Man glemmer, hvad Morten Messerschmidt har været igennem.

Lad os bare snævre det ind til bare dette år:

I januar blev han valgt som formand for Dansk Folkeparti efter en brutal valgkamp, der rev partiet i stumper og stykker. Sejren gav en umiddelbar rus af to årsager:

1. Valget var overbevisende.

2. Med det samme Messerschmidt var valgt, begyndte folk at melde sig ind DF i store flokke, hvilket et kort øjeblik etablerede en modsætning til fortællingen om det iturevne parti.

Men så fulgte et forår, hvor størsteparten af folketingsgruppen flygtede fra Messerschmidt, så den allerede i juni var reduceret fra 16 til seks medlemmer - den sidste udmeldelse kom fra Kristian Thulesen Dahl.

Det forrevne forår inkluderede også en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet i EU, hvor Messerschmidt stod ensomt som den eneste partiformand blandt nej-partierne, der reelt havde noget på spil. Selv i Dansk Folkeparti fremstod han ret alene - formentlig fordi resten af partiet havde set nederlaget komme og derfor sparede på kræfterne. Resultatet af Messerschmidts enmands-kraftanstrengelse var nedslående. Verden havde ændret sig. 

23 dage efter folkeafstemningen ændrede dansk politik sig. Inger Støjberg stiftede Danmarksdemokraterne og tog ikke bare de løse folkepartister til sig, men også en ordentlig klump af DF's folkelige opbakning.

Mens Støjberg var i gang med at æde DF bagfra, kom folketingsvalget buldrende mod Messerschmidt med en hast, så han måtte kaste alle tanker om fornyelse af partiets politik over bord. Det lykkedes kun lige med nød og næppe og fem fesne mandater at holde katastrofe og pludselig død for døren (husk lige at DF for ikke så længe siden var på 37 mandater).

Knap var valget overstået, før en af det nye Folketings første opgaver var at ophæve Messerschmidts immunitet, så han kunne komme videre ind i en byretssag tiltalt for svindel med EU-midler og dokumentfalsk. En sag Messerschmidt allerede har tabt med piber og trommer en gang, og som kun går om, fordi dommeren havde ageret på Facebook, så det blev muligt at have en diskussion om, hvorvidt han kunne have været forudindtaget.

Søren Pape Poulsen har ikke noget på Morten Messerschmidt i forhold til en oplevelse af, at verden ikke vil ham det godt.

Når juleferien så endelig kommer lige om lidt, kan det hele være slut for Messerschmidt.

Den oprindelige dom var på seks måneders betinget fængsel. Her var der oven i købet indlagt tre formildende omstændigheder:

At det ikke var Messerschmidts oprindelige intention at svindle, at sagen havde været urimelig langvarig, og som der stod i dommen:"Tiltaltes særdeles gode personlige forhold."

Kommer den nye dom til bare at være i nærheden af den oprindelige, er det givet, at Messerschmidt vil blive smidt ud af Folketinget, blive kendt uværdig simpelthen. Den konsekvens kan udsættes ved en anke til landsretten, men det kræver, at den bliver anket.

Det er til gengæld ikke givet, at en dom vil blive det - måske er Messerschmidt nået dertil - efter et hårdt 2022 - at han ikke vil byde sig selv og sit parti at have en svindelsag hængende over sig længere end højst nødvendigt.

Ingen kender dog Messerschmidts planer. Tilsyneladende heller ikke i partiet.

Udadtil er der ikke en sprække i Messerschmidts overbevisning om, at han bliver frikendt. Indadtil bliver det selvfølgelig regnet som en mulighed - også hos Messerschmidt selv. Der bliver talt åbent, men dæmpet og diskret om det.

Der bliver også talt om, hvad der skal ske, hvis Messerschmidt bliver kendt skyldig. Tilliden til at Messerschmidt træffer den bedste beslutning for partiet er stor - selv om ingen har noget sikkert billede af, hvad han gør.

Trætheden efter det hårde forløb, Messerschmidt har været igennem spiller i høj grad ind. Hvis man engang kunne have mistænkt ham for at ville sætte sig selv først og over partiets interesser på langt sigt, gør man det ikke længere. Både fordi den nuværende organisation er præget af høj grad af tillid til hinanden (med få, men ikke i denne sammenhæng afgørende undtagelser), og fordi ingen tror på, at Messerschmidt har så meget energi tilbage i tanken, at han kommer til at vælge den sværeste vej - hvad den så end måtte vise sig at være, når dommen er afsagt.

Messerschmidt blev formand med partiets nuværende gruppeformand Peter Kofod som adjudant. Som ham, der skulle tage over, hvis Messerschmidt fik en mursten med skriften "uværdig" i hovedet. Det gav mening i forhold til at sikre formandsposten til Messerschmidt.

Nu giver det ikke mening længere. Nu er det tidligere finansordfører Rene Christensen, pilen peger på. Han røg ud af Folketinget ved valget, fordi Pia Kjærsgaard flyttede valgkreds og snuppede hans mandat. Til gengæld er han røget helt ind i inderkredsen af magtcirklerne og ikke så få kræfter håber meget på, at Kjærsgaard ikke bliver siddende i Folketinget hele valgperioden, så Rene Christensen kan komme ind som suppleant.

Hvis Rene Christensen havde forladt Team Messerschmidt i formandsvalgkampen for selv at gå efter topposten, som Messerschmidts daværende modstandere forsøgte at overtale ham til, ville han have været den eneste, der kunne have truet Messerschmidts valg. Men han gjorde det ikke og optjente i stedet en anseelig kredit hos Messerschmidt og alle omkring ham, så det nu vil være ham, der kommer til at stå tilbage, hvis eller når Messerschmidt lader sig falde.

Ingen er interesseret i at true det scenarie. Ikke engang Peter Kofod, som udadtil har virket som en fremadstormende politiker med åbenlyse formandsambitioner, men måske i virkeligheden aldrig har haft de ambitioner sådan for alvor.

Preben Nielsen ville dø og tog til Belgien for at få sin vilje. Inden sovemedicinen ramte hans årer, kiggede han direkte i kameraet og sendte en besked:

 "Alle jer selvretfærdige skiderikker, der sidder og bestemmer, om jeg må få lov at dø. I tager fejl. For i sidste ende er det smeden, der får lov at bestemme. Og lige om lidt, så skal jeg dø. I kommer til at snakke om det, hvad enten I vil det eller ej. Tak for denne gang."

Og ja Preben. Vi siger også varmt og grådkvalt tak, fordi du og dine nærmeste lod kameraet og journalist Anders Lund Madsen følge dig i både livet og døden. Og vi kommer igen til at tale om aktiv dødshjælp, for du har råbt os op med en velovervejet, ærlig og stor stemme. Vi bliver nødt til at tage dig og andre lidende menneskers ønske om at dø alvorligt, og vi bør diskutere det svære emne nuanceret.

Preben Nielsen var smed og lykkelig gift, da en arbejdsulykke gjorde ham lam fra halsen og ned. 

Vi møder ham og hans pårørende cirka tre år efter ulykken. Her lukker Preben modigt kameraerne og Anders Lund Madsen ind i sin sidste tid i programserien "På tirsdag skal jeg dø".

Preben og Anders er et godt match. De kan lide hinanden, og det giver programmet en blød og respektfuld tone. Alligevel får Anders Lund Madsen stillet Preben kritiske spørgsmål samtidig med, at han prøver at "gøre livet værd at leve for Preben" ved at arrangere livsbekræftende oplevelser.

Men Preben skal vise sig at være urokkelig.

Han ville ikke være her mere. Ægteskabet var stadig varmt og kærligt, og også venner og familie var der for ham, men Preben kunne ikke holde ud, at han var lænket til seng og kørestol og ikke længere kunne dykke, rejse, overnatte i sit hjem og i sit sommerhus, klappe konen bagi og dyrke elskov. Kort sagt alt det, Preben forbandt med at leve. Han følte sig også ydmyget af at skulle have hjælp til alt. Og så var der ikke mindst smerterne.

Hvad der til gengæld ikke var mere af, var håb. Preben havde erkendt, at han ikke ville få det bedre.

"Jeg elsker livet for meget til at være i live", sagde han.

Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i Danmark, og Preben ville ikke gøre sin kone til morder eller ramme andre uskyldige med et selvmord. Han havde ondt af de mennesker, der skulle finde ham, rydde op og måske spørge sig selv, om de havde gjort nok. Derfor besluttede Preben at gennemleve en smerteplaget rejse til Belgien, hvor aktiv dødshjælp er lovligt. Her fik han i et drop først sovemedicin og lige efter et medikament, der stoppede hans hjerteslag. 

Sympatiske Preben kaldte sin handling egoistisk. Og det har han ret i, fordi hans kære nu skal leve videre uden ham. Han endte sit liv for sin egen skyld. Men både han og hans kone erkendte også, at der i beslutningen lå en indbygget lettelse for ikke blot ham.

Netop her finder vi en af de helt store knaster omkring aktiv dødshjælp.

Modstandere af at indføre aktiv dødshjælp i Danmark er bekymrede for, at nogle, der er svært syge, kan føle sig pressede til beslutningen. At de inderst inde føler, at det ville være bedre for alle, om de ikke var her, så deres nærmeste kan komme videre med deres liv. Måske kan de heller ikke udholde tanken om, at deres elskede får en ny partner. Den tanke havde også Preben svært ved.

Modstandernes bekymring er reel. Det vil være frygteligt, hvis der er ikke er styr på motiverne, men skal frygten for enkelte fejl være styrende for flertallet?

For man kan også spørge, hvorfor de, som ikke vil være her mere, skal tvinges til at gennemleve grusomme lidelser, måske forsøge at tage sig af dage på ukontrollerede måder eller være nødt til at rejse til udlandet for at få fred.

Vi må også spørge os selv, om vi er gode nok til at sikre en ordentlig livskvalitet for de ramte med smerter i både krop og sjæl. Hvis vi ikke er det, hvem kan så bebrejde dem, der ikke magter livet?

Uanset. Debatten må aldrig blive til et hårdt for eller imod aktiv dødshjælp og ende med stive regler, der skal gælde for alle. For svaret ligger et sted i nuancerne.

Vi er selvstændige individer - også i døden. Og hvad der er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Derfor må spørgsmålet om aktiv dødshjælp behandles individuelt - på samme vis, som vi eksempelvis har lov til at skifte køn.

Vi kan ikke forsvare, at nødlidende skal ud på uværdige og smertefulde rejser til udlandet.

Vi kan ikke være det bekendt.

"På tirsdag skal jeg dø". Tre afsnit af ca. 30 min. Alle tre afsnit kan ses på DRTV. 

Doha: I de sidste 15 minutter af Danmarks skæbnekamp mod Australien er der så stille i den rød-hvide ende, at man kan høre al sniksnakken.

En mor fortæller sin 13-årige datter, at “julegaverne nu bliver større, fordi turen til Qatar bliver kortere og billigere end forventet.”

Et vennepar, som begge har tatoveret dollar-sedler på deres lår, griner af en betjent i uniform, fordi han har et bling-bling ur på håndleddet, der ligner noget, som har kostet mindre end de alkoholfrie øl på stadion (60 kroner)

Mandagstrænerne mumler, at det er “den dårligste landskamp, de nogensinde har set.”

I roligan-bussen fra stadion til hotellet er der længe så tavst, at man kan høre airconditionanlægget.

På flyveren til København, hvorfra jeg skriver disse linjer, har alle danskerne tomme blikke i ansigterne. De ser ud, som man gør, når man har glemt at tage telefonen med på toilettet.

Samtalerne på tribunen, gravkammerstemningen i bussen og minerne i FinnAir fortæller historien om Danmarks VM.

Ligegyldigt, apatisk og iltforladt. Landsholdet blev til grin. De fejlede både som fodboldspillere og som aktivister.

Hvis du sidder derhjemme og er enten godt gal i skralden eller skide skuffet over det, du har set i fjernsynet, så forestil dig lige det her: Forestil dig, at du også havde brugt både ferieopsparing og titusindevis af kroner på at flyve syv timer sydpå og opleve misseaffæren.

Det gjorde omkring 1.000 danskere. 1.000 nyttige stykker propagandaværktøj, hvis man spørger kritikerne af slutrunden. Et forsvindende lille antal, hvis man sammenligner med alle andre lande.

Og her kommer en melding, som måske er overraskende for nogen:

De havde en god tur.

Sure på DBU og medierne

Alle dem i roligan-bussen har i hvert fald ikke en finger at sætte på Qatar.

Vejret, maden, gæstfriheden, sikkerheden, fodboldfaciliteterne og antallet af forskellige nationaliteter på få meter bliver nævnt. Vi kører på en mangesporet motorvej med lygtepæle formet som palmer, mens de fulde af benovelse bekræfter hinanden i, hvor meget værterne har gjort ud af det. At Qatar er “en nation i bevægelse”.

Men måske kommer rosen også lidt i trods.

Mange af de medrejsende roligans føler sig ladt i stikken.

Først og fremmest af DBU, som de føler har brugt for meget krudt på at tale turneringen ned.

Nogle eksperter er af samme overbevisning. Som den tidligere AGF-træner David Nielsen siger i et studie på TV2:

- Andre lande kommer med trukket sværd og nationen bag sig. Danmark er kommet luskende, siger han.

Sponsorerne er blevet hjemme. DBU har ikke solgt VM-billetter selv. Man har sagt nej til at få hængt plakater op i Doha. Og da det endelig kom til stykket, var det kun de medrejsende fans, som turde tage regnbuefarvede kaptajnbind om armene.

- Det er godt nok til grin. Læringen for DBU må virkelig være, at man enten tager til VM, glæder sig over det og gør alt for at få sine fans med. Eller også lader man være med at deltage, siger Frank Zmyrko, en ung mand ombord på bussen.

Nederlaget til Australien bliver den eneste kamp, han ser i Qatar. Han er her kun i sammenlagt fire dage, og indtil nu er han i chok over det, han har set.

- Før vi tog afsted havde vi jo nærmest fået et billede af, at man hverken måtte gå i shorts eller drikke en eneste øl i Qatar. Medierne har kørt fuld skræmmekampagne, siger Thomas Paaske, og et ekko af enighed skyller igennem bussen.

- Journalisterne har simpelthen fortalt en alt for fordrejet historie om, hvad det her er for land, siger Asbjørn Thomsen, en mand med gråt hår.

- Jeg er også gæstearbejder.

Få roligans deler roser ud til den danske presse.

Mest utilfredse er de danskere, som bor fast i Doha. En af dem er Frank Hansen, en 45-årig mand med sin egen virksomhed indenfor olie og gas-industrien i Qatar.

- Jeg er også gæstearbejder! Der gælder de samme regler for mig, som der gør for en pakistaner!

Han råber mig ind i øret og skvulper med sin fadøl. Vi er til dansk opvarmningsfest på en bar inden onsdagens fadæse mod Australien.

Spørgsmål om de fattigste migrantarbejderes vilkår i ørkenstaten, der fungerer som et fedeual-samfund, glider både Frank og mange andre af på.

Udnyttelsen af mennesker foregår overalt i verden, mener de. Inklusive i Danmark.

Mange danskere i Qatar, som jeg taler med, mener, at største misforståelse er, at man er nødt til “at tilpasse sig”.

- Der er regler. Og så er der regler. Alle, jeg kender, har barskabene fyldt med alkohol. Jeg har homoseksuelle venner og kollegaer. Qatar er ikke ligesom Saudi Arabien. Qatar er bare ligesom Dubai, siger Frank, som har boet on and off i Doha siden år 2007.

Jeppe Smed, en 21-årig dansker i gang med sit sabbatår, har kun været i Qatar i en uges tid. Og uden at han er klar over det, er han allerede på bølgelængde med Frank:

- Tilpasse sig? Overhovedet ikke. Vi har kunnet opføre os præcist, som vi plejer. Alt er tilgængeligt, det er bare meget dyrere, siger den lyshårede mand.

Hvad har I så oplevet udover fodbold?

- Jamen vi har set lidt af Dohas centrum og højhusene. Det er ikke noget, vi er gået specielt meget op i.

For ham og vennerne har det snarere været “festival-stemningen”. Og han sidder midt i et testamente af sine egne ord: Danskerfesten.

Dansk i Danmark, dansk i Doha

Det føles som et dejá vu. Måske fordi det er det. Forude for både Frankrig- og Australien-kampen er præcis det samme arrangement blevet afholdt. På den samme bar uden vinduer, bag en pæn hotelfacade med emirens ansigt på skydedørene. Med de samme “skrål-med-så-højt-du-kan”- sange, Gulddrengen, Christopher og Tobias Rahim. Med det samme tilbud på spande med seks flaskeøl for 300 kroner. Og med den samme ambition for de fleste af de tilstedeværende: At få så meget alkohol indenbords som muligt, så man kan være heldig at have en lille skid på til kampene.

Konfronteret med en konservativ islamisk kultur på Den Arabiske Halvø, bliver den gennemsnitlige roligan endnu mere dansk.

Risikoen for piskeslag og dét, der er værre, holder ingen fra de lyssky diskoteker med de nærgående kvinder, for virkeligheden er pragmatisk. Også i Doha.

Men nogle gange er det også som om, at den flimrer lidt, den virkelighed. Som om det hele er en kulisse.

Det føler i hvert fald 20-årige Mads Olesen, som har gjort det til sin mission for 2022 at besøge alle de lande, som få andre gider tage til. Palæstina, Jordan, Kirgistan, Kazakstan, Sibirien.

Nu også Qatar.

- Jeg interesserer mig ikke særlig meget for fodbold. Faktisk er det de første landskampe, jeg ser i mit liv, siger Mads, der har været her under hele slutrunden.

Det har været en oplevelse, understreger han. Men ikke en særlig autentisk en af slagsen.

- Alting virker så falskt. Qatar er lidt som sådan et tragikomisk Disneyland. De forsøger at skabe en europæisk stemning, men det lykkes bare ikke, siger Mads og tilføjer.

- Det er ikke et land, jeg nogensinde behøver at rejse tilbage til.

Indere klædt i rødt og hvidt

Nogle af de mennesker, som vi i stor stil har beskyldt for at være “falske”, er fansene, som støtter fremmede nationaliteter ved VM.

Til Danmarks kamp mod Australien er der flere indere med dannebrog malet på kinderne, og flaget bundet rundt om halsen, end der er danskere. Uden dem havde stadion ikke været halvtomt - det havde været gabende tomt.

Størstedelen af dem bor i Qatar. De migrantarbejdere, hvis forhold har fået nogle danskere til at boykotte turneringen, er de samme migrantarbejdere i fanudklædning, som har får nogle danskere til lave opkast-emojier på Facebook.

Jeg taler med en 15-20 forskellige personer - bygningsarbejdere, taxachauffører og ingeniører - og de råber “Eriksen”, når jeg spørger, hvorfor i alverden, de holder med Danmark.

Hvor vi kommer fra, har mange fodboldtosser en Premier League-klub, en La Liga-favorit eller en Bundesliga-darling. Hvor de kommer fra, har de fleste et landshold.

Mange af inderne, som jeg snakker med, kender ikke andre danske spillere. Men deres øjne stråler af oprigtig glæde og begejstring - både på vej ind såvel som på vej ud af stadion.

Selv da Danmark er blevet pisset op og ned af ryggen af de undertippede kænguruer, er optimismen ukuelig.

- Det er okay. De gjorde deres bedste. Nogle skal vinde, og nogle skal tabe, siger Rajesh Balakrishnan med et stort smil.

Han er iført en rød Danmark-trøje og en gul Brasilien-kasket.

På den måde kan man sige, at han har et lod mere i turneringen.

“Tom indeni” efter en “god tur”

Det har Thomas Jørgensen ikke. Den 34-årige reklamemand sidder i Doha-lufthavn og hænger torsdag morgen. Det samme gør mange andre danskere.

På vej ind i flyvemaskinen fortæller han mig med rystende hoved, at han føler sig “tom indeni”. Han er dødskuffet.

Den sidste uges tid har budt på meget lidt søvn og mange våde nætter. I går valgte han at tage tidligt hjem på hotellet, mens hans far, som han var afsted med, tog ud og festede.

Men han kunne dårligt sove. Hvad var det, der gik galt for landsholdet? Hvad er det for et land, han lige har været i?

- Det er svært at forklare, men alt er bare sådan… lidt underligt i Qatar. Som om alting er lidt et projekt, og intet er helt ægte.

Han ser træt og forpint ud i ansigtet, lidt som Kasper Hjulmand, når han taler om “følelserne, der bobler rundt i kroppen”.

Jeg spørger Thomas, om det har været en god tur, og han svarer uden tøven.

- Helt sikkert.

Parallelsamfund: Torsdag udkom statens boligliste, der kategoriserer og udpeger Danmarks udsatte boligområder. Der er kommet nogle få nye områder på listen, men traditionelt er antallet kun gået en vej, nemlig nedad. Og det fortsætter til både glæde og frygt for beboerne i de områder, som slettes fra listen.

Listen, der indtil 2021 blev kaldt for ghettolisten, er i virkeligheden fire lister, som kategoriserer de forskellige udsatte boligområder i forskellige kategorier efter, hvor hårdt ramt områderne er på parametre som beskæftigelse, uddannelse, kriminalitet og antal af ikke-etniske danskere. Hvis et område opfylder nok krav, kan det befinde sig på flere af disse lister.

Hvor man befinder sig på listen, kan afføde store reaktioner. For eksempel, hvis man nu er rykket op og ud af listen, som Houlkærvænget i Viborg netop er.

- Jeg er rigtig, rigtig, rigtig glad. Fandenedeme glad. Det er så træls at have et dårligt renommé, når afdelingen faktisk er et rigtig godt sted at bo. Så det er dejligt at komme op, siger Charlotte Lund, der er bestyrelsesformand for boligområdet, der indtil den nye listes udgivelse befandt sig på listen over udsatte boligområder.

Nu er de på listen over forebyggelsesområder, den mildeste af kategorierne.

I Houlkærvænget i Viborg fryder formanden sig mest af alt over den positive udvikling, som hun har set, siden området ramte listerne for første gang.

Flere initiativer har nemlig været sat i gang for at få bugt med deres plads på listen. For eksempel er formanden under interviewet ved at bage kage til områdets kaffeklub. Et initiativ, der fandtes før listerne, men som har set stor vækst i takt med, at flere andre initiativer er kommet på plads.

Og det er netop disse initiativer, hun mener, har bidraget rigtig positivt til de statistiske forbedringer.

- Vi har jo forskellige tiltag, som er kommet i stand, fordi vi har stået på de lister. Det har for eksempel været ting som lektiecaféer, fokus på danskundervisning og hjælp til at forberede dem, som ikke er i arbejde, til jobsamtaler samt lære dem at skrive cv'er.

Formanden fortæller også, at de fleste af borgerne ikke rigtigt har tænkt over listerne. De har blot mærket de positive tiltag og valgt at være en del af dem.

- Rigtigt mange har oplevet positive forandringer. Mange af vores nydanskere oplever for eksempel, at der har været mere fokus på at hjælpe med at finde et arbejde, og på at få en uddannelse, siger hun.

Men formanden slår også fast under interviewet, at det ikke kun er sus og gammen i Viborg. For med oprykningen til den mindst seriøse kategori af listen følger der også en lille frygt.

- Vi har jo nydt godt af alle de tiltag, vi har kunnet lave, fordi vi fik midler til det. Nogle af dem fortsætter, men nogle gør måske ikke. Sådan nogle midler kan jo godt ende med at forsvinde, når vi ikke længere står på udsattelisten, fortæller Charlotte Lund.

Det er dog kun en lille frygt. For hun er overbevist om løsningerne på det potentielle problem nok skal være til at finde.

- Vi skal nok finde en måde at gøre de her tiltag. De har jo gjort en stor indsats dem, som skal ud og arbejde. Og hvis de forsvinder, så ville det være synd for beboerne.

Det betyder dog ikke, at hun nødvendigvis ville bytte pladsen på den nye liste for ekstra midler til at holde initiativerne kørende. For med den nye placering følger der noget, som ikke kan købes for penge.

- Her var jo stadig hyggeligt, da vi var lavere nede. Men der følger noget med at være dér. For der er altid dem, som er skeptiske og tænker, at der bliver begået en masse kriminalitet. Og det har vi ikke været præget af, det har primært været arbejdsløshed. Men det ser folk bare ikke, når de kigger på sådan en liste, siger Charlotte Lund.

Et nyt og forventet navn

Det er dog ikke alle, som fejrer og frygter oprykninger og bedre placeringer lige nu.

Der er nemlig enkelte nye områder at finde på listerne. I Vejle er man for eksempel gået fra tre områder på listen over forebyggelsesområder til fire.

Og det nye er ikke rykket op, ligesom Houlkærvænget i Viborg. Det er rykket ned.

Stederne i Vejle, som befinder sig på listen, tæller nu Finlandsparken, Løget By, Vestbyen, og Møllevangen som nyeste skud.

For Jacob Wiese, som er leder af den boligsociale helhedsplan i Vejle Kommune, kommer det dog ikke som en overraskelse, da det allerede lå lige på kanten.

- Det er ikke så overraskende. Vi monitorerer jo områderne i Vejle, og særligt Møllevangen var allerede meget tæt på. Da den nye kategori kom, så matchede Møllevangen faktisk. Men så ændrede tallene sig lige akkurat i tide, og de undgik at komme på. Nu er den så kommet på, fortæller han.

Tidligere på dagen, inden listen udkom, havde han været i Radio4's morgenprogram for at snakke om arbejdet med særligt et af stederne på listen. Nemlig Finlandsparken, som tidligere har været kategoriseret som en hård ghetto, men nu, efter flere forbedrende initiativer, er et forebyggende område. Altså i samme kategori som Houlkærvænget.

- Vi har arbejdet med en lang række forskellige tiltag, især jobmessen. Og det er helt konkret beskæftigelsesindsatsen, der fik pillet "hård ghetto"-titlen af Finlandsparken, siger Jacob Wiese.

Nu har Vejle kommune så en ny hovedpine, men smerterne er allerede i gang med blive håndteret.

- Vi har allerede inkluderet Møllevangen i kommunens helhedsplan på forhånd, for vi var forberedte på, at det her kunne ske, siger Jacob Wiese.

I Radio4's morgenprogram var også Knud Aage Thiemer, der er næstformand i Finlandsparkens afdelingsbestyrelse og beboer i området henover tredive år. For ham er det ligesom Charlotte Lund stigmaet fra udefrakommende, der er et af de helt store problemer ved at eksistere på listen.

- Min oplevelse er, at jeg bor i et skønt område. Der er ingen problemer. Vi har det virkelig hyggeligt sammen. Men uden for området bliver jeg mødt af nogle fordomme om, at vi er dårlige, at vi har meget kriminalitet. Sådan oplever man det som beboer slet ikke.

- Jeg har ingen problemer med at ligge på listen. Jeg har et problem med, at omverdenen tror, at det her er et dårligt sted at bo, fortæller Knud Aage Thiemer afslutningsvist i indslaget.

Torsdag morgen talte Radio4 med Jacob Wiese, leder af den boligsociale helhedsplan i Vejle Kommune og Knud Aage Thiemer, beboer og næstformand i afviklingsbestyrelsen i Finlandsparken. Her blev der også talt om den nye liste med parallelsamfund, der udkom torsdag, og hvordan Vejle rangerer på denne liste.

Du kan høre interviewet her.