I dag går Radikales næstformand i folketingsgruppen, Martin Lidegaard, til partiets sidste landsmøde som støtteparti for en socialdemokratisk etparti-regering. I hvert fald hvis man skal tage deres trusler alvorligt - og det skal man faktisk, slår Lidegaard fast.

Martin Lidegaard er næstformanden, der allerhelst ville have været formand og tog kampen mod Sofie Carsten Nielsen, da Morten Østergaard blev efterladt i et mørkt #metoo-hjørne af partiets historie. Og han tog kampen fra en platform, hvor han ville have partiet tilbage på en pragmatisk og indflydelsessøgende linje - væk fra valgtrusler og ultimative krav.

Lidegaard tabte, men fandt ind i et makkerskab med vinderen Sofie Carsten Nielsen, efter de havde gået to ture rundt om Utterslev Mose og fundet ud af, at de godt ville kunne arbejde sammen. Nu er Radikale så i en situation, hvor de med trusler er godt i gang med at fremprovokere et valg lige om lidt koblet med to ultimatummer: Der må ikke komme en etparti-regering igen, og en ny regering må ikke arbejde videre med Socialdemokratiets prestigeprojekt med asylmodtagecenter i Rwanda.

Hvad synes du egentlig om Radikales position i øjeblikket?

- Den er svær, men kan ikke være anderledes. Det har været en tumultarisk tid for landet og dansk politik, og derfor også for os, der har skullet træffe en række svære beslutninger. Jeg befinder mig godt i det, selv om jeg spændt på udfaldet af valget. Håbet for det projekt, jeg har arbejdet for i en del år, nemlig et bredere samarbejde over midten, har flere tilhængere end længe. Det er nyt, at mit parti toner så rent flag, vi har fået Løkkes parti, og vi har en statsminister, der erklærer sig villig til en regering over midten. Omvendt er jeg klar over, at der er stærke modstandere af projektet, V og K, og at der er en ret hård tone og polarisering, der trækker i en anden retning. Det forstærker dog kun mit håb.

Er vi enige om, at det er blevet mere tumultarisk på grund af jeres valgtrussel?

- Ja.

I er i gang med at vælte regeringen, har sat trumf på ved at afvise at pege på Mette Frederiksen igen, hvis ikke hun dropper sit prestigeprojekt. Vi taler om højspændte trusler og ultimative krav - er det den rigtige strategi for et parti, hvis historiske identitet ligger i at være pragmatisk og indflydelsessøgende?

- Lad os starte med, hvorfor vi kom med den melding om folketingsvalg. Vi mente ikke, at der i minkkommissionens rapport, der var historisk skarp i sin kritik og førte til hjemsendelse af og advarsler til højtstående embedsmænd og en næse til statsministeren, var basis for en rigsretssag. Det naturlige var så at træffe en politisk konsekvens. Derfor sagde vi, at vi skal have renset luften og have en ny regering. Også fordi vi står over for en vinter med inflationskrise, en økonomi der kan gå i sort, en krig i Ukraine, corona der ikke er væk og en velfærdsstat presset til det yderste af medarbejdermangel. Vi vidste med andre ord, at der oven på minkrapporten skulle træffes en lang række beslutninger, og det kunne vi ikke se for os i en ti måneder lang valgkamp i et politisk klima, hvor retorikken var ekstremt hård, hvor oppositionen beskylder statsministeren for at lyve, og regeringen beskylder oppositionen for at være Trump-lignende.

Og I beskylder regeringen for at være magtfuldkommen.

- Ja, hele vejen rundt. Så hellere få renset luften. Det kan så godt være, vi ikke får opfyldt vores ønske om en bred regering. Vi drømmer stadig, men konstaterer også, at V og K ikke vil have den. Vi håber, at det i det mindste kan lade sig gøre på en eller anden måde at forankre den over midten.

Det lyder mest, som om en midterregering er et lønligt håb, mere end noget du faktisk tror på?

- Der er ikke grund til andet end at være ærlig. Det ligger jo ikke lige for.

Det er Radikales snarlige udløsning af folketingsvalg, Lidegaard tager fat i, når han bliver spurgt til partiets nuværende konfrontationskurs. Ikke det Radikale ultimatum om, at hverken Socialdemokratiet eller andre må arbejde på et asylsystem i Rwanda, hvis de vil have opbakning fra deres mandater.

Det hænger måske sammen med Martin Lidegaards grundindstilling, som han blandt andet skrev om i sin bog "Lad os mødes på midten" fra 2018. Et af budskaberne i bogen var, at politiske partier skal have fokus på det, de har til fælles, ikke hvad der splitter dem.

Det ser ret meget ud til, at I nu har stærkt fokus på det, der splitter?

- Jeg har det svært med ultimative krav, fordi når man gør ét krav til det vigtigste, forsvinder der fokus fra andre ting. Vores melding i forhold til Rwanda er i for sig bare, at vi ikke kan se os selv være med til at tage en beslutning om, at Danmark skal gå enegang i EU med Rwanda. Vi siger dog også, at det nuværende system er dårligt, og at vi gerne vil være med til at søge efter muligheden for at modtage flygtninge i et tredjeland sammen med et kritisk antal lande i Europa.

Du siger, det "bare" er noget, I ikke kan se jer selv i. Er det ikke det samme som et ultimativt krav?

- Sådan kan du godt turnere den.

Er det forkert at gøre det?

- Nej, men vi er altså ikke imod enhver form for nytænkning på det område. Der kommer fokus på det, vi ikke vil, og ikke på det vi faktisk er parat til at diskutere.

Måske fordi I selv sætter fokus på det, der splitter?

- Ja, der er altid noget, der splitter. Det er også ultimativt for os, at vi går mere ambitiøst til klimaet.

Er der ikke ret stor forskel på at være ultimativ på en retning og på et konkret projekt, som regeringen faktisk arbejder på?

- Det erkender jeg.

Synes du, at det er rigtigt, at I har valgt at være ultimative på det?

Lidegaard tænker sig grundigt om.

- Vi har simpelthen så svært ved at se os selv i det. Jeg føler også, det er i strid med vores danske værdier.

Jeg tolker din lange pause som, at du har svært ved at sig dig selv i det ultimative krav.

- Ja. Ultimative krav koster, fordi der så er andet, man ikke er ultimativ omkring.

Er det vigtigere for jer at forpurre Rwanda-planerne end at få maksimal indflydelse på den generelle retning for Danmark? Her handler det om, hvad det rent faktisk koster at stille ultimative krav.

- Hvis det ender sådan. Det kunne jo også ende med, at man søger forskellige modeller, der fører til samme resultat. Nu vil du så stille mig mellem syv og 28 spørgsmål om, hvilke modeller man kan forestille sig, men jeg kommer det ikke nærmere. Hvis du mærker en lille irritation og nogle tænkepauser hos mig, er det, fordi det er lidt utroligt, at vores uoverensstemmelse her med regeringen skal trække så meget opmærksomhed.

Jeg lover, at vi forlader Rwanda, når du har svaret på mit spørgsmål.

- Det glæder mig. Rationelt set burde dette jo ikke være en showstopper for hverken en rød, blå eller midterregering.

Så burde det vel heller ikke være en showstopper for jer?

- Der er flere grunde. Sådan nogle som mig opfatter jo EU som garant for vores velstand, og derfor har jeg det ekstremt stramt med, at Danmark giver fingeren til resten af de europæiske lande.

Er det et ja til, at det er vigtigere at forpurre Rwanda-planen end at få maksimal indflydelse på den generelle retning for Danmark?

- Jeg anerkender ikke, at det er enten/eller. Du får det ikke bedre end det. Jeg er ked af det.

Anerkender du, at det er en mulighed, at det kan blive enten/eller?

- Jeg kan ikke udelukke det, men jeg tror det ikke.

Hvis det så ender med ...

- Hvis og hvis, min r** er spids.

Det er altså meget vanskeligt at få dig til at svare ja eller nej på mit spørgsmål.

- Sådan er det, når man stiller spørgsmål på denne måde: Vil du helst slå eller sparke din kone? Det er vel ok, at jeg siger, at jeg tror ikke, det kommer dertil, at jeg skal træffe det valg.

Den kan jeg ikke komme igen på. Lad os forlade Rwanda.

- Tak! Det er helt fair, men der er så utroligt mange andre ting at tale om.

Man kan f.eks. tale om Martin Lidegaards bog "Lad os mødes på midten". Hvor han bl.a. skriver, at politik skal kunne forklares enkelt og klart - ellers har man ikke tænkt den ordentligt igennem.

- Ha, ha! Har jeg virkelig skrevet det. Det var dog letsindigt.

Avisen Danmark ridser et forløb fra de seneste måneder op for Martin Lidegaard:

Radikale siger, at minkrapporten ikke danner basis for en advokatundersøgelse, til gengæld danner den basis for at udløse et valg tre måneder senere. S-regeringen skal gå af og ikke komme tilbage, alligevel siger Radikale først, at de godt kan pege på Mette Frederiksen igen, og dernæst at de ikke kan pege på hende, hvis ikke hun skrotter sit prestigeprojekt.

Umiddelbart virker det ikke som en kommunikation, der er enkel og klar - kan det hænge sammen med, at I ikke har tænkt det ordentligt igennem?

- Jeg føler, det er tænkt ret godt igennem.

Ville det så ikke være lettere at kommunikere?

- Vi har været igennem en kompleks og svær periode i dansk politik, hvor det er svært at komme frem til enkle svar. Dette krydspres af kriser oven i den parlamentariske situation, har jeg ikke oplevet før i min tid som politiker.

Er dette ikke noget, som politikere altid gør, når de forbryder sig mod deres principper - kommer med en god forklaring på, hvorfor tiden lige nu er helt anderledes, end da de udtalte sig principielt?

- Det er helt rigtigt, at det kan være en dårlig undskyldning, men det kan også være en god. Jeg erkender, at vores svar er komplekse. Jeg sad engang derhjemme og brokkede mig til min bedre halvdel over, hvor svært det er at være radikal - dem til højre synes, vi er alt for langt til venstre og omvendt, og man bliver altid skudt ting i skoene. Hun sagde, at jeg bare kunne lade være med at være radikal. Men det kan jeg jo ikke, for verden er kompleks.

Hvad er så det rigtige: 1. I har ikke tænkt jeres strategi godt nok igennem, fordi I ikke kan kommunikere enkelt og klart. Eller 2. Du var lige frisk nok, da du skrev det?

- Jeg må nok erkende, at man kan være i en situation, at uanset hvor længe man tænker, er der ikke altid en krystalklar løsning. Lige nu er de faktiske vilkår i jernindustrien, at der kun er en statsministerkandidat, der vil være med til en regering over midten.

Den kandidat I kalder magtfuldkommen og vil vælte.

- Jeg vil sige, at det må være en ideal fordring altid at udtrykke sig så klart som muligt, men jeg bliver nødt til at erkende, at når man er i en kompleks situation, må man nogle gange finde en kompleks vej. Derfor er jeg enormt glad for at have fået lejlighed til at forklare det hele. Det skylder jeg både dig og Avisen stor tak for.

Ha, ha, jeg tror bare, vi slutter her.

Ghettoplan: Abdallah skyggebokser. Med dansende bevægelser springer den 20-årige dansk-palæstinenser fra den ene fod til den anden, laver en piruette om sig selv og slår fire-fem huller i luften med sådan en fart, at de er svære at tælle.

10 unge mænd efteraber bevægelserne. Nogle er voksne, andre er børn, 17-årige Elias er noget midt imellem. Tandbeskytteren skjuler hans bøjle, men blokerer ikke hans drengede smil, mens han lunter rundt mellem sandsækkene, der hænger fra loftet. Han ligner en, der leger.

På lørdag - den 17. september - er det alvor. Abdallah og Elias skal i ringen for Danmark, og det er første gang siden 1989, at en bokselandskamp finder sted i Odense. De 1200 billetter er næsten udsolgt, og det her kunne sagtens have været sportshistorien om to af landets mest lovende boksere.

Det er det bare ikke. For både Abdallah og Elias føler, at der for dem er noget ekstra på spil: En udskældt bydels ære.

- Vi bokser for Vollsmose, siger Abdallah.

Han smiler høfligt, mens han leverer et jab til pressen

- I journalister kommer ofte, når I vil skrive noget negativt. Derfor forbinder mange Vollsmose med vold og kriminalitet. Dén tankegang vil jeg ændre.

De belastende historier er ikke svære at opstøve. I øjeblikket kører retssagen mod fem mænd, som er tiltalt for drabet på den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail, et uskyldigt offer, som blev fanget i en krydsild mellem to rivaliserende bander foran sit hjem i Egeparken i Vollsmose. I sidste uge fandt et blodigt knivstikkeri sted få meter fra en børnehave i Fyrreparken. Sølle 67,5 procent af bydelens beboere føler sig trygge, viser Justitsministeriets undersøgelse, hvilket er et langt under resten af Fyn.

Politikerne har besluttet, at Vollsmoses problemer må løses med bulldozere. Beboersammensætningen skal ændres, tusindvis af mennesker tvangsflyttes. Det er danmarkshistoriens største sociale eksperiment. Og det er i gang.

I denne - lidt atypiske optakt til en bokselandskamp - går vi i dybden med de milliardstore planer. Vi forsøger at forstå, hvad Abdallah og Elias betyder for Vollsmose - og omvendt. Og vi ser på den skyggeboksning, der foregår både i og omkring postnummeret 5240.

I mange fortællinger bliver boksning brugt som en metafor for livet. Det er noget med, du står alene i ringen. At ingen kan slå eller tage slagene for dig. Og at det heller ikke er uden betydning, hvem du har i dit hjørne.

I Vollsmoses historiefortælling kan boksningens rå vokabularium bruges mere direkte: Det har været en kamp.

"Kampen om Vollsmose" er navnet på Helle Lykke Nielsens bog fra 2019. I den beskriver hun, hvordan det, som skulle have været fremtidens bydel, blev til Danmarks største ghetto.

Det begyndte som en socialdemokratisk drøm, et politisk svar på Odenses dårlige boligforhold. Tilbage i slutningen af 1960’erne boede mange odenseanere i små lejligheder, hvor lokum var noget, man havde i gården, og bad var noget, man bare ikke havde.

Vollsmose skulle være luksus - til en husleje som også de mindre bemidlede kunne betale.

- Det var modellen på det gode liv. En lukket firkant med skoler, butikker, restauranter, bibliotek, svømmehal, gymnasium og legepladser. Et sted, hvor forældrene ikke var bange for at sende deres børn nogle steder hen, siger Helle Lykke Nielsen, som også er lektor på Center for Mellemøststudier og Institut for Historie på Syddansk Universitet

Skabelonen var magen til Millionprogrammet i Sverige, som sikrede at der mellem 1961 og 1974 blev bygget 1,4 millioner nye, moderne lejligheder.

Men det var langtfra alle, som drømte om at bo i kasserne af samlebåndsfabrikerede byggeelementer og beton. Hverken i Sverige eller i Vollsmose.

- Parcelhusbølgen kom, og der rykkede mange af de ressourcestærke hen. Kommunen endte med at få anvisningsret over meget af Vollsmose, og de flyttede i høj grad dem, som vi i gamle dage kaldte for "sociale tilfælde" derud: Arbejdsløse, alkoholikere, fraskilte og udlændinge, siger Helle Lykke Nielsen.

I dag har Vollsmose landets fattigste postnummer. Blandt de 8000 beboere tales 80 forskellige sprog, og mere end hver ottende er enten efterkommere eller indvandrere fra ikkevestlige lande.

Netop beboersammensætningen er dét, som "Den sidste Vollsmoseplan" skal lave radikalt om på.

I Bøgeparken i Vollsmose larmer og støver ghettoplanen. Høje bygninger er forvandlet til betonruiner, og det er kun begyndelsen. Frem mod 2030 skal 1000 lejligheder i Vollsmose rives ned.

- Bøgeparken ligner noget fra borgerkrigen i Syrien, siger Elias, mens han stadig har et gavtyvesmil på læberne.

Jeg går med de to unge landsholdsboksere igennem deres barndomsboligblokke. Abdallah har en rød Prada-træningsdragt på, mens Elias spankulerer rundt i klipklapper, et blåt Hugo Boss-sæt i velour og en Louis Vuitton-dynevest. De hilser på alle, som de møder på deres vej.

- Jeg kender mange, som er blevet tvangsflyttet ud af Vollsmose. Nogen er røget helt til Tarup (otte km fra Vollsmose, red.). De synes bare, det er fucked op, at de er kommet så langt væk fra deres venner, siger Elias.

Når ham og Abdallah fortæller om deres barndom på blokken, lyder det som en lang og romantisk sommer. De taler om endeløse aftener på fodboldbanerne, hvor de spillede 15 mod 15. Om at 20-årige kunne hænge ud med syvårige. At der stod legekammerater parat, så snart man åbnede hoveddøren.

Men de forklarer også, at de "nok legede lidt mere aggressivt end danske drenge".

- I Vollsmose lærer drenge, at de ikke skal være bitches. Vi skubber lidt hårdere, nogle gange slår du dig, men så rejser du dig op. Og derfor har vi også en anden løve i brystkassen, end drenge fra Skibhuskvarteret eller Langelinie i Odense har det, siger Abdallah med et nik og en alvorlig mine.

Statistisk set har de også et dårligere udgangspunkt for livet, end andre odenseanske børn. Karaktergennemsnittet i dansk og matematik er to trin lavere i deres postnummer, end i resten af Odense. Næsten halvdelen af de voksne i Vollsmose er på offentlig forsørgelse.

Både Abdallah og Elias understreger, at de aldrig har manglet noget. Ordet "taknemmelig" går igen, når de taler om deres hjem. Alligevel er Abdallah og hans familie flyttet ud af blokken. Og Elias siger selv, at han "bokser for at tage sin mor ud af ghettoen".

- Det handler ikke kun om at komme ud af Vollsmose. Det handler om at komme ud af Danmark for at blive boksestjerner, siger Abdallah.

Tvangsflytningerne er en anden sag.

- Hvis man tror, at man løser problemerne ved at rive huse ned og fjerne nogle mennesker, tager man fejl. Man spreder bare problemerne, siger Abdallah.

Bekymringen deles i forskerverdenen udenfor Vollsmose.

- Ved at genhuse tusindvis af mennesker andre steder i den almene sektor, fjerner man måske nogle af Vollsmoses problemer. Men man løser dem ikke. Man skubber dem bare over i andre bydele, siger Gunvor Christensen.

Hun er projektchef i VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter For Velfærd - hvor hun forsker i omdannelsen af alle 15 hårde ghettoer i Danmark.

For kommunerne er det en bunden opgave fra Christiansborg, at de skal reducere antallet af almene boliger til maksimalt 40 procent i de socialt belastede områder.

Men ingen steder har den samme skala som Vollsmose. Området er så stort, at københavner-ghettoen Mjølnerparken kan placeres 36 gange inde i dens firkant. Og Odense Kommune bruger samtlige redskaber fra parallelsamfundsaftalen, fortæller Gunvor Christensen:

- Nedrivning, udflytning, boligmæssig segregering, velfærdsfunktioner, skoler, dagtilbud, ny infrastruktur. De næste 10 år bliver Vollsmose en byggeplads. Vi har vitterligt ingen fortilfælde for så stor en omdannelse.

Alligevel lyder det for mange i Vollsmose som den samme gamle sang. I årtier er strategier, planer og visioner kommet som perler på en snor, som beboerne føler er blevet trukket ned over hovederne på dem. Derfor er det hverken håb eller vrede, som præger majoriteten. Det er apati.

Sådan lyder det i hvert fald fra Kim Nielsen, der fra sine lokaler i Vollsmose Torv har en stor berøringsflade med områdets beboere.

- Folk har givet op, siger han.

Igennem foreningen Respect faciliterer han møder for alle Vollsmoses øvrige foreninger - samtidig med at han også driver en kaffebar, laver folkekøkken, afholder Fifa-turneringer og inviterer indenfor til vietnamesiske karaoke-aftner.

- Dét, der fylder lige nu, er inflationen og elpriserne. Jeg hører om børn, der kommer i skole med tomme madpakker. Om frugter, der forsvinder fra fodboldklubbens gratis tag-selv-kurve, nærmest før de stilles ud.

Kim Nielsen taler dæmpet. Få meter fra os sidder syv unge piger med store øjne og kigger på en mand, der skriver på en tavle med et kridt . Han er frivillig i Respect og i gang med at gennemgå etiketten, når man spiser ude på en restaurant. Om lidt skal pigerne lave deres egen tre-retters-menu.

Kim Nielsen læner sig lidt ind over bordet.

- Så længe de grundlæggende behov ikke bliver dækket, bliver omdannelsesplanerne ingen succes. Når de unge drenge går og sulter og fryser lidt, bliver de let bytte for banderne. For hos dem kan de tjene hurtige penge.

Statistisk set bliver der ikke begået mere kriminalitet i Vollsmose, end der gør andre steder i Odense.

Alligevel rimer Vollsmose for mange på vold, og det er der en grund til, siger Bjarke Vestesen, som er krimiredaktør på Fyens Stiftstidende. Det er ikke på grund af antallet af forbrydelser. Voldsparatheden er bare blevet vildere og vildere.

- I gamle dage sloges banderne, og hvis pistolerne blev trukket, ramte skuddene som regel forbi. I dag skyder de for at ramme hinanden, siger han.

At forstå og formidle kriminaliteten er Bjarke Vestesens primære gesjæft. I 20 år har det været hans stofområde som journalist.

- Uanset hvor mange forkromede planer der har været fra kommunen, politiet eller SSP, så kan man helt nøgternt konstatere, at der stadigvæk er knivstikkerier, skudepisoder, drab og sammenstød i og omkring Vollsmose, lyder det fra ham.

I Odenses verserende bandekrig er de kriminelle alliancer et kludetæppe. Selvom det tit bindes op på Vollsmose, er det langtfra dem alle, som har rødder der.

På den ene side af konflikten står den somaliske gruppe "9hunna". De får støtte fra den danske afdeling af den svenske Dödspatruljen og den forbudte organisation Loyal to Familia.

På den anden side står NBV, der kommer fra Nyborgvej i Odense, og de bakkes op af NNV-gruppen, der kommer fra Nørrebro og Nordvest i København.

- Jeg snakker jævnligt med bandemedlemmerne. Efterhånden handler det ikke så meget om hash og narko længere. Det handler mere om personlige familiefejder og et årelangt had, siger Bjarke Vestesen, der heller ikke tror, at nedrivninger og tvangsudflytninger er svaret.

- Om man river hele Vollsmose ned, så løser det ikke de enkelte problemer, der er i de enkelte familier. Jeg kommer stadig til at møde nogen af dem i retten.

Shabaz Aslam kender også mange af de kriminelle. Nogle af dem har han trænet i Vollsmose Boxing.

- Og hver gang der er en af dem, som laver ballade, så bliver 8000 mennesker herude skåret over en kam.

Den skaldede mand med de store overarme - som har vundet flere ildsjælepriser for sit sociale arbejde i bokseklubben - har travlt. Han skal sørge for, at Abdallah og Elias er klar til landskampen, finde en tysk bokser til en af opvarmningskampene og samtidig passe sit fuldtidsjob som pædagog.

Han er udmattet. Men mest af alt er han træt af Vollsmoses onde cirkler.

- Vi har brug for at få nogle flere danskere herud, men ingen vil flytte herud. Politikerne tror, at svaret på kriminaliteten er hårdere straffe og nye bandepakker, og det kommer sjovt nok altid, når der er valg, siger Shabaz Aslam og sender også en uppercut afsted mod Vollsmoses forældre.

- Hvor er forældrene henne, når børnene spiller fodbold eller bokser stævner i weekenderne? Eller når de står på gaden og hænger ud? De aner ikke, hvad deres børn laver. Mange af de voksne er på kontanthjælp, men har alligevel ikke tid til at bakke deres unger op.

- Vollsmose mangler mandlige rollemodeller. Abdallah og Elias er på vej, men vi har brug for flere voksne, som tager ansvar.

Timer efter snakken med boksetræneren spørger jeg de to landsholdsboksere, om deres træner har ret.

Vi sidder med hver vores farverige slushice i hånden i personalestuen i SPAR, hvor Abdallah arbejder som lukkeansvarlig. Han blev færdig med sin gymnasielle uddannelse for tre måneder siden og er nu i gang med et "boksesabbatår", hvor sporten har førsteprioritet.

17-årige Elias går på Syddansk Erhvervsskole, samtidig med at han arbejder i 7-Eleven.

- Jeg føler ikke, at vi mangler rollemodeller. Problemet er bare, at der er nogen få, som ser op til de forkerte forbilleder, siger Abdallah, mens Elias suger i sin sluchice og kigger ned i bordet.

Han tilkendegiver, at det er drengene, mere end pigerne, som fristes ud i småkriminalitet.

- Det er kun i København, at der findes trampertøser i banderne, griner han.

Hvorfor er det drengene?

- Drenge har brug for at have en eller anden form for status, og det kan de få på den måde. Men i sidste ende handler det om den opdragelse, som de har fået hjemmefra, siger den 20-årige.

Han kigger mig i øjnene:

- Og jeg synes stadigvæk, at I medier overdriver problemerne. Både de kriminelle og de sociale.

Nogle af Vollsmoses sociale forhold har Annette Olesen fået et indblik i. Og hun kalder dem "ekstremt komplekse".

Forskeren fra Aalborg Universitet er i gang med at undersøge de retlige udfordringer, der kan afstedkomme af ghettoplanens genhusningsdel; i et års tid har hun lavet kvalitative interviews med nogle af de 1000 udsatte beboere, der indtil videre har fået besked på at flytte.

- Det er kommet bag på os, hvor svært det har været at komme i kontakt med borgerne. Der har været nogle sproglige og kulturelle barrierer. Og mange af dem var slet ikke klar over, at de skulle genhuses, før vi kom. Simpelthen fordi de ikke har forstået beskeden, siger hun.

Annette Olesen understreger, at Vollsmose er så mange forskellige ting, at beboerne ikke kan generaliseres. Men gennemgående møder hun "forvirring og følelser af magtesløshed", siger hun.

- Dem, der skal genhuses, får på en måde revet tæppet væk under sig. Det, vi indtil videre har belyst, er, at de kun i meget ringe grad har kontakt til det offentlige, til institutioner eller professionelle, som kan hjælpe dem. I stedet for bruger de det, vi kalder "skjulte aktører". Det vil sige frivillige fra Vollsmoses foreningsliv, siger hun.

En af de skjulte aktører er Ayan Muunin fra den somaliske kvindeforening SAHAN. Iklædt farverige og blomstrede gevandter og tørklæder forsøger hun på egen hånd at løse mange af Vollsmoses problemer. Både for de voksne, som ikke forstår kommunens breve, og især for de unge.

Men Ayan er også en af dem, som snart skal genhuses. Fra 1. november bliver dét Vollmose, som hun i 20 år har kaldt for sit hjem, et sted hun besøger. Og hun er ikke særlig optimistisk på ghettoplanens vegne:

- Nye menneske, nye bygninger, men de samme problemer, siger hun.

Nogenlunde det samme siger Aysel Hagi. Den kurdiske mor, som i 2020 blev årets borger i Vollsmose, er mangeårig frivillig, bydelssøster og stifter af et lokalt syværksted. I øjeblikket bruger hun meget af sin tid på at hjælpe andre med boligudfordringer. Og hun er også klar til at bygge bro til de mange nye tusinde mennesker, som skal flytte hertil.

- Jeg vil gøre alt for at byde dem velkommen, siger hun og ryster så lidt på hovedet.

- Men Vollsmose forbliver Vollsmose.

At Vollsmose skal blive til noget andet, har AP Pension skudt 700 millioner kroner i. Samlet skal der bruges op mod 10 milliarder kroner på "Den sidste Vollsmoseplan".

Og selvom der er bekymringer både inde- og udenfor bydelens grænser, ser administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, det stadig som en "fantastisk mulighed".

- Vollsmose har hele pakken. Det ligger tæt på centrum. Der er søer og grønne områder. Vi tror, at det kan blive en enormt spændende og attraktiv bydel, siger direktøren og understreger, at forudsætningen for succes selvfølgelig er, at folk finder det trygt at bo der.

- Men jeg tror også, at det vil hjælpe på det, så snart der kommer en bredere beboersammensætning ind, siger han.

Det samme siger Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel.

- Vi har nogle helt klassiske sociale udfordringer samlet på et lille sted. Og det har gjort, at man nærmest skal være verdensmester i mønsterbrydning for at klare sig godt, hvis man kommer fra Vollsmose, siger han.

Om det er politikernes, mediernes, politiets eller borgernes skyld, at det er endt sådan, vil borgmesteren ikke gå ind i.

- For så forenkler vi det til noget, som det ikke berettiger til, siger han.

En del i Vollsmose føler, at der er en plan for de fysiske rammer, mere end der er en plan for at løfte mennesker ud af deres sociale problemer. Kan du forstå den bekymring?

- Lige nu er vi inde i en periode, hvor der bliver revet ned, renoveret og flyttet ud. Bøgetorvet er reduceret til to bunker grus, så det er klart, at det fylder meget både mentalt og fysisk. Men planen har hele tiden været, at det skal suppleres med sociale tiltag, siger han og begynder at remse op.

Nye dagsinstitutioner, velfærdsaftaler og verdens bedste robotskole skal ligge i Vollsmose. Ekstra penge til det etablerede foreningsliv.

Han trækker luft ind.

- Jeg kan godt forstå, hvis nogen i Vollsmose kan have en følelse af, at det er "os mod dem". De negative historier om kriminalitet og integrationsproblemer har fået lov til at stigmatisere alle i bydelen, siger Odenses borgmester.

Før coronapandemien brød ud, stod Peter Rahbæk Juel i en boksering i Vollsmose. Sammen med Abdallah.

Den talentfulde teenager var så hurtig, at borgmesteren aldrig var i nærheden af at ramme ham.

- Og han var nok for høflig til at give mig en på låget, siger Peter Rahbæk Juel.

Han var der for at tale med boksetræneren Shabaz Azlam. For at møde nogle af dem, der vil skabe et nyt billede af 5240. Nogle af dem, der kan sikre, at fremtidens Vollsmose bliver en succes.

- Abdallah og Elias er forbilleder ligesom Christian Eriksen og Jonas Vingegaard. De er spejlinger på, hvad man kan hvis man er ærgerrig, disciplineret og flittig. Og når man brager igennem fra Vollsmose, så har ens vej været længere, siger Peter Rahbæk Juel.

Og så er vi tilbage, hvor fortællingen startede. Med en historisk bokselandskamp. For når klokken ringer DING DING lørdag aften, hviler der et pres på Abdallahs og Elias skuldre. Succes til dem er a lig med positiv omtale til Vollsmose.

Men lige nu - få aftener før braget - ligner de ikke sportsstjerner. De ligner glade drenge. Klokken er 20.30 og de er på vej i sauna for at tabe de sidste gram før indvejningen.

- Det her er bare starten, siger Abdallah og blinker med det ene øje.

- Slutningen er at jeg vinder OL. Og Vollsmose får et andet ry.

Dyrevelfærd: Siden landbruget floppede med en storstilet aftale om mere dyrevelfærd fra 2014, har der været stille hos erhvervet.

Før sommerferien stod man skoleret hos fødevareminister Rasmus Prehn (S), da det kom frem, at stadig flere grise dør i staldene, stort set alle får kuperet de krøllede haler og søer fikseres i bokse i pattegrisenes første leveuger for at forhindre, at moderen lægger sig på de små, når de dier.

Rasmus Prehn krævede, at udviklingen blev vendt én gang for alle.

Og nu bliver ministerens bønner måske hørt. For en samlet branche lancerer en ny vision for fremtidens griseproduktion. Det er Landbrug & Fødevarer, Danske Svineproducenter og Danske Svineslagterier, der er gået sammen om en plan med nye anbefalinger til både åbenhed, velfærd, sundhed, klima, bæredygtighed og landmænds uddannelse.

En række delmål skal således i 2050 munde ud i en "klimaneutral produktion", og at "danske grise har verdens højeste niveau af dyrevelfærd og sundhed", lyder det.

Avisen Danmark har mødt Allan V. Pedersen, der er næstformand i sektor for gris hos Landbrug & Fødevarer, til en snak om den nye plan.

Hvad er forskellen på det, I lover nu, og planen fra 2014? 

- Vi er blevet klogere på en række ting, eksempelvis var løse søer i 2014 næsten en umulig tanke for os. Vi har ændret vores avlsmål for at styrke grisenes overlevelse, vi vil højne vores uddannelser, og vi vil søge den viden, der skal til, for at sikre dyrevelfærden.

Når I anbefaler, at søer skal være løse i alt nybyggeri fra 2023, er det så slut med fiksering af soen? 

- Vi vil gerne arbejde for, at man kan have soen i en boks de første 3-4 dage omkring faring (fødsel, red.), hvor vi har den største udfordring med ihjellagte grise. Derefter lukker vi op, så søerne går løse. Det kan godt være, vi er blevet klogere i 2035, og vi kan undvære boksen, men indtil da er vi nødt til at have noget sikkerhed, der kan understøtte udviklingen.

I har flere delmål og siger, at I nødt til at "asfaltere, mens I kører". Handler det også om, at det økonomisk ikke kan lade sig gøre at komme i mål i morgen?

- Ja, det er klart. Hvis alle grise skal være løse i morgen, vil det koste 3,5 milliarder kroner. Derfor anbefaler vi løse søer i alt nybyggeri, og så kigger vi fremad. Vi ved fra undersøgelser, at forbrugerne ikke er interesserede i at betale mere for vores produkter, så det er også en erkendelse af, at erhvervet skal forvente at betale for det her selv.

Grisebranchens økonomi er særdeles presset lige nu, og nogle kæmper med gæld fra tidligere. Hvordan vil I sikre, at alle går med på visionerne? 

- Jeg tror, at udviklingen sker helt naturligt, når vi samlet har en anbefaling for, hvordan man bygger stalde og har sin produktion fremadrettet. Vi kan ikke sikre, at alle går med på de her tiltag, men hvis vi leverer på de her parametre og grisene får mere velfærd, er forventningen også, at det kan ses på vores bundlinje. Men ønskescenariet er da, at forbrugerne også vil betale mere for produkterne.

I vil fra 2025 give et økonomiske incitament til hele haler ved at omfordele 30 millioner kroner. Det er mange penge, men er det nok til, at 90 procent af alle grise har hele haler i 2035?

- Det er vi nødt til at finde ud af hen ad vejen, men det er det beløb, vi har ment, der er realistisk til at flytte vores ambition. Det er klart, at hvis alle producenter går med, er det kun én krone per gris, men kommer vi dertil, så er opgaven samtidig også løst.

Så hvis man ikke kan eller vil producere med hele haler eller løse søer, så vil landmanden kunne mærke det økonomisk?

- Vi er ikke lovgivere, så vi kan ikke sanktionere den enkelte for at gå imod vores anbefalinger, men det er tiltag, vi er enige om, og når det er en branchebeslutning, mener vi også, at vi kan skubbe det i dén retning.

En del af planen for fremtidens griseproduktion handler om mere åbenhed. Målet er blandt andet at indføre "fuld datatransparens for velfærd og sundhed" for alle besætninger fra 2025.

Hvordan gavner det forbrugerne? Kan de i supermarkedet eksempelvis få indsigt i, om en pakke fars stammer fra en gris med krølle på halen?

- Jeg tror ikke, vi kan tænke det ned på bedriftsniveau, men vi har vores egne branchekrav, som vi er underlagt, og det er dem, der er forbrugerens sikkerhed.

 Men hvad består den øgede åbenhed så i?

- Teknologisk sker der utroligt meget lige nu, men den store drøm er, at man eksempelvis kan scanne en QR-kode på pakkerne og se, hvor kødet kommer fra, men det kan vi ikke love. Vi kan love, at vi tænker stort, og vi følger med udviklingen og lovrammerne, når de er der.

Så hvis teknologien er der i 2025, er slagterierne også klar til at sortere grisene, så forbrugerne selv kan vælge, hvad de vil støtte nede i supermarkedet? 

- Slagterierne tager også den her dagsorden ind, og de er langt i deres arbejde. Men det har også en meromkostning. Så om man i 2025 kan se på pakkerne, at farsen kommer fra en gris med hel hale, det er op til slagterierne og detailhandlen at løfte.

Spørger man Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, er QR-koden allerede en teknisk mulig løsning i dag, men:

- Det er så omkostningstungt, at kunderne ikke finder det interessant. Men hvis det omvendt lykkes at få prisen ned, og der er en efterspørgsel på det fra forbrugerne - og dermed detailkæderne, så er vi selvfølgelig klar til at møde det, siger han.

Ifølge en undersøgelse fra 2020 halter dansk grisevelfærd efter vores konkurrenter. I Tyskland har man allerede lovgivet om mere grisevelfærd og blandt andet givet soen mere plads. Holland og Storbritannien er også på en ny velfærdskurs, mens et land som Sverige i årevis har haft forbud mod fiksering af soen og halekupering. 

SMS-hilsner: Folketingets ombudsmand har givet statsminister Mette Frederiksen (S) fredag i næste uge som frist til at sende ham en udtalelse om de lykønsknings-sms'er fra andre statsledere, hun på EU-valgaftenen 1. juni fortalte, at hun havde modtaget.

- SMS'erne tikker ind fra kollegerne rundt i Europa, som er glade på vores alle sammens vegne, sagde hun således, da hun ankom til Christiansborg kort før klokken 22 på valgaftenen, altså meget kort tid efter det stod klart, hvordan valget ville falde ud.

For at få en fornemmelse af omfanget og karakteren af denne begejstring, det danske folkeafstemningsresultat angiveligt vakte så hurtigt i de udenlandske regeringskontorer, bad Avisen Danmark om aktindsigt i de pågældende SMS'er. Det vil sige indsigt i antal, afsendere og indhold.

Besvarelsen begrænsede sig til, at kun antallet af SMS'er kategoriseret som "hilsen i forbindelse med folkeafstemning" blev oplyst. Det fremgik ikke, om de kom fra den tyske kansler eller fra venner og familie eller andre. Og intet om, hvad de indeholdt.

Det afvisningslignende svar blev forklaret med, at "oplysningerne er udvekslet i diplomatisk samarbejde, hvor der gælder en stiltiende indbyrdes anerkendt og efterlevet kutyme om fortrolighed."

Avisen Danmark bad derfor Folketingets ombudsmand vurdere om lykønsknings-sms'er af denne karakter kunne være omfattet af sådanne fortrolighedshensyn. Han gav i første omgang statsministeriet 14 dage til at give en udtalelse til ham. Med travlhed som begrundelse har statsministeriet bedt om en længere frist. Den har han givet.

"Jeg bekræfter hermed aftalen om, at Statsministeriet sender udtalelsen til mig senest den 23. september 2022," skriver ombudsmanden i en mail til avisen.

I det oprindelige svar fra statsministeriet fremgår det, at statsministeren på det pågældende tidspunkt havde modtaget syv SMS-hilsner med relation til folkeafstemningen. Statsministeriet har i en mail til avisen efterfølgende korrigeret dette antal til fem - men stadig uden oplysninger om indhold og afsendere.

Forvaltningsretsekspert og juraprofessor Steen Bønsing fra Aalborg Universitet har udtrykt sin skepsis over statsministerens fortrolighedsargument.

- Jeg har svært ved at se, at banale lykønskninger generelt kan undtages fra aktindsigt; det virker meget voldsomt. Helt specielle eller prekære forhold kan gøre sig gældende for enkelte lande eller statsledere, men det kan dårligt gælde i alle tilfældene, sagde Steen Bønsing til Avisen Danmark 9. august, og understregede, at han kun forholder sig til det juridiske, ikke det politiske.

Det var der andre politikere i både rød og blå blok, der gjorde. Flere udtrykte undren over, at statsministeren ikke ville dokumentere sin egen påstand.

Det var der to grunde til: Dels at det kunne fremkalde mistanke om en vis overdrivelse, når hun så tidligt lod forstå, at lykønskninger strømmede ind fra nær og fjern. Dels fordi hun i sin egen podcast på årets folkemøde senere på måneden generelt revsede pressen for at lade politikere påstå hvad som helst uden at kontrollere rigtigheden af disse påstande.

Her sagde hun bl.a.: "Man kan stille sig op og sige ting, som er forkerte, uden der sker noget (...) Der er ingen, der siger: Hov, er det rigtigt, det du siger? Har du noget at have det i?”

- Det var præcist dét, Avisen Danmark gjorde - undrede sig og bad statsministeren dokumentere sin påstand. Om der står den ene eller anden form for til lykke i en eller flere SMS'er kan være mere eller mindre ligegyldigt. Men avisens spørgsmål er vigtig i den forstand, at der nok var mange, jeg selv inklusive, der blev grebet af en lille mistanke, om vores statsminister måske ikke talte helt sandt, når hun så hurtigt, efter at valgresultatet stod klart, kunne tegne billedet af en strøm af lykønskninger fra statsledere, siger Enhedslistens Søren Søndergaard.

Han har benyttet sin mulighed som folketingsmedlem for at stille spørgsmål om SMS'erne og få et fortroligt svar. Det har han nu fået.

-  Når jeg får et fortroligt svar som folketingsmedlem, kan jeg selvsagt ikke referere fra det. Men med det svar, jeg nu har fået, konstaterer jeg - selv om man altid kan diskutere omfangsbetydningen af, at SMS'er "tikker ind" -  at hun i hvert fald ikke stod og løj. Det er jeg glad for. Jeg er også glad for, at Avisen Danmark fik vakt en mistanke, eller hvad I nu gjorde, og stillede spørgsmål. For her er jeg helt enig med statsministeren i, at det er vigtigt, at ingen skal kunne slippe af sted med at hævde hvad som helst uden at blive bedt om at dokumentere det, siger Søren Søndergaard.