Fødevarekrise: Allerede inden krigen brød ud i Ukraine den 24. februar, oplevede vi prishop på fødevarer. I indkøbskurven er fødevarer og ikke-alkoholiske drikke steget med gennemsnitligt 5,5 procent fra februar sidste år til nu. Alene fra januar til februar i år hedder stigningen 2 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Dykker vi ned i konkrete varekategorier, er pastaprodukter steget med 25 procent på bare ét år, mens en frisk liter mælk i gennemsnit koster 14,3 procent mere nu end for et år siden. Det vil sige, at hvis en liter mælk kostede 10 kroner i starten af 2021, giver du i dag godt og vel 11,50 kroner for kartonen.

- Vi var på vej ind i en lille fødevarekrise, og de priser vi ser på mad nu, er jo baseret på tal, før Putin rykkede ind i Ukraine. Men dét, der kommer til at ske nu og henover sommeren, bliver vildt og voldsomt. Jeg har ikke i nyere tid set så stor en fødevarekrise forude, siger Palle Jakobsen, der er markedsanalytiker hos analyse- og rådgivningsvirksomheden Agrocom.

Energi-, gødnings- og transportomkostningerne til at producere vores mad er nemlig steget og samtidig har kornhøsten ikke været prangende de senere år, som også har kunnet ses på markedspriserne for råvarer. Normalvis ville højere priser ellers få landmænd til at skrue op for produktionen, men det har ikke været gangbart, når alt i fremstillingsprocessen også koster knaster.

Og med krigen i Ukraine vil priserne bestemt ikke falde foreløbigt. For udover energiprisernes himmelflugt, sidder de to krigsmodstandere oveni hatten på en stor del af verdens korneksport. Eksport som på mange måder lige nu står stille, og som ingen ved, hvornår atter kommer op at stå. Avisen Danmark tager dig med en tur rundt om kornets betydning for priserne på madvarer - og hvorfor en krig i Ukraine gør det hele værre.

Krig: 25-årige Mads-Emil Longhi fra Vejle brugte det meste af sin tid i den ukrainske hær på at spise, ligge i sin køjeseng og løbe ud i skoven og gemme sig, når der var luftalarmer, har han fortalt til Avisen Danmark.

Han og de andre unge mænd uden militærerfaring fik hverken træning eller våben, og efter en uge forlod Mads Emil Longhi derfor det ukrainske militær igen. Han følte ikke, han gjorde en forskel, og han følte heller ikke, der var styr på sikkerheden.

Avisen Danmark har spurgt lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen til den unge vejlensers oplevelser. Han undrer sig ikke.

- Det er hvad man kan forvente, når der strømmer unge mennesker fuldstændig uorganiseret ned for at deltage i en væbnet konflikt. Hvis de tror, de kommer ned til en velsmurt krigsmaskine, har de ikke tænkt det igennem, siger han.

Peter Viggo Jakobsen forklarer, at ukrainerne i øjeblikket er under et ekstremt pres på slagmarken, og derfor har de ikke kapacitet til at træne unge mennesker uden militærerfaring.

- Man kan ikke bare give de unge mennesker et gevær. Det kræver organisering, mad. De skal bruge en masse tid på at træne dem, og vi må forvente, at deres bedste soldater og officerer er indsat, hvor kampene er, siger han.

Peter Viggo Jakobsen kalder det prisværdigt, at danskerne gerne vil hjælpe Ukraine. Men når unge mænd som han udtrykker det ”tager af sted over hals og hoved”, kan de risikere at gøre mere skade end gavn.

- I Danmark bruger vi et år på at uddanne en soldat. Det er der en grund til. Derfor er mit råd er, at man skal lade være med at tage til Ukraine for at kæmpe, hvis man ingen militærerfaring har. Der er en grund til, at vi overtræner soldater, så de reagerer automatisk. Hvis du lukker ned psykisk i en kampsituation er du til stor fare for dig selv og dine omgivelser, siger han.

Lektoren peger også på, at det ikke er nemt at komme tilbage igen, hvis de ligesom Mads-Emil Longhi forlader det ukrainske militær. Årsagen er de store flygtningestrømme ud af Ukraine.

Til sidst er der også den risiko, som de unge mænd løber. En risiko som lektoren vurderer er alt for høj i forhold til den militære værdi, de potentielt kan have.

- Hvis det er bykamp, kan man godt give mændene et gevær og sige ”skyd når russerne kommer". Vi ved fra krigshistorie, at dem som overlever de første træfninger har en stejl læringskurve. Men vi ved også, at mange ikke overlever dem, siger han.

Formanden for Danske Veteraner Niels Hartvig Andersen fraråder også danskere uden militærerfaring at drage i krig for Ukraine. Han pointerer, at Danmark ikke sender soldater ud i krig, før de har været halvandet til to år i tjenesten.

- Hvis der er for mange ildsjæle, som ikke ved hvordan de håndterer et våben eller gebærder sig på slagmarken, bliver det en ulempe. Man skal også tænke lidt over de efterladte, som man straffer, fordi man har taget en egoistisk beslutning om at forsøge at hjælpe Ukraine. Måske kan man gøre det på andre måder end at sætte sit eget og andres liv på spil, siger han.

Til de danskere, der alligevel drager i krig uden træning, har den mangeårige veteran en opfordring.

- Det er en ædel tanke, at man sætter sig op på den hvide hest og vil frelse verden. Men krig er noget af det grummeste, jeg kender. Når vi kommer hjem fra krig, skal vi alle omkring en psykolog. Det bør de også gøre her, siger han.

Kriterier: Mandag tabte den 41-årige veteran Casper Troelsen fra Ødsted, nær Vejle, sin erstatningssag i Højesteret, fordi hans PTSD først var færdigudviklet efter fire år, og ikke de et-to år, som er myndighedernes praksis. Men havde årstallet i stedet for 2022 heddet 2026, havde han med al sandsynlighed fået sin erstatning.

Forklaringen er, at verdenssundhedsorganisationen WHO i 2019 vedtog nye diagnosekriterier, som blandt andet siger, at PTSD ikke kan forældes. Men i Danmark har vi ifølge Sundhedsdatastyrelsen fortsat hverken den fulde tidsplan eller finansiering på plads til at implementere de nye kriterier.

Først i 2026 forventes kriterierne at være implementeret, lyder det nu fra styrelsen i en mail til Avisen Danmark.

Men det er dybt problematisk, at Casper Troelsen og andre veteraner i mellemtiden taber deres arbejdsskadesager, lyder det fra forsker i psykotraumatologi.

- Det er skandaløst, at vi bruger forældet viden til aktuelle sager, når vi har vidst i flere år, at forsinket PTSD kan komme flere år efter. Hele WHO står bag de nye diagnoser, men i Danmark holder vi fast i de gamle og fortolker dem ekstra rigidt og stift. Det giver ingen mening, siger Ask Elklit, forsker ved Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet.

Men ikke nok med, at det er i strid med videnskaben og WHO, så er det også i modstrid med politikernes intention med den særlov, de indførte i 2014, lyder det fra professoren.

- Idéen med særloven var at gøre op med det smålige bureaukrati. Hvis veteraner fik krigsrelaterede sygdomme skulle de have erstatning, siger han.

Professoren er ikke alene med sin kritik. For ifølge professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage må myndighederne ikke fortsætte med at træffe afgørelser på et uvidenskabeligt grundlag, indtil de nye kriterier er implementeret i 2026.

- Jeg har ikke indsigt i, hvad det er, der som tager så lang tid her. Men der er grænser for, hvor meget en myndighed kan være ude af trit med lægevidenskaben og samtidig træffe saglige afgørelser. Det lyder jo umiddelbart problematisk, hvis en myndighed holder fast i diagnosekriterier, som WHO og mange læger mener er forældede, siger han.

Men der er intet, som tyder på, at arbejdsskademyndighederne ændrer praksis, før kriterierne er implementeret i sundhedsvæsenet. I en mail til Avisen Danmark skriver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

- Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) følger Sundhedsstyrelsens definitioner af diagnoser. AES afventer derfor Sundhedsstyrelsens implementering af nye retningslinjer fra WHO.

Claus Steenberg, formand for Veteranalliancen er frustreret over, at arbejdsskademyndighederne afventer implementeringen af de nye kriterier, før de vil se på at ændre kravene.

- Lige nu laves der en masse afgørelser på et grundlag, vi ved er forkert. Det er til at gå ud og hænge sig over. Det er fodslæberi. De burde bare kunne sende en mail om, at fra i dag er det anderledes, siger han.

Samtidig kalder han det absurd, at arbejdsskademyndighederne i så mange år ikke har rettet sig efter videnskaben eller WHO.

- De et-to år er en arbitrær tidsgrænse, arbejdsskademyndighederne har sat. Det er en administrativ beslutning, som ikke står i loven, og som ikke er underbygget af forskning. Det svarer til, at Trafikstyrelsen beslutter, at nu skal alle gule biler have bøde. Det er noget tilfældigt, de bare har fundet på, siger han og fortsætter:

- Det er undergravende for tilliden til retssystemet, at man bliver ved med at legitimere beslutninger, der er taget i modstrid med forskningen, siger han.

Casper Troelsens forsvarsadvokat i sagen, Mads Krøger Pramming, der har specialiseret sig i borgeres kamp mod systemet, er også uforstående overfor, hvorfor kravene ikke for længst er blevet rettet til.

- Det er absurd. Tidskravene er helt på månen og for længst afskaffet af lægevidenskaben, af WHO, af DSM og andre internationale sundhedsorganisationer. Ved et pennestrøg kan arbejdsskademyndighederne fjerne noget, de ved er forkert. Sundhedsvæsenet kan først implementere det i 2026, og det giver til dels mening, fordi de skal ændre tusindvis af diagnoser. Men det er ikke et kæmpe arbejde for veteranafdelingerne hos arbejdsskademyndighederne at slette de krav, siger han.

Desto længere tid der går, før de nye kriterier indføres, desto flere sager vil efterfølgende også skulle tages om, lyder det fra advokaten, der vurderer at eksempelvis Casper Troelsen kan få sin sag taget op igen, når kravet om de et-to år er fjernet.

Ingen ved dog med sikkerhed, hvordan en det vil påvirke allerede afgjorte sager, når tidskravet fjernes. Men Claus Steenberg, formand for Veteranalliancen siger, at foreningen er meget opmærksomme på netop den del. Ifølge ham er det nemlig særligt problematisk for soldater, når de taber deres arbejdsskadesager.

- At få anerkendt sin sag som arbejdsskade er også nødvendigt for at få medaljen ”såret i tjeneste”, FN-erstatning og andre ordninger får man også kun adgang til, hvis sagen anerkendes som arbejdsskade. Derfor er det så vigtigt, vi får fikset det første og vigtigste nåleøje, vi skal igennem, siger han og tilføjer, at veteraner ikke har private forsikringer ligesom de fleste danskere.

- Vi kan ikke tegne en privatforsikring, når vi tager i krig, ligesom andre har gennem eksempelvis deres pensionsselskaber. Vi har ikke forsikring mod tabt erhvervsevne eller en livsforsikring. Det eneste sted, man kan få det, er et firma i England. Men det koster en million kroner om året. Så får familien måske 15 millioner kroner, hvis man dør, men hvad hjælper det, hvis man ikke har råd til policen?

For 41-årige Casper Troelsen fra Ødsted ved Vejle er det et stort nederlag at tabe sagen i Højesteret.

- Det er mit forsørgelsesgrundlag, det handler om. Men det er lige så meget anerkendelsen, jeg ville så frygtelig gerne have en ”såret”- medalje. Nu mister jeg det hele, fordi de siger, det ikke passer med tiden, siger han, mens han stemme knækker over.

Og det er langt fra kun Casper Troelsen, der går op i at få anerkendt sin sag som arbejdsskade af andre grunde end kun erstatningen, lyder det fra Claus Steenberg.

- Det er mennesker som har fået ødelagt deres liv i en eller anden grad. De fleste er ikke optaget af de penge, de får, men mere af at få en blåstempling af, at de ikke bare vågnede en torsdag morgen og var mærkelige i hovedet, ikke kunne fastholde et arbejde eller holde styr på familien, siger han.

Avisen Danmark har forsøgt at få et interview med forsvarsminister Morten Bødskov (S), men han er ikke vendt tilbage.

Forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt, Venstre, siger til Avisen Danmark at systemerne skal kigges efter i sømmene:

- Jeg kender ikke sagens detaljer, men vi oplever mange tilfælde, hvor PTSD-ramte veteraner falder mellem to stole. Det er tilsyneladende sket her, og det er tydeligt for mig, at vi bliver nødt til at kigge på, om nettet er så fintmasket, som det bør være, siger han og fortsætter:

- Vi er nødt til at kigge på hele veteranindsatsen, når vi skal i gang med at forhandle et nyt forsvarsforlig - om den er god nok, om den fungerer, eller om der er for mange, som ikke bliver samlet ordentligt op og kommer videre i livet.

Polen: Efter en måned i Ukraine, er jeg nu på vej hjem til Danmark.

Lørdag eftermiddag tog jeg bussen fra Lviv i det vestlige Ukraine, hvor jeg har opholdt mig de sidste par uger, og kørte få hundrede kilometer, over grænsen til Polen, og ankom til den polske by Lublin sent lørdag aften.

Med mig i bussen var vel godt 50 ukrainske kvinder, en håndfuld børn og én anden udenlandsk mand. Der var ikke ret mange af dem, der talte engelsk, men jeg var nødt til at finde nogen, der kunne oversætte buschaufførens instrukser for mig.

Så jeg fandt en ung kvinde, der sammen med sin mor var flygtet fra Kharkiv, langt ovre i det østlige Ukraine, dagen forinden. De skulle først til Lublin, ligesom jeg, og så ellers videre til Berlin eller et andet sted i Tyskland.

Det var skam ikke, fordi de kendte nogen i Tyskland eller havde en form for plan. Men det var det, de ville.

Da vi kom til Lublin, kunne jeg bare stå af bussen og tage en Uber hen til mit hotel, men der var jo mange af de andre med bussen, der ikke vidste, hvad næste skridt var.

Men polakkerne virker til at være meget opsatte på at hjælpe deres naboer. Da vi kørte ind i landet, fik jeg SMS’er på mit ukrainske telefonnummer, hvor der stod, at den polske regering sørger for mad, transport og husly til dig, hvis du kommer fra Ukraine.

I morges vågnede jeg så til beskeder fra folk, der spurgte, om jeg var okay. Om jeg var i sikkerhed. Det viste sig, at en militærbase ikke ret langt fra Lviv var blevet bombet.

Byen Javoriv, hvor den bombede militærbase ligger, er ikke mere end 20 kilometer fra Polen, EU og Nato. Men her er der ikke ret mange, der tænker over det.

Det er nærmest lidt chokerende at køre ganske få kilometer til dét, der virker som en helt anden verden, mens raketterne slår ned lige på den anden side af grænsen.

I Ukraine, uanset om man befandt sig et sikkert sted eller ej, kunne folk godt gå at joke lidt, men der var hele tiden et element af frygt. For folk gik også hele tiden rundt og var en smule bange for, at krigen pludselig skulle ramme dem.

Men her i Polen er den følelse totalt væk. Da jeg kom lørdag aften, var der, hvad der virkede til at være tusindvis af unge mennesker, der rendte fulde og glade rundt i gaden.

Og det var der jo langt fra i Ukraine. For det første fordi, der er alkoholforbud. For det andet fordi stemningen er noget mere alvorlig.