Amputationsskandalen: Amputationer, som kunne have været undgået, er kun en del af prisen for de massive problemer på karkirurgiske afdelinger i Region Midtjylland. Nu kan Avisen Danmark fortælle, at amputationsskandalen formentlig også har kostet liv.

Det fremgår direkte af tre sætninger i den 38 sider lange analyse af karkirurgien i Region Midtjylland, som blev offentliggjort i torsdags. Der står:

"Cirka 100 for mange amputationer om året kan forekomme at være en lille pris for at udføre cirka 225 for få amputationsforebyggende operationer. Men amputationerne er kun en del af prisen. En del af de øvrige patienter, der ikke får tilbudt karkirurgi, må formodes at dø at koldbrand i benet."

Professor og ledende overlæge på Karkirurgisk Afdeling på Kolding Sygehus, Kim Houlind, der er forfatter til analysen uddyber til Avisen Danmark:

- Hvis du ikke får den forebyggende behandling, er der risiko for koldbrand i benet. Det gør, at benet simpelthen rådner op, mens du har det siddende på kroppen. Det danner nogle giftstoffer til blodet, og så dør man af den infektion, fordi kroppen ligesom bryder sammen, siger han.

Kim Houlind står ikke alene med sin vurdering af, at de for få amputationsforebyggende operationer må formodes at koste liv. Avisen Danmark har talt med formanden for Dansk Karkirurgisk Selskab, Jacob Budtz-Lilly, og professor i karkirurgi på Syddansk Universitet, Jes Sanddal Lindholt, der begge deler vurderingen.

Jacob Budtz-Lilly arbejder selv som overlæge på Aarhus Universitetshospital. Men han udtaler sig som formand for Dansk Karkirurgisk Selskab.

Når vi læser ”Analyse af karkirurgien i Region Midtjylland” på side 12 står der, at amputationer kun er en del af prisen. Men at en del af de øvrige patienter, der ikke får tilbudt karkirurgi, må formodes at dø af koldbrand i benet. Risikerer patienter at dø, fordi der laves færre amputationsforebyggende operationer i Region Midtjylland?

- Ja. Det er rigtigt forstået. Dem, der mistet benet, er kun en del af konsekvensen. Nogle dør, siger han.

Jacob Budtz-Lilly forklarer, at patienter der ikke får de forebyggende operationer risikerer at få koldbrand i benet, og det er der en risiko for, at de ikke overlever.

Professor i karkirurgi Jes Sanddal Lindholt har ikke læst analysen, men er blevet forholdt afsnittet, hvor mulige dødsfald er beskrevet. Han forklarer, at den amputationsforebyggende behandling opdeles i tre stadier, alt efter hvor meget vævstab der er. Og det har betydning, hvor tidligt man sætter ind.

- En forsinkelse på behandlingen gør, at flere skal amputeres alligevel og flere vil dø, siger han og uddyber:

- Chancen for at redde benet er størst, hvis der ikke er vævstab, og det værste stadie er, hvis der er direkte koldbrand. Sætter man først ind i de senere stadier, så falder succesraten for de indgreb, man udfører. Og det er forbundet med større udsigt til at dø, fortæller Jes Sanddal Lindholt.

Professoren nævner også en anden konsekvens af de færre forebyggende operationer. De betyder, at flere patienter senere skal beslutte, om de vil amputeres og leve videre uden et eller begge ben. Og nogle vælger i den forbindelse, at de hellere vil dø.

Den vurdering stemmer overens med Amputationsforeningens oplevelser.

- Nogle patienter har nået at få det så skidt, når de når til en amputation, og andre kan ikke se sig selv som amputerede, og derfor vælger de livet fra ved at sige nej til at blive amputerede. De vælger at dø af kredsløbslidelser. Men nogle af dem ville måske ikke være nået dertil, hvis de havde fået amputationsforebyggende operationer, siger formand Marianne Palm.

Men selv hvis patienterne vælger at takke ja til en amputation, lever de ifølge analysen kortere tid end dem, der har fået amputationsforebyggende operationer.

Der står, at patienter, der modtager amputationsforebyggende operationer, i gennemsnit lever i 3 år og 8 måneder. Men sammenligner man med patienter, der har fået amputeret deres ben efter kredsløbsproblemer, dør 30 procent inden for 30 dage og 54 procent inden for 1 år.

- Generelt kan man sige, at dem der får en amputationsforebyggende operation har deres ben længere og lever længere, siger Jacob Budtz-Lilly fra Dansk Karkirurgisk Selskab.

Koncerndirektør i Region Midt, Ole Thomsen, fortæller, at de først efter Avisen Danmarks henvendelse er blevet opmærksomme på afsnittet om formodede dødsfald, og han er ærgerlig over, at det først sker efter rapporten er offentliggjort. Han ville nemlig gerne have haft lejlighed til at indsamle data på området.

Hvad tænker du om, at de færre forebyggende operationer ifølge analysen og eksperter formentligt har medført, at mennesker er døde af koldbrand i benet?

- Hvis det er tilfældet, så er det endnu mere trist, end at man har fået amputeret sit ben, fordi vi har behandlet for sent. Og når nogle fagfolk siger, at der er en risiko for det, så er der selvfølgelig det. Men vi har ikke data, der viser noget om det, siger Ole Thomsen.

Ole Thomsen, erkender du, at den praksis der har været i Region Midt har medført, at nogle patienter har fået forkortet deres levetid?

- Jeg kan se, at analysen siger, at den prognose ovenikøbet er optimistisk. Men det er tal fra andre analyser, da der ikke er tal fra Region Midtjylland, og der er ikke indrapporteret nogle utilsigtede hændelser. Men jeg anerkender at fagfolkene siger, at der er en risiko, siger Ole Thomsen, der er koncerndirektør i Region Midtjylland.

Formanden for Amputationsforeningen kalder skandalen i Region Midtjylland for et ”mangehovedet uhyre”, fordi sagen har så mange konsekvenser.

- Det er helt grelt, det der er sket på afdelingerne i Aarhus og Viborg. Der burde være sat ind med forebyggende operationer, så det ikke ender med akutte amputationer eller døden, siger Marianne Palm.

Også Danske Patienter er rystet over sagens konsekvenser.

- Vi tager de nye oplysninger dybt alvorligt. I forvejen er det virkelig forfærdeligt, at patienter har fået amputeret ben, selvom det kunne være undgået med forebyggende behandling. Men at det også derudover formodes at have kostet liv er dybt alvorligt og virkelig ulykkeligt for både patienterne, men også de efterladte til dem, som kan være omkommet, siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil.

Danske Patienter vil gerne vil have undersøgt, i hvilket omfang de karkirurgiske afdelingers praksis i Region Midtjylland har kostet liv. Men det vigtigste for foreningen er, at der straks sikres tilstrækkelig forebyggende behandling til fremtidige patienter, lyder det fra direktøren.

Region Midtjylland er i øjeblikket gang med at undersøge, hvor mange patienter, der kunne have undgået amputation. Men med de nye informationer vil regionen også undersøge, hvor mange patienter, der kan have mistet livet som følge af regionens praksis.

- Ja, det skal vi undersøge, hvis vi overhovedet kan skaffe data. Og så vil vi inddrage fagfolk, som kan hjælpe os med at analysere på de data, fortæller Ole Thomsen.

Naturnationalparker: Debatten om naturnationalparker med dyr bag hegn har ofte taget udgangspunkt i et rewilding-projekt i Mols Bjerge med heste og kvæg, hvor tilgangen har været ikke at tilskudsfodre dyrene og blande sig i naturens gang.

Men når en af landets 15 nye parker åbner i Gribskov i Nordsjælland sidst på året, er man parate til at tilskudsfodre, flytte dyrene til andre arealer og fælde træer, hvis dyrene mangler føde. Det fortæller Anna Thormann, der er specialkonsulent i Naturstyrelsen og projektleder for parken i Nordsjælland.

- Vi starter med et lavt antal dyr, og så vil vi løbende vurdere, om der er føde nok til dem. Hvis der ikke er det, så har vi arealer, vi kan åbne op til, og ellers må vi tilskudsfodre, og det kommer vi nok til at gøre en hel del steder i et eller andet omfang. Men det kommer an på den konkrete situation, siger Anna Thormann.

I Mols Bjerge, der også får en af landets naturnationalparker, mener Morten D.D. Hansen fortsat, at dyrene ikke bør fodres. Han er naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum, der har Mols Laboratoriets rewilding-projekt.

- På Mols Laboratoriet styrer vi ikke noget som helst. Hele pointen med rewilding er at slippe naturen fri. Derfor bliver jeg altid lidt nervøs, når jeg hører om alle mulige tiltag, siger han.

Han understreger, det altid handler om at starte med få dyr, så de tilpasser sig arealets fødemængde og ikke omvendt.

- Ellers snyder du på vægten. Jeg plejer at sammenligne tilskudsfodring med, hvis du på en skole, hvor børnene ellers spiser sundt og er velfungerende, pludselig får en bod med gratis slik, så skævvrider du deres sundhed og skaber ubalance, siger han.

Hvis dyrene i perioder har sultet i Mols Bjerge, har man i stedet taget dem ud af rewilding-projektet, forklarer Morten D.D. Hansen.

- Hvis vi får verdens hårdeste vinter og helt ekstreme tilfælde, så kan det godt være, vi skal hjælpe dyrene igennem med foder, men der har vi slet ikke været endnu, siger han.

Alligevel tegner det til, at Gribskovs beredskabsplan om blandt andet tilskudsfodring er en fornuftig måde at gøre det på, mener to dyrlæger.

- Man er nødt til at handle, hvis der ikke er føde eller vand til rådighed, eller dyrene halter eller har smerter. Men der står jo også beskrevet i den politiske aftale, at der skal ske en handling, hvis dyrevelfærden ikke er god nok, siger dyrlæge Helle Slot, der er repræsentant for Den Danske Dyrlægeforening i den nationale arbejdsgruppe vedrørende naturnationalparker.

Nina Svanborg, der også er dyrlæge og selv naturplejer, påpeger, at parkernes rewilding er nødt til at blive på danske betingelser.

- Vi er ikke et vildt land med vilde dyr, og vi har en dyrevelfærdslovgivning. Så hvis heste eksempelvis får problemer med, at de ikke kan slide deres hove ned, så må man jo lægge sten ud og sørge for et hårdt underlag. Dyrene må ikke lide eller sulte, hvis det sker, så må man jo tage dem ud eller aflive dem, siger hun.

Det altafgørende for at opretholde god dyrevelfærd i parkerne, er at følge dyrene tæt, pointerer begge dyrlæger.

- Der er mange ting, der skal holdes øje med, som vi ved alt for lidt om. Det betyder, at dyrene skal overvåges meget intenst for at sikre, at de har en fornuftig dyrevelfærd. Det kan godt ske, det kan lade sig gøre at få en god velfærd, men det vil kræve meget. Jeg mener ikke, man skal kunne se dyrenes ribben, men det er ikke bare at kigge på deres huld (kropfedt, red.), men også adfærd og hvad de vælger at spise, siger dyrlæge Helle Slot.

Ifølge dyrevelfærdsloven skal heste tilses dagligt, mens andre fritgående dyr på græs skal tilses "jævnligt". De regler kan parkerne dog søge dispensation fra.

For at sikre overblik på det 1300 hektar store areal i Gribskov, der skal rumme elge, kvæg og områdets hjortevildt, vil man i starten tilse alle dyr dagligt. Og for at gøre det nemmere, er planen, at de udsatte dyr skal have gps-udstyr på.

- Vi er ved at afsøge mulighederne. Om det ender med halsbånd, som vi har set, kan give trælse skader, eller om vi lykkes med at finde et system af mere moderne karakter, det ved vi ikke endnu, siger Anna Thormann.

I Mols Bjerge har man heste, der i loven kræver et dagligt tilsyn, og derfor bliver både kvæg og heste alligevel set til på daglig basis. Dyrene har også de omtalte gps-halsbånd på, mens droner og termiske kameraer ligeledes overvåger dyrene.

-  Det er rigtigt, at de kan give skader, men vi har haft én træls sag med en gravid hoppe, som vi ikke kunne bedøve eller skyde, så halsbåndet skavede i nogle dage. Det er proportioner, og det er ikke verdens største velfærdsproblem, siger Morten D.D. Hansen.

Naturvejlederen mener i øvrigt, at det daglige tilsyn er overflødigt.

- Det er meningsløst at se til dem hver dag, det er ikke dét, der gør forskellen. Hvis vores dyr mistrives, så er det noget, der sker over en længere periode, som vi sagtens kan fange med et tilsyn hver tredje dag. Så kan der være et dyr, der ligger med et brækket ben et sted, men sådan er verden - med eller uden hegn, siger han.

Når parken i Gribskov åbner, vil det være i vinterperioden, hvor fødegrundlaget er tvivlsomt. Derfor vil man også først sætte dyrene ud senere i forløbet, forklarer Anna Thormann.

- Vildtet er der jo i forvejen, når hegnet kommer op. Men den her gradvise tilgang, er den bedste måde. Og det betyder ikke, at vi venter og ser, men at vi holder omhyggeligt øje med fødegrundlaget og dyrenes velfærd, så vi netop kan reagere, siger projektlederen.

I første omgang handler det om at få sat det høje elgehegn op, og at få klædt parkens personale godt på til opgaven.

- Tre-fire personer får dagligt til opgave at se til dyrene, og det vil være skovfogeder eller skovløbere, der kender området i forvejen og som kommer på kurser i forhold til at lære de nye dyr at kende. Derudover kommer der en ekstern dyrlæge og fører tilsyn og laver kvartalsvise rapporteringer, siger Anna Thormann.

Gribskov Naturnationalpark starter med 250 dådyr, 50 sikahjorte og 100 rådyr. Der bliver udsat 8 elge, 10 stude, 2 erfarne skovgræsningskøer og 25 krondyr. I foråret 2023 og 2024 regner man med at supplere med yderligere 20 stude og 25 krondyr.

“ECCO HUSK MARIUPOL" stod der på et papskilt på fliserne foran Ecco-butikken på Strøget i København, da en gruppe demonstranter i sidste uge protesterede mod skokoncernens åbne butikker i Rusland.

Imens globale virksomheder som Carlsberg, Vestas og Demant sluger milliardtab ved at lukke deres aktiviteter i Rusland, holder Ecco fast. Uanset demonstranternes budskab om, at den familieejede modevirksomhed har blod på hænderne.

Lige siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar har Ecco fastholdt sin ret til at drive 250 skobutikker i Rusland. Ecco overtræder ingen sanktioner, og Ecco forsvarer sig med, at koncernen først og fremmest passer godt på sine russiske ansatte.

Imens er det danske fyrtårn inden for fodtøj under massivt pres. Sådan ser det i hvert fald ud.

Hvis man søger efter Ecco-sko på stormagasinet Magasins hjemmeside, får man ”ingen resultater”. Det samme gælder skokæden Euro Sko med 460 butikker i Norge, Sverige og Danmark, der har fjernet Ecco fra hylderne. I sidste uge skrev kæden et brev til Eccos topledelse, hvor der blev udtrykt ”stærk kritik” af Eccos beslutning om at fortsætte i Rusland.

Men bevæger man sig væk fra Norden, er der stort set ingen, der har bemærket, at Ecco har valgt et særstandpunkt i Ruslands-spørgsmålet. Langt større virksomheder som Nike og Adidas har for længst meldt ud, at de lukker deres aktiviteter i Rusland.

Ecco nævnes stort set ikke andre steder end på det amerikanske Yale-universitets liste over virksomheder, der holder fast i det russiske marked. Intet tyder på en global forbrugerboykot mod Ecco, der har USA, Kina og Tyskland blandt sine store markeder.

Måske har Ecco skelet til den italienske konkurrent Geox, der heller ikke har trukket sig fra Rusland. Ifølge et russisk fagmedie, Shoes Report, åbnede Geox endda en splinterny butik den 1. marts i det store shoppingcenter Crocus City uden for Moskva. Det er Geox’ 80. butik i Rusland, og åbningsfesten fandt altså sted omtrent en uge inde i Ruslands invasion af Ukraine.

Heller ikke Geox er ramt af international fordømmelse. I Rusland konstaterer den lokale udgave af det amerikanske tidsskrift, Forbes, at selvom internationale skomærker har ”indstillet deres arbejde i Rusland”, så vil ”russerne ikke stå uden sko”. Artiklen fremhæver Geox’ forårs- og sommerkollektion, der netop er præsenteret for de russiske kunder.

I virkeligheden ser det ud til, at både Ecco og Geox er ved at trække det længste strå. I hvert fald økonomisk. Begge skomærker har produktion i Kina og bør ikke have problemer med at få sommerkollektionerne frem til Rusland. Begge skomærker beskytter samtidig en betydelig omsætning på det russiske marked. For Eccos vedkommende drejede det sig i 2020 om et salg på 1,7 milliarder kroner, svarende til 17 procent af omsætningen, der kom fra Rusland.

Det er umuligt at vide, om det ligefrem gavner salget, at mange af de vestlige konkurrenter holder butikkerne lukket, eller om nedturen i russisk økonomi også rammer russernes indkøb af Ecco-sko.

Ecco-ledelsen i hovedkvarteret i Bredebro holder helt sikkert et skarpt øje på salgstallene fra nær og fjern. Analysen kan være, at en lokal forbrugerboykot i Norden kan være billigt sluppet, hvis man til gengæld kan redde sin milliardforretning i Rusland. Samtidig har man sikkert konstateret, at Ecco-salget går strygende uden for Norden, hvor de færreste interesserer sig for, hvorvidt Ecco holder åbent eller lukket i Rusland.

Men det ændrer ikke på, at Ecco lige nu spiller højt spil. Russernes grusomheder gør det svært at se, hvornår man som vestlig virksomhed igen med stolthed kan drive forretning i Rusland.

Risikoen for, at det ukrainske styre udskammer Ecco med navns nævnelse og på et splitsekund flytter det internationale søgelys mod det sønderjyske skomærke er absolut til stede.

Og så skal man ikke forklejne prisen for, at danske forbrugere lægger Ecco for had på virksomhedens eget hjemmemarked. Bliver det nemmere at tiltrække talenter til Bredebro i fremtiden? Klæber de russervenlige handlinger til Eccos omdømme i årtier? Ser det grimt ud, hvis Kongehuset en dag fratager Ecco titlen som kongelig hofleverandør?

Vi kunne jo spørge Eccos ledelse. Men desværre er Ecco for længst holdt op med at besvare henvendelser fra pressen.

Billig tøjte. Magre skideskur. En rådden sjæl. Hestegebisset.

Man kunne også bare kalde hende Medina.

Forholde sig til hendes musik, shows og offentlige liv uden at kaste om sig med ondskabsfulde og ligegyldige betragtninger om hendes sjæl og udseende.

De, der satte ordene sammen i deres tastatur og sendte dem ud i offentligheden, og de, der efterfølgende labbede dem i sig med fornøjelse, bør sige "Undskyld Medina." Det var naturligvis ikke i orden at behandle dig på den måde. Du blev offer for det, som oftest rammer kvinder: Nedgørelse med inddragelse af dit udseende.

Dokumentaristen Kaspar Astrup Schröder har fulgt Medina i flere år, og det er der kommet en dokumentarfilm og -serie ud af. Serien hedder "Medina - hele min historie", og den portrætterer Medina som en yderst følsom og skrøbelig sjæl, der er hårdt ramt af hetzen og også har fået angst på grund af stalkere. Den ene brød ind i hendes hus og lagde sig i hendes seng.

Pressen har fået mulighed for at se de fire første afsnit af tv-serien på forhånd, og den kommer  fængende fra start med godt tempo og en klar dagsorden: "Jeg ejer ikke min egen historie. Jeg vil tage den tilbage og vise, hvem jeg er, og hvordan jeg har det", siger Medina. Og indleder med at gå på scenen og "gøre mig selv til grin igen, som de siger, at jeg gør".

Det begyndte ellers godt for Medina, der er født i Aarhus, og hvis far kom hertil som chilensk flygtning. Hun hed oprindeligt Andrea Fuentealba Valbak, men skiftede navn til Medina, og hun slog igennem med et brag i 2008 med nummeret "Kun for mig". Siden er det blevet til mange flere albums, priser og en stor både dansk og international karriere - hun har i dag mere end 400.000.000 streams.

Hun blev også et stil-ikon, men chokerede blandt andet, da hun under Copenhagen Pride i 2009 optrådte i et show med meget lidt tøj på. Herefter visnede de rosende ord hastigt.

Hendes manager forklarer de efterfølgende mange års hårde kritik på denne måde: "Det er, som når folk ser kunstskøjteløb. Det er meget smukt, men alle venter på, at de falder."

Og Medina falder. Bogstaveligt, da hun kollapser under en koncert i Tivoli, og da hun overfalder en journalist i en lufthavn, som hun mener har skrevet grimt om hende. Senere bliver hun dømt for at køre kokain-påvirket.

- Det er jeg flov over. Det var selvisk, ubetænksomt og dumt, siger hun.

Uanset selvkritikken er dokumentar-serien på Medinas side og forklarer gennem interviews med hende selv, hendes venner, nærmeste samarbejdspartere og en stribe af alternative behandlere, at hendes "nedsmeltninger" skyldes presset, at hun lider af posttraumatisk stress.

- Jeg må helst ikke sige, at det er hårdt, for svaret er, at jeg selv har sagt ja til det, fordi jeg ville være kendt. Men jeg er jo også et menneske, siger Medina. En pointe, som handler om, at vi har en generel opfattelse af, at hvis vi stikker næsen frem, må vi leve med, at nogen kan brække den. Nej, det må vi ikke. Det er i orden at  have en kritisk holdning til hendes shows og hendes musik og at argumentere for den, men at kritisere hendes udseende og personlighed er mobning.

Efterhånden, som serien skrider frem, fylder offer-rollen lige rigeligt. Derfor er det en lettelse, da kærligheden og trygheden ankommer med Malo Chapsal, en militær skema-mand (Medinas beskrivelse, red.). Parret venter i dag barn nummer to.

"Medina hele min historie" er en fortælling om berømmelsens bagside. Den har vi hørt før, men tilsyneladende uden at sidde sikkert bag rattet udi at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Om vi lærer Medina helt at kende er også usikkert. Det er svært at sige, om der er andre refleksioner, end dem vi hører. Hvor meget mere hun rummer. For det er sikkert, at serien er på en mission om "medaljens bagside" og heri ligger en iscenesættelse. Men at vi har at gøre med et skrøbeligt og såret menneske vises troværdigt. Medina vil som alle andre gerne elskes for hvem, hun er, og for det, hun kan.

"Medina hele min historie". Discovery +. Tv-dokumentar i 8 afsnit a ca. 30 min. Kan ses fra 5. maj. Denne omtale baserer sig på de 4 første afsnit.