Danmark: En dag begyndte Anita Paghs og ægtefællens mobiltelefoner pludselig at bippe med opkald og beskeder fra telefonnumre, de ikke kendte til.

Men hver gang måtte de afvise folk med beskeden: "Nej, vi handler altså ikke med træpiller."

Sagen er nemlig den, at familiens hjem i Vejle er angivet som virksomhedsadresse for webshoppen De Træpiller. På denne webshop kan man angiveligt købe træpiller til priser, der er langt under resten af markedet.

Eksempelvis kan du hos De Træpiller købe en palle træpiller af mærket "German Pellets" til 3.271 kroner. Det samme produkt kan købes for 6.995 kroner hos det sjællandsk baserede træpillefirma Varme-expressen.

- Vi bliver kimet ned af folk, der vil købe billige træpiller. Men vi har intet med webshoppen at gøre, selv om det er vores adresse, der står på hjemmesiden. Vi har for øvrigt aldrig haft noget som helst med træpille-branchen at gøre, så det må være helt tilfældigt, at de har valgt vores adresse, fastslår Anita Pagh.

Hjemmesiden for De Træpiller er umiddelbart godt lavet med fine billeder, tekst og anmeldelser. Dog er det kun muligt at betale for varerne igennem en bankoverførsel til et fransk kontonummer. Og det er formentlig årsagen til, at kunderne kontakter Anita Pagh for at være helt sikre, om man nu kan stole på webshoppen.

- De henvendelser, vi har fået, har udelukkende været på baggrund af, at folk har været lidt skeptiske og været sådan lidt: "Er det rigtigt nok, eller er det fup?", siger hun.

Selv om Anita Pagh modtog det første træpille-relaterede opkald for over en måned siden, fortsætter henvendelserne på telefonen. Nogle kontakter hende også på hendes private mail eller Facebook-profil.

- Vi har forsøgt at kontakte webshoppen via dens kontaktinformationer for at få fjernet vores adresse fra hjemmesiden, men der har ikke været noget respons endnu, fortæller hun.

Heller ikke avisen har haft held med at få en kommentar fra den eller de personer, der står bag De Træpiller.

Slår man firmaets cvr-nummer op, kommer der ingen resultater frem. Dykker man nærmere ned i oplysningerne bag webshoppens domænenavn, de-traepiller.com, er der forbindelser til både Frankrig og Canada.

Dermed er der mange alarmklokker, der ringer i forhold til De Træpillers troværdighed. Og det har man også allerede bemærket hos organisationen e-mærket, der kæmper mod svindel på nettet.

I en pressemeddelelse advarer e-mærket nu specifikt imod De Træpiller.

- Langt de fleste af de svindelshops, som vi løbende afdækker, bliver lavet af robotter. Men her vurderer vi, at vi har at gøre med en shop, som så at sige er "lavet i hånden". Det tager meget længere tid, så svindlerne må have vurderet, at markedet for optænding lige nu er så stort, at det kunne betale sig. Det er veludført og gør det meget svært at gennemskue, at der er tale om svindel, siger Sabine Aae, seniorjurist hos e-mærket.

Organisationen advarer også mod en anden webshop med domænenavnet varmthjem-restvarer.com.

Ifølge administrerende direktør i e-mærket Martin Birkjær Madsen viser det en tendens, hvor svindlerne er blevet mere kyniske i forhold til at udnytte trængte forbrugere:

- Under coronakrisen registrerede vi i e-mærket også en række svindelshops, som forsøgte at udnytte krisen ved at snyde med falske tilbud på for eksempel håndsprit og mundbind. Så det kommer desværre ikke som noget chok, at der nu også er folk, som forsøger at udnytte de stigende varmepriser og den trængte økonomiske situation, som rigtig mange danske forbrugere befinder sig i nu, udtaler Martin Birkjær Madsen ifølge pressemeddelelsen.

Derfor har e-mærket netop sendt en advarsel til danskerne via appen "Mit Digitale Selvforsvar", som omkring 350.000 danskere har installeret.

Tilbage hos Anita Pagh håber hun, at den øgede opmærksomhed på De Træpillers svindelnummer kan være med til at få webshoppen lukket.

- Da hjemmesiden er oprettet i udlandet, har vi ikke de store forhåbninger til, at den bliver lukket. Men vi har i hvert fald politianmeldt webshoppen, og så håber vi, at politiet kan gøre noget snart, for det er rigtig træls - både for os og for alle dem, der mangler træpiller, lyder det fra Anita Pagh.

Venstre-nedtur: Hans Chr. Tylvad tilhører en minoritet. Det gør han, fordi han er Venstres kommuneforeningsformand i Ringkøbing-Skjern, det ene af de fire steder i landet, hvor partiet forblev det største ved valget i tirsdags. De tre andre er Herning Nord kredsen, Gentofte og Rudersdal.

I resten af landet var det ren jammerdal for Venstre, der gik fra 23,4 procent af stemmerne i 2019 til 13,3 procent denne gang.

Hans Chr. Tylvad var desuden en central skikkelse i det interne opgør, som for tre år siden kostede Lars Løkke Rasmussen formandsposten i Venstre.

Så alt i alt taler han med stor vægt i Venstres bagland.

I dette interview gør han sig til talsmand for, at partiet bør søge regeringsindflydelse også med en socialdemokratisk statsminister. Og med deltagelse af den tidligere formand Lars Løkkes nye parti, Moderaterne.

I fremtiden mener han, at partiet skal vænne sig til en betydelig lavere opbakning, end man har været vant til i et par årtier. Og så er den grønne omstilling så nødvendig, at den bør have det helt store fokus i partiets fremtidige politik.

Inden man kommer dertil foregår hektiske aktuelle forhandlinger. I den sammenhæng er han ikke i tvivl om, hvad Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen bør svare på en invitation til regeringsdans:

- Han bør sige ja tak. Det håber jeg, han gør, siger Hans Chr. Tylvad.

Samme synspunkt er indtaget af flere V-profiler som nyvalgte Søren Gade og folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Anni Matthiesen.

I det mindste er der én god grund til, at Venstre bør søge regeringsdeltagelse, mener han:

- Det er bedre at sidde med til bords og være med til at træffe beslutningerne end at have en rød regering.

Som han ser det, er der tre muligheder: En midterregering med Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre - en  ren S-regering - og en regering, hvor Socialdemokratiet også har selskab af SF og Radikale.

- Derfor skal vi være med. Ellers overlader vi al beslutningskraft til det røde alternativ. Det kan man lige så godt indse, siger Hans Chr. Tylvad.

Lige siden Poul Schlüters konservative magtbastion ophørte i 1993 har Venstre og Socialdemokratiet vænnet sig til at springe buk om regeringsledelsen. I egen selvforståelse har ingen af disse to store partier kunnet se sig selv som andet end statsministerparti.

Den indstilling må Venstre med de aktuelle stemmetal give køb på, dvs. affinde sig med, at statsministeren bliver socialdemokratisk, mener Hans Chr. Tylvad:

- Det er klart, at det ikke er vores drømmescenarie. Jeg ved også godt, det vil koste at være med i sådan et samarbejde og under socialdemokratisk ledelse, for man kommer til at tage ansvar for nogle beslutninger, som man måske ikke elsker allermest. Men hvis man tænker på, hvad alternativet er ...

Når Hans Chr. Tylvad nævner Moderaterne i regeringssammenhæng hænger det sammen med den vælgermæssige opbakning, dette parti har fået netop på ønsket om en regering hen over midten.

Det var ellers ikke lige det, der var planen, da han i sin tid spillede en aktiv rolle i de vellykkede bestræbelser på at få væltet Lars Løkke Rasmussen af formandsstolen i Venstre.

Han vil imidlertid ikke fortælle, om han har fortrudt i lyset af Løkkes optur og Ellemanns nedtur.

- Men jeg vil gå så langt og sige, at der var ingen, der et øjeblik forestillede sig, at vores formandsskifte ville kaste to nye partier af sig, Løkkes parti og Støjbergs parti, som i den grad har fået opbakning og helt bestemt med særdeles mange traditionelle Venstre-stemmer.

Hans Chr. Tylvad mener ikke, at Jakob Ellemann-Jensen er skyld i valgnederlaget, men han har ikke været uproblematisk.

- Nogle synes, at Ellemann er lidt for arrogant. Det har været en opgave at gøre ham mere folkelig, især i Jylland, det har vi arbejdet en del på. Ud fra valg-tallene kan vi jo ikke påstå, at det er lykkedes hundrede procent, siger Hans Chr. Tylvad.

Det er også en svær opgave, mener han.

- At blive statsminister i Danmark er noget, man skal gøre sig fortjent til, og det tager lang tid. Det skal læres.

- Og Ellemann, har han ikke lært det endnu?

- Arh, han er tæt på’et.

Selv om Venstre stadig er størst i Ringkøbing-Skjern, må Tylvad og andre V-medlemmer også dér notere en tilbagegang over år. De 25 procent af stemmerne, som partiet fik denne gang, var udtryk for en tilbagegang på 6,1 procentpoint i forhold til valget i 2019. Og det er bare fortsættelsen af en nedtur. Ved folketingsvalget  2005 fik Venstre lokalt således 43 procent af stemmerne.

"Endnu et hæderligt nederlag var i kassen," konstaterede Dagbladet Ringkøbing-Skjern om det lokale Venstre i en valganalyse i onsdags.

Nogen genopstandelse til tidligere niveau ligger ifølge Hans Chr. Tylvad nok ikke lige om hjørnet, hverken lokalt eller på landsplan. Vælgernes adfærd har ændret sig, og han mener af den grund, det vil være uklogt af Venstre at spejle sig i storhedstiden under formændene Anders Fogh og Lars Løkke.

Stemmetallene dengang bør ikke være den standard, Jacob Ellemann eller andre kommende formænd skal måles på, mener han.

- På landsplan fik vi 13,3 procent denne gang, og det er en voldsom tilbagegang i forhold til sidst, da vi fik over 23 procent. Selvfølgelig skal vi arbejde på at forbedre det næste gang, men hvis det er tidligere tiders høje procenttal, vi går efter, bliver vi skuffede.

Det skyldes, tror han, at de mange opstillingsberettigede partier er kommet for at blive. Det betyder, at på højrefløjen, der får cirka halvdelen af stemmerne, vil der være otte partier om at dele dem, når man regner Moderaterne med.

- Så bliver det nogle lavere procenttal til de enkelte partier, også Venstre, end det har været normalt i en del år. I en virkelighed med så mange partier, som vi ser nu, er det mere realistisk at tage afsæt i et niveau omkring de 15 procent, siger Hans Chr. Tylvad.

På venstrefløjen er der ikke helt så mange partier om at dele stemmerne, så han bryder sig ikke om, at S-formanden Mette Frederiksen i sin tale på valgaftenen, sagde, at nu var Socialdemokratiet faktisk det eneste folkeparti i Danmark.

- Det synes jeg ikke, hun kan tage patent på. Der er mange strømninger i vælgerhavet hele tiden, som får stemmerne til at vakle og flytte sig, og ingen partier kan regne med at gå fri af dårlige meningsmålinger og ikke mindst personsager. Dét kan vende op og ned på alt. Det gælder også for Socialdemokratiet, siger han.

I den sammenhæng gør han også en pointe ud af, at det er længe siden, Venstre var et parti specifikt for sådan nogle som ham, landmænd.

Det ses også af, mener han, at Venstre i modsætning til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, i valgkampen ikke lagde afstand til en CO2-afgift til landbruget.

- Den var vi ikke kommet langt med i storbyerne, og dér hører vi også til. Vi afviser ikke en CO2 afgift til landbruget, men argumenterer for, at pengene skal komme tilbage til landbruget, så vi her bliver økonomisk i stand til at gennemføre de nødvendige ændringer, siger han.

Og de er nødvendige og bør have stort fokus i Venstres fremtidige politikkatalog, mener han

- Den måde, vi har brugt klodens ressourcer på siden anden verdenskrig, kan ikke fortsætte. Vi skal have en mere bæredygtig og grønnere indstilling til tingene. Det skal Venstre også arbejde for, men vi skal samtidig være dem, der sikrer balancen i den grønne omstilling.

Dermed sigter han til, at det ikke er ligegyldigt, hvordan og hvor hurtigt, det skal gå.

- Nogle på venstrefløjen synes, det skal gå meget hurtigere. Så er vi nogle, der mener, at økonomien skal kunne følge med. Vi kan sætte så meget i gang, at vi ødelægger vores konkurrenceevne i forhold til omverdenen, fordi vores produkter herhjemme bliver så dyre at fremstille.

Hvis dét sker, lammes økonomien, og så mangler der penge til den grønne omstilling, lyder hans ræsonnement.

- Omvendt skal vi også være bevidste om, at hvis vi skal kunne sælge vores produkter på verdensmarkedet, skal vi kunne dokumentere, at de er fremstillet på en bæredygtig måde. Det er den balancegang, det er vigtigt at ramme. Det er blandt andet for at sikre dét, at det kan være en god ide, at vi kommer med i en midterregering, siger Hans Chr. Tylvad.

Jakob Ellemann-Jensen mødtes fredag morgen med Mette Frederiksen. Han var efter mødet ikke kategorisk afvisende som tidligere, men dog skeptisk over for et regeringssamarbejde.

- Jeg anerkender, at nogle har den ambition. Jeg synes ikke, det ligger lige for, men nu har jeg præsenteret, hvad vi står på fra Venstre, sagde han efter mødet.

Politik er en brutal levevej, og den bliver mere brutal, jo højere man kravler til vejrs. Spørg bare Sofie Carsten Nielsen.

På toppen findes ikke plads til en politiker, der ikke føler sig sikker på, om hun overhovedet skulle være begyndt at kravle opad og straks begynder at snakke om, at politik er i stykker, når andre politikere har større held med at udøve indflydelse end hende selv. Og der er slet ikke plads til en politiker, der ikke har den personlige styrke til at tage imod vælgernes uforbeholdne meninger.

Radikale har altid været partiet, der har været fast i dets overbevisning om, at det træffer de rigtige beslutninger. Også - eller måske især - når alle omkring dem ryster på hovedet eller måber. Den tidligere radikale leder Niels Helveg Petersen skulle have sagt, at partiet i en valgkamp altid kan overbevise 95 procent af vælgerne om, at de ikke skal stemme på Radikale.

Det parti er Radikale ikke længere. Nu er det partiet, der lader sig ryste af folkestemninger.

På andendagen efter valget kravlede Sofie Carsten Nielsen ned fra toppen og direkte ind i et hul, og lige nu er det et åbent spørgsmål, om hun overhovedet kommer ud af hullet igen. Det mest sandsynlige svar på det åbne spørgsmål er, at det gør hun nok ikke, men overlader i stedet det mandat, vælgerne trods alt gav hende, til sin suppleant Stinus Lindgreen.

Hullet giver tryghed efter en valgkamp, hvor Sofie Carsten Nielsen er blevet latterliggjort, når hun har vist sig på gader og stræder. Som en radikal kilde siger: "Vi er aldrig før blevet mødt med had fra almindelige vælgere i den grad. Det har ramt os alle, men især Sofie, som folk generelt har opfattet som uduelig, inkompetent og løgnagtig."

Bagtæppet er selvfølgelig Radikales udløsning af valg på baggrund af beskyldninger om magtfuldkommenhed mod Mette Frederiksen, mens de samtidig pegede på hende som ny statsminister, men det strækker sig helt tilbage til Sofie Carsten Nielsens indtræden i lederskabet i et rod af #metoo-sager, som hun selv i en eller anden grad blev fedtet ind i.

Vælgerne toppede kommentarerne på gaden med at tage ni mandater fra Radikale, så der kun er syv tilbage, med at give Sofie Carsten Nielsen et horribelt personligt valg og med at stemme hendes nummer to, Andreas Steenberg, helt ud af Folketinget.

De syv Radikale mandater har valgt Martin Lidegaard som ny politisk leder - det vender vi tilbage til - efter Sofie Carsten Nielsen kravlede ned fra toppen og ind i hullet. Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor ventede hun ikke med at tage konsekvensen, til hun havde afklaret, om Radikale kommer i regering? Det er trods alt radikal kerneidentitet, at antallet af mandater til enhver tid er underordnet mængden af indflydelse.

To årsager:

1. Sofie Carsten Nielsen kom allerede under pres på valgaftenen, hvor alliancemageriet i partiet gik i gang med at undersøge, om man kunne trække tæppet væk under hende. Det kunne hun måske have overlevet.

2. Men det ville hun ikke. "Hadet, foragten, latterliggørelsen" i valgkampen - her taler vi om, hvordan Radikale selv opfattede reaktionerne, udenforstående ville næppe finde grund til at bruge så yderligtgående ord - har taget ævred fra hende. "Sofie er ødelagt", som en Radikal siger.

Når ingen andre kan lide os, må vi kunne lide os selv, har man sagt i Radikale. Nu er Radikale blevet partiet, der ikke kan lide sig selv, når andre ikke kan lide dem.

Det var givet, at den ny leder ville blive Martin Lidegaard.

To årsager:

1. Det kunne muligvis være blevet den radikale komet Samira Nawa, der bliver regnet for fremtiden og af flere bliver sammenlignet med Margrethe Vestager. Hun meldte sig dog straks ud af topspillet med begrundelsen, at hun ikke er klar. Underforstået: Det bliver hun på et tidspunkt.

2. Derefter kunne Martin Lidegaard hurtigt se, at han ville vinde en afstemning med minimum fire stemmer mod tre - især med Samira Nawa som sin nummer to.

Når et resultat af en afstemning er givet, afholder man naturligvis ikke afstemningen, så nu er historien, at valget af Lidegaard var enstemmigt.

En tredje mulig kandidat var nyvalgte Christian Friis Bach, tidligere udviklingsminister i Helle Thorning-Schmidt-regeringen. Der blev i Socialdemokratiet åndet lettet op, da han var ude af spillet.

I S bliver Friis Bach husket for at være en firkantet minister, der havde en tendens til enten at være i fuld minus eller fuld plus. Den ultimative type kan man sige. Han gik af som minister af årsager, få forstod - slet ikke socialdemokrater, der intet har til overs for politikere, der frivilligt giver magt fra sig. Og så er det ikke mindst blevet bemærket, at Friis Bach var en af de mest aggressive radikale, da minkrapporten blev offentliggjort. Han opfordrede Mette Frederiksen til at træde tilbage med det samme.

Socialdemokratiet åndede også lettet op, da det stod klart, at Lidegaard ville blive leder. De kan lide ham. Han er ikke den ultimative type. Når han forhandler, har han blik for, at også modparten skal kunne sælge resultatet som en sejr.

Med det gamle lederskab med Sofie Carsten Nielsen og Andreas Steenberg var der i S, SF og EL begyndt at indfinde sig en frygt for, at R faktisk kunne finde på at hoppe op i blå blok. En begrundet frygt.

Det tror man ikke på, at Martin Lidegaard kan finde på. Det store spørgsmål er, hvor stærkt hans lederskab bliver. Om han i modsætning til Sofie Carsten Nielsen vil kunne styre Radikales bagland.

Ugens let oversete nyhed er kronprinsparrets store erhvervsfremstød i Vietnam. 35 store danske virksomheder soler sig i den royale opmærksomhed og adgangen til vietnamesiske toppolitikere og erhvervsbosser.

Besøget faldt sammen med et tysk fremstød af en noget anderledes karakter: Tysklands kansler Olaf Scholz drog - som den første vestlige regeringsleder siden coronakrisen - til Kina for at mødes med præsident Xi Jinping. Med sig havde Scholz topchefer fra tyske koncerner som Volkswagen, BMW og Deutsche Bank.

Der er en verden til forskel på de to besøg. De danske virksomheder udtaler sig selvfølgelig diplomatisk og brænder ingen broer i forhold til det mægtige kinesiske rige. Men virkeligheden er, at toppen af dansk erhvervsliv nu drosler ned i Kina.

Man tog nemlig fejl, hvis man troede, at Kina ville få styr på demokrati og menneskerettigheder i takt med, at vi handlede mere sammen.

Nu vil virksomhederne ikke begå den samme fejl med Kina, som man gjorde med Rusland: At opdage for sent, at ellers attraktive markeder ledes af uforudsigelige politikere, der kan træffe tåbelige eller forfærdelige beslutninger, der tvinger vestlige virksomheder på et akut tilbagetog.

De fleste har helt vendt ryggen til Rusland. Det samme er næsten umuligt med Kina. Ifølge tænketanken Axcelfuture havde danske virksomheder i 2020 i alt 488 datterselskaber med samlet set 83.000 ansatte i Kina.

Men så kan man gøre noget andet. Man kan fremover lægge sine investeringer i andre lande, og det er det egentlige formål med erhvervsfremstødet i Vietnam. Et land med 100 millioner indbyggere og en rimelig ny frihandelsaftale med EU fra 2019, der gør det nemt at arbejde med vietnameserne.

En frisk analyse fra Dansk Industri viser, at 25 procent af medlemsvirksomhederne planlægger at skrue ned for deres investeringer i Kina. Til gengæld vil 33 procent investere mere i andre lande i Asien.

Tag blot Lego, som i forvejen har en fabrik i Kina, der især forsyner kinesiske børnefamilier og skoler med byggeklodser. Legetøjsfabrikanten fik i denne uge kronprins Frederiks hjælp til at grave det første spadestik til den hidtil største danske investering i Vietnam: En spritny fabrik til næsten otte milliarder kroner og med plads til 4000 ansatte, når den er bygget færdig.

Lego lukker ikke fabrikken i Kina, men lægger heller ikke alle æggene i samme kurv - og bliver på den måde mindre sårbar i forhold til Xi Jinping og hans kommunistiske folkekongres’ pludselige indskydelser - lige fra corona-håndtering til synet på Taiwan, som i et mørkt scenarie kan minde om Putins syn på Ukraine.

Den samme bevægelse ses andre steder. Mægtige Apple har været dybt afhængig af kinesiske fabrikker, men har netop åbnet produktion af Iphone 14 på en fabrik i Indien. Tidligere blev inderne kun betroet at bygge gamle Iphone-modeller. Fremover vil de bærbare Macbook-computere blive samlet i Vietnam, hvor Apples hovedtelefoner, Airpods, allerede laves.

Så man kan gå to veje: Kansler Scholz og toppen af tysk industri valgte at rejse ud for at pleje det gode forhold til Kina og tillader endda Kina at købe sig ind i Hamborgs vigtige containerterminal. Det er lige præcis alt det, andre EU-regeringschefer advarer imod.

Eller man kan gøre som de 35 danske virksomheder, hvor af de 14 allerede i denne uge skrev under på spritnye samarbejdsaftaler og åbnede for et nyt erhvervseventyr i Vietnam - med kronprinsparrets velsignelse.