Miljø: Umiddelbart kan Træ.dk med sit formål om at fremme salg af træ lyde som enhver anden brancheforening. Men siden kalder sig en oplysningsportal, og udover træbranchen sidder Miljøstyrelsen og Københavns Universitet også i bestyrelsen.

Styrelsens og universitetets indblanding i foreningen møder nu kritik blandt eksperter og Rådet for Grøn Omstilling. På siden hævdes det nemlig, at det er miljøvenligt at bruge træ som brænde, og at det ingen drivhuseffekt skaber.

Men det er ifølge seniorforsker Steen Solvang Jensen fra Aarhus Universitet forkert. Brændeovne er ifølge DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet skyld i omkring 280 for tidlige dødsfald. Samtidig udleder afbrænding af træ Black Carbon, som er en vigtig bidragsyder til global opvarmning, ifølge Steen Solvang Jensen. Black Carbon er uforbrændt kulstof eller i daglig tale sod.

På Træ.dk kan man intet læse om Black Carbon eller for tidlige dødsfald i beskrivelsen på temasiden om brænde. I stedet stod der: ”Træ er en miljøvenlig energikilde og en af vores vigtigste kilder til miljøvenlig og CO2-neutral varme.” Og: ”Opvarmning med træ giver ikke drivhuseffekt.”

Påstandene er efter avisens henvendelse til Miljøstyrelsen slettet fra temasiden, fordi de ifølge styregruppen for Træ.dk blev skønnet til at være ”ukorrekte”. Andre steder på hjemmesiden står der dog fortsat, at der ingen drivhuseffekt er ved brændefyring, og at der ikke er miljømæssige ulemper, hvis man fyrer med træ på fornuftig måde.

Professor i forvaltningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet vurderer, at det er problematisk for Miljøstyrelsen, at den har været med til at lægge navn til noget, som først efter avisens henvendelse er fjernet, fordi det er ukorrekt.

- Det er et problem, fordi enhver myndighedshandling skal være saglig. Hvis siden efterlader et forkert billede af, hvordan miljøpåvirkningen er, så er det et problem for Miljøstyrelsen. En myndighed skal ikke stå som medafsender af et budskab på en informationsside, som er misvisende, og som der ikke er fagligt belæg for. Min vurdering er, at Miljøstyrelsens medvirken i den her hjemmeside er i strid med god forvaltningsskik, siger han.

Men de ukorrekte informationer på siden, er ikke professorens eneste kritikpunkt. På siden fremgår det nemlig, at Træ.dk's formål er ”At formidle veldokumenteret viden om træ for at fremme brugen af dette miljøvenlige råstof og for at fremme træbranchens produktudvikling og afsætning.”

Kort sagt sidder Miljøstyrelsen sammen med træbranchen i bestyrelsen for en forening, som har til formål at fremme salget af træ.

- Miljøstyrelsen skal slet ikke begive sig ud i den slags samarbejde, hvis der i realiteten er tale om reklamevirksomhed for danske træproducenter. I det hele taget skal styrelsen være påpasselige med at indgå i noget, der ligner en interesseorganisation for en bestemt branche. Det samme gælder universiteter, siger han.

Også Steen Bønsing professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet kritiserer Miljøstyrelsens rolle i sagen.

- Offentlige myndigheder har en sandhedspligt og må ikke vildlede. De repræsenterer os alle sammen, og det er et problem, hvis de lægger navn til en hjemmeside med forkerte oplysninger. Det giver tillidsproblemer, hvis myndigheder forbryder sig mod de her principper, siger han.

Men det er ikke kun Miljøstyrelsen som er involveret i Træ.dk. Naturstyrelsen står også bag hjemmesiden, men sidder ikke i bestyrelsen. I Rådet for Grøn Omstilling, som har klaget over Træ.dk til forbrugerombudsmanden, er seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen forbløffet over, at to styrelser er en del af Træ.dk.

- Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde når hele to styrelser bliver brugt til greenwashing og misinformation på den måde. Endda Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, der netop skulle værne om vores natur og miljø, siger han.

Seniorrådgiveren undrer sig også over, at Københavns Universitet sidder i bestyrelsen sammen med Miljøstyrelsen og træbranchen.

- Københavns Universitet medvirker ligesom styrelserne til misinformation og greenwashing ved at være en del af siden. Det er formentlig ubevist. Men det er ærgerligt fordi universiteter og styrelser er vidensinstitutioner, som gerne skulle bidrage med objektiv og korrekt viden, og her er de i stedet medafsender på noget, som er usandt og forkert, og som kan få folk til at købe forurenende varmekilder under påskud af, at det skulle være miljøvenligt, siger han.

Kåre Press-Kristensen kritiserer samtidig, at Københavns Universitet vælger at sidde i bestyrelsen i foreningen, når den har som erklæret formål at øge træbranchens salg.

- Et universitet bør nødigt indgå samarbejder, hvis formål bare er at profilere et produkt og finde gode argumenter for det. Det skulle gerne indgå samarbejder, hvor man forskningsmæssigt belyser både fordele og ulemper. Her er formålet mere ensidigt, og det virker mere som en brancheforening, siger han.

Men på Københavns Universitet mener leder for Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Claus Beier, ikke, at der er noget ”odiøst” i, at Københavns Universitet sidder i bestyrelsen for en forening, som blandt andet har til formål at fremme træbranchens salg.

- Jeg kan ikke se noget forkert i, at vi som universitet er med i den bestyrelse. Vi forbryder os ikke mod uvildighed eller noget som helst. Jeg synes, det er en ret neutral og oplysende informationsside om træ og træs anvendelse. Det er ikke det samme som, at der ikke er informationer, som kunne være forkerte, at der kan være begået fejl og glemt nogle aspekter. Hvis det konstateres, at informationer er fejlagtige skal de selvfølgelig rettes, ligesom det også er sket, siger han.

Den udmelding undrer Heine Andersen, der er tilknyttet Københavns Universitet som professor emeritus og har specialiseret sig i videnskabsteori og forskningsuafhængighed.

- Det er underordnet, om de oplysninger, der formidles er korrekte eller ej, selvom det selvfølgelig er endnu værre, hvis universitet lægger navn til forkerte oplysninger. Men universitetet skal under ingen omstændigheder medvirke i en organisation, som har til formål at fremme bestemte erhvervsinteresser. Det er dybt problematisk og skadeligt. Det har aldrig været et universitets opgave. Det synes jeg er oplagt og indlysende, og det er bekymrende, at institutlederen ikke kan indse det, siger han og tilføjer, at man sidder i en bestyrelse for at arbejde for de interesser, der gælder den organisation.

Heine Andersen peger på, at den slags bestyrelsesposter kan svække tilliden til Københavns Universitet.

- Man kan få mistanke om, at den forskning som foregår vil blive drejet i retning af emner, som kan gavne træindustrien og væk fra nogle, som kan skade afsætningen af træ. Det sår tvivl om universitetets uafhængighed. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan forsvares at gå med i sådant et konsortium, siger han.

Avisen Danmark har også forsøgt at få et interview med Miljøstyrelsen om sagen, men det har ikke været muligt. I stedet har styrelsen sendt et skriftligt svar til avisen, hvor den skriver, at styrelsen løbende kigger på, hvilke partnerskaber den er en del af. Der står også:

- Det er vigtigt for Miljøstyrelsen, at al information, som Miljøstyrelsen er medafsender af, er fagligt korrekt og baseret på nyeste viden. Derfor har Miljøstyrelsen bedt Træ.dk's styregruppe om at gennemgå og opdatere temasiden om brænde, så oplysningerne kommer til at stemme overens med seneste viden på området, lyder det.

Miljøstyrelsen svarer ikke på avisens spørgsmål om, hvorfor styrelsen sidder med i en bestyrelse i en forening, som har til formål at fremme træbranchens salg. Men styrelsen skriver i en opfølgende mail:

- Den politiske opbakning til myndighedens deltagelse i træ.dk går tilbage til projektets opstart i 1990'erne under daværende miljøminister Svend Auken.

Dengang kendte man ifølge Rådet for Grøn Omstilling ikke til brændes udledning af Black Carbon. Men det har man gjort de sidste 5-10 år, og samtidig har helbredseffekterne været kendt i mindst 15-20 år, lyder det fra den grønne organisation. Derfor kritiserer Rådet for Grøn Omstilling, at temasiden om brænde først ændres nu, når den er opdateret til 2017

- Det er rigtigt, rigtigt ærgerligt. Alle der har læst DCE’s rapporter ved jo det her. Der må sidde nogle med meget røde ører. Det svarer til at have en hjemmeside, hvor der står, at rygning er sundt, siger han.

Har du endnu ikke set sidste afsnit af "Borgen", så udsæt den videre læsning. For her kommer slutningen i store træk: Alt går op i en højere enhed og lader ikke dilettant i forsamlingshuset med folkekomedien "Charles Tante" noget tilbage i lykkefølelse. Vi mangler bare, at de medvirkede bryder ud i sang.

Der er ikke noget i vejen med "Charles Tante". Sammenligningen skyldes alene den noget forudsigelige afslutning, hvor det lykkes at få hæftet alle de mange løse ender - fra makro til mikro. Undtagen Maliks forstyrrende død, som åbenbart ikke var så vigtig alligevel.

Der er heller ikke noget i vejen med lykke og glæde. Birgitte Nyborg laver en hval-vending til at få løst sit svære miljøproblem på elegant og medrivende vis og kan igen smile inciterende og kramme søn, partikollega, reservefar og alle andre, der ikke længere kunne genkende hende. Og hun kan gøre det uden at tabe ansigt, for nu venter et internationalt job.

Mon vi får en ny sæson fra Bruxelles, der skal handle om armlægning med tech-giganter? Fra "Borgen" til "Berlaymont", som EU-Kommissionens hovedsæde hedder.

I "Borgen" vinder miljøet, integriteten og det personlige mod - gid det var så vel i virkeligheden - og derfor er det unødvendigt at male så tykt med lykkepenslen, som det sker i sidste afsnit. Også selv om vi selvfølgelig gerne ser, at det går hovedpersonerne godt.

Mens musikkens gispende rytmer lader strygerne tage over, er den utro dansk-grønlandske forbindelse for eksempel alligevel ikke et problem for Nyborg, Magnus begynder selvfølgelig fornuftigt - og med glæde - på statskundskab igen, og Hans får trøstet sin kærlighedshungrende datter. Hvalerne får fred for "lyn-kinesere", der sprænger fjeldet i stykker, bulder-brag-blærede US-jagere og lurende russere i ubåde. Sælen når at dykke, inden den bliver skudt, muldvarpen får en anstændig begravelse, og de to kontormus i Udenrigsministeriet er på vej til badminton-flirt.

Selv nyhedschefen får lov til at smile til sidst efter et stress-sammenbrud, der kunne mærkes. Av, av, av. Birgitte Hjort er sublim som en knækket Fønsmark og præsterer gribende scener, der kalder på egne tårer.

De bærende skuespilkræfter har gjort det fremragende og har været med til at løfte biroller, hvor det ligner, at replikfærdigheder har måtte vige af hensyn til autencitet.

"Borgen" fik efter premieren i denne avis fire stjerner. Dem får den lov til at beholde. Den har gabt over meget, haft lidt for travlt og mistet noget af sit gamle lune og fine nærvær. Men den har også været tankevækkende, underholdende, medrivende og flot produceret,

Serien har især udstillet magten og magtens væsen og fået os til at tænke over det. Kommenteret på virkeligheden, hvilket indimellem er lykkedes med stor præcision og andre gange med så grov karikatur, at det har lignet en kæphest.

Men det har sjældent været kedeligt eller uvæsentligt.

SUNDHED: Knapt tre millioner mennesker døde på verdensplan af diarresygdomme i 1990 – halvdelen var børn under fem år. Men heldigvis er kurven gået nedad. I 2019 var det totale dødstal næsten halveret til 1,5 millioner, og antallet af dødsfald blandt børn under fem år var faldet med to tredjedele til omkring 500.000.

- Noget af det vigtigste er at forbedre vand-, sanitet- og hygiejneforhold for verdens fattigste. Det er nemlig forurenet vand, der forårsager diarresygdomme, siger Dorte Lindegaard Madsen, der er generalsekretær hos organisationen Ingeniører Uden Grænser.

Hvis man ikke har adgang til et toilet, må man besørge i det fri. Det kan for eksempel være nær den sø eller å, hvor man vasker tøj eller henter vand til madlavningen. Under regntiden stiger vandet, så selv i samfund med latriner og toiletter kan oversvømmelse sprede afføring og bakterier. Derfor er vandforsyningerne i mange afrikanske lokalsamfund forurenede, hvilket gør folk syge og giver diarre, forklarer Dorte Lindegaard Madsen:

- Over 50 procent af befolkningen i landområderne i Vestafrika lever med forurenet vand, og folk har ikke viden om, hvordan de passer på deres vandforsyninger.

Traditionelt set har arbejdet for rent vand gået ud på at bygge brønde og sikre vandforsyning. Men det er ikke nok, mener Dorte Lindegaard Madsen. I stedet skal der arbejdes holistisk med både at sikre toiletter, rent vand og undervise befolkningen om hygiejne og håndvask:

- I mange landsbyer er tilgangen, at hvis vandet ser rent og klart ud, så er det rent. Det lange seje træk er at ændre folks måde at tænke om vand og forståelse af sammenhængen mellem forurenet vand, hygiejne og sygdomme.

Dorte Lindegaard Madsen fortæller, at denne holistiske tilgang har vundet frem igennem de sidste 10-20 år har. Ifølge hende har det rykket markant på udviklingen og kan være med til at forbedre problematikken i fremtiden. Samtidig er det også en tilgang, som gør, at det ikke er nemt at arbejde med vandforsyning:

- Man arbejder med en kulturforandring, og den måde folk tænker om sundhed på, og det tager flere år.

Samtidig er det nødvendigt, at landsbyen selv tager ejerskab over deres brønd, forsætter Dorte Lindegaard Madsen:

- Det er nødvendigt, at de selv kan drive vandforsyningen, både rent organisatorisk og økonomisk ved at sørge for indsamle brugerbetaling for vandet, så der er penge til at betale for vedligeholdelse.

Nogle sortseere påstår, at det er svært at afgøre, om et bestemt nummer bliver et hit. Det synes jeg nu ikke, men det er måske bare mig, der er musikalsk begavet: Jeg gør nemlig altid det, at jeg lige lytter efter, om nummeret bliver spillet utroligt tit i radioen, og om masser af mennesker siger ”det nummer er rigtig godt”, og så vurderer jeg, at det har et klart hit-potentiale.

At jeg så ikke altid forstår, hvorfor det sker, er en anden sag. Da jeg var omkring de 12 år, hittede en fransk mandsperson med kunstnernavnet ”F. R. David” langt ud over det rimelige med nummeret ”Words”. Det der så poetisk starter med sætningen ”Words don’t come easy”, og så stort set ikke kommer videre.

Som 12-årig synes jeg, det var en mærkelig påstand fra Monsieur David: Hvis noget kommer nemt, så er det da ord. De er stort set gratis. Det var selvfølgelig mere uskyldige tider, dengang i start-80’erne, og jeg var et dumt lille barn, der ikke havde prøvet at have en kæreste, for når man har haft sådan en, forstår man langt bedre, hvad han mener. Med sådan en, kan ord – især de mindre velvalgte – risikere at vende tilbage ved talløse lejligheder.

Så som voksen forstår jeg langt bedre, at ham F. R. kæmpede lidt med formuleringerne. Og dengang var ord endda noget mindre risikable, i hvert fald udenfor de romantiske relationer. Man skulle bare lade være med at bande. Især i USA bliver bandeord jo betragtet som en form for sproglige vejsidebomber, der, bare man strejfer dem, kan hoppe op og ødelægge en hel børneopdragelse.

Det har altid undret mig, hvordan amerikansk tv tillader, at børn ser folk, der skyder, banker eller torturerer hinanden, men skulle offeret ymte et enkelt ”fuck”, bliver det bippet bort, så noget så modbydeligt ikke skal snige sig ind i sarte børneører.

Jeg er på ingen måde ekspert, men mit indtryk er, at det har en del med religion at gøre. Jesus sagde jo ifølge Matthæus ”Din tale skal være ja, ja, nej, nej, ikke fuck, ja og fuck, nej…” Noget i den stil, i hvert fald, så den kristne højrefløj frygter, at bandeord kan korrumpere et uskyldigt barnesind.

Men i de senere år er den modsatte fløj da kommet godt med på ordforskrækkelsen. Mennesker, der ellers praler af at være tolerante, er så fintfølende over for ord og formuleringer at de er fuldkommen uden evne eller vilje til at fange intensionen hos afsenderen.

Det, som var det ”rigtige” ord sidste år, kan let være en krænkelse i dag. ”Sagde du farvet? Det hedder person af farve!” Indtil videre… Man skal tale pænt om andre mennesker, men når enhver minoritet og dens forsvarere vogter så intenst over, hvordan de omtales, så prædiker vi F. R. Davids evangelium: Ord er farlige. Som om de unge ikke havde nok at bekymre sig om i forvejen.

I forhold til 1982 er vores verden blevet tryggere og sikrere, men alligevel har vores unge aldrig været mere utrygge. Det er der langt vægtigere årsager til end ord, men det kan da umuligt hjælpe, at vi lærer dem at analysere hver stavelse, de hører eller siger, for at opdage, om nogen kunne blive såret eller stødt.

Som barn var jeg bange for at blive bidt i benet af en grævling, eller at en klud med lindolie skulle antænde hele huset eller for atomkrig. Men hvordan vi talte til hinanden, var ikke blevet politiseret af hverken den ene eller anden fløj. Måske var F. R. David en seer, en profet? Men i så fald havde han vel kunnet lave nogle flere hits end det ene.