Hjerte: Du glemmer sikkert ikke billederne af Christian Eriksen, der falder om og ligger livløs på græsset i Parken. Det var 12. juni 2021, Danmark spillede sin første kamp under EM, og hele landet boblede af forventning. Og så dør vores bedste spiller lige dér i det 43. minut. Teknisk set.

Når regnebrættet gøres op her et år efter, er der ingen tvivl blandt eksperter: De billeder og det chok, der er gået ud til millioner af mennesker, har haft en uvurderlig betydning, der går langt ud over Danmarks grænser. En af verdens førende eksperter i genoplivning, Frederik Folke, siger det sådan her:

- Jeg er ret sikker på, at de afledte effekter af Christian Eriksens hjertestop allerede har reddet liv, siger Folke, der er professor i kardiologi og livredning på Københavns Universitet og forskningsleder ved akutberedskabet i Region Hovedstaden.

- Det er ikke første gang, man ser en sportsstjerne falde om i en livetransmission, men Eriksens hjertestop er formentlig det mest eksponerede hjertestop nogensinde, fordi der var hundredvis af millioner, der så kampen, siger han.

Den direkte adgang til massive folkemængder betød, at flere blev opmærksomme på, hvor vigtigt det er at handle hurtigt, hvis nogen falder om med et stroke eller hjertestop. Logikken er, at når så mange flere har søgt ny viden, har meldt sig som hjerteløbere og har handlet, så er der også nogle af dem, som har gjort en forskel og har reddet et liv. Jo flere, der ved, hvad der skal gøres, jo flere overlever.  Og det har haft stor betydning langt uden for Danmarks grænser:

- Der bliver talt om den her episode Jorden rundt mellem forskere, ambulancereddere og lægmænd. Det hører jeg, når jeg er på kongresser i udlandet, siger Frederik Folke og forklarer hvorfor, Eriksens hjertestop har haft så stor betydning:

- Det var en opvisning for hele verden i at handle på den rigtige måde. Alvorligheden blev hurtigt erkendt, og der blev handlet hurtigt med hjerte-lunge-redning og brug af hjertestarter. Det er basale ting, som vi godt ved i forvejen, men i Eriksens tilfælde blev det tydeligt for alle, hvor godt man kan komme over et hjertestop, hvis der reageres rigtigt og hurtigt.

- Allerede få timer senere, kunne man se Christian Eriksen give thumbs up på Twitter, og nu spiller han på landsholdet igen.

Mange er bange for, at et hjertestop fører til alvorlige hjerneskader og handikap, selv om man bliver genoplivet, og den bekymring er reel nok, hvis livredningen ikke bliver sat hurtigt i gang.

- Eriksens tilfælde viser netop, at man kan undgå mén, hvis der sættes hurtigt ind. Vi har meget viden og evidens for, at jo hurtigere, der sættes ind med hjertemassage og stød, jo bedre stillet er patienten i forhold til det kognitive niveau bagefter. Der skal helst sættes ind inden for få minutter, siger han.

Det bliver tydeligt, hvis man ser på en anden toptrænet fodboldspiller, der faldt om med et hjertestop i 2017 under en kamp for det hollandske hold Ajax. Der gik bare alt for lang tid, inden det gik op for Ajax-folkene, hvad der var sket for 20-årige Abdelhak Nouri, og der gik formentlig 10-15 minutter, inden hjertestarteren blev sat på ham.

Han er i dag svært hjerneskadet og har blandt andet mistet sit sprog. Ifølge Frederik Folke er forskellen mellem ham og Christian Eriksen den tid, der gik, inden hjertet blev vakt til live.

Et andet bevis på, at Eriksen-indsatsen var et mønstereksempel for andre, kom fra Global Resuscitation Alliance (GRA), der er et internationalt netværk af akutberedskaber, som arbejder for at øge overlevelsen efter hjertestop uden for hospital. GRA har tildelt det danske landshold en særlig inspirationspris for den måde, hele teamet omkring Christian Eriksen handlede på, da alvoren ramte grønsværen i Parken for et år siden.

Der er også ganske tydelige tal, der fortæller historien om, at den danske befolkning både er blevet mere bevidste og mere klar til at handle hurtigt, når nogen har akutte hjerteproblemer.  I ugen efter Christian Eriksens hjertestop steg søgningen på hjemmesiden hjertestarter.dk med 800 procent i forhold til ugen før.  Og i det hele taget oplevede udbyderne af genoplivnings- og førstehjælpskurser markant flere tilmeldinger i månederne efter Eriksens kollaps.

Den weekend, da Christian Eriksen faldt om i Parken, meldte 702 danskere sig som hjerteløbere. Som hjerteløber får man besked, hvis der er et hjertestop i nærheden, så man kan løbe af sted med en hjertestarter og begynde genoplivningen, inden ambulancen når frem. I dag er der 139.600 hjerteløbere i Danmark, og det er cirka 23 procent flere, der er kommet til siden Eriksens hjertestop.

Grethe Thomas er projektchef hos Tryg Fonden, der står bag hjertestarter.dk og hjerteløber-ordningen, og hun ser også Eriksens hjertestop som en kæmpe inspiration til at gøre noget:

- Vi så Eriksen falde om midt i den bedste sendetid, og vi blev berørte. Og så oplevede vi, at det nytter noget at gribe ind med hurtig hjælp. Det er ting, vi går og siger, men her så vi det i den virkelige verden, og jeg  er ikke et øjeblik i tvivl om, at den effekt, det har haft, betyder, at flere vil overleve hjertestop, siger Grethe Thomas.

Anne Kaltoft er direktør i Hjerteforeningen, og her har man også oplevet et klart før og efter den juni-aften i Parken, da Christian Eriksens hjerte sagde stop i det, som Kaltoft kalder en vigtig øjenåbner for åben skærm.

- Mange blev opmærksomme på, at et hjertestop ikke kun rammer svagelige og ældre personer. Det kan ramme hvor som helst, når som helst og hvem som helst. Og vi så, at det har en effekt, når den kompetente og hurtige hjælp er der, siger Anne Kaltoft.

Tror du, at den nye parathed og bevidsthed har reddet liv?

- Vi har klart oplevet, at danskernes vilje og evne til at hjælpe, hvis nogen får hjertestop, er vokset. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det allerede har reddet liv. Jeg har ikke nogle tal, der beviser det, men jo flere, der gør noget og kan kan noget, jo større er chancen for at overleve, siger hun.

Selv om meget er gået den rette vej, siden Eriksen faldt om i Parken, er vi dog ikke i mål, viser en ny undersøgelse fra Hjerteforeningen. Den viser, at 40 procent af danskerne føler sig "meget dårligt" eller "overvejende dårligt" rustet til at yde genoplivning, hvis en person skulle falde om med hjertestop på gaden.

- Det viser bare, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at sige tingene, for folks bevidsthed om det forsvinder, når der ikke er fokus på det længere, siger Grethe Thomas fra Trygfonden.

Undersøgelsen viser dog også, at 78 procent ville forsøge at træde til efter bedste evne, og det er vigtigt, for den eneste fejl, man kan begå som vidne til et hjertestop, er ikke at gøre noget.

Efterværn: Overgangen fra barn til voksen kan for nogle være svær, og for andre kan den være næsten umulig.

For Thomas De Oliveira var det ikke unormalt, at døren var låst derhjemme, når hans far var på druk eller lå og sov branderten ud. Så måtte Thomas på egen hånd finde et sted at sove, og typisk blev det under trappen eller på legepladsen. Skulle der aftensmad i maven den dag, måtte han selv skaffe pengene, så der var råd til enten kyllingepølser eller hot wings i den lokale Fakta.

Dan han var 10, blev hans verden ændret for altid. Faren forsvandt på mystisk vis, og seks måneder senere blev han fundet død. De tragiske omstændigheder gjorde, at Thomas skulle anbringes, da hans mor ikke var i stand til at passe ham, da hun havde psykiske problemer.

Et kaotisk børne- og ungdomsliv bød til sidst på en anbringelse på en døgninstitution. Det fik Thomas indlemmet i et misbrugsmiljø, hvor han udviklede et massivt alkohol- og hashmisbrug. Med det i bagagen fyldte han 18 år, og så kunne han ikke længere blive boende på institutionen. Det var tid til at stå på egne ben.

Derfor blev han tilbudt et såkaldt efterværn, der skal sikre, at anbragte unge får den nødvendige hjælp, når de som 18-årige skal klare sig selv. I Thomas' tilfælde blev det en kontaktperson to timer om ugen, men det var langtfra nok.

- Jeg stod et sted, hvor jeg havde behov for noget behandling og terapi. Alting var lige pludselig ændret, for selv om jeg ikke fik megen hjælp på institutionen, var der trods alt nogle voksne, man kunne gå til, fortæller han.

- Kontaktpersonen var rar og venlig. Vi spiste burgere eller så en håndboldkamp, og det var ganske fint. Men det var slet ikke tilstrækkeligt, men kan ikke knytte en relation på to timer om ugen, slet ikke når man er et traumatiseret barn, som jeg i den grad var, siger han.

Efterværnet hjalp derfor ikke, og for at frigøre sig fra misbrugsmiljøet flyttede han til en ny by på Sjælland. Men her blev problemet kun værre, for den nye kommune kontaktede ham aldrig om et tilbud om hjælp i form af efterværn, og pludselig stod Thomas nu alene med sine misbrugsproblemer uden nogen at gå til.

- Jeg var i en misbrugståge, og når man er i en situation som min, så råber man ikke om hjælp til fremmede. Det kræver en nær relation, og der skal professionelle voksne til at skabe den relation.

Desværre er Thomas’ historie langtfra enestående.

En ny analyse fra Bikubenfonden viser, at der er store kommunale forskelle på, hvem der får tilbudt efterværn, selv om de unge egentlig er i målgruppen for at modtage den.

Ser man på perioden 2010-2020 har de kommuner, der tildeler færrest efterværn til unge i målgruppen, tildelt det til mellem 12 og 30 procent af de unge. I den anden ende af skalaen har nogle kommuner tildelt efterværn til mellem 85 og 100 procent af målgruppen.

Således er der kommuner, hvor kun lidt over hver tiende får efterværn, og andre kommuner, hvor samtlige unge i målgruppen modtager støtteordningen.

Sine Egede Eskensen, der er direktør i Bikubenfonden og initiativtager til rapporten, mener, at et ordentligt efterværn er en nødvendighed, fordi det har en positiv effekt på uddannelse, indkomst, kriminalitet og sundhed. Og derfor bekymrer det hende, at kommunerne har så forskellige tilgange til efterværn.

- Det er alt for tilfældigt, om man overhovedet får et efterværn. Og de, som får det, har det oftest kun meget kortvarigt, fortæller hun.

Ifølge direktøren handler det ofte om, at kommunerne ser det som en udgift, når der skal gives efterværn. Men i stedet bør man se det som en investering, da analysen viser, at det på langt sigt både kan gavne den unge og samfundet, fordi det blandt andet fører til mindre kriminalitet og arbejdsløshed.

- Helt grundlæggende mener vi, at når vi som samfund vælger at fjerne et barn fra sine forældre, så bør vi også forpligte os til at tage ansvar for det barn, indtil personen ikke har brug for os mere. Og sådan er det ikke i Danmark i dag, siger hun.

Et er, at der er store forskelle, alt efter hvilken kommune de anbragte bor i. Men i alt får kun to ud af tre anbragte unge hjælp gennem efterværnet, når de fylder 18. Samtidig er det for mange en kortvarig støtte, da kun 1 ud af 10 stadig får støtte, når de er fyldt 23.

Derfor blev politikerne i maj 2021 enige om, at der er behov for at nytænke efterværnet, og i løbet af 2022 er det planen, at der skal landes en politisk aftale om efterværn.

Bikubenfonden, Børns Vilkår, Socialpædagogerne med flere er gået sammen i Policy Lab, der arbejder på at forbedre anbragtes unges adgang til voksenlivet. Her mener man, at det bør være en rettighed for udsatte unge at få efterværn. Samtidig bør efterværn udvides til at gælde, frem til de fylder 25 år - med mulighed for at forlængelse til det 27. år, er holdningen.

Hos Venstre og De Radikale er der opbakning til at lave om på det nuværende system, men ikke nødvendigvis præcis som organisationerne foreslår.

- Vi skal kigge på en udvidelse af paragrafferne, så det gælder for en større gruppe af de unge, og så kommunerne ikke er i tvivl om, hvem skal have det. I dag er det alt for tilfældigt, hvem der får efterværn, mener Marlene Ambo-Rasmussen, der er socialordfører hos Venstre.

For hende er det ikke afgørende, om efterværnet gælder, frem til man er 25. I stedet mener hun, at man bør kigge på andre faktorer, når der skal tildeles efterværn.

- Man bør i højere grad se på, om de unge enten er i gang med en uddannelse eller et arbejde, og om de har et sikkerhedsnet i form af et netværk. Så sikrer man, at når de unge er færdige med efterværnet, er der nogle, der tager over, fortæller hun.

Samtidig mener Marlene Ambo-Rasmussen, at kommunerne skal tage et større ansvar, og i stedet for at se efterværnet som en udgift i højere grad bør se det som en investering.

- Vi kan se, at de unge bliver boende i kommunen. Men hvis de ikke får den nødvendige støtte, så ender mange i kriminalitet eller som hjemløse, og så bliver det en endnu større udgift for kommunen, fortæller Marlene Ambo

Hos De Radikale mener man også, at paragrafferne skal strammes op, så kommunerne ikke på samme måde som i dag giver efterværn på forskellig vis.

- For os er det ikke første prioritet at få udvidet efterværnet til 25 år. Det handler om, hvor vi bruger pengene bedst, og der er vores vigtigste fokus de 18-23-årige. Vi mener, at man kan gøre den største forskel hos den gruppe, og om der så skal være mulighed for at udvide for nogle, det må vi se på, fortæller Christina Thorholm, der er socialordfører i Radikale Venstre.

Selv om Thomas de Oliveira i dag er selvstændig med otte ansatte, er der ingen tvivl hos ham: Et bedre efterværn, da han stod alene som 18-årig, kunne have gjort en markant forskel for ham. I stedet skulle det være en brat opvågning, der næsten endte fatalt.

En dag havde han hjemve til vennerne i Jylland, så han startede bilen og vendte snuden mod de gamle kammerater i misbrugsmiljøet. Her mødtes de til det lokale kræmmermarked og festede i ølteltet, men efter markedet satte Thomas’ sig ind i sin bil med en promille på 2,6 i blodet og påvirket af hash.

Han endte med at køre galt og totalsmadre bilen, og det resulterede i, at han røg i koma og på et tidspunkt svævede mellem liv og død.

- Jeg skulle næsten dø, før jeg selv bad om hjælp. Men det blev heldigvis mit livs advarsel, der fik mig på rette kurs.

Den uansvarlige handling fik ham til at indse, at han var nødt til at rette op på sit liv. Og samtidig betalte forsikringen for tre psykologtimer, der blev starten på den intensive terapi, som Thomas i dag stadig går til.

- Selvfølgelig havde et bedre efterværn gjort en forskel. Jeg havde behov for gode voksne relationer, som kunne guide mig gennem livet. Et liv, hvor man ikke tager stoffer, men får sig en uddannelse og et job, i stedet for at være i et misbrugsmiljø.

Han er frustreret over, at man i dag har et mål om at anbringe flere børn og i en tidligere alder, men så snart de fylder 18 år, bliver de sendt videre uden ordentlig hjælp.

- Ikke engang børn, der bor hjemme i en kernefamilie, er klar til at være helt på egen hånd, når de er 18 år. De flytter typisk først, når de er 21-22 år, og så står mor og far stadig klar med en hjælpende hånd. De relationer har vi ikke med os, jeg havde i hvert fald ikke. Og derfor er det så nødvendigt med den rette støtte.

Lad os lige først få på plads, hvad meningen er med, at regeringen arbejder på at lave en aftale med Rwanda om at håndtere de asylansøgere, der møder op ved den danske grænse:

Rwanda-aftalen skal dybest set være en grænsemur opført af embedsmænd, toldere, politi og piloter i stedet for af entreprenører. Og pointen er ikke at bremse asylansøgerne, flyve dem til Rwanda, behandle deres sag der og efterfølgende lade Rwanda håndtere dem, som skal sendes tilbage, og dem, som reelt har asylgrundlag.

Pointen er der i mod at gøre det klart for alle potentielle asylansøgere, at det slet ikke giver mening at søge ly i Danmark, så det kun vil være en ultramikroskopisk og mere end almindeligt uoplyst andel af verdens flygtninge og migranter, der søger mod Danmark. Slutresultatet af en Rwanda-aftale vil ikke være en dansk finansieret flygtningelejr i Afrika med tusinder af beboere, men at flygtningene og migranter i stedet søger asyl i andre lande i Europa.

Det er klart, at det er ikke sådan, Socialdemokratiet sælger valgløftet om et asylsystem uden for Europa. Der handler det om et humanistisk projekt, der skal ødelægge markedet for menneskesmuglere og stoppe den risikofyldte trafik med skrøbelige både på Middelhavet. Og så er det ikke mindst blevet solgt som et projekt, der ikke kiler en modsætning ind mellem Danmark og resten af Europa.

I valgkampsoplægget fra 2018, "Retfærdig og realistisk helhedsplan for dansk udlændingepolitik", skriver S om trafikken over Middelhavet:

"Det er en humanitær katastrofe, der skal stoppes. Vi ønsker et mere retfærdigt asylsystem. Derfor skal Danmark, helst sammen med øvrige EU-lande, oprette et modtagecenter uden for Europa."

Og i regeringens forståelsespapir med Radikale, Enhedslisten og SF er ordlyden:

"En ny regering vil arbejde for et mere humant asylsystem (…) Det vil være en væsentlig prioritet i en ny dansk regerings udenrigspolitik at søge international tilslutning til et fremtidigt og mere humant asylsystem inden for gældende international ret.

Så når Radikales Sofie Carsten Nielsen - lidt før det egentlig var planen - lod sige rive med under et læsermøde på Jyllands-Posten og lancerede en regulær trussel om at vælte regeringen i samme øjeblik, den begynder at flyve asylansøgere mod Kigali Internationale Lufthavn, handler det selvfølgelig om, at Radikale bare ikke vil være støtteparti for sådan en regering, men faktisk også om, at regeringen i hendes øjne forbryder sig mod forståelsespapiret. At der simpelthen er tale om løftebrud.

For hvor er "den internationale tilslutning"? Det er mildest talt ikke lykkedes regeringen at pege på den. I stedet har den direkte kurs mod dansk enegang i konflikt med teksten i forståelsespapiret, men også i strid med Socialdemokratiets eget udgangspunkt - valgløftet i "Retfærdig og realistisk"-planen: "Helst sammen med øvrige EU-lande," som der stod.

Det vi ser nu, er "øvrige EU-lande", der siger "helst ikke!" De kan selvfølgelig godt se, at den danske enegang - der i øvrigt kun er mulig, fordi Danmark har sit retsforbehold i EU - kommer til at ramme dem. At det er dem, de øvrige EU-lande, der skal samle den regning op, som embedsmands-tolder-politi-pilot-muren ved den danske grænse efterlader.

Princippet med at sende regningen videre til de andre EU-lande har længe været et dybt integreret princip i dansk udlændingepolitik - især siden Lars Løkke Rasmussen gjorde Inger Støjberg til udlændingeminister. Hun var - og er - helt åben om strategien: At gøre det så uattraktivt at søge ly i Danmark, at flygtningene og migranterne vælger andre lande. At når EU ikke kan overtales til at etablere Fort Europa, så må konsekvensen for Danmark være, at vi etablerer Fort Danmark.

Det er direkte i modstrid med selv kernen i Danmarks mest EU-begejstrede parti, Radikale. Oven i købet et Radikale, der efter det historisk overbevisende ja i den nyligt overståede folkeafstemning er blevet endnu mere stolte over partiets EU-begejstring. Og derfor slet ikke er i tvivl om, at det er parat til at trække gulvtæppet væk under Mette Frederiksen, hvis hun og hendes udlændingeminister Kaare Dybvad lykkes med at komme frem til målstregen med en dansk soloaftale med Rwanda. Af rent og skært princip. Som en regulær rød streg.

Ikke at det kommer til at betyde noget i virkelighedens verden.

Regeringen vil ufortrødent arbejde videre, fordi den er villig til at tage et valg på en Rwanda-aftale. Og kommer der et valg på en aftale med Rwanda, som overholder internationale konventioner, står dette klart:

Efter valget vil der stadig være et flertal i Folketinget, der vil have en embedsmands-tolder-politi-pilot-mur ved grænsen. Kan der laves en aftale, der overholder internationale konventioner, bliver aftalen til noget - uanset hvad Radikale har af principper og røde linjer. Uanset at partiet faktisk har grund til at føle sig taget ved næsen af en regeringen, der ikke føler sig unødigt bundet af forståelsespapiret.

En god sag at udløse valg på - en dårlig sag at ændre noget på.

Nej. Nu stopper du, Sofie Linde. Du må ikke male flotte, nye og massive gulvplanker blå! Det er synd, underligt. Det bliver grimt.

Nu gik det ellers lige så godt. Lindes ruin af et spøgelseshus på Langeland er endelig ved at forvandle sig fra skrot til sommerhus-slot, og forvandling er næsten altid lig med hygge-tv.

Vi er nogle, der for eksempel godt kan lide at se, når stærkt overvægtige forvandler sig til slanke, sunde og livsglade mennesker a la "jeg tabte 75 kilo, og sådan gjorde jeg det". Eller når folk med håndværkertalent forvandler et gammelt, grimt hus til et moderne, pænt hjem. Der er et før og et efter og en vej derhen, og den vej har det med tryllebinde os. Vi inspireres, fascineres og forestiller os, hvad vi selv ville gøre - og ikke ville gøre. Som at male sine gulve blå.

Serien om Sofie Lindes sommerhus adskiller sig fra så mange andre forvandlingsprogrammer ved at være decideret storslået, og derfor er det ikke så underligt, at netop det er en seermagnet.

Huset midt i landsbyen Snøde er i sig selv storslået. Da Sofie Linde og hendes mand, Joakim Ingversen, købte det, stod det indhyldet i spindelvæv, råd, forfald og aggressive brombær og lignede en snarlig hus-død. Det lignede ikke et "Vennely", som det hedder. Men Sofie så igennem forfaldet, øjnede dets storhed og potentiale og satte sig for at redde det.

Parret købte huset for 695.000 kroner. Et storslået ufornuftigt køb, for huset var i så ringe forfatning, at det som en indtørret svamp stod klar til at suge penge ud af dets nye ejere i mange år. Penge, de næppe får igen ved et salg, for det ellers så smukke Langeland er desværre ikke et hotspot på boligmarkedet - i øjeblikket det stik modsatte.

Derfor er det godt, at Sofie Linde også selv er storslået. Hun æder støt enhver modgang og sine egne gigantiske fejl. Som at hun for eksempel overså, at der er store huller i taget, der er så ringe, at det skal skiftes - hvad der ikke er råd til foreløbig.

Vi kan selvfølgelig ikke vide, om Linde græder ærgrelses-tårer under dynen om natten, men det er opløftende at se hende håndtere fejl og modgang med selvironi, selverkendelse og en insisteren på at beholde sit gode humør. Hun har sin drøm, og den holder hun passioneret fast i.

"Linde på Langeland" er et program om fornuft og følelse. Fornuft, fordi den stort set ikke er til stede, hvilket er fascinerende, for vi er jo alle mere eller mindre programmeret til at skulle opføre os fornuftigt. Følelse, fordi den er her, der og allevegne og har sat kursen for hele projektet. Det er der noget befriende i, for det er også det, der gør, at huset ikke kommer til at ligne alle andre. 

Linde indretter både ude og inde med ting og farver, som gør hende glad og lykkelig, og det er ikke nødvendigvis det, som mange af os - påvirkede, som vi er af markedet - i øjeblikket definerer som moderne og særligt sommerhus-agtige.

"Vennely" og historien om dets renovering er derfor også et bidrag til mangfoldigheden, det personlige og ja, når sidste afsnit sendes på onsdag på TV2, er der et blåt gulv, og det er underligt, men indrømmet: Det er hyggeligt.

"Linde på Langeland". Sidste afsnit sendes onsdag 15. juni på TV2, og kan også ses på TV2 Play. TV2 har for nylig bekræftet, at der kommer en sæson 2.