Sundhed: Patienter med ondt i lænden, som sendes til unødvendige scanninger. Blodprøver, der tages igen og igen. Sundhedsvæsenet bruger tid og ressourcer på opgaver, der er "unødvendige eller i værste fald skadelige for patienten".

Sådan lyder budskabet fra overlæge på Aarhus Universitetshospital, Susanne Axelsen, som er daglig leder af organisationen Vælg Klogt. Organisationen er et samarbejde mellem læge- og patientforeninger, og det sætter fokus på unødvendige undersøgelser, behandlinger eller procedurer, der ikke gavner patienter.

Det skønnes, at op mod 20 pct. af sundhedsvæsenets aktiviteter er unødvendige, siger Susanne Axelsen og henviser til internationale tal fra OECD.

- Potentialet er, at vi kan komme af med op mod 20 procent spild, og så skaber vi jo rum til alt det andet, sundhedsvæsenet gerne vil. I den ideelle verden kan det også gøre noget ved arbejdsglæden, når man kan komme i gang med de ting, hvor man kan se, at her kan vi gøre en forskel for patienten.

I en tid med et presset sundhedsvæsen og ventelister, der tårner sig op, er det vigtigere end nogensinde før at have fokus på, mener Susanne Axelsen:

- Da vi spurgte lægerne, hvorfor de laver unødvendigt arbejde, svarede de som den hyppigste årsag, at de er bange for at begå fejl. Så risikerer man at overbehandle i stedet for.

- Det opstår også tit ud fra sådan en vending: "Det har vi altid gjort. Det bliver vi ved med". Det vil være besværligt og tage tid at fortælle patienten, at den her undersøgelse behøver du ikke, siger Susanne Axelsen, der også er formand for Lægevidenskabelige Selskaber.

Efter Vælg Klogt blev etableret i 2020, fik organisationen knap 400 forslag fra læger og patienter til, hvor de kunne tage fat. Forslagene blev sorteret og bedømt ud fra kriterier om, hvad der ville gøre størst nytte.

Det har udmøntet sig i indtil videre seks anbefalinger, herunder at undgå MR-scanning og røntgenundersøgelse af patienter med ondt i lænden, hvor der ikke er tegn på alvorlig sygdom. Ifølge Susanne Axelsen er lændesmerter den hyppigste årsag til, at danskerne går til lægen.

- Stort set alle danskere har prøvet at have ondt i lænden på et eller andet tidspunkt. Og hvis der ikke er nogle faresignaler ved de smerter, man har i lænden, så skal man ikke have lavet en MR-scanning eller en røntgenundersøgelse.

- Men det er blevet gjort i stor stil i det danske sundhedsvæsen gennem årene, siger Susanne Axelsen.

Vælg Klogt har også fokus på, at patienter får taget de samme blodprøver igen og igen. Susanne Axelsen fortæller, at det kan være nemmere for lægerne at bestille nye blodprøver end at gå ind og finde svar på de prøver, der allerede er taget.

- Blodprøver tages igen og igen. Først inde ved praktiserende læge, så på sygehuset, så på den nye afdeling på sygehuset, så på det nye hospital, som patienten måske kommer til.

- Det sker, fordi det nu engang er det nemmeste lige at trykke på knappen til at få lavet blodprøver end at få fundet ud af, at patienten faktisk har fået dem taget tidligere.

- Da vi spurgte patienterne, hvorfor de bliver udsat for noget, der er unødvendigt, svarede de som den hyppigste årsag, at der går meget information tabt under skift mellem sektorer. Blodprøver, der bliver taget hver gang, de kommer et nyt sted hen. Procedurer, der bliver startet forfra, hver gang de skifter til en anden sektor, siger hun.

Hos afdelingen Blodprøver og Biokemi på Aarhus Universitetshospital oplever man at få flere og flere blodprøver ind, samtidig med at det er svært at tiltrække nok bioanalytikere til afdelingen.

Det fortæller cheflæge Mie Samson.

- Vurderer du, at der er nogle ressourcer, der kan frigives, hvis der kommer fokus på ikke at tage unødvendige blodprøver?

- Det tror jeg, der er, men der er ikke en let vej. Der er ikke en grønthøstermetode til at opnå det, siger Mie Samson.

En af udfordringerne er, at det kan være besværligt at finde tidligere prøveresultater frem, fordi der er forskellige it-systemer på sygehusene og hos de praktiserende læger. Samtidig kan der være en tendens til at få taget lidt for mange blodprøver for at være på den sikre side, fortæller Mie Samson.

- Det koster også penge at forlænge forløbet ved at skulle afvente svar på noget, man først fik bestilt i anden omgang.

Daglig leder af Vælg Klogt, Susanne Axelsen, medgiver, at det kan være svært at få anbefalingerne ud og gøre en forskel.

- Det er en kulturændring, der skal til. Det er en måde at få indarbejdet, at vi alle skal stoppe op og spørge: ”Er det nødvendigt, det her?”

Et eksempel på, at det kan lykkes at minimere det unødvendige arbejde, finder man i Region Syddanmark. Antallet af røntgen- og MR-scanninger er faldet med 40 procent efter fokus på, at det er unødvendigt i mange tilfælde.

Det kan mærkes på røntgenafdelingerne på Sygehus Lillebælt, fortæller cheflæge Jakob Møller.

- Over ret kort tid mindskede vi antallet af scanninger ret betragteligt. Det betyder jo så, hvis man vender den om, at vi lavede rigtig meget, som ikke var nødvendigt.

Jakob Møller peger på, at de mange scanninger førhen bl.a. var et resultat af vanetænkning fra lægernes side samt patienternes egne forventninger til at få en henvisning til scanning.

- Det er en meget lille del af tilfældene, hvor vi faktisk kan se på en scanning, hvorfor patienterne har ondt i ryggen. Man finder typisk nogle helt almindelige slidforandringer, som ikke hænger sammen med, hvorfor man har ondt.

- Har det frigivet ressourcer hos jer til andre ting?

- Ja, det har det. Men det har altid været et problem at finde læger nok, og vi havde nogle læger, der bl.a. gik på pension i forbindelse med indførelsen af det her. Så vi har nok ikke oplevet den der med, at nu har vi ressourcer, som vi bare kan bruge på noget andet. Men det er ikke sådan, at vi skal ud og finde flere læger, siger han.

Det er regionerne, der har ansvaret for sygehusvæsenet, og Danske Regioners formand, Anders Kühnau (S), mener, at der er "et stort potentiale" i at skære unødvendigt arbejde væk.

- Det er en meget stor del af løsningen på den mangel på arbejdskraft, vi har, at vi får skåret overflødig aktivitet væk.

Anders Kühnau forklarer, at det netop er derfor, at organisationen "Vælg Klogt" er startet, ligesom der af samme grund er oprettet et behandlingsråd, der skal opveje behandlingers nytteværdi sat op imod prisen. Det handler om at diskutere, om den faglige standard nogle gange er "sat for højt", mener han.

-Der sker jo nogle gange en faglig udvikling, eller at man får kigget på tingene igen og ser, at det ikke er sikkert, at alle patienter behøver at få foretaget de her undersøgelser eller prøver, eller hvad det nu er.

- Det er et arbejde, der pågår, hvor vi hele tiden finder nye ting, der skal skæres væk.

- I et presset sundhedsvæsen, hvor patienter får udsat deres behandlinger i månedsvis, hvorfor forekommer der så unødvendigt arbejde?

- Jo, men der er omkring 2,8 millioner danskere, der kommer ind forbi vores sygehuse hvert eneste år. I så stort et sundhedsvæsen, hvor der er så meget aktivitet, så er det nok svært at undgå. Men det er klart, at det betyder så også omvendt: Hvis vi kan finde noget at skære væk, som systematisk bliver gjort for meget, så kan det ofte gøre en ret stor forskel, siger Anders Kühnau.

Den ukrainske modoffensiv mod Rusland har fået tusindvis af ukrainere til at tage flugten. For 26-årige Marianna var det daglige bombardementer samt synet af russiske kampvogne, mænd og artilleri, det væltede ind i byen Kachkarivka for at modstå den ukrainske modoffensiv, der fik hende og hendes mand Mikhailo til at tage en drastisk beslutning. De ville forsøge at flygte sammen med deres tre børn.

- Russerne ville gerne evakuere os til andre områder under russisk kontrol, og det tog mange imod, men det ville vi ikke. Vi ville over til Ukraines side af frontlinjen og gerne hurtigt, inden at vi blev slået ihjel eller tvunget væk af russerne, forklarer Marianna.

Den eneste mulighed var at krydse frontlinjen, hvor der herskede kaos. Soldaterne var gravet ned i skyttegrave overfor hinanden ved byens udkant. En bro fuld af miner var delvist skadet, men kunne stadig krydses. Det blev vejen ud for Marianna, Mikhailo og børnene.

- Vi var så bange. Vi var så bange for at dø på vejen, men vi måtte flygte. Det var umuligt at blive tilbage. Vores venner var allerede taget afsted, og vi måtte også forsøge det, fortæller Marianna, der kunne se både russiske og ukrainske soldater, da de krydsede floden.

Artilleri fløj om hovederne på dem. Da de endelig kom over på den anden side, fik de ukrainske soldater fat på nogle frivillige og fik dem transporteret til storbyen Kryvyi Rih cirka 100 kilometer fra frontlinjen. Der mødte Avisen Danmark dem på et flygtningecenter.

- Jeg har svært ved at beskrive den frygt, som vi alle levede i der. Der var altid eksplosioner - især om natten. Du griber hurtigt fat i dine børn i den våde kælder og håber, at døden slår ned et andet sted end hos dig. Det er sådan, at det er, siger Marianna, der forklarer, at der før invasionen boede omkring 3000 i byen. Blot 300 blev tilbage efter russernes ankomst.

I slutningen af august igangsatte Ukraine en modoffensiv i Sydukraine nær storbyen Kherson. Byen er vigtig for kontrollen med Dnipro-floden, der deler den russisk-kontrollerede del af Kherson-regionen i to. Ukraines militær bombede broerne over floden og isolerede den vestlige del af regionen, som Rusland nu har svært ved at forsyne.

Derefter har Ukraine sat en modoffensiv ind, som har været i stand til at indtage mere end 90 byer og landsbyer. Kachkarivka, som før lå 40 kilometer bag frontlinjen, er nu ved fronten.

- I syden fortsætter vi også vores modoffensive kampagne. Nu er der nogle vejrforhold - regnen, der bremser os. Men vi fortsætter med at tage vores landsbyer tilbage, meter og kilometer (af vores territorium) trin for trin, og det vil vi fortsætte med, sagde Ukraines forsvarsminister Oleksii Reznikov for nyligt til amerikanske Fox News og tilføjede, at de russiske soldater har svært ved at få forsyninger ind i regionen og reelt er fanget.

Mariannas familie er langt fra de eneste på flygtningecentret i Kryvyi Rih. Klasseværelserne på den lukkede skole er lavet om til sovesale, og centrets leder Larysa Fedorenko fortæller, at der dagligt ankommer omkring 50 nye flygtninge på centret, som er et af flere i byen.

- Der er mange, der flygter fra de områder, der netop er kommet under ukrainsk kontrol igen, fordi de nu endelig kan komme væk. Derudover er der så nogle, som flygter på tværs af frontlinjen, men det er stadig kun ganske få, da det er for farligt for mange, siger hun.

- En ældre kvinde flygtede over frontlinjen til fods. Hun fortalte mig, at hun ikke længere så sig selv som et menneske, men i stedet blot som et dyr, der desperat forsøger at holde sig selv i live. Det er forfærdelige historier, forklarer Larysa Fedorenko.

Det er også snart vinter, og det får også mange til at flygte.

- Det begynder at blive koldt. Mange områder er helt ødelagte, og der kommer ikke til at være hverken elforsyning eller varme. De har ikke mulighed for at overleve, siger hun.

På flygtningecentret får familierne senge og tre måltider mad om dagen. Flere er her kun kortvarigt og bliver sendt videre til andre steder i byen eller til andre steder i Ukraine. Kapaciteten er begrænset på centret, og flygtningene har ofte ingenting med sig.

Livet under russisk kontrol var kaos, forklarer Marianna. Alle var uden arbejde, og de russiske soldater var ofte berusede og søgte alle steder efter alkohol. Når de var fulde, så kunne de finde på at skyde rundt i vildskab, og de lokale forskansede sig derfor mest hjemme og levede af deres køkkenhaver. Kun en butik i landsbyen forblev åben.

- Når russerne var fulde, så skød de nogle gange på vores huse. Det var som om, at der slet ikke var kontrol med dem. Det var absolut kaos, forklarer Marianna.

Høsten hos de lokale landmænd blev taget af russerne og fragtet væk, forklarer Marianna. I stedet blev de store lagre fyldt med ammunition. Russerne gennemsøgte i starten af besættelsen alle huse for at finde ukrainske soldater og sabotører.

- Der var to i vores landsby, som tog billeder af russerne. Jeg så, at de blev pågrebet, banket ekstremt hårdt og efterladt i en grøft. De blev senere fjernet, siger Marianna, der ikke kender deres videre skæbne, men regner med, at de døde af deres skader.

Kachkarivka blev erobret i starten af krigen. Marianna og familien overvejede at evakuere, men besluttede at se tiden an. Dengang var de ikke sikre på, at Ukraine ville være i stand til at bremse den russiske fremmarch, og så var der ingen grund til at flygte.

De så også hurtigt, at russerne begyndte at stjæle alt fra fjernsyn og køleskabe til vaskemaskiner fra folk, der efterlod deres huse. De ville blive og beskytte deres ting.

- Men det blev bare for farligt til sidst. Så måtte vi væk, siger Marianna, der ofte tænker på, hvordan de ville overleve vinteren, hvis de blev tilbage uden mulighed for at varme huset op.

Aleksij Jakubin er lektor på Kyiv Polytechnic Institute i den ukrainske hovedstad og ekspert i ukrainsk politik. Han siger, at de ukrainske politikere tror på, at de kan vinde på slagmarken og slå Rusland tilbage, og at Ukraine derfor ikke er villige til at forhandle med russerne.

Over den seneste måned er Rusland målrettet gået efter at ramme den ukrainske el- og varmeforsyning med missil- og droneangreb med det resultat, at 30 procent af de ukrainske kraftværker er ødelagt.

- Den russiske strategi ser ud til at være at forsøge at tvinge Ukraine til forhandlingsbordet ved at gøre vinteren så mørk og kold som mulig. Det kan sende en flygtningestrøm mod Europa, og det er det russiske forsøg lige nu, forklarer Aleksij Jakubin.

Han understreger, at situationen i Ukraine lige nu er alvorlig. Store dele af landet har strømafbrydelser jævnligt, og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij har meldt ud, at folk i den østlige Donbas-region slet ikke får nogen varme leveret denne vinter.

- For folk nær frontlinjen er situationen lige nu utrolig svær, og derfor ser vi også flere og flere, der vælger at flygte lige nu. Kampene er skyld i, at mange flygter, men udsigten til en kold vinter har også en stor betydning, forklarer Aleksij Jakubin.

- Problemet er, at de her mennesker nær fronten har meget svært ved at komme væk. Der er en masse frivillige, som sætter livet på spil for at hjælpe, men der er ikke meget fokus på det fra den ukrainske stat, der er optaget af at få vundet terræn, siger Aleksij Jakubin.

35-årige Artem bor også på flygtningecentret i Kryvyi Rih, og han er en af dem, der i lang tid var for bange til at flygte. Han blev til sidst tvunget til at lave et desperat flugtforsøg over frontlinjen, da han blev såret under et artilleriangreb i byen Nova Kam'yanka.

Han var ved at hente mælkeprøver på en farm, da byen, der er under russisk kontrol, kom under heftig beskydning fra ukrainsk side. Fragmenter ramte ham flere steder på kroppen.

- Jeg blev blæst væk af eksplosionen. Jeg sad pludselig på mine knæ smurt ind i blod. Min arm var revet itu, og jeg kan stadig ikke bevæge den frit i dag, siger Artem, der sammen med konen og med hjælp fra frivillige var i stand til at krydse frontlinjen.

Han blev derefter fragtet til et ukrainsk felthospital.

- Jeg ville have været død, hvis jeg ikke var kommet væk. Jeg var nødt til at flygte. Det var forfærdeligt under den russiske besættelse, og vi ville gerne være flygtet før, men det er ikke nemt. Det er farligt, så mange bliver tilbage og flygter kun, hvis de er tvunget til det, siger Artem.

Oksana er enig og tilføjer, at mange lige nu er fortvivlede i landsbyerne nær fronten.

- Jeg har svært ved at finde ordene. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange, der er døde, og hvor manges liv, der er ødelagt. Og for hvad? Se det er netop det spørgsmål, som mange stiller sig selv, men der er ingen, der kan svare på, siger Oksana.

- Russerne kom jo og fortalte os, at de ville give os frihed, men vi havde jo frihed. Der var jo fred. Så jeg ved stadig ikke, hvorfor de kom, siger hun.

Selvfølgelig har Søren Pape – uanset hvilke bortforklaringer han vælger - et stort personligt ansvar for det konservative kollaps, som vi har set i denne valgkamp. Det har han da også selv erkendt. Men den afgrundsdybe nedtur, hvor partiet for bare et par måneder siden blev målt til en opbakning på 16-17 procent af vælgerne for at ende på 5,5 procent på valgdagen, har også andre, vægtige forklaringer.

For det er jo som bekendt ikke kun Pape og Konservative, der har oplevet, at man i dansk politik kan gå fra stor succes til dyb fiasko meget hurtigt. Højt at flyve og dybt at falde er blevet reglen snarere end undtagelsen for mange partier. Og det går hurtigere end nogensinde før.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at Lars Løkkes Moderaterne lå og rodede rundt nede omkring spærregrænsen. I stedet endte partiet med et valgresultat på næsten 10 procent af vælgerne og som et af landets største partier.

På to valg er DF gået fra at være største borgerlige parti med omkring 20 procent af stemmerne til kun lige akkurat at klare spærregrænsen på to procent ved det netop overståede valg. Omvendt har Alternativet gjort comeback, efter at have været dømt helt ude og stået til nærmest 0,0 procent af vælgerne, sådan som vi i sin tid også så det for Liberal Alliance. Herefter steg LA voldsomt for derefter igen at blive kraftigt decimeret – endda i en sådan grad, at partiformanden ikke blev valgt til folketinget. Nu er de så kommet meget imponerede tilbage igen.

På samme måde har Radikale nærmest gjort det til en vane at blive halveret ved et folketingsvalg for derefter at blive fordoblet til det næste. Hvem husker i øvrigt ikke også, da Villy Søvndal og SF kunne gå på vandet, for blot få år senere at tumle ydmyget ud af Thornings regering?

Jeg skriver ikke det her for at undskylde Pape eller for at tage noget af ansvaret fra ham. Men for at minde om, at der er meget andet, der har betydning for, hvordan et parti klarer sig. Fremgang i målinger behøver på samme måde ikke at skyldes egne talenter, men kan lige så godt skyldes konkurrenternes kriser.

Det går op og ned i politik. Men hvor det i gamle dage tog langt længere tid at bygge op og ganske ofte også langt længere tid at tabe terræn, kan man i dag inden for selvsamme valgperiode nå at både nå nye højder og rasle hjælpeløst mod bunden.

Vælgerne er blevet troløse, er den oplagte forklaring. For det er de. Men det er politikerne jo også selv.
I den valgperiode, vi netop har afsluttet skiftede rekordmange folkevalgte parti, nye partier dukkede op, nogle nåede endda at lukke igen, inden de overhovedet blev valgt, andre blev store succeser ud af det blå, fx Danmarksdemokraterne, der er bundet så meget op på deres formand, at hendes navn endda indgår i partinavnet.

Sikkert er det, at hverken politikere eller vælgere i samme grad som tidligere føler sig bundet til et og samme parti. Det er blevet umoderne at være politisk trofast. Men når partierne også ændrer sig så meget, som tilfældet er, kan man jo dårligt fortænke vælgerne noget.

Som jeg tidligere har skrevet, minder dansk politik på mange måder for meget om et realityshow. Her er der brug for dramaer, her er der brug for helte og heltinder, der forvandles til skurke, og her er der brug for et fokus på det personlige frem for det indholdsmæssige.

Og når man vælger personer frem for politik, så står langt mere også og falder med personen, der hurtigere end politikken kan miste sin fascination og tiltrækning. Skattelettelser er jo ikke blevet upopulære, bare fordi Pape er blevet upopulær. En regering hen over midten er jo ikke blevet upopulær, bare fordi Sofie Carsten Nielsen er blevet det. Der er bare kommet nogle andre, der sælger ideen bedre. I nogle andre partier.

Jeg kan da også godt blive fascineret af op- og nedturene og alt dramaet, men hvor håber jeg dog, at det i de fremtidige valgkampe bliver sådan, at vi fokuserer mere på politikken og mindre på de personer, der præsenterer den. Så tror jeg også, vi vil få et mere stabilt demokrati.