Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Eksperter og politikere mener, at små kommuner mangler kompetencer til børnesager, lyder det i Jyllands-Posten. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Eksperter: Små kommuner magter ikke komplekse børnesager – på Langeland vil man også gerne slippe

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

På denne påskedag retter vi blikket mod Langeland Kommune. For i dagens Jyllands-Posten kan man læse, at eksperter og politikere dumper små kommuners evner i forhold til at håndtere komplekse børnesager. Og den konklusion falder, efter avisen intenst har afdækket, hvordan Langeland Kommune har haft besvær med at overholde loven i anbringelsessager i årevis. Langeland Kommune har eksempelvis tre gange flere anbragte børn end gennemsnittet af danske kommuner.

- Det ser ikke godt ud for Langeland Kommune. De er ikke i stand til at håndtere de komplekse børnesager, som kræver en meget god og stor juridisk viden. Jeg har generelt den opfattelse, at børnesagerne slet ikke skal ligge hos kommunerne, og det er Langeland Kommune et godt eksempel på hvorfor, siger Kirsten Ketcher, professor i socialret ved Københavns Universitet.

I avisen kalder Roger Buch, centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, et svar fra Langeland Kommunes borgmester for ”et udtryk for desperation”.

Jyllands-Posten har nemlig spurgt SF-borgmesteren, Tonni Hansen, om han gerne helt så kommunen slippe for børneområdet. Og i et skriftligt svar falder disse ord, som Roger Buch har kommenteret på:

- Gerne, det ville gøre, at den enkelte kommune ikke blev belastet forholdsmæssigt både økonomisk og arbejdsmæssigt.

Et bredt flertal i Folketinget blev sidste forår enige om at lave en helt ny lov på børneområdet. Det er et arbejde, som nu er i fuld gang, og som socialminister Astrid Krag (S) overfor Jyllands-Posten siger, at der tager højde for, at kommuner som Langeland er særligt pressede. 

Indvandrere i arbejde som aldrig før

Vi suser videre til integrationspolitikken herhjemme, som går bedre end nogensinde, når det kommer til at få ikkevestlige indvandrere og efterkommere i arbejde. Det viser en ny analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, som er baseret på beskæftigelsestal fra Danmarks Statistik og ministeriets udlændingedatabase. Det er Politiken, der har set nærmere på analysen.

Således var det i starten af 2015 44,5 procent af de ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der havde et arbejde. Mens 60,2 procent af den samlede gruppe i slutningen af 2021 har fået arbejde. Og det er rekord, siden man startede med at opgøre området for 11 år siden, skriver avisen.

Mattias Tesfaye (S), udlændinge- og integrationsminister, kalder tallene for ”fremragende nyheder”. Samtidig understreger han, at flygtningestrømmen fra Ukraine kan vende den positive udvikling. 

 - Jeg håber jo inderligt, at alle får et job. Men jeg kan godt høre, at de jobs, de ukrainske flygtninge rækker ud efter, i høj grad er de samme som dem, Fatima fra Mjølnerparken rækker ud efter. Her kommer indvandrere og flygtninge i nogen grad til at kæmpe om de lavtlønnede job, der ikke kræver den store uddannelse, siger ministeren til Politiken.

Forventningen er, at op mod 40.000 ukrainere har vendt snuden mod Danmark efter påskedagene.

LA vil være grønne

Og så skal vi videre til klimadagsordenen, hvor Liberal Alliance nu melder sig på banen. For i Berlingske siger Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, at partiet vil stille forslag om, at Danmark skal reducere sin CO2-belastning med 100 procent i 2030.

Det er altså 30 procent mere, end der allerede er aftalt i klimaloven, som et flertal i Folketinget uden om Liberal Alliance har vedtaget.

Ifølge Alex Vanopslagh skal de yderligere 30 procent findes med initiativer i udlandet, der kan ske via myndighedssamarbejde med andre lande eller danske projekter i udlandet, lyder det i avisen.

- Det er meget vigtigt for mig at sige, at mit mål ikke er at finde et nyt værktøj til kreativ bogføring. Mit mål er, at vi skal forpligte os til at gøre en forskel internationalt. Klimaforandringer er en global udfordring, men der er en tendens til klimanationalisme i dansk politik, siger Alex Vanopslagh.

Russisk storbank er næste skridt

Vi slutter dagens nyheder med den næste runde af EU-sanktioner mod Rusland. For de bliver ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, målrettet landets banker og olieindustrien. Det siger formanden til den tyske avis Bild am Sonntag.

- Vi kigger nærmere på banksektoren. Særligt Sberbank, der udgør 37 procent af den russiske banksektor. Og så er der selvfølgelig energiudfordringer, siger hun til avisen.

Modsat EU har både USA og Storbritannien allerede indført sanktioner mod Sberbank som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men der er god grund til at blive hængende lidt endnu. Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Ditte Birkebæk Jensen
Billede af skribentens underskrift Ditte Birkebæk Jensen Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Børn smitter hinanden i institutionerne, og det kan man aldrig helt undgå. Men man kan gøre noget for at minimere det, vurderer en række danske overlæger. Fotokollage: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix og Leif Nørmark Sørensen

Overlæger: Send alle børn i skovbørnehave, og giv forældre fri til at passe deres syge børn

Vi står med en gylden mulighed for at bekæmpe den voksende antibiotika-resistens lige nu. Det mener Niels Frimodt-Møller, der er professor og overlæge på Rigshospitalet.
For coronapandemien har vist os, hvor meget syge børn er med til at holde smittetrykket i samfundet oppe, og dermed forbruget af antibiotika - og i sidste ende antibiotikaresistensen.

Så skal vi have antibiotika-forbruget ned, er et godt sted at starte ved børnene.
- Under coronapandemien kunne vi se, hvor meget det betød for næsten alle smitsomme sygdomme, at man har fokus på håndhygiejnen, udluftning og sender børnene mere udenfor. Konsekvensen af den viden burde være, at man beholdt det fokus – og lavede alle børnehaver om til noget i retningen af skovbørnehaver, siger Niels Frimodt-Møller.
Derudover peger overlægen på, at man også kan overveje at give forældre bedre mulighed for at holde deres børn hjemme, til de er helt raske. Og hans forslag vækker begejstring hos flere andre overlæger fra landets børneafdelinger.

Corona-pandemien har vist os, hvor meget børnehaver og vuggestuer er med til at drive infektionstrykket i samfundet, mener overlæge. Han påpeger, at det nu må være tid til at rykke børnene udenfor og give forældre bedre mulighed for at passe deres børn, til de er helt raske. Et forslag, der møder opbakning hos flere andre overlæger.

Sundhed: Niels Frimodt-Møller, professor og overlæge på Rigshospitalet, undrer sig.

- Skal forældre og børn virkelig være forkølet to år i træk, når det kan undgås? Jeg mener - det er fuldstændig vildt, hvor meget små børn og deres forældre bliver syge. Og der er faktisk løsninger, men dem er der er alt for lidt fokus på, mener overlægen.

Han har data på sin side: Småbørnsforældre har generelt flere fraværsdage end andre grupper, og ud over ”de rigtig, rigtig gamle” er børn i institutionsalderen den gruppe danskere, der får flest antibiotika-behandlinger.

Samlet set er det ikke bare irriterende for den enkelte familie og skidt for produktiviteten. Det er også med til at drive smitten i samfundet, og øger risikoen for antibiotikaresistens. Det er alvorligt, fordi antibiotikaresistens i yderste konsekvens kan betyde, at læger ikke kan behandle os for simple infektionssygdomme.

Hele verden har været i et slags forsøg i to år under corona, og kan vi lære noget af det, ville det være dejligt.

Ulla Hartling, overlæge på Odense Universitetshospital

Men vi kan faktisk gøre noget ved det. Endda relativt let og uden at det går ud over børnenes velfærd, påpeger Niels-Frimodt-Møller.

- Under coronapandemien kunne vi se, hvor meget det betød for næsten alle smitsomme sygdomme, at man har fokus på håndhygiejnen, udluftning og sender børnene mere udenfor. Konsekvensen af den viden burde være, at man beholdt det fokus – og lavede alle børnehaver om til noget i retningen af skovbørnehaver, siger Niels Frimodt-Møller.

Og så er det også tid til at se på, om forældre skal være tvunget til at fortsætte med at sende halvsyge børn tilbage i institutionen eller i armene på bedsteforældrene, når de er løbet tør for sygedage, påpeger overlægen.

Et fornuftigt forslag

Skovbørnehaver er en type børnehave, hvor en meget stor del af dagen i institutionen foregår udenfor i naturen. Og idéen om, at alle børn i folkesundhedens tegn fik mulighed for netop det, møder opbakning fra tre ledende overlæger, som Avisen Danmark har talt med.

En af dem er den ledende overlæge på Børn og Unge-afsnittet på Aarhus Universitetshospital, Jens Erik Veirum.

Han bekræfter, at coronatiden tydeligt har vist, at det kan lade sig gøre at nedsætte smitten blandt institutionsbørn og deres familier, uden at det går ud over børnenes trivsel.

- Det lyder som et fornuftigt forslag. Vi har gennem mange år anbefalet forældre til børn med visse immundefekt-sygdomme eller anden øget infektionsfølsomhed at benytte skovbørnehaver eller lignende med maksimal mulighed for udendørs samvær, forklarer han.

Forslaget får ligeledes opbakning fra den infektionspædiatriske overlæge på Odense Universitetshospital, Ulla Hartling, der gerne så, at mængden af indlagte børn med infektionssygdomme blev lige så lavt som under coronapandemien igen.

- Som læge er det svært at være uenig i det forslag – mere frisk luft til børnene er godt på alle måder. Hele verden har været i et slags forsøg i to år under corona, og kan vi lære noget af det, ville det være dejligt.

Slut med snotnæser

Men det er ikke det eneste fra coronapandemien, vi bør tage ved lære af, siger Niels Frimodt-Møller.

Han håber også, at vi kan beholde vanen med at blive hjemme, hvis vi er syge. Det gælder også, når børn er syge.

Men det kan være udfordrende – fordi arbejdende forældre typisk har én, allerhøjest to ”barnets sygedage”, og når de er brugt, kan man stå i en situation, hvor man enten sender et sygt barn i institution – hvor det så kan smitte mange andre børn - eller i armene på bedsteforældre eller andre passere - der så også kan blive smittet.

- Så der er en samfundsmæssig overvejelse i det: Bør man have mulighed for flere sygedage, hvis ens barn er sygt? Det kunne medvirke til mindre samfundssmitte, siger overlægen.

Og igen har Niels Frimodt-Møller en pointe, som hans kolleger bakker op om. Men Charlotte Siggaard Ritting, der er ledende overlæge på Aalborg Universitetshospitals Børn og Unge-afdeling, har dog en bekymring.

- Det er altid uhensigtsmæssigt at være sammen med mange andre, når man er syg, det vil jeg sige som læge. Men jeg er jo også arbejdsgiver, og hvis ti af mine medarbejdere ikke kommer, fordi de er hjemme med syge børn, ja så kan jeg jo ikke "drive butikken", slutter hun.


Jesper Bugge Kold og Mich Vraa har sammen skrevet romanen "Tre dage i april" om Dagmar, der tager med De Hvide Busser til Tyskland for at hente kz-fanger hjem. De to har tidligere samarbejdet om succes-romanen "Pigen fra det store hvide skib". Foto: Anette Hyllested

Krigens dilemma: Tusinder måtte lades i stikken for at redde danskere og nordmænd

I den nye roman "Tre dage i april" er vi med om bord i en af de hvide busser, der kørte fra Danmark ned gennem et krigshærget Tyskland for at hente norske og danske fanger ud af den tyske kz-lejr i Neuengamme. Romanen stiller skarpt på nogle af de ubehagelige dilemmaer, der altid følger af en krig. Vi har mødt forfatterne, Mich Vraa og Jesper Bugge Kold, til en snak om blandt andet gråzoner.

Danmark rækker i denne tid ud for at hjælpe flygtningene fra Ukraine, men hvem og hvor mange kan vi hjælpe, og hvem kan vi ikke? Det er et af de forfærdelige dilemmaer, der følger af krig. Det fynske succesforfatterpar Mich Vraa og Jesper Bugge Kold skriver i ny roman, om dengang modige og selvopofrende danskere kørte gennem et krigshærget Tyskland i hvide busser for i første omgang at redde især danske og norske kz-fanger. Undervejs blev andre ladt i stikken, og dilemmaerne stod i kø.


Nogle gange rimer hjerte alt for godt på smerte. Det gjorde det også for de frivillige danske læger, sygeplejersker og chauffører, der barmhjertigt og med risiko for liv og lemmer kørte gennem et krigshærget Tyskland for at hente danske og norske kz-fanger hjem i krigens sidste tid.

En aktion, vi kender under navnet "De Hvide Busser", for busserne var hvide med påmalede røde kors.

Ikke blot oplevede de frivillige stor elendighed i en grad, der har det med at sætte sig på sjælen, de måtte også lukke øjnene og ignorere alle andre nødlidende, de mødte på deres farlige vej, hvor tyske soldater stadig huserede, og engelske fly skød på alt, de troede var troppetransporter.

Her ses nogle af busserne. Billedet er fra 3. maj 1945,  hvor de gjorde holdt ved Blommenslyst i Odense. Foto: Stadsarkivet

Nogle af de frivillige blev ovenikøbet brikker i en djævlens pagt med den tyske ledelse. En pagt, der bestod i forinden at fragte et par tusind dødssyge ikke-skandinaviske fanger fra lejren Neuengamme til andre lejre - uden mulighed for at hjælpe dem.

Det skete for at skaffe plads til de norske og danske fanger, og tyskerne med SS-lederen Himmler i spidsen havde også travlt med at rydde op, inden de allierede nåede de uhyggelige lejre. Manøvren var prisen for at redde egne landsmænd.

Med en krig følger altid forfærdelige dilemmaer, og det er nogle af dem, forfatterparret Mich Vraa og Jesper Bugge Kold skriver om i deres nye roman "Tre dage i april". I romanen er vi med i en af de hvide busser sammen med Dagmar fra Vamdrup.

Dagmar må sammen med bussens chauffør Ernest, en læge og endnu en sygeplejerske lukke øjnene for sårede tyskere på flugt og køre videre. Som Ernest så nøgternt siger: "Vi kan ikke redde alle."

De Hvide Busser

De Hvide Busser var en redningsaktion, som fra december 1944 til befrielsen i maj 1945 hentede danske og norske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre. Busserne var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag for ikke at blive forvekslet med militærkøretøjer, for i krigens sidste tid bombede de allierede heftigt i Tyskland. 

Aktionen er også blevet kendt som "Bernadotte-aktionen", opkaldt efter den svenske greve Folke Bernadotte, der forhandlede med tyskerne om at få lov til at hente fangerne. En forhandling, der også havde en pris - blandt andet måtte nogle busser som en del af "handlen" transportere et par tusind dødssyge ikke-skandinaviske fanger fra Neuengamme til andre lejre i Tyskland. Langt de fleste af dem døde undervejs eller efterfølgende. Selv om den karismatiske svensker spillede en stor rolle i forhandlingerne med nazisterne, trak både norske og danske embedsmænd og frivillige et afgørende læs. 450 danske frivillige var involveret.

6100 danskere blev under krigen deporteret til tyske koncentrationslejre og tugthuse. Mange blev sendt med kreaturvogne. Det var hovedsageligt modstandsfolk, politifolk, jøder, kommunister, grænsegendarmer og såkaldte asociale og vanekriminelle. Godt 600 af dem døde i tysk fangenskab, men tallet havde været langt større uden først Røde Kors-pakkerne og siden De Hvide Busser.

De sidste redningsaktioner skete frem til 2. maj, da svensk og dansk mandskab under stor risiko hentede belgiske, polske, franske og hollandske kvinder i Ravensbrücklejren. Da Tyskland kapitulerede i maj 1945, var 17.000 kz-fanger i sidste øjeblik reddet ud og bragt i sikkerhed i Danmark og i Sverige. I krigens sidste måneder kom desuden en kvart million tyske flygtninge til Danmark.

De danske og de norske fanger var målet og de vigtigste, og det kostede som nævnt også i forhandlingerne med tyskerne.

- Så kan man spørge, om De Hvide Busser skulle have ladet være at tage afsted, men så er svaret jo, at så var ingen blevet reddet, siger Mich Vraa og sammenligner situationen med at være på flugt på en tømmerflåde fyldt med børn - også ens egne - men hvor der ikke er plads til alle, så nogle må skubbes i vandet.

- Ja, så redder man jo sine egne børn først, svarer Jesper Bugge Kold.

- Man kan også sammenligne det med de selvkørende biler. Her er også dilemmaer, som algoritmerne skal have svar på. Hvem er vigtigst ved udsigten til en uundgåelig ulykke. Bilens passagerer eller dem, de vil ramme ind i, hvis bilen undviger, spørger Mich Vraa.

Hvordan det føltes

Historien om Dagmar er ikke en fortælling om det altopofrende menneske. Hun har udelukkende meldt sig som frivillig i en af de hvide busser for at redde sin mand, som hun har en formodning om sidder indespærret i Neuengamme.

- Hvis hun havde levet i dag, var hun ikke taget til Polen for at hente ukrainere, siger Jesper Bugge Kold.

- Men hun vælger trods alt at handle, fordi hun vil finde sin mand, og det viser, at hun har mere rygrad end gennemsnittet. Hun ender som et andet menneske og med at hjælpe sig selv, og det er den udviklingshistorie, vi har villet skrive. Selve krigen er ikke det afgørende i historien; den er en kulisse, et monster der knurrer i baggrunden, siger Mich Vraa.

Jesper Bugge Kold tilføjer:

- I historiebøgerne kan vi lære, hvad der faktuelt skete. I romanerne kan vi læse, hvordan det føltes.

Et lille menneske er hun, denne tyske pige, barn af Danmarks fjender; hun er præcis så meget værd som alle andre børn, som Dagmars egne børn. Det er ikke nogen forbløffende erkendelse, men den er alligevel ikke så ligetil. Dagmar mærker den i det øjeblik, men ellers er det som om de horder af flygtninge de har set på vejen, mere er en anonym masse, som det er svært at forholde sig til. Når man får et menneskes ansigt tæt på, når man har et navn, kan se ind i et par øjne og mærke varmen fra en krop, så forandrer alt sig. Man kan forholde sig til et individ, ikke til hundreders eller tusinders - millioners? - lidelser.

Fra "Tre dage i april", hvor hovedpersonen Dagmar møder en lille, tysk og såret pige

Det er nærliggende at drøfte den nuværende flygtningesituation i Ukraine med afsæt i romanen, men det vil forfatterne ikke.

Jesper Bugge Kold nøjes med at konstatere, at de fleste  sædvanligvis har lyst til at hjælpe andre i nød, hvis de har mulighed for det, mens Mich Vraa siger, at det er op til læserne selv at drage paralleller og genkende dilemmaer.

Romanen og forfatterne

I romanen "Tre dage i april" er vi om bord på en af de hvide busser, der 20. april 1945 sætter kurs mod Neuengamme for at befri danske fanger fra den tyske kz-lejr. Vi er sammen med Dagmar fra Vamdrup, som er taget med på turen for at finde sin mand, redaktør Valgreen, der har været forsvundet i et år, efter at han blev hentet af Gestapo. Dagmar, der er næsten færdiguddannet sygeplejerske, har kun sin mand i hovedet, men undervejs oplever hun gruen i det sønderbombede Tyskland og forandres af både det, mødet med fangerne og chaufføren Ernest og ikke mindst de dilemmaer, der opstår undervejs. I tilbageblik lærer vi hendes personlige historie at kende og dermed også forklaringerne på, hvorfor hun agerer, som hun gør. Dagmars liv forandres for altid, og vi er også med hende det første stykke tid efter krigen. Romanen er på 400 sider og udkommer 20. april på Lindhardt og Ringhof.

Jesper Bugge Kold: Født 1972, bor i Svanninge på Fyn. Bachelor fra Danmarks Biblioteksskole og kandidat fra IT-universitetet. Debuterede i  2014 med den historiske roman ”Vintermænd” og har siden udgivet "Land i datid", "Tiden før døden" og "Krigsturisten".

Mich Vraa: Født 1954, bor i Odense. Uddannet journalist og arbejdede i 15 år på Ekstra Bladet. Har primært ernæret sig som oversætter (har oversat omkring 700 titler). Modtog i 2015 Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Har skrevet godt 20 bøger - herunder om sin mytiske morfar i "Vaniljehuset" og den dansk-vestindiske trilogi "Haabet", "Peters kærlighed" og "Faith"

De to forfattere har sammen også skrevet romanen "Pigen fra det store hvide skib" om sygeplejerskerne på hospitalsskibet Jutlandia. Bogen er solgt til filmatisering og blev kåret til årets roman af Mofibo. Den er indlæst af Camilla Qvistgaard Dyssel.

Han håber, at de undervejs er underholdt og får en god medmenneskelig oplevelse og bliver efterladt med håb.

- Et håb på alle menneskers vegne, for vi drømmer alle om at blive bedre mennesker, siger han.

Har I selv haft store, livsomvæltende oplevelser?

Jesper Bugge Kold tøver, og Mich Vraa afviger fra at blive personlig. I stedet svarer han:

- For at man kan skrive en historie som den om Dagmar, skal den ikke være fremmed for en. Man skal kunne identificere sig med problemstillingen. Lad mig citere den amerikanske forfatter Jonathan Franzen. "Når jeg skriver, skal der ikke være nogen til stede i lokalet. Ikke engang mig selv."

- Man kan også sige, at man selv-oplever gennem sin hovedperson, tilføjer Jesper Bugge Kold.

En mand med en æggestok

Ingen af de to forfattere har lyst til at skrive decideret om krigens gru, men de er optaget af de gråzoner, der opstår i kølvandet, og den personlige udvikling, der følger af mødet med dem. Hvordan ens syn på verden, men også på sig selv, kan ændre sig.

De har tidligere skrevet romanen "Pigen fra det store hvide skib" sammen, men denne gang er arbejdsfordelingen skarp. Jesper Bugge Kold har fået ideen og skrevet synopsen, og Mich Vraa har skrevet selve romanen.

Den ene mand har ideerne.

- Og jeg har jo den der æggestok, siger Mich Vraa og griner højt.

Han hentyder til, at hovedpersonen er Dagmar, ligesom de bærende karakterer i "Pigen fra det store hvide skib" er kvinder.

De to romaner minder også på andre punkter om hinanden. I den første roman var vi om bord på hospitalsskibet Jutlandia, der blev sat ind under Koreakrigen, og også her er der tale om mennesker, som tager ud i verden for at redde andre. Og om et hvidt transportmiddel med påmalede røde kors.

Så hvad bliver den tredje - et fly?

- Ha ha. Nej, det er en tilfældighed. For mig begyndte historien om Dagmar med, at jeg var fascineret af De Hvide Busser. At de var en god historie, siger Jesper Bugge Kold.

Både han og Mich Vraa siger klart nej til at skrive endnu en roman sammen, selv om de bedyrer at have et "forbilledligt godt" samarbejde.

Men de svarede også nej sidste gang ...


Efter at have siddet bagerst i bussen er Thomas Danielsen rykket frem i Venstre. som ny gruppeformand har han nu flyttet kontor, så han sidder lige mellem Jakob Ellemann Jensen og politisk ordfører Sophie Løhde i Venstres politiske hovedkvarter på Christiansborg. Foto: Stefan Sommer Jagd

Den ustyrlige jyske kamphund, der blev sat til at styre Venstres folketingsmedlemmer

Thomas Danielsen sad på allerbagerste række i Venstre, inden han til manges overraskelse pludselig blev gruppeformand. Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist har interviewet politikeren, der for ganske nylig var en ustyrlig kamphund, men nu er blevet en blid hyrdehund, der arbejder for ro og harmoni.
Men når det kommer til minkskandalen, hvor Thomas Danielsens egne naboer blev ramt, er det stadig svært at holde kamphunden nede.

Der var en hel del, der lige løftede brynet, da Thomas Danielsen blev gruppeformand for Venstre i Folketinget. Historisk en temmelig ustyrlig gruppe hvor det at sætte en person i spidsen, som har det med at dele vandene, sjældent har været en god ide. Men indtil videre har den aggressive kamphund vist sig også at kunne fungere som hyrdehund. Avisen Danmark har interviewet Thomas Danielsen.

I perioder har ”blodet flydt ned ad væggene” i Venstres gruppeværelse, som partiets nye gruppeformand Thomas Danielsen udtrykker det. Men den seneste tid er meldingerne fra gruppemøderne, at stemningen ligger et sted mellem apati og Nordkorea, aldeles konfliktfri og til tider nærmeste hyggelig – på trods af elendige meningsmålinger, der truer med at sende over en tredjedel af gruppens medlemmer ud af Folketinget.

Nogle ville mene, at det er en kende paradoksalt, at roen falder sammen med, at opgaven med at styre en ofte ustyrlig gruppe nu ligger under Thomas Danielsen, efter at stemmeslugeren Karsten Lauritzen forlod gruppeformandsposten til fordel for en mere attraktiv stilling som underdirektør i Dansk Industri. Danielsen, der har en historie for at være eller i hvert fald blive opfattet som forrest i feltet blandt de ustyrlige.


Det ustyrlige stak hovedet frem blot få dage før, Thomas Danielsen blev gruppeformand. Da havde han stadig den midlertidige opgave at være partiets aggressive kamphund med færten af en minkskandale. En opgave, der faldt ham såre naturligt, og som i et interview med Politiken fik ham til at sige, at ligegyldigt hvad Minkkommissionen når frem til, er det hans holdning, at det skal ende i en rigsretssag.

Der gik kun et øjeblik, før han blev hamret i jorden af politisk ordfører Sophie Løhde, der slog fast, at det ikke er Venstres holdning. Venstres holdning er at afvente Minkkommissionens rapport.

Det sidste vender vi tilbage til i slutningen dette interview med den ustyrlige kamphund, der blev sat til at styre flokken og viste sig at være lige så tilpas i rollen som hyrdehund.


- Ingen tvivl om, at vi har haft en turbulent tid. De nye medlemmer af gruppen har oplevet mere drama, end de fleste oplever på tyve år. Det har været en forfærdelig tid. Der har været et stærkt ønske i vores bagland om, at vi skulle få styr på tingene. Min vigtigste opgave er at arbejde for en gruppe i harmoni, hvor vi har tillid til hinanden, siger Thomas Danielsen.

Kan det være en fordel i rollen som gruppeformand, at du ikke skal håndtere dig selv som menigt medlem?

- Jeg har ikke indtryk af, at nogle tidligere gruppeformænd har været trætte af mig på gruppemøderne.

Så har de måske været trætte af dig på andre tidspunkter?

- Generelt har jeg altid bestræbt mig på at være loyal over for folketingsgruppen og over for Venstre. Jeg har aldrig været illoyal over for Venstre. Jeg har haft holdninger, der har været anderledes end flertallet i gruppen, men fik jeg ikke min vilje, var jeg loyal over for den beslutning. Det skal en gruppe kunne rumme.

Har du en fornemmelse af, om du ligger over eller under gennemsnittet, når det handler om at beklage lidt for hurtige og friske bemærkninger?

- Jeg håber, jeg ligger over gennemsnittet. Jeg har aldrig svært ved at beklage, hvis jeg har taget fejl. Jeg bryder mig ikke om politikere, der ikke anerkender egne fejl.

Kan det også handle om, at du er hurtigere på aftrækkeren end de fleste?

- I et parti har man forskellige roller. Jeg har udfyldt dem, jeg har fået. I Venstre har vi også haft f.eks. Søren Pind og Peter Christensen og andre, som ikke altid har haft til opgave at spille en sympatisk rolle. Når man bliver sendt i frontlinjen på konfliktopgaver, kan man ikke fremstå sympatisk i alle sammenhænge, men de opgaver skal løses. Men jeg trives også godt i rollen som gruppeformand – jeg kan godt lide at lave kompromiser og dele sol og vind lige. Det falder mig let.

Fire hurtige aftræk

Eksempler på Thomas Danielsens hurtige aftræk:

  1. Botox-mobning. Skrev på Twitter i 2015 om daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): "Beklager HTS. Folkets panderynker kan ikke fjernes med botox." Efter en intens shitstorm beklagede Thomas Danielsen dagen efter, for så med det samme i Ekstra Bladet igen gøre sig lystig over, at Helle Thorning-Schmidt skulle bruge botox.
  2. Udstiller dommer. Skrev på Facebook i 2020 om Instrukskommissionen, at "rød blok har politisk valgt at nedsætte en kommission med næstformanden i Flygtningenævnet som bestemmende formand. Men i Danmark kan politiske modstandere heldigvis ikke dømme hinanden - heller ikke via politisk bestemte kommissioner." Næstformanden i Instrukskommissionen var bare ikke udpeget af nogle politiske partier, men en landsdommer udpeget af Landsretten. "Åbenlyst en stor fejl, som er meget beklagelig", sagde Thomas Danielsen efterfølgende.
  3. Penisfutteral. I 2015 lagde Thomas Danielsen et billede på Facebook af to afrikanske mænd i en helikopter - den ene blot iklædt et penisfutteral. Billedet blev ledsaget af teksten "Det Danmark du kender", som var Socialdemokratiets slogan. Daværende udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) reagerede med at efterlyse et valg, så "vi kan få smidt den slags landsbytosser ud af vores parlament." Thomas Danielsen kaldte det "værkstedshumor".
  4. 161 km/t. Fik 2016 snuppet sit kørekort i byretten, efter han havde kørt 161 km/t, hvor han måtte køre 130. Nægtede i første omgang at have kørt så meget for stærkt, hvilket var årsagen til, at sagen endte i byretten med en betinget frakendelse af kørekortet, så Danielsen skulle op til teoriprøve og praktisk køreprøve for at få det igen.


Posten som gruppeformand indeholder ikke blot opgaver, der bedst - men dog alligevel ikke helt præcist - kan beskrives som personaleledelse. Den giver også automatisk en plads i Venstres politiske ledelse. Med nordjyden Karsten Lauritzen ude, var det tæt på en selvfølge, at den nye gruppeformand skulle repræsentere det jyske bagland, land-Venstre.

Jeg går ud fra, at du er modstander af f.eks. kønskvoter forhold til sammensætning af bestyrelser og ansættelser?

- Ja, det er jeg af princip.

Hvordan har du det så med, at du er blevet gruppeformand, fordi du er jyde?

- Den har jeg ikke lige opdaget.

Er du i tvivl om, at det var en vigtig kvalifikation?

- For nogle har det helt sikkert indgået i overvejelserne. Der er nogle, der går meget op i den der geografiske fordeling.

Da Inger Støjberg blev tvunget væk fra næstformandsposten, skrev du i en mail, at nu var Venstre blevet et parti, der ikke længere kunne tale til både den jyske lastvognsmekaniker og advokaten på Frederiksberg. Hvordan gik det til, at Venstre blev sådan et parti?

- Det er vi heller ikke. Jeg kunne aldrig drømme om at være illoyal over for Venstre, og derfor kunne jeg aldrig drømme om at have udtalt det der. Men det er rigtigt, at der desværre skete et læk af en mail med noget, jeg har sagt internt. Det er svært at kommentere på … men der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for mig, at vi er rummelige og har plads til forskellighed.

Det, du sagde, var vel netop, at Venstre ikke længere havde plads til det, som Inger Støjberg – og dig selv i vid grad – repræsenterer?

- Der er ingen tvivl om, at jeg har strukket mig langt for at sikre plads til forskellighed. Jeg bifalder ikke, at partier skal være strømlinede. Man skal være loyal over for beslutninger, men hvis vi vil repræsentere mange, skal vi også kunne favne mange. Det har jeg altid kæmpet for.


Thomas Danielsen kom flyvende fra allerbagerste række, da han blev gruppeformand. Faktisk havde han reelt ikke engang et ordførerskab – han blev godt nok kaldt jagtordfører, men det tog ingen alvorligt. Det er meget usædvanligt, at der ikke ligger dybe konflikter til grund, når et folketingsmedlem ikke har et ordførerskab.

Du gik på barsel som klima- og energiordfører. Da du kom tilbage fra barsel, fik du ikke dine ordførerskaber tilbage. Hvad skete der?

- Der skete en ordførerrokade. Formanden bestemmer suverænt, hvordan han vil sætte holdet ... hvis det bliver bakket op af folketingsgruppen. Man besluttede, at man gerne ville have en anden profil end den, jeg havde leveret gennem mange år. Det var ude af mine hænder, men helt fint. Set oppefra tror jeg, det var et fornuftigt valg. Så stod jeg så uden arbejdsopgaver. Hvis jeg skulle have et ordførerskab, skulle jeg skubbe en af mine andre kolleger af pinden, og det synes jeg ikke, der var grund til. Så jeg satte mig bagerst i bussen. Men de sagde, at de ikke kunne have, at jeg gik rundt uden et ordførerskab, og så sagde jeg for sjov, at jeg ville være jagtordfører.

Det var Tommy Ahlers, der blev klimaordfører i stedet for dig. Du siger, de gik efter en anden profil – handlede det om, at han var grønnere?

- Det kan godt være. Der er ingen tvivl om, at udefra set var Tommy ansigtet på noget, der var meget, meget grønt. Min opgave havde været at flytte Venstre fra et udgangspunkt, man godt kunne kalde sort. Da jeg fik klima og energi, var det ikke noget, Venstre gik voldsomt op i. Jeg forsøgte så at dreje partiet, og det arbejde er jeg stolt af. Jeg går ind for, at grøn omstilling er et spørgsmål om kapitalisme – ikke om fodformede sko og Fjällräven på ryggen. Der skal være forretning i det, hvis det skal ud over rampen – bæredygtigt i økonomisk forstand. At spise veganermad flytter ikke noget.


Og så var der lige det med Rigsretten og Minkkommissionen. At Thomas Danielsen som jagtordfører og kamphund fik sagt, at der kun er én vej frem - uanset hvad kommissionen kommer frem til: En rigsretssag. Det mente Venstre så ikke.

Nu er Danielsen hverken jagtordfører eller kamphund længere. Han er en del af partiets politiske ledelse. Hyrdehund.

Skal vi lige slå fast: Hvad mener Venstre i forhold til, om minksagen skal ende i Rigsretten?

- Der er ingen tvivl om, at der er sket noget, der ikke er lovmedholdeligt. Men du hentyder til noget, jeg sagde, før jeg blev gruppeformand. Nu har jeg en anden rolle.

Jeg spørger bare, hvad Venstre mener?

- Jo, men det er nok det interview i Politiken, og der skal man altså huske, at man har forskellige roller …

Stop. Jeg vil bare gerne vide, hvad Venstre mener nu?

- Jamen, altså, vi afventer jo den kommissionsrapport, der kommer her til sommer for at se, hvem der eventuelt skal anklages i en rigsretssag.

I afventer at få afklaret, hvem der skal stilles for en rigsretssag?

- Ja.

Er Venstres holdning, at nogle skal stilles for en rigsretssag, og kommissionens opgave er at hjælpe med at nå frem til, hvem det skal være?

- Det blev truffet en ulovlig beslutning om at slå alle mink ned. Så der er ingen tvivl om, at der er grundlag for en rigsretssag. Juridisk skal man så kunne sandsynliggøre en sigtelse mod enkeltpersoner – medmindre kommissionen når frem til, at ingen vil afsløre, hvem der lagde det på bordet, så konklusionen er, at det skete i forening i koordinationsudvalget. Det må vi se.

Mener Venstre, at det skal ende med en rigsretssag, og at det bare handler om, hvem der skal anklages?

- Vores holdning er, at vi afventer minkkommissionens redegørelse. Så må vi se, om der er grundlag.

Hvad mener Venstres gruppeformand så?

- Venstres gruppeformand mener det samme.

Hvad mener folketingsmedlemmet Thomas Danielsen?

- Han mener det samme som gruppeformanden og Venstre.

Vil det sige, at folketingsmedlemmet Thomas Danielsen har ændret holdning, efter han er blevet gruppeformand?

- Nej, det har han jo ikke.


Thomas Danielsen er i minkskandalen havnet i en særlig position, der kræver, at han finder en balance, hvor han kan udtrykke sig uden at være illoyal over for partilinjen, men hvor han også skal kunne se sine naboer i øjnene, når han er hjemme.

- Jeg er måske berørt af dette på en anden måde end mange andre. Når jeg kigger ud ad mit stuevindue på vores ejendom syd for Holstebro, kigger jeg mod venstre på en vej, der går ned til en minkfarm. Og kigger jeg ligeud, ser jeg Dansk Pelsdyrfoders laboratorie og forsøgsfarm. Kigger jeg lidt længere til højre, ser jeg en stor minkfarm. Jeg kender de folk og de skæbner. Det er svært at tale om, fordi dem, der ikke har direkte berøring med de folk, ved jo ikke, hvad de har gennemgået. Jeg kan godt få en klump i halsen over den voldsomme frustration, som minkavlerne står i. Kan man virkelig tillade det her? Det påvirker mig, og jeg er i høj grad valgt til at repræsentere netop dem, der har oplevet et kæmpe overgreb på et forfærdeligt grundlag. Nedlukningen af minkerhvervet er uomtvisteligt det største overgreb på civilsamfundet siden anden verdenskrig. Det er klart, det sætter nogle følelser i gang.

Er det så rigtigt at sige, at du har det sådan, at nogle SKAL straffes for det overgreb?

- Ja, men man skal selvfølgelig kunne løfte bevisbyrden. Det er en meget lille kreds, der har været involveret i beslutningen. Jeg glæder mig til at se, hvad kommissionen når frem til, men det er klart, at skandalen vil blot blive endnu større, hvis det i dagens Danmark kan lykkes en lille kreds af mennesker at dække over hinanden. Det vil sætte tilliden til det politiske system på en prøve. Jeg håber, at retfærdigheden sker fyldest.

- I et parti har man forskellige roller. Jeg har udfyldt dem, jeg har fået. I Venstre har vi også haft f.eks. Søren Pind og Peter Christensen og andre, som ikke altid har haft til opgave at spille en sympatisk rolle, siger Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd
Thomas Danielsen, gruppeformand for Venstre. Foto: Stefan Sommer Jagd

Om Thomas Danielsen

  • 38 år og valgt til Folketinget for Venstre fra Vestjyllands Storkreds. Har siddet i Folketinget siden 2011.
  • Gruppeformand. Tidligere landdistriktsordfører og klima- og energiordfører.
  • Først uddannet som lastvognsmekaniker, siden som bankrådgiver. Arbejdede i Sparekassen Holstebro frem til valget i 2011.
  • Medlem af byrådet i Holstebro 2006-2013.

Jeg er i høj grad valgt til at repræsentere netop dem, der har oplevet et kæmpe overgreb på et forfærdeligt grundlag. Nedlukningen af minkerhvervet er uomtvisteligt det største overgreb på civilsamfundet siden anden verdenskrig.

Thomas Danielsen (V), gruppeformand

Når man bliver sendt i frontlinjen på konfliktopgaver, kan man ikke fremstå sympatisk i alle sammenhænge

Thomas Danielsen (V), gruppeformand
Juri Berezovskij håber, at EU vil hjælpe Ukraine med eksporten. Det vil komme begge parter til gode, mener han. Foto: Stefan Weichert

Ukrainsk landmand: Hvis vi ikke får hjælp eksploderer fødevarepriserne

Den russiske invasion af Ukraine vil få store konsekvenser for verdens fødevareforsyning, advarer ukrainsk landmand. EU skal finde en løsning og hurtigt, så eksporten kan holdes kørende, hvis det ikke skal gå helt galt. Læs reportage fra Ukraine

Den russiske invasion af Ukraine vil få store konsekvenser for verdens fødevareforsyning, advarer ukrainsk landmand. EU skal finde en løsning og hurtigt, så eksporten kan holdes kørende, hvis det ikke skal gå helt galt.

Ukraine: Traktorerne er i fuld gang med at sprøjte og så i døgndrift på markerne i Vestukraine, hvor landmændene forsøger at holde gang i hjulene, mens krigen raser.

Mens nogle afgrøder allerede begynder at pible frem, så forsøger 51-årige Juri Berezovskij desperat at finde løsninger. Der mangler gødning, brændstof og maskineri på grund af Ruslands invasion.

- Vi kan ikke få leveret vores ting, og vi kan ikke eksportere vores varer, da forsyningslinjerne er brudt sammen. Næsten alt vores eksport går gennem Sortehavet, og det har Rusland lukket, så vi står til at brænde inde med vores høst, hvis der ikke findes en løsning, siger Juri Berezovskij, der er leder af landbrugsvirksomheden Agron, til Avisen Danmark.

Han kommer med en dyster udmelding.

- Det vil få store konsekvenser. Ikke kun for Ukraines økonomi, hvor landbruget står for næsten halvdelen af eksporten, men også for fødevarepriserne i hele verden. Verden kommer til at mangle mad, priserne vil stige, og nogle folk vil komme til at sulte blandt andet i det nordlige Afrika, advarer den ukrainske landmand fra den vestukrainske by Ternopil.

Han fortæller om, hvordan landmænd i store dele af Ukraine er nødt til at indstille produktionen på grund af krigen, og at mange landmænd har fået stjålet deres udstyr af de russiske tropper, så de ikke længere kan arbejde. I år så ellers ud til at kunne blive en rekordstor høst, forklarer Juri Berezovskij, men det nytter ikke, hvis det ikke kan sælges.

Juri Berezovskijs virksomhed er ellers højteknologisk, og han har, som mange andre ukrainske landmænd, oplevet en stor modernisering i de seneste år.

Det kommer blandt andet til udtryk i høstudbyttet for majs. For cirka ti år siden var udbyttet omkring seks tons per hektar, mens det sidste år var 12,5 tons og ventes at stige til 15 tons per hektar i år.

- Det går rigtig godt med de ukrainske landbrug, men hvis vi ikke kan komme af med vores afgrøder, så brænder vi inde med det hele, og det vil rådne. Vi har brug for hjælp, hvis det ikke skal ende i en katastrofe, forklarer Juri Berezovskij, der driver et landbrug på over 3.000 hektar, som er på størrelse med det største landbrug i Danmark.

Problemerne i Ukraine

Ukraine er en af verdens største landbrugslande. Sammen med Rusland står landet for 19 procent af verdens majs-eksport og 29 procent af eksporten af hvede, ifølge USA's landbrugsministerium.

Derudover er Ukraine verdens største eksportør af solsikkeolie, og landet er storeksportør af kartofler og byg. Krigen kan derfor få store konsekvenser.

Ukraine er blandt andet et stort landbrugsland, da det råder over noget af verdens bedste landbrugsjord. Ukraine befinder sig i det sorte-jordbælte med særlig frugtbar jord.

Landbrugsvirksomheden Agron har allerede høst på lager. Det er ikke et stort problem lige nu, men det vil det blive om få måneder, forklarer Juri Berezovskij. Foto: Stefan Weichert

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, har meldt ud, at de globale fødevarepriser kan stige med helt op til 20 procent på grund af krigen i Ukraine.

Det skyldes blandt andet de højere energipriser, som vil gøre fødevarer dyrere, men det skyldes også, at den ukrainske landbrugssektor bliver hårdt ramt af krigen og har svært ved at eksportere.

FAO anslår, at høsten på mellem 20 og 30 procent af de ukrainske marker, hvor der dyrkes vinterkorn, majs og solsikke, allerede er tabt på grund af krigen.

- Det helt store problem er, at Ukraine ikke kan eksportere lige nu. Høsten er påvirket, men de afgrøder, som er kommet i hus, og som kommer i hus, kan ikke komme ud af landet, forklarer Juri Havrylyuk, der er leder af landbrugsvirksomheden Barva Invest i Ukraine, som er en analytisk konsulentvirksomhed for de ukrainske landmænd.

Sortehavet er nøglen

Rusland har blokeret alle de ukrainske havne i Sortehavet, hvor de ukrainske afgrøder primært eksporteres fra. Derfor har Ukraine kun mulighed for at eksportere via landjorden til EU gennem Polen, Slovakiet, Ungarn eller Rumænien. Det er dog ikke så nemt.

I dag eksporteres der omkring 600.000 tons korn over grænsen til EU om måneden, og det tal kan potentielt stige til to millioner, anslår Juri Havrylyuk. Det kan lade sig gøre, hvis EU lemper på reglerne for transporten.

Det vil dog kun give op til 24 millioner tons om året, hvilket ikke er nok til at dække eksporten i Ukraine. Majs-høsten alene i Ukraine ventes at blive på over 27 millioner tons i år. Dertil kommer hvede, byg og alle andre afgrøder.

Der er dog ikke nemt at øge eksporten via landjorden til blandt andet Polen, da de ukrainske veje ikke er store nok til at klare trykket, og da de ukrainske lastbiler, der normalt vil transportere til Sortehavet, ikke overholder EU's vejregler, siger Juri Havrylyuk.

Derudover er de ukrainske fragtvogne ofte også for store til at køre på tognettet i nabolandene.

- EU og Ukraine kan forsøge at udvide den her flaskehals mere, men vi kommer ikke til at kunne gøre op for blokeringen af Sortehavet, siger Juri Havrylyuk.

- Selv hvis krigen slutter og blokaden af Sortehavet løftes, så vil vi stadig have problemer med de mange miner i Sortehavet, som skal fjernes. Det er et kæmpe problem, siger han.

David Beasley, der er direktør for Verdens Fødevareprogram (WFP), advarede i marts om, at krigen i Ukraine kan føre til hungernød på verdensplan, da sårbare lande såsom Libanon, Yemen, Syrien og Tunesien er afhængig af korn fra Ukraine.

- EU-landene vil klare sig med prisstigninger, men en del lande i Mellemøsten og i Nordafrika vil få store problemer. Der vil mangle mad, og det vil drive priserne op, siger Juri Havrylyuk.

Hjælp os i krigen

På gården i Vestukraine er landmanden Juri Berezovskij heller ikke bange for at advare om konsekvenserne for verdenssamfundet. Han kalder kampen, som de ukrainske landmænd kæmper for at holde gang i fødevareforsyningen, for “den anden frontlinje i krigen”.

Mange landmænd vil klare sig i den næste tid, da de kan fylde deres lagre op, men det er kortsigtet.

- Der skal gøres noget, hvis vi skal undgå katastrofen. Mange afgrøder kan heller ikke holde sig særlig længe, så der skal findes en løsning - for vores skyld og for jeres, siger han.

Der er stor aktivitet på virksomhedens marker. Juri Berezovskij fortæller, at han ikke har andet at gøre lige nu end at presse på og håbe på, at der findes en løsning. Foto: Stefan Weichert

Juri Berezovskij har over de seneste år investeret stort i sit landbrug. Blandt andet har han købt nye maskiner fra Tyskland, forbedret vandingen og oprettet laboratoriums til at øge udbyttet.

Han frygter nu, at det hele vil ende med at være forgæves.

- Der er brug for, at EU hjælper os med at få eksporten i gang. Rusland har allerede ødelagt en hel del, men vi skal redde, hvad vi kan, siger Juri Berezovskij.

Personligt mener Juri Berezovskij, at løsningen ligger lige til højrebenet.

- Det bedste ville være, hvis Vesten kom og åbnede vores havn i Odesa. Fjernede minerne og ekskorterede vores skibe ud, så Rusland ikke vil angribe dem. Det kan godt være, at det ikke er realistisk, men det vil løse vores problemer, siger Juri Berezovskij.

“Europas brødkurv”

Ukraine bliver ofte kaldet for “Europas brødkurv”, da landet er et af verdens største landbrugslande. Blandt andet er Ukraine verdens største eksportør af solsikkeolie og verdens fjerdestørste eksportør af kartofler.

Sammen med Rusland står Ukraine for 19 procent af verdens majs-eksport og 29 procent af eksporten af hvede, ifølge USAs landbrugsministerium. Krigen i Ukraine kan derfor få verdens fødevarepriser til at stige med 20 procent, ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO. Det kan skabe hungernød i flere fattige lande, spår FN.