Folketingsvalg: Noget særpræget har fundet sted i aulaen på Aarhus Universitet: Et vælgermøde, der havde som grundpræmis, at de deltagende politikere skulle opføre sig ordentligt. Det var absolutte topnavne fra folketingsvalgets 14 partier, og de skulle tale pænt til hinanden, lade være med at afbryde hinanden og fremlægge egne løsninger og ideer - frem for at gennemhegle andres.

Meningen var, at de 500 tilhørere skulle blive klogere på, hvor de vil sætte deres kryds på stemmesedlen 1. november, forklarede idemanden bag vælgermødet, Ulrik Haagerup, som er journalist og direktør på Constructive Institute på Aarhus Universitet. Ved sin side havde han Avisen Danmarks politiske redaktør Casper Dall som den anden ordstyrer.

Så sælsomt var dette vælgermøde, at han ligefrem lancerede det som et "demokratisk eksperiment."

Mon Dieu im Himmel, det var en noget krads udmelding taget i betragtning, at i hele Haagerups levetid er det kommende folketingsvalg i Danmark nummer 22 af slagsen.

Jeg mindes ikke en vælgermødearrangør, der ikke har haft samme ambition. Tænk sig, at det skulle være eksperimenterende, at tilhørerne skal få noget ud af den slags møder.

Men når jeg tænker tilbage på de mange, mange vælgermøder, jeg har overværet som journalist i tidens løb, så har Haagerup en pointe i, at ambitionen for sjældent er blevet opfyldt:

Konstruktive diskussioner, som er en udveksling af synspunkter og ideer, fortrænges ofte af destruktive skænderier, som er en udveksling af vrede og modbydeligheder.

Selv om det var nyt og eksperimenterende, åbnede mødet sjovt nok med at lede tankerne hen på noget absolut u-nyt: Folketingsvalget for 62 år siden, 15. november 1960.

Det var det første valg for det kun ét år gamle SF, og partiet bragede ind med 11 mandater. Onde tunge hævdede, at mange af stemmerne var sympatistemmer, fordi partiets stifter, Aksel Larsen, førte tv-valgkamp fra en hospitalsseng på grund af et brækket ben.

Minsandten om ikke den nylige partistifter Inger Støjberg kom humpende ind i aulaen på to krykker og satte sig lige over for mig, mens hun ventede på at skulle indtage sin plads på partilederpodiet. Hun var kommet slemt til skade, fordi hun var skvattet over sin hund.

Der er dem, der er vilde med hende, og dem, der ikke kan holde hende ud og synes, at hun nærer sit politiske liv ved at skabe modsætninger og sprede giftig verbalgalde ud over sine politiske modstandere.

På det eksperimentelt venlige vælgermøde købte hun imidlertid præmissen, og det gjorde samtlige 14 politikere ..... arhh næsten, for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt syntes det nu at være ganske naturstridigt ikke at ty til sarkastiske bemærkninger om modstanderne.

Som når han fortalte, hvor imponeret han var over, at finansminister Nikolai Wammen kunne bruge et par timer på ikke at sige noget konkret om noget som helst. Eller som når han bemærkede med et svirp til de to ordstyrere, at han selv var nødt til at stille de kritiske spørgsmål, når nu journalisterne ikke ville.

Helt idiotisk syntes han nu ikke, det var, for som han udtrykte det, da jeg bad ham evaluere vælgermødet:

- Jeg var glad for, at alle kunne få lov at fremlægge deres synspunkter. Men det kom til at virke lidt sterilt, når man ikke måtte kommentere på hinanden. En debat eller samtale er jo ofte en udveksling af – og ikke blot en fremlæggelse af - synspunkter. Men det er altid sjovt og spændende at afprøve nye koncepter.

Dermed ramlede han ind i noget virkelig centralt, vurderet på min journalistiske erfaringer med valgkampe og på røster fra både det aktuelle vælgermødes tilhørere og politiske deltagere:

Det virkede, og Haagerups intentioner om et konstruktivt udbytte lykkedes. Men kun delvist, for de faldt også ned mellem de 500 tilhørerstole: De forskellige synspunkter stod klarere, men netop synspunkterne og mødestemningen som sådan, tabte spænding og dynamik, når politikkerne afholdt sig fra at trykprøve hinandens argumenter.

Med varierende formuleringer var det også sådan, fire tilhørere, jeg talte med, oplevede det. Læs lige med her i deres vurderinger af mødet:

Liselotte Bæk: Der var tid til at høre de forskellige argumenter. Men det blev på den anden side lidt udhulet af, at politikerne ikke udfordrede hinanden på argumenterne. Det savnede jeg trods alt, selv om jeg står af på de sædvanlige tv-debatter, hvor de ofte ender med at blive ondskabsfulde mod  hinanden.

Susanne Weinholt: Jeg savnede også den udfordrende debat direkte mellem de enkelte politikere. Til gengæld var det godt, at tre civile mennesker gav en kort optakt, hvor de fortalte om deres erfaringer inden for de emner, der blev diskuteret. Det var stærkt og konkret.

Det var emnerne økonomi, sundhed og klima, som det næsten tre timer lange arrangement var bygget op omkring.

Nicolai Olesen: Man fik gode bud på, hvordan de enkelte partier og politikere vil løse de forskellige problemer. Måske bliver den indsigt, man dér får, dog lidt overfladisk, når ikke de udfordrer hinanden på argumenterne. Men alt i alt lykkedes ambitionen, for jeg er bedre oplyst nu end før vælgermødet.

Albert Pedersen: Det var ikke mere spændende, end sådan noget plejer at være. Men det var konstruktivt på den måde, at man lærte noget om de enkelte politikere og partier. Det var en mangel, at de ikke udfordrede hinanden direkte. Det var lidt en opridsning af oplysninger, man i forvejen kan få på deres hjemmesider.

Politikerne selv delte stort set samme synspunkter. Det gav de udtryk for allerede fra deres pladser i politikerpanelet, inden de kunne vide, hvad tilhørerne mente. Det gjaldt blandt andet Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

- Det er en fremføring af synspunkter, hvor jeg har savnet muligheden for at teste hinandens argumenter, sagde han.

Han fik medhold af sin forgænger som V-formand, Moderaternes stifter Lars Løkke Rasmussen, der syntes, der var var brug for to timer mere, så politikerne kunne diskutere og udfordre hinandens synspunkter.

Det var også udelt begejstring. Den stod lederen af Frie Grønne, Sikandar Siddique, for.

- Det er det bedste valgmøde, jeg har været til indtil nu. Det virker, sagde han.

Aksel Larsen er ikke mere, og der har været et par partiledere i SF efter ham. Den nuværende er Pia Olsen Dyhr.

Sådan cirka midtvejs forlod hun salen i nogen tid. Hun skal nok ud at tisse, tænkte jeg. Men vel havde det da ikke-nikke-nej noget som helst med tissetrang at gøre. Det havde noget at gøre med trangen til at komme ud til et bredere publikum.

Pia Olsen Dyhr skulle deltage i et direkte tv-interview.

Der må vel også være grænser for hvor konstruktiv, man kan være blandt dem, man er sammen med.

Selv om Morten Messerschmidt ikke kunne lade være at give den som fræk fætter, virkede de nu allesammen som nogen, der var friske på at give noget anderledes en chance. Og gøre det med højt humør.

Det gjaldt eksempelvis finansminister Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet. Inden mødet begyndte, ankom han i grinende antrit og slog ud i en kæk replik, da han fik øje på mig:

- Hvad pokker, er du her? Husk nu, det skal være konstruktivt!

Var han nu selv det? Hmmm, som beskrevet lod Messerschmidt med sydende sarkasme alle vide, at han syntes, Wammen var udpræget ukonkret.

Men han tog fejl, Messerschmidt, hvis han troede, han kunne lokke Nikolai Wammen ud på skænderiets glatis. Tværtimod. Mod mødets afslutning, inviterede Wammen DF-formanden på en forsonende øl bagefter.

Messerschmidt svarede ikke rigtigt, men lignede en, der godt kunne drikke sådan en. Sådan som man gjorde på vælgermøder i gamle ueksperimentelle dage.

Og det er så her, vi lige må sætte eksperimentet, personificeret i idemanden Ulrik Haagerup, under en eksaminerende lup. Han er fra 13-skalaens tid, men den giver ikke mening for yngre læsere, og 12 skalaen er noget nymodens pjank for de ældre.

Så jeg nøjes med at konstatere, at opgaven er bestået, måske endda med pil opad. Men der er plads til forbedringer.

Godt det samme. Livet ville være kedeligt, nærmest slut, hvis ikke der længere var noget, der kunne gøres bedre.

Pension: Har du kun et par år til din pension, så er der noget af en gyser i vente.

Blodbadet på aktiemarkederne har nemlig høvlet store dele af danskernes pensionsopsparinger - i alt har husholdningerne mistet et trecifret milliardbeløb på deres pensionsopsparing.

- Siden nytår er der barberet minimum ca. 600 milliarder kroner af danskernes pensionsopsparing. Det er meget voldsomt, og det står i skarp kontrast til de foregående år. Du skal mange år tilbage i tiden for at se noget lignende. I kroner og øre har vi aldrig oplevet noget lignende, siger Søren Andersen, der er selvstændig aktuar hos FPension.

De fleste danskeres pensionsopsparinger er investeret i både aktier og obligationer. Og den disponering betyder, ifølge seniorstrateg hos Handelsbanken Michelle Nørgaard, at danskernes pensionsopsparinger er under et markant pres.

- Vi har en helt anden virkelighed end den, vi ser normalt. Normalt er obligationer det sikre sted at placere sine investeringer, men udsvingene på obligationsmarkedet er markante, og det tager bare en ekstra luns af danskernes pensionsopsparing, siger hun.

Søren Andersen vurderer derfor, at en gennemsnitlig dansker i år har mistet cirka 150.000 kroner for hver million, der står på opsparingen.

Både Søren Andersen og Michelle Nørgaard vurderer, at det for mange danskere med få år tilbage af pensionen vil give god mening, hvis de udskyder deres pension.

- Uanset om du har råd til at gå på pension eller ej, så vil det overordnet set være en bedre forretning for de fleste danskere, fordi der lige nu er udsigt til så store tab. Alle er ramt af det her, uanset hvad de har investeret i, og uanset hvordan deres pensionsopsparing er sammensat.

Ifølge Søren Andersen er fordelene ved at forblive på arbejdsmarkedet i denne tid markante.

- Der er dobbelt gevinst, hvis du vælger at blive på arbejdsmarkedet, mens stormen raser. På den ene side så kan du spare yderligere op til din pension, mens du på den anden side skal leve kortere tid på den pension du sparer ekstra op til.

Alt dette tydeliggør med andre ord behovet for at opsparerne har plads i deres privatøkonomi til at kunne klare så store udsving i deres indkomst, siger Søren Andersen, for det er det ikke alle der kan.

- Dem der sidder med en stram økonomi, og som har sat deres fremtidige økonomi sammen efter, hvad de havde udsigt til at få udbetalt via deres pension for bare et år siden, de vil få svært ved at få det til at hænge sammen, siger Søren Andersen.

Den pointe bliver bakket op af Michelle Nørgaard, der understreger, at det er svært at vurdere, hvor mange danskere der ikke har råd til at gå på pension. Men der er en særlig gruppe af danskere, der vil blive hårdere ramt end andre.

- Vi ved, at kvinderne generelt har en mindre pensionsopsparing end mændene, og de er generelt også mere tilbageholdende, når det kommer til deres investeringer. Så for dem kan jeg godt frygte, om de har nok tilbage på pensionen i den her tid, hvor tabet har været så stort, siger hun.

På trods af at vi ser ind i særlig hård tid for pensionsopsparerne, så er der en speciel gruppe, som modsat alle andre ser ud til at komme ud af nedturen med store plus på kontoen, i hvert fald på den lidt længere bane.

- De unge, som har sparet meget lidt op eller slet ingenting, har nærmest ikke lidt nogen tab på deres pensionsopsparinger. Til gengæld kan de nu få investeret deres pensionskroner i et marked, der er ultra billigt, så de kommer til at hive nogle gevinster hjem, siger Søren Andersen.

Han påpeger, at alle, der har en del år tilbage på arbejdsmarkedet, i princippet nyder godt af, at deres pension lige nu bliver investeret til billige penge, men jo flere penge du havde stående på pensionsopsparingen inden krisen, jo større tab har du haft.

Du kan lytte mere til emnet i Erhvervsklubben, hvor du ca. 27 minutter henne får forklaret, hvad det er, der foregår på aktie- og obligationsmarkedet, og hvordan det kommer til at påvirke din pension.

Skræmmende ny fiktion, kalder DR sin nye serie "Nordland '99", der kan ses på DRTV. Men det er svært at få øje på gyset. "Mærkelig" er en bedre beskrivelse af den ungdommelige serie, som er pakket ind i forfald og gigantiske poser under øjnene på mange af de medvirkende. Mærkelig, fordi de første fire afsnit, som denne anmeldelse baserer sig på, ikke giver noget svar på, hvad vi skal med historien, der er en sælsom slags "De fem", og hvorfor årstallet 1999?

"Nordland '99" foregår i en lille dansk provinsby. Her tøffer verdens mindst initiativrige landbetjent Christian rundt, rutineret spillet af Troels Lyby. Betjenten bor alene med sin søn Lukas, som han stort set ikke kommunikerer med, og han har øjenbetændelse og orker ikke uregelmæssigheder. Der kan derfor foregå alverden hen over hovedet på Christian, som han ikke reagerer på.

Den lille by har naturligvis en videobutik med VHS-bånd, hvor sønnen Lukas hænger ud med kammeraterne Kris og Alex. Men en aften forsvinder Alex.

Når nogen forsvinder, plejer "himmel og hav" at blive sat i bevægelse, det gjorde det også i 1999, men ikke her. For Alex bor langt ude på landet hos en skydegal far, der tilsyneladende og uden videre forklaring ikke bryder sig om ham, en forskræmt søster og en onkel, der ligner en ubehagelig og ikke lovlydig stodder, som måske har pillet ved søsteren.

Seriens store omdrejningspunkt er, hvad der er sket med Alex? Det er åbenbart kun de unge, der er interesserede i at finde ham - deraf associationen til "De fem". Der er ikke nogle "normale" voksne til stede, som er klar til at tage ansvar - undtagen en mor, om hvem det siges, at hun er psykisk syg. Hun leder efter sin Oscar og sætter til landbetjentens store irritation efterlysningsplakater op overalt.

Det er ikke noget flatterende billede af provinsen i 1999, der tegnes. Det er hyggeligt at gense vandsengen, VHS-båndene, parcelhusene med de matterede hovedglasdøre med mønster i og walkman'en.  Men det bliver næsten demonstrativt vist frem, og stemningen er brun i sort tilsat dårligt vejr. Det er et grovkornet og dystert univers af den slags, hvor skoven ligger lige udenfor, og hvor en mystisk bil pludselig sætter gult og blændende lys på de gående, når de er på vej hjem alene  - i mørke naturligvis.

Det skal være a la Stephen King, men er det ikke. Og det ser også ud som om, at storhittet "Stranger Things" har inspireret med sin genskabelse af en nyere fortid tilsat mystik og tidens musik - undtagen til rulleteksterne, hvor vi  uforklarligt sendes endnu længere tilbage i tiden.  I "Nordland 99" er det blot ikke uhyggeligt og med kult-potentiale. Måske fordi serien tager sig selv for alvorligt. Der er optræk til forløsende smil, men humoren bliver aldrig vedkommende.

Der er fortrinsvis fine skuespilpræstationer og et stramt opbygget univers, og det kan naturligvis ikke udelukkes, at tingene går op i en højere enhed med de sidste afsnit. At de mange knuder bliver trevlet logisk op, så det samlede indtryk bliver mere helstøbt.

DRTV. Serie i otte afsnit a ca. 25 minutter. De første to kan ses fra 14. oktober. Denne anmeldelse baserer sig på de fire første. Skabt og instrueret af Kasper Møller Rask. Medvirkende bl.a. Troels Lyby, Henning Valin Jacobsen, Joen Højerslev, Elias Budde Christensen og Emilie Kroyer Koppel.

Sikken en dag i valgkampen, hvor en bog om Lars Findsen pludselig tog pusten fra alle. Avisen Danmark har endnu engang valgt de vigtigste politiske historier til dig.