Ved indgangen til 2022 lå det i kortene, at året i dansk politik kunne gå hen at blive ganske specielt. Dansk Folkeparti var allerede ved årsskiftet kastet ud i et intenst formandsopgør, og De Radikale havde allerede raslet tilstrækkeligt meget med stablerne, så et muligt valg ikke behøvede at vente helt til forrige valgperiodes udløb i juni 2023.

Og 2022 udviklede sig ganske dramatisk. I februar invaderede Rusland Ukraine, og pludselig var der krig på europæisk jord med de økonomiske konsekvenser, der følger af det, og det fik også nye alliancer til at spire på Christiansborg. I efteråret sammensatte danskerne et nyt Folketing, som ser ud til at bryde blokkene i dansk politik ned og omkalfatre den måde, vi plejer at tænke politik på - i hvert fald i en periode.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, ser i denne analyse tilbage på året, der gik i dansk politik:

Klage: Kunne Anders have overlevet?

Det er spørgsmålet, som en hel familie nu sidder tilbage med midt i sorgen.

15. august i år blev 37-årige Anders Christensen indlagt på det hjertemedicinske sengeafsnit D3 på Esbjerg Sygehus med en lungebetændelse. To dage senere døde han i hospitalssengen omringet af en familie i chok, som på ingen måde var klar til at sige farvel til deres lillebror og søn.

- Selve behandlingen og måden, vi blev mødt på, er under al kritik. Jeg tror på, at Anders havde levet i dag, hvis han var indlagt et andet sted, siger Maria Christensen, der er Anders' storesøster.

Hun og moren Gitte Rasmussen og søsteren Nina Christensen har nu valgt at stå frem med deres oplevelser på sygehuset. Det gør de efter at have læst JydskeVestkystens afdækning af massive udfordringer på hjerteafsnittet.

Som avisen tidligere i december kunne afsløre i samarbejde med mediet kommunen.dk, er hjerteafsnittet ramt af stor personaleflugt, som nu har tvunget sygehuset til at lukke 10 sengepladser. Talrige ansatte har fortalt avisen, at det i månedsvis har været hverdag, at der skete alvorlige og nogle gange fatale fejl i patientbehandlingen, fordi der ikke var hænder eller kompetencer nok til at tage sig af de sårbare indlagte. Frygten for patientsikkerheden nævnes gang på gang som årsagen til, at over 30 ansatte har sagt op siden i sommer.

- Det kommer slet ikke bag på os. Vi oplevede det jo selv. Personalet var dybt presset, siger Maria Christensen, som sammen med sin søster og mor plages af tanken om, hvorvidt afdelingens omfattende problemer har kostet et liv. Derfor gik de i september sammen om at skrive en klage til både sygehuset, Region Syddanmark og Patientklagenævnet.

- Man kan aldrig vide, om han kunne have overlevet det. Jeg kan bare ikke sætte mig fri af tanken om, at vi kunne have haft ham endnu, og det er jo skrækkeligt, siger Gitte Rasmussen, som ønsker at fortælle sin søns historie for at sætte fokus på et svigt, som hun og familien ikke håber, at andre patienter eller pårørende skal igennem.

Sygehusdirektionen vil ikke kommentere den konkrete sag, men afviser i et skriftligt svar til avisen, at Anders ikke er blevet behandlet korrekt.

Familiens første undren over Anders' forløb er, at han overhovedet endte på hjerteafdelingen, når det var en slem lungebetændelse, han skulle behandles for. Da Gitte Rasmussen mandag morgen ankom til sygehuset i Esbjerg, var beskeden, at der ikke var ledige pladser på lungeafdelingen. Derfor blev han placeret på D3.

- Det var en stor fejlplacering. På hjerteafdelingen havde de slet ikke de samme kompetencer eller muligheder for at behandle ham korrekt, siger Maria Christensen, som bor i Birkerød, mens hendes mor og søster bor på Fanø.

Det var ikke første gang, at Anders var indlagt på sygehuset i Esbjerg med en slem lungebetændelse. Det samme skete i marts, hvor han lå på lungeafdelingen i 12 dage, og hvor familien nåede at indstille sig på, at han måske ikke ville overleve. Anders, som boede på et bosted og kognitivt ikke var alderssvarende, var født med en handicap, der gjorde det svært for ham at bekæmpe infektionssygdomme.

Men Anders havde før bevist, at han godt kunne komme sig, og på hjerteafdelingen fik hans mor da også besked om, at situationen denne gang slet ikke var så kritisk som sidst.

- Lægen sagde, at han ville være hjemme igen om nogle få dage, husker Gitte Rasmussen.

Men sådan gik det ikke. Sent tirsdag aften fik familien pludselig at vide af en læge, at Anders ikke stod til at redde. Akut måtte Gitte Rasmussen derfor ringe til sin datter i Birkerød og fortælle, at hun skulle komme til Esbjerg hurtigst muligt, hvis hun skulle nå at sige farvel til sin bror. Halvanden time inden havde hun ellers lige sendt en beroligende sms til datteren, da en anden læge havde konstateret, at Anders' tilstand var stabil, og at de ikke skulle være bekymrede.

Derfor oplevede familien, at dødsdommen kom som et lyn fra en klar himmel. Nu stiller de spørgsmålstegn ved, om der blev gjort nok for at forhindre, at det kom så vidt.

- De giver forskellige meldinger, og det føles enormt utrygt. Det var, som om at beslutningen om, at Anders ikke skulle overleve, blev truffet hen over hovedet på os, siger Maria Christensen.

Hun og den øvrige familie er blandt andet kritiske over for, om der var godt nok styr på medicineringen. Gitte Rasmussen fortæller, at hun selv indgående var nødt til at bede om, at Anders kunne få den type antibiotika, som han havde haft god gavn af under den seneste indlæggelse i marts. Det gik personalet med til, men efterfølgende oplevede hun, at der ikke var styr på doseringen.

- Jeg tror ikke, at de har givet ham nok af den antibiotika. Jeg spurgte en sygeplejerske, hvor mange gange i døgnet, han skulle have det, og hun sagde to gange. Det forstod jeg ikke noget af, for når man slår medicinen op, står der, at man ved alvorlig lungebetændelse skal have den fire gange i døgnet.

Ligeledes oplevede familien, at personalet forsømte at tjekke Anders' iltmætning.

- Det var ikke særligt tit, de fik målt den iltmætning, og når man ligger med så slem en lungebetændelse og hiver efter vejret, så bør man være mere opmærksom på, om iltmætningen stadig er på et niveau, hvor det er acceptabelt, for lige pludselig var den bare meget lav, siger storesøsteren Nina Christensen.

Hun fortæller også om en episode under indlæggelsen, hvor en sygeplejerske tydeligt gav udtryk for, at hun var i tvivl om, hvordan Anders' medicin skulle gives.

Under Anders' seneste indlæggelse i marts, hjalp det ham meget at få suget det slim væk, som han ikke selv kunne hoste op, ved hjælp af en særlig maskine. Det foreslog familien flere gange personalet på hjerteafdelingen at gøre igen, men de følte ikke, at de blev hørt i tide.

Generelt oplevede familien, at hjerteafdelingen var præget af et presset personale, som manglende kompetencer, tid og klare retningslinjer for at kunne håndtere patienterne og deres pårørende.

- Jeg oplevede medarbejdere, som virkede forvirrede. Det var kaotisk og rodet, og der manglende overblik, og det er jo noget, som skal komme fra ledelsen. Medarbejderne anede simpelthen ikke, hvad de skulle gribe og gøre i. Jeg er ikke i tvivl om, at de gør deres bedste, men når der ikke er tydelige rammer for, hvordan man agerer og håndterer særlige situationer, så famler man jo i blinde, siger Maria Christensen og fortsætter:

- Jeg kan godt forstå, at det ikke er nemt at være medarbejder derovre, for der er helt sikkert en ledelse, der ikke har sat en retning for dem.

En række både nuværende og forhenværende ansatte på afdelingen har ligeledes fortalt avisen, at det er manglende ledelse, der er roden til problemerne og masseflugten fra hjerteafdelingen. Det samme fremgår af det bekymringsbrev, som den samlede personalegruppe sendte til direktionen på Esbjerg Sygehus i august kort efter Anders' indlæggelse.

Onsdag den 17. august klokken 13.30 trak Anders vejret for sidste gang omringet af sine nærmeste. Familien havde forventet, at afskeden ville blive fredfyldt, rolig og værdig. Men også det beskriver de, at den kaos-ramte afdeling frarøvede dem. For bare 10 til 15 minutter efter Anders' død blev de af en sygeplejerske bedt om at få sagt hurtigt farvel, fordi det var varmt udenfor, og Anders hurtigt skulle på køl.

- Det virker helt grotesk og uetisk ud over alle grænser. Det er simpelthen ikke i orden, siger Maria Christensen, som sammen med familien i den skriftlige klage, som avisen har set, beskriver tiden efter Anders' død som både ubehagelig og stressfyldt.

- Hvor er sympatien henne? Vi føler ikke, at vi blev mødt i den sorg og choktilstand, det er at miste en søn og bror, lyder det i klagen.

De fortæller, at de yderligere midt i chokket blev sendt på valfart på sygehuset, fordi ingen tilsyneladende havde styr på, hvor familien kunne få lov til at se Anders, efter han var blevet gjort i stand.

Glasset flød over, da de to dage senere fik en opringning fra bedemanden. Hun var på sygehuset for at komme Anders i kisten, som skulle fragtes til Fanø, så familien kunne tage ordentligt afsked med ham derhjemme. Anders elskede jul mere end noget andet, og derfor skulle han naturligvis have sin højtelskede dyne med julesengetøj med sig på sin sidste rejse. Men i røret fortalte bedemanden, at dynen var væk. Først efter flere frustrerede opkald til afdelingen fik familien besked om, at en sygeplejerske var kommet til at smide den ud.

"Vi mener ikke, at man kan være uenig i, at noget af det allervigtigste ved et dødsfald er, at familien mødes med respekt, forståelse og sympati - og de personlige ting skal man have med sig i sin kiste. Vi stiller os meget uforstående over for den ageren i at smide Anders' personlige dyne ud. Det er under al kritik, skriver familien i klagen til sygehuset.

På trods af flere ansattes beretninger om et stigende antal alvorlige fejl i patientbehandlingen som følge af de mange opsigelser, udtalte sygehusdirektionen på Esbjerg Sygehus tidligere på måneden til avisen, at man kan være tryg ved at være indlagt på hjerteafdelingen. Og det ændrer Anders' fortælling ikke på.

"Det er stadig vores tilgang, at der ikke er grund til bekymring for patientsikkerheden og behandlingskvaliteten på afdelingen," skriver direktionen i et skriftligt svar til avisen, hvor den også henviser til et debatindlæg i avisen, hvor læger fra afdelingen ligeledes blåstempler behandlingen.

Direktionen beklager i svaret, at familien har haft en dårlig oplevelse.

"Vi vil gerne udtrykke vores medfølelse med familiens sorg og tab. Det berører os dybt, når patienter og pårørende har haft en dårlig oplevelse på sygehuset og ikke føler, at de bliver hørt og mødt med forståelse. Det beklager vi, for det er ikke sådan, patienter og pårørende skal opleve mødet med sygehuset".

Direktionen vil ikke gå nærmere ind i sagen, men afviser dog, der er sket fejl i Anders forløb.

"Det er på baggrund af en gennemgang af forløbet vores vurdering, at patienten har modtaget korrekt behandling," lyder det i svaret, hvor familien opfordres til at kontakte sygehuset for yderlige dialog, hvis de vil have mere klarhed over forløbet.

Netop afklaring efterlyser familien fortsat.

- Det hele har simpelthen været så voldsomt, og det er utilgiveligt den måde, vi er blevet mødt på, og det er jo også derfor, at vi gået videre med det, siger Maria Christensen.

Som følge af klagen blev familien den 11. november indkaldt til et møde med afdelingsledelsen på hjerteafdelingen på Esbjerg Sygehus.

- De beklagede situationen, men vi føler ikke rigtigt, at vi fik noget ud af det. Vi stiller os stadig undrende over for den måde, man behandler patienter og pårørende på, uddyber storesøsteren.

Anders' mor og to søstre er efterladt med en frygt for nogensinde igen at skulle i kontakt med hjerteafdelingen. Og de er enige om, at der ikke er sket nok ved for få uger siden at lukke sengepladser og skifte afdelingens chefsygeplejerske ud.

- Man er da stadig utryg ved det, siger Gitte Rasmussen.

- Ingen andre skal igennem det, som vi har været. Derfor er vigtigt at få frem, hvad der rent faktisk foregår, tilføjer hendes datter.

Familien har ikke bare klaget over hjerteafdelingen generelt men også over en konkret læges behandling af Anders og dem som pårørende. Denne del af klagen behandles nu af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der endnu ikke har truffet afgørelse i sagen.

Boligmarkedet: Priserne på boligmarkedet har været faldende siden juni måned.

Og eksperter på området spår, at vi endnu ikke har nået bunden.

Derfor er risikoen for at blive teknisk insolvent nu større, end den længe har været - og især for unge førstegangskøbere, fordi de typisk ikke har så stor en udbetaling med sig, fortæller chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

- De boligejere, som har købt i første halve år af 2022, hvor priserne var på toppen, risikerer forholdsvis kort tid efter, de har købt, at stå med en gæld, der er højere end dét, de vil kunne sælge deres bolig til. Det er det, man kalder for teknisk insolvent.

Teknisk insolvent bliver man - groft sagt - når gælden overstiger værdien. For boligejere gælder det, at realkreditgælden maksimalt må være 80 procent af boligens værdi. Stiger den procentdel, kan det vælte læsset i forbindelse med salg. Den overskydende realkreditgæld skal i så fald indfries med et væsentligt dyrere banklån.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit er det netop tid for købere til at skrue bissen på, når det kommer til forhandlinger med sælgere.

- Det gode råd, man kan give til de unge mennesker, er, at de skal være opmærksom på, at boligmarkedet har ændret sig, og at man i langt de fleste tilfælde godt kan forhandle om prisen. Så hvis man skal ud og købe bolig, skal man have hjørnetænderne med, når man forhandler med sælger, fortæller hun og tilføjer:

- Hvis vi går bare et år tilbage i tiden, så var det sælgers marked, og der var ikke ret meget at komme efter, når det kommer til forhandlinger om priser, fordi så stod der bare en anden køber klar, tilføjer hun.

Hun forstår godt, at man som ny boligkøber kan være utryg, men slår samtidig fast, at man som køber bør gå hårdt til forhandlingerne.

- Så hvis man er på boligmarkedet lige nu, og man er lidt utryg med, hvad der kommer til at ske, kan man i nogle tilfælde starte med at forhandle et fornuftigt prisafslag ned, og så er man da i hvert fald dækket lidt af, hvis prisen falder yderligere i den kommende tid, lyder ordene fra Lise Nytoft Bergmann, hvorefter hun tilføjer:

- Sælger ved godt, at priserne er på vej ned, og vil gerne finde en køber hurtigst muligt.

Som reglerne er i dag, skal man have en opsparing på minimum fem procent, af dét man køber bolig for. Det betyder med andre ord, at hvis man er ude og købe en bolig til to millioner kroner, skal man have en opsparing på minimum 100.000 kroner.

De boligkøbere, der uheldigvis har købt bolig på toppen tilbage i foråret 2022, vil allerede nu opleve, at der vil være et tab på boligen, hvis den skulle sælges i dag.

Og det er netop noget, som Lise Nytoft Bergmann fortæller, skaber bekymring ude hos førstegangskøberne.

- Men blot fordi at det ikke fylder i det månedlige budget, kan det godt fylde i den mentale bagage. Det er jo ikke nogen særlig sjov tanke, hvis man har brugt lang tid på at spare op til de fem procent og så allerede kort tid efter købet af drømmeboligen faktisk står i en situation, hvor de fem procent er væk på papiret, fortæller Lise Nytoft Bergmann, hvorefter hun fastslår:

- Det, der er rigtig vigtigt at få sagt, er, at for dem, som ikke har planer om at skulle sælge, er det altså ikke noget, der fylder i det månedlige budget. Realkreditlånet løber, som det altid har gjort, hvis man betaler ydelserne til tiden. Det ændrer faldende boligpriser ikke på.

- Jeg snakkede jeg i telefon med min søster, men da jeg så ulven, råbte jeg "Der løber en ulv foran mig," og så smækkede jeg på, fortæller Steffanie Nielsen om hvordan en ulv løb omkring 100 meter foran hendes bil, da hun onsdag formiddag ved 10.30 tiden kørte på Løvskal Landevej ved Torsager øst for Viborg.

Hun var på vej fra hjemmet i Lee til Viborg for at købe en ny computer, men pludselig kom hun på andre tanker, for foran hendes Toyta løb en ulv.

- Jeg lagde mærke til, at kreaturerne på marken på min venstre side kiggede mod noget forude. Jeg tror, at ulven kom fra den mark og ville krydse vejen, men så løb den altså foran mig et stykke tid, fortæller hun.

Steffanie Nielsen troede først, at det var et rådyr og derefter,  at det var en hund. Men hun blev hurtigt klogere.

- Med min telefon forsøgte jeg at filme ulven, mens den løb foran mig, men det kunne jeg slet ikke koncentrere mig om. Men efter 200-300 meter krydsede den vejen, og jeg kunne filme den gennem bilruden, mens den løb oppe på forhøjningen langs vejen. Og jeg havde øjenkontakt med den. På et tidspunkt stoppede jeg op og gik ud af bilen, men den forsvandt meget hurtigt, fortæller hun.

- Jeg kørte lidt videre, men så måtte jeg stoppe, jeg skulle lige "sluge" det. Og så skyndte jeg mig at ringe til min mor og til min mand, for at fortælle det. Og jeg er glad for, at jeg har videoen, for mange har sagt: "Tror du ikke, at det en siberian husky eller en schæfer?" fortæller hun.

Torsdag talte Steffanie Nielsen med Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum, som ud fra videoen bekræftede, at der et tale om en ulv.

Steffanie Nielsen opholder sig meget i naturen, hun både løber og kører mountainbike, - ofte i skoven ved familiens ejendom, som ligger omkring to km fra hvor hun så ulven.

- Det var en meget stor oplevelse, men jeg er da glad for, at jeg ikke mødte den på tur i skoven, hvor min mand og jeg ofte går med vores børn på to, seks og otte år, siger hun, som ikke forventer at se den igen.

Ifølge videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus Kent Olsen, som står for den nationale ulveovervågning, er den nok allerede løbet langt væk. Han er ikke i tvivl om, at der er tale om en ulv.

- Jeg ser en helt typisk ulv, og det er formentlig den samme som blev set ved Haurum nord for Hammel i tirsdags. Kulturlandskabet ved Torsager og Haurum ligner hinanden, og der er cirka 30 km fra Torsager, og en ulv løber let en halvmaraton i døgnet, så den kan sagtens være nået til Torsager, da Steffanie så den onsdag, siger han.

Naturhistorisk Museum tager ikke afsted for at lede efter den.

- Den kan allerede være langt væk og gemmer sig måske i skovområder med hjortevildt, men hvis der er folk, som ser nedlagt hjortevildt med bidemærker, så vil vi meget gerne vide det, siger Kent Olsen, som ud fra videoen ikke kan se, om der er tale om en hun- eller en hanulv.

I øjeblikket er der cirka 30 ulve i Danmark, heraf er der 14 hvalpe fra i år samt 16 voksne.