Opdateret 31.05 klokken 14:01: I artiklen fremgik det oprindeligt, at 17 patienter skulle have søgt erstatning ved Patienterstatningen. Tallet er retteligt 14.

Amputationsskandalen: Jørn Ranners tør ikke vente længere. Sidste gang han væbnede sig med tålmodighed, endte han med at få amputeret sit ene ben.

Nu frygter han, at hvis han ikke selv tager handling, så ender han i graven, før han får svar på spørgsmålet, der rumsterer i bageste del af hovedet:

Kunne jeg have beholdt mit venstre ben?

Derfor har den 81-årige mand fra Malling nær Aarhus nu taget sagen i egen hånd: Ligesom 13 andre i regionen har han valgt at rejse en sag om erstatning ved Patienterstatningen, selvom Region Midtjylland langt fra er færdig med at kortlægge, hvilke patienter der gemmer sig bag de hårde facts i den opsigtsvækkende analyse, der sidste måned kortlagde amputationsskandalen.

En skandalesag, der dækker over en mangelfuld behandling på regionens karkirurgiske afdelinger gennem de seneste ti år, og som formodes at have kostet 47 patienter om året ben eller underben.

- Jeg føler, jeg er nødt til at reagere hurtigt. Jeg er 81 år, og hvem ved, om jeg bliver meget ældre? Det kan ikke undgå at ligge i baghovedet, at jeg kan være død, før de får undersøgt, om jeg kan være en af dem, der kunne have undgået en amputation, siger Jørn Ranners.

Der kan nemlig gå lang tid, før Jørn Ranners og andre amputerede patienter får et endeligt svar på, om de er nogle af ofrene for skandalesagen.

Regionen skal gennemgå ti års journaler, og derfor venter patienterne lige nu i ubestemt tid på at få at vide, om de bør søge erstatning for deres mistede ben.

Men Jørn Ranners og adskillelige andre benamputerede patienter vil ikke vente på regionens egne undersøgelser. Allerede nu har 14 patienter søgt erstatning, selvom de endnu ikke har fået at vide, om de muligvis er blevet fejlbehandlet, oplyser Patienterstatningen til Avisen Danmark.

Selv føler Jørn Ranners sig overbevist om, at han er en af de fejlbehandlede.

I 2016 fik han amputeret sit venstre ben, da hans tæer begyndte at mørkne på grund af begyndende koldbrand. Jørn Ranners fortæller, at han på det tidspunkt havde været patient på den karkirurgiske afdeling i Aarhus i seks år, og han undrer sig i dag over, at han ikke har fået en forebyggende operation, som han tror ville kunne redde hans venstre ben.

Ifølge den eksterne analyse, som i slutningen af april kortlagde skandalesagen, er netop manglende forebyggende operationer en af hovedårsagerne til, at en lang række patienter har fået amputeret ben, selvom det kunne være undgået.

Siden 2016 har Jørn Ranners ikke kunnet bevæge sig rundt uden en stok i begge hænder af frygt for at falde. Han kan i dag hverken støvsuge eller gå mere end få meter ad gangen, fortæller han.

- Den her sag har sat en masse tanker i gang. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om mit gamle liv kunne være reddet med den rigtige behandling? Jeg kan ikke foretage mig noget særligt og min tilværelse er meget indskrænket. Jeg er gammel håndværker og vant til at lave alting selv, men nu kan jeg dårligt betjene et værktøj, for jeg tør ikke slippe mine stokke, siger han.

Amputationsforeningen har modtaget mange henvendelser fra folk, der ligesom Jørn Ranners mistænker, at deres amputations kunne være undgået. Det gælder ikke kun personer behandlet på enten hospitalet i Viborg eller Aarhus, men fra mange steder i landet. Opfordringen er dog den samme til alle:

- Vi anbefaler, at hvert enkelt borger kigger på deres sag, og hvis de tænker, at noget i forløbet kunne være gjort anderledes, så skal man gå til patienterstatningen og søge om erstatning, fortæller Marianne Palm, der er formand for Amputationsforeningen.

Region Midtjylland har efter et mindre tilløb endeligt besluttet, at alle borgere, der de seneste ti år har fået amputeret ben, nu vil få deres patientjournal gennemgået af fagfolk. Det oplyser Region Midtjylland i et brev til alle benamputerede.

- Som de seneste ugers mediedækning beskriver, har regionen fået lavet en analyse, der viser, at nogle amputationer måske kunne have været forebygget. Vi har dermed skabt både utryghed og bekymring blandt tidligere og nuværende patienter. Det beklager jeg dybt, skriver regionsformand Anders Kühnau i brevet.

De amputerede patienter, som regionen finder frem til, vil automatisk blive kontaktet af regionen i e-Boks.

Uanset om vi køber benzin eller rugbrød, så er prisen steget mærkbart. Inflationen har kun tabere, hører vi. Men hov, inflationen har faktisk en enkelt vinder:

I Danmark har vi som bekendt en moms på 25 procent af varens pris, og når varens pris stiger, så stiger statens momsindtægter.

Regeringen har ganske vist afvist, at det er tilfældet. Tilbage i marts forklarede skatteminister Jeppe Bruus (S) til Børsen, at ekstra moms fra blandt andet salget af benzin ikke er ”retvisende” for det samlede økonomiske billede.

- Det skyldes, at de øgede udgifter til transport og til at få varmet huset op får os til at bruge færre penge andre steder. Derfor får staten flere penge ind fra moms på energi – men færre penge ind fra moms på andre varer, sagde ministeren.

Men allerede i starten af maj så billedet noget anderledes ud. Den seneste økonomiske redegørelse fra Finansministeriet viser tydeligt, at staten forventer en merindtægt fra moms i år.

Helt præcist drejer det sig om yderligere 6,6 milliarder kroner i forhold til, hvad regeringen forventede i december. Hovedårsagen er inflation - at priserne stiger, og momsen følger med. Samtidig bruger vi ikke færre penge andre steder. Danskerne tærer lige nu på deres rekordstore opsparinger.

Når prisen på en liter benzin i denne uge kortvarigt rundede 18 kroner, så skyldes det både verdensmarkedsprisen på olie og en høj kurs på amerikanske dollar.

Men det skyldes også momsen, som er steget med en krone per liter i forhold til august sidste år (dengang kostede benzinen lige under 13 kroner, og danskernes syntes, at det var dyrt!).

Den høje benzinpris skyldes til gengæld ikke energiafgifterne, for her er der tale om en fast takst per liter.

Men hvad gør staten så med de ekstra milliarder? Og hvorfor bliver de ikke sendt tilbage til borgerne, så vi kan fylde benzintanken og købe det gode rugbrød hos bageren?

Her skal man forstå, hvordan embedsmændene tænker i Finansministeriet, der har den vigtige opgave at passe statens finanser. I deres verden er de 6,6 milliarder kroner ikke penge, man kan begynde at bruge af til gode formål. Pengene vil heller ikke indgå i det finanslovsforslag, som regeringen fremlægger efter sommerferien. Sådan arbejder de ikke, for det er forbudt ifølge budgetloven, som Folketinget vedtog i 2012.

En pludseligt stigende momsindtægt sorteres ud af det råderum, som politikerne har at rutte med. Det gælder også andre skatter, der pludselig kan stikke af – et godt eksempel er PAL-skatten, som er ukendt for de fleste danskere, men som sidste år trak 63 milliarder kroner ud af vores pensionsopsparinger. PAL-skattens størrelse afhænger af det afkast, vi får på vores pensioner, og det bølger op og ned som de fleste andre investeringer.

Men derfor kan det altså godt føles urimeligt, at en pæn andel af prisstigningerne skyldes, at momsen følger med. Det er bare meget svært at finde opbakning til en sænkning af momssatsen eller andre greb, der kunne komme inflationstrætte borgere i møde. Hverken toppolitikere eller økonomer bryder sig om idéen.

- Det vil jeg ikke anbefale, at man gør. Det er ikke tiden til ufinansierede skattelettelser. Hvis du ufinansieret sænker momsen, så øger du købekraften, og det vil puste yderligere til inflation og overophedning, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank, Cepos.

Regningen ender altså hos forbrugerne. Medmindre de drager mod grænsebutikkerne, hvor momsen – især på fødevarer – er lavere i både Tyskland og Sverige. I Tyskland kan man fra 1. juni endda tanke benzin og diesel med en statsfinansieret rabat på små tre kroner per liter.

Så koster en liter 95 oktan lige under 13 kroner. Det var den pris, vi forbandede langt væk på danske tankstationer sidste sommer. I dag ligner det et slagtilbud.

Opfindelse: "Et skjult kæmpeproblem."

Sådan beskrev Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, for nyligt til JydskeVestkysten de såkaldte hospitalsinfektioner, der årligt koster samfundet kassen og slår op mod 3000 danskere ihjel.

Det vurderes, at op mod ti procent af alle patienter, der tager på hospitalet, bliver smittet med en infektion under deres indlæggelse. Det reelle tal er ukendt, fordi der i Danmark mangler systemer til at overvåge omfanget.

Som avisen har afdækket via en opgørelse fra Patienterstatningen, ved vi dog, at mindst 31 mennesker på landsplan eksempelvis døde efter at være blevet smittet med corona, mens de var under behandling for noget ikke livstruende på et af landets sygehuse.

Det problem har Per Morgen, forsker og lektor emeritus på Institut for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet, sat sig for at gøre noget ved.

Den 77-årige opfinder fra Odense, der har en doktorgrad i fysik, og som siden 70'erne har fokuseret sin forskning på overfladefysisk, har nemlig personligt oplevet, hvor uretfærdigt det føles, når pårørende ikke overlever en tur på hospitalet, fordi de bliver smittet med en infektion undervejs.

For nogle år siden blev en af den 77-åriges bedste venner ramt af lungekræft i den ene lunge.

Han kom i behandling, som havde god effekt og fik det med tiden så meget bedre, at han igen var frisk nok til at tage med Per Morgen og familien på golfferie.

- Vi synes alle sammen, at det gik fremad, og det synes han også selv, husker han om sygdomsforløbet.

Trods bedring skulle vennen dog til et tjek på hospitalet. Men efter indlæggelsen kom han hjem med en lungebetændelse i den raske lunge. Tre måneder senere var han død.

- Det er derfor, at det her bare skal ud og virke, siger Per Morgen, som særligt af den grund har dedikeret de sidste seks år af sit liv til at udvikle en metode til at dræbe smitsomme bakterier, der typisk spreder sig via berøringsoverflader på sygehusene.

Kort sagt har Per Morgen udviklet en proces, der kan give alt fra dørhåndtag til hospitalssenge lavet af aluminium en kobberbelægning, der effektivt dræber en stor del af de potentielle skadelige bakterier, som kan medvirke til smitte blandt patienter og personale. Flere videnskabelige undersøgelser peger nemlig på, at hvis overflader på toiletsæder, håndvaske og hospitalsenge består af kobber, mindskes smittespredningen betydeligt.

En undersøgelse udført på Selly Oak Hospitalet i Birmingham viste blandt andet i 2008, at inventar, som var lavet af kobber, havde helt op til 95 procent færre mikroorganismer på sig i sammenligning med dem, der var lavet af rustfrit stål.

Kobber er dog et dyrebart materiale, hvorfor det formentligt ikke er realistisk at fremstille alle berøringsflader på sygehusene udelukkende af det.

Her kommer Per Morgens forskning ind i billedet. Gennem hans proces, der har navnet Cuproxal, er det nemlig muligt at danne et tyndt lag kobber ovenpå anodiseret aluminium, som er et langt mere prisvenligt materiale.

For Per Morgen er drømmen, at hospitalsinventar af stål vil blive udskiftet med genstande af aluminium med kobberbelægning på samtlige hospitaler i Danmark. Og et afgørende skridt for at nå dertil er netop taget.

I januar fik han og hans to partnere i virksomheden Mion Technology ApS nemlig patent på processen.

Det er Syddansk Universitet, der har finansieret patentet, og universitet har også en ejerandel i virksomheden, som nu arbejder benhårdt på at få producenter af hospitalsinventar til at investere i deres bakteriedræbende opfindelse.

- Vi satser hele butikken på det her. Det skal lykkes inden for tre år, hvis det skal blive til noget, siger Per Morgen, som egentligt gik på pension for 12 år siden, men som fortsat arbejder næsten fuld tid på projektet, der er blevet hans hjertebarn.

- Jeg er glad for at have sat mit navn på en hel del ting i min karriere, som er kommet ud i verden, men det her ville være prikken over i'et. Det er noget, jeg håber, mine børn ville blive stolte af, siger fysikeren, der har to børn og fem børnebørn, som heldigvis sammen med hans kone har bakket op om, at han i årevis har tilsidesat otiummet for at knokle i Mion Technology.

Lige nu er næste skridt, at virksomheden selv vil producere nogle prototyper, så de kan demonstrere over for relevante aktører i sundhedsvæsenet, hvad deres unikke overfladebehandling kan.

Lige for tiden ligger den i forhandlinger med flere firmaer, der har de nødvendige faciliter til at afprøve processen i en industriel sammenhæng.

- Vi tror på, at det her lykkes, siger Per Morgen, som fortæller, at Mion Technology har fået flere positive tilkendegivelser og allerede har en aftale med en producent af badeværelsesudstyr i Hong Kong. Den vil gerne bruge virksomhedens metode, når den engang er helt køreklar, til at fremstille alt fra bakterieafvisende toiletpapirsholdere til skylleknapper på wc'er.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvor stor værdi opfindelsen potentielt kan have i kroner og øre, er Per Morgen lidt tilbageholdende. Men potentialet er stort, mener han.

Avisen Danmark har spurgt to eksperter inden for hospitalsinfektioner, om de ser kobberbelagte berøringsflader som vejen til at undgå, at patienter bliver mere syge af at være indlagt.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved SDU, kender godt til fordelene ved brug af kobber, når det kommer til at hindre bakteriespredning.

- Min holdning til det er, at jeg som udgangspunkt synes, at det er interessant, og jeg vil slet ikke afvise, at det noget, man kan bruge i sundhedsvæsenet, siger professoren.

Han har dog også et vigtigt forbehold over for løsningen.

- Vi skal være sikre på, at vi ikke udfordrer bakterierne i miljøet til at blive resistente. Vi ved, at bakterier godt kan blive metalresistente. Det har man blandt andet set, når man har brugt sølv rigtigt meget, og det kan i værste fald også provokere bakterierne til at udvikle antibiotikaresistens, siger Hans Jørn Kolmos.

På afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Herlev og Gentofte Hospital afviser ledende overlæge Jens Otto Jarløv heller ikke Per Morgens idé.

- Al nytænkningen på det her felt er jo dejligt, og jeg hilser det velkommen, men det kræver jo indgående dokumentation, før vi kan tage det til os, siger overlægen og fortsætter:

- I dag kommer vi jo allerede langt ved at aftørre og desinficere kontaktflader, men det er klart, at berøringsflader er særligt kritiske, så jo mere udvikling, der kommer på den front, jo bedre.

Der er ikke konkrete tal for, hvor mange hospitalsinfektioner der skyldes kontaktflader i forhold til luftbåren smitte, oplyser Jens Otto Jarløv.

Musik: Hvis Kashmirs ambition var at sætte et gedigent punktum for bandets fortælling, lykkedes det med bravur torsdag aften i Jyske Bank Boxen i Herning.

Efter de indledende småjusteringer af lyd og stemmebånd, som alle bands skal gennem til denne slags arenakoncerter, er der tale om en stort set fejlfri præstation for de fire medlemmer, som ikke blot har banket rusten af de seneste måneder. De har ganske enkelt formået at løfte niveauet i forhold til Kashmir anno 2014.

Forsanger Kasper Eistrup sagde for et par uger siden til mig, at han fornemmede, at pausen har gjort dem alle til bedre musikere. Mere lyttende. Jeg kan kun være enig. På nær enkelte sange på den mastodontiske sætliste leveres rockkompositionerne med en nerve og dynamik, som tager pusten fra mig.

Hukommelsen kan spille mig et puds. Den euforiske glæde over ENDELIG at høre Kashmir igen påvirker mig sikkert også. Men under den ubetaleligt smukt sungne ”Seraphina” spekulerer jeg på, om Kasper Eistrup nogensinde har sunget bedre. Han når de højeste toner. Og holder dem. Han synger med overskud og skifter ubesværet mellem skønsang og de næsten primale brøl i for eksempel ”The Story of Jamie Fame Flame”.

Jeg vil ikke sige, at Kashmir holder sig tilbage på gruppens udgivelser. Men live får mange sange en helt anden dimension, fordi Kasper Eistrup spiller guitarsoli som Neil Young, mens trommeslager Asger Techau sønderbomber stortrommen, så man mærker trykbølgen helt oppe på 25. stolerække.

Det er frådende, hidsigt og fænomenalt at lade sig opsluge af ”Vote 4 Dick Taid”, som indleder ”Cruzential” fra 1996. Den voldsomt politiske sang holder 100 procent anno 2022, og selv om sangen har 26 år på bagen, fremstår den dugfrisk og potent.

Det samme gør ”The Story of Jamie Fame Flame” og ”Leather Crane” fra Kashmirs debutalbum, “Travelogue”, fra 1994. Sangene er spillet så tungt og eksplosivt, at scenen lige så godt kunne være Copenhell.

Flertallet af sange har mellemstykker, hvor alt detonerer i et inferno af guitar, bas, trommer og de talrige instrumenter, Henrik Lindstrand bestyrer med fabelagtig timing og tæft.

Hans drømmende keyboardintro på ”Seraphina” er ubegribeligt nænsom, og parløbet med Eistrups krystalklare stemme og en vemodigt stemt akustisk guitar i en sal med tusindvis af glimtende mobilskærme er lige så smuk som de smukkeste Coldplay-koncertmomenter.

Det er tydeligvis et band, der nyder at stå på scenen. Selv bassist Mads Tunebjerg med monolit-ansigtet smiler flere gange undervejs. Så ved man, at det emotionelle er oppe på den helt store klinge.

”Miss You” indledes i ”Home Dead”-udgaven fra 2001 med akustisk guitar-intro og transformeres elegant ind i ”The Good Life”-versionen fra 1999, hvor melodien kickstartes med et regulært guitarinferno. Alene den sang viser Kashmirs enorme spændvidde i udtryk og dynamik, og de greb benyttes konstant under den næsten tre timer lange koncert. Som fra mit sæde har glimrende lyd efter de famlende første to numre.

Personligt kunne jeg godt have undværet halvdelen af ”Purple Heart”. Den psykedeliske passage i Jeff Buckley-hyldesten ”Gorgeous” bliver også et minut eller to for langt. Men det er ubetydelige småridser, som på ingen måde ændrer ved helhedsindtrykket. Ærkefans får fuld valuta for billetten, som endelig er pillet ned fra opslagstavlen eller køleskabet.

Jeg har svært ved at vælge et yndlingsalbum med Kashmir, fordi udgivelserne er så forskellige. Derfor er det skønt – om end forventet – at der er plukket nogenlunde ligeligt mellem udgivelserne på nær de to første og ”Trespassers” fra 2010. ”E.A.R.”, Kashmirs seneste udgivelse fra 2013, delte vandene, men tiden har ladet sangene vokse.

”Peace in the Heart” er et regulært mesterværk, hvor samtlige medlemmer funkler og viser, hvorfor de hver især er uundværlige ingredienser i Kashmir-formlen. På album er nummeret knap syv minutter. I Boxen får klimakset lov at fortsætte i en evighed, man ikke har lyst til at give slip på.

Henrik Lindstrand er som en troldmand bag alle sine tangenter, og ment som et absolut kompliment fremstår han i de mest gribende øjeblikke som rockens pendant til Jean-Michel Jarre.

På ”Mom in Love, Daddy in Space” har Eistrup kløgtigt byttet ”Beach Boys” ud med ”Kashmir” i andet vers, der nu lyder: ”Bring your soul and your Kashmir records”. Som en påmindelse om, at man skal huske at tage sine vinyler med uanset retningen, man vælger i livet. Jeg sværger, at jeg beholder mine Kashmir-vinyler.

Hvis jeg på forhånd skulle have bedt om en enkelt sang på sætlisten, må det blive ”Lampshade”. En af de mest gribende tekster fra Kasper Eistrups hånd. Om et emne så alvorligt som pædofili og overgreb. Heldigvis er den valgt ud og forløst til perfektion. Både i vokal og melodi vokser den støt i styrke og ender som en fysisk og mental mavepuster.

Flere sange er slebet til i øvelokalet og har fået ændret centrale passager. Det gør kun koncerten og sangene levende. Præcis som Kasper Eistrup drømte om. Jeg havde til gengæld ikke drømt om, at han efter otte års pause med elguitaren kunne spille så knivskarpt og hurtigt, som han gør i årets indtil videre bedste guitarsolo i ”She’s Made of Chalk”.

Kasper Eistrup forkæler en ven med mundharpe og melankoli på ”Cellophane”, som jeg hovedkulds forelsker mig i. Jeg kan ikke svare på, hvorfor lige den sang er fløjet under min radar. Men den alene er køreturen til Herning fra Odense værd.

Mod slutningen af koncerten kommer den visuelle del af showet for alvor til sin ret. Termiske klip med faldskærmssoldater, slagregn med bomber og missilaffyringer gør ”Surfing the Warm Industries" ekstra intens, mens psykedeliske billeder løfter ”Gorgeous”. På det symbolske plan er en stigende sol i slutningen af ”Rocket Brothers” med til at underbygge fortællingen om et band, der er genfødt. I hvert fald for en stund.

Jeg har ikke styr på, hvor mange Kashmir-koncerter jeg har hørt siden midthalvfemserne. Det er sådan set også underordnet. For den bedste af dem alle var torsdag aften i Boxen. Forventningerne var høje. Kashmir overgik dem.

Jeg ærgrer mig gul og grøn over, at jeg ikke skal til Royal Arena for at høre dem. Heldigvis optræder de også på Heartland, NorthSide og Tinderbox. Måske sidste chance nogensinde for at høre et af de bedste danske rockbands give alt, de fire fortrinlige musikere har i sig.

Jyske Bank Boxen, Herning, torsdag 26. maj: Kashmir - bandet optræder også i Royal Arena samt på Heartland, NorthSide og på Tinderbox.