Boligfinansiering: Et postnummer i et af landets yderområder skal ikke længere være en hindring for, at folk kan få lånefinansieret et boligkøb.

Det vil erhvervsminister Simon Kollerup (S) sikre med en delvis statsgaranti for lån til køb af boliger, der hidtil har været svære at få finansieret.

Loven bag denne statsgaranti vedtages tirsdag af et politisk flertal, som minimum omfatter Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Radikale og Dansk Folkeparti.

- Vi har i alt for mange år haft tilstande, hvor der i vores yderområder har været problemer med at låne til boligkøb. Med en model for statsgaranti sikres denne afbalancering, siger Simon Kollerup.

Statsgarantien omfatter kun en del af et boliglån og kun omfattende boligkøb i områder, hvor lave kvadratmeterpriser er i spil. Det er i kommuner og områder, hvor banker og kreditinstitutter anser et lån for risikofyldt, fordi et senere gensalg anses for at være vanskeligt at gennemføre på grund af beliggenheden.

Nogle kommuner har områder i begge ender af skalaen, de dyrere i og nær centerbyerne, og de billigere i de fjernere og mere øde og tyndere befolkede dele af kommunen. For disse kommuner er der defineret omkring 200 postnumre, hvor problemet er velkendt.

Simon Kollerup siger, at det for ham er en politisk hjertesag at få en ordning, der skaber balance i landet og sikrer lige muligheder uanset postnummeret.

Det skyldes, siger han, at han selv kommer fra et af landets yderste områder, fra Lild. Og nej, det er ikke en tysk supermarkedskædes navn, der er stavet forkert. Det er en lokalitet i Thy, så langt væk fra hovedvejen, at kragerne ville blive forpustede, hvis de skulle flyve helt derud for at vende.

- Danmark er blevet trukket skævt af, at folk ikke har kunnet købe bolig i yderområderne, men har måttet søge ind til de større byområder. Vi skal have et træk i modsat retning, så det unge par kan få deres drømmebolig derude, hvor der er højt til himlen og langt til naboen, siger Simon Kollerup.

Organisationerne Balance Danmark og Landdistrikternes Fællesråd sender begge klapsalver i retning af det flertal, som ved tirsdagens afstemning sikrer statsgarantien.

- Det er et godt forslag. Der er blevet lyttet til vores kritik af, at långivning er afvist ud fra postnummeret. Nu glæder jeg mig til at se effekten af det, siger Balance Danmarks formand Kim Ruberg.

- Det vigtige er, at det ikke skal være boligens placering, der gør, at man ikke kan få et lån. Den slags har vi desværre hørt om alt for mange eksempler på. Det er dejligt, der nu endelig slås et søm i, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Landdistrikternes medlemsskare tæller 30 af landets 34 Venstre-ledede kommunerne. Men selv om de ikke nødvendigvis alle deler formandens tilfredshed, antyder det en afstand mellem i hvert fald noget partiets bagland og dets folketingsgruppe. En af de venstreborgmestre, der bakker lovforslaget op, er Ulrik Wilbek i Viborg.

- Vi dækker et meget stort område med dyre boliger inde i Viborg og meget billige boliger i de ydre områder. Her kender vi udmærket til problemet. Så selv om vi i Venstre ikke er så vilde med, at staten blander sig i for meget, må man en gang imellem også prioritere noget, der er vigtigt. Dette har kommuner som vores efterlyst i mange år, så jeg synes, det er en god ide, der nu bliver gennemført, siger Ulrik Wilbek.

Venstres landdistriktsordfører i Folketinget Heidi Bank mener imidlertid, at der er for mange problemer med den statsgarantimodel, der gennemføres. Blandt andet fordi lånet bliver dyrere for dem, der optager det. Ifølge ministeriets beregninger bliver statens risiko modsvaret af en månedlig merudgift på  225 kroner for et realkreditlån på en million kroner.

Desuden mener Venstre, at ordningen er bureaukratisk tung og administrativt dyr, og at den risikerer at få den modsatte effekt af det, man ønsker.

- Det vil sætte sorte pletter på landkortet, lige som med ghettoerne. Når bestemte områder udtages til statsgaranti, vil det ikke være attraktivt at slå sig ned her, tværtimod. Nogle borgmestre vil synes, det er godt, der sker noget på området, men når man går ned i lovforslagets mange tekniske detaljer og skal finde balancen mellem det positive og det negative, er der for meget, der ikke er godt, siger Heidi Bank.

Også finanssektoren har været og er kritisk indstillet over for lovforslaget.

- Nu bliver det vedtaget, og så skal der ikke være tvivl om, at vi tager det til efterretning. Vi er enige i, at det skal være ens i hele landet. Men vi låner også ud i hele landet, og antallet af realkreditlån er voksende både i byerne og på landet. Undersøgelser viser, at når der gives afslag sker det oftest med baggrund i låneansøgernes økonomiske forhold.

- De få, der får afslag, får det typisk på grund af deres økonomi. Men dårlig økonomi vil også med den forslåede statsgaranti betyde et nej til lån, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i brancheorganisationen Finans Danmark.

Er eksemplerne på låneafslag efter postnummer efter din mening rene vandrehistorier, der er blevet til sandheder?

- Det er her, jeg siger: Kom med de afslagssager, der er, så bærer jeg dem gerne tilbage til banker og realkreditinstitutter, så vi kan se på årsagerne til afslagene.

Netop den manglende viden om det reelle omfang af problemet er en af årsagerne til finansverdenens skepsis.

- Vi mener ikke, der er tale om et stort problem, og netop derfor mener vi ikke, at omfanget står mål med et meget omfattende administrationsarbejde med disse lånesager og dertilhørende ekstraordinær kundevejledning.

- Vi skal også huske på, at der er tale om sager, hvor der er forventet risiko, så vi synes ikke, det er rimeligt med en garantiordning, hvor staten kun hæfter for de 90 procent, mens kreditgiver hæfter for resten. For kreditgiver har også en risiko i forhold til betaling af provision til staten, siger Ane Arnth Jensen.

En af dem, der mener, at det er faktisk forekommende, at det er den geografiske placering og ikke den personlige økonomi, der forårsager låneafslag, er landdistriktsordføreren for Dansk Folkeparti, Mette Hjermind Dencker:

- Der er så mange eksempler i landdistrikterne og på øerne, hvor man ikke kan få et lån på 800.000 kroner, men kan få et på 2,5 millioner kroner inde i byen. Jeg har selv prøvet at få et afslag af den slags, vi taler om her. Jeg bor i Tirstrup på Djursland og fik nej til et lån på under en million kroner. Jeg har en folketingsløn og en god økonomi, så det kunne ikke forklare det, det var boligens placering, siger hun.

Simon Kollerup kender de fleste kritikpunkter, men mener ikke, de er reelle.

- Jeg synes, Venstre vender argumentet på hovedet: Det er nu, vi har et landkort med sorte pletter - dér, hvor huse ikke kan handles, og som nogle steder får lov at stå og forfalde, siger han.

Han køber heller ikke finanssektorens skepsis med hensyn til problemets omfang.

- Det er et problem forbundet med store mørketal, fordi de indgåede låneaftaler registreres, men det gør afslagene ikke.

Ordningen har en foreløbig udløbsdato: om tre år.

- Det er ikke denne ene ting, der vender mange års centralisering; Der er også andre ting sat i gang: udflytning af arbejdspladser og uddannelser, ændret udligningssystem, investeringer i infrastruktur for eksempel.

- Statsgaranti på private økonomiske forhold er et af de tungeste værktøjer, som kun skal anvendes ved virkelig voldsomme problemer. Forhåbentlig vil det en dag slet ikke være nødvendigt. Jeg tør ikke sige, at det er om tre år, men da synes jeg, vi skal vurdere det og beslutte, om det skal stoppe eller forlænges, siger Simon Kollerup.

Gymnasier: I dag er der fire spor på hvert klassetrin på Ringkøbing Gymnasium. De fire spor bliver dog utvivlsomt til tre, som ungdomsårgangene de kommende år bliver mindre. Samtidig oplever gymnasiet - som så mange andre i yderområderne - konkurrence fra gymnasier i større byer i nærheden.

Men en politisk aftale om elevfordeling på gymnasierne i yderområderne kan sørge for, at gymnasiet ikke bliver endnu mindre.

- Med tre spor på hvert klassetrin kan vi godt overleve. Men kommer vi under tre spor, vil det blive meget svært. Man kunne jo risikere, at vi så måtte lukke. Det ville være forfærdeligt, siger Lars Roesen, der er rektor på Ringkøbing Gymnasium.

Derfor er han stor tilhænger af den aftale, som regeringen sammen med SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne sammen indgik sidste sommer. Ifølge ham redder det nemlig hans eget gymnasium fra at blive endnu mindre og i sidste ende måske lukke.

Den politiske aftale går ud på fremover at styre, "hvor mange elever den enkelte uddannelsesinstitution må optage, så uhensigtsmæssig konkurrence om eleverne fjernes. Samtidig gøres små gymnasier i tyndtbefolkede områder bæredygtige, blandt andet ved at indføre minimumskapaciteter", som der står i en pressemeddelelse fra juni sidste år, da aftalen netop var indgået.

Siden blev der i maj i år lavet en tillægsaftale efter krav fra De Radikale, og Dansk Folkeparti har meldt ud, at de ikke længere er tilhængere af aftalen alligevel.

Den del af aftalen, der er blevet debatteret mest, handler dog ikke om gymnasier i landets yderområder. Det er derimod den del, der går på at fordele elever på gymnasier i storbyerne efter forældres indkomst og etniske baggrund. Og det ærgrer indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S), der ser det som sin mission at beskytte de ellers lukningstruede gymnasier.

- Med aftalen sikrer vi, at regionerne får en afgørende rolle, så vi ikke får gymnasier i byerne, der vokser og vokser på bekostning af landdistrikterne, hvor gymnasier risikerer at lukke, hvis ikke udviklingen vendes, siger han til Avisen Danmark.

Man kan dog spørge sig selv - og ministeren - om, hvorfor gymnasierne ikke bare kan få lov til at lukke, hvis der alligevel ikke er tilstrækkeligt mange, der ønsker at tage deres uddannelse der.

- Jeg tror, at de unge mennesker faktisk har en lyst til at være en del af lokalmiljøet og gå på det lokale gymnasium. Jeg tror, det handler om at få brudt en udvikling, hvor gymnasierne i de større byer laver massive reklamekampagner og konkurrerer benhårdt om eleverne. Nogle har på den måde fået held til at starte en udvikling, hvor det bliver det rigtige at flytte væk fra små byer og til de store i stedet, siger ministeren.

Grunden til, at gymnasiernes overlevelse er så vigtig en sag for Christian Rabjerg Madsen, er, at de ifølge ham er ganske afgørende for lokalsamfundene.

- Gymnasierne er fuldstændig afgørende for sammenhængskraften. De gør, at lokale virksomheder har bedre adgang til uddannede. De gør, at der er unge mennesker i byerne. Foreningslivet styrkes, når de unge bliver i lokalområderne. Det liv, de unge bidrager med, er helt afgørende for byer som Lemvig, Ringkøbing, Haderslev, Nakskov og Kalundborg, siger han.

Midt i al snakken om, hvordan aftalen redder en række lukningstruede gymnasier, kan ministeren dog ikke dy sig for at fremhæve Venstre som et parti, der ikke har nogen løsninger på gymnasiernes alvorlige situation.

- Jeg er stærkt bekymret for, hvad det vil betyde for gymnasierne i yderområderne, hvis Venstre får magten. Ellemann har gjort det til en af sine største opgaver at kritisere vores aftale. Jeg mener, at han her indtager rollen som Slagteren fra Nordsjælland, som sender landdistriktsgymnasier på skafottet under parolen om frihed. Det betyder alene, at gymnasierne får lov at lukke og slukke. Han har nul løsninger, lyder det benhårdt fra ministeren og fortsætter:

- Det undrer mig, at en formand for Venstre, der tidligere har været bannerfører for landdistrikterne, nu er blevet en mand for Nordsjælland og vil føre politik, der kan medføre lukning af gymnasier.

Venstre er ganske rigtigt ikke med i aftalen, som regeringen har indgået med en række andre partier. Men kritikken fra Christian Rabjerg Madsen møder ikke just forståelse hos Venstres undervisningsordfører Ellen Trane Nørby.

Partiet ville vældig gerne være med i en aftale om elevfordeling i yderområderne, hvis de kunne få lov. Det ville dog kræve, at man også stemte for elevfordelingen i storbyer - den del, der handler om forældres indkomst og etnicitet - og det kan partiet ikke stå inde for.

- Vi har bedt om, at forslaget blev delt op i to, så man kunne stemme på bydelen og landdelen hver for sig, men det har Socialdemokratiet blokeret for. De har blokeret for, at man kunne få et bredt flertal i Folketinget til at støtte op om elevfordelingen på landet. Derfor er det grundlæggende forkert på en lang række områder, hvad ministeren klandrer Jakob Ellemann-Jensen for, siger ordføreren.

Ellen Trane Nørby fremfører flere eksempler, hvor Venstre har arbejdet for bedre vilkår for gymnasierne i yderområderne. Både da partiet senest havde regeringsmagten og afsatte penge til permanent bevilling til gymnasierne i yderområderne, men også med et forslag til den seneste finanslov, der skulle sikre gymnasierne en bedre økonomi - et forslag, som Socialdemokratiet stemte imod.

- At en minister har behov for at kalde en partileder Slagteren fra Nordsjælland, det, synes jeg, er decideret pinligt. I de 17 år, jeg har siddet i Folketinget, har jeg ikke oplevet en minister kalde andre politikere øgenavne på det niveau. Jeg synes, det er pinligt, og det er et tegn på desperation. Regeringen snakker om, at vi skal have en bedre tone på sociale medier, men det, vi nu oplever, er, at Socialdemokratiet legitimerer en hård tone, når de selv går til angreb på den måde, siger hun.

Tirsdag skal forslaget igen behandles i folketingssalen, og her har Venstre derfor tænkt sig igen at forfølge ønsket om at opdele det i to.

Tilbage i Ringkøbing glædes rektor Lars Roesen over det flertal, der trods alt er med i den politiske aftale. Ikke kun på sit eget gymnasiums vegne, men også for både virksomheder i området og for de unge selv.

Ifølge ham ville en potentiel lukning af Ringkøbing Gymnasium nemlig betyde, at de unge i eksempelvis Hvide Sande ville få 70 kilometer til det nærmeste offentlige gymnasium. Derfor ville det blive en reel bekymring for området, at færre unge ville vælge en gymnasiel uddannelse, hvis Ringkøbing Gymnasium en dag ikke længere var her.

- Det er to forskellige verdener, vi lever i. I København har alle forældre selv gået i gymnasiet. Langt de fleste af vores elever er førstegenerationsakademikere, men vi har også en del førstegenerationsstudenter. Hvis forældrene ikke selv er studenter, og der samtidig bliver for langt til et gymnasium, kan man måske ikke overskue at flytte eller køre en time i bus for at komme i skole. Hvis man derimod kommer fra en familie, hvor alle er studenter, skal man nok sørge for også selv at blive det. Men der skal være lige adgang for alle, siger Lars Roesen.

- Det skal ikke kun være, hvis ens egen familie har en uddannelse, at man skal kunne få det. Alle skal have muligheden. Hvis gymnasier i yderområderne begyndte at lukke, ville man reducere den sociale mobilitet, og man ville måske blive det samme som sine forældre. Men vi har også behov for læger og den slags, understreger rektoren.

Samtidig har området flere virksomheder - eksempelvis Vestas - der har brug for højtuddannet arbejdskraft. Og det er trods alt nemmere at lokke folk til, der selv kommer fra og har gået i gymnasiet i området, end at lokke en læge fra Nordsjælland til Ringkøbing for at åbne egen praksis.

Med den politiske aftale om elevfordelingen er muligheden for god arbejdskraft i fremtiden der trods alt stadig.

- Nu håber vi bare, at forligspartierne står fast, afslutter rektoren.

Penge: Livet er dyrt. De siger det i reklamerne fra Netto - og hvis ikke der var noget om det før, er der noget om det nu. Det er blevet dyrere at leve. Dyrere at tanke bilen, dyrere at købe ind, dyrere at bruge strøm og varme. Men vi får ikke tilsvarende flere penge mellem hænderne.

Så hvordan skal vi nu få råd til det hele?

Jan Holm har et forslag. Han er 48 år gammel, bor i Middelfart og arbejder til daglig i Ørsteds erhvervskundecenter. Men når han har fri, bruger han sin energi på noget særligt.

Hver eneste uge - typisk onsdag og torsdag - sætter han sig ned derhjemme. Han kigger tilbudsaviser igennem fra alle supermarkeder, der ligger i cykelafstand fra hans adresse, eller som ligger på turen mellem hans arbejdsplads og bopæl. Han finder en spiralblok og en kuglepen, og så skribler han ellers løs.

Engang var der gode tilbud til at fylde halvanden side med dem. Nu kan de altid være på en enkelt håndskrevet A4-side. Tiderne har ændret sig - og det samme har mængden af gode tilbud.

- Det er nok mere en oversigt end en indkøbsliste som sådan. Det kom sig af, at når jeg var ude at handle, og jeg stod i Fakta, kunne jeg ikke komme i tanke om, hvad der var på tilbud der. Var det her eller i Kvickly, de havde godt tilbud på smør? Det kunne jeg aldrig huske. Så jeg begyndte at sætte mig ned, når reklamerne kom midt på ugen, for at lave en tilbudsoversigt til mig selv, fortæller Jan Holm.

Listerne har han lavet hver uge i tre år nu. Han køber ikke alt, der står på dem. Men listen bliver lavet, og han tager et billede af den, så han altid kan se på sin telefon, hvor han kan finde de gode tilbud.

- Hvis jeg nu er tæt på et sted, der i den uge har en supergod kampagne med havregryn på tilbud, så giver det jo mening at have listen, så jeg kan huske at købe nogle pakker havregryn med hjem, når jeg alligevel går forbi, siger han.

Også Ida Moesby, der er forbrugerøkonom i Nordea, har en række gode råd til, hvordan du kan spare penge på husholdningsbudgettet.

- Først og fremmest skal man sikre sig, at man ikke får købt mere end det, man har brug for. Sørg for at have styr på, hvad der er i køleskabet og skaberne, så du ikke bare fylder op med noget, du ikke har brug for mere af, siger hun.

Nok er det også en god idé at holde øje med tilbud, og det kan sagtens være på samme måde, som Jan Holm fra Middelfart holder øje med butikkerne.

Men det handler også om ikke kun at købe varer, fordi de er på tilbud. Det er vigtigt både at holde øje med kilo- og literpriser og med vejledende udsalgspris for at finde ud af, hvor godt tilbuddet egentlig er.

Hvis tilbuddet rent faktisk er godt, kan det selvfølgelig være godt at slå til - men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

- Tilbud kan lokke én ud i at købe varer, man ikke har brug for. Det ser vi også med andre varer end dagligvarer - eksempelvis tøj og sko. Hvis man finder et godt tilbud, kan det være godt at slå til. Men tænk også over, hvad du ellers har brug for, siger Ida Moesby.

Typisk er der flest penge at spare på de dyrere varer i supermarkederne som for eksempel kød. Derfor er det et af de mest effektive steder at jagte tilbuddene. Men i disse tider, hvor priser på især animalske varer som kød, æg og mælkeprodukter er steget voldsomt i pris, kan man også overveje helt at udskifte nogle af de ting, man plejer at købe, med andre alternativer.

- Hvis man kigger i frostboksen, kan man finde varer, der ikke er steget så meget i pris. Det gælder blandt andet frosne skaldyr og frosne grøntsager. Det samme gælder drikkevarer og konserves. Derfor er min anbefaling at kigge mere på nogle af de varer, hvis man gerne vil spare penge på madbudgettet.

Anbefalingen med at lave madplaner har du sikkert også hørt før. Men faktisk kan metoden være ganske effektiv - ikke kun for at slippe for at finde på retter dag for dag, men også for økonomien.

Undersøgelser viser nemlig, at vi i Danmark i gennemsnit smider 20 procent af vores mad ud - alt sammen mad, der kunne være blevet spist. Det kan være rester, der bliver for gamle eller mælk, der bliver sur.

Forbrugerøkonomen har på baggrund af de undersøgelser lavet beregninger, der viser, hvor meget en husstand kan spare ved at minimere madspildet.

- Jeg har i min beregning taget udgangspunkt i et madbudget på 3500 kroner om måneden, som er det beløb, danske husstande i gennemsnit bruger på dagligvarer. Hvis man med sådan et budget kan fjerne madspild helt, så kan man spare 700 kroner om måneden. Det er altså en ret stor besparelse hver eneste måned, understreger Ida Moesby.

Og det er netop her, madplanerne kommer ind i billedet. For hvis du planlægger alt, hvad familien skal spise i løbet af ugen, ved du også, hvor meget der skal købes ind af hver enkelt ting - og du kan planlægge retterne efter hinanden, så råvarerne går igen i retterne, og du ikke ender op med en halv pose gulerødder, der ligger og bliver dårlige i køleskabet.

Det kan desuden være ganske effektivt at øve sig i at opbevare madvarerne korrekt - at fryse mad ned i portioner og lægge tingene i køleskabet, så det, der har kortest holdbarhed, ligger forrest.

Og så understreger forbrugerøkonomen, at vi som forbrugere skal huske på, at butikkerne skilter med tilbud for at lokke os hen til dem og lægge vores penge der. Så selvom du kan købe koldskål på tilbud her til sommer, ved butikken godt, at du måske køber kammerjunkere med på samme tid. Og står de til normalpris, har du alligevel ikke sparet mange penge på tilbuddet i sidste ende.

Jan Holm har ikke opgjort i kroner og øre, hvor mange penge han sparer på sit madbudget, efter at han begyndte at lave lister. Men han kan tydeligt mærke, at de har gjort en forskel.

- For tre år siden syntes jeg, at det var supersvært at få økonomien til at strække sig til de sidste dage i måneden. I dag er jeg aldrig bekymret for, om der er nok penge tilbage. Det ekstra råderum har jeg skabt ved at tænke over, hvordan jeg bruger mine penge.

Den tre år gamle metode til at spare på madbudgettet er dog ikke helt nok længere. Også Jan Holm kan mærke, at det er blevet dyrere at leve. Siden årsskiftet har han derfor strammet endnu mere op. Blandt andet spiser han ikke nær så meget kød længere.

Tidligere kunne han desuden finde på at købe visse varer, fordi han havde lyst til dem. Nu køber han udelukkende ind efter, hvad der er på tilbud.

- Hvis ikke der er Nutella på tilbud, er det bare ikke Nutella, jeg skal have, siger han.

TV: Nana er fertilitetslæge og opdager ved en tilfælde, at hun selv er ved at løbe tør for æg. Hun har cirka et halvt år tilbage at blive gravid i, og det er ikke så let, når man ikke har nogen kæreste og har forestillet sig, at det med børn skulle være længere ude i fremtiden.

Heldigvis er klinikkens nabo og nærmeste samarbejdspartner en sædbank, og helt tilfældigt har en ekskæreste, Nana aldrig har glemt, selv om han har været syv år i Guatemala, netop deponeret et indskud i banken.

I en større brandert ender det med, at Nana i al hemmelighed inseminerer sig selv med ekskærestens sæd, men dermed også sit og andres liv med en kædereaktion af større eller mindre katastrofer.

Vi møder Nana i Netflix' nye, danske serie-satsning, "Skruk", som er et både romantisk og morsomt komediedrama, der leder tankerne hen på filmene om Bridget Jones.

Som Bridget har Nana selvironi og taler med sig selv - vi er med inde i hendes hoved. Og hun kæmper også med sandheden. Hun lyver især over for sine patienter, som hun fortæller løgnehistorier om sit eget liv for at indgyde dem tro, håb og selvtillid.

Det er Josephine Park, der spiller Nana, og det gør hun med sans for følelser, små detaljer og komisk timing. Hun er både den ligevægtige læge, der møder sine patienter med faglighed og stor ømhed, men også en lille pige "ude at skide" og i sine følelsers vold.

Udenom brillerer en række andre skuespillere som typer, vi alle kender. Som Jesper Ole Feit Andersen, der spiller der ansvarlige for de såkaldte sædstrå - en opgave han går til med komisk omstændelighed, insisteren og ihærdighed.

Eller som Nanas veninde og kollega Simone (Olivia Joof Lewerissa), der er præcis så hengiven og rap i replikken, som man kun kan være med en nær ven.

Ikke mindst er der dog chefen, spillet af Charlotte Munch, der regerer sin klinik ved at kvæle alle i kærlighed. Hun synes lidt usikker, blid og fokuseret på andres ve og vel, men så alligevel mest på sig selv. En vidunderlig karakter proppet med indirekte komik.

"Skruk" er afslappende underholdning, men vi er langt fra falden-på-halen eller dumsmart komik. Derimod er vi med inde, hvor der er hjerte, genkendelighed og vedkommenhed.

Vi kender typerne, vi forstår de følelser, der er på spil, og vi kender mange af hverdagssituationerne. Som den uendelige venten på, at kaffeautomaten får spruttet færdigt, eller apotekermanden, der har så mange spørgsmål, at ens forsøg på at handle diskret meget let ender som et fællesanliggende for alle i butikken.

En sjælden gang imellem danser serien på overdrevet, men aldrig så længe og så meget, at den dermed mister sin vedkommenhed.

Man skal ikke se "Skruk" for at blive overrasket - det er let at regne ud, hvad der skal ske. Man skal heller ikke se den i den tro, at den vil ændre ens opfattelse af det ene eller andet eller give en noget at tænke over meget længe.

Man skal se den, hvis man vil hygge sig med en sød historie, komme i bedre humør og nyde noget veloplagt skuespil serveret i et godt tempo.

Hvis man bagefter vil se mere om emnet i en voldsommere og mere dramatisk version, kan man hoppe over på HBO Max og se "Made in Olso", med danske Jacob Cedergren i en af hovedrollen. Det er også en god serie.

Netflix. Komediedrama i seks afsnit. Kan ses fra 7. juni - får global premiere 8. juni under navnet "Baby Fever". Medvirkende: Josephine Park, Olivia Joof Lewerissa, Simon Sears, Charlotte Munck, Mikael Birkkjær, Tammi Øst, Emil Prenter, Thomas Levin, Jesper Ole Feit Andersen, Amelia Høy, Morten Jørgensen, Anne Sofie Wanstrup, Lisa Carlehed. Skabt af Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer. Produceret af Apple Tree Productions.