Da Benny Engelbrecht (S) blev væltet som transportminister, deltog Liberal Alliance ikke i stormen mod ham. Partiets ordfører Ole Birk Olesen brugte blandt andet begrundelsen, at så "får vi bare Christian Rabjerg eller en anden partisoldat som minister."

- Ha, ha, det var ikke så venlig en bemærkning, men jeg tror nu mest, det var udtryk for en frustration over, at vi er et parti, der er i stand til at supplere ind, siger Christian Rabjerg Madsen.

Nu er Christian Rabjerg Madsen (S) blevet suppleret ind fra bænken. Ikke fordi Engelbrecht røg - da var det partisoldaten Jeppe Bruus, der kom ind  - men fordi Nick Hækkerup blev træt af at være politiker. I rokaden gav det plads i Indenrigs- og boligministeriet.

Det er rimeligt nok at kalde Rabjerg partisoldat, og det giver mening, at han er mere end almindeligt overskudsramt af forfremmelsen. Og at alle kunne se det på ham, da det skete.

På dagen for rokaden så man to vinkler:

Glæde: En befriet Hækkerup og en boblende lykkelig Rabjerg.

Noget andet end glæde: To ministre, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek, der trådte dybere ind i regeringen og i den grad kæmpede med at finde grimasser, der kunne passe. Dybvad lykkedes bedst med lettere akavede smil, mens Tesfaye tilsyneladende havde stukket sit i forvejen grånende hoved ind i en dommedagssky.

Avisen Danmark sidder på Christian Rabjerg Madsens ministerkontor i Stormgade tæt op ad Christiansborg. Foran ministeren ligger et billede fra dagen, hvor han selv, Dybvad og Tesfaye omkranser statsministeren foran Amalienborg.

Hvilken historie fortæller det billede?

- At der i politik er masser af vanskelige dage, men også dage, hvor der er grund til at have det gode sommerhumør på. Billedet udtrykker jo, at jeg er blevet betroet en opgave, jeg er glad for. Jeg kaldte det, at jeg blev minister for sammenhængskraft. Jeg kommer fra en mindre landsby i Vestjylland, så jeg kan se en masse i det, som er vigtigt og for mig giver politisk mening. Godt humør og gåpåmod har aldrig skadet nogen.

Jeg bemærker, at dine ministerkolleger ikke sender samme signal som dig.

- Det er nok rigtigt, at når man har været minister i tre år, går man til et skifte med en anden tilgang. De ser lidt mere hverdagsagtige ud, end jeg gjorde.

Nick Hækkerup var også glad ud den dag. Hvordan kan det være, at de glade var ham, der vidste, hvad han forlod, og ham, der ikke vidste, hvad han trådte ind i?

- Jeg har for nylig solgt min motorcykel. Det var kommet dertil, at jeg kun så den, når jeg skulle have græsslåmaskinen forbi den. Da jeg solgte den, sagde køberen, at der er to glade tidspunkter for en motorcykelejer - den dag han køber den, og den dag han sælger den. Men man kunne nu også have taget billeder af mig efter udnævnelsen, hvor jeg har beholdt smilet på. Der er mange bøvlede sager og dilemmaer for en minister, men nede i problemerne ligger indflydelsen for en politiker, der repræsenterer nogle mennesker og tror på, at Danmark skal et andet sted hen. Men vi kan tales ved om et år.

Det ser ud til, at den reelle prøve er tre år.

- Jeg tager gerne tre år!

Ministeren for sammenhængskraft kom fra posten som politisk ordfører. Der hvor man er første lynafleder for dem med den reelle magt. Også når uvejret består af døde mink, der regner ned fra himlen.

Hvad er du mest glad for at slippe for?

- Når man har to små børn, er det en relativt stor belastning, at telefonen ringer klokken kvart over seks to-tre gange om ugen, fordi man skal i medierne. Det er en menneskelig omkostning ikke at være herre over sin egen tid. Som minister er dagene lange, forhandlinger trækker ud, men det er mig, der bestemmer, om det er tirsdag eller onsdag, så vi kan lave aftaler derhjemme.

- Så er jeg også med på, at folk siger, at man skal stå på mål for meget som politisk ordfører, men man skal forstå, at det faktisk ikke er et spil eller en fodboldkamp, vi deltager i. Det er en mulighed for at kæmpe for partiets politik, og man er i centrum for de vigtigste debatter.

Men der er også konkrete situationer, hvor man nogle gange må tænke: "Kan det virkelig passe, at det er MIG, der skal forsvare, at der bliver slettet nogle SMS'er." F.eks.?

- Du skal huske, at det ikke er et tilfældigt mål, man står på. Det er regeringens, Socialdemokratiets mål. Det fandt jeg stolthed og tilfredsstillelse i.

Du stod i Debatten på DR2 og svarede igen og igen uden om på spørgsmålet, om du principielt mente, at en regering skal overholde loven. Jeg håber ikke, jeg fornærmer dig ved at sige, at det så en smule dumt ud.

- Alle kommer til at ligne en idiot, hvis de bliver stillet det samme spørgsmål ti gange. Jeg lever fint med, at nogen synes, det er fjollet, når jeg ikke ønsker at svare på et konkret spørgsmål om en minkkommission, der arbejder, selv om det blev forklædt som et principielt spørgsmål. Da det blevet taget ud af konteksten, kunne jeg selvfølgelig godt svare, at en regering skal overholde loven.

Det virker da også helt skørt ikke at ville give det svar.

- Der var bare en specifik vinkling ned i det konkrete forløb i minksagen. Jeg er helt med på, hvad det betød for mig i to dage, men det lever jeg fint med. Det skal man som politiker kunne klare.

Det er en Christian Rabjerg Madsen med en konstant bevidsthed om, hvordan kommunikation virker, når den rammer medierne. Som minister satte han selv kommunikationsdagsordenen ved at kalde sig minister for sammenhængskraft.

I regeringsperioden har Socialdemokratiet kontinuerligt været kritiseret for at være alt for optaget af kommunikation. Partiets tidligere finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen kalder det "intentionel politik" - at regeringen går for meget op i at vise, hvad den vil, og for lidt i at gennemføre det.

Hvordan vil du konkret bruge det, at du kalder dig for minister for sammenhængskraft i din politik?

- For det første er jeg uenig med Corydon.

I alt?

- Nej, nej, nej, jeg tror, jeg er enig med ham om 80 procent. Men det ville være kritisabelt, hvis jeg ikke levede det ud. Det skaber en vægt for dig som journalist og for danskerne.

Men hvordan vejer man det?

- Er der lavet nogle aftaler, når jeg er færdig, som bidrager til sammenhængskraft? Det er ikke eksakt videnskab, men det giver en retning. Vær opmærksom på, at det også handler om at sætte retning internt i ministeriet, om at kommunikere hvad det er for en fyr, de har fået ind af døren.

Hvorfor ikke bare sige til embedsmændene, at de skal slå op i Socialdemokratiets principprogram for at se, hvad de skal styre efter?

- Nej, for det handler om alt muligt. En minister bliver nødt til at være specifik. For mig er det vigtigt, at de mange beslutninger, jeg dagligt skal træffe, samlet set bidrager til, at vi bliver et land med mindre forskelle på, hvordan det er at vokse op i Nørre Sundby og på Nørrebro. Jeg har en kæmpe opgave med at sikre, at vi kan få vindmøller og solceller op, og det er vigtigt, at bliver bliver gjort, så man ude landet kan se sig selv i det. At sige "sammenhængskraft" er et praktisk redskab til at sikre retning på beslutningerne.

Kunne du med fordel have valgt mindre fluffy udtryk?

- Sikkert. For mig giver det god mening. Det betyder, at man kender og forstår hinanden. Sådan et samfund er rart at leve i. Men der er også et knap så fluffy element i det: Det er et billigere samfund. Man skal bruge færre advokater, man kan lave mundtlige aftaler, kommunikation mellem manden på jorden og direktøren foregår ubesværet. Det er kassen værd for Danmark! Vi skal bare til Tyskland, før man oplever noget helt andet. Sammenhængskraft er en kæmpe x-faktor i dansk økonomi. Det betyder, at når man er ligeglad med balancen mellem land og by, piller man ved fundamentet for vores økonomi, siger han og holder sig for god til at sige, at så bliver x-faktor til eks-faktor.

Sammenhængsministeren har netop besluttet at målrette de midler, landdistrikterne kan søge om, til dem, der vil bidrage til regeringens mål om at firedoble den vedvarende energi.

- 11,5 millioner af de midler, vi udlodder, skal gå til de områder, der bidrager i den grønne omstilling. Pengene kan så gå til f.eks. rekreative initiativer, sportsfaciliteter, alt muligt for at få skabt en situation, hvor der bliver mere interessant for lokalsamfundene at løfte den opgave. Jeg forventer ikke, at der bliver klappet alle steder, når vi firedobler den grønne energi. En af opgaverne bliver at skaffe opbakning. Dette er et skridt i den retning.

Altså: Der er sammenhængskraft i at benytte et noget-for-noget-princip her - "hvis I vil have en legeplads, skal vi have ti vindmøller"?

- Det er en signalpil i forhold til, at når vi øger den vedvarende energi, bliver det nødt til at være sammen med lokalbefolkningerne.

Kan man forestille sig, at der vil være større efterspørgsel på muligheder for at flytte, hvis der pludselig står larmende vindmøller i baghaven, eller på lokalt ejerskab af solcelleparker?

- Nemt. Jeg tror, at danskerne har udpræget forståelse for klimakrisen og konsekvenserne, men opgaven er så stor, at det er vigtigt at have øje for at sikre lokal forankring.

Forklar mig lige sammenhængskraften i at sige til udkantsområderne, at hvis de vil have del i de penge, de allerede er blevet lovet, skal de til gengæld levere noget vedvarende energi.

- Det er jo, at man får mulighed for at tage nogle initiativer, der gør, at man kommer hinanden mere ved. Jeg skal ikke definere, hvad det er, men det kan være støtte til en sportsaktivitet, en hal, sportsredskaber, rekreative områder, der gør det federe at være i den by, og at man kommer sammen om nogle projekter.

Men det er jo penge, de havde fået alligevel?

- Jah, men nu med et kriterie, der gør det lettere for nogle. Man skal så også være ærlig at sige, at det betyder færre penge andre steder.

Du siger, at jeg som journalist skal måle dig på, om dine beslutninger giver mere eller mindre sammenhængskraft. Kan du forstå, at det er lidt vanskeligt her?

- Nej, for det er at give mulighed for at udvikle sit lokalsamfund, når man løfter en opgave for kollektivet. Det er sammenhængskraftelementet. Det er lige ud ad landevejen, synes jeg.

Kan vi blive enige om, at det trods alt bliver noget vanskeligere med den sammenhængskraft, når man kommer ned fra talerstolen og faktisk skal levere?

- Ja, men det er kun i det konkrete, det betyder noget. Det skal være virkelighed, når vi fordeler landdistriktsmidler, når vi skal håndtere firedobling af den vedvarende energi, når vi sikre mere alment byggeri i de store byer, når vi sikrer levende bymidter i de mindre byer. Det er der, det betyder noget.

Nu begynder de stigende renter at gøre ondt. Sidste uges auktioner over realkreditobligationer viste sort på hvidt, hvordan det hastigt bliver dyrere at være boligejer.

Har man som eksempel har et treårigt flekslån hos Totalkredit, stiger renten nu fra minus 0,28 procent til en plusrente på 1,5 procent. Det koster hver boligejer en merudgift på over 400 kroner om måneden efter skat for hver million, man skylder. Det kan mærkes i de fleste husholdninger.

Helt så hurtigt går det slet ikke, når bankerne tilpasser den rente, som kunderne betaler for at opbevare penge i banken. De negative renter, der i stigende grad har huseret siden 2019, er forbløffende stabile i en tid, hvor alle andre renter stiger.

Bankerne forklarer selv, at det alene skyldes, at de selv betaler for at opbevare penge i Nationalbanken. Det er også korrekt. Men bankerne opbevarer langt fra alle kundernes sparepenge i vores centralbanks trygge kælder.

Det viser en gennemgang, som dagbladet Børsen foretog i sidste uge. Avisen brugte bankernes egne tal fra 2021, hvor de forsøgte at retfærdiggøre de negative renter over for kunderne. Ved at opdatere med det aktuelle rentemiljø, kan man se, at bankerne er begyndt at tjene penge på kundernes indlån.

Bankerne opbevarer nemlig ikke kun penge i Nationalbanken, men placerer også midlerne i statsobligationer og realkreditobligationer. Det endelige regnestykke viser, at bankerne i dag tjener en beskeden rente på 0,06 procent på de penge, som de opmagasinerer for kunderne.

Det ændrer ikke på, at kunderne stadig betaler penge for at have penge i banken, typisk mellem 0,6 og 0,7 procent for beløb, der overstiger 100.000 kroner. Alene i marts i år betalte danske privatkunder 157 millioner kroner i negative renter på deres indlån - dertil kommer erhvervskunderne, der betalte endnu mere.

- Vi skal jo på en eller anden måde forsøge at tjene lidt penge, siger Gert Jonassen, direktør i Arbejdernes Landsbank, til Børsen.

Det kan han have ret i. Bankeksperten Lars Krull, der også er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, er i hvert fald tilhænger af, at bankerne tjener penge, så de har råd og mod til at tage chancer og understøtte deres kunder med lån.

Det fortæller han om i den seneste udgave af podcasten Erhvervsklubben, som udgives af Jysk Fynske Medier.

- Vi går alle sammen rundt på steroider, alt er billigt, og vi kan låne næsten ubegrænset, hvad vi vil. Som samfund har vi fået glæde af det lave renteniveau. Og centralbankernes mål med de lave renter var netop at få os til at bruge nogle penge, så der kunne komme noget inflation, som de bagefter kunne justere på. Det har vi bare ikke benyttet os af. Vi har sat pengene i banken i stedet for, og det koster noget for bankerne, siger Lars Krull i podcasten.

Alligevel savner mange kunder klar tale fra bankerne om, hvornår det er slut med negative renter, så denne usædvanlige praksis kan blive en parentes i bankernes historiebøger. Her går man bare forgæves. Carsten Egeriis, topchef i Danske Bank og dermed landets tungeste, finansielle institution, har i hvert fald ikke haft travlt med at love en hurtig udfasning af de negative renter.

- Jeg kan ikke sige noget om fremtidige priser, men vi vil som bank løbende kigge på, hvordan renterne rykker sig i Nationalbanken. Renteændringerne vil sætte sig løbende, både i udlån og indlån, lød svaret for nylig til Avisen Danmark.

Jyske Bank var pioneren, som tilbage i 2019 tog hul på de negative renter - hvorefter stort set alle andre banker fulgte efter. Nu venter vi bare på, at den første bank lover at afskaffe de negative renter igen.

Jeg følte mig så flov.

Journalisten og forfatteren Lise Nørgaard byder på den største overraskelse i DR's nye dramadokumentar om Danmarks tidligere statsminister Jens Otto Krag og den folkekære skuespiller Helle Virkner.

For hvem havde nogensinde forestillet sig, at Matadors mor kunne finde på at udspionere nogen. I dette tilfælde Krag og Virkner, der i begyndelsen af deres romance, som de forsøgte at holde hemmelig, var sneget af sted på en længere date i Frankrig. Her kunne de være i fred, troede de. Men de tog fejl. Ikke blot Lise Nørgaard, der var journalist på Politiken, var "efter dem", men også Se & Hør, der fandt dem og tog afslørende billeder.

Man fornemmer tydeligt, at det ikke er en journalistisk bedrift, Lise Nørgaard er stolt af i dag. Men hun havde ikke noget valg, for hendes redaktør ville have historien om Krag og Virkner.

"Det var et helvede for dem", konstaterer Nørgaard.

Krag var på det tidspunkt udenrigsminister og kunne ikke tillade sig at stikke af på kærlighedsferie, så da de blev afsløret, blev situationen prekær - lige indtil de besluttede sig for straks at gifte sig og fik vendt overskrifterne til egen fordel.

Måske er det en stramning at kalde forholdet mellem Jens Otto Krag og Helle Virkner for århundredets kærlighedshistorie. Men det gør DR i dramadokumentaren om det glamourøse par - uagtet, at alle kærlighedshistorier vel er "århundredets" for dem, som er en del af dem. 

Alligevel overgiver jeg mig til den svulstige formulering. Ikke kun, fordi Krag og Virkner var kendte og indflydelsesrige, men fordi der også var perspektiv i det spektakulære kransekagepar. En substans, der taler direkte ind i danmarkshistorien.

Ofte fortæller man den store danmarkshistorie ved at krydre med små beretninger om de mennesker, der levede i en given tid. Dramadokumentaren gør det omvendte. Den folder historien om Krag og Virkner ud som hovedhistorien, men sætter den ind i den store sammenhæng og fortæller blandt andet om tilblivelsen af velfærdsstaten og kvindernes  gryende forventning om ligeberettigelse.

Krag og Virkner var for den tid en moderne duo. Den begavede Krag med de diplomatiske evner, der drømte om muligheden for uddannelse til alle og andre velfærdsgoder, og Virkner, der ikke ville lade sig tryne af hierarkiet på Det Kongelige Teater. Hun sagde op - uhørt dengang - for at skabe sig en anden karriere og drømte om at blive teaterdirektør, som ellers var mændenes domæne. Sympatiske ambitioner, og faren for at tegne et glansbillede er stor, men dokumentaren forsøger at sno sig udenom.

Blandt andet medvirker parrets livsvidner, og de gør det venligt og nogle af dem kærligt, men også med bid.

"Hans erotiske forbrug var stort", siger tidligere minister Kjeld Olesen om Jens Otto Krag og hans livslange appetit på kvinder. Og skuespiller Lone Hertz taler om, at Virkners skønhed, pigelighed og skrøbelighed også var et våben af den slags, der kan få mænd til at føle sig som mænd. Virkner vidste det og forstod at bruge det.

Det er historiker Bo Lidegaard og kulturskribent Jakob Steen Olsen, der tager os gennem historien, og særligt Lidegaard giver en følelse af at "have historie" med skolens mest begejstrede og inspirerende historielærer.

For nogle vil det måske føles for undervisende, men for alle os, der elsker historie, er det pragtfuldt.

De små dramatiske sekvenser, der er puttet ind, fungerer stort set også godt - dog indimellem lidt for gentagende af, hvad vores værter eller dokumentarens speaker (igen-igen-Ellen Hillingsø) netop har sagt. Men de sætter stemningen og fylder hverken for meget eller for lidt.

Dramadokumentarserien er i fire afsnit og handler om tiden fra sidst i 1940’erne og frem til Krags død i 1978.

Jeg savner lidt mere om Krag og Virkners opvækst for et mere fyldestgørende billede af dem, men når alt kommer til alt, er det den tid, de levede i, og det politiske projekt, der for alvor gør fortællingen interessant. Påmindelsen om, at det var mine forældres generation - mine børns bedsteforældres - der var med til at skabe vores samfund, hvor vi ikke skal arbejde 48 timer om ugen og alligevel har gratis adgang til uddannelse og sygehusbehandling.

"Krag & Virkner". Dramadokumentar i 4 afsnit a 60 min. Instrueret af Thure Lindhardt, produceret af Monday Media. Denne anbefaling baserer sig på første afsnit.

Netop har jeg været i USA på studietur for blandt andet at se nærmere på den amerikanske elbilproduktion. Her udfordres Tesla af mange nye, interessante konkurrenter. Elbilerne har vind i sejlene alle steder - også i USA, hvor prisen på benzin slår alle rekorder. Den koster - hold nu fast - svimlende 8,44 kroner pr. liter.

Amerikanerne er ved at gå ud af deres gode skind. Aldrig har priserne været højere i USA. I det bilglade land er det noget, der kan vælte præsidenter - og aktuelt sender det endnu flere over i elbilerne. Her i Danmark ville de fleste vel lige nu juble af fryd over priser på det niveau.

Jeg ved godt, at priserne i USA altid har været markant lavere end i Danmark, men når prisen herhjemme i denne uge også slog rekord og nåede op på 16,89 kroner pr. liter - ret præcist dobbelt så meget som i USA, så giver det stof til eftertanke. Hvad er det egentlig, vi betaler så meget ekstra for?

Det samme tænker titusindvis af danskere, der på kort tid sikrede, at et borgerforslag om fjernelse af afgifterne på benzin og diesel skulle debatteres i Folketinget. De otte kroner, vi betaler mere pr. liter, end de gør i USA, svarer stort set til de afgifter, som der er lagt på benzin og diesel herhjemme. Forventningen er, at afgifterne sammen med momsen vil indbringe statskassen over 21 milliarder kroner i år.

Det er rigtig mange penge - og det er da også grunden til, at det fra politisk hold igen og igen bliver afvist at sænke afgifterne. Man kan simpelthen ikke undvære så mange penge.

I stedet har man fra politisk side henvist til, at pendlerne skal hjælpes ved en forhøjelse af befordringsfradraget, som da også har fundet sted, efter borgerforslaget nåede det påkrævede antal underskrifter. Men selvom Skatterådets ekstraordinære forhøjelse af befordringsfradraget i sidste måned førte til en stigning på 18 øre pr. kørt kilometer, dækker det ikke de ekstraudgifter, danskerne oplever. Dels gælder det kun pendlerne og dels var stigningen på 18 øre baseret på en benzinpris på 15,77 kroner pr. liter.

Det er altså over en krone lavere end den nuværende pris - og hvis ikke mobiliteten her i landet skal lide et knæk, må der gøres noget. Forleden viste tal fra tankstationerne, at de høje priser allerede har reduceret brændstofforbruget.

Danskerne kører mindre - og man ser i øvrigt også en tendens til, at de kører mere brændstoføkonomisk. Det sidste er positivt nok, for der er jo ingen grund til at fråse med ressourcerne, men hvis de høje priser også påvirker mobiliteten, er det langt mere alvorligt.

Vi er som samfund afhængige af, at danskere kan flytte sig rundt let og bekvemt. Ikke bare for at tage på arbejde, men også for at sikre livskvalitet - at besøge venner og familie, at tage til fritidsaktiviteter eller ud og nyde naturen på en søndagstur.

Men når danskerne - hvoraf mange i forvejen oplever et økonomisk pres på grund stigende priser på alt fra dagligvarer til elektricitet og varme og samtidig ser deres rådighedsbeløb blive udhulet af inflationen, der banker derudad - oplever, at det koster flere hundrede kroner ekstra at fylde tanken op, så er det alvorligt.

Jeg mener ikke, at man kan fjerne benzin- eller dieselafgifter hverken helt eller halvt, men det er en politisk opgave at vise, at pengene går til noget fornuftigt og bidrager til, at danskernes hverdag og tur fra A til B bliver lettere eller i hvert fald lige så billig og bekvem, som den har været hidtil.

Det drejer sig selvfølgelig om at investere i offentlig transport, som mange steder - især lidt væk fra de store byer - er alt, alt for mangelfuld, men for mange er eller bliver offentlig transport næppe et reelt alternativ, så det drejer sig i lige så høj grad om at sikre bedre infrastruktur og at gøre det mere attraktivt at købe mere klimavenlige biler. Det gælder både mindre brændstofforbrugende benzin- og dieselbiler, men det gælder os om at få endnu højere fart på udbygning af ladestandere til de elbiler, som mange er begyndt at foretrække. Det halter alt for meget på begge områder i dag.

Hvis ikke den opgave lykkes, hvis ikke vi danskere ser, at vi får en nemmere og bedre hverdag i vores bil for alle de afgifter, vi betaler, ja, så er vi for alvor til grin, når vi betaler dobbelt så meget for vores benzin, som amerikanerne gør. Så bevis, at det er pengene værd, kære politikere.