Industri: Engang - lad os sige for tre år siden - var dansk industri optaget af optimering. Om at spare håndører det ene sted, arbejde smartere et andet sted og gøre sig lækre, når unge skulle vælge uddannelse - hvis der altså ikke blev ansat robotter.

Siden coronakrisen er alt forandret. Pludselig udeblev råvarerne. Kunderne anede ikke, om de havde brug for produkterne. De ansatte skulle inddeles i hold, så et coronaudbrud ikke lammede hele virksomheden.

Nu er coronakrisen afløst af krigen i Ukraine, der tester industrien på helt nye måder. Godt halvdelen af produktionsvirksomhederne oplyser ifølge Dansk Industri (DI), at de er ramt af annullerede ordrer som følge af krigen i Ukraine. Det skyldes både, at kunder og leverandører må annullere, men også at mange produktionsvirksomheder selv er nødsaget til at annullere ordrer.

I mandags åbnede et nyt branchefællesskab, DI Produktion, med foreløbigt 3800 små og store industrivirksomheder i medlemskredsen. Formålet er at give den klassiske industri et fælles talerør, fange politikernes opmærksomhed og dele viden på tværs af virksomhederne.

Samlet har virksomhederne i DI Produktion ca. 200.000 medarbejdere og en lønsum på over 100 milliarder kroner om året.

48-årige Camilla Haustrup Hermansen er valgt som formand for branchefællesskabet, og hun kender alt til de vidt forskellige kriser, som produktionsvirksomhederne står midt i.

Hun er fjerde generation i den familieejede emballageproducent Plus Pack i Odense, der fremstiller aluminiums- og plastikemballage til fødevareindustrien.

- Du ved ikke, om du kan få dine råvarer om en måned. Du ved ikke, hvad de koster. Du ved ikke, om din leverandør findes om et år. Der er nok at tale om, konstaterer hun, da Avisen Danmark møder hende på hovedkontoret uden for Odense.

Sidste år oplevede hun, at der pludselig manglede leverancer fra sydeuropæiske underleverandører, der var lagt ned af corona. I hast måtte Plus Pack finde nye leverandører og relancere produkter i andre materialer - noget der normalt kræver lange udviklingsprocesser og masser af analysearbejde.

- Men det er bare for at kunne levere til vores kunder, siger Camilla Haustrup Hermansen og betoner, at det var afgørende at kunne forsyne fødevareproducenterne med emballager. Danskerne holdt jo ikke op med at spise mad under coronakrisen.

- Hvis vores foliebakker ikke når frem til leverpostejproducenten, hvad skal der så ske med al den leverpostej, de har produceret? Emballage til fødevarer er en kritisk komponent, som under corona var vurderet som en del af kritisk infrastruktur i samfundet, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Besværlighederne fortsætter stadigvæk med koks i forsyningskæderne, der både kan forklares med eftervirkningerne fra coronakrisen, Ruslands angreb på Ukraine og lukkede havne i Kina, der forstyrrer containertrafikken på verdenshavene.

- Vi ved ikke, om vi kan få vores råvarer, når vi skal producere. Det skaber stor usikkerhed, og i vores virksomhed besluttede vi sidste år at investere i en ny lagerbygning, som åbner nu på tirsdag. I mange år har mange ellers arbejdet efter "just in time"-filosofien, hvor råvarerne kommer lige, når du skal bruge dem. Men i dag ville det skabe en væsentlig risiko for vores produktion og vores evne til at levere til vores kunder, og derfor er vi nødt til at sikre større lagre, forklarer Camilla Haustrup Hermansen.

Situationen har også skabt en anderledes stemning, når industrivirksomhederne taler med hinanden.

- Kunderne er glade for, at de faktisk kan få emballage, så deres forretning kan fortsætte. Der er en meget åben dialog lige nu. Vi kan spørge, om vi skal sikre råvaren og producere varerne, selvom materialepriserne er meget højere end normalt, og de svarer, at de jo har brug for dem, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Plus Pack havde et rekordår sidste år, hvor omsætningen rundede 633 millioner kroner. Virksomheden tjente 43 millioner kroner efter skat. Det lykkedes at vælte de højere omkostninger over på kunderne, og den luksus gælder ikke alle medlemmerne i det branchefællesskab, som Camilla Haustrup Hermansen er blevet formand for.

- Vores kunder kan følge London Metal Exchange (råvarebørs, red.) på aluminiumsprisen og et lignende indeks på plast. Men hvis man leverer en trappe eller en altan til et stort byggeri, og man har givet en prisgaranti i en toårig periode, så kan man ikke sende regningen videre. Så bliver man meget sårbar, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Oveni de akutte kriser kører en klimadagsorden for fuld skrue, som også påvirker industrien meget direkte, fordi den afsætter et stort klimaaftryk. Det forstærkes i øjeblikket, hvor virksomhederne straffes af høje energipriser og trusler om en markant forværring, hvis Rusland lukker for gassen til Europa.

Også her har Camilla Haustrup Hermansen og hendes virksomhed været tidligt ude.

- Vi vil gerne være CO2-neutrale i 2024, så vi lægger solpaneler på alle vores tage, der kan generere 30 procent af vores elforbrug. Nu er vi glade for, at vi traf den beslutning sidste år, så vi får strøm fra solpaneler allerede her til sommer, siger hun.

DI Produktion kan snart præsentere en ny branchedirektør, men Camilla Haustrup Hermansen er ikke selv bange for at stille sig i rampelyset og tale virksomhedernes sag. Hun er i forvejen formand i regeringens Klimapartnerskab for Affald, Vand og Cirkulær Økonomi, hun er medlem i flere bestyrelser og arbejdsgrupper, og hun har siden september siddet i Dansk Industris hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Der skal nemlig kæmpes om opmærksomheden i en tid, hvor nogle opfatter industrien som noget, der har fremtiden bag sig og er truet af udflytning.

- Politisk set har fokus flyttet sig væk fra Produktionsdanmark. Men produktion er på ingen måder beskidte, sorte eller dårlige arbejdspladser. Virksomhederne bidrager væsentligt til velfærdssamfundet og udgør en rygrad i erhvervslivet. Vores arbejdspladser er topmoderne og digitale, og mange arbejdspladser er bygget op om helt nye kompetencer i dag, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Hun er stor tilhænger af CO2-afgifter, men mener, at pengene skal kanaliseres tilbage til erhvervslivet til brug for investeringer i større konkurrencekraft. Hun mener også, at regeringen svigter i forhold til at skaffe arbejdskraft til virksomhederne.

- Vi må lægge frem, hvad der bremser os i de store samfundsmæssige omstillinger, som politikerne gerne vil have, at vi skaber. Ellers kan vi ikke forvente, at politikerne gør noget ved det. Under corona samarbejdede vi med politikerne og fandt frem til pragmatiske løsninger. Det gjorde os enormt effektive, siger Camilla Haustrup Hermansen, der også mener, at de seneste års konstante kriseberedskab har klædt virksomhedernes og deres ledere godt på til kommende kriser - hvis de kommer.

- Jo større usikkerhed omkring dig, jo mere bevidst bliver du om, hvor og hvordan du kan skabe kontrol og kontinuitet i driften. Det er vigtigt at tale om purpose (virksomhedens formål, red.), men det handler i allerhøjeste grad også om at fastholde arbejdspladser, hente ordrer og sikre, at du har noget at fylde på maskinerne i din produktion. Ellers er det jo ligegyldigt, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Klima: Vindmøller vokser ikke op af sig selv. De skal produceres, transporteres, installeres, vedligeholdes – og i øvrigt også tages ned igen, når de ikke kan mere.

Alt sammen betyder, at der udledes klima-belastende drivhusgasser som CO2. Det fortæller Asger Bech Abrahamsen, der er seniorforsker ved DTU Vindenergi.

- Ligesom det kræver beton og så videre at bygge et kulkraftværk, så kræver det også noget – og forholdsvist meget – at bygge en vindmølle. Og når den så står der, suger den jo ikke CO2 ud af atmosfæren. Men den kan producere energi uden at udlede noget i nærheden af det, som udledes, hvis det produceres sort.

Så selv om det er klimabelastende at bygge vindmøller, er de en fuldstændig afgørende brik i den grønne omstilling af Danmark. For sammenligner man vindmøllernes udledning med den udledning, som kommer når man producerer energi fra sorte kilder – som for eksempel ved at brænde kul af – så tegner der sig et tydeligt billede, siger forskeren.

- Det er nuanceret, og der er flere måder at gøre det op på. Men alt i alt vil der være i omegnen af 50-100 gange mindre CO2-udledning per kilowatt-time, hvis vi producerer elektricitet med en vindmølle, sammenlignet med når vi producerer den med kulkraft, slår Asger Bech Abrahamsen fast.

Han henviser til en analyse fra FN, som blev udgivet sidste år. Den viser, at kun vandkraft, solceller og atomkraft over en livstid har en drivhusgas-udledning, der er i samme lave ende som vindenergi. Kul, olie og gas er langt mere belastende.

I rapporten er alle drivhusgas-omkostningerne ved at producere, installere, vedligeholde og nedtage eksempelvis en vindmølle blevet divideret med, hvor meget energi, man må forvente den kan nå at producere i løbet af alle de år, hvor den snurrer.

Også selv når vi taler havvindmøller, hvor der typisk kræves mange, mange tons stål eller beton blot for at sikre et fundament, som møllen kan stå på, ender det hele grønt i sidste ende.

- Tager man stålet først: Der bliver brugt stål til tårnet og møllehovedet, og hvis det er en havvindmølle, så bliver den typisk placeret på en monopæl af stål, der bliver banket ned i havbunden, siger Asger Bech Abrahamsen.

Produktion af stål er unægteligt klimabelastende. Det kræver meget høje temperaturer at lave stål. Og når man dertil lægger, at der også skal glasfiber, beton og mange andre klimabelastende materialer til, før møllen overhovedet begynder at spinne, så er klima-regnskabet blodrødt på vindmøllens første produktionsdag.

Men så vender skuden, og i sidste ende er vindmøller i stand til at producere strøm på en klimaskånsom måde. Det viser undersøgelse efter undersøgelse.

Det vurderer også Søren Løkke, der er lektor og ekspert i livscyklusvurderinger, altså beregninger af, hvordan klimaregnskabet er for eksempel for en vindmølle er, hvis man ser på det helt fra produktion til den skrottes.

- Selvfølgelig kræver det noget at bygge en vindmølle. Men det kræver også beton og stål og så videre at bygge et kulkraftværk eller enhver anden energiproduktion. Forskellen er, at vindmøllen, når den først er bygget, kun kræver vedligeholdelse, mens der i en jævn strøm skal sejles kul ind til et kulkraftværk.

Hvis man ser på, hvor længe der går, fra en mølle begynder at producere strøm, til den har produceret samme mængde energi, som der blev brugt til at producere og installere den, vil man faktisk typisk ende med et tal på kun fire til syv måneder for moderne vindmøller.

Sat i forhold til, at en vindmølle typisk har en levetid på 20-25 år, er tallene altså i den grad med vindmøllerne.

De tal kan dog ikke helt bruges som mål for, hvor lang tid der går, fra møller begynder at producerer grøn strøm, til at dens CO2-regnskab bliver grønt; Altså til at de har sparet atmosfæren for mere CO2, end de har kostet.

For dét tal - som i øvrigt bliver en noget konstrueret størrelse - afhænger blandt andet af, hvor meget grøn strøm, der er brugt i produktionen af møllen, og hvor meget grøn strøm, der i forvejen er i det elnet, som den nye vindmølle leverer strøm til.

Ironisk nok vil det være sådan, at en vindmølle, der leverer ind i et netværk med en stor del grøn strøm – som eksempelvis det danske – i princippet vil have en længere klima-tilbagebetalingstid end en mølle, der leverer ind til et netværk med udelukkende sort strøm.

- Og så er der akilleshælen ved vindmøller: De producerer ofte strøm, når behovet ikke er så stort, for eksempel om natten. Den energi kan være dyr at gemme og har naturligvis ikke en værdi for klimaet, hvis den blot går til spilde, forklarer han og tilføjer.

- Derfor er det ret afgørende, at vindmøller er en del af et smart energisystem, hvor vindenergi suppleres af andre energiformer, og hvor vi flytter så meget forbrug som muligt til de tidspunkter, hvor strømmen er i systemet, og at vi gemmer energien på omkostningseffektive måder - for eksempel som varme, der blandt andet kan fordeles i fjernvarmesystemet, siger Søren Løkke fra Aalborg Universitet.

Inger Støjberg er ny, fast debattør på Avisen Danmark. Det er derfor hendes egne holdninger - og ikke avisens - der kommer til udtryk i klummen.

Det er knapt et halvt år siden, at jeg blev smidt ud af Folketinget på grund af barnebrudesagen. Den tid har været en gave. Det har givet mig muligheden for at sidde udenfor og kigge ind på, hvad der foregår på Christiansborg og i de fine saloner i København. Ikke at jeg nogensinde har haft min gang i salonerne. Det har jeg til gengæld i mange år haft på Christiansborg.

Som folketingsmedlem var jeg bekymret over, at forbindelseslinjerne mellem København og resten af Danmark, var ved at blive svage. Tiden væk fra København har gjort mig endnu mere bekymret. Det har været et virkelighedstjek.

Når man, som jeg, primært sidder og arbejder i Hadsund. Driver egen lille virksomhed, og på afstand følger med i dansk politik, så ser man det tydeligt. For det er ganske enkelt ofte forskellige ting, der er i fokus i og omkring Christiansborg og ude i den virkelige verden. Sidste uge var ingen undtagelse.

Her hvor jeg bor, går vi op i at få hverdagen til at hænge sammen. Vi går op i, om der er en ordentlig lægedækning, om skolen er god, og om der i det hele taget er gode bosætningsmuligheder for både ældre og familier.

Alt imens vi kæmpede for at passe vores arbejde, så indgik et smalt flertal på Christiansborg en ny medieaftale. Aftalen viser i alt sin enkelthed forskellen. Den stiller nye krav til de danske medier, som modtager mediestøtte eller penge fra Public Service-puljen. De skal i fremtiden aflægge en ”kønsselvangivelse”. Det betyder, at de f.eks. skal opgive antallet af kvindelige chefer, kønsfordelingen af værterne og de eksperter, som de benytter sig af.

Når jeg sidder i Hadsund og læser min avis, så er jeg ærligt talt mere interesseret i, at den ekspert, der udtaler sig om Ruslands overfald på Ukraine, og Putins mulige overvejelser om at benytte sig af atomvåben, er en ekspert der ved noget om det, end én der sjusser sig frem. Sagt med andre ord. Jeg er fuldstændig ligeglad med kønnet. Jeg går op i indholdet.

Lige som jeg går mere op i at få kørselsfradraget skrevet rigtigt ind i min selvangivelse, end i at læse om kønsselvangivelser fra danske medier. Det er svært få udgifterne til kørsel dækket i forhold til at komme til og fra arbejde, med de benzinpriser vi har nu.

Op til sidste valg var flere partier, inklusive Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, meget bevidste om, at Danmark er større end København. Blikket var stift rettet mod vigtigheden af, at vi ikke alle kan bevæge os rundt i Københavns gader, og at en meget stor del af produktionen af varer ligger i Jylland. Pengene til driften af vores velfærdssamfund tjenes i meget høj grad her.

Diskussionerne handlede dengang om, hvordan vi bedst kunne få Danmark til at hænge sammen, at vi ikke alle kunne køre i delebiler, og at lægebemandingen og uddannelsesmulighederne også skulle være i orden udenfor de store byer. En stor del af Mette Frederiksens valgsejr kan sandsynligvis tilskrives, at hun den gang gik op i, at Danmark er større end København.

Nu er Mette Frederiksen blevet statsminister. Nu laver hun podcasts med en hyper-intellektuel chefredaktør fra Danmarks mest venstreorienterede avis. Her diskuterer de hver deres syn på storpolitik og verdensfredens, og hendes blik er i højere grad rettet mod Bruxelles og hovedstæderne ude i verden.

Jeg er godt klar over, at det kan være mere spændende at snakke med præsident Macron end med Maren i kæret. Men jeg kan garantere for, at Maren i kæret ved mere om hvor skoen trykker, når det handler om at få hverdagen i Vestjylland til at hænge sammen, end Macron. Derfor er det afgørende, at politikerne forstår, at Danmark er større end København.

Film: Rahim har to dages udgang fra fængslet. Og han har tænkt sig at bruge dem på at få ryddet op i den gæld, der i sin tid sendte ham bag tremmer.

150.000 skylder han sin tidligere svigerfar, som betragter Rahim som en manipulerende fupmager.

Heldigvis tilsmiler lykken Rahim, som tilfældigvis finder en dametaske med 17 guldmønter ved et busstopsted. Og, overrasker det alle, bringer guldet tilbage til taskens ejermand. En smuk gestus, når man både er fængslet og i pengenød.

Rahim lyser op og charmerer alle med sit vindende smil og ydmyge natur. Tv-folkene elsker det, og succeshistorien Rahim vil ingen ende tage. Måske venter der en benådning forude. Men måske smurte han lidt for tykt på, da han fortæller i nyhederne, at lommeregneren hos guldsmeden ikke virkede.

- Og pennen ville ikke skrive, så jeg så det som et tegn fra Gud, siger Rahim med bøjet hoved, men med sit karakteristiske smil i behold.

Takket være de sociale medier er han blevet en helt på få timer. Men lykken kan hurtigt vende.

I fængslet taler en af de indsatte lige ud af posen:

- Du forstår virkelig at narre folk, stikker han henkastet til Rahim i forbifarten.

Og således plantes kimen af tvivl hos publikum. Holder Rahims historie vand? Hvor har han egentlig guldet fra? Er han i virkeligheden en snu charlatan, der er dygtig til at manipulere folk, og nu får det til at se ud som om, svigerfar er den onde kreditor?

For eftertiden vil der sikkert blive skrevet og talt meget om, hvordan Asghar Farhadis ”A Hero”s stærke og nuancerede drama om ære og vanære tørner bizart sammen med virkelighedens historie med anklager om ærekrænkelse og plagiat, men lad det straks være sagt, at ”A Hero”, upåagtet kontroverserne omkring filmskaberen, er et kraftfuldt og helstøbt comeback for Farhadi efter den uklare og slappe ”Alle ved det”.

Med prisbelønnede og kritikerroste værker som ”Sælgeren”, ”Fortiden” og ikke mindst gennembrudsværket ”Nader og Simin - En separation” har den iranske filmskaber det seneste årti markeret sig som en af Mellemøstens stærkeste filmskabere og en stor humanist med et samfundsobservant øje for sandhedens undvigende væsen, indeklemte hemmeligheder og følelser, når tingene brænder på og æren står på spil.

Centralt i Farhadis film står altid stærke dilemmaer og en eminent fornemmelse for at vise familiedynamikken under pres. I den forstand er ”A Hero” selveste essensen af Farhadis virke som filmskaber.

Farhadi er kendt for sin iranske hverdagspoesi, hvor store spørgsmål vokser ud af dagligdagen og hemmeligheder lige så stille begynder at sive ud af fortællingens sprækker.

”A Hero” er ingen undtagelse, men skytset rettes tættere på systemet og magthaverne end i filmskaberens tidligere film, hvor det var familien, der var elendighedens arnested.

Sammenlignet ned manipulationen fra forvaltningens ansatte og fængselsvæsnets top er Rahims pynten på sandheden og hvide løgne de rene bagateller. Og så er Rahim jo selv et produkt af et samfund, hvor manipulation og magtmisbrug er dagligdag, og borgerne selv har fortielser og småløgne som eneste mulighed for at stå imod mistanke, anklager og kontrol.

En interessant modpol til det trætte og rutinemæssigt menneskefjendske system og bureaukrati, filmen portrætterer ses i ”A Hero”s smukke åbningsscene, hvor Rahim besøger sin svoger, der arbejder højt oppe på et stillads med at restaurere kong Xerxes grav. Monumenter hugget ud i klipperne for flere årtusinder siden.

- Hvad fik folk til at vandre helt herop? tænker Rahim højt.

Respekt måske. En respekt, der i hvert fald ikke er at spore fra borgere og gemene mennesker i forhold til magthaverne i ”A Hero”s stivnede system og triste kontorlandskab.

Som en ekstra dimension til værket ser det nærmest ud, som om Farhadi er blevet hovedaktør i en af sine egne fortællinger om magt og smertefulde dilemmaer. Ideen til ”A Hero” er angiveligt kraftigt inspireret af Azadeh Masihzadehs dokumentar ”All Winners, All Losers”.

Masihzadeh har anklaget Farhadi for plagiat - og er omvendt blevet beskyldt for ærekrænkelse. Hvad der kan straffes med fængsel og fysisk straf.

Lad os håbe, at det ikke kommer så vidt. Hvis det gjorde, ville jeg ikke tøve med at boykotte instruktørens film.

”A Hero”, drama/thriller, iransk (originaltitel: ”Gahareman”), spilletid 128 minutter. Tilladt for børn over 11 år. Premiere onsdag 25. maj i udvalgte biografer.