Efter folketingsvalget den 1. november er der sket mange ting, som vi ikke har set før i dansk politik. Det tog for eksempel historisk lang tid at danne regeringen. Vi har heller aldrig før set en regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Og så har regeringen ganske imponerende formået at få forenet folkekirken, fagbevægelsen og både den røde og blå opposition. Dét er alligevel et nybrud.

Årsagen er den ophedede debat om afskaffelsen af store bededag og koblingen til de øgede udgifter til forsvaret i de kommende år. For tirsdag den 17. januar 2023 kan nemt ende med at finde vej til historiebøgerne om dansk politik.

Dagen begyndte med topmøde hos Fagbevægelsens Hovedorganisation i forbundshuset på Islands Brygge i København. Her blev fagbosserne, som tilsammen repræsenterer godt 1,3 millioner lønmodtagere, enige om dels at skrue gevaldigt op for retorikken, når det gælder kritikken af regeringens planer, dels om at lancere en lang række kampagneaktiviteter. Det er blandt andet underskriftsindsamling og demonstrationer.

- Det her er det grelleste og mest skrækindjagende angreb på vores arbejdsmarked, jeg har oplevet i min tid i fagbevægelsen. Og hvis vi ikke siger fra nu, hvad tager de så næste gang? Skærtorsdag? Eller en feriedag? Det er umuligt at sige, hvor politikerne vil stoppe. Hvis de da nogensinde vil stoppe, sagde Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

Mobiltelefonerne mellem især den socialdemokratiske regeringstop og toppen af flere af de store fagforbund har været rødglødende i de seneste dage. Rødglødende har forbindelserne mellem partilederne i både den blå og røde opposition også været. For omkring middagstid lancerede de resterende ni partier i Folketinget en fælles pressemeddelelse, hvor alle fra Enhedslisten til Nye Borgerlige står sammen om at afvise regeringens ultimatum om, at man kun kan deltage i forhandlingerne om et nyt 10-årigt forsvarsforlig, hvis man accepterer, at finansieringen af de øgede forsvarsudgiften findes ved at afskaffe en helligdag. På under en uges tid er det lykkes de ni partier at blive enige om at sige nej til regeringen. De er dog ikke - endnu - blevet enige om, hvordan de så vil finansiere de øgede udgifter til forsvaret. Flere partier håber, at de kan blive enige om alternative kilder til finansiering i løbet af denne uge.

Det virker som om, at regeringen fuldstændig har mistet styringen over forløbet med store bededag. Under den socialdemokratiske etpartiregering var regeringen i fuld kontrol og på intet tidspunkt virkede den febrilsk eller rådvild. Lige nu virker det til, at der hersker kaos, fordi de øvrige partier rotter sig sammen mod regeringen, fagbevægelsen kræver en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag, og meningsmåling efter meningsmåling viser, at det er et rasende upopulært forslag, som betyder, at regeringspartierne samlet set mister stor opbakning i befolkningen.

Dermed kom dét, der egentlig skulle handle om oprustning mod Putin til i stedet at handle om oprustning mod Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen. På den måde kan nervekrigen mellem regeringen og nærmest resten af samfundet fortsætte i en rum tid endnu.

I den tid vil Mette Frederiksen fortsætte med sin metier: Krisefortællingerne. Hun gjorde det i store dele af sidste valgperiode. Hun fortsatte i nytårstalen, og da hun tirsdag eftermiddag gik på Folketingets talerstol for at give en redegørelse, var det igen-igen en dyster udlægning af fremtiden, statsministeren kom med.

- Vi lever i en tid præget af uforudsigelighed og store udfordringer. Først en pandemi, så en krig i Europa. Energikrise, inflation, økonomisk usikkerhed, sagde Mette Frederiksen i talens indledning, og senere fortsatte hun om den tilspidsede situation omkring store bededag:

- De kommende år vil vi investere i velfærd. I uddannelse. I sundhed og psykiatri og i forsvaret og vores fælles tryghed. Fælles for de initiativer, jeg nævner her, er, at de er forbundet med store udgifter. Men forslagene til, hvordan vi skal finansiere dem. Dem fornemmer jeg ikke, at der er lige så stor appetit på. Fordi de er svære. Og fordi de vil kræve hårde prioriteringer. Mon sandheden ikke er den, at det ofte er let at blive enige om at bruge flere penge. Og mindre let at beslutte, hvor de penge så skal komme fra?, lød det fra Mette Frederiksen.

På den måde var der ingen forsonende toner fra statsministeren. Ingen nedrustning i sigte. Kun oprustning. Men i krig og kærlighed gælder alle kneb. Mette Frederiksens kneb er, at hun har flertal. Folkekirken, fagbevægelsen og Folketinget kan råbe og skrige nok så meget. De kan først udløse en mulig konsekvens, når Mette Frederiksen vælger, der skal udskrives valg igen. Deadline er efteråret 2026, og det er i dansk politik det tætteste, man kommer på uendelig lang tid.

For fire år siden fik Thomas Kirkemann den svære besked om sine fremtidsudsigter. Eller rettere manglen på samme.

Det var nemlig ikke muligt at behandle den tumor, han har i hjernen, eller de følgevirkninger, som to blodpropper forårsaget af tumoren giver ham.

Følgevirkninger, der kræver daglig medicin for at holde ham i live og holde den værst tænkelige hovedpine for døren.

Og derfor besluttede han, at han ville tage styringen over sit liv og på et tidspunkt modtage assisteret selvmord, når tiden er inde.

Det tidspunkt nærmer sig med hastige skridt, så i skrivende stund er han i gang med at forberede sin død.

For at forstå Thomas Kirkemanns beslutning skal vi skrue tiden 12 år tilbage.

En lørdag formiddag i efterårsferien 2010 ændrede den 39-årige folkeskolelærers liv sig drastisk.

På vej ud på en 30 kilometers løbetur fik han pludselig følelsen af, at hans hoved var ved at eksplodere. Efter at have forsøgt at fortsætte sin træning måtte han kaste håndklædet i ringen og tage hjem.

Thomas Kirkemann indså hurtigt, at der var noget ravruskende galt, fordi han ikke kunne overskue noget på grund af smerter i hovedet. Han fik fat i vagtlægen, der ordinerede morfinindsprøjtninger, og da det blev hverdag, fik han en tid hos sin egen læge.

- Jeg havde det virkelig skidt. Da der var ventetid hos lægen, tog jeg min jakke over hovedet, fordi jeg var lysfølsom. Jeg lagde mig på gulvet og besvimede, fortæller Thomas Kirkemann, der blev sendt på hospitalet, hvor man konstaterede, at han havde en hjerneblødning i hypofysen.

- Fra den ene dag til den anden blev mit liv forandret. Mit hoved gjorde så ondt, at jeg ikke vidste, om jeg skulle ligge ned eller kaste mig ud ad vinduet med hovedet først, fortæller Thomas Kirkemann, der slår fast, at han på daværende tidspunkt ikke havde planer om at tage sit eget liv.

Det var mere smerten, der var så uudholdelig, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv.

Thomas Kirkemann blev sygemeldt, og det viste sig, at hjerneblødningen var forårsaget af en uhelbredelig tumor i hypofysen.

Da Thomas Kirkemann efter lang tids sygemelding fik at vide, at han ville blive fyret, hvis han ikke kom tilbage på arbejde, startede han op igen. Også selvom han ikke var klar, og selvom hans læger frarådede ham at begynde.

Tre uger efter fik Thomas Kirkemann sin anden hjerneblødning forårsaget af tumoren, der er langsomt voksende, og som ikke kan fjernes ved operation.

Han blev sygemeldt igen og endte med at blive fyret.

Han har har efterfølgende befundet sig i et smertehelvede, hvis han ikke tager sin medicin. Da tumoren har ødelagt hypofysens livsnødvendige funktioner, er den medicin, han modtager, livsnødvendig.

Thomas Kirkemann frygter, at tumoren eller bivirkninger fra medicinen på sigt ændrer hans liv.

I en sådan grad, at han har besluttet at ende sit liv i Schweiz. Og symptomerne på, at døden måske nærmer sig, er begyndt at titte frem.

- I november 2021 fik jeg synsforstyrrelser. Det flimrer for mine øjne, når jeg læser, og det at læse er noget af det, jeg elsker allermest, fortæller Thomas Kirkemann.

Han holder en pause.

- Der står i min journal, at synsforstyrrelserne hverken skyldes tumoren eller en neurologisk sygdom, og ja, så er der jo kun medicinen tilbage, konkluderer Thomas Kirkemann.

Han trækker vejret dybt og fortsætter:

- Og jeg kan ikke leve uden min medicin. Jeg bliver syg, kaster op, får diarre og ender med at blive indlagt, fortæller Thomas Kirkemann, der over de 12 år har været indlagt over 100 gange. I 2022 var han indlagt 16 gange.

Du ser ikke syg ud. Hvad vil du sige til dem, der mener at du tager sorgerne på forskud ved at rejse til Schweiz for at få assisteret selvmord? Måske bliver du slet ikke så syg, som du frygter?

- Min endokrinolog (ekspert i hormonsygdomme, red.) har sagt til mig, at han ikke kan hjælpe mig, og en neurolog har sagt, at der ikke er nogen mulighed for helbredelse, hvilket der også står i min journal. Og derfor frygter jeg, at jeg har travlt, svarer han og fortsætter:

- Medicinen giver mig tarmbetændelse. Jeg har diarre, jeg har dagligt voldsom hovedpine, får jeg ikke min medicin, bliver jeg livstruende syg, så derfor går det kun én vej, svarer Thomas Kirkemann alvorligt. Han holder øjenkontakten.

Hvad siger din familie og venner til, at du ønsker assisteret selvmord?

- De er kede af det og ville ønske, det var anderledes. Men de forstår godt min beslutning, og allerede for fire år siden hørte de om mine overvejelser, svarer Thomas Kirkemann. Og en af hans gode venner tager med ham til Schweiz, når det nærmer sig.

Og det er ikke, fordi Thomas Kirkemann ønsker at dø.

Langt fra.

- Jeg elsker livet så højt, men jeg er der nu, hvor det måske skal gå hurtigt, fortæller han og viser sit nye pas, han lige har modtaget, så han er klar til at rejse.

Klinikken i Schweiz, har nemlig sagt ja til at hjælpe ham med assisteret selvmord, så det eneste, der mangler, før han kan tage afsted, er, at en psykiater vurderer, at han er ved sine fulde fem.

Er der noget, du ønsker, du havde nået?

- Da jeg var 23 år, læste jeg et interview i en avis med en ældre kvinde, der fortalte, at hun ville ønske, at hun var gået mere i bare tæer på græsset om sommeren og havde spist flere jordbær og is. Og der lovede jeg mig selv, at sådan skulle jeg ikke ende, når jeg blev gammel, svarer Thomas Kirkemann og fortsætter:

- Jeg har gjort de ting, der var vigtige, og jeg er ikke utilfreds eller skuffet. Jeg har haft et fantastisk liv med en masse dejlige venner omkring mig og rejst en masse, også mens jeg har været syg. Og det er ikke alle forundt.

- Jeg får for eksempel snart besøg af nogle af de klasser, jeg har undervist. En klasse, jeg har set hvert år, siden de blev færdige i folkeskolen. De ældste er 31 år nu, siger han og smiler.

Denne gang bliver det dog Thomas Kirkemanns sidste farvel. Og der er en grund til, at han står frem.

Thomas Kirkemann ville ønske, at han havde mulighed at få assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp i Danmark, så kan han kunne sige farvel til sine nærmeste.

Som tidligere beskrevet i Avisen Danmark, viser en spørgeundersøgelse, at et flertal af danskerne gerne vil have muligheden for aktiv dødshjælp indført i Danmark.

En af dem, der mener, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord skal være lovligt, er Lars Lior Ramsgaard. Han har lavet Borgerforslaget: Legalisering af aktiv dødshjælp.

Han skrev borgerforslaget efter at have set DR Dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø". Her følger journalisten Anders Lund Madsen smeden Preben Nielsen, der er lam fra hovedet og ned, på sin sidste rejse til Belgien, hvor han får aktiv dødshjælp.

Lars Lior Ramsgaard har selv haft dilemmaet om assisteret selvmord inde på livet, da hans egen mor tilbage i 2018, en uge før hun døde, spurgte ham, om han ville hjælpe hende med at dø.

- Min mor bad mig om assisteret selvmord, en uge før hun døde, hvilket jeg ikke kunne, da det jo er ulovligt, fortæller Lars Lior Ramsgaard, der nu håber, at hans borgerforslag når 50.000 underskrifter og bliver diskuteret og vedtaget i Folketinget, så andre på sigt ikke ender i samme situation som ham og hans mor.

Thomas Kirkemann er bevidst om, at han ikke kan få hjælp af sine nærmeste i Danmark, fordi assisteret selvmord er ulovligt, og han ønsker heller ikke at begå selvmord ved egen hånd.

- Jeg er ikke typen, der fylder mig med morfin og begår selvmord. Min død skal være værdig, siger han.

Hvad vil du sige til dem, der mener, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan betyde, at folk, der ikke burde få hjælp til at dø, ender med at få hjælp til at dø?

- Der skal stilles ordentlige retningslinjer, således at det selvfølgelig er uhelbredeligt syge, der får hjælp, svarer Thomas Kirkemann og slår fast, at hans holdning til assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp ikke har ændret sig, fordi han selv er blevet syg.

Er du bange for at dø?

- Nej, men jeg har tidligere frygtet mit sygdomsforløb, da jeg fik at vide, at det ikke var sikkert, at jeg ville blive rask. Det, der gør mig ked af det, er alt det, jeg ikke kan, men når det ikke kan være anderledes, er jeg glad for, at jeg har haft et godt liv, svarer han og fortsætter:

- Jeg kan vælge at være ked af det, jeg ikke har fået gjort, eller vælge at være glad og tilfreds med det, jeg har oprettet. Jeg vælger det sidste. Jeg har haft et godt liv, og der er ikke noget, jeg mangler at gøre, svarer han og fortæller, at han også har været så heldig at møde den store kærlighed.

Kærligheden holdt dog ikke, da hans store kærlighed boede i Mexico, fortæller Thomas Kirkemann, der tror på et liv efter døden, og han er sikker på, at han møder sin mexicanske kærlighed igen.

Hvad siger du til de folk, der er imod assisteret selvmord, som mener, at du bare skal bide i det sure æble og acceptere din skæbne, fordi livet er helligt?

- Jeg blander mig ikke i, hvordan folk lever deres liv. De, der har en holdning til mit liv, ser mig ikke med voldsomme hovedpinesmerter. Det er ikke dem, der kommer til at være i min krop, når jeg sidder i en kørestol og måske er psykotisk. Når det er sagt, kan jeg kan godt forstå, at andre kan have svært ved at sætte sig ind i, hvordan jeg har det, og hvad jeg har i udsigt, svarer Thomas Kirkemann og slår fast, at han respekterer de folk, der er alvorligt livstruende syge, og som vælger livet til.

- Men de, der vælger livet til, skal også respektere mit valg, siger han og fortsætter:

- Min krop er ikke statens ejendom, og jeg burde havde ret til at afslutte mit liv værdigt. Jeg har levet op til det, jeg lovede mig selv som 23-årig. Jeg har levet mit liv, som var hver dag den sidste med fokus på at være et godt menneske. Og nu er nok nok. Jeg skal ikke derud, hvor jeg ikke er Thomas Kirkemann mere. Jeg har hovedpine 24 timer i døgnet, og jeg skal være smertedækket hele tiden for ikke at ryge ind i en livstruende tilstand. Og hver gang jeg tager medicinen, kommer jeg endnu tættere på et potentielt kollaps, og min tumor vokser, fortæller Thomas Kirkemann, der p.t. ikke har nogen appetit.

- I går spiste jeg lidt aftensmad, hvorefter jeg kastede op, og jeg frygter, det går hurtigt nu.

Er der nogen mulighed for, at du fortryder?

- Ikke på nuværende tidspunkt. Skulle der ske et mirakel, vælger jeg selvfølgelig livet til. Altid, svarer Thomas Kirkemann.

Avisen Danmark har læst Thomas Kirkemanns sygejournal.

Den danske mand er presset. Hvem er han, hvad vil han, og hvad skal han? Tidens brus af forandringer er i fuld gang med at udvaske de klassiske svar om manderoller. Forandringer, som at kvinder og minoriteter stigende indædt kæmper for ligeværdighed. Og at der hos ungdommen vokser et anderledes blik på køn, identitet og måder, vi taler med hinanden på.

Det lægger pres på manderollen. Men det er kun godt, mener forfatter Jesper Wung-Sung.

Om få måneder er det 25 år siden, at han debuterede som forfatter med en novellesamling om mænd i alle aldre. Og nu - adskillige udgivelser siden - er han her igen med præcis det samme. Novellerne i bogen Ud af ti mænd er denne gang blot længere og skrevet med større livserfaring.

Forfatteren, der er blevet en moden mand på 51 år, har delt den danske mand op i tre hovedtyper. Og den første kalder han for "Det-skal-drikkes-væk-manden".

- Hans udfordring er, at han ligger under for et patriarkalsk kodeks, som er blevet brugt til at undertrykke kvinder i århundreder. Det tidligere medfødte privilegium. Disse mænd siger typisk, at problemer kan drikkes væk. De vil ikke tale om følelser, og det er også dem, der ikke er pjattede med at gå til læge. Det betyder blandt andet, at de ender med at fylde i sundheds-statistikker på grund af overvægt, depressioner og alkoholmisbrug. Og de reagerer ofte for sent på symptomer på kræft, siger Jesper Wung-Sung.

- De såkaldte "rigtige mænd" er fortabt i mere end én forstand. De er ved at gå under og gå tabt i den måde, vi forstår verden på i dag. De har ikke forstået, at de ikke er ophøjede længere, men lidt ynkelige, og at den  sidste cowboy forlængst er redet ud af landsbyen. At man ikke får point for at nægte at tale om følelser og nægte at passe på sig selv.

I hans novellesamling forstår disse mænd hverken koner eller døtre. Hvorfor de første skrider, og de andre lever et liv, der ikke giver mening for deres fædre. Som tømreren, der sarkastisk bemærker, at han nok ikke må kalde sit barnebarn for en knægt. Og en fisker, der har set sig så rasende på en smuk miljøminister, at han griber til en primitiv strategi ved at dagdrømme om at dominere hende seksuelt.

Men der er også yngre mænd, der klamrer sig til pælen for "rigtige mænd", mener forfatteren. Så "arten" ser ikke ud til at være udrydningstruet her og nu.

Det kan lyde, som om Jesper Wung-Sung i sine noveller skildrer netop disse "rigtige" mænd med foragt, men hans greb er humor og kærlig indlevelse. Og det skyldes blandt andet, at han har fået øje på andres geografiske blindhed.

- Lige så hensynsløse, vi som samfund kan være overfor flygtninge og mennesker med identitetsproblemer, lige så unuancerede kan vi være overfor geografi. Mange midaldrende og gamle mænd sidder alene tilbage med et gasfyr i provinsen, og fiskeren ved godt, at alt det, han repræsenterer, ikke har nogen status længere.

En anden presset mandetype er ham, som Jesper Wung- Sung kalder for "No regrets-manden". Manden uden fortrydelser, som synes, at han har gjort sig fortjent til sine fordele. Det er karrieremanden, der ikke nødvendigvis er rig, men som kan være det, og som også kan være sund. Ham, som prioriterer sit arbejde på andres bekostning.

- Det er ilde set i dag - både af familie og omgivelser, for vi har forlængst formuleret et alternativ som hedder: Du kunne jo prioritere din familie. I dag er der ingen undskyldninger for ikke at være til stede for sine nærmeste, mens det i gamle dage var naturligt.

-  Det hjælper ikke, at han har en virksomhed med 1000 ansatte, hvilket var beundringsværdigt førhen.  Det er det ikke automatisk i dag. I stedet holder vi øje med, hvad han producerer og står for. Han vil komme til at høre for det, hvis hans succes også er på bekostning af miljøet, børnearbejdere og så videre, siger Jesper Wung-Sung.

Den tredje og sidste type, forfatteren skriver om, er "den mulige mand". Fremtiden tilhører ham, men det betyder ikke nødvendigvis, at hans liv er let. Han skal bære mulighedernes pres.

- Det, der kommer ud af alle disse stillen spørgsmål til manderollen, er muligheden for at formulere sig selv på ny, mener Jesper Wung-Sung.

- Der er nogle tøjler, som er sprunget, og det stiller store krav til selvindsigt. Hvis du ikke er noget, hvad er du så? Hvordan mærker man efter? Hvis du ikke er lykkelig, hvad skyldes det så? Det er her, mange mænd i dag befinder sig. Både arbejdsmæssigt, socialt og seksuelt.

I novellen "Mod en hvid baggrund" møder vi blandt andre en ung mand, som søger sin egen identitet i en slags indre monolog. Den er central i sin læggen afstand til gamle mønstre, synes forfatteren. Og i "Når en mand skal"  følger vi en mand, der den dag, han blev klar over, at han var en hun og ikke normal, skød sig i tissemanden med en sømpistol.

De er dog ikke voldelige over for andre - Jesper Wung-Sungs novelle-mænd. For mænd, der overskrider grænser, kan være alle steder, siger han.

Personligt byder Jesper Wung-Sung velkommen til stort set alle de mere nuancerede blikke, vi i stigende grad får på hinanden. Bortset fra en enkelt politisk korrekthed, som han ikke kan snuppe. Den, som handler om, at man som kunstner ikke må skildre andre end sig selv. At for eksempel kun en transkønnet skuespiller må spille transkønnet.

- Jeg får sikkert hug for min mening, men vi er jo nødt til at kunne leve os ind i andre end os selv. Det gør jeg som forfatter, når jeg skildrer en transperson, og det gør læseren, når han eller hun læser min bog. Hvis vi ikke må forsøge at leve os ind i hinanden, kommer vi til at sidde i hvert vores ekkokammer og kan kun gentage vores egen identitet i én lang og lukket pissen territorier af.

- Det handler om empati. Den opstår først, når vi prøver på at forstå hinanden. Uden den får vi et mere brutalt og hensynsløst samfund, siger han.

Udenfor tager regnen symbolsk til som for at understrege forfatterens nu ekstra engagerede talestrøm.

Og indenfor i caféen, hvor vi sidder, har to kvinder også skruet op for deres tilsyneladende uendelige samtale om Lise Nørgaard. Det er, lige før det også er symbolsk, at de overdøver vores mandesnak.

- Det er ikke synd for mændene, siger Jesper Wung-Sung.

- For man kan ikke have ondt af, at medfødte domæne-privilegier og hensynsløshed må vige.

Han kan ikke genkende sig selv i hverken det-skal-drikkes-væk-manden" eller den fraværende karrieremand, der ikke fortryder.

Derimod husker han udfordringerne som ung med at finde sin egen identitet. En del af den er en stor glæde ved at være sammen med kvinder.

- Min far var sømand, så jeg er vokset op med min mor og to søstre. Jeg kan være tålmodig i en tøjforretning, siger han og griner.

- Jeg tror, at min whiskyklub bliver sur nu, men ethvert selskab, hvori der er kvinder til stede, er mere interessant, end når der er lutter mænd. Energien forandrer sig, og mændene begynder at stramme sig an. Jeg kommer aldrig til at holde en mandefrokost!

- Mandefællesskaber kan være gode. Der bliver drukket øl, spillet spil som fodbold og leget, men der bliver ikke talt om følelser. Og helt ærligt: Man kan godt tale for meget om fodbold.

Jesper Wung-Sung: "Ud af ti mænd", 392 sider. Udkommer 20.januar på Politikens Forlag.