Det er dagen før regeringens præsentation af både finanslovsforslaget for 2023 og den økonomiske redegørelse. Men interviewet skal ikke kun handle om regeringen. Det skal også handle om Venstre.

Efter 100 dage i regeringskontorerne står det klart for Venstres fungerende ledelse, Troels Lund Poulsen og næstformand Stephanie Lose, at der er behov for at lancere fire politiske fyrtårne for Venstres deltagelse i regeringen i denne valgperiode og for den kommende periode - både hvis Venstre stadig er regeringsparti eller ej.

- Der er jo efterspørgsel efter politik, som Troels Lund Poulsen formulerer det.

De fire fyrtårne, der skal danne rammen for Venstres arbejde skal være gennemførelsen af flere reformer, der bidrager til at sikre en stærk dansk økonomi, en genopretning af forsvaret, en ansvarlig grøn omstilling og et velfærdssamfund, som med V-toppens ord "sætter mennesket før systemet".

- For første gang er der jo mulighed for nu at lave nogle meget store strukturelle forandringer, der kommer til at få varig i betydning. Vi sidder jo og taler om at lave velfærdssamfund 2.0. Det har vi jo ikke haft samme mulighed for før, siger Troels Lund Poulsen.

De to topministre understreger, at fyrtårnene ikke blot skal gælde i denne valgperiode. Det er fyrtårne, der skal lyse ind i næste valgperiode.

- Vi håber, vi kan aftale os frem til meget i den her valgperiode, men som måske også først bliver implementeret én til én, når vi kommer ind i næste valgperiode. Vi skulle gerne træffe de politiske beslutninger i den her valgperiode, siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

- Men altså, vi kan jo få lavet nogle ting, som vi aldrig kunne lave før. Og der er det jo vigtigt at huske på, at Venstres mantra jo historisk har været at sætte mennesket før systemet. Så kan man selvfølgelig godt spørge, om vi ikke altid haft det pejlemærke? Nej, jeg kan nok godt huske nogle ting, hvor jeg ikke lige havde mennesket frem for systemet, da jeg var beskæftigelsesminister, hvor jeg måske var mere systemmand end tænkte på den enkelte, reflekterer Troels Lund Poulsen.

- Det har vi ikke haft mulighed for at gøre før i nogle af de regeringskonstellationer, vi har deltaget i, fordi det kan godt være, at vi har haft de paroler, men vi har aldrig kunne levere de politiske resultater. Det er en meget vigtig del af fortællingen til vores bagland, at nu har vi faktisk for første gang muskler bag os, og vi kan sætte nogle af de her politiske fyrtårn, så fyrtårnene ikke bare er nogen, vi har til at stå på en hylde, men de faktisk kan komme til at stå ude i virkeligheden og skinne, siger Troels Lund Poulsen.

Hvert fyrtårn indeholder ifølge V-toppen en lang række politiske prioriteter. Det gælder eksempelvis det kommende forsvarsforlig og frisættelsen og afbureaukratiseringen af den offentlige sektor. Og en skattereform så det bedre kan betale sig at arbejde.

Som partiets næstformand har Stephanie Lose også oplevet, at der i baglandet har været et behov for, at det blev gjort tydeligere fra partitoppen, hvad der er det vigtigste for Venstre i denne valgperiode og i regeringsgrundlaget.

- Fyrtårnene er også et udtryk for, at vi gerne vil sætte flere ord på det regeringsgrundlag, der allerede er sagt meget om. Men hvad er det vigtigste, hvis man læser det med Venstre-vælgerbriller, Venstre-baglands-briller og Venstre-politikerbriller? Hvordan er det så, man kan se sig selv i det? Og det kan man, fordi man kan se, at det er en vilje til at reformere og sikre en sund økonomi. At det er en vilje til at være med til at forny og reformere den offentlige sektor, så den også er levedygtig, og først og fremmest, så den sætter mennesket først. At vi sikrer, at det er en sikker verden, vi kan leve i, og at vi lykkes med den grønne omstilling. Også på en måde, hvor det bliver en reel grøn omstilling, som vi i øvrigt også skal være villige til at betale regningen for, siger Stephanie Lose.

Både Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose afviser at ville prioritere mellem fyrtårnene:

- De fire fyrtårne er i høj grad forudsætninger for hinanden. Altså hvis ikke, at vi har som pejlemærke at kunne levere reformer, der sikrer en sund og stærk økonomi, så kan vi for eksempel ikke lykkes med en lang række af de ting, der skal være med til at sikre, at vi får en bedre offentlig sektor, og at vi lykkes med at have mennesket før systemet som pejlemærke, forklarer Stephanie Lose.

Alligevel vælger hun at betone én af fyrtårnene:

- Vi ved, at der venter også en kæmpe opgave på det grønne område. Hvis vi ikke vidste det i forvejen - og det gjorde vi jo - så kan man jo læse den seneste rapport, der er kommet fra FN's klimapanel, som betoner, hvor helt alvorlig og kritisk en situation vi står i, hvis der skal være en planet, der er til at leve på - ikke bare for vores børn og børnebørn, men også deres efterkommere. Og det koster jo penge at levere på den grønne omstilling, siger Stephanie Lose.

Troels Lund Poulsen medgiver, at andre partier også kunne have de fire fyrtårne for deres politiske arbejde, som Venstre nu har valgt.

- Men når vi nu vælger at fokusere på det forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, er det, fordi vi kommer til at bruge rigtig, rigtig mange penge på det område i de kommende år, fordi Europa skal tage mere vare om deres egen sikkerhed. Det er jo noget, der er bred politisk enighed om, men det er jo ikke enighed om, hvordan vi skaffer pengene. Alle kan holde talen, men når det så bliver konkret, så trækker folk sig. Men det skal vi levere på, understreger Troels Lund Poulsen.

- Jeres partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, er sygemeldt med stress på ubestemt tid. Har Ellemann nikket til de her fire fyrtårne for Venstre?

- Nej, det har han ikke, og det er, fordi vi har den aftale med Jakob, at så længe tid vi er her, så prøver vi at træffe de beslutninger, der skal til, og hvis Jakob så synes, at vi træffer nogle dårlige beslutninger, så kan han jo få lov til at lave dem om. Nu ved jeg jo godt, hvad Jakobs politik er. Jeg har samarbejdet med Jakob intensivt i 3,5 år, og det her er ikke et nybrud. Det er ikke, at Venstre nu har opfundet noget nyt. Vi prøver at sætte nogen ord på, hvad det er, vi har prioriteret i forhold til det arbejde, der nu kommer til at finde sted, siger Troels Lund Poulsen.

46-årige Freddy Hejgaard har drevet Frederiksværk Motionscenter i godt tyve år.

På en almindelig dag har han omkring 130 besøgende i centret, der tilbyder alt fra udendørs holdtræning, pilates, livsstilskurser, kostvejledning og personlig træning.

Godt otte ud af ti af dem er kunder hos Freddy, fordi de har behov for hjælp til genoptræning eller rehabilitering efter for eksempel diskusprolapser eller andre skader i bevægeapparatet.

Det koster mellem 295 og 355 kroner om måneden for et basisabonnement, men Freddy kan snart se sig nødsaget til at hæve priserne.

I juli sidste år kom det nemlig frem, at Skattestyrelsen vurderede – på baggrund af afgørelser fra EU-domstolen – at den danske praksis med at momsfritage privat undervisning i "legemsøvelser” ikke er i overensstemmelse med EU-retten.

Så hvis du dyrker pilates eller yoga på hold, øver dig i at danse på en danseskole, tramper igennem på motionscyklen til spinning eller er medlem af motionscenteret i Frederiksværk, er der moms på vej, så du risikerer snart at skulle betale mere.

Og udsigten til at skulle hæve prisen for sine medlemmer på grund af momsen huer ikke Freddy Hejgaard.

Han frygter, at det vil få kunderne – og særligt dem, der ikke har så mange penge mellem hænderne – til at vælge medlemskabet i motionscentret fra.

- Hvis ikke politikerne finder på en løsning med en kompensation for momsen, er jeg bange for, at prisen vil komme op i et niveau, hvor en del af vores kunder fra den mere ressourcesvage del af samfundet, som virkelig har brug for den her træning og sparring, vi hjælper dem med, ikke længere har råd. Jeg kan jo blive nødt til at skalere ned og skille mig af med nogle af mine medarbejdere.

- I dag har vi tyve ansatte, og vi forventer at skulle afskedige fire af dem, hvis den varslede ændring af momsreglerne går igennem, siger han.

- Var jeg helst fri? Ja!

I 2020 regnede Kræftens Bekæmpelse sig frem til, at hele 66 procent af den danske befolkning risikerer at være overvægtig i 2045, mens hver tredje dansker vil være svært overvægtig. Statens Institut for Folkesundhed forudser ligeledes, at antallet af diabetikere i Danmark vil fordobles fra 220.000 i 2017 til 430.000 frem mod 2030.

Set i det lys er momsen på undervisning i legemsøvelser en aldeles uheldig vej at gå, mener Kasper Munk Rasmussen, der er chefkonsulent i SMVdanmark.

- Vi ved jo, at efterspørgslen falder, når man hæver prisen på et produkt. Så vi frygter, at flere vil fravælge deres fitnessmedlemskab, børnenes danseskole eller den personlige træning, man går til en gang om måneden. Og det kommer oveni, at priserne generelt stiger og danskerne har færre penge mellem hænderne, siger han.

Jeppe Bruus (S) har som skatteminister for første den ene og så den anden regering understreget, at momsen ikke kommer, fordi regeringen har lyst, men fordi regeringen skal.

Der er ingen vej udenom, må man forstå.

- Jeg synes, at det er irriterende. Og havde jeg ønsket, at vi ikke skulle lave den her ændring? Ja! Har jeg noget politisk behov for at pålægge moms i dans eller fitnesscentre? Nej! Var jeg helst fri? Ja! Så kan jeg vist ikke sige det meget mere tydeligt, sagde han som skatteminister i den daværende S-regering under et samråd i september.

Når der nu ikke ser ud til at være nogen vej udenom momsen, opfordrer man i SMVdanmark derfor politikerne til at finde en model, der kan kompensere de tusindvis af danskere, som ser ud til at skulle betale regningen.

- Man kunne for eksempel give danskerne et fradrag for de penge, de bruger på at gå til for eksempel personlig træning eller dans. Så hvis jeg for eksempel bruger 3600 kroner om året på at gå til dans – altså 300 kroner om måneden – så kan jeg trække en tredjedel af beløbet fra i skat. Det kender vi jo fra servicefradraget og håndværkerfradraget, vi havde engang, så den model kan Skat jo godt håndtere, siger Kasper Munk Rasmussen.

I SF er skatteordfører Sigurd Agersnap optaget af at sikre en kompensation, så de nye momsregler ikke går ud over forbrugerne.

- For mig er det ligegyldigt med modellen, så længe den har det formål, at det ikke bliver markant dyrere at gå til motion og fitness. Jeg tror, det bliver svært at sænke momsen, som man har gjort i Sverige, så derfor er spørgsmålet, om vi kan føre nogle af pengene tilbage til forbrugerne, siger han.

Han er dermed ikke afvisende overfor en fradragsmodel. Den skal bare være designet præcist nok til, at den kun tilgodeser de undervisningsformer, der hidtil har været momsfritaget, forklarer han.

Hans Kristian Skibby, der er skatteordfører i Danmarksdemokraterne, ærgrer sig over, at man ikke tør udfordre EU og fortolkningen af afgørelserne fra domstolen, så længe EU ikke har rejst det røde flag og direkte advaret Danmark om, at den nuværende momsfritagelse er i strid med EU-retten.

- Vi mener, man fortolker afgørelserne fra EU meget stramt, så vi burde kunne have beholdt vores tilgang til momsfritagelsen og stået på mål for det. Hvis det så ville ende i, at vi modtog en åbningsskrivelse fra EU med trusler om bål, brand og retssager, måtte vi jo tage den derfra, siger han.

Når man ikke udfordrer EU, er det næstbedste, at man finder på en kompensationsmodel, der sender nogle penge tilbage til de danskere, der må betale regningen. Der mener Hans Kristian Skibby også, at et ligningsmæssigt fradrag er en god idé at arbejde videre med.

- Jeg har ikke noget facit i forhold til, hvor stort et fradrag, det så skal være. Men jeg synes i princippet, vi skal gå efter at kompensere folk krone for krone, siger han.

I øjeblikket venter de private motionsudbydere på, at Skattestyrelsen udfærdiger det såkaldte "styresignal", der sætter retningen for, hvordan momsen skal inddrives.

Når styresignalet er færdigbehandlet, bliver det offentliggjort og træder i kraft med et halvt års varsel.

Mens han venter, har Freddy Hejgaard fra motionscentret i Frederiksværk en appel til de danske politikere.

- De er nødt til at sørge for, at der er en form for kompensation på plads, hvis momsen træder i kraft. Jeg frygter, at det kan få helt uoverskuelige konsekvenser for det danske samfund, hvis det bliver dyrere at træne og holde sig i gang, siger han.

De kiggede vantro på hinanden. Store dele af ledelsen hos det røde parti var samlet på et kontor på Christiansborg. Sammen skulle de se det første pressemøde med lederne af den nye SVM-regering - Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).

- Velkommen til! Vi har glædet os rigtig meget til i dag at kunne præsentere det arbejdsprogram, det regeringsgrundlag, der kommer til at gælde for den regering, som dannes i morgen. Og I danskere - I har sammensat et Folketing, der skal samarbejde. Det gør vi nu mere forpligtende hen over midten, end I har været vant til, indledte fungerende statsminister Mette Frederiksen.

Det var den 14. december sidste år. 44 dage efter at danskerne havde sat kryds ved folketingsvalget den 1. november. En ny, bred flertalsregering så dagens lys. På kontoret på Christiansborg ramte den nye virkelighed hårdt. Ikke med ét eneste ord blev Folketingets øvrige partier inviteret til forhandlinger eller bare dialog.

I stedet fortsatte statsministeren:

- Vi vælger hinanden til på det her særlige tidspunkt i vores historie. Og så danner vi den for at levere løsninger - både på nogle af de grundlæggende udfordringer, men også på nogle områder, hvor vi efter mangeårig politik har kunnet konstatere, at skiftende regeringer ikke har kunnet levere dem. Det er dét, vi sætter os for at gøre nu, sagde Mette Frederiksen.

Fredag har regeringen været i funktion i 100 dage. Hvedebrødsdagene er ovre. Men de kom aldrig rigtigt i gang. For Mette Frederiksen havde dårligt fået udnævnt ministerholdet, før en definerende debat for denne valgperiode gik i gang: Kampen om store bededag.

Efterhånden er det bredt erkendt i regeringstoppen, at debatten om store bededag endte som en gedigen tabersag. Bevares, ingen troede, det ligefrem ville være en vindersag. Men der var faktisk stor tro på, at koblingen mellem afskaffelsen af en helligdag og de stigende forsvarsudgifter på grund af krigen i Ukraine kunne få det upopulære forslag til at glide lettere ned hos danskerne. Nu endte debatten i stedet med at give regeringen et muligt banesår. For selv om der - sandsynligvis - er lang tid til, at Mette Frederiksen udskriver et folketingsvalg, er regeringspartierne ude i en historisk vælgerkrise.

Til gengæld viste regeringen sine muskler som flertalsregering, og det har sendt rystelser gennem både den blå og den røde opposition. På skift har fløjpartierne været vant til at blive inviteret til forhandlinger på ministerkontorerne. Og alt efter hvilken regeringskonstellation, der nu var, blev der lyttet mere eller mindre. Sådan har det været i årtier. Nu blev der slet ikke lyttet. Der blev slet ikke inviteret. Faktisk skulle oppositionspartier i første omgang acceptere en afskaffelse af en helligdag for overhovedet at komme i nærheden af et forhandlingsbord - her i Forsvarsministeriet om et nyt 10-årigt forsvarsforlig.

Den sidste del af strategien gik regeringen dog væk fra. Det var alligevel for voldsomt - selv for en flertalsregering. Men forløbet har gjort oppositionspartierne usikre på, om regeringen dels reelt ønsker inddragelse af Folketingets partier, dels om de ønsker at blive fedtet ind i de mange upopulære beslutninger, som venter i den allernærmeste fremtid.

Men regeringens første politiske udspil åbenbarede også for regeringen, at den er nødt til at have nogle flere venner på Christiansborg. Det er ikke nok blot at have de nødvendige mandater. Det er også meget godt i politik at have nogle, der vil rose én. Det har fået regeringen til at lade nogle af de indflydelsessøgende oppositionspartier forstå, at de kan få nogle af de samme privilegerede forhold, de kender fra dagene med almindelige støttepartier, igen, hvis de er villige til at skrue lidt ned for den hårde oppositionslinje. De kan altså indtage den ledige position i dansk politik som regeringens støtteparti - bare uden reelt at være det, for det behøver en flertalsregering jo ikke.

Allerede da regeringen fremlagde dens udspil til en reform af universiteterne, var retorikken lagt om. Nu inviterede uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) til "dialog" om udspillet. Om det dækker over reel involvering, eller om der blot flyttes kommaer, bliver oppositionspartiernes første test af flertalsregeringen - og ikke mindst dens tilbud om at blive et "falskt støtteparti". 

Finanslovsforhandlingerne ses også som en trykprøve af regeringens reelle forhandlingsvillighed. Der er kun udsigt til ca. 200 millioner kroner på forhandlingsbordet til de partier, der er villige til at lægge stemmer til alt andet på statens budget for resten af året. Det er historisk få midler, og forhandlingsforløbet skal gå stærkt. Inden påskeferien forventer finansminister Nicolai Wammen at have afsluttet "forhandlingerne". Når de to forløb er afsluttet, agter de indflydelsessøgende oppositionspartier at gøre op med sig selv, om de hugger til på regeringens slagtilbud - eller om regeringen skal fortsætte sin videre færd i denne valgperiode på egen hånd.