Avisen Danmark har udvalgt de vigtigste politiske historier fra det seneste døgn

Inflation: Rentestormen raser og priserne stiger. Alt det kan give selv den mest hårdføre boligejer ondt i maven, men lige nu er der særlig god grund til at glæde sig, hvis du også har en boliggæld.

I øjeblikket er det nemlig en god forretning for mange boligejere at have gæld. Selv om renterne har ramt et markant højere niveau, så er inflationen på sit højeste niveau siden 1980'erne. Og inflationen er, om end meget udskældt, også en gave til de gældsatte boligejere.

- Det er den, fordi din gæld er i kroner og ører. Hvis inflationen stiger med 10 procent, gør din gæld det ikke. Den bliver til gengæld 10 procent mindre værd, siger privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen.

Ifølge Danmarks statistik er inflationen i øjeblikket på 9,9 procent, og selvom du ikke direkte kan se det på din konto, falder værdien af din gæld altså med 9,9 procent om året lige nu. Det betyder, at de fleste boligejeres gæld årligt mister mere i værdi, end de betaler til renter og bidragssatser på realkreditlånet. Det lyder kryptisk, men det er faktisk ret enkelt siger Karsten Engmann Jensen, privatøkonomisk rådgiver og indehaver af Pengeministeriet.

- Det er familier med den højeste gæld, der kan score mest på inflationen. En boligejer kan ”tjene” 100.000 kroner for hver million kroner, når priserne stiger med 10 procent, siger han og fortsætter:

- Gevinsten for boligejerne med gæld er meget stor, fordi det betyder, at man i realiteten betaler negativ rente på sit boliglån, på samme måde som man tidligere betalte negativ rente på indskud i banken.

Men netop fordi pengene ikke direkte kan ses på kontoen, er det ikke alle boligejere, der er klar over, at inflation er en gevinst for dem, lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen.

- Når du ikke kan se din gæld blive nedbragt krone for krone på grund af inflationen, så er der ikke mange der tænker over, at din gæld faktisk er blevet lige så meget mindre værd, som inflationen er steget.

Helt lavpraktisk udgør din boliggæld, som nu er mindre værd, først en reel værdi i det øjeblik, inflationen begynder at påvirke din løn i en positiv retning. For som Louise Aggerstrøm Hansen påpeger, så er det primært, fordi vores indkomster stiger, at det på sigt bliver billigere at betale gælden.

- Selvom vores lønninger ikke stiger nok til at kunne følge med de stigende priser, så gør lønstigninger på 3-4 procent, som vi ser for tiden, at det kan blive nemmere at få selve boligøkonomien til at hænge sammen, konstaterer hun.

Ifølge Karsten Engmann Jensen er det langt fra sikkert, at din bank vil se mere positivt på den gæld du har, bare fordi den er mindre værd, for banken vil stadig vægte dit økonomiske råderum meget tungt. Og det råderum er for manges vedkommende blevet mindre på grund af prisstigningerne.

Han peger på, at udviklingen blot understreger, hvor vigtigt det er for boligejerne at planlægge deres boligøkonomi, fremfor at spekulere i eksempelvis konvertering af fastforrentede boliglån.

- Det kan betale sig at belåne lidt af friværdien og bruge pengene på at investere ved siden af. Det lyder risikabelt lige nu at gå ud og investere penge, men det er jo det, der giver gevinst til pensionen over de næste mange år, siger han og fortsætter:

- Gevinsten er her mange gange større og mere sikker end en konvertering af dit boliglån.

Er du en af de danskere der har valgt at holde fast i at have en svulmende opsparing til at stå på kontoen, så er du en af dem, der taber aller mest lige nu. Her kan hverken boliggæld eller en lønstigning fungere som redningskrans. Det siger Karsten Engmann Jensen.

- Situationen for danskere, der har en opsparing stående, er faktisk værre nu end dengang, hvor renten var negativ og inflationen var meget lav. I dag betaler de måske ikke minusrente, men inflationen æder op imod 10 procent af købekraften, så de penge bliver kun mindre værd.

Lennart Damsbo-Andersen er et af de mere upåagtede medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe - han genopstiller ikke ved dette valg, er udlært tømrer og fyldte 66 år, da Mette Frederiksen udskrev valg onsdag. Femten år har han siddet i Folketinget uden at blive noget videre kendt uden for Lolland-Falster. Han er til gengæld en politiker, der altid har haft styr på sit kernesocialdemokratiske kompas. Når han taler, taler det, man i mange år har forstået som en klassisk socialdemokrat.

Midt under åbningsdebatten i Folketinget torsdag tog Lennart Damsbo-Andersen ordet for at stille et spørgsmål til Enhedslistens Mai Villadsen. Spørgsmålet var ikke interessant - det var noget med, om Enhedslisten er enig med Socialdemokratiet i noget, som alle enhver ved, at Enhedslisten er enig i.

Det bekræftede Mai Villadsen selvfølgelig, men kunne i sin forvirring over motivet bag spørgsmålet ikke nære sig for at stille et kækt spørgsmål tilbage:

- Men hvorfor er det så, at I vil i regering med blå partier, der vil noget helt andet?

Så kom stemmen fra den klassiske socialdemokrat fra Lolland-Falster:

- Ja, ja, lad os nu se, hvad der sker ...

Sagde Lennart Damsbo-Andersen, så det var ude i den åbne folketingssal, hvor skeptisk Mette Frederiksens kernebagland faktisk forholder sig til hendes valgbombe om, at Socialdemokratiet går til valg på at danne regering med borgerlige partier.

Det har det med en bred regering, som stort set hele Folketinget: De er faktisk udmærket tilfreds med blokopdelingen - en rød og en blå. Og tænker at lige meget om man vil kalde farveblandingen magenta (som Radikale gør) eller hård lilla (som Lars Løkke gør), er det mere sandsynligt, at det ender med en grumset brun plamage.

Det var første gang siden 1979, at der har været åbningsdebat i Folketinget under en valgkamp. Dengang var det i øvrigt efter en mislykket SV-regering, hvor de to partier ikke kunne blive enige om en åbningstale.

Mette Frederiksens åbningstale tirsdag var altfavnende og er efterfølgende blev anerkendt som en af de helt store politiske taler. Store dele af blå blok sad i salen og oplevede, at talen ramte ikke bare røde, men også blå. At det faktisk var en tale fra midten. Et af Venstres mere erfarne folketingsmedlemmer indrømmede, at han aldrig havde hørt en bedre åbningstale.

Onsdag fulgte statsministeren op med at udskrive valg og sige, at Socialdemokratiet nu går til valg på en bred, midterregering. Ikke et ord om en et-partiregering.

Så skulle de socialdemokratiske partisoldater lige have kalibreret deres talelinjer. De var ellers indstillet på: "Socialdemokratiet vil have en et-partiregering - kan det ikke lade sig gøre, tager vi den derfra."

Politisk ordfører Rasmus Stoklund (S) var blevet kalibreret.  Talte i sin indledende tale i åbningsdebatten torsdag, om at røde og blå har fælles mål.

Og så var det ellers slut med, at man derefter kunne identificere noget fælles mål for rød og blå.

Alle borgerlige spørgsmål til socialdemokratiets politiske ordfører var blokangreb på statsministeren  Mette Frederiksen. Jakob Ellemann-Jensen (V) var den første:

Har statsministeren begået fejl i minkskandalen? Igen og igen. Rasmus Stoklund valgte, selvfølgelig, partilinjen. Bloklinjen: Nej, mange har begået fejl, men ikke statsministeren.

Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne spurgte om det samme. Søren Pape Poulsen (K). Henrik Dahl (LA). Sophie Løhde (V). Morten Dahlin (V). Troels Lund Poulsen (V). Alle dem statsministeren siger, hun vil i regering med.

Samme model den anden vej. Efter Ellemann havde været på talerstolen og fortalt om, at han i tre år har forberedt sig på at lede landet uden at gå i panik og uden at være magtfuldkommen, blev han efterfølgende mødt af rød blok med angreb. Primært for ikke at ville melde klart ud om, han vil beskytte sit kernebagland, landbruget, mod CO2-afgifter - fra Socialdemokraterne deltog både Rasmus Stoklund, Jens Joel og Leif Lahn i blokfællesskab med Mai Villadsen og Victoria Velásquez fra Enhedslisten.

Blokangreb var på dag to i den valgkamp, som er blevet indledt med en opløsning af blokkene, en fast del af koreografien, som de altid er.

En anden faste del af koreografien var også til stede - i endnu højere grad end sædvanligt: Blokros.

Blå der roser blå. Røde der roser røde. Blå der stiller medløberspørgsmål til blå. Røde der stiller medløberspørgsmål til røde. Politikere der roser sig selv og sit parti.

Liberal Alliances Henrik Dahl så før alle andre, at netop den del af dynamikken ved denne åbningsdebat i 2022-valgkampens anden dag havde nået et helt nyt og højere niveau og leverede denne sætning (som han selv havde fra sin far):

- Man skal altid lytte til selvros. Den kommer fra hjertet.

Ellers var noget af det markante i debatten en udkrystallisering af et skift i partiernes klimapositioner.

Ikke for Socialdemokratiet, der stadig har sin primære troværdighed i at være rød, før man er grøn. Rasmus Stoklund sagde lidt om klima og forsøgte sig også som en nytilkommen forkæmper for biodiversitet - men med en nostalgisk og ikke offensiv retorik. Det blev gjort til et spørgsmål om at huske barndommens bilture, hvor insekterne konstant splattede mod forruden, og gamle dages cykelture gennem grønne lunde, hvor munden blev fuld af fluer.

Men for Venstre. Og Konservative.

Det er ikke længe siden, Konservative havde ejerskab til den grønne politik i blå blok. Venstre har bid for bid gnavet målrettet løs på den position, hvilket man så resultatet af i åbningsdebatten.

Som Socialdemokratiet kom ind i den hårde udlændingepolitik med troværdighed ved at gøre det til et spørgsmål om at fremtidssikre velfærdsstaten, er Jakob Ellemann-Jensens Venstre kommet ind i den ambitiøse klimapolitik med troværdighed ved at gøre det til en fortælling om at sætte forsvarsværn op mod mørke, diktatoriske kræfter fra øst.

Når Ellemann blev forsøgt grillet på det ømme punkt i hans klimaposition - de potentielle konsekvenser for kernebaglandet i landbruget - lykkedes det ham fermt at sno sig ud af det med overskud med det resultat, at han bare fik styrket sin position.

Han fik oven i købet hjælp fra Konservative til at konsolidere sig på sin grønne position via medløberspørgsmål fra klimaordfører Mona Juul (K).

Søren Pape Poulsen talte ikke klimapolitik med sin gode vilje. Blev presset lidt af Sofie Carsten Nielsen (R):

- Hvor er det grønne blevet af? Vil du være med til en CO2-afgift på landbruget?

Og svarede som en formand for Venstre ville have svaret for år tilbage:

- Jeg vil ikke afvise det, men hvis vi skal lægge en CO2-afgift på landbruget, skal alle pengene kanaliseres tilbage i landbruget igen.

VALG: Statsministeren har truttet i valghornet. Danskerne skal i stemmeboksene for at sammensætte det næste Folketing 1. november.

Forude venter godt fire ugers valgkamp, hvor partier og kandidater vil diskutere en lang række emner fra ende til anden.

Og spørger man de folkevalgte ude i kommunerne, overskygger en række særlige dagsordener nogle andre.

Avisen Danmark har i en rundspørge bedt samtlige folkevalgte kommunalpolitikere svare på, hvilke emner de mener bør være vigtigst i valgkampen.

720 folkevalgte – svarende til 30 procent af de kommunale politikere – har svaret på spørgsmålene, der blev rundsendt i august.

Og hele 46 procent af byrådspolitikerne mener, at en ambitiøs grøn omstilling bør være ét af de vigtigste emner i valgkampen. Emnet er det mest populære i kommunalbestyrelserne, viser Avisen Danmarks rundspørge.

Én af dem, der peger på en ambitiøs grøn omstilling som et vigtigt tema for valgkampen, er Sebastian Nielsen, der repræsenterer Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune.

- Vi er kommet godt i gang med den grønne omstilling, men der skal mere kul på, inden følgerne bliver alt for katastrofale for vores verdenssamfund, siger han.

Der skal naturligvis ikke mere kul på i bogstavelig forstand – for klimaets skyld skal der gøres mere af det modsatte noget hurtigere og noget bedre, mener han. Men for Sebastian Nielsen er denne grønne omstilling også en presserende dagsorden på miljøområdet.

- Bare i Kerteminde Kommune har vi cirka 98 kilometer vandløb, der enten skal genslynges, genåbnes eller begge dele. Det er et problem, man bare har bedt de danske kommuner om at løse, men der er ingen, der har økonomi til det. Her i Kerteminde vil det tage så mange penge fra anlægsposten, at vi slet ikke tør regne på det. Vi får aldrig nogensinde råd til det, siger han.

I Skanderborg har byrådsmedlem, folketingskandidat og SF’er Charlotte Vindeløv allerede været til de første valgmøder, hvor hun synes at ane et momentum for at sætte skub i en grøn omstilling, som nok særligt er drevet af den energikrise, der er udløst af krigen i Ukraine.

- Det lyder jo til, at de borgerlige også er blevet grønne. Det momentum skal vi gerne udnytte til at sikre et flertal til at lave en ambitiøs grøn omstilling. Jeg tror, det er nødvendigt, at det er bredt funderet.

- Vi skal tale om klima som en fast bestanddel af politik, ligesom en finanslov er. Det bør være langt mere integreret i alt, hvad vi beslutter, siger hun.

Fra sin plads i byrådet i Skanderborg har Charlotte Vindeløv bemærket, hvor svært det kan være at få sat solceller og vindmøller op, fordi ingen vil have dem i umiddelbar nærhed af deres baghave.

- Og diskussionen kan nogle gange også komme til at handle for meget om, hvad vi ved er bedst. For eksempel kører jeg selv i elbil, og de der batterier er jo ikke nødvendigvis megagode. Men gør vi ingenting, fordi vi venter på noget, der er bedre, bliver vi handlingslammede. Der kunne jeg godt ønske, at vi var mere proaktive og gjorde noget - og så må vi jo lave det om, som vi bliver klogere efterhånden, siger Charlotte Vindeløv.

I den nu snart forgangne valgperiode har regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget fastlagt et mål, der siger, at Danmarks udledning af drivhusgasser skal reduceres med 70 procent inden 2030.

Målet skal nås via – blandt andre tiltag – den CO2-afgift, man fandt flertal til i juni, der ifølge regeringen er det største enkeltstående bidrag til en reduktion af Danmarks udledning.

Men der skal mere til, hvis man spørger socialdemokraten Sebastian Nielsen fra Kerteminde.

- Jeg mener, man er kommet med rigtig fine planer, men hvis vi rigtigt skal i mål, skal det være bredt funderet i Folketinget. Jeg forestiller mig, at man simpelthen laver noget, der ligner det nationale kompromis på forsvarsområdet – bare på klimaområdet, siger han.

I Nordfyns Kommune mener i hvert fald én af Venstres repræsentanter, Marie Holmgaard Søvsø, at en ambitiøs grøn omstilling skal fylde i debatten frem mod valget 1. november.

- Det er klart set i lyset af en altoverskyggende energikrise og en afhængighed af noget geopolitisk, man ikke rigtig kan styre eller reagere på, uden at der nærmest udbryder atomkrig, siger hun.

Med de lokalpolitiske briller på tror hun, at man ude i kommunerne - med yderligere hjælp fra Christiansborg - kunne få endnu større fart på en grøn omstilling af for eksempel de lokale energiforsyninger.

- Det kunne være med vertikal jordvarme, små fjernvarmeværker og andelsejede solcelleparker. Så man får energien ud på nogle flere hænder og kan blive selvforsynende uden for de store byer, siger Marie Holmgaard Søvsø.

Folketingsvalget i 2019, hvor Socialdemokratiet greb regeringsmagten, er efterfølgende blevet døbt ”Klimavalget” af politiske kommentatorer, forskere i vælgeradfærd og politikerne selv.

I bogen med selvsamme navn, ”Klimavalget”, dokumenterer to professorer og forskere i vælgeradfærd, Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, at over 55 procent af vælgerne mente, at klima var det vigtigste emne i ugen op til folketingsvalget i 2019.

Det bør altså komme på dagsordenen igen, mener en væsentlig del af politikerne i kommunalbestyrelserne. Men der er da også dem, for hvem en ambitiøs grøn omstilling ikke står øverst på listen af prioriteter.

Det gælder blandt andre Michael Nedersøe, der sidder i kommunalbestyrelsen i Horsens og netop har indledt en personlig kamp for at sikre sig et sæde i Folketinget for Dansk Folkeparti.

I Avisen Danmarks undersøgelse har han blandt andet peget på, at en sikring af det demografiske træk – prisen for at opretholde det nuværende serviceniveau i en fremtid, hvor vi bliver stadigt flere ældre og flere børn - skal være blandt de vigtigste emner i valgkampen. Det samme har 34 procent af de adspurgte i undersøgelsen.

- I takt med at vi bliver flere ældre og flere børn, skal vi stadig opretholde en fornuftig service i velfærden. Det må være et absolut must, siger Michael Nedersøe.

Han så blandt andet gerne, at driften af det specialiserede handicapområde blev overtaget af staten eller regionerne - eller at området fik en stor økonomisk indsprøjtning - fordi udgifterne til blandt andet botilbud er eksploderet.

- Et botilbud koster mellem én og seks millioner kroner. Der skal ikke ret mange til, før det vælter økonomien på hele området, så man er nødt til at gå ud og spare på nogle andre svage borgere, siger Michael Nedersøe.