Politik: Kan man forestille sig, at en regering, der sidder ganske solidt på magten, gider bruge kræfter på et nystartet parti, som kun har ét folketingsmedlem og som ikke har været på nogen stemmeseddel endnu?

Det man godt, hvis partistifteren hedder Inger Støjberg. Og hvis hun stormer frem i meningsmålingerne og appellerer til "folk, som de er flest".

I hvert fald ville en af regeringens tunge ministre, Christian Rabjerg Madsen, gerne interviewes af Avisen Danmark her midt under sin sommerferie i Toscana. Han vil gerne snakke om Inger Støjberg og hendes nye parti, Danmarksdemokraterne.

Hvorfor skal vi snakke om Inger Støjberg?

- Jeg har bare bidt mærke i, at hun - i forbindelse med lanceringen af sit nye parti - anklager stort set resten af Christiansborg for, at Danmark er ved at knække over i to. Det klinger hult, og hun mangler en refleksion over sit eget ansvar som en fuldstændig central Venstre-politiker gennem i to årtier.

- Inger Støjberg har en tung, tung centraliserings-bagage, og det er lige lovligt letkøbt at komme anstigende med et nyt parti og så pludselig have den modsatte politik end den, man selv har ført i 20 år og samtidig anklage resten af Christiansborg for at være årsag til, at Danmark knækker over i to.

Rabjerg Madsen hentyder til, at Støjberg har været central for Venstres folketingsgruppe, har været i regering med Venstre og har været næstformand for Venstre.

Hvor mener du, at Støjberg konkret har ansvaret, hvis landet er knækket over i to?

-  Hvis mange danskere har en oplevelse af, at magten er flyttet længere væk fra dem, så tror jeg da, at reduceringen af 275 kommuner til 98 kommuner nok er et godt sted at lede efter forklaringen. Støjberg var en helt central del af kommunesammenlægningen. Hun var også en central minister i den Venstre-regering, som ville nedlægge regionerne op til sidste valg, siger Christian Rabjerg Madsen.

Ved det seneste folketingsvalg gik daværende V-formand Lars Løkke og Venstre til valg på at nedlægge de fem regioner. Det gør partiet ikke mere under den nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Rabjerg Madsen peger også på Støjbergs manglende rolle i den nye politireform, som sikrede 20 nærpolitienheder ved en bred aftale

- Venstre udvandrede fra forhandlingerne i 2020, og det var Inger i egen person, der var chefforhandler, siger han.

Venstre forlod forhandlingerne, da det stod klart, at mere nærpoliti skulle finansieres af blandt andet højere bødetakster, flere trafikbøder og højere gebyr på køreprøver. Og Støjberg sagde ved den lejlighed:

- I Venstre mener vi det rent faktisk, når vi siger, at vi har et skattestop.

Nu da hun repræsenterer sit eget parti, har hun sagt, at hun gerne vil tilslutte sig  politiforliget.

Inger Støjberg lancerede for nylig på Hvidsten Kro de første pejlemærker for, hvad hendes parti - Danmarksdemokraterne - egentlig vil. Helt centralt var skævheden mellem land og storby, som hun oplever den. Støjberg vil blandt andet arbejde for, at mobilnettet skal virke uden for byerne, og at der skal være adgang til læge - uanset hvilket postnummer, man har.

- Det er klart områder, hvor vi har udfordringer. Men jeg må også bare sige, at vi netop har indgået en  planlovsaftale med både Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, hvor vi blandt andet sikrer en bedre mobildækning i hele landet. Vi har taget fat med den største hammer i kassen for at sikre, at der bliver en bedre dækning.

- Også på lægedækningen har vi gennemført en meget bred aftale, hvor vi rykker sundhedsvæsenet tættere på med 25 nye nærhospitaler og indfører praksispligt, så unge læger skal være en større del af deres uddannelse i almen praksis. Vi vil gerne diskutere de her emner med Inger Støjberg, men man må også kunne stille krav om, at hun bringer konkrete forslag til bordet, siger Christian Rabjerg Madsen.

Men hvis man ser bort fra Støjbergs rolle i den nuværende fordeling mellem land og by som Venstre-kvinde, hvordan forholder I jer så til hendes kritik i forhold til en skævvridning mellem hovedstaden og resten af landet?

- Jeg synes, det er positivt, når nogen sætter sammenhængskraft på dagsordenen. Som ny indenrigs- og boligminister har jeg kaldt mig "minister for sammenhængskraft", og jeg glæder mig til at diskutere med Støjberg, hvordan vi kan gøre mere, så Danmark hænger bedre sammen. Men hun skylder at være mere konkret.

- Hvis jeg skal være lidt direkte, så virker det, som om hun har har lagt mere energi i at dæmonisere hovedstaden, de store byer og de folk, der bor der, i stedet for at komme med konkrete politiske forslag til, hvordan vi styrker sammenhængskraften.

Hvad er problemet?

- Jeg synes ærlig talt, hun gør sig skyldig i at tegne nogle kløfter op mellem land og by, som ikke tjener nogen, siger Christian Rahbjerg Madsen.

Er det ikke lidt voldsomt, at landets indenrigsminister går til angreb på et lille parti, der ikke har et egentlig program endnu, og som ikke har været på valg?

- Jeg synes ikke, vi går til angreb. Vi siger tingene, som de er. Støjberg er en meget indflydelsesrig politiker gennem 20 år, og hun har et kæmpe ansvar for, hvad der er sket i den periode, og det, synes jeg, hun glemmer.

Man kunne måske også få den tanke, at Socialdemokratiet er bange for Støjberg? Den seneste måling viste, at hver tiende stemme ville gå til hende, hvis der var valg nu.

- Jeg synes, det er på sin plads, at vi tager debatten op. Det gør vi med alle partier. Vi byder hendes parti og dagsordenen om et mere sammenhængende Danmark velkommen.

Det virker, som om I tager hende alvorligt som én, der kan tage nogle stemmer. Også nogle af jeres vælgere?

- Jeg tager bestemt Inger Støjberg alvorligt. Hun er en dygtig politiker, så hende debatterer jeg med.

Kan man ikke sige, at meget af det, hun melder ud, ligner Socialdemokratiets politik? Hun har også meldt ud, at hun støtter Arne-pensionen og et udrejsecenter i Rwanda. Hun appellerer vel til dine vælgere?

- Jeg er glad for, at hun på en række områder bakker op om regeringens politik. Men før man kan tale om, at hun har en politik, som ligner Socialdemokratiets, så tror jeg først, vi skal se noget politik fra hende.

Er det kejserens ny klæder?

- Det er ikke en formulering, jeg vil bruge. Jeg vil bare sige, at når man som forhenværende minister og medlem af Folketinget gennem 20 år lancerer et nyt parti, så mener jeg også, man kan forvente, at der kommer konkrete forslag på bordet. Det har jeg ikke set.

Danmarksdemokraterne har Inger fra Hadsund, og I har Mette F. fra Aalborg. Kan du se, de ligner hinanden lidt?

- Nej det kan jeg ikke.

Tror du ikke, at Mette Frederiksen ville sige, at hun appellerer til folk, som de er flest?

- Jeg kan se, der er noget geografi, der er i nogenlunde samme del af landet. Derudover, mener jeg, er der en meget stor forskel.

Men de vil vel begge gerne tale til det, de kalder den helt almindelige dansker?

- Socialdemokratiet er et parti, som alle dage har været optaget af at skaffe resultater for danskere med almindelige job og almindelige lønninger. Hvis Støjberg også ser positivt på eksempelvis Arne-pensionen, så er det selvfølgelig positivt.

Det siger hun, at hun vil - samtidig med at hun kan skaffe lavere skatter. Det lyder vel mere appellerende?

- Hehe. Man skal være opmærksom på, at når der bliver talt om lavere skatter, så skal den slags finansieres, og det kan kun ske ved besparelser på velfærdssamfundet. Lavere skat og et Danmark, der hænger bedre sammen, mener jeg ikke er to størrelser, der går godt i spænd.

Så den tror du ikke på?

- Nej det tror jeg ikke på. Skattelettelser til dem, der har mest, er ikke svaret. Og det er slet ikke svaret for de mennesker, som bor i de dele af landet, hvor der er lidt længere mellem husene, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen fra Toscana.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar til Rabjerg Madsens kritik fra Inger Støjberg. Hun er er ikke vendt tilbage trods flere henvendelser.

Amputationsskandalen: Svend Dalsgaard Pedersen er rystet, og Jørn Ranners frygter, at nogle patienter dør, inden de får en afklaring.

De to benamputerede mænd på 72 og 81 år er langtfra imponerede, selv om de nu efter flere måneders ventetid endelig får en slutdato for, hvornår de får svar på, om de kan være blandt ofrene i den skandalesag, som har rystet det midtjyske sundhedsvæsen de seneste måneder.

I slutningen af april viste en opsigtsvækkende analyse, at mangelfuld behandling på de karkirurgiske afdelinger i Aarhus og Viborg betød, at skønnet 47 patienter årligt har fået amputeret deres ben, selv om det kunne være undgået. Nu oplyser Region Midtjylland, at regionen til november forventer at være færdig med at undersøge, hvilke patienter der unødigt kan have mistet et ben.

- Jeg er rystet over, det kan tage så lang tid. Jeg gider overhovedet ikke vente så længe, siger Svend Dalsgaard Pedersen.

Beskeden til patienterne kommer langt senere end først antaget. Først forventede regionen allerede at kontakte berørte patienter ugen efter, at rapporten udkom i april. Men regionen fandt ud af, at det var mere kompliceret end som så at finde frem til berørte patienter, og nu kommer der altså til at gå samlet mere et halvt år, før regionen giver de sidste patienter besked. Til den tid vil regionen have gennemgået omkring 1800 patienters journaler.

Ventetiden får nu blandt andre 72-årige Svend Dalsgaard Pedersen fra Viborg til at tordne mod regionen. I 2019 fik han amputeret sit højre underben. Forinden var han blevet undersøgt på den karkirurgiske afdeling på regionshospitalet i Viborg med sit ben, men han fik aldrig tilbudt en ballonudvidelse. I stedet fik han at vide, han skulle tage nogle flere traveture.

Derfor er han sikker på, han vil være en af dem, som får et brev om, at han muligvis kunne have undgået amputationen. Men han har ikke tænkt sig at vente til november.

- Derfor har jeg også selv søgt erstatning nu, fordi det bare trækker ud og trækker ud, siger han.

Han er ikke ene om at kritisere ventetiden hos regionen.

81-årige Jørn Ranners frygter, at regionen er så længe om at rydde op i skandalesagen, at nogle patienter ikke selv når at opleve at få svar.

- Det er ikke tilfredsstillende, og nogle vil også dø i mellemtiden. Det er rigtigt nok mange sager, der skal gennemgås, men man burde altså også kunne sortere mange af dem hurtigt fra, siger han.

Ifølge den analyse, der blotlagde amputationsskandalen, har personer, der bliver amputeret efter manglende blodforsyning til benene, en generelt kort levetid. Statistisk set dør 30 procent inden for en måned og 54 procent inden for et år.

I 2016 fik Jørn Ranners fra Malling nær Aarhus amputeret sit venstre ben, da hans tæer begyndte at mørkne på grund af begyndende koldbrand. Han fortæller, at han på det tidspunkt havde været patient på den karkirurgiske afdeling i Aarhus i seks år, og han undrer sig i dag over, at han ikke har fået en forebyggende operation, som han tror ville kunne redde hans venstre ben. Han mener ikke, det er tilfredsstillende, at regionen først giver de sidste patienter svar seks-syv måneder efter, at en analyse afslørede, at op mod 47 patienter årligt kunne have undgået at få amputeret deres ben.

Siden sagen blussede op i april, har han ikke kunnet slippe tanken om, at han måske kunne have beholdt sit ben med den rette behandling, Siden han blev amputeret i 2016, har han ikke kunnet bevæge sig rundt uden en stok i begge hænder af frygt for at falde. Han kan i dag hverken støvsuge eller gå mere end få meter ad gangen, fortæller han.

- Jeg spekulerede ikke så meget på min amputation, før der var røre i andedammen. Inden da havde jeg affundet mig med min situation. Det er ubehageligt at tænke på, om man pludselig kan være udsat for en fejl. Det er ikke rart at tænke på, at man måske kunne have haft fået nogle ganske anderledes år, siger han.

Det er de samme tanker, Svend Dalsgaard Pedersen fra Viborg går med. Han kan ikke længere spille bold med sine børnebørn og savner sit aktive liv, som han mistede i 2019, da han fik amputeret sit højre underben.

Han mener ikke, regionens oplysning om, at det er 1800 journaler som skal gennemgås, retfærdiggør, at der går syv måneder fra rapporten offentliggøres, indtil de sidste journaler er gennemgået.

- De kunne sætte nogle flere til at gennemgå de journaler. Regionen kan godt betale seks millioner kroner til Ole Thomsen (tidligere koncerndirektør, red.), som blev fyret, så burde de også kunne bruge de penge, der skal til for at sætte skub i tingene, siger han.

Når de sidste patienter til november får svar på, om de kan være nogle af dem, der potentielt kunne have undgået en amputation, er ventetiden langtfra ovre. De patienter, som opfordres til at overveje at søge erstatning, skal i gennemsnit vente otte måneder, før der falder en afgørelse, har Patienterstatningen tidligere oplyst til Avisen Danmark.

På grund af ventetiden mener Svend Dalsgaard Pedersen, at regionen bør sende breve til alle de 1800 patienter i stedet for at bruge månedsvis på at gennemgå deres journaler.

- De kunne skrive, at selv om de får brev, er det ikke sikkert, de får erstatning. Og hvis udfordringen er, at Patienterstatningen er overbebyrdet i forvejen, og det vil blive værre med 1800 nye sager, må de få noget mere personale derovre. Det er en politisk beslutning. Politikerne kunne alle råbe op om, at det er en skandale, men pengene til at rydde op efter skandalen mangler, siger han.

Region Midtjylland ønsker ikke at stille op til et interview, men oplyser i en pressemeddelelse, at den løbende sender breve til patienter fra august. Regionen har tidligere oplyst, at den har indhentet fagfolk fra hele landet til at gennemgå patientsagerne, og at patienter får besked via e-post eller brev, hvis det vurderes, at de har grund til at søge erstatning. Det er sager siden 1. januar 2012, der lige nu bliver gennemgået.

Inflation: Noget tyder på, at flere danskere kaster sig ud i at dyrke deres egne grøntsager på altanen, i drivhuset eller køkkenhaven som modsvar til de stigende priser på fødevarer. I hvert fald oplever Plantorama, at havecentrets 13 afdelinger landet over samlet set har solgt drivhusplanter for en halv million kroner mere fra sæsonstarten i februar til midten af juni i år, end de gjorde sidste år.

- Efter et par år med coronanedlukninger, hvor folk har brugt meget tid i haven, overrasker det os, at salget af drivhusplanter endnu engang er steget så meget. Flere har fået interesse for havearbejdet de seneste år, men de stigende priser på fødevarer gør også, at flere kan se en fordel i at dyrke grøntsager selv, siger Morten Wiinberg, der står for indkøb af drivhusplanter hos Plantorama.

Et af de steder, hvor man dyrker mere grønt selv, er hos ægteparret Doris og Lars Nielsen på Djursland. De to er henholdsvis 64 og 65 år og har i år valgt at udvide køkkenhaven på omkring 100 kvadratmeter med yderligere en fjerdedel, anslår Doris Nielsen.

- Vi har altid elsket havearbejde og tanken om at vide, hvad vi putter i munden, men da krigen i Ukraine brød ud, kom utrygheden lidt for tæt på. Man vidste ingenting, og vi fik tanker om restriktioner, prisstigninger og at folk ville begynde at hamstre. Så derfor besluttede vi at udvide haven, for så var vi i det mindste sikre på at have grøntsager nok, siger hun.

Og spørger man den almennyttige forening Haveselskabet, så er ægteparret ikke alene om at tænke sådan i krisetider.

-  Vi har faktisk et begreb, der hedder "krisekøkkenhaver", fordi vi historisk har set, at folk i krisetider begynder at gøre tingene selv, og det er også tilfældet nu, da vores rådgivning får flere og flere henvendelser om emnet fra alle typer af borgere. Vi frygtede, at danskernes interesse for haven ville stagnere efter coronakrisen, men det er slet ikke sket, siger Bente Yde Enert, der er presse- og kommunikationschef i Haveselskabet.

Hos Doris og Lars Nielsen får parret både mere økonomisk overskud og øget livsglæde ved selv at stå for dyrkningen af deres grøntsager. Nu er der mere luft i husholdningsbudgettet.

- Det koster selvfølgelig nogle penge at etablere, men det betaler sig hurtigt hjem, og man slipper også for nogle indkøbsture. Jeg vil mene, at vi sparer flere hundrede kroner om måneden, og vi har altså et stort grøntsagsforbrug. Der er også gået lidt sport i det, men så er der ekstra penge til andre ting, siger hun.

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank, giver det god mening, at danskerne ændrer indkøbsvaner.

-  Vi ser, at folk lige nu især skruer ned på dagligvareindkøb, fordi de reagerer mere og hurtigere på, hvis priserne stiger på noget, de køber meget af.  For så føles det hurtigt, som om man sparer penge. Det er generelt min fornemmelse, at mange vil gå ret langt denne sommer for at spare her, så de kan sikre penge til at kunne rejse, gå på restaurant og andre ting, de ikke kunne under corona, siger hun.

Haven på Djursland rummer efterhånden alt fra kål og løg til radiser og peberfrugt. Og Doris må hurtigt give fortabt på at huske det hele, da hun lister rækken af fødevarer op. Parret sælger ikke ud af forsyningerne, men forærer gerne deres fire børn de hjemmedyrkede sager.

- Vi spiser ikke meget kød, så vi er efterhånden selvforsynende. Det lyder nok lidt vildt, men jeg har tre store kummefrysere, hvor jeg opbevarer det hele. Lige nu høster jeg løs, sylter og blancherer. Det er virkelig spændende, og jeg skal også prøve at fermentere nogle kål snart, siger hun med stor begejstring i stemmen.

Ifølge Plantorama ændrer prisstigningerne ikke på, hvad danskere generelt ynder at putte i jorden.

- Vores toptre inden for drivhusplanter har skoleagurk på førstepladsen, andenpladsen er den almindelige agurk, og på tredjepladsen er cherrytomaten. Sådan har det været i mange år. Og hvis en dansk agurk pludselig kommer op at koste 18 kroner, bliver der mange penge at spare i løbet af en sommer, og det forklarer jo, hvorfor der er flere, der gerne vil dyrke selv, siger Morten Wiinberg fra Plantorama.

Foreningen Haveselskabet står bag haveshowet CPH Garden, der er havemodens svar på en catwalk, og i år var en køkkenhave som noget nyt en af udstillingsmodellerne.

- Det er virkelig blevet en trend, og folk har fundet ud af, at alt det med frø og planter slet ikke er så kompliceret. Alle mennesker kan dyrke salat og gulerødder. Vi oplever, at man vil udnytte hver en plet, man har, til at dyrke grønt, og så er det ligegyldigt, om man har en mark, villahave eller en altan til rådighed, siger Bente Yde Enert.

Ifølge Ole Storm Jørgensen, der er lektor i forbrugeradfærd ved institut for Dansk Detailhandel på Erhvervsakademi Dania, er interessen for selvforsyning og egne fødevarer kommet for at blive.

- Der er flere og flere, der gør det, og mange flere end for 10 år siden. Hvis tingene begynder at stige meget, så kompenserer vi og finder ud af, hvad vi så kan. Prisstigningerne falder også sammen med den øgede interesse for miljø, klima og en megatrend om, at vi er på vej til at blive sådan nogle mikroproducenter alle sammen, siger han.

Forbrugereksperten påpeger, at flere også begynder at vise deres udbytter frem i kampen for at redde kloden.

- Når vi finder ud af, at vi sagtens selv kan lave grønt af god kvalitet, så har vi samtidig en god fortælling til de sociale medier, hvor man viser, at man selv tager ansvar for alle de her ting som miljø, klima og prisstigninger, forklarer han.

Tilbage på Djursland mener Doris Nielsen også, at alle kan forsøge sig med at gøre dem kunsten efter.

-  Det kræver selvfølelig lysten og noget tid, men vi havde også en mindre urtehave, da vores fire børn var små. Alle kan starte et sted og give sig i kast med eksempelvis at dyrke kartofler og radiser. Samtidig kan man inddrage børnene og lære dem, hvor maden kommer fra. Det, mener jeg, næsten er et must i dag, hvor mange børn ikke ved, at en gulerod er noget, man trækker op af jorden, siger Doris Nielsen.

Plantorama oplyser ikke sine salgstal, men når kæden af havecentre sammenligner med hele omsætningen i 2019, som Plantorama betegner som sidste "normalår", inden corona satte fut i folks grønne fingre, har kæden allerede omsat for 23,6 procent mere i år end vanligt. 

Brændt: - Minderne har jeg da lov at have. Dem kan du aldrig, nej aldrig tage, synger 81-årige Lasse Jakobsen. Han kigger på sin hustru, 78-årige Bente Gauguin, og smiler.

De sidder i Ikea-sofaen i en to-værelses møbleret lejlighed. Det er deres tredje hjem, siden deres fire-værelses lejlighed på Grøndals Parkvej brændte ned i forbindelse med den store tagbrand, der i løbet af få timer tog 16 opgange med sig.

Bonderoserne står i et litermål, og kaffen tager, ifølge dem selv, alt for lang tid at lave. I hvert fald set i forhold til den kaffemaskine, de havde i deres lejlighed på Grøndals Parkvej.

- Før havde vi vaser og urtepotteskjulere, nu bruger vi skåle og litermål, fortæller Bente, der er træt af at bo i ting, der ikke er hendes egne.

Bente Gauguin kigger på sin tomme Ikea kaffekop, da kaffemaskinen, efter fem minutter, stadig ikke har brygget kaffen færdig.

Hun fortsætter.

- Det er trist og kedeligt, og som at bo på et hotel, bare uden at der er nogen, der kommer og gør rent for os.

Ude i køkkenet er der seks Ikea kopper, bestik, tallerkener og glas. Møblerne er også fra Ikea og billederne i henholdsvis soveværelset og stue ligner, ifølge Lasse,  noget, der er klippet over på midten.

I Vanløse havde de arkitekttegnede møbler, kunst, møbler de havde købt eller arvet. Der stod avenue stole rundt om deres spisebord, der havde en værdi af omkring 50.000 kr.

- Vi savner vores hjem, men har ingen planer om at købe de samme møbler igen, siger Lasse og fortæller at forsikringssummen slet ikke rækker til købe den type møbler igen.

- Vi er i en udviklingsfase, selvom vi burde være i en afviklingsfase, nu hvor alderen er ved at indhente os, siger Lasse Jakobsen.

Når han og Bente er ude at besøge folk, er de begyndt at se på, hvordan folk indretter deres hjem, så de kan blive inspireret, når de første juli flytter ind i deres fjerde lejlighed. Lejligheden ligger i Vanløse, og den skal de bo i til deres lejlighed på Grøndals Parkvej er genopbygget.

- Vi er glade for, at vi er i live. Vi har en masse minder sammen, og det er det vigtigste, siger Bente der, sammen med Lasse, nåede at bo i sin 125 kvadratmeter store lejlighed i 22 år. Lejligheden havde hele tre altaner, som de også savner.

Om de kommer tilbage til Grøndals Parkvej, ved de ikke.

- Vi er jo gamle, så måske er vi ikke levende, når lejligheden i Vanløse er reetableret, så vi har besluttet at have fokus på vores nye midlertidige hjem, ellers bliver det fire lange år.

Og det er de små ting, de savner.

- Jeg havde et lille Irmabæger med Irmapigen på, som jeg købte for 30 år siden. Det var perfekt til kaffemål. Det savner jeg hver dag, fortæller Bente, der nu bruger en ske, når hun laver kaffe.

Hun savner også sin cykel.

- Jeg stillede den på hjørnet op ad en muren, da der aldrig var plads i cykelstativerne, fortæller Bente, der derfor også mistede cyklen under branden.

Nu låner hun en cykel af en veninde. Det er dog ikke det samme, da hun, som gigtpatient, skal have en lettere- og gerne en el-cykel.

Og det er et held, at Lasse stadig lever.

Vejret var strålende, Lasse tog en middagslur, og Bente var gået ned i Grøndalsparken for at læse.

- Jeg sad i Grøndalsparken og læste det sidste kapitel af Morten Papes bog "Ruiner", mens min lejlighed brændte til ruiner, fortæller Bente, der efter hun havde læst bogen færdig, var på vej hjem igennem Grøndalsparken, da hendes overbo ringede og fortalte, at huset brændte, og at alle var evakueret.

- Jeg hørte en udrykning, men jeg er vant til udrykninger, så jeg tænkte ikke mere over det, fortæller Bente, der med det samme ringede til Lasse, da hun havde talt med overboen. Lasse tog dog ikke telefonen, og da hun kom hen til politiafspærringen, fik hun at vide, at alle var evakueret.

- Jeg sagde til betjenten, at min mand lå og sov i lejligheden, og at han skulle tage min nøgle, løbe hen til lejligheden og hjælpe ham ud. Men han holdt fast i, at alle var evakueret.

Alt imens vågnede Lasse i lejligheden. Han havde ikke hørt telefonen, som lå i et andet lokale. Han bemærkede dog en mærkelig bumpende lyd.

- Jeg råbte: Er det dig skat. Og da Bente ikke svarede, så jeg ud af vinduet og bemærkede, at der var meget tåget udenfor. Jeg kunne ikke forstå, at der var så tåget, og da jeg gik over til den anden side af lejlilgheden, var det helt klart, og her så jeg, at ilden havde fat i tagryggen på den anden side af gården.

Pludselig hører han telefonen ringe.

- Det var Bente, men da branden var så langt væk, tænkte jeg, at jeg havde masser af tid. Jeg var slet ikke nervøs, indtil jeg åbnede døren ud til opgangen og så brændende træ falde ned fra loftet.

Ilden havde allerede fat i taglejligheden. Deraf den bumpende lyd.

Ude på Godthåbsvej insisterede Bente på, at Lasse sover i deres lejlighed, alt imens at politiet insisterede, at alle er evakueret.

Retrospektivt er Lasse og Bente sikre på, at politiet gjorde det for ikke at skabe panik, for da Lasse var på vej ned, kom der nemlig en brandmand løbende op ad trappen.

- Da jeg vidste, at jeg risikerede at få brændende træ i hovedet, tog jeg Bentes cykelhjelm på.

- Da jeg går ned af trappen kommer en brandmand. Han tager fat i mig og siger: - Kom så. Vi løber.

Jeg fortryder, at jeg ikke tog Bentes smykkeskrin med, da jeg er sikker på, at jeg var kommet sikkert ud alligevel. Men var der gået fem til ti minutter mere, var jeg brændt inde, siger Lasse.

Og Bente savner sine smykker.

- Jeg plejer at have en speciel halskæde på, jeg havde fået af Lasse eller et smykke, jeg havde arvet fra min mor. Men fordi jeg lige havde været i bad, og jo bare skulle ned i parken, havde jeg intet på, fortæller Bente, hvis eneste smykke, er hendes vielsesring.

Bente og Lasse er ikke bange for, at deres nuværende lejlighed eller kommende vil brænde, da de nægter at tro på, at noget så vanvittigt kan ske igen. Dog så får Bente flashback, når hun hører udrykningskøretøjer eller taler om branden.

- Det er også rart at få talt det igennem igen og igen, siger Bente.

- Noget af det eneste, vi har købt er en mælkekande, siger Bente og hælder mælk i den kaffe, der nu endelig er blevet færdig. Vi savnede en mælkekande, da vi bruger mælk i kaffen. Vi savner også vores bøger.

I lejligheden i Vanløse havde Lasse og Bente omkring 800 bøger. Nu har de otte bøger, som Lasse har købt på et loppemarked.

Bogen som Bente læste var på hendes mobil.

- Det eneste, vi har, er min cykelhjelm, hinanden og alle minderne, siger Bente. Ja, vi har heldigvis stadig minderne, siger Lasse og ser kærligt på Bente.