Hvem var  Leo Brinkmann Nielsen?

En hurtig rundspørge på Strøget i København eller på diverse Vestergader og Kongensgader rundt om i provinsen ville formentlig afstedkomme adskillige svar a la "det ved jeg ikke" eller "har ingen anelse".

Men hvis man i stedet spurgte "Hvem var Sussi og Leo", så ville hovedparten af danskerne vide det og begynde at uddybe deres svar med ord som "fest, farver, kitsch, plat, folkelig, musik, bajere, Nordjylland og Skansen".

Det ville alt sammen være sandt.

Leo var lig med Sussi, og Sussi var lig med Leo. Og nu skal Sussi leve et liv - også professionelt - uden den mand, hun fandt sammen med i folkeskolen. Da han blot var en stor dreng, og hun var en stor pige.

Leo Brinkmann Nielsen døde natten til 18. februar. Ifølge Sussis Instagram hjemme i sin egen seng i parrets gård i Saltum i Nordjylland. Han blev 67 år.

At parret blev noget ved musikken var ikke en plan, men for sjov, har Leo fortalt. Og det sjov blev Sussi og Leos levevej. Sammen blev de til en musikduo, som nogle med gehør og fornemmelse for finere musikalitet foretrak at kalde for blot en duo.

Berømtheden kom med deres optrædener på værtshuset Skansen i Skagen. Her beviste Sussi og Leo, at de kunne lave en fest, hvor publikum var inviteret med som en yderst aktiv del. 

Duoen kunne i den grad skrue op for humøret og fællessangen, og folk valfartede til Skansen i de 23 år, parret holdt til der. Selv nogle af de kongelige dukkede efter sigende op og kunne opleve Sussis høje og meget lidt diskrete benspjæt og Leos løjer til sange som "Smoke on the Water", "Himmelhunden", og "Bad Moon Rising". Sidste koncert på Skansen var i 2003, og siden turnerede duoen landet rundt med sin autocamper.

Parret blev set på som kitsch, men af den slags, der ender med at blive til kult. Kult-statussen kom, fordi Sussi og Leo skabte noget af det fornemste, man kan: Samhørighed. De blev et samlingspunkt for glæde og fællesskab.

Den slags har vi brug for. Og behovet bliver ikke mindre i takt med, at stadig flere forskanser sig i selvbekræftende ekkokamre og kun kigger ud for at deltage i forråede diskussioner og for at vise uvilje til kompromisser.

Så hvem var Leo Brinkmann Nielsen? Han var en samlende spillemand.

Sammen med sin Sussi blev Leo til et folkeligt fænomen i en klasse for sig. Duoen skilte sig ud og var ikke som Birte Kjær, Kandis eller andre fra dansktop-genren. Musikken var broget og uden et decideret selvskabt hit, og lågen ind til privaten stod næsten altid piv-åben. 

I de kulørte ugeblade har vi gennem årene kunnet følge med i parrets samliv - på et tidspunkt kom vi med helt ind i dobbeltsengen. Vi har kunnet læse om Leos forfatterskab, de bajere, han ifølge Sussi en overgang fik for mange af, Sussis erotiske malerier. Og på tv kunne vi se en serie om, hvordan livet blev levet på gården, da nevøen og hans mor en overgang flyttede ind.

Der har været grinet, men sjældent ondskabsfuldt. Formentlig fordi Sussi og Leo var den ægte og ukrukkede vare.

De forsøgte ikke at være andre. De spillede ingen roller, men stod ved sig selv. Livet gik op og ned, men tilsyneladende uden fordækte hemmeligheder. En folkelig karakteristik vil være, at duoen "var nede på jorden" og på mange måder "ligesom os selv".

Så hvem var Leo Brinkmann Nielsen også? Han var "en af vor egne".

Kort før sin død afslørede Leo i Ekstra Bladet, at han ikke var blevet tilbudt at være med i Mikael Bertelsens tv-program "Det sidste ord". 

Måske fordi Leos aftryk ikke er lige så varende i den danske historie som Povl Dissings sange, Lise Nørgaards "Matador" eller Bent Fabricius Bjerres melodier. Alle tidligere medvirkende.

Men målt på glædesspredning har også Leo været med til at underholde og samle. Det er et smukt eftermæle.

Boligmarkedet: Selvom bolighandlen fortsat kører på lavt blus, er der alligevel kommet mere gang i salget i flere af landets kommuner.

I både Haderslev, Assens, Norddjurs og Tønder Kommuner er der i årets første måned blevet solgt flere villaer og rækkehuse end normalt. I Haderslev Kommune er der sket en fremgang på 60 procent, mens stigningen i Assens Kommune lød på 53 procent.

På landsplan er salget faldet med 9 procent.

Det viser nye tal fra Boligsiden, der sammenligner antal handler i januar med samme måned i årene 2015 til 2019, inden bolighandlen steg eksplosivt under coronapandemien.

I alt er salgsaktiviteten gået frem i 35 kommuner i januar i år.

Ejendomsmægler og indehaver af DanBolig i Haderslev Susanne Linnet mærker i dén grad, at området er kommet i søgelyset.

Her så de allerede den stigende efterspørgsel i december, hvor filialen havde 10 handler.

- Det er meget for en butik af vores størrelse. I den sidste del af januar og især nu er der en stor efterspørgsel og mange fremvisninger. Der er sindssygt gang i den stadigvæk, siger Susanne Linnet og tilføjer:

- Men det er nok også fordi, der ikke er meget at vælge imellem. Mæglerne har kun næsten en tredjedel af det udbud, vi plejer. Vi har stadig et efterslæb efter corona, hvor der røg meget over disken.

I Assens Kommune genkender ejendomsmægler og indehaver af EDC i Assens Søren Aksglæde også tendensen.

- Vi har haft en bedre start på 2023, end vi regnede med, siger han.

Det er atypisk, at kommuner som netop Haderslev og Assens ligger i top. Det fortæller boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz.

Det kan dog skyldes, at det er kommuner, hvor boligpriserne er steget mindst. I de områder, hvor priserne ikke er steget så meget, har man ifølge Birgit Daetz oplevet pæne stigninger i handelsaktiviteten.

- Der hvor den almindelige boliginteresserede føler sig mest komfortabel og tryg med at handle, er dér, hvor priserne ikke har haft de helt store bevægelser, siger hun.

Søren Aksglæde tror da også, at huspriserne har gjort sit for at tiltrække flere købere. Knap halvdelen af deres fremvisninger er for personer, der ikke er fra kommunen.

- Det handler nok om, at priserne på Vestfyn er lavere end landsgennemsnittet, siger han og tilføjer:

- Bankerne har skærpet deres krav gevaldigt, når det gælder rådighedsbeløb, og det har måske gjort, at folk søger mod de billigere steder.

Derudover er der kommet mere ro på markedet, fortæller Birgit Daetz.

- Flere har styr på deres privatøkonomi og rentestigninger. Vi begynder også at få bedre styr på boligskatter og inflation. Jeg tror, flere tænker, at de skal slå til nu.

Hun pointerer, at kommunerne i top normalt har en lavere handelsaktivitet, og det er derfor også naturligt, at de får ekstra opmærksomhed nu.

I både Haderslev og Assens Kommuner oplever mæglerne, at køberne er klar til at skrive under på en ny bolig. I hvert fald når det gælder det klassiske parcelhus inde i byerne, fortæller Søren Aksglæde.

- Både de unge og lidt ældre købere er klar til at slå til, hvis det er det rette hus.

Kommuner, der derimod mærkede dalende opmærksomhed i starten af året, er de i forvejen eftertragtede kommuner som Skanderborg, Horsens, Esbjerg og København.

I Skanderborg og Horsens Kommuner er salget af villaer og rækkehuse faldet med henholdsvis 43 og 29 procent i januar.

- Det er nogle af de områder, hvor priserne er steget meget, og hvor der er blevet solgt meget i starten af coronapandemien. Især priserne har påvirket interessen for at handle i de kommuner, siger Birgit Daetz og tilføjer:

- Det kan godt være, at der kommer mere aktivitet i de områder, nu hvor der kommer lidt mere ro på priserne.

Fra december 2022 til januar måned i år er salget af villaer og rækkehuse steget med 16 procent på landsplan. Det svarer til godt 550 flere handler.

Ifølge en analyse fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre ligger antallet af handler dog fortsat historisk lavt.

- Boligmarkedet blev ramt af en helt ny virkelighed i 2022 med mærkbare rentestigninger, højere energipriser og økonomisk usikkerhed. Det sendte handelsaktiviteten ned i det laveste siden 2014, skriver han.

Tænk sig at kunne skrive en hel opgave ved bare at stille et par enkle spørgsmål. En rar tanke for en del studerende - og måske er det ikke så futuristisk en tanke endda.

Siden lanceringen i efteråret har chatrobotten ChatGPT været lidt af en bombe under de danske uddannelser.

For hvordan håndterer man teknologi, der både kan svare på spørgsmål om kvantefysik og skrive essays om robotternes rigtige intentioner?

I en spørgeskemaundersøgelse spurgte fagbladet Gymnasieskolen 365 elever fra 11 gymnasier om deres brug af chatbots. Her svarede hver sjette, at de havde planer om at bruge teknologien i et eller andet omfang. Til stor bekymring for både Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Begge organisationer var hurtige i deres vurdering. Brugen af chatbots kommer til at føre til snyd og forringet kritiske tænkning blandt de studerende. Men hvor god en karakter kan man egentlig opnå ved at få ChatGPT til at ordne sin eksamen?

For at finde frem til svaret, har vi fået assistance fra to dansklærere, Heidi van den Heijkant Christiansen fra Næstved Gymnasium og Lars Ulrik Tambjerg-Ravn fra Odense Tekniske Gymnasium.

De har sagt ja til at læse og bedømme en opgave skrevet udelukkende ved hjælp af kunstig intelligens. Og skal man tro dem, er der ikke meget at frygte.

- Den digter og gætter rigtig meget, siger Lars Ulrik Tambjerg-Ravn.

Han er ikke imponeret, og giver karakteren 00. Dumpet.

Isoleret set giver opgavens sætninger fint mening, forklarer gymnasielæreren. Men ser man på det samlede billede, fremstår robottens løsrevne påstande snarere som et skud med løse hagl end en samlet fremstilling.

- Den giver en okay gennemgang af, hvad science-fiction og litteratur i det hele taget kan gøre. Men der er simpelthen for lidt korrekt inddragelse af teksten, til at man kan bestå, begrunder Lars Ulrik Tambjerg-Ravn.

Heidi van den Heijkant Christiansen er af samme holdning. Havde den været skrevet af en af hendes elever, var den dumpet. Igen fik den 00.

- Jeg vaklede mellem 00 og 02. Den dumpede på manglen af danskfaglige begreber, som er et krav i forhold til opgavebeskrivelsen. For det andet er der ikke nogen kildehenvisninger. Og til sidst bliver det nærmest bare et opkast af info, siger Heidi van den Heijkant Christiansen.

Den falske afgangseksamen er ikke bestået. Men det betyder ikke, at de to lærere dumper robotten.

Tværtimod har de hver især gode erfaringer med at inddrage kunstig intelligens i undervisningen.

På Næstved Gymnasium og Odense Tekniske Skole er chatbotten begyndt at titte frem, når eleverne svarer på skriftlige såvel som mundtlige opgaver.

Lars Ulrik Tambjerg-Ravn kan for eksempel fornemme det, når eleverne bliver bedt om at analysere tekster ud fra hjælpe-spørgsmål. I den efterfølgende klassediskussion bliver det tydeligt, at nogle elever har ladet ChatGPT komme med svarene.

Men det er ikke udelukkende negativt, påpeger han.

- Pludselig hører jeg fra elever, der aldrig siger noget. Når jeg spørger ind til, hvad de mener med deres svar, kan de faktisk sige lidt mere, end kun dét chatbotten har skrevet.

Sideløbende har han eksperimenteret med specifikt at bruge ChatGPT til at løse opgaver. Formålet var at få eleverne til at forholde sig kritisk til teknologiens fordele og begrænsninger.

- Hvis eleverne kan spørge den til råds, som de ville have spurgt en sidekammerat, så er det ikke nødvendigvis dårligt. Slet ikke hvis det også kan hæve bundniveauet og få nogle af de tavse elever med på banen, mener Lars Ulrik Tambjerg-Ravn.

Heidi van den Heijkant Christiansen er enig.

Særligt når det kommer til kritisk tænkning, kan chatbots blive en god træningspude, mener hun. Som eksempel tager hun fat i den dumpede og kunstigt skrevne opgave.

- Nu er opgaven skrevet rent med ChatGPT. Men gik du selv ned i teksten, fandt citaterne og henvisningerne, der passede til pointerne, så havde du lært meget om, hvad teksten vil. Alt sammen ved at gå kritisk til den information, du havde fået fra chatbotten,

En metode, der ikke er så anderledes fra, hvordan eleverne ville bruge Google, påpeger Heidi van den Heijkant Christiansen.

Hun har endnu ikke haft succes med at bruge teknologien i danskundervisningen. Men på sit samfundsfagshold planlægger hun et forløb i informationssøgning. Planen er at lade den ene halvdel af klassen bruge chatbotten, mens den anden bruger Google. Herefter skal de sammenligne, hvad de finder.

- Det hele kan koges ned til, hvor kritisk man er i sin informationssøgning. Hvis vi lærer dem at bruge det kritisk, kan især de dygtigste bruge det godt og konstruktivt.

Begge lærere tror, at teknologien er kommet for at blive. Og det nytter ikke noget at stritte imod.

- Det er den verden, eleverne kommer til at leve i. Det kommer vi ikke til at lave om på. Jeg tror, vi kan få nogle dygtige og kritiske elever, hvis vi som lærere omfavner det, siger Heidi van den Heijkant Christiansen.

Debatten om snyd med kunstig intelligens er relevant, mener Lars Ulrik Tambjerg-Ravn. Men han tror ikke på, at man kan forbyde sig ud af det. I stedet bør man se på mulighederne i den fagre nye verden.

- Det er både spændende og bekymrende. Det er egentlig et svar, man også kunne få fra ChatGPT, siger han.

Spørger man til chatbottens egen mening i spørgsmålet, om vi skal bruge ChatGPT i gymnasieundervisningen, er svaret:

- Som en AI-model, er mit primære formål at assistere brugerne med deres spørgsmål og opgaver. Det betyder, at jeg kan være et nyttigt værktøj i undervisnings-sammenhæng, da jeg kan hjælpe med at besvare spørgsmål og forbedre forståelsen af ​​komplekse emner.

- Men jeg mener ikke, at jeg bør erstatte menneskelige lærere eller den interaktive læring, der sker i klasseværelset. Lærere er i stand til at tilpasse undervisningen til deres elevers individuelle behov og give dem mulighed for at stille spørgsmål og få feedback i realtid. De er også i stand til at fremme kritisk tænkning og problemløsning, som er afgørende færdigheder i den moderne verden.

Presset: 8.30: Stolene skramler under den lidt dæmpede belysning fra de indbyggede loftslamper i det lille personalerum. Dagen er sat i gang her på P1. Og personalet - dagvagtsholdet - tager plads om bordet til morgenkonference. Det er en ganske almindelig tirsdag her på det ene af Psykiatrisk Afdelings tre sengeafsnit. Men noget bemærker de nærmest alle, som de lander i deres dag. Der er læger med om bordet. Ikke bare en, men fire. Det er helt uhørt. For manglen på speciallæger er nået et punkt, hvor to af de tre sengeafsnit ikke har en speciallæge - en læge, der er færdiguddannet inden for psykiatri - tilknyttet. I fredags var der nul læger, bemærker én. At der er en speciallæge og derudover tre læger under uddannelse til stede den her morgen afstedkommer derfor flere opløftede kommentarer der i dagens startboks.

Ellers er det en rød dag, dagvagterne er mødt ind til på P1. Med en trafiklysskala er man begyndt at klassificere vagterne, når de tager deres begyndelse. Det sker ud fra antallet af patienter, deres tilstand og det personale, der er til rådighed til at tage sig af dem på den pågældende vagt. Farven på vagten angiver, hvor barren for plejen af patienterne ligger. På en rød dag er vagten gået godt, hvis patienterne har fået deres mad, deres medicin til tiden og der har været tid til at gå de nødvendige tilsyn. Er dagen grøn, er det en dag, hvor der er tid til for eksempel at gå en tur med patienterne, tilbyde aktiviteter, give den nødvendige mængde nærvær og arbejde med patienterne på måder, der ikke handler om medicin.

I dag på P1 blev dagen rød, da vagtholdet mødte ind til en sygemelding fra en af de fire sygeplejersker, der skulle have været mødt. Det betyder, at dagens plejepersonalehold består af tre sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent. Det giver to sygeplejersker til at tage sig af de 10 patienter på den åbne del af afsnittet, mens den sidste sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent skal tage sig af "skærmen" - den lukkede del af afsnittet, hvor der lige nu ligger patienter i næsten alle af de få skærmede senge. Her er lige nu både retspsykiatriske patienter og et lille antal kvinder i forskellige aldre, der hver på deres måde gør skade på sig selv, fordi de har et ønske om ikke at leve mere. Patienterne på de skærmede pladser har typisk mere brug for tæt personalekontakt, ro, forudsigelighed og beskyttede rammer. Det er en af grundene til, at der altid skal være minimum to plejepersonaler til at passe dem. En anden er personalets sikkerhed, da der på det skærmede afsnit også kan være patienter med udadreagerende og truende adfærd over for personalet.

Det forklarer 26-årige Mie Rasmussen. Hun er sygeplejerske og den ene af de to, der skal passe de skærmede patienter i dag.

- Vi skal som minimum altid være to på skærmen, siger hun.

- Der skal altid være en anden, hvis den ene går på toilettet for eksempel. Der er en grund til, at døren her er låst. De er dårlige, så det er for at passe på os selv og patienterne, siger Mie Rasmussen, mens hun gør klar til at låse sig ud af kontoret bag de massive glasvægge og aflåste døre.

Gårsdagens vagt sidder i hende.

- Der var vi tre på skærmen. Men der var vi også seks på arbejde. I dag er vi kun fire på arbejde. Til det samme antal patienter. Det var bare en helt fantastisk dag i går, siger Mie Rasmussen og lader forstå, at seks på vagt mere er undtagelsen end fire, som i dag.

Men den her vagt er rød.

- Det er på grund af bemandingen. Vi skal også afsætte medarbejdere, der skal løbe til alarm, når alarmen går i huset. Der afsætter vi normalt to, men i dag har vi kun afsat én, fordi vi er så få på arbejde. Hvis to skulle løbe, ville vi ikke kunne opretholde sikkerheden her på afsnittet, hvis der så kun er to tilbage, forklarer hun om de alarmer, der går i huset, når en patient på en eller anden måde er blevet udadreagerende og voldsom, og der er brug for assistance fra alle afsnit.

Alarmer af den type kan godt lyde fire-fem gange på en dag. Men selv uden dem er barren sat på rød.

- Når vi en dag som i dag ikke er flere på arbejde, er det svært at finde ressourcerne til at lave det forebyggende arbejde med patienterne. Så kommer det mere til at handle om at slukke de værste ildebrande, for ellers er der risiko for, at vores patienter får det så dårligt, at de går i affekt og bliver til fare for sig selv. Og den affekttilstand skal vi hjælpe med at behandle hurtigst muligt. Jeg vil langt hellere arbejde miljøterapeutisk med dem, men det kræver noget tid og nogle ressourcer, og hvis vi kun er fire på arbejde, og der er flere dårlige patienter på én gang, er det jo medicin, man tyer til. Det er bare ikke en så terapeutisk måde at arbejde på, siger hun og anretter morgenmad på limegrønt plasticservice inde på kontoret.

- Der er ikke noget køkken på skærmen, og det gør jo, at vi kommer til at gå meget frem og tilbage, men når vi nogle gange har de patienter, der sluger ting, er det nødt til at være sådan, siger hun.

09.43: Det er lykkedes at få en vikar ind. En sygeplejerske, der er uddannet inden for psykiatrien og kan give medicin. Sådan en er en god vikar, og trods it-problemer, der skal vise sig at strække sig over det meste af dagen, bliver hun en hjælp for kollegaerne på den åbne del af P1. For Mie Rasmussen  kommer vikaren ikke til at gøre nogen forskel for arbejdspresset. Hun har tilbragt formiddagen frem og tilbage mellem de to skærmede patienter, hun er kontaktperson for i dag. Nu sidder hun et kort øjeblik i personalerummet over en skive af det hjemmebagte brød, en kollega har forsødet formiddagen med.

Allerede da Mie Rasmussen var studerende, havde hun en forestilling om, at det var psykiatrien, hun ville arbejde i, når hun blev færdig. Det var her på afdelingen, hun havde sin afsluttende, lange praktik på uddannelsen, og det er her, hun har været ansat, siden hun blev færdig.

- Jeg syntes også, det var fedt at være ovre på sygehuset, men det, der trak mest der, var samtalerne med patienterne om, hvad der fyldte af bekymringer og angst hos dem. Det kunne man i psykiatrien, og jeg har hele tiden godt kunnet lide den måde, vi arbejder på, hvor det handler om at komme hele vejen rundt om patientens livshistorie. Det samtalebaserede og terapeutiske kan jeg virkelig godt lide. Og så har vi et rigtig godt samarbejde på tværs af faggrupperne i temaet her. Det synes jeg, vi har mere af her end andre steder, jeg har været.

Men i efteråret ændrede meget sig på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg. Et merforbrug på 14,6 millioner kroner sendte afdelingen ud i besparelser, der blandt andet har resulteret i afskedigelser og færre medarbejdere i vagt ad gangen.

Det har fået en tanke til at rumle hos Mie Rasmussen.

- Jeg har da overvejet, om det er her, jeg skal fortsætte. Det har jeg snakket med min samlever om mange gange. Jeg elsker det her. Men det gør noget ved selvtilliden, når man indimellem føler, man er nødt til at gå på kompromis med sin faglighed. Og samtidig gerne vil udvikle sine kompetencer. Kurser og efteruddannelse ligger jo helt stille her på afdelingen lige nu. Så jeg har da reflekteret over, om det er det værd, når man skal bruge 80 procent af al sin energi for at føle, at man gør det, man gerne vil? Så tænker jeg da, om græsset er grønnere på den anden side, siger hun med et nik over mod Svendborg Sygehus på den anden side af vejen. Somatikken. Der, hvor flere af hendes kollegaer allerede har søgt hen på det seneste.

Henne i hjørnet af personalerummet står et stort papgavekort. 10.000 kroner har afdelingen fået for under et år siden. For godt arbejdsmiljø. Blandt andet fordi man var god til at arbejde med behandlingsplaner for patienter. Planer, der sikrede, at der både for patienter og plejepersonale var en følelse af fremdrift og retning i behandlingen på P1.

Men når dagene nu tit går i nuancer af rød og gul, ligger arbejdet med behandlingsplaner tit over barren for, hvad der er realistisk at beskæftige sig med på en vagt.

- Det var jo ikke det, der var formålet med at blive sygeplejerske, som Mie Rasmussen siger.

- Det handler næsten bare om at komme igennem dagen, uden der sker nogen noget, for så har patienterne overlevet. Men hvad har der så været af god behandling? Jeg synes ikke, god behandling er at give medicin og mad.

BANG, lyder det. En dør ude i atriumgården smækker højlydt, og Mie Rasmussen springer op fra sin korte pause. Hendes ene patient får det akut dårligt og risikerer at begynde at skade sig selv, når der er høje lyde og uro på det skærmede afsnit, ved hun.

10.55: Snakken i personalerummet går, som medarbejdere fra forskellige faggrupper defilerer ind forbi til korte pauser og ud på kontoret og videre ud til patienterne igen. Om besparelserne, konsekvenserne af dem, behandlingen af patienterne.

P1's oversygeplejerske er sygemeldt, lyder det også. Det gælder i øvrigt to ud af tre oversygeplejersker på sengeafsnittene og én i lokalpsykiatrien. Oversygeplejersken her på P1 er af den meget vellidte slags, fornemmer man. Sådan én, man savner. Hun har været sygemeldt i et par uger. På grund af det arbejdspres, den aktuelle situation på afdelingen har skabt.

- Hun har en personlighed og en faglighed, der bare ikke kan erstattes, siger Mie Rasmussen, som hun er forbi rummet for en kort bemærkning.

Om lidt kommer der en akut patient til den sidste ledige seng på skærmen, forlyder det.

11.31: Alarmen lyder. I hele huset. Personale fra alle afsnit kommer ilende ud til forhallen. Det er skalsikringsalarmen, der er gået. Den, der går, når man med et enkelt tryk på en knap låser samtlige døre til afdelingen. Det sker, når nogen, der ikke skal ind på afdelingen, vil ind, eller nogen, der ikke skal ud af afdelingen, vil ud.

Uden for glaspartiet, der udgør hovedindgangen, står en ung mand. Han råber. Signalerer til det personale, der har taget opstilling inde på den anden side af døren, at han vil ind. Da han bevæger sig lidt væk, kan en mand, der har et ærinde på afdelingen, hurtigt lempes ind. Men døren bliver lukket bag ham så snart, han er inde. For den unge mand kommer tilbage.

Manden skal henvende sig på misbrugscentret eller forsorgscentret.

- Det er det, vi kan tilbyde, lyder det fra den ene af de to medarbejdere, der efter forskrifterne for den slags situationer her skal befinde sig ved døren.

Det viser sig, at manden netop er blevet udskrevet fra afdelingen, men ønsker at blive indlagt igen. Men da han kæmper med misbrug og ikke længere har psykiatriske problemer, er det ikke her, han skal være længere. Afdelingen kontakter politiet, der kort efter kommer og henter manden. Skalsikringen bliver ophævet efter en lille halv time, og de tililende medarbejdere kan gå tilbage til det, de var i gang med. Skalsikringsalarmen går i snit en gang om ugen på afdelingen i Svendborg.

12.15: Mens hun sætter en elastik i sit lange, mørke hår, er Mie Rasmussen på vej ind på en af stuerne igen. Dagen stiger i tempo, som de skærmede patienter, der har sovet længe, begynder at vågne og har fået morgenmad.

- Det er nu, de begynder at komme mere i kontakt med sig selv og de svære følelser, forklarer Mie Rasmussen om sine og kollegaens patienter, hvis behov for kontakt og pleje tager til.

Især den ene af de skærmede patienter, som Mie Rasmussens kollega tager sig af den her tirsdag, har det skidt. Hun skal tilses hvert 15. minut, fordi hun ønsker at tage sig selv af dage og forsøger at strangulere sig selv, så snart hun øjner en mulighed for det.

Den akutte patient, der er på vej til P1 fra Fælles Akut Modtagelse ovre på sygehuset på den anden side af vejen, skal ligge i den sidste ledige skærmede seng. Det skal være en sygeplejerske, der tager sig af modtagelsen, som omfatter triagering (vurdering af patientens tilstand) og indlæggelsessamtale med blandt andre en læge, men Mie Rasmussen har for travlt med sine to patienter, som hun inden længe skal ledsage til lægesamtaler. Og faktisk gør adfærden hos en af de skærmede patienter, at de burde være to medarbejdere bare på den ene patient, som den 26-årige sygeplejerske forklarer.

Mie Rasmussen spørger sin kollega, om hun kan tage indlæggelsessamtalen med den nye patient. Egentlig er kollegaens opgave at tage sig af alt det administrative i mangel på den sygemeldte oversygeplejerske. Men hun indvilger.

- Jeg skal bare lige tisse. Det har jeg skullet i en halv time nu, siger hun og forklarer, hvordan omprioriteringen kommer til at betyde, at andet arbejde må udskydes. Til når der er tid.

13.08: Indlæggelsessamtalen med den nyankomne akutte patient er slut. En kvinde midt i livet er netop blevet indlagt på den sidste skærm-plads. Hendes liv er ramlet. I en grad, så hun om natten har forsøgt at tage sit eget liv. Dybden af hendes ulykkelighed ligger i hendes tårer, de rystende hænder og den søvn, hun ikke har fået i over et døgn. Og fortællingen om hendes børn, et afskedsbrev og omstændighederne, der ikke længere er til at overskue.

- Ingen stress, siger lægen med rolig stemme, da de rejser sig fra indlæggelsessamtalen, hvor planen i første omgang er, at den knuste kvinde skal have ro og søvn.

- Det er det gode ved at komme sådan et sted, siger den nu indlagte på vej ned på sin stue. Hun er ked af, det ikke lykkedes hende at tage sit eget liv, lod hun forstå til samtalen. Men hun virker tryg her.

Imens er Mie Rasmussen på vej ind til sine to patienter. Den ene er ked af det og har haft destruktive tanker forud for sit netværksmøde, og nu skal Mie Rasmussen følge op på en lægesamtale, der endte i et uforudset vredesudbrud, med patienten.

- Det er sådan en dag, hvor dokumentationsarbejdet bliver udskudt til sidst på dagen. Vi skal dokumentere tidstro, men det kan vi ikke på en dag som i dag, hvor vi kun er to, og det ville have været rigtig dejligt at være tre, siger hun.

Allerede nu ved Mie Rasmussen, hvordan den her dag kommer til at føles, når den er omme.

- Jeg ved, jeg er træt mentalt, når jeg går hjem. Det ved jeg, fordi der er nogle gange, hvor jeg lige kort mister overblikket, og der er ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Og når jeg sidder til samtalerne, kan jeg mærke, at tankerne kommer til at vandre hen på ting, jeg skal have gjort eller burde have gjort. Så jeg kommer til at bruge noget tid på lige at samle op, siger hun.

Mie Rasmussen trykker sig ud af kontoret og forsvinder nok engang ind på en af de skærmede stuerne. På kontoret, hvor chefsygeplejerske Birgitte Kibenich, der udgør den ene halvdel af Psykiatrisk Afdelings øverste ledelse, kigger forbi, går snakken om sommerferieplanen. Planen skal være klar næste dag, men det bliver vanskeligt at få den til at hænge sammen med det personale, der er til rådighed, går snakken. For sommerferie i maj eller oktober er svær at få solgt til personalet.

13.33: Der kommer en ny patient, der skal indlægges inde på den åbne del af P1. Men der er ikke flere ledige senge. Det betyder, at en af de patienter, der allerede er indlagt, skal have at vide, at vedkommende skal dele stue med den nye patient. Det er pest eller kolera, som afdelingens socialrådgiver bemærker, da hun er forbi personalerummet. Patienterne kan påvirke hinanden negativt, og det er ikke noget rart indtryk at få af systemet, hvis det er første gang, men stifter bekendtskab med psykiatrien, mener hun.

Men overbelægning på Psykiatrisk Afdeling, der har 55 senge fordelt på de tre sengeafsnit, er et vilkår, man oplever mere som reglen end undtagelsen.

14.25: - Nu får hun en cola, og så sætter jeg mig til at skrive.

Inde ved kontorets køleskab hælder Mie Rasmussen Pepsi Max fra en halvandenliters flaske over på en halvliters flaske.

- De må ikke have de store flasker inde på stuen. Ikke at jeg tror, det gør mindre ondt at blive ramt af en halvliters flaske, trækker hun på skulderen, går ind på stuen, afleverer flasken og kommer tilbage og sætter sig langt om længe til tasterne. Der er en time til, hun har fri. Nu skal hun dokumentere.

Indtil videre har hun været på toilet to gange og spist en skrive franskbrød og et æble. Frokost eller pauser i øvrigt har der ikke været tid til.

- Jeg synes nogle gange, det kan være svært at sætte sig ned at spise, når man har travlt. Men jeg kan godt mærke forskel på de dage, hvor jeg får noget at spise, og så de her dage, hvor jeg kun når at få et stykke brød og et æble, siger hun og lader forskellen tale for sig selv.

14.40: Dagen skal rundes af, inden de tre andre dagvagter går hjem om tyve minutter. Mie Rasmussen har først fri 15.30. Tanken er, at den halve times overlap giver mulighed for en god overlevering til aftenvagtholdet, men i realiteten bliver der sjældent tid til den overlevering, forklarer Mie Rasmussen.

Til afrundingen samles de tre sygeplejersker og den ene social- og sundhedsassistent, som har været i dagvagt, om bordet i personalerummet. Hver svarer de hver især på, hvad der har været udfordrende ved vagten, hvad der har været godt, og hvilken trafiklysfarve, de føler, at dagen endte med at have i forhold til forudsigelsen fra morgenstunden.

Mie Rasmussens kollega siger, at det bedste ved hendes dag har været, at patienten, hun skulle se til hvert 15. minut, ikke har haft et stranguleringsforsøg i dag.

- Indtil videre har vi kunnet holde den. Det er meget rart, som hun siger.

Det bedste ved dagen, synes Mie Rasmussen, er, at de har fået det til at fungere.

- For jeg synes, udgangspunktet var rigtig skidt. Når vi er så få, bliver det hele bare super sårbart, siger hun og giver dagen en gullig farve.

14.55: Mie Rasmussen vender tilbage til sin dokumentation, men kort efter må hun rejse sig igen. Hendes kollega har brug for, at de er to om at se til den ene af de skærmede patienter.

15.24: Kort før Mie Rasmussens vagt slutter, forsøger en af patienterne på det skærmede afsnit at strangulere sig selv. Hun har fået en ispose i en sok, fordi is ofte hjælper selvskadende patienter til at finde ro og holde sig fra selvskade, men da Mie Rasmussen rutinemæssigt kigger ind til hende, har hun viklet sokken om halsen og er i gang med at strangulere sig selv.

Mie Rasmussen får aktiveret nødkaldet på stuen, og en kollega kommer og hjælper hende med at få patienten til at slippe sokken.

Kort efter er der endnu et stranguleringsforsøg hos en anden patient på en af de skærmede pladser. En kvinde har bundet en snor fra sit tøj op i en radiator og forsøgt at strangulere sig selv på den måde. Også det får Mie Rasmussen håndteret.

- Det er da træls at slutte dagen af på den måde, siger Mie Rasmussen.

Vagten nærmer sig sin afslutning. Og nu er hun træt.

- Meget træt. Min kæreste er håndværker, og han er nogle gange fysisk træt, når han kommer hjem fra arbejde. Jeg går sjældent hjem og er fysisk træt, men jeg er mentalt træt, siger hun og bliver afbrudt af en kollega fra aftenvagtholdet.

- Er vi kun fire i aften, spørger hun. Vantro.

- Hold kæft, det magter jeg ikke.

Mie Rasmussen har ikke rigtig noget at opløfte stemningen med. Det er realiteten.

- Og lige nu burde vi være tre bare på skærm, siger hun.

- Det ender jo galt det her, siger kollegaen.

- Ja, siger Mie Rasmussen.

Hendes vagt er slut.

- Jeg synes, det har været sådan en dag, hvor jeg har gjort lige tilstrækkeligt. Jeg har nået at redde tingene ind lige der på kanten. Det kan lige forsvares. Men jeg er gået på kompromis med mine egne basale behov som at få spist og få trukket vejret, fordi ressourcerne er så få i dag. Det koster på den private bane, siger hun og fortsætter.

- En dag som i dag, er en dag, hvor jeg tænker: Elsker jeg det virkelig så meget? En dag som i dag kræver det bare for meget. Sådan nogle dage må selvfølgelig gerne være der, men nu har de bare været der i flere måneder.

I morgen har Mie Rasmussen sagt ja til tre timers overarbejde. Det gør hun, fordi hun gerne vil kæmpe kampen sammen med afdelingen, som hun siger. Men der skal snart ske forandring.

- Jeg synes, det er et gevaldigt nederlag for psykiatrien, hvis det er sådan her, det skal være. Jeg håber, der bliver fundet en løsning, som er bedre, for det her er ikke godt nok. Jeg synes, at patientsikkerheden og personalesikkerheden skrider i svinget, især når vi har de her patienter, der kræver, at vi ser til dem ofte. På et eller andet tidspunkt går det galt, som min kollega siger. Det er man bange for. Selvfølgelig.