Energi: Ejerne af 47.000 energianlæg med solceller eller vindmøller skal betale penge tilbage til Energistyrelsen.

I en pressemeddelelse oplyser styrelsen, at ejerne i en periode har fået udbetalt for meget for deres overskud af strøm, som de leverer til vores fælles elnet.

Det skyldes, at den nuværende afregningsmetode ikke kan håndtere en længerevarende periode med høje elpriser, som vi har set i løbet af 2022.

Anlægsejerne har via en støtteordning ret til en fast afregningspris. Og ifølge vicedirektør i Energistyrelsen Stig Uffe Pedersen har en række af dem altså nu fået udbetalt flere penge, end de er berettigede til.

- De har investeret i deres anlæg under forudsætning af, at de får en fast pris for den strøm, de ikke selv bruger. Dermed er de garanteret en vis indtægt for overskudsstrømmen, uanset hvad elprisen er. Det betyder dog også, at vi nu må opkræve, hvad de har fået udbetalt for meget, udtaler han i pressemeddelelsen.

I gennemsnit skal borgerne betale mellem 1600 og 1800 kroner tilbage. De berørte ejere vil i denne uge modtage et varsel fra Energistyrelsen - selve opkrævningen falder om to måneder.

Én af dem, der skal have pungen op af lommen, er René Mathiesen.

Hans solceller på taget af parcelhuset i Augustenborg på Als har de fleste år været en god forretning, fordi elpriserne har været lave.

René Mathiesen er med støtteordningen sikret 60 øre per kilowatt-time, han sender ud på elnettet.

Nu skal han i stedet af med 2600 kroner til Energistyrelsen.

Han erkender selv, at han ikke har tænkt over ordningen før nu, fordi han ikke skænker solcellerne mange tanker til daglig.

- Jeg har ikke sat mig ind i det, fordi det i lang tid bare har fungeret. Men jeg regnede ikke med, at priserne kom så højt op, siger han og tilføjer:

- Vi forstår bare ikke, hvorfor vi har fået udbetalt noget, vi ikke skulle have. Det virker underligt.

Det er frivilligt for solcelleejere, om de vil være en del at støtteordningen. René Mathiesen pointerer, at det seks kilowatt store anlæg på taget da også har givet godt igen. Han vil derfor fortsætte med at levere strøm til elnettet.

- Hvis prisen falder igen, er det træls at være ude af den. Hvis man melder sig ud, skal det være fordi, man regner med, at prisen bliver ved med at være så høj. Det er svært at spå om fremtiden, siger han.

For René Mathiesen vælter den uforudsete regning ikke budgettet. Men hos andre har pengene måske allerede fået ben at gå på, påpeger han.

- Jeg kan forestille mig, at nogle har brugt pengene. Jeg synes da ikke, det er i orden. I princippet skulle de ikke have været udbetalt.

Ifølge Energistyrelsen er størstedelen af det samlede beløb allerede tilbagebetalt, fordi solcelle- og vindmølleejerne løbende har modtaget en saldoopgørelse.

Det er elselskabet Vindstød A/S, der - på vegne af Energinet - har ansvaret for at udbetale markedsprisen på el til anlægsejerne. Energistyrelsen har ansvaret for at afregne forskellen mellem markedsprisen og den faste afregningspris, som ejerne har indgået en aftale om.

Styrelsen undersøger i øjeblikket, hvordan ordningen kan tilpasses de nuværende priser på energimarkedet.

I øjeblikket kan vi på tv se Emil Midé Erichsen med frost i skægget kæmpe sig frem over isen på Svalbard sammen med blandt andre sin lillebror Alfred og sin far, Mikkel Beha Erichsen.

Den ellers så sejlende familie, vi er vant til at se solbrune ombord på deres skib Havana eller under dets skrog - iført dykkerdragter - bevæger sig denne gang fremad på frossent vand og med ski under fødderne.

Det er fysisk hårdt. Men der er deroppe i alt det hvide også en renhed, som endte med at give Emil nogle klare tanker om de seneste 10 år af sit liv. Dem har han med sin kone og venners hjælp samlet i bogen "At vende sig mod havet".

Hans refleksioner handler blandt andet om at finde eventyr. Det er derfor emnet, da vi mødes i København på en ellers eventyrforladt fredag formiddag, hvor skyer gør dagen grå, og regn gør våd.

Men måske går det galt her. For hvorfor kan en regnvejrsdag ikke være eventyrlig? Vi kan beslutte, at det er et eventyr, at vi nu møder hinanden for første gang til en samtale om noget så spændende.

- Eventyret kan udspille sig alle steder. Og jeg øver mig hver eneste dag på at finde det. Jeg tror jo dybest set, at det ikke nødvendigvis handler om store oplevelser. At eventyret er en sindstilstand. Jeg har været drevet af, at eventyr var noget, der lå ude i den store verden, men jeg har øvet mig på at få det ind i min hverdag, så alt herhjemme ikke bliver til leverpostej. Jeg elsker for eksempel at cykle rundt med mine drenge i København og fare lidt vild og komme ned ad små sidegader, siger Emil.

Det er samme logik, som får ham til at mene, at eventyret også kan findes på en charterrejse til Mallorca. Der er altid små sideveje uden turister. Altid lokalt liv at opsøge. Hvis man vel at mærke forlader liggestolen og gør en indsats.

- Hvis man tør udfordre sig selv lidt en gang imellem, er der eventyr at finde alle steder, siger han.

Til sommer forlader Emil Danmark sammen med sin hustru Louise og deres to små drenge, Hugo og Rumle. De skal afsted med familieskibet Havana.

Hvor sejler I hen?

- Det ved vi ikke, og det er det, der er så dejligt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor vi sejler hen. Om det er Middelhavet eller Tonga. Udsigten er underordnet. Vores eventyr handler om at have tid.

Og I ved ikke, hvornår I kommer hjem?

- Nej, er det ikke dejligt?

Men hvis eventyret også kan findes herhjemme, hvorfor rejser I så?

- Fordi det er svært at blive hjemme og bryde med alle vanerne. Herhjemme er jeg underlagt en smartphone, jeg har tv på væggen, jeg har computer, og jeg har arbejde. Alle de ting, som jeg jo elsker, og som er sjove. Men vi tager ud for at bryde med det. På Havana vil der opstå en intensitet i samværet. Vi vil tale mere sammen. Vi vil tale med børnene, mens vi laver mad - i stedet for at de ser tv. Og når de er puttet, vil Louise og jeg sidde i cockpittet og tale sammen, mens vi kigger ud på havet. Herhjemme ryger vi dæleme nemt ind i sofaen med tv og telefoner.

Er det en falliterklæring til hverdagen?

- Vi prøver, og vi lykkes også med nærvær, men kun, når vi har overskud, for det kræver det. Lige nu er eventyret derfor tid. Tid til hinanden og til at dykke ind i vores små børn og følge deres udvikling.

Emil Midé Erichsen drømmer ikke om at kunne leve 100 procent af sit liv på Havana, selv om han og Louise sikkert kunne få job undervejs og supplere den opsparing til rejsen, de har arbejdet hårdt på at bygge op gennem mange år.  Vekselvirkningen mellem ude og hjemme og kontrasten er god, synes han. Da han kom hjem fra sin tre år lange jordomsejling med sin bror Theis  - en rejse, familien Danmark kunne følge med i gennem tv-programmerne "Kurs mod fjerne kyster" - var han i flere år en slags begejstret turist i Danmark.

- Sikke en velfærd. Sikke et samfund, vi bor i. Jeg kunne sætte pris på det på en ny måde, fordi jeg havde været ude at se noget andet og levet mere simpelt og primitivt. Nu bliver det godt at komme ud og blive rusket lidt igen, siger han.

Hvad hvis alle gjorde som dig?

- Så vælter samfundet jo.

Emil griner højt.

- Men jeg tror på, at der vil være plads til, at mange gjorde det i en periode, og måske kunne det spare nogle sygemeldinger og stress. Alle dem, jeg gennem tiden har haft med ude at sejle som gaster, er kommet hjem som sundere og mere hele mennesker.

- Inden min lillebror Alfred tog med til Svalbard, var han ked af det og havde det svært. Han anede ikke, hvad han ville, og var med sine egne ord smådeprimeret. Efter tre uger var han pumpet op af selvværd, tro på egne evner og med lyst til en masse. Han meldte sig straks ind på en uddannelse og er nu i lære som bygningssnedker. Det er jeg ikke sikker på var sket, hvis han ikke havde været tre uger offline på Svalbard, hvor man sidder 16 timer i et telt hver dag og taler med hinanden i stedet for at have snotten nede i en telefon. Det er det, der er så interessant ved at rejse og ved at bryde med hverdagen og begive sig ud på usikker grund: Man kan rykke sig mentalt på meget kort tid. Især som del af et fællesskab.

Fællesskab betyder meget for Emil. Det er moralen i hans bog og konklusionen på hans erfaringer: At alting ikke kun bliver sjovere, men også bedre for alle, når man udretter i fællesskab.

Både på Svalbard og ombord på Havana har alle været afhængige af hinanden og skullet finde deres roller. Alle kan ikke være lige gode til det hele eller blande sig i alt. Man må give sig hen til hinanden.

- Jeg drømmer virkelig om, at vi på vores nye tur til sommer igen kan finde fællesskabet. Det er fantastisk, hvad der sker, når man tør kaste sig ud i det. Man bliver tusind gange klogere på sig selv og kan udrette så meget. Jeg har selv udviklet mig mest i fællesskaber og set andre gøre det samme. De der telefoner og sociale medier gør os mere og mere individuelle, og det betyder, at fællesskaber bliver endnu vigtigere.

Under deres sejllads vil Louise og Emil få gaster i form af familie og venner, som vil sejle med i perioder - sådan som det også skete, da han sejlede med sin bror Theis.

- Vi vil gerne dele vores oplevelser med vores familie og venner. Det store kollektiv, siger han og smiler.

Den nu 33-årige eventyrer forstår ikke, hvorfor ikke flere deler for eksempel et sommerhus og en båd. Så er det lettere at få råd, og det er personligt givende, mener han.

I Havana er der fire anparter. Emil og hans to brødre har hver en, deres forældre den fjerde.

- Lige nu er det kun Louise og jeg, der bruger Havana, så det er os, der må lægge arbejdet med at gøre hende klar til sommer. Men vi deler alle udgifter med at renovere hende med de andre. For alle de forbedringer, vi laver på båden i øjeblikket, får de gavn af senere, når de vil sejle med hende. Vi er alle med til at beslutte de store ting som det nye dæk, men ikke farven på køkkenlågerne og den slags. Det er op til dem, der har lyst til at lave arbejdet.

- Der ligger noget i at overgive sig til de tilfældigheder, der er i et fællesskab.  Og det går man glip af, når man vil kontrollere alt. Det er en mærkelig trang, det der med at skulle eje alting.

Emil Midé Erichsen er ud af en stor sejlerfamilie. Ikke kun forældrene og hans farfar Troels Kløvedal, men også morforældrene var sejlere. Han har dog aldrig følt et pres eller en forpligtigelse til at skulle sejle. Han vil heller ikke pådutte sine to drenge passionen. Det er op til dem.

- Jeg håber for dem, at de får lyst til at tage eventyret ind i deres liv, men de skal selv definere hvordan.

Din farfar Troels Kløvedal var mytisk. Høvdingen. Din far har været mere personlig at følge, men selv formidler du fra jeres rejser med direkte sårbarhed. Skriver i din bog om angsten under en storm, om at have svært ved at finde tilpas i rollen som den, der bestemmer ombord, og du græder foran kameraet. En moderne mand?

- Jeg er rørt af dine ord, for jeg har tænkt meget over, at jeg gerne vil vise sårbarhed. At livet er svært. Give et fuldt indblik i, hvordan et eventyr også kan være. Mange unge - også folk fra min egen generation - sammenligner sig enormt meget med hinanden. De sociale medier har givet os en sammenligningskultur, og alt for mange lider af angst og depressioner. Jeg lever af at formidle og optræder derfor i det offentlige rum, og det forpligtiger til at vise det fulde billede. Det har ikke været så vigtigt på min farfars og fars tid, men jeg er bange for at prikke til dårligt selvværd ved kun at vise glansbillederne af mit eget liv.

Emil møder af og til folk - inklusive kammerater - der fokuserer på glansbilledet og siger til ham, at han er heldig. At de ville ønske, de kunne leve hans liv.

- Og så er det, jeg nogle gange - og ikke for at være flabet - spørger dem, hvorfor de ikke kan det, fortæller han.

Svaret er typisk, at de skal betale for deres hus og bil, at børnene skal i skole, og at man ikke bare kan stoppe med at arbejde.

- Men så tager jeg det fra en ende af. Du har selv købt dit hus og din bil. Vi har undervisningspligt, men ikke skolepligt i Danmark. Man må godt hjemmeundervise børn. Og med hensyn til arbejdet: For mig er det en lille investering at skulle komme hjem og starte forfra. At skulle træde ned ad rangstigen og arbejde mig op til en dårligere løn, end da jeg rejste. Men i forhold til, at jeg har været ude at rejse med min familie, og de oplevelser, vi har fået, er det et lille offer. En risiko, jeg er villig til at tage, fordi karriere ikke er drivende i mit liv. Jeg elsker vitterligt mit arbejde, men jeg arbejder ikke for at stige i graderne.

Emil prøver i stedet at forfølge sine drømme, så godt han kan, for hans største skræk er at sidde uforløst tilbage med fortrydelser. Netop derfor vil det gøre ham allergladest hvis nogle, efter at have læst hans bog, vil sige til ham: "Du fik os til at snakke om, hvad vi drømmer om."

- Man skal huske at få stillet spørgsmålet, for så kommer man nærmere det liv, man helst vil leve. "Hvad drømmer vi om" har været det vigtigste spørgsmål, Louise og jeg har stillet hinanden. Og hvis svaret havde været, at vi drømmer om at gøre karriere, så havde det været fint. Men vores svar er, at vi drømmer om at få mere tid med vores børn - det er vores eventyr.

Det er en slags forfra, som begynder for ham ved sommerens afrejse, siger han.

Med sin bog afrunder han de seneste 10 år, og det sidste og 16. kapitel hedder da heller ikke kapitel 16, men "Det næste kapitel". Herefter følger en stribe blanke sider.

Emil Midé Erichsen: "At vende sig mod havet". 252 sider. Rigt illustreret. Udkommer 28. februar på Forlaget Havana.

Programserien "Den sidste breddegrad" om rejsen på Svalbard kan ses på TV 2 og TV 2 Play. Senere på foråret følger serien "Min egen kurs", hvor Emil sejler med unge, der som han er gået i deres kendte forældres fodspor. Første program med H.E. Greve Nikolai har været vist og kan streames på TV 2 Play. 

Biler: Det lyder jo egentlig som en glimrende idé, der kan give bilejere ro i maven og tryg søvn om natten:

En bil, der automatisk filmer eventuelle biltyve eller hærværksmænd, hvis de kommer for tæt på køretøjet.

Netop sådan en funktion har Tesla'er haft i det kontroversielle Sentry Mode.

Men nu begrænser Tesla overvågningssystemets funktioner.

Det skriver bilejernes forening, FDM, på sin hjemmeside.

Sentry Mode har hidtil fungeret således, at elbilerne, der er udstyret med kameraer, har filmet omgivelserne, hvis nogen eller noget er kommet tæt på bilen.

Det har fået kritik både herhjemme og i udlandet for at krænke privatlivets fred og for at være på kant med dansk lovgivning for, hvordan der må filmes eller fotograferes i det offentlige rum.

Efter de hollandske datamyndigheder, DPA, er gået ind i sagen, har Tesla nu meddelt, at overvågningssystemet bliver opdateret, så der fremover kun filmes, hvis nogen eller noget rører ved bilerne og ejeren slår systemet til.

DPA har desuden klarlagt, at det er den enkelte bilejer, der har ansvaret for, at optagelserne overholder lovgivningen i et givent land.

- Med ændringerne er enhver, der går forbi en Tesla, nu bedre beskyttet. Tesla har samtidig reduceret risikoen for, at den enkelte bilejer kommer til at overtræde loven, udtaler Katja Mur fra de hollandske datamyndigheder ifølge FDM.

I FDM mener man, det er positivt, at Tesla retter Sentry Mode til.

- Det er dog stadig meget vigtigt, at man som bilejer forholder sig til, at det i sidste ende er ens eget ansvar, at reglerne for optagelser overholdes. Der så vi gerne, at Tesla, og andre bilproducenter for den sags skyld, tog ansvaret på sig og sikrede, at de solgte produkter kun kan anvendes lovligt, så forbrugerne ikke kommer i klemme, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM.

Før de varslede ændringer af Sentry Mode, testede FDM overvågningssystemet ved at parkere en Tesla Model 3 på en offentlig parkeringsplads i København. På bare fire og en halv time producerede bilen intet mindre end 1213 videoptagelser af tilfældige forbipasserende.

Hej. Du taler med Mia fra Xxxx. Må jeg forstyrre dig i fem minutter?

Nej. Det må du i hvert fald ikke.

Er der et andet tidspunkt, hv....

NEJ!

I adskillige år var jeg ikke den bedste udgave af mig selv, når en telefonsælger ringede mig op. Og slet ikke, når det skete midt i aftensmaden. At skulle forholde mig til ting og sager, jeg ikke har bedt om, føles lidt upassende. Og meget ubelejligt.

Men. Så fik et kært familiemedlem arbejde som telefonsælger i en helt igennem ordentlig organisation og kunne fortælle om grimme ting, folk sagde til hende, når hun ringede dem op. Det var hun ked af. Folk kan jo bare sige nej på en pæn måde, som hun forklarede.

Siden har jeg talt ordentligt til telefonsælgere. I hvert fald til dem, der sælger aviser, og dem fra humanitære organisationer. De repræsenterer trods alt viden, demokrati eller omsorg for andre. Vigtige sager.

De må også gerne ringe til mig ifølge Forbrugeraftaleloven - kendt som Dørsalgsloven. Den giver lov til at kontakte os danskere uopfordret, hvis det handler om bøger, forsikringer, abonnementer på aviser, tidsskrifter og redningstjenester.

Jeg er dog stadig ikke meget for at høre om for eksempel mobil-abonnementer og energi. Disse selskaber må egentlig heller ikke kontakte mig, men det sker, når jeg uforvarende er kommet til at give dem lov, fordi jeg har deltaget i en eller anden konkurrence. Dumt af mig.

Men det er ikke så dumt at være på vagt. I hvert fald ikke, hvis DR's nye ungdomsserie "Guldfeber" står til troende.

I serien kommer vi indenfor hos et såkaldt grønt energiselskab, hvor unge - fortrinsvis mænd - skal sælge så mange aftaler som muligt til private kunder.

Arbejdsmiljøet er horribelt.

Hver enkelt medarbejder kan på kontorets elektroniske tavle følge med i, hvor godt han eller hun klarer sig. Hvor langt man er fra at indtage førstepladsen. Et salg giver ret til at slå på kontorets store gongong, hvorefter der er kollektiv fejring og ekstra goder.  Er man den ringeste, får man smæk med et bælte - på sine bare baller - mens alle andre ser på.

Der pustes til konkurrence-gener og gruppepres. Hyldest og ydmygelser. Stress og "enhver er sig selv nok".

Chefen er en psykopat, der det ene øjeblik er de unges bedste og lyttende ven, som kaster om sig med goder, fester og højt humør. Det næste øjeblik er han et rasende og grænseoverskridende monster. Et eksempel på, at uligevægtige og uberegnelige chefer er psykisk ødelæggende.

Kontoret flyder i energidrikke og løgne. Sælgerne lyver om deres navn, for det sælger bedre at hedde Christian end Jamal. Og de lyver også om pris og om hvor meget lidt grøn, energien i virkeligheden er. De snyder deres kunder.

"Guldfeber" er skrevet af Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg på baggrund af deres egne erfaringer som telefonsælgere i 00'erne. Det er et rystende billede, de tegner. 

Man kan indvende - og håbe - at vi er mere korrekte og ordentlige her i tyverne end i nullerne. Også på telemarketingkontorerne.

Alligevel føles serien både aktuel og vedkommende. Den er en huskekage om, at på præstationskulturens bagside kan ens værdier og moralske kompas hurtigt rådne. At nok kan konkurrence i nogle tilfælde være godt og motiverende, men at samarbejde i et anerkendende og stabilt ledet arbejdsmiljø altid er bedre. For det vokser vi af - alle sammen.

"Guldfeber" er en hurtigt set og velspillet lille serie, der når bedst i mål med sin skildring af arbejdsmiljøet,  psykopatchefen (Anders Heinrichsen) og et hårdt prøvet venskab mellem to af hans unge medarbejdere (Tarek Zayat og Andreas Bruun).

"Guldfeber". Dramaserie. Kan streames på DRTV. Seks afsnit af 17 til 25 min.