Sundhed: Flere og flere patienter må gå forgæves, når de skal hente deres medicin på landets apoteker og hospitaler.

Årsagen skyldes forsyningssvigt også kaldet restordre, som er når medicinalfirmaerne ikke kan eller vil levere nok kemikalier i tabletform til patienterne.

Tal fra Danmarks Apotekerforening og fra hospitalssektoren viser, at antallet af medicin i restordre har været støt stigende siden 2015. Det har derfor ikke noget at gøre med de forsyningsproblemer, der er inden for mange områder som følge af coronapandemien og krigen i Ukraine.

Hvilket også Lægemiddelstyrelsen har bemærket.

- Vi har konstateret en mindre stigning i antallet af leveringssvigt det seneste år, lyder det fra sektionsleder Lone Stengelshøj Olsen i Lægemiddelstyrelsen.

Men på trods af stigningen indenfor de seneste syv år, kan Lægemiddelstyrelsen ikke sige noget om det, mener Lone Stengelshøj Olsen og fortsætter:

- Der er dog på ingen måde tale om en alarmerende udvikling. Vi ved, at antallet af leveringssvigt fluktuerer over tid, og pt. kan vi ikke sige noget om, hvorvidt der er en særlig trend, fortsætter hun.

I øjeblikket er næsten 3 procent af alle medicinpræparater i Danmark i restordre,  og ved nogle af de præparater findes der ikke et "oplagt alternativ" til, som det bliver defineret.

Det får Mireille Lacroix alarmklokker til at ringe. Hun er næstformand i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og praktiserende læge.

- Det er præparater, der virkelig ikke må gå i restordre, der gør det nu. Når én patient ikke kan få sin medicin, er det én for mange. Det svarer lidt til, at alle kikkertoperationer mod galdesten gik i restordre, så nu kan vi ikke tilbyde vores patienter den behandling, siger Mireille Lacroix.

På hjemmesiden restordre.dk kan man læse hvilke præparater, der er gået i restordre, og eventuelle alternativer til dem, og hvilket der ikke har  et "oplagt alternativ".

Senest er det vanddrivende middel Furix i de høje doser blevet ramt. Det bruges ofte ved nyresvigt - og det er et af de midler, som ikke har et oplagt alternativ, fortæller Henrik Birn, der er professor og overlæge på nyreafdelingen i Aarhus.

- Det er meget problematisk. Furix er et vigtigt præparat, der typisk gives i høje doser til mennesker med nyresvigt, siger Henrik Birn.

Ikke desto mindre er forsyningssvigt sjældent meget sundhedsalvorligt. Selvom der på papiret ikke er noget direkte alternativ til Furix-tabletter med stor dosis, betyder det ikke, at patienter med nyresvigt går ubehandlet. Der er nemlig mulighed for anden behandling, men den er både "dyrere, mere besværlig og tidskrævende", siger Henrik Birn.

- Nogle af vores patienter, skal tage 1000 mg Furix dagligt. Med de piller, der er tilgængelige nu, skal de tage 25 piller i døgnet, hvor de før kunne nøjes med to. Det er muligt, men bestemt ikke hensigtsmæssigt, siger professoren.

Årsagerne til forsyningssvigt er mangesidige og komplekse, og omfanget af problemerne er svære at få konkrete data på. Nogle gange er der tale om decideret medicinmangel på verdensplan og andre gange lokale leveringssvigt af kort varighed.

Sagen er, at forsyningsproblemer kan opleves på mange niveauer. Borgeren kan komme ned på apoteket og opleve, at det konkrete lægemiddel er udsolgt på det konkrete apotek. Det kan være til gene for den enkelte borger.

- Patienterne bliver jo snotforvirrede. Lige pludseligt skal de tage flere piller, anden medicin og nogle skal måske igennem et længere behandlingsforløb end de plejer med eksempelvis nye kontroller og flere blodprøver, siger Mireille Lacroix.

I nogle tilfælde betyder det, at patienten kan få den medicin de plejer, men til en væsentligt højere pris. Det så vi for eksempel med lægemidler mod knogleskørhed, som pludseligt blev ti gange dyrere end normalt for et par år siden.

- Forsyningssvigt gør både patienter og os fagpersoner nervøse. Medicin er lige som alt andet behandling i Danmark – og det skal der altså være styr på. Det giver stor utryghed, at selv de helt basale præparater kan gå i restordre, siger Mireille Lacroix.

Det er umiddelbart ikke en ny problemstilling. Forsyningssvigt af medicin har eksisteret i årevis som et mindre problem i vores sundhedsvæsen, men siden 2019 har problemet været kraftigt stigende.

Blandt har man tidligere set eksempler på, at patienter et helt år, ikke kunne få creme mod hæmorider på grund af forsyningssvigt.

I øjeblikket der er næsten 550 præparater, der i følge Lægemiddelstyrelsen i restordre, og de  I følge Lægemiddelstyrelsen er der af de 15 tilfælde var der ikke et oplagt alternativ.

Udover på Furix, som er på listen, er et andet ofte anvendt injektionspræparat mod akut allergisk reaktion også gået i restordre og det har heller ikke et direkte "oplagt alternativ". I stedet skal lægerne give forskellige andre typer medicin eller mindre effektive piller, for at gøre det samme som den Furix kan gøre.

Det kommer altså til at skabe en form for domino-effekt, der vælter den ene medicin-variant efter den anden.

- Der er ofte præparater, som man kan udskrive i stedet for, men da de bliver brugt i mindre grad i Danmark, vil de formentligt hurtigt også gå i restordre. Det resulterer altså i en slags domino-effekt, siger Mireille Lacroix.

Problemet skyldes i alt sin enkelhed alt for lidt medicin - både i Danmark og resten af verden. Derfor kan problemet umiddelbart ikke løses uden et større indgreb i verdensfordelingen af medicin - men man kan forebygge det i Danmark

Som man måske kan fornemme, er der ingen lette løsninger på restordreproblematikken, men lige nu er der problemer, som man måske godt kunne løse, mener både Henrik Birn og Mireille Lacroix.

Lægerne kan i nogle tilfælde bestille alternativer til en medicintype i restordre hjem, hvis man kontakter Lægemiddelstyrelsen. Men det er langsomt, ineffektivt og uholdbart, mener Henrik Birn.

-  I den ideale verden havde vi i Danmark øje for, når et medicinsk præparat gik i restordre, så man hurtigt og effektivt kunne bestille nye alternativer hjem til hele landet, siger professoren.

Derudover skal vi i Danmark i større grad sikre, at basale præparater ikke går i restordre, mener både Henrik Birn og Mireille Lacroix.

- Hvis man sammenligner med vacciner, så sikrer EU i større grad, at vi har de vacciner, der skal bruges. Medicin er mindst lige så vigtigt, og det kan ikke passe, at der er nogle helt basale præparater, som vi ikke kan få fat i. Særligt når det nu har været et problem i godt fire år, og det kun vokser sig større, siger Mireille Lacroix.

Den sidste problem, som Mireille Lacroix kommer med et løsningsforslag til, er, at definitionen af, hvad der er kritiske lægemidler ikke er fastlagt centralt, og derfor er det svært for virksomheder og apoteker at vide, hvilke lægemidler de skal være særligt opmærksomme på.

- Man kunne lave en liste over præparater, som vi ikke mener, skal gå i restordre. Det er mig bekendt, ikke noget man har gjort i øjeblikket, siger hun.

Siden problemet blev større i 2015, har der dog været enkelte tiltag fra Lægemiddelstyrelsens side, som i 2020 gjorde restordreproblemet til en af sine topprioriteter.

I 2021 blev der nedsat et råd, som skulle skabe et fælles billede af forsyningssituationen og sikre bedre information til patienter og læger - hvilket affødte en hjemmeside, som læger kan bruge.

Den store løsning på problemet, er der ikke kommet endnu, og umiddelbart kan vi forvente at forsyningssvigt er et problem, der er kommer til at vare ved længe.

Gas: Europa ånder - en smule - lettet op, efter at der torsdag morgen igen begyndte at flyde gas gennem gasledningen Nord Stream 1.

Den 1.200 kilometer lange gasledning, der løber fra Rusland til Tyskland, er blevet vedligeholdt i løbet af juli og har derfor været midlertidigt lukket i 10 dage.

I mellemtiden har industrien og erhvervslivet i Europa holdt vejret. Under nedlukningen har der hersket usikkerhed om, hvorvidt det statsejede russiske selskab Gazprom ville åbne for gassen igen.

I juni sænkede Gazprom mængden af gas gennem ledningen med 60 procent, og fra i dag flyder der ifølge DI Energi fortsat 40 procent gennem Nord Stream 1. Normalt bliver der dagligt transporteret 170 millioner kubikmeter gas via ledningen.

Branchedirektør i DI Energi Troels Ranis har tidligere udtalt til Avisen Danmark, at vi står på randen af en europæisk gaskrise - og selvom vi er tilbage på niveauet før nedlukningen, er situationen fortsat "meget alvorlig".

- Ingen tvivl om det - men det giver os mere tid til at få fyldt de europæiske gaslagre, som endnu ikke har nået målsætningen om at være 80 procent fyldte. Det er afgørende for, at vi kan komme sikkert og trygt gennem den kommende vinter og garantere forsyningssikkerheden i hele Europa, siger Troels Ranis.

Gassen er også fortsat meget dyr, forklarer Troels Ranis. Det er desuden stadig vigtigt, at vi sparer på den.

- Usikkerheden er enorm; der kan blive skruet yderligere ned, der kan blive lukket helt. Der kan også komme mere gas, siger branchedirektøren og tilføjer:

- Det er stadig en alvorlig situation, og der er brug for at spare på gassen. Men markedet fungerer, nødplanerne er ikke trådt i kraft endnu. Dét i sig selv er et lille positivt signal i en svær tid.

Onsdag præsenterede EU-Kommissionen sit gas- og energiudspil "Save gas for a safe winter", hvor den foreslår EU's medlemslande at skære gasforbruget med 15 procent fra august til marts næste år.

- Rusland afpresser os. Rusland bruger energi som et våben, sagde formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen ifølge DR ved onsdagens præsentation.

Ursula von der Leyen meddeler, at et mindsket gasforbrug kan bringe os sikkert gennem vinteren. Hvis forslaget bliver godkendt, vil det i første omgang være frivilligt for medlemslandene - EU kan dog gøre aftalen bindende, hvis der opstår en nødsituation.

Troels Ranis ser positivt på kommissionens forslag om at sænke gasforbruget på tværs af Europa.

- Hvis vi kan reducere efterspørgslen på gas med 15 procent, står vi et meget mere robust sted i forhold til importafhængigheden fra Rusland - og det er godt for Europa og Danmark, siger han.

I Danmark er cirka 50 virksomheder kategoriseret som ubeskyttede, hvis der på grund af en nødsituation skulle opstå et helt eller delvist gasstop.

Det er virksomheder som Arla, Danish Crown, Novo Nordisk og Carlsberg, der de seneste måneder har  forberedt sig på at skulle finde alternativer til gas som for eksempel oliekedler eller elektrificering.

Carlsberg Group oplyser i et skriftligt svar, at deres "bryggeri i Fredericia kører på naturgas og biogas, men er gjort klar til at køre på olie, skulle det blive nødvendigt." En overgang til olie vil "isoleret set" ikke have indflydelse på priserne på deres produkter.

Flere virksomheder fra byggebranchen herunder Randers Tegl, Strøjer Tegl og Rockwool er også at finde på listen.

Hos Randers Tegl er man afhængig af gas i produktionen, fordi der skal temperaturer på over 1.000 grader til fremstilling af tegl - det kan man ikke opnå med hverken olie eller elektricitet på nuværende tidspunkt.

Administrerende direktør i Randers Tegl Thomas Piper oplyser, at man "følger situationen tæt", og at virksomheden i forvejen er i fuld gang med at frigøre sig fra russisk gas.

- Vi er i gang med at omlægge produktionen til LPG-gas (flydende gas, red.), som ikke kommer via rørføring med derimod med tankbiler, som bliver sendt ud til de enkelte teglværker, siger han og tilføjer, at de allerede har stillet om ved det første teglværk i Gandrup nord for Aalborg.

Randers Tegl har desuden teglværker i Tjele ved Viborg og Hobro.

- De næste teglværker vil følge fra august og henover efteråret, siger Thomas Piper.

Ifølge brancheforeningen Danske Tegl er 5 ud af i alt 13 danske teglværker på listen over ikke-beskyttede virksomheder.

Administrerende direktør Gitte Krusholm Nielsen forklarer, at det altså ikke vil påvirke hele den danske teglbranche, hvis et gasstop indtræffer.

Desuden er værkerne - i tråd med Randers Tegl - godt i gang med omstillingen.

- I løbet af sensommeren er der ikke nogle danske teglværker, der længere er afhængige af Putins gas, siger Gitte Krusholm Nielsen og tilføjer:

- Alle på listen blev informeret i marts om, at de var på listen, og at de skulle gøre sig umage med at imødekomme situationen. Værkerne har arbejdet intenst på at gøre sig fri af russisk naturgas, så de omstiller til andre brændsler.

Ifølge direktøren har de få værker, som endnu ikke er omstillet, 72 timer til at reagere, hvis der opstår et pludseligt gasstop.

Ukraine: Det er snart fem måneder siden, at Rusland indledte invasionen mod Ukraine, truede med at erobre hovedstaden Kyiv og hurtigt indtog store områder i både det sydlige og østlige Ukraine.

Siden midten af maj har konflikten mere eller mindre stået stille på landkortet.

Men snart bevæger krigen sig ind i en ny fase på to fronter: En genoptaget russisk offensiv i øst, hvor målet er Donetsk-regionen, samtidig med en ukrainsk modoffensiv i syd.

Det fortæller Claus Mathiesen, der er militæranalytiker, lektor ved Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattaché i Ukraine, som følger udviklingen i krigen nøje.

Rusland annoncerede i maj en storoffensiv i øst, trak sine soldater ud af store områder i nord, og siden da har hverken Ukraine eller Rusland gjort store, territorielle fremskridt.

- Det, der er blevet erobret under den her meget voldsomt annoncerede offensiv fra øst, er ikke overvældende meget. Rusland har gjort et stort nummer ud af, at de – som de selv beskriver det – har ”befriet” Mariupol og hele Luhansk-regionen, siger han.

Men størstedelen af de områder af Luhansk-regionen, der er tale om, understreger Claus Mathiesen, var enten allerede en del af de russiskbesatte områder i Østukraine før invasionen 24. februar, eller også blev de lynerobret i løbet af krigens første uger, mens der var stor opmærksomhed om forsvaret af Kyiv.

- Og i syd har ukrainerne mere stilfærdigt iværksat en række mindre modangreb og har også formået at trænge russerne lidt tilbage. Men selvom der har været voldsomme kampe – især i øst men også i syd – så har det ikke ændret meget på landkortet, fortæller Claus Mathiesen.

Hvad der derimod ikke har spor af stilfærdighed, er de to krigende parters retorik om, hvad deres næste skridt bliver.

Mens Rusland har taget en operationel pause efter at have indtaget Luhansk-regionen i øst, har præsident Vladimir Putin advaret om, at landets ”særlige militære operation”, som invasionen må omtales i Rusland, ikke for alvor er begyndt endnu.

- Pausen kan lige så vel have haft til formål at sende et signal om, at Rusland altså har mere krudt i bøssen og vil sætte ind på det næste projekt, som jeg formoder er erobring af Donetsk-regionen, siger Claus Mathiesen.

Samtidig har den ukrainske forsvarsminister, Olekseii Reznikov, fortalt den britiske avis The Times, at man vil indlede en modoffensiv i den sydlige del af landet med en million soldater, hvilket man i militære kredse, ifølge Claus Mathiesen, er enige om er et urealistisk antal.

Men hvorfor taler Ukraine så åbent om sine militære planer?

- Når man fører krig, virker det jo ganske rigtigt ikke særligt smart at melde højtideligt ud om, hvad man vil gøre, for man mister overraskelsesmomentet, medmindre man ender med at gøre noget helt andet. Jeg tror, det drejer sig om, at man har behov for at vise, at man ikke har tabt initiativet, selvom det går langsomt på landjorden, siger Claus Mathiesen.

Den ukrainske modoffensiv i syd er dybt afhængig af våbenleverancer fra Vesten, fortalte den ukrainske forsvarsminister.

I krigens tidlige fase blev tusindvis af de varmesøgende, skulderaffyrede Javelin-missiler fra USA brugt med stor succes mod russiske kampvogne. Det er dog et andet våbensystem, der har afgørende betydning i den nuværende fase af krigen, lyder det fra ukrainerne selv:

Himars, det mobile amerikanske artillerisystem, der kan sende raketter langt ind over frontlinjen, har ifølge Ritzau ødelagt flere end 20 centrale russiske våbendepoter og kommandoposter. Amerikanerne har onsdag  lovet en leverance på yderligere fire styk.

Claus Mathiesen fremhæver tre centrale forskelle fra almindelige raketsystemer til Himars: De kan ramme mål i en radius af 80 kilometer, de er GPS-styrede og dermed mere træfsikre, og de er højmobile, så køretøjerne hurtigt kan skifte position og undgå at blive ramt af russiske kontraangreb.

- Især at ramme ammunitionsdepoterne er en vigtig succes for ukrainerne, for vi ved, at russernes overlegenhed i mængderne af artilleri og ammunition har presset ukrainerne i øst, siger Claus Mathiesen.

Når ukrainerne ødelægger russiske ammunitionsdepoter, har russerne selvfølgelig mindre at skyde tilbage med, men lige så vigtigt er det, ifølge Claus Mathiesen, at det tvinger russerne til at gøre sig overvejelser om deres hårdtprøvede logistiksystemer.

- Enten må de sprede ammunitionen, så det ikke er nemt at få ram på meget på én gang. De kan også trække det længere væk fra fronten, hvilket i logikkens verden lyder som en enkel løsning, men praktisk er det ikke helt så enkelt, siger han.

Pludseligt bliver der nemlig meget længere fra lager til affyring, der kan opstå forsinkelser, lastvogne kan rammes undervejs og jo længere de skal køre, jo større risiko er der for, at de kan blive ramt af ukrainske angreb.

- Det er en stor udfordring, som mange tvivler på, om russerne kan løse på kort tid. Og man siger – med rette – at et velfungerende logistiksystem har lige så stor betydning for, om man kan vinde en krig, som at man kæmper godt ude i de forreste linjer, siger Claus Mathiesen.

Hvis næste fase i krigen i Ukraine består af en russisk offensiv i øst og en ukrainsk modoffensiv i syd, vil Claus Mathiesen særligt holde øje med, om russerne har haft tid til at indrette et effektivt forsvar i syd og har overskud til at flytte styrker fra øst for at besvare ukrainernes modoffensiv.

- Det bliver også interessant at se, hvordan Ukraine vil gribe et angreb mod en by som Kherson i syd an, hvilket jo må komme. Der står ukrainerne jo i den bizarre situation, at de skal angribe en ukrainsk by, siger han.

Når der er tale om en by med ens egen befolkning, kan man ikke gå til opgaven med samme skånselsløshed, som russerne gjorde det i for eksempel Mariupol, forklarer han.

- Der har de smadret alt og alle med deres artilleri, og det kan altså ikke retfærdiggøres, når man vil befri sine egne indbyggere. Det er jeg spændt på at se, hvordan man vil gribe an, og jeg ved, at befolkningen i byer som Kherson formentlig af samme grund er blevet opfordret til at søge væk, siger Claus Mathiesen.

Overfor det står en række russiske afstemninger, man først varslede i maj, men siden udsatte til september, om hvorvidt regioner som Kherson og Zaporizjzja skal være en del af russisk territorium.

- Jeg tror også, de varslede afstemninger er en del af årsagen til, at ukrainerne har annonceret modoffensiven. Det er et forsøg på at forpurre Ruslands plan om at gennemføre afstemningerne, fordi de – selvom de er ulovlige – skaber en yderlige kompliceret situation, siger Claus Mathiesen.

Hautacam, Frankrig: Vi er to kilometer fra målstregen. Spiderman, tæskestive franskmænd uden særlig meget tøj på, en kvabset herre klædt ud som politistripper og hundredvis af andre står og brøler. På hvem, ved de ikke endnu, for signal har man ikke på toppen af bjerget. Til gengæld har man en nærmest aggressiv energi af eufori, som er skabt af mange timers venten, bagende sol og en hel masse bajere.

Den lange række af tilskuere bliver brutalt delt i to af gendarmer på hylende politimotorcykler.

- ALLEZ, ALLEZ, ALLEZ, råbes der, og bag viftende flag og knyttede næver kommer en cykelrytter frem med et ansigt af smerte.

Han er klædt i gult. Han kommer fra Hillerlev i Thy. Han er i gang med at vinde Tour de France.

Fem minutter senere står der en skaldet mand ved navn Daniel Steen og mærker tårerne trille ned ad kinderne. Han har lige set Jonas Vingegaard køre over målstregen på Hautacam - 26 år efter at han oplevede Bjarne Riis gøre det samme.

- Det er historisk. Det er historie. Jeg stod bare og græd, mens jeg råbte alt, hvad jeg kunne. VINGEGAARD. KOM SÅ VINGEGAARD, genfortæller Daniel Steen, mens han står i målområdet med sin 10-årige søn Marius på skuldrene.

Far og søn er begge iført stramtsiddende cykeltøj og er godt røde i ansigterne.

De skulle have været i Italien. Ligget ved en pool og drukket god vin i Piemonte. I stedet er de kørt til Pyrenæerne og cyklet 20 kilometer op ad en hård stigning uden særlig mange forsyninger. For at se, om Jonas Vingegaard kunne finde på at gøre det. Angribe. Cementere sin gule trøje.

- Det var episk. Og jeg bliver simpelthen så rørt. For jeg cykler selv mountainbike, og jeg ved, hvor mange timer han har måttet sidde i den saddel for at blive så god, siger Daniel, der til dagligt arbejder i et leasingfirma.

Han er langtfra den eneste dansker, som Jonas Vingegaard har rørt. For længere nede ad bjerget står der masser af mænd, kvinder og børn i rød-hvide-trøjer, som er blevet suget ind i en fælles fortælling. Nogle har været her i over 24 timer for at få de bedste pladser. Andre er kørt 2200 kilometer i en elbil. Og nogen har gamblet og bevæget sig til midten af bjerget med madforgiftning i systemet.

Hør her, hvad i alverden de alle sammen har tænkt på.

En halv times tid før Jonas Vingegaard kommer klatrende med en halsende Tadej Pogacar bag sig, ligger Ole Pagh-Schlegel med røven i vejret på midten af asfalten. Med kridt er den 35-årige mand i gang med at tegne et hjerte med de to cykelstjerners navne i.

10 meter fra vejen - i bjergskræntens grønne græs - sidder it-specialisten Magnus Høirup under en parasol og observerer sin vens tegnearbejde. Han interesserer sig ikke så meget for cykling, men er taget med til Frankrig, fordi “han har hørt, at der en fed stemning på bjerg-etaperne og mange unge mennesker, der drikker bajere”.

Ole har været her før. I 1996 - da han var en lille dreng - stod han med sin familie for foden af Hautacam og så, Bjarne Riis drive gæk med de andre. Han husker, at de alle fløj ind på en lille bar, hvor de så resten af etapen på et lillebitte fjernsyn.

- Det er et minde for livet. Og kort tid efter begyndte jeg selv at cykle, siger Ole, der til dagligt arbejder i Bolig- og Planstyrelsen og mener, at det står skrevet i stjernerne, at Vingegaard skal gøre ham kunststykket efter.

Magnus lunter ned fra sin trone på skrænten. Han bekræfter, at der er fed stemning på bjergetaperne og humle nok til alle. Men begge de to venner er lidt pressede i dag.

De fik madforgiftning for to dage siden, fortæller de, og der er blevet udpeget en hovedmistænkt.

- En skinke i bilen. Vi har ikke haft nogen køler, siger Ole og mumler, at det værste er over.

- Men jeg har da lige orienteret mig derover bag træerne. En nødplan.

Vores snak afbrydes af en fransk mand, der har fundet et radiosignal på sin gamle transistor. Vingegaard og Pogacars navne råbes igen og igen.

- Pogacar er styrtet. Og Vingegaard har ventet på ham, fortæller han på engelsk.

Både Ole og Magnus lyser op i store smil.

- Han er så fed man.

Jonas Vingegaards jordbundne personlighed er også en del af forklaringen på, at mange danskere er blevet ramt af gul feber.

Det mener i hvert fald Anne Skarequist og Astrid Kristensen. De sidder op ad en halv meter høj stenmur 3-4 kilometer nede ad bjerget og læser Weekendavisen.

- Det er så fascinerende med et sådant menneske, der virker så sympatisk og rar og ydmyg, samtidig med at han kører i toppen i et af verdens hårdeste cykelløb, siger Astrid, som bliver suppleret af sin veninde:

- Jeg er virkelig glad for, at jeg er voksen nu og ikke i 90’erne, for jeg synes den her generation af danske cykelryttere er så meget mere tiltalende. Jeg er overhovedet ikke nationalistisk anlagt, men jeg bliver det 100 procent af alt det her, siger Anne, der har en blå “Alting kan ske”-cykelhat på.

Lyden af en harmonika og fransk fællessang fungerer som baggrundsmusik. Overfor de to danske kvinder sidder 30 franskmænd ved et langt træbord, foran et lille stenhus. De spiser ost og pølse og synger kærlighedssange, mens en af dem hiver og trækker i harmonikaen.

Anne fortsætter med at forklare:

- Med Bjarne Riis og alle dem var det altid så seriøst. Rivaliseringen med Rolf Sørensen og alt det der var så tåkrummende. Nutidens ryttere virker bare til at have det sjovt og være gode venner alle sammen.

Nye venskaber blandt tilskuerne er også blevet skabt under årets Tour de France. Johannes Bakker fra Aarhus tog herned sammen med sin kæreste, og nu er de en gruppe på otte, der følges ad i rødt og hvidt.

De er kørt hele vejen i en elbil, og han lukker tungt og teatralsk sine øjne, da jeg spørger, hvor lang tid det tog.

- Rundt regnet to døgn. Og det var mere af nød, end det var af lyst, siger han.

Til gengæld får de meget igen. Historier, som de kan fortælle børnebørnene en dag.

- Det handler om at jagte øjeblikket, siger hans nye ven Emil Salskov fra Odense.

- Jonas Vingegaard, der vinder etapen i dag, det er da sådan en oplevelse, hvor man altid vil kunne sige: “Vi stod på bjerget”.

Mange kilometer længere nede ad bjerget står Dennis Rasmussen, en anden odenseaner, som har været på Hautacam siden onsdag eftermiddag. Han forsøger at sætte ord på den samme tematik. Hvorfor er det så stort, at der er en dansker i gult?

- Det handler om, at man føler, at man er en del af noget, der er større end en selv. Det er identitetsopbyggende, siger den 44-årige mand, der til dagligt er skolelærer.

En sankt bernhardshund kollapser foran øjnene på os. Den lægger sig ned på den stejle asfalt med tungen ud af munden og vil ikke gå en meter længere. Om det er derfor, at Dennis vælger de ord, som han gør, ved jeg ikke. Men han siger i hvert fald:

- I vores egen selvfortælling er vi jo underdogs. Vi er en nation med 5,5 millioner mennesker, og når Jonas Vingegaard fra Thy så pludselig står på tronen, bliver vi stolte. Og genkendte. Så kommer udlændinge pludselig hen og hilser på os med dannebrog.

Og torsdag aften står Vingegaard på tronen af Tour de France. I gult på toppen af Hautacam. På danskernes bjerg.