagsordenen.

Det meste af verdens fokus er for længst rykket videre fra Grækenland og de skæbner, som kom i gummibåde over Middelhavet. Og mens EU har åbnet dørene for de mere end seks millioner ukrainere, som er flygtet efter Putins invasion, er titusindevis af syrere og afghanere fortsat fanget i Grækenland - på øerne og på fastlandet. Og Grækenland er “fanget” af EU’s Dublin-regler, der bestemmer, at det første EU-land, som en flygtning betræder, har ansvaret for den pågældende.

Sådan lyder budskabet i den stærkt politiske bog, som de selv har researchet, selv har skrevet, og selv har udgivet.

- Vi kommer ikke til at tjene penge på det. Men forhåbentlig kan vi rokke båden lidt, siger Mads.

En anden person, som gerne vil have mediernes spotlys tilbage på flygtninge i Grækenland, er Louise Donovan. Hun er talsperson for FN's Flygtningehøjkommissariats græske afdeling (UNHCR) og kalder situationen for “ekstremt udfordrende”.

- Der foregår så mange kriser rundt omkring i verden, at det er nemt at glemme, men der er stadig mange asylansøgere i Grækenland, siger hun.

Ifølge UNHCR er der i dag 91.000 flygtninge og migranter, som venter på at få behandlet deres sager. Og selvom det er et dramatisk fald i forhold til i 2015, hvor der ankom mere end 800.000 mennesker til Grækenland i løbet af et år, foregår der ifølge Louise Donovan mange bekymrende ting.

- Vi ser en stigning i antallet af ulovlige hjemsendelser og forbrydelser mod menneskerettighederne fra de græske myndigheder. Og vi har en gruppe af flygtninge, som er fanget i et ingenmandsland, fordi Grækenland ikke længere vil behandle deres asylsag, men sende dem tilbage til Tyrkiet. Og det er ikke sikkert, siger hun.

Netop Tyrkiet er centralt for at forstå EU’s flygtningepolitik. Fordi Tyrkiet på en måde er blevet købt til at være EU’s flygtningepolitik.

Da syrerne gik på motorveje i Sønderjylland, Angela Merkel sagde wir schaffen das, og 190 migranter og flygtninge druknede i løbet af få måneder i sensommeren og september 2015, var selve Schengen-aftalen under pres.

Men EU satte prop i flygtningestrømmen ved at hyre en stor, tyrkisk dørmand ved navn Recep Erdogan. Den tyrkiske præsident fik seks milliarder euro til statskassen, mod at han til gengæld sørgede for, at syrererne, irakerne og afghanerne på vej mod Europa ikke kom videre fra Tyrkiet.

Det blev kaldt flygtningeaftalen, og den blev indgået i marts 2016. Seks år senere er det benzin på den vrede, som forfatter Mads Christoffersens røst rummer, når han anklager sin egen regering for at praktisere “en strudsetaktik” over for mennesker på flugt fra Mellemøsten.

Hans hustru supplerer ham fra sofaen på Østerbro:

- Vores budskab er også en advarsel. For den græske tragedie er bare en forsmag på de problemer, som vi kommer til at stå med, hvis der ikke kommer en mere solidarisk flygtningepolitik i EU. Der er 100 millioner mennesker på flugt, og på grund af klimaforandringer, vil der komme endnu flere.

Idéen til deres bog opstod under et middagsselskab i København. Et vennepar med relationer i Athen fortalte om en græsk hovedstad arret af flygtningekrisen; flygtninge og migranter som sover i soveposer på gaden, områder af byen, hvor man ikke længere kan færdes efter klokken 22.

Det var i efteråret 2021. I januar 2022 drog Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller uden ret mange aftaler, uden hverken græske, arabiske, pashto, dari eller farsi-sprogkundskaber. De brugte fire dage på at stå foran flygtningelejren Eleonas i Athen for at få flygtninge i tale, som var på vej ind og ud af campen.

Her mødte de Mohammed, som blev introduceret i starten af denne artikel. Han tog dem med hen på en parkeringsplads, fejede glasskår væk fra asfalten og bød på mangojuice. Han fortalte dem om sin flugt fra Taliban i Afghanistan, om sin improviserede engelskundervisning i flygtningelejren og om sine drømme. Han blev den sympatiske hovedperson i deres bog.

- Standby-situationen for sådan nogle som Mohammed er en tragedie, siger Eva-Marie.

- Og det er et fantastisk spild af ressourcer, når vi står og mangler arbejdskraft, siger Mads.

Kultursociologen taler om racisme i udlændingepolitikken, Danmarks ansvar for de krige, der har drevet mennesker på flugt i Irak og Afghanistan, og så tordner han mod Danmarks planer om at asylbehandle i Rwanda. Til gengæld bruger han ikke tid på at tale om de massive udfordringer, som indvandrere fra Mellemøsten også har skabt.

Ham og Eva-Marie har heller ikke faktatjekket fortællingerne fra de mennesker, som de har talt med i Grækenland, fordi det er “flygtningenes version”, som de vil formidle.

Mister I ikke en del troværdighed ved at være så markante i jeres politiske budskab?

- Hvis der er nogen, som mener det, så må vi jo tage debatten. Det er derfor, vi har skrevet bogen.

Og netop dét, at flygtningefortællingerne i nogles næsebor lugter af noget kontroversielt, rummer også en pointe, mener ægteparret.

- Vi ved godt, at det er følsomt stof. Og vi ved også godt, at medierne fungerer på den måde, at fokus hurtigt flytter sig. Men vi mener, at vi kan stå inde for alle de ting, som vi skriver i bogen. Og så handler det også om at rejse spørgsmål. Kan vi virkelig være det bekendt?