Erhverv: Mens Carlsberg leder efter den rigtige køber til koncernens forretning i Rusland, så skovler den danske ølgigant penge ind - penge Carlsberg har tjent på de russiske forbrugere. Ifølge det regnskab som landede i tirsdags løb overskuddet fra det russiske eventyr op i 1,9 milliarder danske kroner. Penge som på nuværende tidspunkt er låst til at forblive i selskabets russiske pengekasse på grund af restriktioner, som præsident Putin har dikteret.

Det ligner en kedelig historie for Carlsberg, der for et halvt års tid siden smed håndklædet i ringen og erklærede, at koncernen ville sælge alle sine russiske aktiviteter.

- Vi har taget den vanskelige beslutning og umiddelbare beslutning om at afhænde alle vores forretninger i Rusland, hvilket, vi mener, er den rette ting at gøre i den nuværende situation, lød det dengang i en pressemeddelelse fra Carlsberg.

Men siden da er der ikke sket meget. Carlsberg har som lovet nedskaleret, men fortsat driften og har derfor indkasseret en russisk indtjening, der langt overgår det samlede overskud på 108 millioner kroner for 2022. Det skyldes især, at Carlsberg har lavet en milliardstor nedskrivning af koncernens russiske forretning. Alt i alt ser det ikke godt ud for Carlsberg, som fremstår for sløve i deres russiske kommunikations- og salgsstrategi.

-  Der kan godt sidde nogle, som får den tanke, at Carlsberg vil forhale processen, fordi de håber på, at der kommer en fredsløsning inden så længe. Så kan Carlsberg sige, at de her planer havde vi, men nu kan vi lægge dem tilbage i skuffen igen, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet og fortætter:

- Jeg synes, at Carlsberg skal mande lidt op på deres forventningsstyring og deres kommunikation. Det her stritter i alle retninger.

Den pointe bliver bakket op af Jens Bertelsen, erhvervsredaktør på Avisen Danmark, der anerkender, at der er mange vanskeligheder forbundet med at sælge Carlsbergs russiske aktiviteter. Alligevel mener han, at Carlsberg bør være mere klare i mælet.

- Carlsberg er ikke kommet ret langt med at sælge de her aktiviteter i det år, der er gået. De var ikke de første til at sige, de vil sælge, og de er bestemt heller ikke de første til at føre planerne ud i livet, siger han.

Ifølge Carlsbergs Vice President of Corporate Affairs, Christian Wulff Søndergaard, så har netop kommunikationen omkring processen haft et særligt fokus.

- Det er en kompliceret proces, og vores løbende åbenhed er langt større end ved enhver anden og normal virksomhedstransaktion. Hvilket er absolut rimeligt, for der er tale om ekstraordinære omstændigheder, siger han og fortsætter:

- Vi har desuden at gøre med en situation, der hele tiden ændrer sig, men vi har gjort, hvad vi kunne for at være gennemsigtige og åbne om de dilemmaer, vi står over for i øjeblikket og har stået over for i processen. Har tingene ændret sig, siden de første uger efter krigens start? Ja. Men ærligt talt er det forventeligt. Jeg vil også gerne slå fast, at alle de beslutninger, vi træffer, har til formål at sikre, at vi lever op til det løfte, vi har afgivet om at forlade Rusland.

Går vi tættere Carlsberg-ledelsens strategi for salget af de russiske aktiviteter, så har topchefen Cees ’t Hart i flere danske medier indlagt elastik i metermål, når det kommer til salgshensigterne. Ikke nok med at Cees ’t Hart over for Børsen og Finans har fortalt, at han gerne vil have skrevet en tilbagekøbsklausul ind i forhandlingerne med potentielle købere. Han har også slået fast, at en ny køber fortsat skal kunne producere mærker som Tuborg og Grimbergen i Rusland.

- Sat lidt på spidsen, så kan de russiske soldater skåle i Tuborg efter en lang dag på slagmarken. Det er der ikke mange, der bryder sig om, lyder det fra erhvervsredaktør Jens Bertelsen, der fortsætter:

- Det er en risikabel vej, Carlsberg vælger at gå. De beskytter godt nok aktionærernes interesser på den korte bane ved ikke at forlade Carlsberg i hast, men de løber også en risiko for at træde forkert og blive udskammet, og det kan godt gå hen og ramme investorerne på den lidt længere bane.

Den pointe er Per Hansen fra Nordnet enig i.

- Ind til videre har det her ikke givet bagslag for Carlsberg, men jeg synes, vi lever i en verden, hvor der er brug for klare statements. Det man siger, det gør man, og det man gør, det siger man. Så det her er ikke et skoleeksempel på meget god forventningsstyring fra Carlsbergs side, lyder det fra ham.

Udmeldingerne fra Carlsberg er også kommet bag på den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, som i et interview med Berlingske forklarer sin undren:

- Carlsberg må afgøre, hvilken side de vil være på, og om det er en virksomhed, som er baseret på moralske værdier. Hvis de fortsat ønsker, at deres brands er i Rusland efter et salg, så synes jeg, at de skal sige, at de er forretningsfolk, og at de tænker på deres egen virksomhed, siger han.

Men så enkelt er det ikke, lyder det fra Carlsberg, der i en mail til Avisen Danmark meget klart understreger, at koncernens planer fortsat er at sælge alle aktiviteter i Rusland.

- Lad mig først slå fast, at vi kommer til at forlade Rusland og at vores beslutninger i disse måneder tages for at sikre netop dette. Vi producerer eller sælger ikke vores flagskibsbrand Carlsberg, men der vil være nogle af de internationale mærker, der bliver i Rusland. I den situation vil vi ikke være den, der producerer eller sælger mærkerne. De vil blive solgt af en anden, og vi vil ikke modtage løbende betalinger, efter at salget er gennemført, siger Christian Wulff Søndergaard.

Han påpeger også, at Carlsberg har en forpligtigelse til at beskytte så meget værdi som muligt, ellers kan Carlsberg på et senere tidspunkt risikere at blive sagsøgt af aktionærerne.

Både Per Hansen og Jens Bertelsen anerkender, at Carlsberg står i et stort dilemma, og at selve salgsprocessen er fyldt med benspænd fra russisk side, der i den grad besværliggør en fremtidig handel. Alligevel vurderer de begge, at Carlsbergs nuværende positionering ser klodset ud.

Her møder den danske bryggerikoncern straks mere forståelse fra erhvervskommentator på TV 2/News Henrik Ørholst. Han mener ikke, at salget bør hastes igennem for enhver pris. Tværtimod.

- Det er en endnu mere risikabel vej at gå ved at gøre det for hurtigt. Både for aktionærerne og for de russiske medarbejdere. Der er brug for at holde hovedet koldt og gøre det således, at man undgår at give Carlsberg væk til russiske interesser og dermed understøtte den russiske krigsmaskine, siger Henrik Ørholst, der understreger vigtigheden af at bevare roen uanset folkestemningen.

- At sælge en virksomhed af den størrelse er ikke bare noget, man kan gøre på en halv eftermiddag. Det er en stor produktionsvirksomhed med mange fysiske aktiver. Det tager tid. Lang tid, siger han.

Store bededag: Med kun 10 dage til juleaften, havde de fleste nok at tænke på. Men én tanke var næppe med i travlhedens julekatalog: at en enkelt hensigt formuleret som en paragraf i den grundlov, vi fik tilbage i 1849, aldrig er blevet omsat i lov.

Det var nok heller ikke med i tankemylderet, at dét denne dag, onsdag 14. december 2022 klokken lidt over 12, skulle udløse en vredes-tsunami over en regeringsplan om at gøre det af med store bededag. Og slet ikke, at det kunne have været formindsket, hvis man havde gjort, som grundloven foreskriver.

Det var den dag på det tidspunkt, statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde på Marienborg præsenterede den nydannede SVM-regerings program.

Ledsaget af den sædvanlige nikken fra politisk medsammensvorne, i dette tilfælde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, remsede Mette Frederiksen en række af de herligheder op, som efter de tre partilederes opfattelse ventede landets knap seks millioner sjæle.

Pludselig kom den, bomben, der må have fået Holger Danske til at plirre med øjnene i Kronborgs Kasematter 41,1 kilometer derfra:

- Så vil vi afskaffe en helligdag. Bede alle danskere om at arbejde lidt mere, sagde hun og begrundede det med, at stigende forsvarsudgifter skal finansieres.

Det var store bededag, hun talte om.

Siden har både kirkelige kredse på adskillige niveauer, fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer og alle andre folk og fæ, troende som ikketroende, hylet og skreget og demonstreret, brugt voldsomme ord og guderne må vide hvad.

Men regeringen behøver ikke lytte til noget af det.

- Regeringen kan, hvad bededagen angår, gøre, som den vil, siger Folketingets tidligere ombudsmand gennem 25 år, juristen Hans Gammeltoft-Hansen med professorat i retsvidenskab og med flere ekspertiser, heriblandt kirkeret.

End ikke folkekirken kan stille noget op, selv om det er en helligdag, der gøres forhenværende.

Regeringen har juraen på sin side takket være, at på et enkelt punkt er der ikke foretaget den lovgivning, som grundloven af 1849 lægger op til.

Ifølge Hans Gammeltoft-Hansen er der to grundlovsparagraffer, der er helt centrale, når det handler om den danske folkekirke.

Den ene er paragraf 4, der fastslår, at "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Den anden er paragraf 66, der ganske kort lyder: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov."

- Ordet "forfatning" er helt centralt, for det, der ligger bag, er ønsket om ikke at have en klassisk statskirke som hidtil, altså en kirke, hvor fyrsten, kongen eller den eller dem, der hersker, uindskrænket bestemmer over kirkens forhold, siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Med en sådan forfatning ville folkekirken have haft en ret til medindflydelse, så en regering ikke uden videre og uden i det mindste at høre kirken kan afskaffe en helligdag, vurderer han.

Når grundlovsfædrene dengang tænkte sig en forfatning for kirken, skyldtes det, at når man nu var i gang med at skabe en fri forfatning, en grundlov, for hele riget, kunne man ikke fortsat lade kirken være en del af den almindelige offentlige forvaltning.

- Man brugte udtrykket "folkekirke" om noget, som på én gang skulle have en vis selvstændighed og uafhængighed af staten og samtidig bevare forbindelsen til staten, siger Hans Gammeltoft Hansen.

Det er i den sammenhæng ordene om "folkekirkens forfatning" får sin særlige betydning.

- Går man tre paragraffer længere hen i grundloven, til paragraf 69, forstår man det. Her fremgår det, at "De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov." Altså: folkekirken skal have en forfatning, alle de andres forhold ordnes ved lov.

- Men folkekirken skal stadig, i modsætning til andre trossamfund, have en tilknytning til staten. Derfor paragraf 4's ordlyd om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten, siger Hans Gammeltoft Hansen.

Formuleringen om, at folkekirkens forfatning skulle etableres, var en løftebestemmelse, som 1849-grundloven var rig på.

- Grundlovsarbejdet gik hurtigt og strakte sig kun over 1848 og 1849, så meget af det, man ønskede, skrev man ind som en slags hensigter: dette eller hint vedtages efterfølgende ved lov. Efterhånden er alle disse løftebestemmelser omsat i lovgivning, undtagen én: den om folkekirkens forfatning, siger Hans Gammeltoft Hansen.

Indtil 2017 var der to løftebestemmelser tilbage, den anden var den med, at de andre trossamfunds forhold skulle ordnes ved lov. Det blev ordnet efter et større lovbetænkningsarbejde, som Hans Gammeltoft-Hansen i øvrigt stod i spidsen for.

Inden da, fra 2012 til2014, stod han også i spidsen for et kirkestyringsudvalg, der skulle få has på den knast, der i dag står som den sidste. I udvalget sad både fagfolk og politikere, og i 2014 udkom udvalget med en 447 sider lang betænkning som grundlag for ved lov at indføre en forfatning for folkekirken.

Det var første gang, de kirkelige repræsentanter var enige om en folkekirkelig forfatning eller styrelseslov med et fælles landsdækkende organ, som sammen med biskopperne skulle have medbestemmelse, hvad angår kirkens indre anliggender, som omfatter salmebog, ritualer, alterbog, helligdage o. lign.

Når det alligevel ikke førte til lovgivning, skyldtes det, at det flertal, der kunne etableres i Folketinget ikke var så bredt, som regeringen Thorning Schmidt ønskede, når det gjaldt en lov, der kom 165 år efter, en løftebestemmelse i grundloven lagde op til den.

Fire gange tidligere, første gang i 1853, er lignende udvalg blevet nedsat, men ingen af gangene med noget resultat. Både politikere og kirkelige kræfter afviste af mange forskellige årsager og ud fra vidt forskellige holdninger, både politiske og teologiske, overordnede folkekirkelige organer i de former, de blev foreslået.

Hans Gammeltoft-Hansen mener, at fraværet af en kirkelig forfatning har været medvirkende til den voldsomme utilfredshed i kirkelige kredse, som forslaget om afskaffelse af store bededag har medført.

Lovgivningsmæssigt ville regering og Folketing stadig have det sidste ord, selv om folkekirken havde sin egen forfatning og sit eget ledende organ.

Hans Gammeltoft-Hansen tror imidlertid, at en regel om, at kirken skulle med på råd, at den skulle høres, havde givet i det mindste en anden proces.

- Regeringen kunne være kommet kirken i møde ved at bevare store bededag som helligdag, men samtidig gøre den til arbejdsdag. Det havde været en principielt set bedre løsning, for så havde kirken kunnet udøve selvbestemmelse over, hvad der er helligdage, og kunne indføre aftengudstjeneste og holde konfirmationer, hvis folk vil tage en fridag, siger han.

Ministeren kan dog ikke bestemme alt. Intet må på grund af grundloven være i strid med evangelisk-luthersk lære. Men også i den sammenhæng har regeringen juraen på plads.

- Store bededag er en dansk specialitet, der blev indført i 1686, og som ikke er foreskrevet i den evangelisk-lutherske lære, siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Nok så mange kirkelige forfatningsordninger havde dog ikke fået store bededags-forslaget til at glide ned helt uden mislyde.

- Der ville stadig være nogle, der ville være utilfredse, også inden for kirken. For arbejdsmarkedets parter havde det stadig været utilfredsstillende. For dem er det under alle omstændigheder et indgreb i den almindelige forhandlingsret og i den såkaldt danske model, siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Selv om regeringen står fast på sin store bededags-plan, kæmper folkekirken stadig imod. Viborg Stift har eksempelvis indkaldt til stormøde om sagen 22. februar. Her optræder i øvrigt Hans Gammeltoft-Hansen som kirkerets-eksperten, der udlægger de juridiske perspektiver.

Nøglerne rasler rytmisk i bæltet, når de rammer 23-årige Oliver Bo Jensens lår. I samme bælte hænger peberspray og håndjern.

- Jeg var lidt skeptisk, for hvad er det egentlig for nogle mennesker, jeg kommer ind til, siger den unge mand med det tætklippede hår.

Stedet er Nyborg Fængsel, og Oliver er fire måneder inde i sin praktik som fængselsbetjent. Det er folk som ham, de danske fængsler alvorligt har brug for, for de danske fængsler står og mangler 700 fængselsbetjente ifølge Fængselsforbundet.

Igennem et årti har kollegerne forladt faget. Årsagerne er barske forhold, flere indsatte og mindre overskud til det sociale arbejde. Der er nu lidt over 2000 fængselsbetjente tilbage i de danske fængsler.

For at standse personaleblødningen oprettede man sidste sommer to nye skoler, en permanent i Nykøbing Falster og en midlertidig pop-up skole i Odense.

Oliver var en af 14 ansøgere på Fyn. Han er også en del af løsningen. Alligevel kan han føle sig magtesløs. For han vil hjælpe mennesker, ikke straffe indsatte. Gøre dem klar til et liv udenfor.

Men som sine erfarne kolleger mærker han presset fra fængslets uforudsigelige hverdag.

Alt dette vidste han ikke, da han for et år siden gik mod Højmeskolen i det sydvestlige Odense med en brast drøm om at blive skolelærer.

De sidste tre år var gået med at guide udfordrede børn gennem regnestykkerne. At hjælpe de urolige med at sidde stille. Det var de anderledes, de uperfekte, der drev ham. Men det var ikke nok til at bestå optagelsesprøven.

Det var der, han så et banner på siden af en bus: Bliv fængselsbetjent.

Fængselsbetjent, skrev han i Googles søgefelt. Ord som ”relationsarbejde” og ”mennesker” talte til ham. Han var solgt. Hvis ikke skolen tilfældigvis havde været i Odense, så var han nok ikke startet.

Tilbage i Nyborg er der påfaldende stille. Man hører kun vinden og nøglerne, mens den grønne fængselsbetjentelev sammen med den garvede enhedsleder Fritz Blikdal går mod arresten.

Før han startede, var Oliver bevidst om, hvor lidt han vidste. Derfor blev han positivt overrasket over den gode tone, de indsatte mødte ham med.

- Jeg kendte ikke noget til fængselsverdenen. Det var først, da jeg stod her, at jeg hørte om presset, og hvordan det har været før i tiden. Nu står jeg her, og jeg er faktisk meget glad for det, indrømmer han, mens Fritz Blikdal sætter nøglen i den tunge grønne dør.

Gennem de seneste mange år er antallet af fængselsbetjente i Danmark dalet kraftigt. Samtidig er antallet af indsatte steget. I dag sidder der cirka 4200 indsatte i landets fængsler. Det svarer til 2,1 indsatte per betjent. I 2015 var tallet 1,4.

Flere mennesker giver flere konflikter og mindre tid til det sociale arbejde. Sammen med kontrolopgaverne er det sociale arbejde en af grundstenene i betjentenes arbejde.

I Fængselsforbundets egen analyse af opsigelserne mellem 2017 og 2018 var 55 procent af forklaringerne netop manglende tid til det sociale.

Oliver Jensen er selv mere interesseret i mennesket bag forbrydelsen. Han skal først lære de indsatte at kende, før han kan hjælpe. Men møderne er sparsomme.

For tiden er han nemlig i praktik i arresten, hvor de varetægtsfængslede sidder låst inde 23 timer i døgnet, mens de venter på deres dom.

På trods er det, er der mulighed for at nå ind til den enkelte, mener Oliver.

- Det er mest én-til-én-kontakt, når de skal på toilettet eller stiller et spørgsmål. Til gengæld kommer man bedre ind på dem, når man er alene sammen med dem. Her behøver de ikke vise sig over for de andre, fortæller han og tilføjer:

- Nogle er sågar begyndt at fortælle om familien, men også hvordan de nåede til, hvor de er.

For ikke at dømme på forhånd er Oliver holdt op med at læse diverse domme. Det samme kneb bruger enhedsleder Fritz Blikdal, der overværer interviewet med milde øjne og bjørnearmene over kors.

Gennem næsten 20 år bliver det til mange sager.

- Jeg kunne bare mærke ved mig selv, at jeg blev fordømmende. Det har hverken jeg eller den indsatte brug for. De har jo ikke ret mange andre til at hjælpe sig end os, forklarer Fritz.

Arresthuset summer af mandestemmer. Klokken er 9.45, og den næste time er der gårdtur. Et kærkomment afbræk i en afdeling, hvor alt er kontrolleret. Hvor en betjent skal låse op og i, før og efter toiletbesøg. Hvor et bad maksimalt må tage 10 minutter. Hvor cirka 8 kvadratmeter udgør din verden, mens du venter på din dom.

I vagtrummet på første sal følger en fængselsbetjent de indsatte på nogle skærme. Med øjnene følger han med, mens arresthusets logerende i badesandaler strækker deres ben under cellefrikvarteret.

Noah Nordahl står med armene ud over rælingen. I døren til sin celle står Noahs medindsatte Nuur Mohamed Dahir.

De er begge gangmænd, en tjans, der giver dem lidt mere kvalitetstid uden for cellen, når de støvsuger og vasker det grå linoleum. De taler om manglende personale. De mener ikke selv, at fængslet er blevet mere voldeligt.

- Vi er også interesseret i, at hverdagen kan fungere. Det er, når folk ikke kan komme på gårdtur eller på toilet, at konflikterne opstår. Tænk at skide i skraldespanden, fordi der ikke er personale nok, siger Noah Nordahl, der har prøvet det på egen krop.

Han vil ikke pege fingre ad vagterne. Han ved, de er pressede. Nuur Mohamed Dahir nikker.

- Det betyder noget for os, for det er dem, der åbner din dør. Det er ikke en fed følelse at være i konflikt med dem, du er afhængig af, forklarer han.

Imens spørger Oliver Jensen ind til, hvordan det går med gangmandsarbejdet. Eleven er kontaktperson for Nuur, og Noah Nordahl har ligeledes en elev som kontaktperson.

- En elev kan være op ad bakke, når du har siddet inde i et stykke tid, siger Noah Nordahl med et smil gemt i fuldskægget.

- Vi ved, at de er nye og selvfølgelig opstår der fejl. Oliver er en fin fyr, istemmer Nuur Dahir.

- Det handler meget om, hvad man vil som betjent. Vil man bestemme eller virkelig være der for mennesket, følger Noah op.

- Gensidig respekt, ikke. Selvom man ved, de har magten, kan man ikke give respekt, hvis man ikke selv får den, konkluderer Nuur.

I 2017 kom daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) med en klar udmelding: Det skal være mere hårdt at sidde i fængsel. Med ét blev disciplinærstraf obligatorisk ved indsmugling af alkohol eller trusler mod personalet.

Allerede året før, da justitsministeren hed Søren Pind (V), indførte man 21 tiltag i indsatsen mod mobiltelefoner i kølvandet på Krudttøndesagen. Her blev fire af gerningsmandens varetægtsfængslede bekendte grebet i at være i besiddelse af mobiltelefoner.

Desuden blev disciplinærstraffe, såsom strafcelle og udgangsspærring, skærpet betragteligt og en lovændring fratog fængselsbetjentene muligheden for at skønne, hvornår straf var nødvendigt.

Med den nye lov blev betjenten pålagt at ikende 15 dages strafcelle i førstegangstilfælde ved fund af mobil. Derefter 21 og 28 dage ved gentagne tilfælde.

Opprioriteringen af kontrolopgaver som visitationer og strengere straffe er siden blevet kritiseret for at have en negativ effekt på fængselsmiljøet og dermed den resocialiserende indsats. De indsatte trækker sig simpelthen fra fængselsbetjentene, lyder konklusionen i en evaluering af loven udarbejdet af professor Linda Kjær Minke fra SDU.

- Personligt, så tror jeg ikke på, at straf virker. Det kan være, man holder den indsatte ude af kriminaliteten de næste syv år, men det bliver man ikke automatisk et bedre menneske af, mener Oliver Jensen.

For mindre end en måned siden blev han konfronteret med, hvor lidt der skal til for at rykke balancen bag murene.

Det kan lyde banalt. En mand fra den særligt sikrede afdeling skal flytte celle. Men mentalt kan det være mere, end man kan magte. Det slår klik, og nu ligger glasskårene strøet ud over den sparsomt møbleret celle til fare for både den indsatte og betjentene.

Bag to erfarne kolleger iklædt hjelm og knivsikker vest, knuger Oliver Jensen en lommelygte mellem hænderne. Adrenalinen pumper.

Manden skal i sikringscelle, en særlig celle hvor en indsat kan placeres, hvis denne er til fare for sig selv eller andre, og hvor der er mulighed for at spænde den indsatte fast på hænder og fødder. Hvert 15. minut vurderes det, om den indsatte fortsat skal være fastspændt.

Oliver holder lommelygten i et fast greb. En lygte med et skarpt skær. Klar til at blænde den indsatte, i det tilfælde han skulle stå med et stykke glas, når holdet rykker ind. Bag ham står fjerde og femte mand klar med håndjernene.

Det tager et splitsekund. Og Oliver når knapt at tænke, før manden er fastholdt, fortæller han.

- Det er synd for mennesket, at en celleflytning kan trigge ens hjerne så meget. Alle har noget i bagagen, og jeg ved ikke, om det hele er væltet i morgen, eller det er roligt, når jeg møder ind.

Episoden virker fjern på en grå vinterdag med gårdtur i arresten. Det passer Oliver Jensen godt.

- Det er en lukket verden. Der er bare nogle episoder, som mennesker udefra aldrig kommer til at opleve. Magtmidler er desværre ikke så gode for mennesket. Men jeg forstår, at det kan være nødvendigt. For vores sikkerhed og for deres, siger den unge betjent.

Han kigger selv ud over rælingen på vasketøjsstativerne længere nede. Ved siden af står Fritz Blikdal, der har set et hav af justitsministre passere gennem Nyborg Fængsel.

Fængslet er et politisk styret system, men som politiker kan det være svært at forstå fængslets logik. Det er okay, mener Fritz Blikdal, der i samme åndedrag efterspørger mere tillid til betjentenes faglighed.

- Vi er et samfund i samfundet. Vi har vores egen lille by omkranset af en ringmur med et par enkelte afstikkere ud til verden udenfor, opsummerer han.

Derfor skal der enten ansættes flere kolleger. Eller så skal der løsnes op for dokumentationskravene, så der er mere tid til kerneopgaven, lyder det fra Fritz Blikdal.

Oliver ser op fra rælingen. Han kan lide jobbet, selv om han ville ønske, der var mere tid til det sociale arbejde. Han tror også på, at han er her om 10 år. For når der er kortest afstand mellem fange og vogter, og når en indsat virkelig siger tak, så giver jobbet mening.

- Hvis ikke jeg troede på, at jeg kan gøre en forskel, så ville jeg ikke være her. Jeg tror på, at de små detaljer kan være det, der forhindrer, at folk tager de forkerte skridt.