Politik: Fru. Jensen på 80 år fejler ikke noget komplekst. Alligevel ender hun alt for ofte på hospitalet, og det presser hele sundhedsvæsenet.

I alt estimerer Danske Regioner, at 66.000 indlæggelser af ældre hvert år kunnet være undgået, hvis de havde fået den rette forebyggende behandling.

Nu ønsker toppolitikere i Danske Regioner fra Socialdemokratiet og Venstre, at der laves en ”grundlæggende ændring af det danske sundhedssystem.”

- Der er for meget postnummerlotteri i sundhedsydelserne i Danmark. Vi må tage livtag på det kommunale selvstyre og indføre minimumskrav i kommunerne, og det skal regionerne understøtte, siger regionsformand Anders Kühnau (S) og bliver suppleret af sin næstformand, Mads Duedahl (V).

- Hvad får borgerne får ud af det? Jo, borgerne får lov til at leve et mere værdigt liv i eget hjem, uden genindlæggelser, siger næstformanden.

Baggrunden for udmeldingen fra Danske Regioner er den forfatning som sundhedsvæsenet er i. Selv kalder Mads Duedahl det for en ”brændende platform,” hvor udsigterne kun er til det værre, med mindre der bliver handlet nu.

En demografi med flere ældre i fremtiden, flere kronikere og flere komplekse patientforløb, som sundhedsvæsenet alt sammen skal tage sig af. Derfor skal presset på sundhedsvæsenet lettes på andre områder, lyder det.

Her kunne en nøgle være de 66.000 ældre, der indlægges, selvom det kunne være undgået.

Gruppen lider ikke af komplekse problemer, men de modtager ikke den nødvendige forebyggende behandling, og ender derfor alligevel i en hospitalsseng, lyder vurderingen fra Danske Regioner.

En afgørende årsag er manglede krav til den personlige pleje i kommunerne, mener regionsformændene. Derfor foreslår de, at kommunernes underlægges minimumskrav for personlig pleje.

- Der har aldrig været flere ufaglærte i den kommunale pleje. Det gør det sværere at løse de komplekse opgaver og giver et pres på at skaffe nok kvalificeret arbejdskraft. Her skal regionerne hjælpe med vores specialiserede personale, siger Mads Duedahl.

Mandag havde regionsformanden Anders Kühnau et møde med Ældre Medicinsk Afdeling i Aarhus. Det møde viste, hvad regionerne frygter for fremtidens sundhedsvæsen, når der om 10 år er 80 procent flere ældre over 80 år.

- Om 10 år har vi valget om enten at fordoble afdelingen eller gøre noget nyt. Det er ikke holdbart for patienterne eller ressourcerne, hvis vi skal fordoble afdelingen, det har vi simpelthen ikke personalet til, siger Anders Kühnau.

I stedet foreslår formanden, at regionerne skal hjælpe kommunerne, så borgerne får den rette hjælp i deres eget hjem eller på plejehjemmet.

- Vi har specialistkompetencer, som vi i højere grad skal sættes i spil ude lokalt i kommunerne. Vi har langt de fleste specialansatte i regionerne, men det er nok ude på plejehjemmene og i borgernes eget hjem, de kan gøre den største forskel, siger Anders Kühnau, der bliver suppleret af næstformanden Mads Duedahl:

- Vi er ikke ude på opgavetyveri, det handler om at give svækkede ældre bedre hjælp. Kommunerne har stadig plejeopgaver, men der er kommet flere komplekse sundhedsopgaver, og der er det vigtigt, at vi stiller vores lægelige ressourcer til rådighed for at sikre færre genindlæggelser, fortæller han.

Men det kræver lovændring, hvis kommunerne fremadrettet skal være bundet af kvalitetsstandarder på plejehjemmene og i borgernes eget hjem.

Det skyldes, at der gælder to love på ældreområdet: Serviceloven og sundhedsloven.

I sundhedsloven er der langt flere krav til den behandling, som borgerne får. Den gælder særligt indenfor sundhedsvæsenet.

Serviceloven giver en højere grad af selvbestemme. Det betyder, at kommunerne f.eks. selv bestemmer, hvor mange bade eller rengøringstimer den stiller den ældre i udsigt.

Men regionsformændene mener, at kommunernes sundheds- og plejeopgaver entydigt bør ligge i sundhedsloven. Og det vil sætte helt nye krav til kommunerne.

- Selvfølgelig er det kommunale selvstyre vigtigt, men når det handler om fremtidens sundhedsvæsen, så skal vi have nogle kvalitetsstandarder og nogle minimumskrav som er mere omfangsrige end nogle kommuner magter i dag. Derfor skal regionerne kunne levere ud af huset for at understøtte kommunerne, siger Mads Duedahl

Mener I, at serviceloven helt skal droppes?

- I hvert fald den del der angår ydelser med tæt kobling på sundhedsvæsenet. Personlig pleje er ikke en service. Det kan få store konsekvenser for din sundhed, hvis du ikke får den rette. Men præcist hvor snittet skal ligge, det ved vi ikke endnu, siger Anders Kühnau.

Regionsformændene kalder det selv en ”grundlæggende ændring” af den måde, sundhedsvæsenet fungerer på i dag.

- Det kommer til at påvirke det kommunale selvstyre. Men man kan ikke bare sige, at fordi det foregår på et plejehjem, så vælger kommunen selv, hvordan borgeren skal hjælpes. Det har en sundhedsmæssig konsekvens, siger Anders Kühnau.

I taler om minimumskrav og kvalitetstandarder, vil det ikke skabe endnu mere bureaukrati i sundhedssystemet?

- Det er klart, at der er behov for at registrere, hvad man foretager sig, det fastslå sundhedsloven. siger Anders Kühnau og forsætter:

- Når det drejer sig om patientrelevant dokumentation, så er det vigtigt, at vi har den, og det er med til at sikre kvaliteten. Men det er ikke sådan, at det vil skabe unødvendigt bureaukrati, det vil give den rigtige dokumentation.

Men vil det give mere dokumentationskrav i sundhedssystemet, end der er i dag?

- Det vil give mere relevant dokumentation af de sundhedsmæssige ydelser. Jeg ved ikke, om det vil give mere dokumentation, men det vil gøre det mere ensartet og mere datadrevet, siger Anders Kühnau.

Mandag stod statsminister Mette Frederiksen (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og præsenterede strukturkommissionen.

Dens primære opgave er at komme med et bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes. Herunder om regionerne skal nedlægges.

Særligt Moderaterne har været tydeligt på deres ønske om at nedlægge regionerne og i stedet få centraliseret opgaven. Et budskab som formanden Lars Løkke Rasmussen gentog på Moderaternes landsmøde lørdag.

Regeringen har dog ikke fastlagt en politik på området. Og den vil først tage stilling til spørgsmålet, når strukturkommissionen har taget stilling til spørgsmålet.

Er det her et forsøg på at skabe en større eksistensberettigelse, nu hvor regeringen snart skal beslutte regionernes fremtid?

- Nej, opgaven er at få fundet løsninger på de udfordringer vi har i dag og i fremtiden. Vi er dybt optaget af få samspillet mellem kommunerne og regionerne til at fungere bedre end i dag, siger Anders Kühnau.

Så det at strukturkommissionen blandt andet skal se på regionernes fremtid har ingen betydning?

- Det er ikke det, det handler om. Det vigtige spørgsmål er, hvordan vi får løst udfordringerne og det er regionerne en del af, siger Anders Kühnau.

Dagligvarer: Du behøver ikke at køre langt for grænsepriser, lød sloganet før jul fra Salling Groups ultra-discountkæde Basalt.

Kæden, der åbnede i efteråret som et forsøg, skal tilbyde et smalt sortiment af varer, som til gengæld er billigere end traditionelle discountbutikker som Netto, Rema 1000, Coop 365discount og Lidl.

Undervejs oprustede Basalt med priser, der skulle konkurrere direkte med grænsebutikkerne, hvor danskerne hvert år handler dagligvarer for milliarder af kroner.

Slagnummeret blev en ramme med 20 Pepsi Max-sodavand for 49 kroner, hvilket var på niveau med priserne i Fleggaard-butikkerne syd for den dansk-tyske grænse.

Sådan er det ikke længere.

- Det har været en kæmpesucces, men vi må erkende, at vi ikke kan holde de lave priser med de afgifter, vi har i Danmark. Vi har lukket grænsepriserne ned og skabt et nyt univers, der hedder "vilde tilbud", siger Henrik Nielsen, kædechef i Basalt.

Nu er prisen 55 kroner for en ramme Pepsi’er, og dermed vil grænsebutikkerne typisk vinde en prissammenligning. Det har dog ikke forhindret Basalt i at sælge masser af sodavand, som har den fordel, at de meget let kan køres ind i butikkerne på paller.

- Vi sælger næsten lige så meget, som vi gjorde før. Det er imponerende. Men vi vil ikke kalde det grænsepriser, for vi vil gerne være troværdige, siger Henrik Nielsen.

Indkøbsmønsteret passer godt med idéen bag Basalt, der kun har en brøkdel af de varer, man finder i traditionelle discountbutikker.

- Vi kan se, at kunderne tager tre-fire kasser Pepsi ad gangen. De slipper for at køre til grænsen to gange om året, men kan køre til Basalt en gang om måneden og samtidig købe de andre ting, de mangler. Det passer fint med vores koncept, siger Henrik Nielsen.

Salling Group oplyste i sidste uge, at forsøget med Basalt-konceptet fortsætter med en række justeringer. Nye butikker er på vej i Fredericia og tre andre byer, der ikke er sat navn på endnu.

Til gengæld lukkes Basalt-butikkerne i Hellerup og Brønshøj, der genåbner som Netto-butikker. Basalt-butikken i Silkeborg lukkes helt, fordi det viste sig håbløst for kunderne at parkere tæt ved butikken.

Hvad havde I forestillet jer, da I åbnede en ultra-discountbutik i Hellerup, som ligger i en landets rigeste kommuner?

- Vi tror, at man også gerne vil spare penge, selvom man bor i den rigeste kommune. Men vi har fået rigtig mange henvendelser fra kunder i det område, fordi de savner en Netto og muligheden for at gøre alle deres daglige indkøb. Derfor får de deres Netto tilbage, siger Henrik Nielsen.

Så det var en decideret fejl, som I nu ruller tilbage igen?

- Lige præcis, og det var den risiko, vi tog dengang.

Basalt-kæden var en reaktion på den høje inflation, der sidste år førte til kraftigt stigende priser på almindelige dagligvarer. Derfor ville Salling Group åbne et nyt tilbud, hvor omkostningerne er skåret helt i bund. Derfor kan man som udgangspunkt ikke købe friske mejeriprodukter og andre kølevarer samt frostvarer, selvom kæden har gjort visse undtagelser.

Efter fem måneder er det dog for tidligt at sige, om idéen var rigtig.

- Det tager længere tid, end vi troede at få kunderne til at handle på en ny måde. Vi ved, at hver femte kunde stadig er førstegangskunde i Basalt, og så er det simpelthen for tidligt at konkludere noget som helst. Jeg tænker, at der er mere at komme efter, siger Henrik Nielsen, der fortsætter den såkaldte test resten af 2023.

- Så skal vi beslutte, om vi ønsker at åbne flere butikker. Vi kan ikke blive ved med at kalde det en test. Hvis det skal være rentabelt, skal vi have flere butikker, men om det hedder 20, 30 eller 40 butikker, har vi ikke gjort os tanker om, siger Henrik Nielsen.

Analysefirmaet Retail Institute Scandinavia, der overvåger dagligvaremarkedet, kan endnu ikke vurdere, om Basalt-kæden er et langtidsholdbart koncept eller en døgnflue.

- Det tyder på, at de har brug for flere erfaringer. Men spørgsmålet er, om der er plads til et så skrabet koncept på den lange bane, eller om det bare var noget, der poppede op, men ikke kan finde sin form. Det kender jeg ikke svaret på, siger Henning Bahr, direktør i Retail Institute Scandinavia.

Fremover vil Basalt have 11 butikker, mens Netto til sammenligning har over 500 butikker.

De mest solgte varer - målt på omsætning - er i øvrigt Pepsi Max efterfulgt af Faxe Kondi, toiletpapir, madolie og bananer.

Mere overraskende er det måske, at det 25. mest populære produkt ud af Basalts 1000 varenumre er UHT-mælk. Altså langtidsholdbar mælk, der ikke behøver at stå på køl, og som sælges et par kroner under prisen på frisk mælk.

- Det har overrasket os positivt. Det sælger rigtig fint og har en opadgående kurve. I udlandet har man kunnet drikke den type mælk i mange år, og jeg tror, at mange er åbne for at prøve nye ting. Og det smager jo fint, siger Henrik Nielsen.

Over 400 børn og unge har siden sommeren 2020 fortvivlet banket på døren hos Joannahuset i København - Danmarks eneste krisecenter for børn og unge under 18 år.  Og i dokumentarfilmen "De umyndige", som vises på TV 2, følger vi fire af dem gennem et år.

Det er oprørende og vigtigt tv.

Alligevel har TV 2, der trods alt skal have ros for at vise filmen, valgt at sende den så sent som klokken 22.25.

Den prioritering afspejler den form for ligegyldighed, de klemte børn og unge generelt føler, at de er underlagt.

Heldigvis holder de voksne i Joannahuset altid med børnene, og den omsorg trænger de i den grad til.

Noget af den hjælp, som børnene får, handler om at trænge igennem det kommunale system, som børnene forgæves har forsøgt at råbe op. For eksempel som at kræve aktindsigt i sin egen sag. Når det lykkes, du godeste: Så vælter det ind med papirer.

Mens børnene er blevet slået, har været psykisk belastede eller levet på gaden, har voksne sendt mails og underretninger til hinanden. Det er grotesk at se disse kæmpestakke af sagsbehandlinger og tænke på det timeforbrug og dermed udgifter, de repræsenterer. Og alligevel med så sølle et resultat, at børnene ikke har følt anden udvej end at opsøge Joannahuset.

13-årige Luna er en af de unge. Hun vil hverken bo hos sin far eller mor, fordi de ikke kan passe på hende, forklarer hun. Hun vil anbringes, men det afviser kommunen. Det er derfor, at hun for en stund har søgt tryghed i Joannahuset.

"Det er et voldsomt indgreb at fjerne et barn", siger hendes sagsbehandler til hende i telefonen og slår fast, at det er hendes forældres ansvar at finde en løsning.

Luna fortæller, at hun som lille var hjemløs sammen med sin mor og samlede flasker for at skaffe penge til mad. At de af og til fik lov til at sove på storesøsterens opholdssted.

Lunas sagsbehandler har ret i, at det er et voldsomt indgreb at fjerne et barn. Men måske skulle  kommunerne (og deres sagsbehandlere) spørge sig selv, om det ikke også er en voldsom oplevelse for et barn at mistrives så meget, at det må søge tilflugt i et krisecenter. At det er voldsomt selv at skulle tage ansvar for sit børne-og ungdomsliv. Og ovenikøbet ikke blive hørt, når man tigger om at blive anbragt.

Eller om det ikke også er voldsomt at være hjemløs.

Det er 15-årige Laura, der siden hun var 10 år har udtrykt ønske om at få et trygt sted at bo. Der ligger flere underretninger fra sundhedsmyndighederne til Lauras kommune, hvor det bliver understreget, at Lauras forældre ikke magter opgaven. Men de ansvarlige hos de kommunale myndigheder mener, at hun skal bo sin mor.

16-årige Ariz kan heller ikke længere klare at bo hjemme og er løbet hjemmefra. Han fortæller, at han har fået bank af især sin far gennem hele sin barndom - og været indlagt med skader efter vold.  På et tidspunkt meldte han sin far til politiet, men sagen blev droppet, fordi han ikke kunne bevise, at det var hans far, som havde slået ham.

Den sociale arv er tung. Og både individ og samfund har gavn af, at den brydes og gerne hurtigt.

Alligevel svigter vi børn og unge. Her er nogle tal fra Joannahuset, som de så ud ved årsskiftet:

Joannahuset åbnede august 2020. Siden har 433 børn søgt hjælp.

Børnene og de unge er kommet fra 47 forskellige kommuner.

Hvert tredje af dem har levet i en form for hjemløshed, hvor de sov på gaden, i skure, på legepladser, i parkeringskældre, på sofaer hos venner, i opgange m.m. (Kilde: VIVE - nationalt forsknings- og analysecenter for velfærd).

"De umyndige". TV 2 og TV Play. En dokumentarfilm af Mette Korsgaard. 30. marts klokken 22.25.

Josef Fritzl er ikke blot navnet på en 87-årig østrigsk mand. Det er også indbegrebet af den usleste og mest uforståelige ondskab, som i 2009 kostede Fritzl en livstidsdom. Nu fremstiller han sig selv i bogform som et elskeligt menneske, det er synd for.

- I virkeligheden er jeg et godt menneske, skriver han i bogen ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung.

Den selvforståelse står ikke så lidt i modsætning til det billede af ham, som retssagen i sin tid tegnede.

Her blev det rullet op, hvordan han året forinden var blevet afsløret i gennem mange år at have holdt sin datter indespærret i kælderen under familiens hus, og at han havde voldtaget hende mindst 3000 gange, siden hun var 11 år.

Da datteren, Elisabeth Fritzl, slap ud af fangenskabet i kælderen under hjemmet i den lille by Amstetten med 23.000 indbyggere 125 kilometer vest for Wien, havde hun født syv børn. De havde med andre ord deres morfar som far.

Det ene af disse børn døde, da det fik vejrtrækningsproblemer, og Josef Fritzl nægtede at tilkalde en læge. Han kremerede det døde barn i en brændeovn i hjemmet.

Josef Fritzl, der i øvrigt har en voldtægtsdom fra 1967 i den personlige bagage, og hans kone, Rosemarie Fritzl, opfostrede tre af børnene i boligen over kælderen, mens han holdt de fire andre børn fanget sammen med deres mor i kælderen.

Da endnu et af de fire børn i kælderen blev sygt, gik han med til at opsøge et hospital med barnet. Det ledte til afsløringen af ham, hvorefter sagen rullede.

”Josef F.s afgrunde” hedder hans bog. Ud over at betegne sig selv som et godt menneske skriver han også, at han er ”en ansvarlig familiefar,” der har haft et succesrigt liv.

Også dét billede står i kontrast til det, der blev belyst i retten, husker den danske journalist Kurt Simonsen, som i sin tid dækkede sagen som udsendt reporter for Ekstra Bladet.

- Jeg husker ikke, han kastede så mange forskellige indtryk af sig. Men jeg husker, at jeg meget hurtigt tænkte ”psykopat,” da han begyndte at tale. Enhver kunne høre, at han var vanvittig, og at det var vanvittigt, hvad der var sket. Han blev afhørt om det hele og om alle detaljerne. Det var uhyrligt at høre på, siger Kurt Simonsen.

Josef Fritz forklarede i retten, at han kun ville datteren det bedste med indespærringen.

- Han forklarede, datteren havde udviklet en vild natur, men det er vist kun inde i Fritzls hjerne, der kan udvikle sig en løsning på dét, der går ud på  at spærre hende inde uden adgang til dagslys og voldtage hende igen og igen, siger Kurt Simonsen.

I bogen fortæller Josef Fritz, der var uddannet elektroingeniør, at han på sine forretningsrejser har haft ” snesevis af seksuelle affærer,” og at han ”har børn med flere indiske kvinder.”

Desuden fortæller han, at han har en søn med en afrikansk kvinde, og at sønnen er ”i dag en velrespekteret advokat.”

Hvis ikke han sad bag tremmer, ville tilværelsen åbenbart stadig være vellystig for ham, fremgår det. I cellen i Stein-fængslet i Krems an der Donau modtager han således "hundredvis af breve," og de kommer ikke fra hvem som helst, men især fra kvinder, "der er forelsket i mig," fortæller han i bogen.

Trods sit kriminelle generalieblad og trods de udenomsægteskabelige bekendelser, han giver i bogen, skriver han, at han ikke forstår, hvorfor hans kone lod sig skille fra ham i 2012.

Dét er i øvrigt ikke den eneste detalje i klynkeafdelingen. Livet i fængslet er også modbydeligt, fortæller han. Medfanger bryder sig angiveligt ikke om ham, så han undgår gårdture ”fordi der er et par fanger, der bare venter på at kunne slå mig.”

Han beklager sig også over den situation, han i sin tid blev bragt i, da hans overgreb på datteren kom for en dag. Han oplevede at blive fremstillet som et uhyre med hele verden på tilskuerpladserne.

”Jeg var helt alene med mine tanker. Der var ingen, jeg kunne betro mig til,” skriver han.

Som Kurt Simonsen oplevede sagen, vakte den hele verdens interesse, så usædvanligt oprørende den var.

- Jeg husker, at jeg ankom til Amstetten som den første danske journalist og en af de første overhovedet. I løbet af meget kort tid var jeg omringet af kolleger, det være sig journalister, fotografer, tv-hold fra hele Europa, ja selv fra USA dukkede de op. Amstetten er bare en lille by, og på ingen tid var dens gader proppet med pressefolk.

Kurt Simonsen husker, hvordan han og de andre mange pressefolk stod og kiggede på huset.

- Det lå dér i en typisk og fredelig  østrigsk hyggeby. Vi var alle uforstående over for det, der var sket og talte om, hvordan der kunne være plads til alle de børn i huset, og især talte vi om, hvordan den slags overhovedet kunne få lov at ske i skjul. Det er stadig ubegribeligt, hvordan det kunne lade sig gøre, siger Kurt Simonsen.

Josef Fritzl har et håb om, at han kan blive løsladt. Han ønsker at leve sine sidste år i Amstetten og ”måske oprette en lille virksomhed der.”

Hidtil har de østrigske myndigheder afvist enhver tanke i den retning.

Elisabeth Fritzl har, siden sagen kommet frem, levet med en ny identitet.