Paris, Frankrig: Han løfter løvebamsen og ryster på hovedet. Tager en dyb indånding foran Triumfbuen. Tv-seere fra op mod 190 forskellige lande glor på ham, titusindvis af mennesker i Paris råber på ham.

Men han ser ud, som han plejer.

Sådan lidt sky for verden. Rørt. Den bette knejt fra Thy, far til Frida, kæreste med Trine. Nu også Tour de France-vinder.

Jonas Vingegaard har forført det meste af Danmark. Ikke kun med sine tråd og sin sejr i verdens største cykelløb. Også med sin personlighed. Ord som “stille”, “ydmyg” og “jordnær” bruges i flæng, men ét prædikat indkapsler tilsyneladende alle hans karakteristika:

“Jysk”.

I hvert fald langs vejene på Tour-etaperne, overalt hvor jeg har spurgt, i Danmark, i Pyrenæerne og i Paris, har der lydt forskellige versioner af samme sang.

- Han er bare så dejlig jysk.

Som en 30-årig it-konsulent ved navn Stephan Tordal Larsen sagde til mig på bjerget Hautacam:

- Han har fanget hele Danmark med sin jyskhed. Min farmor elsker ham, fordi han ikke er en pralrøv.

Eller familien Obelitz-Allingham fra Lyngby, som jeg møder på en mark uden for Rocamadour:

- Vi er ikke selv jyder, men Vingegaard har bare det der totalt afslappede jyske overskud. Han er verdensmand på den fede måde.

Men hvad er det egentlig, folk siger, når de forbinder det at være fra Jylland med at være et “roligt gemyt”? Hvorfor elsker vi, at Jonas Vingegaard ikke råber ud over hustagene, at han er verdens bedste? Og kan cykelstjernens facon blive trendsættende?

De spørgsmål stiller Avisen Danmarks udsendte reporter til høj og lav i Frankrigs hovedstad, der søndag blev overtaget af vikinger i dannebrogsfarver og Tour-gult.

Hele Champs-Élysées er et stort mylder af gult, rødt og hvidt. Her møder man danskere i alle former og størrelser. Tanktop-tonsere med Red Bull i hånden. Champagnepoppende skjorteriddere. Bøllehat-klædte festbavianer med medbragte højtalere og hæse stemmer.

Børnefamilier med campingstole og madpakker. Kvinder med gule kjoler og vikingehjelm. De kongelige. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i en krøllet, kortærmet orange sommerskjorte. Og en masse andre politikere, der vil stjæle Tourens rampelys.

Anita Rath - en 39-årig læge fra Horsens - er en del af festen. Det samme er ni andre fra hendes familie.

Normalt er hun tvangsindlagt til Tour de France. Manden ser cykelløbet med så høj volume, at hun ikke har noget valg.

I år har det været anderledes. Anita har ikke kunnet lade være med at følge med, og det skyldes danskeren i gult.

- Han er bare så almindelig. Hele historien med at han stod på fiskefabrikken og nu står på podiet. Det giver sådan en følelse af, at det kunne være sket for din nabo. Eller dig selv. Det er inspirerende, siger den lyshårede kvinde, mens hun sipper til en cappuccino.

Hvad er det ved ham, du godt kan lide?

- Han er meget jysk. Han er ydmyg og tager en dag ad gangen. Han taler ikke om sig selv. Han præsterer bare. Og så har han sin familie ved sin side. Tilsammen gør det, at han virker enormt rodfæstet og sikker på sig selv, siger Anita.

Men kan man ikke også vende den til noget negativt? Er det ikke er lidt jantelovsagtigt, at vi har en dansker, som er verdens bedste i sit felt, men ikke tør at sige det?

Lægen fra Horsens tænker et par sekunder og får et forsigtigt smil på læberne. Det minder lidt om Vingegaards.

- Jo, det er måske rigtigt. Og jeg er meget imod janteloven. Men Vingegaard er heller ikke bange for at sige, at han tror på sig selv. Han jubler bare ikke, før bolden er i mål.

Et andet steder i folkefesten bliver Vingegaard kaldt for “en god ambassadør for Jylland”.

- Han stopper og venter, når modstanderen styrter. Han lader sin hjælperytter snuppe sejren i enkeltstarten. Han virker bare som en gedigen god fyr. Helt nede på jorden. Meget, meget jysk, siger 50-årige Diana Reuther fra Greve, som er koordinator i et rengøringsfirma.

Her bør det understreges, at yours truly selvfølgelig ikke propper ord i munden på folk, som franskmændene propper lever ned i halsen på deres foie gras-ænder. Jyde-markørerne er mit Voldemort - jeg nævner det ikke.

Men det gør alle andre. Og jeg er ikke den eneste, som har bemærket det. Det har sprogforsker Michael Ejstrup også. Han sidder hjemme i Danmark og ser sidste etape af Tour de France i fjernsynet, men over telefonen forklarer han, at “Jonas Vingegaard opfylder alle vores profetier”.

- Vi har jo meget gamle traditioner for, hvordan vi beskriver hinanden. Københavnerne er hurtige og smarte, men de er ikke særlig venlige. Jyderne er tilbageholdende, men de er socialt behagelige, siger Ejstrup og punkterer straks fordommen.

- Men det passer ikke. Søde og rare mennesker findes i hele Danmark. Og det samme gælder popsmarte.

Alligevel er der nogle reelle forskelle fra Vestjylland til Nordsjælland, fortæller han. Og det kan stilles simpelt op:

- I Nordsjælland må du godt bo i et hus til 10 millioner og have fire BMW’er. Det må du også i Vestjylland, men der må du ikke tale om det.

Hvorfor er de fleste i landet så enige om at prissætte Vingegaards karaktertræk? Det er de - siger Michael Ejstrup - fordi vores kulturarv stadig er præget af janteloven:

- Sådan er vi. Generelt er vi ikke dem, der råber højest eller synger for, når vi er i udlandet. Vi kan til gengæld godt lide, når man er helt igennem stilfærdigt dygtig.

Værdier som ro, fred, fordragelighed og eftertænksomhed er på mode, mener sprogforskeren. Buzzwords for reklamebureauerne, når de skal promovere områder som Thy. Og måske vil Vingegaard gøre den tendens endnu mere tiltalende:

- Jeg tror, at han er en god ambassadør for Jylland.

Den tese må testprøves i Paris’ danske folkehav, så jeg indstiller fordomskompasset efter dét, der ser mindst jysk ud: En fyr med rød-hvid paryk, solbriller, dannebrogsflag som kappe og stilkeglas med boblende væske:

Rasmus Andersen er 23 og fra København. Han og vennerne var til vinsmagning fredag aften, da de spontant besluttede sig for at køre til Paris. Nu har de en pose fyldt med champagne og et lille døgn i Frankrig, før de kører hjem igen.

- Stemningen var god. Og så tænkte vi bare: vi gør det sgu, siger Rasmus, der også har taget et stort truthorn med.

Han er ikke i tvivl om, at han ville fejre det lidt anderledes end Jonas Vingegaard, hvis han nogensinde vandt Tour de France.

- Non-stop-fest, siger han, mens vennerne griner.

Men de har også alle sammen respekt for "det rolige gemyt", siger de med stemerne fyldt med kærlighed.

- Det er fantastisk med sådanne nordvestjyder. Vi er bare ikke ens. De er nede på jorden, vi er sådan lidt mere oppe at ringe. Han kommer jo fra epicenteret af jantelov. Men på en måde er det også meget cool: Han vinder det hele, men vi behøver ikke at tvære det ud i fjæset på dem.

Kan det få dig til at revurdere noget omkring dit temperament?

Fnis omkring ham, men Rasmus tager spørgsmålet seriøst,

- Ja, måske. Hvis man er god nok til noget, så behøver man ikke sige det. Det kunne der sgu godt være noget om.

Klokken 20:39 får Jonas Vingegaard mulighed for at sætte ord på sin triumf. Kulminationen på tre ugers slid i verdens hårdeste løb, en livslang drengedrøm. En barndom fyldt med nederlag på cyklen, som var alt for stor til den lille dreng. Tårerne i Tivoli.

Solen hænger lavt over Triumfbuen bag ham, mens hele verden lytter. Men Jonas siger ikke meget om sig selv.

Han takker ASO for at bringe Touren til Danmark, han takker sit hold, han kalder sin hjælperytter Wout van Aert for den bedste i verden. Han takker sine modstandere. Trækker lidt i den gule Jumbo Vista-trøje. Stopper lidt brat.

Vinker igen og teger endnu en dyb indånding. Den bette knejt fra Thy.

Arbejde: Det lyder jo egentlig dejligt. At kunne gå på selvfinansieret pension som 40-årig, hvis man har lyst til det.

Eller måske bare som 65-årig, hvis du er 30 år i dag og først har udsigt til at komme på folkepension som 73-årig.

Og det er der flere danskere, der har tænkt sig at gøre.

Pensionskommissionen vurderede i maj, at en større del af befolkningen fra årgang 1990 og frem vil gå på ”selvpension”, efterhånden som folkepensionsalderen sniger sig hen over 70 år.

Men nu kommer flere eksperter med en advarsel.

Det er en tendens, der - hvis den griber om sig - kan true den danske velfærdsmodel.

Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, understreger, at folk har ret til at gøre, hvad de har lyst til. Men for samfundet kan det blive dyrt, hvis vi i fremtiden ser mange trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet for egne penge.

- Vores velfærdssamfund bygger jo på, at du betaler skat, når du er i den erhvervsaktive alder og i arbejde. Det finansierer velfærdsydelser i sundhedsvæsenet, børnepasning, ældrepleje, uddannelse og overførselsindkomster. Og det er klart, hvis folk trækker sig tilbage og ikke arbejder længere, så kommer der ikke nær så mange skatteindtægter i kassen, siger han.

For selvom der også betales skat af aktieafkast, udbytte og aktiesalg, som ofte er en forudsætning for meget tidlig tilbagetrækning, så står det ifølge ham slet ikke mål med de mistede skatteindtægter fra almindeligt lønarbejde.

- Skatteindtægten vil være noget lavere. Selvfølgelig betaler man udbytteskat hen ad vejen, men når vi taler om en realisationsbeskatning, hvor du først betaler skat i det øjeblik, du sælger dine aktier, så er der reelt en lavere beskatning, siger Lars Andersen.

Så når folk, der lever på en sten, sparer penge op og investerer i aktier, de kan leve for, hvis de går på pension som 40-årige, siger: ”Hov, vi betaler jo altså også skat af vores aktier”, så kan det altså ikke svare sig, skattemæssigt - i forhold til at gå på arbejde?

- Nej, det kan det søreme ikke, siger han.

Bo Sandemann Rasmussen, der er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, er enig i betragtningerne. Det er fair, at den enkelte indretter sit arbejdsliv selv, tjener penge, sparer op og kan gå på pension, når det virker passende.

- Problemet opstår, når de målt over hele livet kommer til at tjene mindre, end de ellers ville have gjort, så de betaler færre skatter. Dermed er de i mindre omfang med til at finansiere velfærdssamfundet, siger professoren.

Derudover kan der, hvis mange går tidligt på pension, blive problemer med at holde velfærd som skoler, børnehaver, plejehjem og sygehuse kørende af en anden og simpel årsag.

- Det har selvfølgelig en negativ indflydelse på arbejdsudbuddet, hvis folk trækker sig tidligt, siger Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Direktør i Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, Jesper Bo Jensen peger desuden på, at Europa i de næste mange år formentlig vil opleve en massiv mangel på arbejdskraft. Den udvikling vil blive forstærket, hvis flere vælger at gå tidligt på pension, og det vil presse vores nuværende velfærdssamfund, vurderer han.

- Strukturen i den socialdemokratiske velfærdsmodel er truet. I mange år har vi dyrket velfærdssamfundet, men det behøver ikke vare evigt. Vi kan gøre tingene på en anden måde. Ligesom vi har set de sidste mange år, hvor pensionister er nødt til at passe sig selv, medmindre de er rigtig dårlige.

- Engang kunne pensionister få hjemmehjælp hver dag. Det samfund er forsvundet, fordi vi nu har for mange gamle, og vi vil have endnu flere i fremtiden. De, der arbejder, er ikke interesserede i at betale 70 procent i skat for at få det til at hænge sammen, siger Jesper Bo Jensen og konkluderer:

- Hvis man i fremtiden gerne vil serviceres, kan man få meget brug for sin egen opsparing eller støtte fra familie og venner.

Men man kan også gribe udfordringen an på en anden måde.

Ifølge Bo Sandemann Rasmussen er det virkelige ”problem”, at vi i Danmark har opbygget en universel velfærdsmodel, hvor alle har adgang til at blive passet i børnehaven, undervist i folkeskolen, uddannet på et universitet eller en erhvervsskole og tilset på sygehuset, hvis der er brug for det.

Det uanset om man efterfølgende bidrager til samfundet gennem et langt arbejdsliv eller ej.

- Men bryder man den kontrakt og siger, at man ikke vil arbejde i 45 år, som andre måske gør, men trækker på de ydelser alligevel, betaler man ikke tilstrækkeligt tilbage til velfærdsstaten, siger han.

Derfor kunne man, selvom det er en svær øvelse, gøre adgangen til de offentlige serviceydelser betinget af, at man er på arbejdsmarkedet et vis antal år. Så kunne man møde de selvpensionerede i døren med en dankortautomat og bede dem betale en del af gildet selv, forklarer han.

- Det ville gøre det sværere at lave det nummer, fordi i dag kan de jo sagtens kan gøre det vel vidende, at de kan få behandling i det danske sundhedsvæsen, hvis de bliver syge, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Så længe langt de fleste danskere opfører sig nogenlunde ens og har et langt arbejdsliv, er den nuværende model dog fin, lyder vurderingen. Men kommer der et brud på den sociale kontrakt, bliver det svært at få det offentliges penge til at række.

- Det er hårdt at sige, at de, der trækker sig tilbage, ikke må det. Det er jo deres egne penge, de går på pension for. Problemet er bare, at de formentlig forventer samme adgang til de offentlige serviceydelser, som jo forudsætter en skattefinansiering, de ender med at levere mindre til, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Hillerslev, Thy: Fra bakken ved Bromølle er der, trods udsigten, nærmest uendelig langt til Col du Granon, hvor den gule feber begyndte at stige.

Den dag på Hautacam blev distancen til Hillerslev meget kortere. Og når Macron vil snakke med en dreng fra Mælkebøttevej, så skælver jorden under et lille samfund, der ellers mest er kendt for at hente noget af Danmarks fineste kalk op fra undergrunden.

For nu er Jonas Vingegaard blevet et symbol på det råstof, som kan komme ud af gode gener, en strid vestenvind og en ukuelig vilje. Nok har han vundet i gult, men Hillerslev har fundet guld.

Fortællingen om en knægt, der aldrig vandt det mindste på vejen op, men alligevel snuppede det største ved Triumfbuen, er vævet af de tråde, som eventyr normalt spindes af - nu bare i lycra - og står skarpt som det største, der er overgået Hillerslev, siden stedet første gang blev omtalt for 791 år siden i Valdemar Sejrs jordebog.

Og havde mor Karina ikke insisteret på, at Jonas skulle blive ved, den dag han havde tabt lysten, så kunne fortællingen om Hillerslev som et landbosamfund, hvis storhedstid var forbi, blot have føjet endnu flere kapitler til en nedadgående spændingskurve.

Men hvad gør det ved et lille samfund, at have leveret verdens for tiden bedste cykelrytter?

Avisen Danmark tog til weekendfejringen af Vingegaard i Hillerslev. En fejring, der ligesom i eventyrenes verden varede over to dage.

Gennem de seneste uger har Hillerslev været på den anden ende. Da den gule trøje var i hus, begyndte borgere at bemærke folk, der tog selfies foran byskiltet. I hele fjernsynets levetid er det aldrig blevet til så mange tv-minutter for Hillerslev, som nu.

Sågar har der været udenlandske medier på egnen, hvilket aldrig er set før.

I Dagli'Brugsen bemærker uddeler Ole Pedersen, at før kunne man kun snakke om vejret. Nu snakkes der cykelløb. Byen har fået et ekstra samlingspunkt.

- Det giver et vist selvværd for os allesammen. Når alle kender ham eller hans forældre, så skal der ikke så meget til, før at man føler, at man selv har været med til at gøre ham god, bemærker Ole Pedersen.

Med hjælp fra Facebook blev der kaldt til samråd om fejringen, og i løbet af få dage, kom en folkefest på benene.

Det er Mikkel Aggerholm, der har været tovholder. Han er en af dem, der efter at have studeret i Aarhus er rykket tilbage til Thy, og her i barndomsbyen tror han ikke, at Hillerslev har været bevidst om, at byen har manglet et fælles samlingspunkt.

- Hillerslev bliver jo både fjalede og stolte over det her, men her får vi et fælles midtpunkt, så vi får lyst til at give den gas, siger Mikkel Aggerholm, der også tror, at Tour-sejren kommer til at mærkes dybere:

- Før var vi stolte af vores brugs og privatskolen, men nu er vi en landsby ud over det sædvanlige.

Hovedpersonens egen far, Claus Vingegaard Rasmussen, der fulgte festen lørdag, udtrykker det sådan her over for Avisen Danmarks udsendte:

- Det har i hvertfald fået Hillerslev på landkortet nu, kan man sige. Det er helt vildt, den opmærksomhed, der har været på Hillerslev i de her dage, og jeg tror, det er super fedt.

Eller som Ruth Kragh, der har boet en menneskealder i sognet, konstaterer:

- Før sagde vi, at vi kom fra nærheden af Thisted. Nu ved de, hvor Hillerslev er.

Der er mange gange Tour de France tilbage i Jonas Vingegaards ben, og her i Hillerslev håber de, at fejringen kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed i et samfund, hvor den hidtil sidste byfest blev holdt for flere år siden.

Om Hillerslev kan levere endnu et sæt gode ben af den kaliber, er der næppe den store chance for, men fejringen har alligevel et sigte i den retning.

- Hvis vi laver noget fedt for forældre og børn, og viser dem hvad fankultur er, så kan det være, at børn, der ikke dyrker idræt, får lyst til at være med, forklarer Mikkel Aggerholm.

Bakken ved Bromølle, eller Lossepladsbakken, som den også bliver kaldt, har altid været små bens skræk. Så stejl, at det er nemmere at hoppe af cyklen og trække op, end det er at forsøge sig i pedalerne. Fra nu får den et mytisk skær.

Flere ved fejringen kan huske, når Claus kom cyklende med Jonas, der var så lille og spinkel, fordi de skulle træne på nærområdets stejleste stigning, og de husker, hvordan den lille dreng trampede i pedalerne.

Sådan en historie kan ingen stå for.

Måske bliver Lossepladsbakken lidt nemmere at bestige på den tohjulede for områdets yngste i fremtiden?

"I løbet af et minut var stuen fuld af mennesker, der stod rundt om hans seng. To af dem gik i gang med at genoplive ham, min store dreng, som var ved at forsvinde ..."

Sådan fortæller Carolyne Kaddu Rasmussen i sin nye bog "Hovedet i himlen og fødderne på jorden", som hun har skrevet i samarbejde med Rikke Finland.

Carolyne Kaddu Rasmussen er mor til komikeren Melvin Kakooza, som i 2021 blev opereret for en tumor i hjernen. Og hvad ikke mange vidste dengang var, at den populære komiker kort efter operationen var døden nær.

I det hele taget er der meget, som mange ikke ved - både om Melvin Kakooza og hans mor.

Men med den nye bog - der udkommer 16. august - i hånden kan enhver dykke ned i Carolyne Kaddu Rasmussens kontrastfyldte liv.

Et liv, der rummer barske fortællinger om at være underernæret, være på flugt, være tæt på døden, finde kærligheden, vinde tv-priser og være mor til en landskendt komiker og yderligere fire børn.

Ordene "Hver dag vågner du op til en ny chance" er de første i Carolyne Kaddu Rasmussens bog. De står helt alene på en side. Intet andet. Som mejslet ind i papiret.

Sætningen skal, sammen med evnen til bryde ud i latter, vise sig at være et bærende element i Carolyne Kaddu Rasmussens fortælling om livet, som hun kender det.

- Jeg siger altid, at jeg har to valg. Jeg kan sætte mig ned og være opgivende og tænke, at tilværelsen har været så hård. Eller jeg kan vælge at sige: "Godt, så har jeg været dét igennem. Hvad har jeg så lært og hvordan kan jeg komme videre", forklarer Carolyne Kaddu Rasmussen.

I sin bog beretter hun blandt andet om, hvordan hun som femårig kom på kostskole hos katolske nonner i Uganda.

På den tid var Idi Amin-regimet ved at overtage landet. Mange nonner måtte snart flygte fra kostskolen, og kun få blev tilbage for at passe på børnene, der efterhånden sultede og blev syge. Herunder også Carolyne Kaddu Rasmussen, hvis forældre og to brødre allerede var flygtet fra Uganda - uden hende.

Hun er var efterladt og døden nær.

- Det endte med, at jeg blev fuldstændig underernæret og led af hungersnødsygdommen "kwashiorkor". Jeg så akkurat ud som de børn, man ser i medierne, med udspilet mave og afmagret krop, forklarer Carolyne Kaddu Rasmussen.

Det er stærke billeder, der sætter sig på nethinden, når hun beretter om sin barndom. De ligner intet, som kan minde om en dansk opvækst i 1970'erne, og alligevel sidder hun her ved cafébordet og virker nærmest mere dansk end så mange andre danskere.

I dag bor Carolyne Kaddu Rasmussen i et parcelhus i Vejle sammen med sin mand, Jan, og det yngste af deres fem børn. Hun er glad for livet og har rent arbejdsmæssigt fundet sin rette hylde som sygeplejerske på asylcentret i Jelling.

Men hun lever med en bevidsthed om, hvor vigtigt det er altid at være parat til at omstille sig, hvis tilværelsen slår nogle skarpe sving.

Hun er selv blevet slået ud af kurs og har måttet gemme sig og flygte. Men hun har også fundet styrken til at rejse sig igen, finde den rette sti at følge og træde frem på den store scene.

- Min bog er en fortælling om, at der altid er håb, på trods af alt det, vi går igennem i vores liv. Min farmor, som har haft stor indvirkning på, hvordan jeg anskuer livet, har lært mig at være stærk. Hun sagde altid: "Nu har du slået dig og har fået knubs, men op med dig. Op med hovedet!".

Hendes farmor var, hvad Carolyne selv kalder "ekstremt fattig". Men hun havde ifølge Carolyne Kaddu Rasmussen en sund stolthed. "Bare fordi jeg er fattig, skal jeg ikke gå og ligne en, der er død eller lade verden se ned på mig," citerer hun sin farmor:

- Men hun var samtidig ydmyg. Og så var hun fyldt med gode morale-historier, som ikke altid var helt pædagogiske at fortælle til små børn.

Carolyne Kaddu Rasmussens ansigt lyser op i et stort smil ved tanken om farmorens vilde beretninger om løver, der æder børn, og en hovmodig, rig mand, der måtte se sig slået af en fattig mand i pjalter.

I bogen fortæller hun blandt andet sådan her om livet hos farmoren:

"Der var højt til himlen og ubetinget frihed, når vi var hos farmor. Og samtidig var alt hos hende så groundet, som det overhovedet kunne være. De bare fødder på jorden, bålet, historierne og urterne i haven, der kunne kurere alt fra forkølelse til malaria".

I perioder boede Carolyne Kaddu Rasmussen hos sin farmor i hendes primitive og spartanske hjem sammen med hønsene i Kibwa, helt ude i den ugandiske bush.

Men hun blev også sendt til sin mormor, der modsat farmoren hørte til landets velhaver-borgerskab. Her var hun omgivet af fint porcelæn, en stuepige og ikke mindst skarpe blikke.

Først i en alder af 10 år flyttede hun tilbage til sin mor, far og to yngre brødre. Hun vidste, at hun var elsket, men følte sig alligevel som en outsider, fordi hun havde boet langt væk fra dem så længe.

Som 18-årig blev hun atter sendt hjemmefra. Igen skulle hun bo hos farmoren og siden hos mormoren.

Hun var blevet gravid med en ung mand, som hun ikke skulle være sammen med, og det var alligevel for skamfuldt for forældrene at lade naboerne se, at deres datter var blevet gravid i så ung en alder. For i deres samfundslag var man veluddannet og levede efter vestlige standarder.

Herfra rullede Carolyne Kaddu Rasmussens liv sig mere og mere eksplosivt ud.

Hun blev gift med en højtstående parlamentariker, der måtte flygte fra landet, og en svoger blev skudt i hjemmet, mens den højgravide Carolyne Kaddu Rasmussen og hendes snart treårige datter gemte sig i stuen. Og så var der rejsen til et nyt kontinent - og hjemland, nemlig Danmark, hvor hun og deres nu to børn blev genforenet med den nu landflygtige ægtemand, hvis sjæl var stærkt lemlæstet.

Med fire børn under armen måtte Carolyne Kaddu Rasmussen flere år senere igen bryde op og finde nye veje. Hun og hendes mand mand blev skilt. Men hun havde før prøvet at være alene med sine børn, og hun klarede det igen. Danmark var samtidig blevet en del af hende, og hun en del af Danmark.

- Danmark er blevet mit moderland nu. Og Uganda er mit fødeland, det er dér, jeg har mine rødder. Jeg tror på, at hjem sagtens kan være mere end et sted, lyder det fra Carolyne Kaddu Rasmussen, der både har boet i Kibwa, Nairobi, Kampala, Mombasa, Nakuru, London, Svendborg, Fredericia og nu Vejle.

Hun betegner sig selv som en nomade. Altid klar til at rykke teltpælene op og starte på en frisk et nyt sted. Det er bare sådan, det er.

Snakken ved cafébordet i Vejle bringer os rundt i verden, men altså også forbi de tungere emner - som døden og det at føle sig forladt.

Men derfra er der alligevel ikke langt til, at vi fra tid til anden slår over i latter. Især når Carolyne Kaddu Rasmussen fortæller sjove episoder fra sit liv, hvor alvoren ellers ikke er til at tage fejl af.

For Carolyne Kaddu Rasmussen er latteren meget mere end latteren selv. Den er hendes medicin.

Er det måske sådan, at jo værre man har haft det - jo højere er man nødt til at grine?

- Ja, lige netop. Spot on. Man skal ikke tage sig selv så alvorligt. Nogle af de ting, jeg har oplevet, har været så grumme, at det eneste, der er tilbage, er at grine. Det er det, jeg har kontrol over. Man kan tage alt fra mig, men ikke min latter. Det er et valg, jeg har truffet. Jeg skal kunne grine. Når man har overlevet det, som jeg har, så må man gerne være glad og grine. Det vil jeg gerne give mig selv. Det er min medicin.

Latteren blev dog sparket til hjørne i starten af 2021:

"Jeg sad ved siden af i min morgenkåbe og i hans alt for store klipklapper og bad til Gud om, at han ikke måtte dø fra os. Jeg har aldrig bedt så intenst til Vorherre".

Sådan lyder fortsættelsen om den tid, da sønnen Melvin Kakooza var døden nær. Udadtil fik pressen at vide, at Melvin havde haft en godartet hjernetumor, indadtil var sagen en anden.

- Det var en frygtelig tid. Alt var slukket inden i mig, og der var absolut ikke plads til latter, forklarer Carolyne Kaddu Rasmussen.

Hele den følelsesladede fortælling om sønnens vej tilbage til livet kan læses i hendes bog.

Men den fortæller også om hendes tro på Gud, det at tro på sig selv, tilgivelse, forståelse, racisme, børneopdragelse, kulturforskelle, medmenneskelighed, jantelov, rugbrødsmadder og rockere.

Carolyne Kaddu Rasmussens kop med kakao er tom, og ligeså er min caffe latte. Men alligevel er bægeret godt fyldt op, krydret godt med latter og humor.

- Solen står altid op i morgen, og så kan du vågne op til en ny og bedre version af dig selv. Det er noget, jeg selv tænker meget på, og det er noget af det, som jeg har givet videre til mine børn, siger hun.