Fødevarer og klima: Inflation har gjort det til en dyr fornøjelse at købe helt almindelige fødevarer, og prisstigninger er et hedt emne i valgkampen.

Søndag foreslog Socialdemokratiet i et klimaudspil, at en CO2-afgift for landbruget skal finde de resterende fem mio. ton klimagas for at nå målsætningen om en 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030. Regeringspartiet vil endnu ikke lægge sig fast på, hvad en afgift konkret skal være.

Men hvis en afgift skal hente fem mio. ton CO2 alene fra landbruget, vil prisen på oksekød stige med 14 procent og mejeriprodukter som mælk og smør vil koste 11 procent mere, end de gør nu.

Det viser en ny beregning, som miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, der er en del af formandskabet for De Økonomiske Råd, har lavet for Avisen Danmark.

Han finder, at afgiften skal lande på 1000 kroner pr. ton udledt CO2 fra landbruget for at indkassere fem mio. ton i 2030.

- En afgift på udledningen fra landmandens produktion betyder, at landmanden skal have en højere pris for at få sine omkostninger dækket.

- Kvægbønder bliver ramt hårdest, da deres dyr udleder mest, og nettoresultatet er en stigning på 14 procent for oksekød med en afgift på 1000 kroner, siger Lars Gårn Hansen, der er professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Regnestykket bygger videre på et svar fra rådet til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg fra sidste år lavet ud fra en CO2-afgift på 1200 kroner.

Det er ikke nyt, at en CO2-afgift til landbruget venter som en del af vejen for at nå klimalovens målsætninger. Tiltaget har høstet opbakning fra både Venstre og Socialdemokratiet, og et ekspertudvalg er også sat til at regne på sagen.

Afgiften skal få produktion og forbrug af klimaforurenende mad til at falde. Det vil gå ud over salget af danske fødevareprodukter, fastslår vismanden.

- Når priserne stiger, vil efterspørgslen på danske fødevarer falde, og så vil nogle landmænd være nødt til at afvikle eller reducere deres produktion. Afgiften giver et fald på kvægbaseret produktion på 30 procent, hvilket betyder, at lidt mindre end en tredjedel af kvægproduktionen forsvinder. Vi kan ikke nå klimamålene i 2030 for landbruget alene med såkaldt tekniske reduktioner, der gør køer mere klimavenlige, siger Lars Gårn Hansen.

Vismanden understreger, at priserne på mad i køledisken kan begynde at stige fra det tidspunkt, at en konkret afgift annonceres. Det er selv om, at den først indføres i 2029, da landmænd vil kunne begynde at omstille produktionen så snart, de har vished om en afgift.

Socialdemokratiets klimaudspil kommer midt i valgkampen. Og kun en uge før afviste statsminister Mette Frederiksen i en tv-debat mellem de tre statsministerkandidater på TV 2, at regeringspartiet går ind for en klimaafgift på oksekød eller "fødevarer helt generelt".

Avisen Danmark har spurgt regeringspartiet, hvordan løftet hænger sammen med en CO2-afgift, der indirekte vil få priser på oksekød - og andre fødevarer produceret i Danmark - til at stige.

- Ingen kan endnu, før vi har lagt os fast på endelige modeller og niveauer, sige noget præcis om effekter på priserne. Ligesom de i øvrigt også er påvirket af mange andre faktorer. Men på bundlinjen er det klart, at det i fremtiden bliver dyrere at producere mindre klimavenligt og billigere at producere klimavenligt, udtaler klimaminister Dan Jørgensen (S) i et skriftligt svar til Avisen Danmark.

Landbrugets brancheorganisation Landbrug & Fødevarer (L&F) har i forbindelse med Socialdemokratiets CO2-afgift også advaret om prisstigninger på danske fødevarer. Men klimaminister Dan Jørgensen (S) siger til TV 2, at man vil sørge for at støtte landbruget økonomisk i forbindelse med en afgift.  Det bekræfter ministeren overfor Avisen Danmark.

- Vi foreslår en afgift plus et tilskud. Tilskuddet skal finansieres af afgiftens indtægt plus op mod én mia. kroner om året fra det grønne råderum. Der tilføres altså penge til sektoren, siger han i et skriftligt svar.

Det lyder da også godt, siger formand for L&F, Søren Søndergaard. Men det hjælper hverken erhvervet eller forbrugerne.

- Det kan tage op til 10 år, før investeringerne har kastet grønne løsninger af sig, der virker. Og hvis man starter med en høj afgift, dræner man investeringskraften, og så skal vi være heldige, hvis der stadig er landmænd tilbage til den tid, siger Søren Søndergaard.

Men kan en afgift slet ikke gå an?

-  En CO2-afgift giver mening, når man vil flytte en adfærd - ligesom når vi skifter diesel ud med grøn energi. Men her vil man beskatte biologi, fordi det drejer sig om køer og grises bøvser og prutter. Det, synes jeg, er så langt ude, for det er kompliceret, og derfor skal vi finde løsningerne først, siger Søren Søndergaard.

Kan I ikke "bare" skynde jer, så afgiften bliver mindre og prisstigninger knap så voldsomme?

-  Vi arbejder hver eneste dag benhårdt på via forskning og udvikling at finde de fem mio. ton CO2, som vi også har forpligtet os til at finde med landbrugsaftalen. Ad den vej, tror jeg, vi kan komme langt, men det skal virke, før en afgift skal slå igennem. Jeg synes, politikerne skal respektere, at vi faktisk allerede er enige om meget og vente på ekspertgruppens udmelding, siger han.

En dansk CO2-afgift vil ikke få forbrugerne til at droppe kød og klimabelastende mad, når de handler ind, mener landbruget. I stedet vil det flytte salget over til udenlandsk producerede madvarer, lyder det.

- Det er trist, at man gør dansk kød, smør og mælk dyrere, for ingen har forholdt sig til, at de importerede udenlandske produkter ikke får en afgift. Det vil skævvride forbrugernes valg, og vi vil komme til at spise flere udenlandske fødevarer, og det forstår jeg simpelthen ikke, at man politisk vil have, siger Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer.

Ifølge De Økonomiske Råds beregninger er der en såkaldt lækageeffekt på 35 procent. Det vil sige, at når landbruget reducerer udledningerne med ét ton, så flytter godt en tredjedel af udledningen til udlandet. Regnestykke er baseret på, hvad man politisk vælger at gøre i EU, forklarer Lars Gårn Hansen.

- Danskerne og udenlandske kunder på eksportmarkederne vil købe udenlandsk kød i en vis udstrækning i stedet. Men hvis flere lande udenfor EU kommer med klimapolitisk, bliver lækagen mindre. Og det er præmissen for den danske politik om at være foregangsland i klimapolitikken, at resten af verden med tiden kommer med, siger Lars Gårn Hansen.

Hvis resten af verden vælger at fortsætte som nu, så giver de danske klimaambitioner ifølge Lars Gårn Hansen til gengæld ikke mening.

- For langt over halvdelen af udledningerne sker i Asien og USA. Danmark står for langt under 1 procent, og EU kun cirka for 10 procent, siger han.

Lars Gårn Hansen understreger, at klimamålet om 70 procent mindre klimagas i 2030 er et politisk valg.

- Vi har ikke anbefalet, at Danmark går foran i klimapolitikken. Vores anbefaling er, at man arbejder for høje internationale mål, og at vi lever op til dem. Vi har ikke evidens for, at enegang får andre lande med, men vi har heller ikke evidens for det modsatte. Så der kan godt være afsmittende virkning af, at Danmark går foran, og det har man politisk valgt at tro på, siger Lars Gårn Hansen.

Hos Venstre forsikrer klimaordfører Marie Bjerre, at partiet fortsat går ind for en CO2-afgift for landbruget, men at det afventer, hvad ekspertgruppen anbefaler.

- I landbrugsaftalen har vi forpligtet os til at reducere med fem mio. ton CO2 i landbruget. Det står vi på mål for, men det er tvivlsomt, om det alene kan være en CO2-afgift, der alene får os i mål. Vi har aftalt en række udviklingsspor for at få os i mål, og derudover vil vi investere i den grønne omstilling i fødevareerhvervet, siger hun i et skriftligt svar.

Hvis Socialdemokratiet genvinder magten, så er klimaminister Dan Jørgensen ikke i tvivl om, at ambitiøse klimamål er vejen frem.

- Det ville være uansvarligt ikke at gøre noget. Og vi har vist før, at vi kan. Se på vindmølleeventyret. Det startede også med en politisk vision, siger han.

- Man kan sige, at ideologien går ud på at sluge kameler.

Varm kaffe damper fra en kop med Mumitrolde på, kattene Pumba, Yksi og Kaksi strækker sig i den blå flydersofa, og Jesper Kjærulf kigger på mig, som om han selv spekulerer over, hvad han egentlig mener.

- Moderaterne handler om at kunne sidde i stue med så mange som muligt, begynder han.

- Også mennesker man ikke kan lide. Derfor må alle strække ganen ud og forberede sig på at sluge kameler.

Den 43-årige mand får et triumferende ansigtsudtryk:

- Idealet er at være de mest voksne. At skabe nødvendig forandring uden at være helt enige!

Sekundet senere skærer han tænderne sammen i en grimasse:

- Selvom jeg godt nok aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle have noget med Lars Løkke Rasmussen at gøre.

Vi sidder i Jespers og hans hustrus lejlighed i Grenaa; en treværelses med krimier i bogreolen og rejsenips på hylderne. Begge er de sosu-studerende i praktik på Skejby Sygehus i Aarhus og sidder derfor bag rattet to timer om dagen for at komme til og fra arbejde. En kort tur, set i forhold til den politiske rejse Jesper har været på i sit liv.

Det er derfor, vi er her. For en måned siden lå Moderaterne under spærregrænsen i en Voxmeter-måling. Nu står Lars Løkke Rasmussens nye parti i én måling til at få 9,8 procent af stemmerne, 18 mandater i Folketinget og en hovedrolle i valget.

- Jeg peger på noget, ikke på nogen, kører båndsløjfen, ligegyldigt hvordan journalisterne spørger.

Om Løkke er blå, rød eller lilla, hvad Løkke er ude på, diskuteres lystigt blandt politiske kommentatorer, partiledere, eks-ministre og tidligere spindoktorer. Men hvad siger Moderaternes vælgere? Hvem er de? Og hvorfor stemmer de på ham?

Kom med på en rejse ind i Løkkes nye bagland.

Vi starter hos føromtalte Jesper Kjærulf i Grenaa, der selv startede i Enhedslisten. Han viser mig sine 11 år gamle profilbilleder på Facebook; karikaturtegninger af Lars Løkke Rasmussen, som en pamper med snapseglas i hånden; rige svin med jakkesæt og bowlerhatte, der sidder på toppen af Joachim von And-agtige pengebunker.

- Hvis man har mange penge, så er man også egoistisk. Sådan har min mor, som var hippiesocialist, opflasket mig, siger Jesper.

Han er iført en tætsiddende T-shirt, der ikke helt skjuler tatoveringerne på armen.

- Levede min gamle kompromisløse mor endnu, og hørte hun, at jeg planlægger at stemme på Lars Løkke, ville hun nok invitere mig på en øl og spørge, hvad i alverden jeg havde gang i.

For Jesper handler det om flere ting. Verden er blevet et farligere sted, og tiden minder ham om koldkrigsstemningen, han husker fra barndommen i 1980’erne.

- Der er ikke kun Ukraine-krigen, men også klimakrisen, sundhedskrisen og ældrebyrden, der ikke går op.

Han fortæller om forholdene på hjertekirurgisk afdeling på Skejby Sygehus, hvor han er i praktik som sosu-assistent.

- Vi mangler 20 sygeplejersker. Folk arbejder 55 timer om ugen, selvom de er ansat til 30. Mange kollegaer siger op eller sygemeldes. Vi har brug for en politiker, der vil lave gennemgående reformer, træffe de svære beslutninger og trække i arbejdstøjet. Det tror jeg, Løkke kan og vil.

Han skærer tænderne sammen igen.

- Men det gibber i mig, når jeg tænker, at jeg stemmer for topskattelettelser. I ekstremernes tid må ild bekæmpes med ild, jeg må sidde i stue med banditter i habitter, og vi må alle sluge nogle kameler.

At der har siddet mange forskellige mennesker i Moderaternes stuer, ved Jeppe Søe noget om.

Den bebrillede vestjyde - der har en fortid som TV-vært, konkursramt reklamemand og politisk rådgiver - er ikke alene medstifter af Moderaterne. Han er også initiativtager.

Da Lars Løkke Rasmussen havde tabt Folketingsvalget i 2019, trukket sig fra formandsposten i Venstre og var på vej ud i periferien af det parti, han havde været en del af i over 40 år, opfordrede Jeppe Søe ham til at starte et nyt midterparti.

- Jeg har vist udstået min samfundstjeneste, svarede Løkke.

Men Søe blev ved med at presse ham og en nat i Nyhavn, 2. januar 2021, blev Moderaterne undfanget.

- Vi gjorde det gratis at melde sig ind i Moderaterne, men opfordrede folk til at skrive deres livshistorie. Det gjorde 15.000 mennesker så de første to uger, siger Søe.

Ud fra professioner, erfaringer og ekspertise blev fokusgrupper skabt og mere end 1000 timers Zoom-møder afholdt i “det politiske værksted” - et online-demokrati, som Moderaterne vil tage med ind i Folketinget.

- Jeg ser os ikke som et parti, men som en bevægelse, siger han, men understreger, at der ikke er plads til alle.

- Det var lidt ligesom den sæson af TV-serien Borgen, hvor Birgitte Nyborg starter De Moderate, og man ser, at folk flyver ind og ud af deres lokaler med alle mulige idéer. Alle læser deres drømme ind i det nystartede parti. Til sidst beder hun dem om at gå.

Han griner lidt og retter på brillerne.

- Vi har været lige så glade for dem, der gik, som dem, der blev.

57-årige Ulrik Thomsen var en af dem, der blev.

Men det var faktisk ret tilfældigt, at taxa- og flextrafikchaufføren fik øjnene op for Moderaterne.

- Jeg har en 29-årig søn, som er bipolar og bor på institution. Jeg holder øje med, hvad han skriver på Facebook, for tonen bliver hurtigt hård, og de aner ikke, at han er syg. Derigennem opdagede jeg så, at min søn var helt vildt med Lars Løkke.

Ved du hvorfor?

- Næ. Men jeg blev nysgerrig og likede Moderaterne. Så opfordrede de mig til at blive medlem. Og jeg tænkte: "Hvad kan det skade?”

Ulrik ler i små kluk. Tidligere har han stemt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, i dag fremviser han stolt en lilla keychain fra Moderaternes generalforsamling. Der står “Taxamanden fra Vejle” på den.

- Jeg fortæller dem historier fra det virkelige liv, siger han.

Vi sidder i hans hus i et villakvarter i Øster Snede, 15 kilometer nord for Vejle. Tre store vinkekatte af glinsende plastik byder velkommen i entréen, og i stuen er det meste rødt. Gulvtæpperne, lænestolene og et skab fyldt med fade i mærket Le Creuset.

- Det er Andi, der har en ting for det der, siger Ulrik.

Andi er Ulriks mand. Han kommer fra Filippinerne, og de har været gift i 14 år.

Som søn af en murer, der var “lidt for tørstig i perioder”, og en mor, der arbejdede som hjemmesyerske, har Ulrik lært, at man skal tage, hvad man kan få.

- Hverken mig eller mine tre søskende har fået en uddannelse, men vi har klaret os fint, siger han.

For 12 år siden faldt han om på gulvet af astma. Jobbet på kemifabrikken, hvor han fremstillede sprinklervæske, blev skiftet ud med chaufførjobbet, men undervejs var jobcentret på nakken af ham, siger Ulrik. De lyttede ikke til ham. Ligesom myndighederne ikke lyttede, når det drejede sig om behandlingen af hans autistiske barn eller opholdstilladelsen til hans filippinske mand.

Men det gør Moderaterne, fortæller Ulrik, mens han nikker, som kattene vinker.

- Lars Løkke interesserer sig for dem, der ikke er så meget ved muffen. Han vil løfte den jævne befolkning.

Men han interesserer sig også for dem, der er velpolstrede. Moderaterne foreslår at fjerne topskatten, som vi kender den i dag.

Den tværpolitiske tænketank Kraka, som har lavet beregningerne for Moderaterne, regner sig frem til at partiets skatterefom vil skaffe milliarder til statskassen og tusindvis af ekstra hænder i øget udbud af arbejdskraft.

Men økonomerne har svært ved at gennemskue det. Den blå tænketank CEPOS siger, at skatteplanen kommer til at overgå alle reformer i dette årtusinde i ulighed. Beregninger fra Skatteministeriet viser, at landets 100 rigeste personer kan se frem til en årlig skattelettelse på 12 millioner kroner, hvis Lars Løkkes plan om at sænke aktie-indkomstskatten føres ud i livet.

Ifølge magteliterforsker Christoph Houman Ellersgaard fra CBS vil Moderaternes “politiske projekt i det store hele gavne dem, som allerede har.”

- Men på en måde, hvor det ikke fremstilles som klassepolitik til fordel for eliten, men som “nødvendige reformer”, skriver han i debatindlæg i Politiken.

Spørgsmålet er, hvor mange vælgere der overhovedet ved, hvad Moderaterne har af politik. Sune Steffen Hansen - som er vært på podcasten Pollster og arbejder med vælgerdata i PR-bureauet Rud P - tror, det er et fåtal:

- Hver anden vælger er i tvivl om, hvad de skal stemme. Det er historisk mange. Samtidig kan det føles totalt uoverskueligt at navigere i, at der er 14 partiledere. Så mange vælgere læner sig op af de politikere, de kender, og som de stoler på. Her rager Lars Løkke op, siger Sune Steffen Hansen til Avisen Danmark.

For 51-årige Martin Stachowski Albeck betyder formueforvaltning noget. Sidste år tjente han et stort, tocifret millionbeløb på et virksomhedssalg, og i dag er han i forsvarsindustrien. Han betegner sig selv som top one percent.

- Som ung startede jeg helt ude til venstre, hvor jeg tænkte at lønnen for arbejderen og direktøren nærmest burde være ens.

Han slår en latter op i telefonen.

- Der er jeg ikke længere. Når først der står penge på en konto, så er det svært at komme meget længere til venstre end Radikale Venstre.

Jeg taler med Martin på en videoforbindelse. Han har solbriller i panden og palmetræer over sig. Han og familien er på vej ind i et 48 timer langt Star Wars-cruise i Disney World i Florida, hvor de skal bo på et rumskibslignende hotel med skuespillere, der skal få dem til at tro, at de er i en fjern, fjern galakse.

Normalt bor han i Hvidovre, og derhjemme er han dødtræt af en anden form for skuespil: Politikernes.

20 år medlemsskab i Radikale Venstre stoppede for virksomhedsdirektøren, da Morten Østergaard trak sig efter krænkelsessager i partiet.

- Hele Mortens bizarre interview, hvor han sagde, at han havde en tjenstlig samtale med sig selv. Wauw mand. De Radikale er stoppet med at føre økonomisk politik. De taler klima, identitet, identitet og identitet. Reelpolitisk er der ingen forskel på dem og Enhedslisten, mener han.

4. juli i år fik han sig en ny politisk favorit. Lars Løkke Rasmusen var gæst i podcasten Genstart, og Martin jublede.

- Jeg kan huske, at Løkke erkendte, at han var et politisk dyr. Han viste selvindsigt. Han turde indrømme, at udlændingepolitikken var for symbolsk. Og jeg tænkte bare “yes mand”.

Han fortsætter:

- At begå fejl er at blive dygtigere. Det vil alle erhvervsledere sige. Men af en eller anden grund har vi en nulfejlskultur i dansk politik.

Hvad får dig til at tro, at Lars Løkke ikke bare siger de her ting for at komme tilbage til magten igen?

- Jeg tror godt, at begge dele kan være sandt. Ingen tvivl om, at Løkke stadig er et kynisk magtmenneske. Men jeg tror også, at nederlaget i Venstre har menneskeliggjort ham.

Hvis interesser Løkkes projekter i sidste ende handler om, diskuteres af medier og politiske rivaler i både den blå og den røde stue. En stemme på Moderaterne er en stemme på Socialdemokratiet, siger hans gamle Venstre-kollegaer, og Løkke siger det da også selv til mediet Zetland:

- Jeg er nået til den konklusion, at vi er nødt til at have Socialdemokratiet med.

Vil det sige, at hans borgerlige ståsted har ændret sig? En mand, som måske kan svare på det er Steffen Hjaltelin. Han har været valgstrateg og rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og var en af de få, der kendte til bogen “Befrielsens Øjeblik” i den seneste valgkamp, hvor Løkke som statsminister første gang lancerede ideen om en regering over midten.

- Jeg har intet professionelt forhold til Lars Løkke længere, men set udefra ser jeg den samme politiker, som jeg arbejdede for. Han er en substanspolitiker, der præsenterer lange og komplekse ting. Hans platform har bare ændret sig, så han kan være mere sig selv.

Tror du, han kan komme igennem valgkampen og ud på den anden side uden at skuffe en betydelig del af sine vælgere?

Steffen Hjaltelin tænker længe over spørgsmålet.

- Hvis man har stemt på Moderaterne for at få Lars Løkke Rasmussen ind i maskinrummet, så tror jeg ikke, man bliver skuffet. Men har man stemt på ham for at få meget specifikke elementer af deres politik igennem, så tvivler jeg på, at forventningerne kan indfries.

44-årige Trine Møller Timmerby stemmer på Moderaterne, blandt andet fordi hun har et godt øje til en specifik kandidat: Nanna Godtfredsen.

- Og så er det helt grundlæggende for mig, at Mette Frederiksen ikke bliver statsminister igen, siger hun.

I Esbjerg, hvor Trine bor, er hun kendt som en ildsjæl, der kæmper for de svageste. Den førtidspensionerede skolelærer ryger smøger med Hus Forbi-sælgeren, samler ind til en ny barnevogn til landevejsridderen og kommer forbi udsatte grønlændere med plastikhandsker, rengøringsmidler og affaldssække for at rydde op.

- Jeg ser dem, som andre ikke ser, siger hun.

Det samme gør Nanna Godtfredsen. Hun er jurist, og i cirka et kvart århundrede har hun ydet retshjælp til udsatte i sin organisation Gadejuristen. Selvom hun er opstillet i København, og ikke i Esbjerg, er kandidaturet for Trine Møller Timmerby “helt vildt”.

- Min største drøm er, at Nanna bliver socialminister, siger esbjergenseren med øjne, der lyser af begejstring.

- Moderaterne vil jo for eksempel flytte hjemløshed fra kommunerne til staten, hvilket giver supergod mening. For de hjemløse flytter sig.

Vi sidder ved et rundt bord i hendes hjem, der er småkager på bordet, mosaikkunst på væggene og et stort verdenskort inde i stuen. Den ene af de to nye bøger om FE-sagen ligger fremme, den anden har Trine allerede læst.

- Den nuværende regering får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Så når Lars Løkke holder døren åben for et bredt samarbejde med Socialdemokratiet, tænker jeg oh my god. Og sådan tror jeg, at rigtig mange andre Moderater har det.

Trine er tidligere Venstre-vælger. Faktisk var hun medlem af partiet i 20 år - indtil de stemte for skolereformen.

- Men jeg har altid beundret Lars Løkke Rasmussen for sin flid og sin evne til at tænke ud af boksen. Og jeg føler, at jeg kender ham godt nok til at vide, at han ikke kunne finde på at pege på Mette Frederiksen. Han er bare så erfaren, at han ved, hvor lang tid den skal bage i ovnen.

Tilliden til Lars Løkke som den “drevne håndværker” er hun ikke alene med. Ifølge Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, er det netop dét, der er hans brand og hans største trækplaster.

- Selvom hans renomme også er flosset i kanterne, så lever han et stykke af vejen på, at han opfattes som “den sikre hånd bag rattet.” For nogen. Han er håndværkeren, som kender systemerne ud og ind og ved lige præcis, hvilke knapper han kan skrue på, siger han.

Generelt er Rune Stubager påpasselig med at kloge sig for meget på, hvad Moderaterne vælgere tænker. Når vælgergruppen på den måde vokser uge for uge, er der for meget, vi ikke aner, siger han.

- Men vi ved, at der generelt er stor sympati for det brede samarbejde. Faren er selvfølgelig, at midten bliver sådan lidt en blanding af alting og dermed ingenting, siger valgforskeren, der har svært ved at se, hvordan Moderaterne kommer ud på den anden side af valget med troværdigheden i behold.

- Testen, for hvad Moderaterne er, kommer i regeringsdannelsen. Vi står med et resultat, der vipper mellem rødt flertal eller Moderaterne og de blå. Sidstnævnte ville være en videreførelse af blokpolitikken. Men jeg har også svært ved at se dem gå i regering med Socialdemokratiet, uden at de taber massivt i meningsmålingerne efterfølgende.

Fortællingen ender hos en mand, der spejler sig selv i Lars Løkke Rasmussen. En mand, der selv føler, at “han er sprunget ud fra en bro med bind for øjnene” - præcis som han mener, at Løkke gjorde det, da han grundlagde Moderaterne.

Manden hedder Jacob Vilhelm, og analogien med broen handler om mod. For fire år siden levede han af sin mastergrad i klassisk trompet. Han komponerede musik, rejste verden tyndt, og så sine børn alt for lidt. Indtil han “satte sig selv fri”.

I dag arbejder han ikke med dirigentstok. Han arbejder i grøn operationsuniform. Den 46-årige ruller med syge og døde mennesker på Gentofte Hospital som portør og kapelansvarlig.

- Er det ikke svært at blive så dygtig til musik, spørger mange mig. Nej. Det er sværere at komme ned fra bjerget og se verden igen. Man bliver så forblændet, snæversynet og selvoptaget. Man glemmer at spørge kollegaen: Hvordan går det med græsslåmaskinen?

Udenfor er det mørkt, og søvnen sidder stadig i øjnene på Jacob. Vi sidder i kantinen på hans arbejdsplads og drikker kaffe, mens rengøringspersonalet går og vasker gulv.

Dét, som Jacob siger, lyder som noget, Lars Løkke har citeret. Samtalebogen “Befrielsens Øjeblik”, der rystede det politiske Danmark med tankerne om midten, handlede også om andet. Om at stoppe som statsminister.

“Poul Schlüter har sagt de kloge ord, "at det ikke er svært at blive statsminister, det er let være det, men meget svært at holde op igen”, lød det fra Lars Løkke i bogen.

Han fortsatte:

“Her tror jeg, at man skal være tro mod sig selv. Mange har en dagdrøm om at stå af og lave noget helt andet; men der er en grund til, at man har været i politik i mange år og hele tiden har søgt ind mod magtens centrum.”

Jacob Vilhelm gnider sig i øjnene. Han håber, at Lars Løkke bliver statsminister igen.

- Han kæmper for noget, der er større end ham selv. En kile i midten. Jeg tror på Moderaternes projekt. Det er et parti, der udspringer af vores tid. Som bryder med 150 år gamle partistrukturer og rød-blå-skyttegrave. Som kan løse fremtidens kriser.

Du tror ikke bare, at det handler om, at Lars vil tilbage på toppen af bjerget?

Jacob smiler og kigger ned i sin kaffe.

- Jeg tror ikke, det er magtens sødme, der lokker ham.

Et par sekunder tavshed.

- Men man kan jo aldrig vide, hvad der sker, når djævlen frister.

FORSLAG: Forsvarets reservestyrke skal være større, og det skal være nemmere at bidrage til forsvarets reservestyrke - både som reservist og som virksomhed.

Det mener forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Søren Gade, tidligere forsvarsminister for Venstre og nuværende folketingskandidat.

De to politikeres fælles forslag kommer forud for de kommende forhandlinger om et nyt 10-årigt forsvarsforlig. Forhandlinger, som Morten Bødskov har lovet at indkalde til så snart som muligt efter folketingsvalget den 1. november, såfremt han fortsætter som forsvarsminister.

- Når vi taler om at styrke fundamentet for forsvaret, er det allervigtigste, at vi får et helt nyt syn på rekruttering, fastholdelse og karriereudvikling i forsvaret. Vi skal åbne forsvaret meget mere, så man kan hoppe ind og ud og bruge sine kompetencer bedre. Og så man kan få nye kompetencer uden for forsvaret, som man så kan tage med tilbage. Kampen om arbejdskraft bliver enorm, og derfor er forsvaret nødt til at være meget mere fleksibelt, siger Morten Bødskov.

I de kommende år forventes det, at op mod 30 procent af de nuværende ansatte i forsvaret på grund af naturlig afgang vil forlade forsvaret. Derfor mener Venstres Søren Gade også, at et af forsvarets allerstørste udfordringer handler om at skaffe de nødvendige hænder og hoveder til at løfte de fremtidige opgaver.

- Når vi skal til at se på en styrkelse af det danske forsvar, så handler det jo blandt andet om antallet af værnepligtige, værnepligtens længde og flere militære enheder. Men når vi er i valgkamp, og alle sammen snakker om manglen på arbejdskraft, så kommer vi også til at skulle gøre det smart, når vi skal sikre de nødvendige hænder til forsvaret. Tager vi bare hovedet under armen og ansætter os ud af det, så trækker vi arbejdskraft ud af et i forvejen overophedet arbejdsmarked. Derfor skal vi tænke mere over, hvordan vi dels bruger den reserve, der allerede er i dag, men også hvordan vi får flere over i reserven, siger Søren Gade.

Det nuværende forsvarsforlig udløber med udgangen af 2023, og i det nye forlig skal et flertal i det nye folketing forsøge at blive enige om, hvordan de mange milliarder kroner, som blev resultatet af det nationale sikkerhedskompromis mellem Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative tilbage i marts, skal fordeles.

- Vi har for mange, som er 2-2,5 år i forsvaret, får en milliondyr uddannelse og så bare går ud i det private arbejdsmarked uden nogen form for kontrakt. Der skal vi som samfund gøre mere ud af, at dem, der har fået en dyr uddannelse, får mulighed for at komme tilbage gennem forsvarets reserve. Det er billigere for samfundet, hvis vi opbygger en ordentlig reserve igen, siger Søren Gade.

Det nationale sikkerhedskompromis betyder, at det danske forsvarsbudget skal leve op til Nato-kravet om at udgøre to procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2033. Det betyder, at der i 2033 årligt skal bruges godt 18 milliarder kroner ekstra på Forsvaret. I 2033 vil Forsvarets årlige budget være på godt 50 milliarder kroner.

En større reservestyrke vil også kunne hjælpe forsvaret, når der er brug for mere specialiserede kompetencer til at løse specifikke opgaver, mener forsvarsminister Morten Bødskov.

- Det vigtigste er at sikre, at dem, der frivilligt kommer ind i forsvaret gennem værnepligten, bliver længere tid og rent faktisk gerne vil gøre karriere i forsvaret. Forsvaret får behov for at tiltrække langt flere specialister i fremtiden. Vi ser hybridkrigsførelse, cyberangreb, misinformation og helt nye former for at destabilisere demokratiske og åbne samfund fra russisk side. Der skal vi være stærke. Og her kan vi bruge en større reserve, som vi kan rekruttere specialister og viden ind i forsvaret, siger Morten Bødskov.

Udover at være tidligere forsvarsminister er Søren Gade også formand for organisationen InterForce, som er et samarbejde mellem forsvaret og den private og offentlige sektor om forsvarets brug af reserven og Hjemmeværnets frivillige. Her ser Søren Gade gerne, at offentligt ansatte fik bedre muligheder for at være reservister.

- Jeg kunne personligt godt tænke mig, at den offentlige sektor gik forrest og fik skabt nogle rammer, så medlemmer af reserven nemt kunne få fri. Det koster selvfølgelig nogle timer for den enkelte styrelse at give en medarbejder fri i nogle timer, så vedkommende kan arbejde for forsvaret, men for samfundet som helhed vil det give mening, siger han.

Socialdemokratiet har fremlagt fem prioriterer frem mod de kommende forsvarsforhandlinger. Det omfatter blandt andet en afhjælpning af forsvarets rekrutteringsudfordringer og et stærkere nationalt beredskab.

- Det er enormt positivt, at Hjemmeværnet oplever en stor interesse, og Socialdemokratiet ønsker et stærkere nationalt beredskab som en del af det nye forsvarsforlig, og derfor skal vi finde ud af at bruge det rigtig godt. Vi har brug for at styrke vores samlede modstandskraft i det danske samfund. Vi ser ind i flere kriser, som kan ryste fundamentet for vores samfund. Det er både hybridkrigsførelse, cyberangreb og klimakriser, som vi kommer til at stå overfor. Der skal vi styrke vores samlede beredskab. Det er Hjemmeværnet, det er reserven, og det er langt stærkere fokus på det blandt de relevante myndigheder, siger Morten Bødskov.

Det lå ikke i kortene, at Morten Peter Meldal en dag skulle sidde som nobelprismodtager i sin stol på Københavns Universitet, da han som ung sad i S-toget på vej hjem til adressen i Rungsted med en stor papkasse fuld af sprængstof. Han skulle i den grad hjem i kælderen og lave raketter. Hans forældre satte imidlertid en stopper for den fritidsbeskæftigelse, efter de så det hul i matriklens græsplæne, som et af hans romerlys med et halvt kilo krudt i havde formet.

Alligevel har den 68-årige professor ved Københavns Universitet netop modtaget den internationale hæderspris for sin videnskabelige indsats indenfor kemi sammen med Carolyn R. Bertozzo og K. Berry Sharpless. Sammen har de hen over de sidste 22 år udviklet og videreudviklet den metode, som har givet klik-kemien vinger.

Jeg har sat Morten Peter Meldal stævne i den gule murstensvilla nær Midtmosen i Nordvest. Jeg er nysgerrig på, hvem der gemmer sig i bag titlen 'årets nobelprisvinder i kemi 2022'.

Jeg har en forestilling om, at mit møde med den gråhårede nobelprisvinder vil blive af den lidt mere tørre slags med formler, kemiske betegnelser fremført i et formelt tonefald. Jeg skal komme til at tage så gruelig meget fejl.

På havegangen bliver jeg mødt af en storsmilende mand i en anonym trøje. Hurtigt får han skiftet til en blå sweatshirt med Københavns Universitets logo påtrykt. Det er hans signatur, forklarer han.

Vi sætter os i hver vores grå lædersofa, som omkranser det store runde kakkelbord. På væggene hænger billeder af parrets to børn, og udenfor vinduet vajer op til flere æbletræer i vinden. Træerne skal vise sig at have en helt særlig plads i kemikerens hjerte.

Morten Peter Meldals kone kommer ind med en stempelkande kaffe og to kopper.

Hos familien Meldal kan man kun føle sig hjemme - her er hjerterum og husrum. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men min forestilling er blevet gjort til skamme. I stedet sidder jeg overfor en professor der både spiller guitar, skriver sange, græder til romantiske film, fortæller levende og passioneret og som går helt utrolig meget op i sine æbletræer. Det her er et af de interviews, man ikke rigtig vil hjem fra.

Mens kaffen hældes op, forklarer Morten Peter Meldal lidt om den klik-reaktion, der har givet ham rockstjerne status i kemiker-kredse.

- Forestil dig en kemisk reaktion hvor bestemte molekyle-grupper, der hver især bærer den ene del af en særlig binding i overfladen, sættes sammen. Man kan forestille sig to legoklodser, hvor en har en forhøjning og den anden en fordybning - sammen kan de to dele klikke sammen og binde de molekyler, som de sidder på til en ny konstellation.

Det var professorens ph.d.-studerende, der havde været en tur i laboratoriet og stod overfor et mislykket forsøg. Han tog turen et par etager ned til Morten Peter Meldals vejlederkontor for nedtrykt at kaste håndklædet i ringen.

- Han havde været på nippet til at smide kolbernes indhold i vasken. Det gjorde han heldigvis ikke. Sammen begyndte vi i stedet at gennemgå molekylernes strukturer. Det er grunden til, at vi sidder her i dag, fortæller han.

Reaktionen har siden opdagelsen været meget anvendt som et både hurtigt og effektivt kemisk værktøj.

Der er et par spørgsmål, der trænger sig på, for er man et geni eller bare heldig, når man som Morten Peter Meldal ved et tilfælde opdagede den klik-reaktion, som nu har fået ham på verdenskortet? Og hvad skal der til?

– Den opdagelse som vi gjorde os tilbage i 2001, var en sammensætning af forskellige faktorer. Den kommer ikke uafhængig, men kræver at man er yderst observant og tænker udenfor rammerne. Man skal turde se afvigelserne og følge dem. Det gjorde vi. Det handler om intuition, fortæller Morten Peter Meldal.

Og lige præcis intuition og kreativitet er noget af det, professoren forsøger at massere godt og grundigt ind i sin undervisning på Københavns Universitet.

- Det er det, der er forudsætningen for at gøre sådan en opdagelse. Man slipper den tanke man har i forvejen, og så er der en ny, der viser sig.

- Jeg var bestemt ikke noget geni i skolen, og jeg fik ikke ligefrem de gode karakterer. Jeg brugte i stedet det meste af min tid på sjov og ballade og på at skabe et socialt liv – det var jeg til gengæld rigtig godt til, fortæller professoren.

Alligevel startede han med at læse til civilingeniør på DTU. Undervejs ramte han en skillevej. For skulle fremtiden formes af datalogi eller kemi? Og ja, kemistudiet vandt.

- Alt er kemi – alt der omgiver os, er kemi – du og jeg, sofaen, og bordet her er urkemi. Kemi er allestedsnærværende, det er en af de fundamentale videnskaber – og det synes jeg var spændende filosofisk set. Derfor valgte jeg kemien, og derfor er jeg her i dag.

Da Morten Peter Meldal slog dørene op til sit kontor på Københavns Universitet 5. oktober, var det med forberedelse til de kommende lektioner, han havde for øje. Han skulle lave et par videoer og stod med telefonen i hånden, da den ringede. Det var et svensk nummer. Han tog den. Lyttede.

- Det gik hurtigt op for mig, at den var god nok, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad de sagde, for mine tanker væltede allerede rundt, mens de fortalte, hvad der ville komme til at ske. På det tidspunkt var jeg godt klar over, at tingene ikke ville blive det samme igen. Det var overvældende.

Samtalen tog 10 minutter og skulle ændre alt.

- Sådan en pris ændrer meget hurtigt hele ens tilværelse. Jeg havde et meget afbalanceret liv før, og det skal jeg finde igen, men det kommer nok ikke automatisk, for der er virkelig meget pres på fra hele verden, fortæller han.

Kan du være i det?

- Nej men jeg gør det sådan, at jeg siger fra overfor de ting, jeg ikke synes, jeg kan klare. Sådan må det være, siger Morten Peter Meldal og fortsætter:

- Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad det er, der foregår.

Hvad har overrasket dig mest?

- Jeg er virkelig overrasket over at få prisen. Jeg troede ikke, at det vi havde lavet var så specielt, men det har det åbenbart været. Det kan jeg jo godt se nu.

Selvom der med prisen følger en fin pose penge med på tre millioner svenske kroner - og ikke mindst en kæmpe anerkendelse, så har nobelprismodtageren ikke tænkt sig at forlade murstensvillaen i Nordvest.

- Der er ingen grund til at flytte herfra. Nordvest er jo et perfekt sted, og Utterslev Mose kan noget helt særligt. Vi bor tæt på Københavns Universitet, og så er det helt almindeligt at bo her - det kan jeg godt lide, siger han og fortsætter:

- Der bliver nok ikke så meget tid til hverken æbletræer og min guitar for en tid, men jeg vil gøre alt for, at få tid til det igen, når stormen er redet af.

Selvom æbletræerne må få lidt mindre kærlighed den næste tid, så har Morten Peter Meldal ikke tænkt sig at lade sine studerende i stikken. Han ser det som et stort ansvar at gøre dem gode, og det skal ikke ændre sig bare fordi han får en pris, siger han.