Redaktionen advarer om stærke billeder nederst i artiklen.

Senabort: To dage før juleaften kom Conrad på 110 gram og 18 centimeter til verden.

Men Conrad nåede aldrig at trække vejret, fordi hans forældre få dage forinden traf et aktivt valg om at vælge ham fra.

- Min mand og jeg sidder i bilen sammen alene på vej til Frederikshavn. Det var her, vi blev enige og endegyldigt kom frem til beslutningen. Det var den 17. december, og jeg var 16 uger plus 3 dage henne i min graviditet. Det var fem dage inden, at jeg fødte ham, fortæller Emma Dorf Overgaard om den dag, hun valgte at ansøge om en senabort.

Emma Dorf Overgaard på 28 år er nyuddannet sygeplejerske og mor til Anker på fire år, Svala på to og lille Conrad på kirkegården - placeret et stenkast fra familiens parcelhus i den lille by Assentoft øst for Randers.

Forinden havde Emma Dorf Overgaard og hendes mand været igennem en nakkefoldsscanning, en moderkageprøve og de syv længste dage i deres liv, inden de fik beskeden om, at deres lille dreng inde i maven var skabt med to kromosomfejl.

Kombinationen af de to kromosomfejl havde læger og genetikere herhjemme ikke set før, fortæller hun. Det bragte de to forældre i en svær situation, fordi de skulle vælge deres ufødte barn til eller fra uden præcist at vide, hvor sygt et barn de ville bringe til verden.

- Vi havde nogle gode snakke om, hvad det ville betyde, hvis han kom ud og var handicappet. Hvad det ville betyde for vores to andre børns liv? Hvad ville det betyde for vores liv og i den grad også, hvad vil det betyde for Conrads liv? Ville han mon nogensinde tilgive mig for at have et liv, hvor han skulle stikkes i benet hver evig eneste dag og på sygehuset hele livet? lyder ordene fra Emma Dorf Overgaard.

Emma Dorf Overgaard er en af de kvinder, det hele handler om, når abortgrænsen i disse måneder er til debat.

Grænsen for den fri abort i Danmark er ved udgangen af 12. graviditetsuge målt fra seneste menstruationsdag. Herefter er der mulighed for at få en sen abort ved ansøge et abortsamråd. Tilladelsen  gives ved tungtvejende årsager og begrundet i enten fosterets sundhedstilstand eller morens forhold.  Der kan f.eks. være tale om alvorlig sygdom hos det kommende barn, eller hvis moren eksempelvis har været udsat for en voldtægt, lider af psykisk sygdom, eller hvis graviditeten er til fare for hendes helbred.

Den sene abort foregår for det meste som en fødsel, der sættes i gang med høje doser medicin. Der gives ikke tilladelse til abort, hvis det vurderes, at fosteret er levedygtigt på det aktuelle tidspunkt.

Som udgangspunkt er skillelinjen ved 22. graviditetsuge, hvor myndighederne anser det som et barn og ikke et foster.

Spørgsmålet er, om også sene aborter skal være kvindens eget valg. Organisationen Sex og Samfund har argumenteret for at sætte grænsen op til minimum 18. graviditetsuge, mens andre taler om at sætte grænsen ved 22. uge.

- Vi synes, at det er vigtigt, at så mange kvinder som muligt træffer beslutning om egen krop, lød det fra Sex og Samfunds generalsekretær, Majbrit Berlau til Ritzau den 9. januar.

- At man efter den 12. uge skal i samråd og andre træffer beslutningen, er ikke nødvendigvis identisk med en fri abort.

Modsat står dem, som mener, at reglerne fungerer fint, som de er i dag. Eksempelvis Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, der til Avisen Danmark bl.a. har argumenteret for, at det er godt, at abortsamrådene træffer beslutningen om sene aborter.

- Det er ganske voldsomt at tage livet af et foster. Et eller andet sted kan det komme til at traumatisere de kvinder i rigtig lang tid, måske resten af livet, hvis de får foretaget en meget sen abort, sagde Per Larsen.

Etisk Råd har besluttet at tage spørgsmålet om abortgrænsen op til genovervejelse i år.

Avisen Danmark omtaler gennem artiklen Conrad som et barn, ikke et foster, for at være tro mod Emma Dorf Overgaards måde at fortælle sin historie på.

Den 1. oktober sidste år testede Emma Dorf Overgaard positiv på en graviditetstest med ønskebarnet, som skulle binde sløjfe om familien på fire og gøre den til en familie på fem.

Men efter flere undersøgelser og blodprøver fandt lægerne frem til, at drengen inde i Emma Dorf Overgaards mave havde Klinefelter syndrom, hvilket betyder, at han var skabt med et eller flere ekstra af de kvindelige kønskromosomer og derfor blandt andet vil være infertil og have risiko for andre komplikationer i forbindelse med puberteten.

Ud over Klinefelter syndrom viste undersøgelser, at Conrad var skabt med endnu en kromosomfejl, som vil kunne medføre øget risiko for forsinket sproglig udvikling, vanskeligheder ved indlæring og autisme.

- Jeg blev ringet op af en overlæge fra Randers, som spurgte, om jeg havde tid. Jeg var faktisk ude og handle i Bilka med mine to børn. Jeg kunne godt have sagt, at det havde jeg ikke tid til, men jeg havde bare så meget brug for at få det svar, fortæller Emma Dorf Overgaard om den dag, hun for første gang direkte fik at vide, at barnet i hendes mave var syg.

Allerede inden nyheden om de to kromosomfejl havde de to forældre til nakkefoldsscanningen fået at vide, at der var en øget risiko for, at deres søn vil være udviklingshæmmet og have Downs syndrom.

- Det kom bag på mig, og jeg blev virkelig ked af det. Når man har prøvet det et par gange før, så går man jo ind til scanningen med tanken om, at barnet er som det skal være. Ligesom det har været de andre gange, fortæller den 28-årige mor og tilføjer:

- Jeg kan huske, at der kom en anden ind til nakkefoldsscanningen, og det tog rigtig lang tid. Min bekymring blev større. Så havde jeg måske alligevel tænkt tanken om, at der måtte være et eller andet galt. Jeg kunne se hjerteblink, men jeg kunne ikke regne ud, hvad der så var galt.

Den dag på vej hjem i bilen fra sygehuset åbnede Emma Dorf Overgaard og hendes mand for første gang op for snakken om at vælge deres fremtidige barn fra.

Fra det øjeblik, Emma Dorf Overgaard og hendes mand traf beslutningen om at sende en ansøgning til senabort til abortsamrådet, gik det stærkt.

- Jeg gik op til stenhuggeren og bad ham om at lave en gravsten til min søn, alt imens han lå levende inde i maven på mig, fortæller Emma Dorf Overgaard og tilføjer:

- Jeg sendte besked ud til vores familie om, at nu skulle jeg føde Conrad, mens jeg i samme besked inviterede dem til hans begravelse dagen efter fødslen.

For hende var dagene efter at have truffet beslutningen med Conrad i maven meget svære og skulle mest af alt bare overstås.

- Fra vi tog beslutningen, var det vigtigt for mig at få sat det hele i værk med det samme. Jeg ville gerne have det stoppet. At gå rundt med det her levende barn i maven, som egentlig ikke skulle være her, var forfærdeligt for mig. Jeg var bange for at komme til at mærke liv, og at det ville gøre min beslutning endnu svære og hårdere, lyder ordene fra den 28-årige mor.

Der gik i alt to dage, fra forældrene havde truffet beslutningen, til at lægen sendte en anmodning om senabort til abortsamrådet og yderligere tre dage herfra, inden Emma Dorf Overgaard og hendes mand fik en tilladelse til at få barnet fjernet.

- Jeg ringede ind og spurgte personalet på sygehuset flere gange, om jeg mon nu fik lov til at få en senabort. Jeg kunne ikke klare tanken om at gå og være i tvivl og være nervøs for at få et nej. Men lægerne sagde, at de aldrig havde oplevet en afvisning fra abortrådet på det her tidspunkt i graviditeten, når der var tale om kromosomfejl. Det beroligede mig, fortæller Emma Dorf Overgaard.

Dagen inden fødslen var Emma Dorf Overgaard inde på sygehuset og tage en pille, som stoppede graviditeten.

Den 22. december 2022 fødte hun Conrad klokken 13:29 med sin mand ved siden af.

- Selvfølgelig så han lidt anderledes ud end andre nyfødte, fordi han var så lille, men han var virkelig fin. Han fik en lille hue på hovedet og lå svøbt ind i et tæppe, fortæller hun og tilføjer:

- Efter noget tid tog sygeplejerskerne ham med og satte ham på køl på sygehuset. Efter det pakkede vi vores ting sammen og tog derfra uden vores søn i armene. At skulle gå igennem en fødsel, uden at få mit barn med hjem, var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.

I mange dage inden beslutningen blev taget, var Emma Dorf Overgaard og hendes mand faktisk uenige med hinanden om, hvorvidt de skulle vælge Conrad fra eller til.

- Min mand læste meget op på statistikker og havde brug for at få nogle tal på, hvor mange der har Klinefelter Syndrom, og hvor mange der vælger det fra. Der havde jeg et andet forhold til ham, fordi jeg havde ham i maven, og fordi jeg skulle være mor, fortæller Emma Dorf Overgaard og tilføjer:

- Hvis jeg tænkte med hjertet, havde jeg valgt noget andet end at vælge ham fra. På det tidspunkt ville jeg bare gerne have ham. Jeg tænkte, at han sagtens kunne leve med Klinefelter, ligesom han godt kunne leve med risikoen for en psykisk lidelse. Det er der jo så mange, som har.

De to forældre besluttede sig derfor for at lave en liste med plusser og minusser ved at bringe Conrad til verden, og efter den øvelse var det klart for dem at se, at der var flere minusser, end der var plusser, fortæller hun.

Når det kommer til spørgsmålet om at sætte abortgrænsen op fra 12. graviditetsuge til 18. eller 22. graviditetsuge, mener Emma Dorf Overgaard ikke, at det i alle tilfælde vil være til gavn for den gravide kvinde.

For hende var det nemlig enormt værdifuldt at have fagpersoner med inde over beslutningen, da hun stod i sit livs største dilemma for blot en måneds tid siden.

- Jeg havde brug for en eller anden voksen, som sagde, at det var okay, og at der var grundlag for at vælge ham fra. Vi har lænet os op ad dem og derigennem fået en bekræftelse, fortæller hun og tilføjer:

- Det har jo været vores egen beslutning. Hvis vi havde fået et nej den dag, kan det godt være, at jeg havde forholdt mig anderledes til det.

Forleden dag kunne Maria og Jevgenijs fem-årige søn ikke sove.

- Far, sagde han på russisk, sproget, de taler i murstenshuset bag ligusterhækken i Agedrup.

- Dræber de børn i krigen?

Den lille dreng med det brune hår og de blå øjne så alvorlig ud.

- Og når jeg nu kun er halvt russer, vil russerne så slå mig ihjel? spurgte han sin far.

Krig er en kompliceret størrelse, men for en familie på fire i Agedrup er det ekstra forstyrret. For hvordan forklarer man sine børn, at mors fædreland har invaderet fars? At der bor en fremmed, 50-årig ukrainsk kvinde i huset, fordi hun måtte flygte fra nogen, der taler det samme modersmål som en selv? Og at de ikke rigtig længere må snakke i telefon med deres mormor, fordi hun er blevet “hjernevasket af Putin”?

På overfladen lever familien Skuratovskij-Martynova et almindeligt forstadsliv. 36-årige Maria er dessertchef i restauranten Nordatlantisk Hus, 40-årige Jevgenij er violinist og tolk, den femårige søn elsker tegnefilm, og deres 13-årige dreng spiller fodbold. De har to biler i indkørslen og en travl hverdag. Landevej og marker rundt om hjørnet. Legekammerater i nabolaget.

Men Maria og Jevegenijs familiekrønike er filtret ind i den krig, der startede for et år siden, og som har spaltet historien i et “før” og et “efter”. Hun er fra Rusland, han er fra i Ukraine.

På Fyn - hvor deres sønner er født - lever de i fred og harmoni.

- Russere og ukrainere er søskende. Det er ikke deres krig, det er Putins, sagde Maria til TV2Fyn, da mediet besøgte familien få dage efter krigens udbrud i slutningen af februar 2022.

Et lille års tid senere vil jeg have Maria og Jevegenij til at forklare, hvordan kærligheden overlever krig. Jeg vil skrive om om håb.

Desværre er virkeligheden ikke en film fra Hollywood. Deres egne nærmeste er blevet inficeret med dét, som parret kalder “en virus”: Den russiske propaganda.

Marias mor i Rusland - som altid har foragtet Vladimir Putin - prædiker nu hans ord. Familiebåndene er tyndslidte, fremtidsprognoserne dystre.

- Krigen vil fortsætte. Det er ikke bare “Putins krig”, det er blevet gjort til hele Ruslands krig. Mange har ædt hans fortælling om den store fædrelandskrig, siger Jevgenij, mens Maria stirrer ned i deres spisebord og mumler ordene.

- Evighedskrig.

For at forstå deres pessimisme, må vi først forstå, hvor og hvad de kommer fra.

Jevgenij blev født i Kyiv i 1982, som borger i Sovjetunionen. Forældrene var violinister i et kammerorkester, i boligblokken hørte han toner af både ukrainere, russere, hviderussere og armenere, og i skolen lærte han kommunismens melodi.

- Vi talte russisk, ligesom mange ukrainere gjorde dengang. Vi lærte, at Rusland var store forfattere og astronauter, Ukraine var hele verdens kornkammer, men vi proppede aldrig folk i kasser. Vi var det samme folk, siger Jevgenij.

750 kilometer derfra, i byen Novovoronezj, voksede Maria op med de samme skolebøger og den samme barnlige blindhed for nationaliteter. Hendes 40.000 indbyggere-store-fødeby var hjemsted for et atomkraftværk, så kemikere, forskere og bygningsarbejdere fra hele Sovjetunionen blev placeret i byen i planøkonomiens tegn. Det var også sådan, at hun endte der - hendes bedstefar var turbineingeniør.

I sommeren 1991 - få måneder før Sovjets sammenbrud - flyttede Jevgenij og hans forældre til Danmark. En plads i Odense Symfoniorkester blev deres billetter ud af usikkerheden.

Så privilegeret var Maria ikke. Med sin arbejdsløse alene-mor voksede hun op i armod og skyggeøkonomi i Sovjetunionens ruiner, hvor det at få brød afhang af, om man kendte nogen på brødfabrikken, og det at få nyt tøj var noget, hun som teenager kun kunne drømme om.

- Det blev bedre omkring årtusindeskiftet. Da havde min mor fået job som massør, og jeg havde fået en stedfar, som arbejdede som chauffør på kødfabrikken, siger hun.

Familiens optur kom sideløbende med Vladimir Putins vej til toppen af Kreml, men Maria, hendes mor og resten af familien brød sig aldrig om ham.

- Han var KGB-mand. Det lå dybt og instinktivt i os, at han var sådan en, vi ikke kunne stole på, siger Maria, der gik med i store demonstrationer mod Putin i Moskva i sine 20’ere.

Barndomsminderne står i kontrast til det, vi sidder i, her, i deres hus i Agedrup. Den ene af de to biler i indkørslen er en Tesla, i reolen står der tykke bøger om Champagne og Barolo, på et lille fad ved siden af stempelkanden står tre af de håndlavede chokolader, som Maria laver i sin virksomhed Marus Chocolatier.

- Der er brunsvigercreme i den ene af dem, siger hun.

På en hvid væg hænger der et foto af Maria og Jevgenij, hvor de står med redningsveste på og hver deres pagaj i hånden. Billedet er fra dengang de mødte hinanden, på en kajaktur med fælles venner i Rusland i 2011.

Amors pil ramte, Maria flyttede til Odense, en familie blev stiftet, og selvom de havde rødder i både Rusland og Ukraine var det aldrig dét, der adskilte dem. Det var snarere de danske træk.

- Forskellen på os dengang var ikke, at jeg er ukrainer, og hun er russer. Vi kom jo af den samme kultur. Dét, der gjorde mig anderledes, var, at jeg var mere dansk, end jeg var noget andet, siger Jevgenij.

Alligevel havde han forståelse for historien, da Putins Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen i hans eget hjemland. Ikke for metoderne, som Jevgenij fordømmer som krigsforbrydelser, men for det historiske tilhørsforhold.

- Krim består mestendels af etno-russere, siger han, mens han hustru sidder og nikker.

Tilbage i 2014 var hendes tankegang farvet af russisk propaganda, fortæller hun. Putins annektering var en “frihedsmission”, en “redningsaktion” for at forhindre “etnisk udrensning”. “Krim kommer hjem,” var budskabet i de russiske aviser.

- Jeg havde faktisk selv russisk familie i Luhansk, som flygtede til Rusland i den periode. Så Jevgenij og jeg var i den periode uenige. Han var stærk modstander af, at Putin greb til våben og forbrød sig mod folkeretten, siger Maria, der dengang mente, at målet helligede midlet.

Det var før den 24. februar, 2022. Dagen, hvor alt ændrede sig.

Jevgenij var kørt på arbejde med en fast overbevisning. Der kommer ikke krig.

Han og Maria havde diskuteret det aftenen forinden. Putin havde for meget at tabe.

Men tanksene trillede ind over Ukraines grænser, og verden stod stille. Tv-stationernes sendeflader blev ryddet, alle fulgte med, men for Maria og Jevgenij - med familier på begge sider - var det ekstra smertefuldt.

- Min mor græd den første uges tid, siger Maria, der selv tordnede på sine sociale medier.

På sin russiske konditor-side på Instagram, hvor hun havde over 10.000 følgere, skrev hun “slå krematuren i Kreml ihjel”. Hun arrangerede flugttransport og nødhjælp for ukrainere. Krigen flyttede ind hos dem i Agedrup - i bogstaveligste forstand.

- Larissa - en 50-årig kvinde fra Kharkiv - boede her i fire måneder. Hun er en del af familien nu og lever stadigvæk i Odense, siger Maria.

Jevgenijs og Marias konflikter koncentrerede sig om opvask, støvsugning og rengøring. Det huslige. Om krigen var de rørende enige. Det var Putins værk. Et makværk. En tragedie.

Men da chokket over krigen havde lagt sig, fulgte en anerkendelse med potentialet til at splitte familien til atomer. Maria var ikke længere på linje med sin mor, stedfar og bror i Rusland. Som i overhovedet ikke.

- Efter en uges tid fandt jeg ud af, at min mor støttede Putin. Hun havde altid hadet ham, men nu købte hun hele fortællingen om den store fædrelandskrig. Hun fordømte nazisterne i Ukraine. Og hun sagde, jeg var påvirket af Vestens propaganda, siger Maria, mens hun ryster hovedet i vantro.

Jevgenij er kørt over i Fjordager Boldklub for at hente deres ældste søn fra fodboldtræning. Vi sidder alene i stuen, mens Maria siger ordene.

- Min mor er blevet hjernevasket af Putin. Det er forfærdeligt.

Maria forstår kimen til sin russiske families virkelighedsopfattelse.

- Så længe jeg kan huske tilbage - om det var i skolen, i tv eller til middagsselskaber - er vi blevet flasket op med, at Nato er farligt. Og det var faktisk først efter et par år i Danmark, at jeg begyndte at stille spørgsmålstegn: Hvad er det egentlig ved Nato, som er så farligt?

I løbet af det seneste år har Maria hørt mange pro-russiske forklaringer på Putins fremmarch i Ukraine. Den akutte trussel fra Nato. Beskyttelsen af russiske mindretal mod nazister. Brevduer inficeret med virus. Påstanden om det historiske broderfolk.

Men hverken hun eller Jevgenij køber nogle af fortællingerne. Brødre slår ikke hinanden ihjel, Nato er ikke aggressoren, og det er ej heller den ukrainske hær. Marias mor vil ikke høre på det.

- Vi taler stadig sammen, men det er sjældnere og sjældnere. Og vi snakker kun om hverdagsting, for når vi taler om krig, bliver vi uvenner. Min mor fortæller, at hun har fået at vide af en præst i sin lokale ortodokse russiske kirke, at drengebørn bliver født med det formål at gå i krig for fædrelandet. Jeg kan ikke være i det.

Jevgenij er kommet ind ad døren, den ranglede 13-årige med sportstasken om skulderen er ilet ind på sit værelse, og den ukrainskfødte familiefar er faldet ned i spisebordsstol med et dybt suk. Med dæmpet, toneløs stemme blander han sig i snakken.

- Vores børn har mistet deres mormor. Den kærlige mormor, som altid har sat sine børnebørn højt. Hun er der jo nok stadigvæk, men hun er blevet inficeret med en virus. En cancer. Og jeg tør ikke lade mine børn tale med hende, for hvem ved, om hun inficerer dem med den propaganda.

Både Jevegenij og Maria kigger ligefrem, uden rigtigt at kigge på noget. Det er ikke kun en gren af familien, de har svært ved at genkende. Krigens første år har tvunget dem til at revurdere Rusland.

- For et år siden mente jeg, at de danske medier var alt for pro-Ukraine, og at vores syn på Rusland var alt for sort/hvidt. Men krigen har desværre vist, at Rusland lever op til sine værste fordomme. Til sit værste ry. Jeg er utrolig skuffet over den russiske befolkning, siger Jevgenij.

Rusland er et kæmpe land med 143 millioner indbyggere. Hvad får dig til at sige det der?

I nogle sekunder kan man igen høre den russiske tegnefilm, mens han tænker med korslagte arme.

- Jeg læser i de russiske medier. Jeg har russiske bekendte. Marias familie, som plejede at hade Putin. Alt for mange er blevet radikaliserede.

Jevgenij taler hurtigt og indigneret, som smager ordene grimt i munden på ham.

- Rusland er blevet som Islamisk Stat i dets tankegang, de er ekstremister. Det er “den store folkekrig”, og de føler, at de er oppe imod “mørkets kræfter”.

Januarmørket har lagt sig mellem husene i forstadskvarteret, og det matcher familien Skuratovskij-Martynovas dunkle prognoser.

Den yngste dreng kommer ind og spørger om noget på russisk.

- Han er sulten og vil have mad, oversætter Maria for mig med et behersket smil.

Med flygtninge i huset og usikkerhed omkring samtaler med mormor er deres sønner aldrig blevet forskånet. Og det er ikke kun den fem-årige, som af og til har svært ved at finde ud af, hvilket ben han skal stå på.

I den 13-åriges folkeskole er der ukrainske børn, og på et tidspunkt var han bange for, om det ville skabe problemer.

- Min dreng kom en dag og spurgte, om han skulle skjule, at han havde en forælder fra Rusland. Og jeg sagde selvfølgelig ‘nej’. Min største frygt har været, at modstanden mod russere ville ramme os her i Danmark, men alle har været enormt søde. Både ukrainere og danskere, siger Maria.

Dét er både hendes og Jevgenijs eneste opmuntrende pointe.

- Efternavnet, accenten og fødestedet er fuldstændig ligegyldigt, når du er på afstand fra krigen. Mennesker er mennesker, siger han.

Han synker sammen i stolen igen. Maria betragter ham. Med albuen i bordet hviler hun sit hoved i sin hånd.

Hun er ikke sikker på, om hun nogensinde kommer tilbage til sit Rusland igen. Om hun nogensinde ser sin mor igen. Krigen er blevet så psykologisk og nationalistisk betonet, at den bare ikke stopper, når den sidste bombe er sprunget. Den lever videre i menneskene, i deres hukommelser, i skolebøgerne.

- Jeg tror den her krig kommer til at vare i rigtig mange år. Jeg ser ingen ende. Selv hvis Putin får et lille hjørne af Ukraine og kan sælge det som en sejr, så har det måske kostet tre millioner russere livet. Og så går der måske fem, ti eller tyve år, før den næste generation af russere går i krig med Ukraine, siger Jevgenij og fortsætter:

- Det jeg mener er at selv den mindste "sejr" vil blive set som en sejr, uanset hvor katastrofal prisen bliver. Og så bliver man ved efter at have samlet kræfter. Og et nederlag kan meget vel blive udlagt som "vestens overgreb på Rusland", hvilket uden et opgør med systemets samlede tankegods fostrer revanchisme.

Han kigger på sin kone med et medlidende blik.

- Det er selvfølgelig endnu værre for dig, end det er for mig. Du er i gang med at miste din familie.

Aktier: Det er ikke ret mange uger siden, at tilhængerne af Tesla og firmaets megarige stifter, Elon Musk, måtte konstatere, at 2022 blev en dyr fornøjelse for Tesla-aktien, der fik alvorlige klø på børsen.

Investorerne var ikke imponerede over den amerikanske bilproducent og aktiens værdi faldt med hele 65 procent i 2022.

Men man skal passe på med at dømme Tesla og den excentriske ejer ude.

Knap var januar 2023 skudt i gang, før Tesla satte priserne markant ned på de populære elbiler Model Y og Model 3.

Med ét vendte Musk markedet for elbiler på hovedet, så aktien fra 3. januar begyndte at bevæge sig opad igen fra det laveste niveau siden sommeren 2020.

Onsdag præsenterede Tesla så et rekordregnskab - med en omsætning i 2022, der steg med 51 procent til svimlende 555 milliarder kroner - der kun har fået aktien til at stige endnu mere.

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, er der flere årsager til, at Tesla-aktien nu er steget med mere end 50 procent i de første uger af det nye år.

Først og fremmest hæfter han sig ved, at det er nemmere at overraske positivt, når optimismen i forvejen er i bund.

- Men med prisnedsættelsen har Elon Musk lavet det, investorerne opfatter som et offensivt træk, der ganske vist på kort sigt betyder, at man sælger biler til en lavere pris. Men over tid erobrer man markedsandele og sætter konkurrenterne skatmat, siger han.

Tesla forventer at levere i alt 1,8 millioner biler i 2023. Det er godt og vel en halv million mere, end man formåede at sælge i 2022.

- Det understreger det, som Tesla tidligere har sagt, at ambitionen over en længere årrække er at vækste med plus minus 50 procent om året, siger Per Hansen.

Målet kan dog ifølge Elon Musk blive hævet til to millioner elbiler i 2023. Det er også et flot rundt tal, der kan spille en rolle i aktiens popularitet netop nu, mener Per Hansen.

- Der er fra tid til anden tal, der bliver lidt magiske. Jeg tror, to millioner virker magnetisk og er lettere at forholde sig til, siger han.

Han peger på, at Tesla og Musks offensive strategi først og fremmest er gode nyheder for dem, der gerne vil købe en Tesla. Formentlig også for dem, der overvejer at erhverve sig en elbil, for prisnedsættelsen vil smitte af i et eller andet omfang.

- Kigger du på Teslas konkurrenter, er det her nok ikke nyheder, der er blevet særligt godt modtaget. Der er de kinesiske firmaer, der også fokuserer på elbilerne, men ikke har de samme skalafordele som Tesla. De er også tvunget til at sætte priserne ned, hvis de skal afsætte deres varer i USA og Nordeuropa, hvor Tesla er stærke, siger Per Hansen.

En anden stor konkurrent - VW Group - er udfordret af at skulle jonglere med markedet for benzin- og dieselbiler, samtidig med at man har store ambitioner for den elektriske del af forretningen.

- Men deres udfordring er, at de ikke rendyrket satser på det ene eller det andet. De skal også passe på værkstederne. Vedligeholdelsen på en elbil som en Tesla er dramatisk mindre, end den er på en anden brændstofdrevet bil. Det er udfordringen, når man skal kigge på værdikæderne. Det er godt set af Elon Musk, at konkurrenterne, der stadig sælger brændstofdrevne biler, nok slet ikke tjener penge nok til at kunne lave en tilsvarende prisnedsættelse, siger Per Hansen.