Politik: For omtrent et års tid siden sad Jakob Engel-Schmidt (M) alene på et lille kontor i den yderste del af Christiansborg, som den eneste ansatte for det, der dengang stadigvæk var et "politisk mødested."

Da han bevægede sig rundt på gangene, blev han ofte mødt med et kærligt klap på skulderen og et par forstående øjne.

- Det projekt du og Løkke har gang i, det er en sød idé, husker Jacob Engel-Schmidt, der blev sagt.

Dengang troede de færreste, at det var muligt at få rykket Socialdemokratiet og Venstre væk fra deres politiske blokke.

Her 100 dage efter har begge partier forladt deres politiske positioner.

- Sammen med os er de gået ud på det politiske islag, og de er gået så langt ud, at de ikke kan vende om og gå tilbage igen. Det mener jeg, er et fornuftigt, stærkt og nødvendigt politisk eksperiment, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Lørdag afholder Moderaterne årsmøde i Vejle. Og siden partiets fødsel for omkring ni måneder siden, er der sket meget i dansk politik, hvor det nye parti har haft en finger med i spillet.

Jakob Engel-Schmidt er blevet kulturminister i SVM-regeringen, og noget usædvanligt for den post er han også blevet medlem af de to mest magtfulde udvalg i regeringen: Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.

Det er for alvor i de to udvalg, at regeringens politik bliver besluttet. Og kun de mest magtfulde ministre sidder der.

Derfor har Jakob Engel-Schmidt også oplevet regerings første 100 dage helt indefra.

- For mig personligt har det været en kæmpe omvæltning. Men politisk føler jeg, at regeringen er en succes. Det er et kontroversielt udsagn i en tid, hvor mange mener det modsatte, men det står jeg ved, siger kulturministeren.

Jakob Engel-Schmidt vil dog ikke male et "rosenrødt billede." Men han mener samarbejdet i regeringen går bedre, end han forventet. Og de positive takter fra forhandlingslokalet på Marienborg er taget med videre til ministerkontorerne.

- Både Socialdemokratiet og Venstre er partier med dybe, historiske rødder til et bagland, hvor man har skullet kæmpe mod hinanden for magten. Nu skal magten deles i en palette med tre forskellige partifarver, og det er en øvelse alle skal arbejde sig ind i, fortæller Jakob Engel-Schmidt.

Har I tænkt jer, at det her regeringssamarbejde skal forsætte efter næste valg?

- Det håber jeg meget. Nogle vil opfatte det som et samarbejde drevet af nødvendig, jeg håber, at det bliver den nye normal, at man i dansk politik samarbejder hen over midten. Netop fordi ansvaret for løsningerne sjældent findes på den politiske yderfløj.

Er det så med Mette Frederiksen som statsminister?

- Det skal jeg ikke kunne afvise. Men det tænker jeg ville være naturligt, hvis hun også er statsministerkandidat næste gang.

Jakob Engel-Schmidt fremhæver flere politiske resultater de seneste 100 dage. Men særligt kulturpolitikken mener han, har fået en mere central rolle i dansk politik end hidtil.

- Vi var også det første parti med forslag om en akutpakke til sundhedsvæsenet. Det er blevet til virkelighed og forbedrer forholdene for sundhedsvæsenet og reducerer ventetiderne, siger Jakob Engel-Schmidt, og forsætter:

- Samtidig har vi nedsat en strukturkommission der skal se på fremtiden i sundhedsvæsenet. Når den kommission er færdig, så er vi klar til at tage de afgørende beslutninger for at sikre sundhedsvæsnet. Det er et godt eksempel på, hvad en regering over midten kan.

En del politiske kommentatorer var skeptiske om Moderaternes var et regeringsdueligt parti.

Det første medlem af Moderaterne måtte også allerede trække sig efter 23 dage, da Jyllands-Posten kunne afsløre, at Kristian Klarskovs karriere som iværksætter, ikke var så succesfuld, som han havde givet udtryk for under valgkampen.

Samtidig er også kulturordfører Jon Stephensen (M) kommet i strid modvind, efter der er kommet anklager om en forfalsket underskrift.

Selv mener Jakob Engel-Schmidt, at Moderaterne har fået en god start.

- Jeg synes, at vi har fem ministre, der fungerer ekstremt godt. Vi har en dygtig gruppeformand, en dygtig politisk ordfører. Jeg tror, at de to har overrasket mange med deres viden og arbejdsmoral og evne til at præge debatten, siger Jacob Engel-Schmidt og forsætter:

- En lang række af ordførerne gør det også godt. Men ja, vi er et nyt hold. Det nye hold skal lærer at spille sammen og orienterer sig efter den spilleplade, man har fået. Men at forestille sig, at vi havde gjort det til fulde efter et par måneder, det ville være urealistisk.

Krigen kommer tæt på, når hundredvis af gymnasielærere, psykologer og andre akademikere lørdag eftermiddag skal diskutere våben.

De skal tage stilling til, om nogle af Akademikerpensions 150 milliarder pensionskroner må investeres i den våbenindustri, der skal hjælpe Forsvaret med at beskytte Danmarks grænser.

Bestyrelsen i den medlemsejede pensionskasse siger nej tak, men emnet undgår ikke at blive drøftet, når Akademikerpension holder generalforsamling i Tivoli Congress Center midt i København.

Det sørger ét af pensionskassens medlemmer for. Søren Liborius er ikke blot akademiker, men også en af Europas førende Ruslands-eksperter med fast job i EU's fælles udenrigstjeneste, EEAS.

Liborius trak overskrifter kort efter Ruslands invasion af Ukraine sidste år. Det skyldes, at netop Søren Liborius blot en uge efter Ruslands erobring af Krim-halvøen i 2014 skrev et notat, hvor han præcist forudså, hvordan Putin ville fortsætte sine aggressioner langt ud over Krim og de sydøstlige provinser af Ukraine.

Nu har Søren Liborius foreslået sin egen pensionskasse at åbne for investeringer i virksomheder, der i forvejen leverer materiel til det danske forsvar.

Akademikerpension har nemlig i årevis haft en liste på over 50 internationale virksomheder, som ikke kan nyde godt af akademikernes pensionsmidler. Hensigten er at undgå investeringer i det, der kaldes ”kontroversielle våben”.

Medlemmerne har hidtil kunne lune sig ved, at deres opsparinger ikke er brugt på virksomheder, der producerer landminer, klyngeammunition, biologiske våben, atomvåben og kemiske våben, som det udtrykkes.

Sagen er blot, at våbenfabrikker ofte producerer komponenter, der kan bruges til mange forskellige formål. Derfor ender mange på den sorte liste, fordi de leverer systemer, som i sidste ende kan bruges til affyring af missiler, der kan bære nukleare sprænghoveder - altså atomvåben.

Søren Liborius har fået øje på en stribe virksomheder på listen, som dansk militær er dybt afhængige af, hvis vi skal være i stand til at forsvare vores egne grænser.

- Hvis dansk forsvar kan godkende materiel fra disse virksomheder, så bør pensionskassen også kunne investere heri. Krigen i Europa har blotlagt et stort samfundsbehov for investering i nationalt forsvar, skriver Liborius i det forslag, der skal behandles på generalforsamlingen.

Og lad os bare tage dem fra en ende af. Akademikerpension nægter i dag at investere penge i den amerikanske flyproducent, Lockheed Martin, der fremstiller Danmarks nye kampfly, F-35, og i øvrigt også de gamle F-16-fly, som lige nu patruljerer over Baltikum.

Det er også forbudt at sætte penge i selskaber som Honeywell og Raytheon, hvis radarudstyr og komponenter er helt afgørende for overvågningen af det danske luftrum, herunder Færøerne og Grønland.

Det danske søværn er storkunde hos fabrikanter af våbensystemer som franske Thales og amerikanske Boeing, men dem vil Akademikerpension heller ikke arbejde med.

Den store historie er, at med oprustningen i Nato har våbenindustrien brug for heftige investeringer og opbakning fra banker og pensionskasser, men de vender i stigende grad industrien ryggen af etiske grunde. Den linje har Akademikerpension tænkt sig at fortsætte, for bestyrelsen har på forhånd skudt Søren Liborius’ forslag ned.

- Vi har stor respekt for Forsvarets rolle og behov for at købe militært udstyr til at beskytte Danmark og demokratiet i verden. Men Akademikerpension skal også leve op til sit eget ansvar og følge de internationale normer for ansvarlig virksomhedsadfærd, skriver bestyrelsen til medlemmerne og tilføjer:

- Der er heldigvis ikke noget modsætningsforhold, da Forsvarets leverandører ikke er afhængige af Akademikerpensions investeringer.

Afstemningen om Søren Liborius’ forslag bliver interessant. Den vil vise, om medlemmerne af pensionskassen deler bestyrelsens holdning om, at våbenindustriens adgang til kapital ikke er almindelige gymnasielærere og psykologers ansvar - heller ikke i 2023.

Bonusinfo til pensionsopsparerne: Våbenindustrien giver gode afkast i øjeblikket. Aktiekursen på tyske Rheinmetall, der producerer kanoner og granater til Leopard-kampvogne, er siden februar sidste år steget med over 160 procent. Førnævnte Thales er over 60 procent mere værd, mens Lockheed Martin er steget over 20 procent.

Med 250 kilometers afstand sidder to yngre kvinder med et skæbnefællesskab.

Såvel 31-årige Kimmie Bjerre i Odense som 22-årige Maria Rask i Nibe har haft en barndom og ungdom, der har været påvirket af psykisk sygdom hos en af forældrene.

Men mens det psykiatriske system i forbindelse med indlæggelse og behandling af moderen tog hånd om, støttede og rådgav Maria Rask som barn og nu også som ung, har Kimmie Bjerre fra barnsben været overladt til sig selv.

Hun fortæller, at faderens psykiske lidelser var omfattende, og at de jævnligt kom til udtryk med en stærkt udadreagerende voldsomhed gennem hele hendes barndom. Alligevel blev hun aldrig tilbudt så meget som en samtale med nogen om noget som helst.

- Som barn vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Det var stressende og utrygt. Min far var tit, meget tit, indlagt på både den åbne og den lukkede. De var udmærket klar over, han havde kone og børn, og at det var voldsomt for os. Desuden er jeg ud af en rigtig vestjysk familie, hvor der ikke blev talt om den slags overhovedet. Ingen tacklede det, siger Kimmie Bjerre.

Selvom hun dengang levede i en meget lille by med få hundrede indbyggere, der vidste alt om alle, udløste det ingen reaktion derfra, heller ikke i skolen, fortæller hun.

Et helt modsat forløb har Maria Rask oplevet.

Da hun var 12, blev hendes mor ramt af et angstanfald, hvilket udviklede sig til sværere psykisk sygdom og flere indlæggelser.

- Heldigvis blev jeg og resten af familien fra den anden indlæggelse inddraget, så vi fik en forståelse af hendes sygdom og et fælles sprog om den. Jeg kom i samtalegrupper med jævnaldrende, og det har været en stor hjælp. Vi kunne spejle os i hinanden, og det lærte mig, at jeg ikke stod alene, og at det ikke var min skyld, min mor var blevet syg. I begyndelsen var det en kæmpeklump i maven, til sidst fløj den ud som en sommerfugl, siger Marie Rask

De to kvinders vidt forskellige oplevelser, og mange andres, har fået Danske Regioner til at arbejde for en ensartet håndtering af børn og unge af forældre med psykiske lidelser. Postnummer og landsdel skal ikke længere afgøre, om de får hjælp.

En politisk arbejdsgruppe om mental sundhed fremlægger tankerne bag, når Danske Regioner holder sit årlige politiske topmøde. Det sker i Aarhus den 29.-30. marts.

- Man ved, at børn af forældre med psykisk sygdom er i større risiko for selv at blive ramt af mental sygdom og mistrivsel. Så meget desto større er vores forpligtelse til at hjælpe disse børn og deres familier med relevante og formaliserede tilbud over hele landet, siger formanden for arbejdsgruppen, Martin Jacobsen (C), der selv er medlem af Regionsråd Midtjylland.

Det, han dér siger, er, at man i de fire andre regioner skal gøre, som man gør i Region Nordjylland. Det er arbejdet her, der udgør en slags model for den fælles indsats i alle fem regioner, der arbejdes på.

I Nordjylland gik man i gang, før regionerne blev dannet: Center for Pårørende blev etableret i Aalborg for 20 år siden. Det er her, Maria Rask er tilknyttet og gennem mange år nu har fået hjælp og støtte.

- Vi er i 2023, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi er de eneste. Da dette arbejde ligger mig særligt meget på sinde, er det ovenud lykkeligt, at regionerne nu er indstillede på en fælles indsats og systematik, siger Jan Sandberg, daglig leder af Center for Pårørende.

Centeret har typisk 100 forløb om året med børn og unge. Jan Sandberg betegner arbejdet med dem som specialforebyggende.

- Jeg kan ikke dokumentere det, men vi hævder, at vi forebygger, at børnene selv bliver syge. Og hvis de bliver, så bliver de ikke så slemt ramt. Nogle får selvfølgelig sygdom, men her ser vi nogle gode eksempler på, hvordan de har opnået et fælles sprog, så de tidligt selv kan sige, at de tror, de er blevet syge, og derfor kan få tidligere hjælp. Vi spotter dem så at sige tidligere, end vi ellers ville have gjort, siger han.

Maria Rask, der har fået hjælp fra Center for Pårørende, bor sammen med sin kæreste, hun er pædagogmedhjælper og står for at skulle påbegynde pædagogstudiet. Hun har ingen sygdomstegn.

- Jeg er påvirket af, at jeg som barn påtog mig en masse ansvar i hjemmet, som min mor ikke kunne, og at jeg hele tiden sørgede for at gøre ting, jeg vidste, hun ikke fik gjort. Jeg skyndte mig for eksempel altid hjem for at se til helt simple ting - som at slukke for vandhanen eller lukke køleskabslågen fordi jeg vidste, at sådan noget kunne hun godt overse.

- Min barndom med en psykisk syg mor gjorde mig tidligt voksen, så på nogle punkter er jeg i dag ældre end mine jævnaldrende, kan man sige. Men jeg er ikke psykisk syg, jeg er ikke blevet ramt, siger Maria Rask.

På overfladen synes Kimmie Bjerre, der selv har måttet finde sig til rette siden barndommen, også upåvirket. Hun har en datter på fem år og bor sammen med sin kæreste. Hun har en kandidatgrad i biomedicin og en ph. d. i immunologi og arbejder med kræftforskning på Odense Universitetshospital.

Helt tabt bag en vogn er hun med andre ord ikke, men hun døjer ikke desto mindre med visse psykiske problemer. De er ikke i nærheden af faderens, men de er der.

Hun har gennem 15 år haft tilbagevendende angstanfald og har også haft depressionsproblemer. Som voksen har hun opsøgt den hjælp, hun ikke blev tilbudt som barn. I en netværksgruppe under Bedre Psykiatri mødes hun med andre pårørende til psykisk syge.

- Jeg er ret sikker på, at der en sammenhæng med det, jeg oplevede i familien, hvor vi alle har mærket en eller anden konsekvens. Som barn holdt jeg det hele inde, jeg ville ikke anerkende, min far havde et problem, det skulle ingen fortælle mig. Det er noget, jeg først har set i øjnene som voksen, siger Kimmie Bjerre.

Ikke desto mindre påvirkede faderens sygdom også hendes barneadfærd.

Hun begrænsede sit sociale børneliv. Hun tog meget sjældent kammerater med hjem, dels fordi hun ikke havde overskud til det, dels fordi hun aldrig vidste, hvornår faderen udviste mærkværdig opførsel.

Desuden påtog hun sig voksenansvar og brugte tiden derhjemme på en masse praktiske opgaver. Kontakten med andre børn havde hun mest uden for hjemmet.

- Jeg kunne godt lide at komme ud og lege med andre. Det gav ro, og jeg kunne glemme det derhjemme. På samme måde med skolen, hvor jeg kunne koncentrere mig om noget andet og på den måde slappe af ved at være en flittig og dygtig elev. Det er så nok dér, grunden blev lagt til, at jeg har kunnet bruge mine evner til at tage en god uddannelse. Det er i skolegangen og i uddannelsen, jeg har fundet roen. Og i mit arbejde, hvor jeg kan bruge mit hoved til noget, siger Kimmie Bjerre.

Efter hendes opfattelse kan det ikke gå for hurtigt med en indsats, så kommende generationer med psykiske syge forældre ikke skal have en opvækst som hendes.

- Den dag i dag bliver jeg skidetræt af at tænke på, hvor meget bedre liv, vi alle i familien kunne have fået, hvis ikke vi bare var blevet overladt til os selv, siger Kimmie Bjerre.

Jan Sandberg på Center for Pårørende i Aalborg kender ikke Kimmie Bjerre, men han ved, hvorfor hun og alle andre bør have de tilbud, Maria Rask i Nibe fik og får:

- Vilkåret kan vi ikke hjælpe dem af med. Det er, at en far eller mor er psykisk syg. Men at få en forklaring gør en forskel. Man kan bedre udholde smerte, når man får en forklaring, siger han.

Varedeklaration: Maria Rask og Kimmie Bjerre står i denne artikel frem med fuldt navn og billede med accept fra henholdsvis deres mor og far. Den accept har Avisen Danmark indhentet, da de og deres sygdom også identificeres, når deres børn står frem. De har ikke blot accepteret deres børns offentlige optræden med oplysninger om familiært private forhold, de giver begge deres udtalte opbakning til det. Som Conny Rask, mor til Maria Rask, udtrykker det:

- Vi havde ikke været en familie i dag, hvis ikke der havde været dette tilbud.

Den er godt nok kommet i fint selskab. Det er før kun lykkedes tre ikke-engelsksprogede film at få fire Oscars ved den årlige filmprisuddeling – en kinesisk, en koreansk og en svensk (Ingmar Bergmans ”Fanny og Alexander”).

Det var første gang, at en tysk-produceret film var nomineret i kategorien bedste film. Og så var det blot fjerde gang, en tysk film blev belønnet med en Oscar for udenlandske film – forgængerne var ”Bliktrommen” af Volker Schlöndorff i 1980, ”Nirgendwo in Afrika” af Caroline Link i 2003 og ”Das Leben der Anderen” af Florian Henckel von Donnersmarck i 2007.

Så Edward Bergers “Im Westen nichts Neues” (dansk ”Intet nyt fra Vestfronten”), den første tyske filmatisering af tyskeren Erich Maria Remarques delvist selvbiografiske antikrigsroman fra 1929, er med sine fire Oscars oppe i den øverste filmliga.

Millioner har set den på Netflix og i de tyske biografer, hvor den havde premiere i efteråret sidste år, og uanset smag og temperament er det en film, man husker.

Om den så lige blandt sine i alt ni nomineringer skulle have Oscars for bedste fotografi, bedste scenografi og bedste musik og ikke udmærkes for sit skuespil er og bliver en smagssag. At den østrigske skuespiller Felix Kammerer brænder igennem i hovedrollen som soldaten Paul Bäumler er til gengæld indiskutabelt.

Tyske filmkritikere har omvendt sat store spørgsmålstegn ved kvaliteten af den 148 minutter lange og meget barske krigsfilm. I et land, der i det 20. århundrede var involveret i to varme verdenskrige og en efterfølgende kold krig, ser man meget alvorligt på beskrivelser af krigens gru.

- Der er ingen bog, der er så god, at man ikke kan lave en dårlig film ud af den, lød det syrligt fra Hubert Wetzel fra Süddeutsche Zeitung, der udkommer i München og herhjemme vel bedst kan sammenlignes med Weekendavisen.

Wetzel var også sur over, at filmen har med lidt til fælles med romanforlægget. Instruktør Berger har tilføjet personer ”nach Belieben” - efter forgodtbefindende, som vi vil sige på dansk - centrale karakterer und scener er udeladt, og så har han ændret slutningen, så titel og indhold ikke længere har nogen forbindelse. Summa summarum: Dårligt nyt fra vestfronten.

Netop slutningen, som man uden at røbe alt for meget af handlingen kan betegne som en open end, har fået mange andre end Wetzel til at kritisere filmen kraftigt og sågar spørge instruktør Berger, om han overhovedet har læst bogen om skyttegravskrigen under Første Verdenskrig.

Ja, og enkelte krasse kritikere gruer endda for den misinformation, skoleklasser ville få, hvis nogle lærere skulle finde på at bruge filmen som undervisning.

Og tænk sig, hvis nogle i disse Ukrainekrigstider skulle få grimme tanker ved meget virkelighedsnært at opleve de mange måder, krigens ofre dør på – de brændes, stikkes ned, skydes og begraves levende.

- Fyldt med fejl, belæsset med klicheer og meget lidt autentisk, lød den knaldhårde dom fra militærhistorikeren Sönke Neitzel.

Han nævnte som et eksempel, at det er karikeret, at den tyske general to timer før den endelige kapitulation i november 1918 giver ordre til modangreb. Det er ifølge militærhistorikeren blevet til ”en meningsløs fortælling om den onde generalstab og de stakkels soldater, som ofres”.

I en scene, hvor franske soldater fra Nordafrika dukker op, er der tale om historieforfalskning, da man havde en meget klar raceadskillelse i den franske hær. Og så mente Sönke Neitzel, at man skulle have søgt råd hos militærfolk, inden man optog kampscenerne, for her var alt ikke så realistisk, at det gjorde noget.

Nogle ser dog også godt og lærerigt nyt fra vestfronten. Filmen viser, skrev en kritiker, at krig ikke er et videospil. Og Edward Berger roses for at for at fortælle en tysk historie ud fra et tysk synspunkt.

”Intet nyt fra Vestfronten” havde premiere i de danske biografier i december, og den nykårede Oscar-vinder har trods den massive tysk kritik stor publikumssucces.

I de første tre dage efter Netflix-premieren i efteråret nåede den 31,5 millioner søgninger og var nummer et på listen over ikke-engelsksprogede film på streamingkanalen.

I hele 90 lande nåede filmen i den første uge efter premieren i Top 10 på Netflix-listen. Og på alletiders liste ligger ”Im Westen nichts Neues” med sammenlagt 101,1 millioner søgninger på tredjepladsen blandt de ikke-engelsksprogede film.

Krigens gru set fra en 19-årig tysk soldats synsvinkel er 105 år efter dens afslutning stadig seværdig.