Det var i forvejen en hård tid for Christina. Én ting var, at hun var alene med sin otteårige søn, Lucas, mens hun tog en HF-eksamen. Noget andet var, at hun var lidt følelsesmæssigt tyndslidt efter at have mistet både sin far, en onkel og en moster i løbet af 18 måneder.

Og nu ramte en endnu tungere byrde.

- Nu er det min tur. Jeg dør. Sådan havde jeg det, da det skete, beretter Christina Aabech.

Det var i 2006, og Christina var 31 år, da det skete. Men hun døde på ingen måde, selv om det føltes sådan. Hun bor i dag i Høje Taastrup, og Avisen Danmark er taget ud til hende for at høre en usædvanlig historie. Den handler om - her 17 år senere - at være levende og i gang på grund af en ukendt mand, der bor i et lille landligt samfund langt, langt borte.

Det er på en måde Høje Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), der har ledt os på sporet af Christina. Han har leukæmi og har delt sin historie om, hvordan han mirakuløst fik doneret knoglemarvsceller fra uventet side af en kvinde fra Chile.

- Vi lever i en urolig tid med krige, og så er der en kvinde på den anden side jordkloden, som vælger at gøre dette for mig. Et menneske, som intet kender til mig. Det er meget rørende, sagde Michael Ziegler.

Mens borgmesterens historie galopperede på de sociale medier, meldte 13.000 danskere sig til korpset af stamcelledonorer. Det er 20 gange så mange som på en normal måned.

Christina Aabech blev også berørt af borgmesterens opslag på Facebook, og for hende var der en ekstra dimension. Hun har nemlig selv prøvet at skylde en tak til et særligt menneske, som var ukendt og boede 7700 kilometer væk i en lille udørk uden for Hutchinton i staten Kansas.

Christina har også tilbudt Michael Ziegler at fortælle, hvad der venter ham nu, hvor han har fået den livsnødvendige knoglemarv. Det er ikke småting.

Vi sidder i hjørnesofaen i hendes lejlighed i et nyere kvarter, der har fået et dårligt ry. Tre helt unge drenge på 16, 17 og 18 år er blevet knivdræbt lige i nærheden i løbet af bare ét år.

Ironisk nok var det netop unge med store udfordringer, Christina havde i tankerne og gerne ville hjælpe, da hun satte sig et mål om at blive socialrådgiver. Det var derfor, hun lidt sent var gået i gang med at tage en HF-eksamen, fortæller hun her i den store hjørnesofa.

- Man skulle jo gerne nå dem, inden de slår hinanden ihjel. siger Christina

Hendes lille hvide kroatiske gadehund, ”Møffe”, er her også. Ja, den er både her, der og alle vegne, mens Christina fortæller, hvad der skete:

- Det begyndte med, at det kildede og kløede i armene, og der var blå og lilla mærker.  Det føltes, som om der var myrer under huden, fortæller Christine Aabech om de første signaler på, at hendes liv skulle til at tage en dramatisk drejning.

Christina opsøger sin læge og får taget en blodprøve og bliver sendt hjem med antihistamin. Hun troede også selv, det var en form for allergi.

Men den 1. september 2006 ringer hendes telefon, mens hun er henne på skolen for at hente sin otteårige søn Lucas.

- Klokken var halv fire om eftermiddagen, og lægen bad mig straks komme ned på lægehuset, da der var kommet resultat af min blodprøve. "Kan du ikke bare sige, hvad prøven viser", spurgte jeg. Men det måtte hun ikke i telefonen, sagde hun. Så jeg blev nødt til at tage direkte derned og tage Lucas med.

Da Christina og sønnen sad over for den kvindelige læge, kom beskeden: Du har akut leukæmi. Hvad siger du til det?

Otteårige Lucas vidste heldigvis ingenting om, hvad Leukæmi var.  Christina vidste godt, det var noget med kræft i blodet, men ikke hvor alvorligt, det var.

Det kan man få et fingerpeg om i Kræftens Bekæmpelses statistikbank. Blandt patienter, der får stillet diagnosen akut myeloid leukæmi, lever kun godt halvdelen (55 procent) et år senere.

I løbet af nogle hektiske dage gik det for alvor op for Christina, at hun havde trukket en af de værste cancer-diagnoser. Selv om hun egentlig ikke følte sig syg, røg hun fra den ene undersøgelse til den næste på Herlev Sygehus, og rædslen gik op for hende:

- Jeg skal dø nu, tænkte jeg. Jeg var ulykkelig og græd meget, siger Christina.

Dog havde hun også Lucas at se til, og da hun så til sidst mødte en læge, der talte menneske til menneske, fandt hun sin indre fighter frem igen.

- Lucas spurgte mig på et tidspunkt: "Skal du nu dø mor?" Da sagde jeg: "Nej - jeg skal da opleve din konfirmation", siger Christina.

Siden har Lucas været med hele vejen igennem kampen mod sygdommen. Han var der under kemobehandlngen, og han var der, da Christina blev skaldet og da hun var i karantæne. Når Christina var indlagt, boede han dog hos sin moster, sin mormor eller en klassekammerats forældre.

Den første hårde cocktail af en kemobehandling virkede, men de forskellige blodtal begyndte hurtigt at droppe faretruende igen. Og den næste kemokur havde ingen virkning.

- De ville ikke give mig mere kemo. Det ville jeg ikke kunne overleve, fik jeg at vide, siger hun.

Nu var det eneste håb at få transplanteret knoglemarv, og det mest nærliggende var, hvis én af Christinas søskende matchede.

- Både min storebror og min storesøster blev testet, og de passede til hinanden, men ikke til mig, siger Christina.

Nu var der kun håbet om at finde et match i det internationale donorregister. På det tidspunkt rummede registret kun 3,5 millioner knoglemarvsdonorer, så der skulle held til.

Nu skruer vi lige skruer tiden nogle år tilbage og zoomer ind på et lille kristent lokalsamfund i staten Kansas. Her finder vi Gary Smith. Han driver sin lille farm med long horn-kvæg på de vidtstrakte prærie-marker, og han er netop blevet spurgt, om han kunne overveje at melde sig som knoglemarvsdonor. Som en hjælpsom mand, der er medlem af den lokale menighed, er det oplagt for ham at sige ja.

Han afleverer en blod- og vævsprøve, og så sker der ikke mere i nogle år, og han har nærmest glemt det igen. Indtil den dag i 2007, da han får at vide, at der er én, der er alvorligt syg og har brug for hans knoglemarv, hvis han stadig er interesseret i at donere.

Han aner ikke, hvem kvinden er, eller at hun bor 7700 kilometer væk i et land, han knapt nok kender. Danmark. Gary har aldrig været i udlandet. Han har faktisk aldrig været uden for staten Kansas. Men efter at have snakket med sin kone Gina siger han ja.

På det tidspunkt er Gary midt i 50'erne, og han flyver til det nærmeste lille hospital, hvor han skal have tappet rygmarv ud. Han bliver lidt syg af det, men ellers går hans og familiens liv ellers videre, som om intet var hændt.

Men i København på Rigshospitalet sker der noget. En dansk sygeplejerske har været en tur i Kansas for at hente Garys donation hjem. Cellerne fra hans knoglemarv matcher en kræftsyg dansk patients profil på 10 ud af 10 punkter. Kvinden er Christina Aabech.

Donorcellerne danner ny knoglemarv og dermed et nyt immunforsvar, som kan være med til at finde og fjerne eventuelt resterende kræftceller.​ Og forhåbentlig kan redde en patient som Christina.

Det er ikke en enkel ting at få skiftet og kickstartet et nyt immunforsvar. Og selv om Christina var lykkelig og taknemmelig over, at der var en donor derude et sted, så blev det en hård omgang.

- Jeg blev meget syg. Jeg kunne knapt nok gå og kunne ingenting. Jeg skulle lære alting forfra. Så faktisk var jeg lidt af en sortseer i lang tid. Jeg havde nok en depression. Men min mor fik overbevist mig om, at jeg blev nødt til at løfte hovedet og smile til verden, siger Christina.

Hun blev førtidspensioneret og er siden løbende blevet fysisk stærkere og stærkere. Og hun fik en voksende trang til at sige tak til den donor, der havde reddet hendes liv. Den slags oplysninger, var først tilgængelige efter 10 år, så det var en stor dag, da hun endelig modtog oplysningerne om Gary i 2017.

- Jeg må indrømme, at der gik en måneds tid, inden jeg gjorde noget. Det er en stor ting, og jeg var lidt nervøs, siger Christina i dag.

Men det lykkedes, og hun fik kontakt til Garys kone Gina, og de aftalte, at hun skulle ringe ved 8-tiden lokal-tid, for da sad Gary altid og spiste morgenmad. Det blev nytårsaftensdag, og det var hemmelighedsfulde Gina, der tog telefonen.

- Jeg kunne høre hun sagde: Det er til dig. Og jeg hørte Gary undre sig over, hvem der ringede til hendes telefon for at snakke med ham. Jeg sagde "happy New Year from Denmark", og da jeg fik præsenteret mig, udbrød Gary: "It's you!" Han havde også tænkt meget over, hvem det mon var, han havde doneret til. Og så begyndte vi ellers bare at snakke og snakke om, hvem vi var, og hvad vi lavede. Jeg tror, vi snakkede et par timer, siger Christina.

Det var startskuddet til, at Christina sammen med hendes mor og sin nu voksne søn Lucas begyndte at planlægge turen til Kansas.

Det er sommeren 2018. Christina og hendes mor og sønnen Lucas er kørt fra Dallas i Texas og ind i staten Kansas, og der bliver længere og længere mellem husene.

- Vi kører op ad den her øde vej, hvor der kun ligger ét hus, og det er der, hvor Gary Smith og hans kone Gina bor, fortæller Christina.

Rundt om på markerne går de store long horn-kvæg. Man ser næsten Gary holde styr på dem til hesteryg som en rigtig cowboy, men i dag foregår det på en ATV (en 4-hjulet terrængående motorcykel). Og pludselig står han der, Gary. Både han og Christina tøver lidt.

- Jeg blev meget stille, må jeg indrømme. Og Gary er også en stille mand, så vi gav hånd og stille og roligt begyndte vi så at snakke, siger Christina om et ganske særligt møde mellem to mennesker, der aldrig har mødt hinanden før, men som er forbundne, fordi de har de samme stamceller.

- Vi fik ellers en overvældende modtagelse. Gary og hans kone Gina ville holde en lille "get-together" for os i det lokale menighedshus. De sagde, det bare var de nærmeste naboer, familie og venner. Der kom nok 100 mennesker for at hilse på os! Nogle af dem havde kørt otte timer for at være med. Vi fandt virkelig ud af, at de har et helt andet forhold til afstande, siger Christina.

Der blev holdt taler om det lille mirakel, der havde fundet sted mellem den lokale Gary og kvinden fra Danmark. Der blev talt om, hvordan Gary altid hjalp andre, som da han lånte et hus til nogen, der ikke havde noget sted at bo. Eller da en ældre kvinde var blevet kørestolsbruger, og Gary og en kammerat udvidede hendes døråbninger, så hun kunne komme rundt i sit hjem med kørestolen.

- Vi havde tre pragtfulde dage med Garys familie, og da vi kørte derfra, havde vi alle tårer i øjnene. Vi havde bestemt på forhånd, at det kun skulle være de tre dage, for vi kendte dem ikke. Da vi havde kørt en time, overvejede vi, om vi skulle vende om, men det gjorde vi ikke, siger Christina.

Det er 11 år siden, hun holdt sit løfte om at være der til Lucas' konfirmation, og hun husker tydeligt, da Lucas efter konfirmationen trak hende til side og sagde: "Hvad så nu, mor? Nu er jeg konfirmeret".

- Jeg sagde, at jeg også ville opleve hans bryllup, så han skulle ikke bekymre sig. Og så sagde han: "Jeg skal aldrig giftes."

I dag er Lucas 25 år, bor på Frederiksberg og er i gang med universitetsstudier. Og han er ugift.

Og Christina? Hun er i den grad levende her efter 17 år. Hun har ikke hørt om andre, der har levet så længe med den diagnose. Hun er begyndt at arbejde nogle få timer, og hun får noget ud af livet hver dag:

- Med det, jeg har været igennem, tager jeg ikke livet for givet, jeg lever én dag ad gangen.

Penge: Det er blevet sværere for pinkodetyve at aflure nøglen til dit dankort.

En ny undersøgelse fra Nets viser, at misbrug af dankort holder sig på et lavt niveau i 2022. Tendensen fortsætter dermed fra coronapandemien, hvor det - ikke overraskende - var svært at snyde sig til en andens pinkode, fordi butikslivet i lange perioder var præget af afstandskrav og nedlukning.

Under pandemien faldt misbrug af dankort markant, og siden da er det steget marginalt.

I 2020, da vi havde begrænsede muligheder for at købe ind i en butik, var 0,0009 procent af al omsætning i fysisk detailhandel udsat for svindel. I 2021 var andelen 0,0016 procent, imens det i 2022 var 0,0019 procent.

Ifølge direktør i Nets med ansvar for dankort Esben Torpe-Jørgensen er det - ud over afstandskrav i køen - særligt brugen af kontaktløs betaling, der har givet pinkodetyve dårlige vilkår.

- I takt med at vi ikke indtaster pinkoder så tit mere, er der færre muligheder for at aflure koden og stjæle kortet, siger han og tilføjer:

- Danskerne er blevet bedre til at passe på deres kort og kortoplysninger og beskytte deres pinkode, når de betaler.

Også på internettet er det blevet sværere at bruge andres penge.

Nets' undersøgelse viser, at misbrug af dankort på nettet er halveret siden 2020, da kortholdere begyndte at indtaste en ekstra kode ved onlinehandel. I 2022 var det dermed 0,005 procent af den samlede omsætning i onlinehandlen, der blev misbrugt.

Sikkerhedsgodkendelse har ifølge Esben Torpe-Jørgensen haft en "stor effekt".

- Der er ingen tvivl om, at indførelsen af den ekstra kode har gjort det langt sværere at misbruge kort på nettet. I gamle dage skulle man bare have fat i et fysisk kort, og så kunne du handle på nettet, siger Esben Torpe-Jørgensen og påpeger, at det ikke var uden tøven, at man indførte endnu et benspænd på onlinehandel.

- Vi var bekymrede for, om det ville ødelægge købsoplevelsen, gøre det sværere at handle online, og at antallet af handler ville falde. Det har slet ikke været tilfældet. Det er blevet en naturlig del af den måde, vi handler på nettet på.

Også bankernes mulighed for hurtigt at spærre dankortet i netbanken har givet pote, forklarer han.

- Det gør det nemt for kunden at spærre sit kort, hvis der er mistanke om, at kortdetaljerne er kommet i de forkerte hænder.

Dankortdirektøren er godt tilfreds med, at dankortmisbruget ligger på et lavt leje.

- Priserne bliver lavere, risikoen for tab i butikkerne bliver lavere, og derfor bliver priserne på varerne i sidste ende også lavere. Det bidrager alt sammen positivt til lave omkostninger og driften af dankortsystemet, siger han.

Tv: En paraply med en giftpil i enden er et usædvanligt våben. Og i 1978 kostede det den bulgarske systemkritiske forfatter Georgi Markov livet, da han blev stukket med paraplyen på Waterloo Bridge i London.

Mordet var som taget ud af en spionroman. Og den bagvedliggende historie bliver kun vildere, mærkeligere og endnu mere mystisk, når man dykker ned i sagen.

Det er netop hvad DR-dokumentaren "Paraplymordet" gør.

Noget af det vilde ved historien er, at den involverer en dansk statsborger - af italiensk herkomst. Francesco Gullino levede tilsyneladende et harmløst liv i Danmark, men det engelske efterretningsvæsen mistænkte ham for at have udført paraplymordet og for at være spion for Bulgarien. Dermed blev også det danske efterretningsvæsen involveret, men trods stakkevis af beviser gik Gullino alligevel fri og kunne fortsætte sine spionaktiviteter.

Det er en lang og kompliceret sag, som dokumentaren folder grundigt ud i sindigt tempo. Hvilket også er nødvendigt, for i hovedhistorien bor der flere forbløffende sidehistorier og overraskelser - som muligheden for, at der ikke blot var ét, men måske to mord.

Der har i årenes løb været skrevet mange artikler om mordet på Waterloo Bridge og om Gullino. Dokumentaren er god at se, hvis man fulgt lidt med, glemt mere og nu gerne vil have et overblik. Men den er især god at se, fordi den formår - ikke at sætte et definitivt punktum - men at afrunde og komme med nogle plausible svar.

I spidsen, som en slags vært på programmet, er journalist Ulrik Skotte. Han har fulgt sagen i over 30 år, og han er god til at "skære tingene ud i pap".

Det er solid journalistik. Og det hele fortælles gennem interviews, løbende research - blandt andet i Bulgarske arkiver - og gennem dramadokumentariske scener.

du godt kan lide at tabe underkæben en gang imellem og er fascineret af mystiske historier.

du ikke er til spionhistorier og dokumentarer, der især kigger bagud.

"Paraplymordet". DRTV. Serie i tre afsnit a ca. 60 min.