Ukrainekrigen: Nogle datoer i verdenshistorien forekommer særligt krigeriske. 24. februar en af dem.

På denne dag i 1389 underlagde dronning Margrethe den første af Danmark sig hele Sverige. I 1525 gav Spaniens hær den schweiziske hær bank i slaget ved Pavia. I 1848 indledte Slesvig-Holstens prøjsisk støttede oprørstyskere tre års krigen mod Danmark. I 1920 præsenterede Adolf Hitler sit politiske program for nazipartiet. I 1991 indledtes den første Golf-krig mod Irak. Og for nøjagtig et år siden lagde denne dato kalendertæppe til den russiske invasion i Ukraine.

Det er en krig, der risikerer at vare ved i flere år. Den kom overraskende for nogle, forventeligt for andre. Dens forløb og varighed var ikke forventet. Dens væsen har været historisk brutal, og den har for længst rykket på den verdensorden, vi mere eller mindre havde vænnet os til efter afslutningen af Den Kolde Krig. Det har også direkte indflydelse på det trussels- og sikkerhedsbillede, Danmark er en del af.

Det vurderer  en række eksperter med forskellig faglig tyngde i militære analyser, i historie, i sikkerhedspolitik og i diplomati og udenrigspolitiske forhold :

- Det er kontroversielt. Men jeg gladere nu, end jeg var før, indrømmer Anastasiia Sevriukova.

Som hun sidder ved bordet i sin Tommy Hilfiger T-shirt og læderbukser, ligner hun de fleste 24-årige. Hun deler lejlighed med sin lillesøster, 23-årige Daria, der sirligt dækker op med kaffe og chokolade.

De har tjenerjobs, som de insisterer på, er midlertidige. De har kærester eller drømmer om det. Studerer. Sten for sten lægger de fundamentet for deres kommende voksenliv. Helt almindelige unge. Næsten.

De har forladt alt. Først hjemmet i Luhansk i det østlige Ukraine til fordel for en ny tilværelse længere mod vest. Den blev siden knust sammen med deres spirende forretning af Putins invasion.

Søstrenes bagage er tungere end deres danske jævnaldrendes. Men rutinen kvæler minderne, fortæller søstrene. Og giver plads til fremtiden.

Mandag til torsdag går Daria på sprogskole. I januar startede Anastasiia på HF. Ved siden af undervisning, balancerer de to jobs på en lokal café ved siden af vagter på familiens nystartede spisested i Odense.

Den lille toværelses deler de med deres lillesøster og mormor.

- Vi har ikke haft tid til at være deprimerede. Vi løber altid rundt og laver noget. Det hjælper meget, bryder Daria Sevriukova ind, før hun spørger, om nogen har brug for sukker til kaffen. Hun fortsætter.

- Når jeg er et sted, holder jeg virkelig fast i det. I starten var det svært at flytte hertil. Nu er jeg her. Jeg har min familie. Arbejde. Kæreste. Jeg har håb for fremtiden.

- Vi har stadig familie i Ukraine. I går skrev vores kusine, at hun lige havde været igennem en af de værste nætter, siden krigen startede, tilføjer Anastasiia.

- Det bryder ligesom illusionen.

De har snart boet et år i Danmark. Har opholdstilladelse nok til et år mere. Når den udløber skal de i princippet tilbage. Men det vil de ikke. Fremtiden ligger her. Gemt i muligheden for at leve det liv som ung, der aldrig blev dem forundt.

2022 skulle blive et godt år for familien Sevriukov. Et halvt år forinden havde de forladt Donbas for at starte et nyt liv nær Kyiv. Fremtiden lå mod vest, ikke i øst, mente deres forældre.

- Vi begyndte forfra. I Luhansk brugte vi russiske penge, fik russisk uddannelse. Nu skulle vi flytte til det "rigtige" Ukraine, fortæller Daria.

Sammen med sin mor og sine søskende arbejdede hun på familiens nye forretningseventyr. En café, hvis spirende succes havde vakt interesse fra en større franchice. Om køkkenbordet blev der talt meget om at udvide, og de havde allerede haft de første møder.

- Vi havde store planer for det kommende år. Vi skulle være unge forretningskvinder, tilføjer Anastasiia.

Familien havde hinanden. Et nyt hjem i landsbyen Senkivka. De havde endda købt nye hårde hvidevarer. På længere sigt ville de flytte længere ind mod centrum, hvilket passede søstrene godt. De fandt sig aldrig til rette i lillebyen Senkivka.

Det kunne de mærke, når de hørte fly lægge an til landing i Kyivs internationale lufthavn ikke langt derfra. Hver gang sendte lyden af flyene søstrenes drømme langt ud i verden.

De havde allerede været et utal af gange i Danmark. Forældrene havde ment det var bedst, hvis de fik nogle oplevelser udenlands som au pairs og feriebarn.

Det gav dem et andet syn på hjemlandet og flere danske end ukrainske venner, fortæller Anastasia.

De havde tidligere rejst sammen til Barcelona. Nu ville Anastasiia have sin lillesøster med til Milano.

Sådan drømte de, mens skyerne trak sig sammen ved grænsen til Rusland. Men i Ukraine er der langt mod øst. Og efter flere år i det russisk-sindede Luhansk var nyhederne forsvundet ud af familiehjemmet. Det nye skabte de selv. Deres arbejde skulle nok bære frugt.

- Vi hørte selvfølgelig, at noget var under opsejling. Men vores mor havde fået nok af nyhederne, eftersom vi lige var sluppet ud af de russiske områder, forklarer Anastasiia.

- Nu skal vi tænke på fremtiden. - Nu bliver alt godt. Det var hendes mantra.

Klokken 05.00 vågner Anastasiia ved et brag. Hun er tvivl om det er en drøm eller mareridt. Det er virkelighed. Hun ryster.

Aftenen forinden havde hun modtaget en besked fra en af sine elever, en 13-årige pige. Hun ville bare sige, at hun ikke kommer i skole i morgen. Hendes familie tager vestpå. Da Anastasia spørger hvorfor, lyder svaret:

- I morgen invaderer Rusland.

Om morgenen 24. februar er der ingen rutefly over Senkivka. I stedet farer kamphelikopterne over himlen som vrede bier, mens kampvognenes ruller tungt gennem den lille bys gader.

I køkkenet trodser Anastasia og Daria deres far. De tjekker nyhederne. Putin har igangsat en specialoperation, deklarerer det russiske informationsmaskineri.

De måtte ud. De vidste hvorhen. Danmark. Et sted familien kendte fra pigernes sommerferier. En fjern sprække i mørket.

I en fart pakker de halstørklæder, sokker og skitøj. Kun det nødvendige. Nærmest uden at tænke griber Anastasiia et par guldøreringe. De havde tilhørt hendes farmor, der var blevet i Luhansk.

For anden gang forlader familien Sevriukov alt, og fra bilvinduet ser søstrenes drømmen om et liv som forretningsdrivende powerkvinder skrumpe, mens de kører mod nord. Forbi blinde veje. Soldater. Gennem skove. I mørket.

Mens forældrene forsøger at styre bussen gennem krigens forhindringer, forsøger Daria og Anastasiia at berolige deres yngre søskende, mens de et sted langt inde finder et sted at gemme deres egen angst.

- Vi er de ældste i flokken, så vi skulle være stærke og tage ansvar for de mindste. Når vi blev stoppet, vidste vi aldrig, om det var russere eller vores egne. Det føltes som om, vi kørte i et år, fortæller Daria.

Tilbage i fredelige Danmark. I Odense har vinden godt fat i træerne. Fra den overdækkede svalegang ser Daria og Anastasiia, hvordan vindstødene får det til at regne sidelæns. Stormen Otto kan ikke nå dem her.

Turen til Danmark tog fem dage. Ad omveje endte de på Fyn.

Her har de brugt det sidste år på at starte forfra. Igen. Det kræver hårdt arbejde at genstarte et liv. Men familiens nye spisested med ukrainske specialiteter er ved at komme på fode. Her hjælper søstrene til ved siden af deres arbejde på caféen, Bar Unika, i Odense.

- Når man kommer hertil, efter at have levet i Luhansk, så føles det som en hel anden verden. Det er som at være i fremtiden. Alt er bare så godt, mener Anastasiia Sevriukova.

På Bar Unika har søstrene jævnaldrende kolleger, der ikke er familie. De har endda en chef på 25 år, der lægger stor vægt på det sociale. I det nye miljø har søstrene langsomt fået øjnene op for noget, de har manglet.

De har altid været fokuseret på at arbejde. I Kyiv fokuserede de kun på at starte forfra, fortæller Daria Sevriukova. Der var ikke tid til venner eller byture.

I en samtale blev de fornyligt mindet om forskellen mellem en ukrainsk og dansk opvækst, forklarer Anastasiia. Hendes kolleger havde simpelthen svært ved at tro på, at hun aldrig rigtig havde været i byen.

- Vi kommer fra en konservativ familie. Nogle gange er det svært at udleve et ungdomsliv. Samtidig var der udgangsforbud i det prorussiske mellem klokken 22 og 06 om morgenen. Var man ude der, kunne man være sikker på, at blive stoppet af politiet, forklarer Anastasiia Sevriukova.

- Da vi boede i Luhansk, var vores mormor altid bekymret for, hvor vi var, tilføjer hendes lillesøster.

- Nu forklarer vi, at vi er i Danmark. Men hun tror stadig, at det er farligt at gå ud.

De kendte på forhånd danskerne fra deres sommerferier mod nord. Nu er det kendskab blevet til venskab, forklarer Anastasiia. Og for Daria Sevriukova er det blevet til mere end det.

Kort tid efter ankomsten fandt hun sammen med en ung fyr fra Sydfyn. De har snart været sammen i et år. Til sammenligning har de eneste ukrainere i deres omgangskreds været familien, fortæller Anastasiia Sevriukova.

Bag håret sidder hendes farmors øreringe. Et minde fra Donbas. Selv føler hun sig stadigt mindre ukrainsk.

- Vi er nok lidt anderledes end de gængse ukrainere. De ses med hinanden, men jeg er tættere på danskerne. Jeg føler mig mere dansk end ukrainsk. Har flere danske end ukrainske venner. I mit hoved bør man lære kulturen at kende, også selvom man ikke har planer om at blive, mener hun.

Lige nu deler søstrene lejlighed med deres mormor. De er nabo til deres forældre. Og spørger man de to kvinder i starten af deres tyvere, hvad den største drøm er, svarer de ikke at vende hjem. Heller ikke fred på jord.

Deres største drøm, forklarer de, er at få lov til at tage hul på deres eget liv. Sådan rigtigt. Få en uddannelse og komme i gang.

- Skal jeg være helt ærlig, er min største drøm at flytte i en lejlighed. Vi er 23 og 24 år. Vi elsker vores familie, men vi vil altid være børn, siger Anastasiia, der på længere sigt vil læse erhvervskommunikation.

Hun har allerede fået at vide, at hun kunne starte på universitetet til august, hvis hun ville. Hun vil helst vente, til hun har færdiggjort et etårigt gymnasieforløb for internationale studerende. Imens ser hendes søster en fremtid som personlig træner.

Men drømmene lever på lånt tid. Om et år udløber deres opholdstilladelse. Hvad der sker efter marts 2024, ved ingen. Tilbage står kun håbet. Og drømmen om at udbygge, hvad de allerede har, fremfor at genopbygge en gang til.

- Vores plan er at blive i Danmark. Jeg føler mig stadig ukrainsk. Men jeg ikke lide tanken om at starte forfra igen. Vi kan ikke tage tilbage til Luhansk. I Kyiv bor en anden familie i vores lejlighed. Vi har ingen andre steder at tage hen, siger Daria Sevriukova.

- Vi kan kun være stærke. Og forberede os på fremtiden.

Politik: Ventelisterne på sygehusene vokser. Akutmodtagelserne er nogle steder så pressede, at patienter må vente i ambulancerne eller køres til et andet hospital. Overlæger må nogle steder udføre simpelt sygeplejerskearbejde for at få patienter behandlet. Sengepladser nedlægges, fordi der ikke er medarbejdere nok.

Torsdag landede SVM-regeringen sammen med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening en akutpakke til sundhedsvæsenet på to milliarder kroner over to år.

- Der er ingen tvivl om, at hele personalesituation er en af sundhedsvæsenets allerstørste udfordringer overhovedet, sagde indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) ved lanceringen.

Planen er at få nedbragt ventelisterne ved hjælp af blandt andet flere udenlandske medarbejdere, midlertidig at fjerne modregningen i efterløn for medarbejdere i sundheds- og plejesektoren, samt midler til honorering af ekstra arbejde. Der skal blandt andet også indføres principper for bedre vagtfordeling blandt sygeplejersker.

Men valgkampsløfter fra Moderaterne og Venstre om at sætte store beløb af til lønløft allerede fra i år var ikke at spore i planen.

Det blev ellers ikke skortet på løfterne i valgkampen. Mens Moderaterne gik til valg på at afsætte 1,6 milliarder kroner til at få flere sundhedsmedarbejdere fra deltid til fuldtid i år, foreslog Venstre blandt andet et fastholdelsestillæg på op til 20.000 kr. per medarbejder i 2023 og 2024.

I regeringens akutpakke var disse forslag forduftet.

Det møder kritik fra både en professor, Dansk Sygeplejeråd samt partier på Christiansborg.

Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard, kalder det ”en afgørende svaghed”, at valgkampsløfterne er ”taget ud” af akutpakken.

Problemerne med medarbejdermangel på sygehusene kan ikke løses uden at give flere penge i løn til sygeplejerskerne, mener han. Og det haster.

- Sygeplejerskerne, de gider ikke at vente længere. De er simpelthen kørt trætte i det her. De har mistet tilliden. De har hele tiden fået at vide, at de skal vente. Og der kommer jo bare ikke noget.

Spørgsmålet om sygeplejerskernes løn er lagt ud i en Lønstrukturkomité samt en Robusthedskommission. Begge dele er blevet forsinkede og udsat af flere grunde, herunder regeringsforhandlingerne, og forventes at være færdige i løbet af i år.

Ifølge professoren kan det trække ud til ”langt ind i 2024”, før arbejdet bliver færdigt.

- Så er det måske for sent, siger Jes Søgaard.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udgav i januar et eftersyn af sygehusvæsenet.

Det var ifølge sundhedsminister Sophie Løhde "værre end forventet".

Og problemerne bundede langt hen ad vejen i medarbejdermangel.

Tallene viste bl.a., at sygehusene har svært ved at fastholde sygeplejersker. Mens der blev ansat knap 2.500 nyuddannede sygeplejersker i perioden 2019-2022, valgte 2300 erfarne sygeplejersker i samme periode at forlade sygehusene til fordel for et job andetsteds.

Dertil kommer, at cirka halvdelen af sygeplejerskerne arbejder deltid.

Og eftersynet viste, at de deltidsansatte sygeplejersker siden 2019 var gået i gennemsnit en halv time ned i tid om ugen til trods for manglen på hænder.

Generelt er der sket et markant fald i produktiviteten, altså hvor meget arbejde man får ud af medarbejderne, i 2019-2022.

Og det hænger ifølge Jes Søgaard tæt sammen med, at de mange erfarne sygeplejersker har forladt sygehusene og blevet erstattet af nyuddannede. Jo mere erfaring, du har, jo hurtigere er du også til dit arbejde, påpeger professoren.

- Jeg kan ikke se, at sygehusenes problemer på kort eller lang sigt kan blive løst, hvis vi ikke får en del af de erfarne sygeplejersker, der har forladt sygehusene, tilbage.

Men skal det ske allerede i år?

- Ja, det vil jeg mene. Lige nu bliver situationen forværret, og ventelisterne vokser.

Hos Dansk Sygeplejeråd er formand Grete Christensen enig med Jes Søgaard. Hun kalder det ”fuldstændig spot on, som han beskriver det”.

- Man forsøger at berolige befolkningen med, at ventelisterne skal bringes ned. Men jeg kan ikke se, at regeringen på nogen måde prøver at tale ind i løsninger, der vil fastholde flere sygeplejersker eller få tiltrukket nogle af dem, der har forladt sundhedsvæsenet.

Sygeplejerskernes formand peger på, at der er brug for at få sat lønnen højere op. Og det kan man se effekten af nu, hvor der er mange sygeplejersker, der har fundet job i andre sektorer til højere løn og bedre vilkår, end man kan få i sundhedsvæsenet, siger hun.

Men hvorfor er honorering af ekstravagter ikke nok?

- Det er ingen sag at tjene mere, hvis man bare vil arbejde meget mere. Og det er der også rigtig mange, der gør. Men nu har man i snart tre år fået at vide, at nu skal vi bare lige give den en skalle mere. Og det er også meldingen nu, siger Grete Christensen og tilføjer, at sygeplejerskerne er blevet "utålmodige".

Regeringens akutpakke møder også kritik på Christiansborg.

Peder Hvelplund, sundhedsordfører i Enhedslisten, mener, at den ikke er omfattende nok og ikke giver det løft, som sundhedsvæsenet har behov for.

- Der er tale om et gigantisk svigt af det sundhedspersonale, vi har så desperat brug for. Det var ikke det, de var sat i udsigt.  Nu siger regeringen bare, at de skal være fleksible, og så får de et tillæg for det. Men det er ikke et løft af grundlønnen, der skal tiltrække og fastholde personale, siger Peder Hvelplund.

Sundhedsordfører i SF, Kirsten Normann Andersen, er også kritisk over for den akutplan, som regeringen har fremlagt. Hun har særligt svært ved at gennemskue, hvordan regeringen og regionerne har tænkt sig at prioritere de to milliarder, der er afsat. Og hvordan der skal blive råd til det hele.

- Man må sige, at det er mindre ambitiøst, end det de sagde under valgkampen. Og jeg synes, at det er svært at gennemskue, hvordan pengene skal bruges. Så jeg indkalder ministeren til et samråd, så hun kan redegøre for, hvordan de to milliarder bruges. Fordi det kunne ligne, at de samme penge bliver brugt flere gange, siger Kristen Normann Andersen.

Blandt de tre regeringspartier var det Socialdemokratiet, der gik til valg på honorering af ekstraarbejde som en del af partiets akutpakke. Moderaterne ønskede som nævnt at afsætte 1,6 milliarder kroner alene til at løfte medarbejdere fra deltid til fuldtid.

Sundhedsordfører i Moderaterne, Monika Rubin, mener dog ikke, at Moderaterne er medunderskriver på en mindre ambitiøs akutplan, end partiet lovede i valgkampen.

Tværtimod mener Monika Rubin, at man har lavet en bedre aftale, der er mere fleksibel overfor sundhedspersonalet.

Det skyldes, at Moderaterne i dets valgforslag kun belønnede de sundhedsansatte økonomisk, hvis de gik fra deltid til fuldtid. I regeringens akutplan kan alle få mere i lønposen, så længe man tager ekstra vagter, påpeger ordføreren.

- For mig handler det om at få flest folk til at tage en ekstra tørn. Jeg ved godt, vi har et presset sundhedsvæsen, og nogle har valgt at gå på deltid, fordi de ikke kan holde til at arbejde fuldtid. Det tager den her plan højde for, siger Monika Rubin.

I valgkampen fremlagde I en akutplan, hvor der alene til et løntillæg til fuldtidsansatte var afsat 1,635 milliarder kroner. Den nye akutplan er til sammenligning på to milliarder alt inklusive. Er det ikke mindre ambitiøst?

- Jeg synes ikke, at den er mindre ambitiøs. Fordi så er nogle andre punkter udrullet mere. Vi har ikke haft de samme muskelkræfter til at regne på tingene i Moderaterne, da vi præsenterede vores akutplan. Så det var ud fra, hvad vi vurderede , var det bedste. Nu har man haft mulighed for at regne på det, og mulighed for at forhandle med regionerne og finde en fælles løsning. Så jeg vil ikke kalde den mindre ambitiøs, jeg vil bare kalde den anderledes, siger Moderaternes sundhedsordfører.

Monika Rubin henviser til, at regeringen har nedsat en lønstrukturkomité, hvor der sammen med arbejdsmarkedets parter skal forhandles om en ekstra lønramme på en mia. kr. i 2024, stigende til tre mia. kr. i 2030. Det er penge, der kommer oveni de offentlige lønforhandlinger.

Som modkrav for den ekstra sum i lønposen skal flere i den offentlige sektor arbejde fuldtid.

Lønstrukturkomitéen gælder først fra 2024. I sagde, at I ville have et fuldtidstillæg allerede fra 2023?

- Ja, og det kan du sagtens få på samme måde, fordi der bliver mulighed for honorering af merarbejde. Det er i princippet det samme. Det er bare en anden måde, fordi du ikke nødvendigvis behøves at arbejde fuldtid.

Honoreringen skal findes i de i alt to milliarder, der er afsat til hele akutplanen. I valgkampen ville I alene på fuldtidstillægget bruge 1,635 milliarder kroner. Så tillægget må vel være mindre, end det I fremlagde i valgkampen?

- Men spørgsmålet er, om der er behov for lige så mange penge. Men du kan sagtens gøre det samme, som vi sagde i valgkampen. Hvis regionerne gerne vil honorere dem, som går fra deltid til fuldtid, så kan dem på deltid bare tage ekstra vagter, så de ender på fuldtid. Men du kommer også til at kunne tjene ekstra, selvom du ikke arbejder fuldtid. Så modellen er mere fleksibel, siger Monika Rubin.

Venstre sagde i valgkampen, at de ønskede at bruge seks mia. kr. i 2023 og 2024, hvor størstedelen skulle gå til et fastholdelsestillæg. Det skulle give sundhedspersonalet op til 20.000 kroner ekstra i lønposen.

Det forslag fandt dog heller ikke vej til akutplanen. Men ifølge Venstres sundhedsordfører, Christoffer Aagaard Melson, betyder det ikke, at planen er mindre ambitiøs.

- Det synes jeg ikke. Det er en lang række andre elementer med, som kommer til at trække i den rigtige retning. Vi har allerede fra næste år lagt en milliard ekstra til lønkroner. Det var ikke noget, som Venstre havde med i valgkampen. Så samlet set mener jeg, at det er en god løsning.

Kan du forstå, at nogle undrer sig over, at I i valgkampen fremlægger en plan til 6 milliarder kroner, hvor der var et fastholdelsestillæg på op til 20.000 kroner, og så kommer der en akutplan på to milliarder kroner uden et fastholdelsestillæg?

- Ja, men til gengæld har vi aftalt et varigt lønløft på tre milliarder i 2030. Det havde vi ikke med i vores valgkamp. Hvis vi siger, at målet er at kigge på ventelisterne og tage presset af sygehusene, så synes jeg, at det her ambitiøst. Midlerne er anderledes, men sådan er politik. Men kan ikke altid hundrede procent få det, man gerne vil, siger Christoffer Aagaard Melson.

Regeringen har aftalt med SF, De Radikale og Alternativet, at omkring 40.500 børnefamilier skal have samlet set 300 millioner kroner udbetalt som inflationshjælp.

Det oplyses torsdag aften på et pressemøde med partierne og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Pengene udbetales ad to omgange. Den ene halvdel udbetales senest i juni, mens anden halvdel udbetales i august.

Hvor stort et beløb familierne modtager afhænger af, hvor mange børn familien har. Beløbet bliver 7500 kroner til familier med et barn. Herfra faldet beløbet per barn desto flere børn, der er i familien.

Beløbet er skattefrit og indgår ikke i beregningen af borgeres øvrige offentlige ydelser.

Tidligere på aftenen forlod Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne forhandlingerne.

Overfor DR forklarede Danmarksdemokraternes udlændingeordfører, Peter Skaarup, at partiet ikke var tilfreds med, at pengene ville gå til ikke-vestlige indvandrere udenfor arbejdsmarkedet.

- Det synes vi ikke er i orden, sagde Skaarup til DR.

I Dansk Socialrådgiverforening mener man, at inflationshjælpen til børnefamilierne er bedre end ingenting. Men den er absolut ikke dækkende, udtaler forkvinde Signe Færch i en pressemeddelelse.

Mens regeringen skubber problemet med børnefattigdom foran sig, fortjener de fattige børnefamilier en permanent løsning, lyder budskabet fra foreningen.

- Mennesker er på vej ud over kanten, og regeringen vil først spænde et sikkerhedsnet ud under dem om flere måneder. I næste uge kommer socialrådgivere til at stå med mødre og fædre, som har svært ved at betale husleje og købe mad og tøj til deres børn. De må vente alt for længe på hjælp, siger Signe Færch.