PFAS: De giftige PFAS-stoffer har pludselig kastet et uventet lys på økologien.

Det skete, da Fødevarestyrelsen sammen med DTU Fødevareinstituttet den 23. januar gjorde opmærksom på, at der på hønsefarme i hele Danmark "er fundet et højt indhold af skadelige PFAS-stoffer i økologiske æggeblommer".

PFAS er en samlende betegnelse for tusinder af kemiske fluorstoffer, som siden begyndelsen af 1950'erne er brugt i et svimlende antal produkter, der også har været knyttet til fødevarer.

Av for den. Her har forbrugerne gennem de senere år gnasket sig frem til en stigende erkendelse af, at økologiske produkter var fornuftige at indtage. Og så pludselig er der PFAS i dem.

Men selv ikke hvis denne forurening var et spil ludo, er økologien i nærheden af at være slået hjem. Det bedyrer folk med forstand på gift.

- Det er ærgerligt, så kedeligt, hvis det sætter økologien i et dårligt lys. Det er fuldstændig uberettiget, siger Lisbeth Ehlert Knudsen, professor i eksperimentel toksikologi på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

For ganske få år siden var det i øvrigt nok de færreste uden for ekspertkredse, der bekymrede sig om PFAS, endsige vidste, hvad det var. Men så kom Jyllands-Posten 25. maj 2021 buldrende med en hårrejsende historie.

Den handlede om, at PFAS var fundet i nogle græssende køer i Korsør, og kødet fra disse køers slagtede slægtninge var under mistanke for at have forgiftet 181 mennesker.

Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening havde købt køerne som konventionelle, men havde derefter sat  dem på græs, hvor de så at sige levede et økologisk liv. De fik ingen tilsætningsstoffer, men levede udelukkende af markernes græsser og vegetation.

Problemet var bare, kom det frem i Jyllands-Posten, at jorden under disse marker var forurenet med - for nu at gøre det sprogligt dejligt forvirrende - PFOS, som er ét af de mange fluorkemikalier i PFAS-gruppen.

Forureningen stammede fra en nærliggende brandskole. Her indgik kemikaliet i brandslukningsskummet og var sivet med regnvand ud i vandløb, ned i jorden og videre ud under nabolagets marker.

Siden har avisen og andre medier berettet om mange andre eksempler på forurening med PFAS. Knap 15.000 steder er under forureningsmistanke. Men her og nu er det PFAS i økologiske æg, der fylder i nyhedsbilledet.

En af dem, der aktuelt har været med til at rejse det røde flag for øko-æggene, er lektor fra DTU Fødevareinstituttet Kit Granby. Men dén advarsel skal ikke forstås som en generel advarsel mod økologi.

- Stofferne var ikke over grænseværdien, men de kunne konstateres i dem. Og ved et højt indtag risikerer man samlet at komme over grænseværdien. Det var i det lys, vi meldte det ud. Det er ikke det samme, som at det er farligt at spise æggene, siger Kit Granby til Avisen Danmark.

I konklusionen på den undersøgelse, der lå til grund for sidste uges meddelelse om PFAS-inficerede øko-æg, fremgår det i øvrigt, at det primært er børn mellem fire og ni år, der risikerer at få for mange af stofferne i sig. Den risiko opstår, hvis de i årevis spiser flere end to et halvt økologiske æg om ugen.

Kit Granby understreger derfor, at der ikke er tale om akutte farer. Hun ser problemet med de økologiske æg som forbigående, idet undersøgelsen også sandsynliggjorde, at stoffet stammede fra fiskemel, der er blevet brugt i hønsefoderet.

Det har fået de økologiske æggeproducenter til straks at droppe fiskemel i foderblandingerne, og landets fiskemelsproducenter vil som en konsekvens heraf fjerne de skadelige stoffer fra fiskemelet.

Det oplyste Anne Mette Bæk, direktør i brancheforeningen Marine Ingredients Denmark, mandag til Ritzaus Bureau.

Både æggeproducenternes og fiskemelsbranchens reaktion betrygger Kit Granby.

- Det betyder, at de økologiske æg i løbet af et par uger igen er i orden. Halveringstiden for stoffet er tre-fire dage, når hønsene har fået det fra foderet, og så går det jo hurtigt nedad med mængden. Det alvorlige er, når stofferne ophobes i mennesker, der indtager dem i store mængder, for i mennesker er stoffernes halveringstid helt oppe på tre-syv år, siger Kit Granby.

Hun ser ikke, at giftstoffer, der optræder på grund af uheld og ikke er påført bevidst, miskrediterer økologien.

- Det økologiske skal være, og er, det sikre frem for det ikke-økologiske, siger hun.

Som Kit Granby skelner toksikologi-professor Lisbeth Ehlert Knudsen mellem uheld og bevidst tilsatte stoffer.

- De økologiske varer indeholder ikke de samme tilsætningsstoffer, som andre gør. Jeg tør ikke sige noget om, hvad angår PFAS-situationen, for den udvikler sig hele tiden. Men det afgørende er, at når der sker en forurening af økologiske fødevarer, sker det ved uheld, det sker ikke med vilje. Som i det aktuelle tilfælde med de økologiske æg. Det er ikke en bevidst tilsætning, der er sket, det er sort uheld, at man har brugt noget foder, som sandsynligvis havde denne forurening, siger Lisbeth Ehlert Knudsen.

I brancheforeningen Danske Æg beskriver sektorchef Jørgen Nyberg Larsen situationen på en slags tredobbelt jysk:

- Det er træls, godt nok meget træls. Det er heldigvis et problem, som ifølge forskerne er lynhurtigt udryddet i og med, at foder med fiskemel er stoppet. Det skulle løse problemet, siger han.

Han er ikke bekendt med, at salget af økologiske æg er påvirket af forige uges PFAS-udmelding. Det er simpelthen for tidligt at kunne sige noget om det, mener han.

- Inflationen gør nok et langt større indhug i salget. Fra 2. til 3. kvartal sidste år faldt det med 11 procent. Jeg er bange for, at faldet viser sig endnu større, når vi får salgstallene for 4. kvartal. Men så er det da træls, at man oven i dét finder PFAS i foderet til økologiske høner, siger Jørgen Nyberg Larsen.

Modsat brancheforeningen er dagligvarekoncernen Dagrofa bekendt med en salgspåvirkning.

- Priserne på økologiske æg har været stabile siden forrige uges medieopmærksomhed. Der har til gengæld været et mindre fald i salget af økologiske æg, hvilket ikke er så overraskende, når nyheden fyldte så meget i mediebilledet, oplyser Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa, der bl. a. driver kæderne Meny, Spar og Min Købmand.

Han tilføjer dog, at ud fra butikkernes tilbagemeldinger at dømme synes forbrugertilliden til danske fødevarer og økologi stadig at være god, hvilket formentlig skyldes, mener han, at ægproducenterne reagerede hurtigt ved bl.a. at justere deres produktionsmetoder.

Coop og Salling Group kan endnu ikke registrere, om PFAS-sagen har påvirket salget.

- Salget af æg svinger en del i takt med kampagner og tilbud, så vi skal nok vente nogle uger, før vi kan konkludere noget, skriver Lars Aarup, analysechef i Coop, der bl.a. omfatter Kvickly, Superbrugsen og Coop365, i en mail.

I Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto foruden Salling-varehusene, er meldingen tilsvarende. Den mindre, generelle ændring, der er noteret, stammer fra før den aktuelle nyhed om PFAS i øko-æg:

- Vi har ikke umiddelbart kunnet se nogen ændring i salget af økologiske æg. Hvis vi ser mere på økologiske varer generelt, har økologisalget været stagnerende/svagt faldende i 2022 i forhold til andre fødevarer efter en årrække med høje vækstrater, oplyser Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group.

Rema1000 ønsker ikke at oplyse noget om situationen, men meddeler at "vi kommenterer desværre ikke på salgsudvikling generelt."

Én ting er dog ikke omfattet af hverken usikkerhed eller hemmelighed: Det slut med Korsørs græssende køer.

Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening er formelt ikke nedlagt. Endnu. Det er et spørgsmål om meget kort tid, oplyser formanden Kenneth Nielsen:

- I praksis har der ikke været nogen aktivitet, siden sagen dukkede op for over to år siden. Dengang havde vi faktisk lige købt et nyt hold køer, men det fik vi aflyst.

- Efter denne omgang er der ikke noget at gøre. Et projekt som dette, der én gang har været sat i forbindelse med PFAS, har ikke flere chancer. Og hvis det endelig skulle være, er det tæt på umuligt at finde nye græsningsarealer, siger den snart forhenværende foreningsformand, Kenneth Nielsen.

Tror du, at "isdronningen" bliver dit eftermæle, ville Mikael Bertelsen vide.

"Ja, og det er rimeligt nok," svarede Ritt Bjerregaard nøgternt.

Så nåede vi til femte program i rækken af det "Det sidste ord". Og denne gang - med netop Ritt Bjerregaard i stolen-  var forventningerne til overraskelser og kritiske kommentarer større end sædvanligt. Hun havde trods alt cirka 50 års danmarkshistorie at øse af -  tæt på magtens centrum.

Hun var minister ad flere gange, overborgmester i København og EU-kommissær, og livet igennem stod hun fast på sine holdninger og opfattelser - også når prisen blev høj. En enkelt offentlig tåre blev det til i hendes ungdom, men ellers formåede hun at holde pokeransigtet i det politiske spil, som hun viede sit liv til. Hvem ved, måske var hun ligefrem stolt af øgenavnet, for tårer er svære at komme videre fra, fortalte hun. Vrede - derimod - kan man bruge til noget.

Det har vi hørt Ritt Bjerregaard sige før, og i det hele taget var der stort set ingen overraskelser i "Det sidste ord". I hvert fald ikke, hvis man har fulgt hende og læst hendes både underholdende og grundige erindringer. De fylder fire tykke bøger. Fra arbejder-barndom til åbent ægteskab over politiske magtkampe og skandaler. Fra ikke at ville elskes, men respekteres til sexistisk modstand af presse og mandlige politikere.

"Hvorfor blev du aldrig statsminister," spurgte Bertelsen?

Et fyldestgørende svar kunne formentlig fylde et program for sig selv, for Ritt prøvede i sin tid både at styre den socialdemokratiske bus, holde ro og orden i den og at blive kastet under den.

Hendes svar var uforudsigeligt: "Jeg er ikke sikker på, at jeg var blevet en god statsminister." Hun forklarede det med, at hun gik op i detaljer, ville lave for meget om og i det hele taget ville alt for meget.

Aftenens bedste Bertelsen-spørgsmål handlede om, hvordan vi kan se, at Ritt Bjerregaard har været her.

Her ville Ritt helst huskes for sin kamp for billige boliger i København. Hun var glad for som overborgmester at have sat fingeren på noget vigtigt og for med egne ord at "være nået et stykke" - velvidende at problemet ikke er løst. Desværre fik vi ikke bud på løsninger.

Ellers ville hun gerne huskes for en folkeskolereform, der gjorde op med den sorte skole, for sin håndtering af kogalskab-katastrofen, smiley'erne i fødevarekontrollen og sin indsats for økologi. Det industrialiserede landbrug fik - som forventet - et svirp. "Det kan ikke fortsætte som nu," sagde den tidligere EU-miljøkommissær.

De mest personlige øjeblikke indtraf, da Ritt var på nippet til at græde sin offentlige tåre nummer to, og Bertelsen derfor begyndte at tale meget af bare befippelse. Emnet var veninden Inge Fisher Møllers selvmord. Det andet øjeblik indtraf, da hun grinede af Bertelsens slet skjulte skræk ved tanken om som hende at leve i et åbent ægteskab. I begge tilfælde glemte man programmets ellers stive form, fordi det i stedet blev til to menneskers ægte møde med hinanden og deres følelser.

Der tegner sig en klar tendens for programmet, som handler om, at de medvirkende vil tage afsked blidt og venligt. Selv Ritt og før hende Uffe Ellemann-Jensen. Politikerne vil ikke huskes for vrede eller gentage tidligere anklager, og det er forståeligt. Til gengæld kræver det konklusioner, vi kan lære noget af, hvis vi ikke "kun" skal høre historier fra "gamle dage", som vi kender i forvejen.

Vi ved ikke, hvornår hvert enkelt program er optaget, men vi ved, at Det Kgl. Bibliotek er partner i projektet. Her gemmes det fulde interview - hvor langt, det end er - for offentligheden i 20 år.

Så hvem ved, måske er der flere svirp, råd, afsløringer og konklusioner at hente på den længere bane.

"Nu håber jeg, I vil passe rigtig godt på det samfund, jeg nu forlader. Jeg håber også, I vil huske, at sådan et samfund hele tiden skal laves om for at blive bedre," lød farvellet fra Ritt sammen med en stor tak for livet.

Så må vi håbe, at det er det rigtige, vi laver om ...

"Det sidste ord", TV 2, blev sendt 5. februar. Kan streames på TV2 Play.

Stoltheden oser ud af Skare-koncernens hjemmeside. Den 5. maj 1986 modtog virksomheden Kong Frederik den Niendes Hæderspris for en fortjenstfuld indsats for dansk eksport. Siden voksede og voksede kødkøbmanden Kurt Skares livsværk. Lige indtil det brast i ruiner i sidste uge.

Man må selvfølgelig ikke underkende Kurt Skares næse for købmandskab, når han egenhændigt har  bygget en milliardkoncern op siden 1972. Men forløbet tegner et billede af en stædig ejerleder, der ikke har indset situationens alvor i tide.

Det seneste år har advarselslamperne blinket for fuld kraft. Afsløringen af 256 ton gammelt kød, som blev beslaglagt af Fødevarestyrelsens Rejsehold, er blot ét søm i Skare-koncernens ligkiste.

Allerede sidste år opsagde storbanken Nykredit samarbejdet med Kurt Skare, som dermed mistede sin adgang til finansiering. Skare har ganske vist selv tjent masser af penge på kødeventyret, men mange af dem er åbenbart bundet i mursten.

Kurt Skare foretrækker at betale kontant, og det gælder også, når han har bygget nye ejendomme til sin koncern. Men man kan ikke betale for kød med mursten. Det er åbenbart den konkrete anledning til, at hovedparten af Skare-koncernen i sidste uge blev sendt i konkursbehandling ved Retten i Esbjerg.

I virkeligheden gik det galt allerede sidste forår, da revisoren smækkede med døren og skred. Inden da havde det store revisionsselskab, Deloitte, afleveret et regnskab fyldt med forbehold.

”Der er altid en anden side af sagen”, skrev Kurt Skare dengang i en pressemeddelelse og bebrejdede revisorerne, at de havde en forkert opfattelse af, hvad Skares nedfrosne kød var værd.

Siden har vi lært, at Skare-koncernen har opbevaret kød helt tilbage fra 2010, hvilket ikke i sig selv er ulovligt. Fødevarestyrelsen opdagede til gengæld, at der ikke var sporbarhed på kødet, og det er til gengæld klart i strid med reglerne.

Forbrugerrådet Tænk har krævet, at man fremover skal kunne se slagtedatoen på det kød, man køber i supermarkedet. Det skal resten af fødevarebranchen så bøvle med, imens Kurt Skare er på jagt efter en ny bankforbindelse og nye kunder.

Shitstormen, der fulgte efter Fødevarestyrelsens afsløringer, fik både Salling Group og Rema 1000 til at droppe Skare som leverandør. Coop har for længst trukket stikket. Dermed er nogle af de største kundeemner i Danmark forduftet. Det har lange udsigter, før kunderne vil nikke anerkendende til et Skare-logo i køledisken.

Det bidrager ikke til sympatien at læse om, hvordan Skare håndterer et uanmeldt kontrolbesøg fra myndighederne. Berlingske har fået aktindsigt hos Fødevarestyrelsen og kan fortælle om, hvordan kontrollanterne er blevet truet med politianmeldelse. Skares vrede advokat hånede dem og pralede med, hvor tit han har ”vundet adskillige millioner tilbage” fra Fødevarestyrelsen.

Nu endte Skare med selv at blive politianmeldt for at forhindre Fødevarestyrelsen i at komme ind og foretage kontrollen.

78-årige Kurt Skare siger selv, at han arbejder 10-12 timer i døgnet hver eneste dag i ugen. Det ligner en forkert tilgang til at drive en virksomhed - især med den seneste udvikling i baghovedet. At trække sin 51-årige datter, Gitte Skare, ind i ledelsen har heller ikke hjulpet.

Familieejede virksomheder roses normalt for, at de drives godt og langsigtet. Drømmen er jo at sende en veldrevet virksomhed videre til de næste generationer.

Skare-koncernen er et slemt eksempel på, at familieeje også kan være en sovepude, der i sidste ende destruerer værdi. Skare-familien skulle have solgt hele molevitten, da virksomheden stadig var en velsmurt pengemaskine - og med et navn, der ikke udløste grimasser ved køledisken.

Der var engang ...  i 1970'erne, da mændene stadig havde mest at skulle have sagt - også i hjemmene. Bag de nybyggede parcelhusvægge, hvor kvinderne til gengæld forventedes at være førende herskere over vaskemaskinen, støvsugeren og grydeskeerne.

Det var en tid, da smukke kvinder automatisk blev gjort til sexobjekter, og hvor det ikke var spor mærkeligt at blive vurderet på sine "ynder", hvis man var af hunkøn. Slet ikke, når man søgte arbejde som letpåklædt dansepige i Cirkusrevyen.

TV 2's nye "Dansegarderoben" handler om netop Cirkusrevyens dansepiger, der må finde sig i at blive raget på, være underbetalte og også privat må kæmpe for ligeværd og selvstændighed. Nok spirer søstersolidariteten i samfundet med rødstrømpebevægelsen, men den har ikke slået rod i garderoben. Kvinderne bokser også med og mod hinanden.

Det hele begynder med et "SOS" af ABBA, mens vi zoomer indenfor i et tidstypisk parcelhus. Her bor Sussie (Marie Bach Hansen), og hjælp er præcis, hvad hun kan bruge. Hun får regelmæssig tæsk af sin dominerende mand, men har alligevel overskud nok til at bede om udsættelse af slagene, hvis parrets baby mangler en sut midt i det hele ...

Sussie bliver på trods og med list én af Cirkusrevyens otte dansepiger. Blandt andet fordi hun forstår at imponere revydirektør Preben Kaas. Det gør man ved at skyde brysterne frem og gerne blotte dem lidt. Men grænsen går ikke her. Senere hilses der på de otte nyansatte kvinder ved trykke dem - ikke i hånden, men på brysterne. "Båt, båt, båt, båt". Det er et chokerende og tåkrummende syn med nutidsbriller på.

Det er mændene, der bestemmer og styrer. Dem, der var kendte: Preben Kaas (Anders W. Bertelsen), Claus Ryskjær, Dirch Passer og Jørgen Ryg. Men det er ikke deres og revyens historie, der er hovedfokus, men dansepigerne og deres løsrivelses- og ligeværdskamp. Først hed de Lommer-pigerne - senere, mens Preben Kass var direktør for revyen (1971-1977), blev de kaldt for Kaas-kræs.

"Dansegarderoben" er skabt af duoen Louise Mieritz og Ditte Hansen, og resultatet er stilsikkert og sexet. Stilsikkert, fordi portrættet af 70'erne sidder lige i garderobeskabet. Fra Lux-sæben og strikbukserne til musikken, bilerne, farverne - hele den orangerøde stemning.

Sexet, for vi kommer ikke uden om, at nok er der meget at forarges over, men der er også nydelse. De medvirkende danser dejligt, mens pailetterne smyger sig inciterende om deres trimmede kroppe. Danseoptrinnene er forførende - der må gerne komme mange flere.

Vi morer os også. Hansen og Mieritz - bedre kendt som Ditte og Louise - har tæft for timing og komik, og  satiren er netop med til at nuancere seriens ellers forholdsvist hårdt skårede pointer og karikerede personportrætter. Med satiren blødes de op - for eksempel er det lidt komisk, når kvinder sidder i en baggård og demonstrativt ryger pibe, mens de lufter flettelangt hår under armene.

Tiden var en anden, siger man ofte, når man føler sig nødsaget til at forklare fortidens mærkelige gøren og laden. Det var tonen også. "Dansegarderoben" husker, at man stadig hørte De-formen i 70'erne - ligesom man var på "fru Efternavn" med sin dansklærer et godt stykke ind i årtiet.

"Pik og patter er noget, der batter", råbte de halvstore unger til hinanden i skolegården. Det er i og for sig samme forsimplede tankegang, der fiser rundt i hovederne på mændene i denne tv-udgave af Cirkusrevyen. Og det er, forarget eller ej, også meget komisk.

Båt, båt, dyt, dyt.

Skabt af Louise Mieritz og Ditte Hansen. De spiller begge selv med. Otte episoder a ca. 60 minutter. TV 2 søndag 5. februar, men kan også streames på TV 2 Play. 

Medvirkende bl.a. også Marie Bach Hansen, Mille Lehfeldt, Olivia Joof Lewerissa, Andrea Heick Gadeberg, Marie Reuther, Nanna Finding Koppel, Anders W. Berthelsen, Jakob Oftebro, Esben Dalgaard. Denne anmeldelse baserer sig på de to første afsnit.