Lars Løkke Rasmussen stod i Alrummet i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København og ventede på at blive overdraget depechen, der skulle markere begyndelsen på hans nye liv.

Den socialdemokratiske og nu forhenværende udenrigsminister Jeppe Kofod trak det ud. Holdt en tale, der i enhver målestok ville placere sig i kategorien "for lang". Kofod skulle alt det igennem, som han har gennemlevet de seneste treethalvt år, takke Gud, hver mand og hele sin familie og ikke mindst gøre sin dedikation til udenrigsministergerningen til årsagen til, at han fornylig - men alligevel for så længe siden - blev vraget af vælgerne.

Det var langt for enhver, men sluttede endelig, som sådanne ministeroverdragelsestaler altid slutter: Med overrækkelsen af en finurlig, spidsfindig gave.

Jeppe Kofod ramte helt forbi skiven med sin gave:

Et kompas og et kort.

To ting, Lars Løkke Rasmussen nu endegyldigt har bevist, at han slet ikke - som i overhovedet ikke - har brug for.

Han er blevet politikeren, der har lagt al ideologi bag sig - det eneste kompas, han styrer efter, er intuitionen. Giv ham et åbent landskab, og han står rådvild tilbage. Placer i stedet et væld af uoverskuelige forhindringer foran ham, og han finder straks den vej, intet konventionelt kompas ville have styret ham i retningen af - som hans tidligere rådgiver Søs Marie Seerup har forklaret med andre ord.

Eller som han selv siger ved enhver lejlighed, han kan komme til det (f.eks. ved den nyligt overståede ministeroverdragelse): Hvis kortet ikke længere svarer til terrænet, smider man kortet væk og kigger på terrænet.

Med posten som ny udenrigsminister baseret på en nyvalgt folketingsgruppe på 16 mandater fra et nystiftet parti har Lars Løkke Rasmussen nu taget det skridt, der placerer ham som den vildeste fortælling i dansk politiks historie.

For treethalvt år siden rev han rattet af sit gamle parti Venstre og begyndte at styre det med sin intuition. Og etablerede grundlaget for, at dansk politik med en regering over midten er blevet noget andet, end vi kendte.

Løkkes midtermelding i 2019 gav Venstre et fornuftigt valg, men blå blok et elendigt valg, hvilket kostede ham statsministerposten.

I Alrummet i Udenrigsministeriet torsdag eftermiddag beskrev han det således:

- Jeg forlod Statsministeriet stille og roligt med en rygsæk på ryggen. Og så blev der stille omkring mig.

Det sidste er en beskrivelse, ingen mennesker kan genkende. Der blev det modsatte af "stille omkring ham".

Tabet af Statsministeriet og tabet af ultimativ kontrol gav sig udslag i så meget kaos i Venstre, at partiet vendte sig mod ham, sparkede ham ud af en bagdør i Brejning og gjorde hans kronprins, Jakob Ellemann-Jensen, til konge før tid.

Løkkes konsekvens var at ekskludere sig selv af et livslangt partifællesskab og at skabe et nyt parti, Moderaterne, der åd store lunser af det Venstre, der ikke længere ville ham. Moderaterne stormede ind i Folketinget, men manglede det afgørende mandat, hvilket kortvarigt så ud til at betyde, at hele det succesfulde mod-alle-odds-projekt ville blive ligegyldigt.

Men intuitionen og fornægtelsen af alt, der minder om kort og kompas, gav alligevel jackpot i regeringsforhandlingerne, så Løkkes personlige genrejsning blev ultimativ:

Fra en nobody i poset T-shirt, uregerlige cowboybukser og upudsede sko, der sad og skriblede bitre erindringer på en ødegård i Sverige, når han ikke deltog i mystiske interviews med Bubber på DK4, til Danmarks diplomat nummer et og landets ansigt og styrende kraft på verdens bonede gulve. Udenrigsministeren.

Folk, der er vant til at se på Lars Løkke Rasmussen, har i de seneste uger set noget nyt i manden, mens han var ved at styre sig ind i Udenrigsministeriet uden brug af kort og kompas. De har set en Løkke, hvor nye følelser er trådt frem på overfladen.

Følelser har altid haft let ved at trænge igennem Løkkes overflade, men det har ofte været irritation, vrede, forsmåethed, når det ikke har været det sjove, det lette og det løsslupne.

Nu er det stolthed. Bevægethed. Og den ydmyghed, der ligger i at vise sin stolthed og sin bevægethed. Over at have nået så meget, stået så meget igennem og nu er endt med at lykkes med det hele. At blive den vildeste personfortælling i dansk politisk historie. At blive udenrigsministeren i velsiddende jakkesæt, nypudsede sko og en skarp frisure, der skuer ud i verden mod de bonede gulve, der venter ham.

Så må nogle andre tage sig af det derhjemme. Partiet. Velfærdssamfundet. Midterregeringen. Mette Frederiksen og dem der.

For lige i det øjeblik, da valgtaberen Jeppe Kofod fik gjort sig færdig med sin alt for lange tale og fik overdraget den dårlige gave og den fine titel, lykkedes det hele for Lars Løkke Rasmussen. Stoltheden gav mening.

23 ministre er i dag blevet præsenteret på Amalienborg. 11 ministre kommer fra Socialdemokratiet, syv ministre er fra Venstre og fem er fra Moderaterne. Otte ud af de 23 er kvinder. Men hvor er de største overraskelser på SVM-regeringens ministerhold?

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her overblikket over de fem største overraskelser i Danmarks nye regering:

Sundhed: Julen er mange ting. Glæde, forventning, kærlighed. Det er en tid, hvor folk forventer, at man er social, og hvor der er masse traditioner, som man skal være en del af. For nogle mennesker er det hyggeligt og noget, de ser frem til. Det hele gør dem i godt humør.

Men for andre følger der en ordentlig bunke negative tanker og følelser med de røde duge, andestegen og samværet. For nogle mennesker, som måske vil give sig selv betegnelsen psykisk sårbare, men også bare mennesker generelt, kan det være en meget svær tid at befinde sig i. I hvert fald uden brug af strategier, værktøjer og forståelse fra de nærmeste.

- Det er en tid, som emmer af forventninger om kærlighed, varme og håb. At have det godt med dem, som man holder af. Men den er også kombineret med et voldsomt socialt pres, hvor man bliver bombarderet alle steder fra med billeder af den perfekte jul. Julekataloger, tv-reklamer, Facebook. Og hvis det billede, som man har af én selv, ikke spejler med de forventninger, så kan være en rigtig svær periode. Det er det for mange, forklarer psykolog Per Bjerregaard Knudsen.

Han har arbejdet i psykiatrien i 38 år, senest i 21 år som chefpsykolog i Region Hovedstaden, og han sidder nu som frivillig hos Psykiatrifondens anonyme rådgivning.

- Mange er udfordrede. Det er en svær tid at være psykisk sårbar i. Det er en tid, hvor man reflekterer over sine relationer. Og de relationer, som man ikke har. Det kan føles, som om julen aldrig holder op, eller ingen rent faktisk ønsker at være sammen med én juleaften. At man aldrig kommer igennem julen. Det kan være rigtig svært at kaste af sig. Man er nødt til at arbejde lidt, ellers kan det fuldstændigt knække, uddyber Per Bjerregaard Knudsen.

Per Bjerregaard Knudsen og Psykiatrifonden har udarbejdet nogle gode råd til, hvad man kan gøre for at modarbejde de negative tanker og følelser, der kan opstå i stressede situationer som for eksempel julen, både i sig selv og hos andre.

Det er forholdsvist simple råd, som psykologen har tilegnet sig efter et langt livs arbejde med de psykisk udfordrede.

- Når man skal forholde sig til rigtig svære følelser, kan man prøve at møde følelserne, som om man var en en teflon-pande. Nogle har større robusthed. På nogle er der mere, som sætter sig fast, når man steger. På andre preller det lettere af. Og man kan arbejde på at blive mere teflon-agtig, så alting bliver lidt nemmere.

Per Bjerregaard Knudsens råd er primært tiltænkt de psykisk sårbare. De, der fyldes med stress og angst over en tid, hvor man skal tusind ting og frygter at skulle sidde til bords med nærmeste og fjerneste familie en juleaften, hvor forventningerne er skruet op på maks. De, der frygter, at hvis deres overskud løber ud, så vil det ødelægge julen eller efterlade folk skuffede.

Men rådene kan bruges af alle, som finder det lidt svært at navigere igennem det hele. Og ikke nødvendigvis kun i julen.

Det første råd er nemlig universelt. Det kan tilegnes enhver lejlighed og bruges både før og i løbet af en stress- eller angstfuld situation: Kig på din situation fra et fugleperspektiv.

- Man kan lige sætte sig ned og tænke: Helt ærligt, hvad forventer jeg egentlig af julen. Og så arbejde lidt med sin kognition og gøre sine forventninger mere fleksible. Mange har automatiske negative tanker - psykisk sårbare i højere grad end andre. Så lige at sætte sig ned og vurdere, hvad det egentlig er, man føler, og hvad man egentlig forventer, kan hjælpe til at kontrollere de tanker. Lige nuancere det. Det giver allerede mere kontrol bare at være bevidst om, hvad det egentlig er, man føler, forklarer Per Bjerregaard Knudsen.

- Eventuelt lav en taktisk retræte, hvis du har brug for det i løbet af aftenen og sæt dig ind i et rum alene. Selvom det kan være svært at rejse sig fra julebordet, så træk dig lidt og saml tankerne igen. Eventuelt hav aftalt med aftenens vært på forhånd, at det måske bliver nødvendigt.

Råd nummer to er til før juleaftens trummerum. Eller før noget som helst, der kan være angstprovokerende og stressende egentlig. Det er ganske simpelt og nemt: Brug noget tid på en afslappende hobby.

- En del af forberedelsen til jul, hvis man har det hårdt, er jo også at tænke: Hvad kan jeg egentlig gøre? Hvad kan lette det følelsesmæssige pres? Og det kan det jo, hvis man laver ting, som man kan lide at gøre. Det kan være sudoku, spille et spil, strikke. Hvad som helst. Lav de ting, som du kan lide, det vil give noget mere overskud til aftenen og hjælpe igennem en svær følelsesmæssig periode. Og så kan du eventuelt tænke tilbage på det, når du sidder ved aftensmadsbordet. I psykiatrien kalder vi dette for, "hold-ud-strategier".

Nummer tre er måske det vigtigste råd: Husk, at det er okay at fejle.

- Hvis nu det går galt, hvis du er nødt til at trække dig helt, eller aflyse, fordi du ikke kan overskue tanken, så går det nok, skal man tænke. Man er nødt til at være lidt selvaccepterende. Hvis det ikke gik i dag, så går det nok i morgen.

For nogle er det ikke nødvendigvis stress og angst, der er de hovedsagelige kilder til negative tanker. Julen er en tid med fejringer og familie, men ikke alle har en nær familie. Og for nogle er det derfor ensomhed, der rammer. Det har Per Bjerregaard Knudsen også et godt råd til: Knæk ensomheden, frem for at bure dig inde.

- Julen er relationernes tid. Både de relationer, man har og ikke har. Hvis man er ensom, som mange er, så brug de relationer, som du har, og opsøg andre mulige relationer. Brug dit lokalmiljø. Undersøg hvad der er af aktiviteter tæt på dig, hvis du ikke har mange at være sammen med i julen. Sørg for at komme ud hver dag, og tal med i hvert fald én person, hvad end det er naboen eller en ekspedient.

- Det er absolut bedre end ingenting, og når du kommer hjem igen, så ser tingene ofte lidt anderledes ud, forklarer psykologen.

Imens det ovenstående handler om, hvordan du kan hjælpe dig selv, er julen også en tid, hvor man bør stræbe efter at være god mod andre, selvom man kan være stresset og have manglende overskud.

At få hjælp eller opmærksomhed fra dem, som man har kær, kan gøre en stor forskel for dem, der synes, julen er hård, forklarer Per Bjerregaard Knudsen.

- Igen er vi inde på måden at tænke på, ligesom da man perspektiverede sine egne tanker. I juletiden kan det godt virke uoverskueligt at være storsindet over for andre. Vi får ikke lige ringet, får ikke lige besøgt, for vi forestiller os, at vi skal gøre rigtig meget. Her hjælper det også at nuancere vores tænkning, fortæller psykologen.

Og her er rådet i bund og grund: Gør det, du kan, i den travle periode, hvor stressen godt kan løbe af med os alle sammen, og overskuddet virker småt.

- Selv en lille smule hjælp, en lille kontakt, en telefonopringning. Det kan betyde rigtig meget for dem, som har det svært. Vi vil gerne være storsindede, men når alle juleforberedelserne skal klares samtidig, er der ikke så meget plads til det. Men bare en lille smule kan betyde meget.

Og vær god ved dem, der kan have det hårdt psykisk på selve aftenen. Også hvis de knækker, som i råd nummer tre. For det kan føre meget skyld og skam med sig.

- Hvis nu det ender med at gå galt for en person juleaften, så kan familien være meget behjælpelig. Hvis de lader være med at dømme, men i stedet er hjælpende og støttende. Alle kan jo miste kontrollen over sine følelser. Skyld og skam kan gøre, at situationen udvikler sig i en værre retning, forklarer Per Bjerregaard Knudsen.

- Her bør man tage julebudskabet med. At kærlighed og varme er vigtigt. Og med lidt fælles accept og hjælp er det måske muligt at komme igennem det uden følger.

"Never complain, never explain."

"Aldrig brokke sig, aldrig forklare." Det er de ledeord, det engelske kongehus altid har levet efter og stadig gør. For hvis man aldrig klager sin nød, skal man heller aldrig forklare sig.

Harry og Meghan gjorde begge dele.

I første afsnit i bind to af Netflix-dokumentarserien "Harry og Meghan" møder vi dem på deres bryllupsdag i maj 2018. Få dage før brylluppet meddeler Meghans far, at han skal have en hjerteoperation og ikke kan komme. Harry og Meghan spørger derfor prins Charles, om han vil føre hende op, og det vil han. Historien bliver i dokumentaren fortalt med kærlighed, og i tiden efter brylluppet er alt en dans på roser i familien, forstår man.

Meghan fortæller om sin første officielle tur med dronningen, hvordan de spiser morgenmad sammen, og hvordan dronningen som en anden farmor lægger et tæppe over Meghans ben, mens de sidder i bilen. Folket elsker Harry og Meghan, den engelske presse skriver positivt om dem. Alt er godt.

Så knækker filmen.

For hvordan er det nu lige i kongelige familier med nummer 1 og 2? Må nummer 2 tage rampelyset fra nummer 1? Nej, vel. Selv - eller måske især - kongelige skal kende deres plads, og da Harry pludselig er det mest populære medlem af kongefamilien, og Meghan pryder forsiderne (selv efter begivenheder, hvor hele familien er til stede), ændrer alt sig.

(Her er det vigtigt lige at indskyde, at selvom Netflix-serien bliver kaldt for en dokumentar, er det stadig et partsindlæg, det er Harry og Meghans sandhed, og vi har kun historien fra dem.)

De siger ikke ordene selv, men på elegant vis er der klippet en interviewbid ind med prinsesse Diana fra 1995, hvor hun siger "med medieinteressen (mod hende, red.) kom en masse jalousi - og en hel del komplicerede situationer fulgte efter."

Det, der bliver sagt mellem linjerne, er naturligvis, at Harry og Meghan blev for populære, og det kunne storebror William og hans kone Kate slet ikke leve med.

Og som med et trylleslag blev pressen negativ.

Meghan bliver gravid, og pressen er brutal. Hun kan nærmest ikke gøre noget rigtigt. Når hun bliver set med hænderne om sin voksende mave, afføder det negative artikler. Da Hertuginde Kate var gravid og havde hænderne på maven, kom der positive artikler. Og sådan fortsætter det.

Der bliver plantet historier og løgne, og pressens skriverier påvirker til sidst Meghan i en grad, at hun bliver selvmordstruet. Harry prøver at støtte, men med hans egne ord er han på det tidspunkt for meget prins og for lidt ægtemand. Kongefamilien fatter ikke, at hun ikke bare kan tage sig sammen og komme videre.

I det øjeblik forstår de, at kongefamilien aldrig vil beskytte dem, som de beskytter andre, og selvom de to brødre havde aftalt at være en enhed og aldrig bruge pressen mod hinanden, er det det, der nu sker.

"Komplicerede situationer," som afdøde prinsesse Diana beskrev det.

Det bliver ikke sagt, men det er tydeligt, at Harry bliver bange for, at historien skal gentage sig selv, og han tager et valg. Hvem er han mest? Prins eller ægtemand og far? Harry vælger det sidste, og det valg får groft sagt lavinen til at rulle, den lavine, der ender med, at han og Meghan træder ned som medlemmer af den kongelige familie.

Det er svært for os helt almindelige seere at vide, hvad der egentlig er rigtigt, og hvad der ikke er i Netflix-dokumentaren, og bliver det direkte bevist, at prins Williams presseteam står bag (løgne)historier i pressen? Nej, det gør det ikke. Det er mudderkastning, hvor mudderet kun sendes den ene vej, for tavshed er som bekendt guld (især) i de kredse. Og har prins William virkelig råbt ad sin lillebror? Vi ved det ikke.

Men det gør indtryk, at Harry og Meghan f.eks. må flygte fra deres selvvalgte eksil i Vancouver, Canada, da "nogen" har lækket, at de befinder sig der. De får hjælp fra uventet kant og en, de aldrig har mødt, nemlig Hollywood-mogulen Tyler Perry (nok forholdsvis ukendt i Danmark men han er god for cirka en milliard dollars). På bryllupsdagen havde han sendt en besked til Meghan, ønsket hende alt godt og havde tilføjet, at hvis hun nogensinde fik brug for noget, skulle hun bare sige til.

I marts 2020 siger Harry og Meghan "til", og uden at sige noget til nogen pakker de alt, tager et privatfly til Californien og flytter ind i Tyler Perrys gigantiske hus. De får seks fredfyldte uger, hvor ingen ved, de er der, og de kan være en helt almindelig familie. Og så bliver det igen lækket af "nogen", hvor de befinder sig, og helvede bryder løs med droner hen over hele området, fotografer, der sidder 300 meter væk med telelinser, og Tyler Perry må sætte kæmpehegn op og skærme af med træer for at bevare et nogenlunde privatliv.

Ærligt, man forstår dem godt. Prins Harry virker som en, der er født ind i noget, han ikke havde lyst til at blive født ind i - og nu har han ovenikøbet slæbt sit livs kærlighed og sine børn ind i det rod også. Han vil bare gerne leve sit liv med den, han har valgt, ikke fordi hun passede godt ind og kunne blive en god kongelig, men fordi han faldt pladask for hende.

Hvorfor så blive ved med at give interviews, lave dokumentarserie og skrive sin selvbiografi, hvis man gerne vil være i fred? Fordi det handler mindre om at være i fred og mere om at tale sin egen sandhed. Efter et helt liv, hvor medierne har styret fortællingen, medierne har fortalt historien med alle de løgne, det indebærer, vil prins Harry selv fortælle det hele, som han har oplevet det.

For han har endegyldigt smidt de ledende ord ud.

"Aldrig brokke sig, aldrig forklare".