Elbiler: De er her og der og alle vegne. I april blev der solgt 139 procent flere elbiler i forhold til april sidste år. Vi er oppe på, at næsten en tredjedel af bilkøberne valgte et fuldt elektrisk køretøj.

Men det betyder også, at over to tredjedele købte en spritny bil, der enten kører på benzin eller diesel.

Hvad er det, der holder bilisterne tilbage fra at vælge en elbil? Klimarådet er ikke i tvivl om, at det skal være slut med de forurenende biler, hvis vi skal nå klimalovens mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

I min familie har vi kørt elbil i 13 måneder. Det er blevet til 37.000 kilometer med alt fra bilferie til Frankrig, reportageture i Danmark langt væk fra motorvejsnettet og mange dage med 100 kilometers pendling. Vi har prøvet lidt af hvert, men elbilen er den bedste bil, vi nogensinde har haft.

Den kører fremragende, er billig i drift, og vi kører på grøn vindmøllestrøm. Altså, det ved vi strengt taget ikke noget om, men nu har vi gjort, hvad vi kan. Så må andre tage sig af at rejse vindmøllerne.

Vi oplader batteriet hver nat, og benzintanken er et sted, hvor vi henter pakker og tjekker dæktryk.

Værsgo, her er ni myter, som måske afholder folk i benzin- og dieselbiler fra at kaste sig over en fuldelektrisk bil. Myterne har jeg trykprøvet i Facebook-forummet Danske Elbil-ejere med over 11.000 medlemmer, der i en lang tråd i denne uge har bidraget med idéer og nuancer.

Trine Baadsgaard var ikke i tvivl om, at noget var helt galt med hendes søn, da de en kold januarnat blev kaldt tilbage på hospitalet efter at være blevet sendt hjem kun få timer tidligere.

Der var kommet svar på hans prøver, og værdierne var for høje. Forgæves forsøgte hun at råbe lægerne op i de afgørende timer og minutter, der skulle betyde forskellen på liv og død hos hendes dengang kun 16-årige søn Mathias.

For seks år siden gennemlevede Trine Baadsgaard sit livs største mareridt. Hun mistede sin søn til meningitis på under 24 timer.

- Han var ung, sund og rask, og pludselig var han væk. Det var et kæmpe chok, som først efterfølgende satte sig som en ubærlig sorg, fortæller Trine Baadsgaard.

Hun ville ønske, at hun havde kendt til vaccinen mod den frygtede sygdom. I dag kæmper hun for at udbrede budskabet - og for at holde det løfte hun gav sig selv og Mathias efter hans alt for tidlige død.

Vi skal tilbage til 3. januar 2016. Den dengang 16-årige Mathias var fra morgenstunden begyndt at føle sig sløj. 24 timer senere var han død.

- Vi troede, det var en gang influenza. Han havde feber, ømme led og lå i sengen. På et tidspunkt forsvandt feberen. I løbet af natten begyndte han at kaste voldsomt op, og han viste mig nogle pletter, han havde fået på huden. Jeg googlede og fandt hurtigt ud af, at det kunne være meningitis. Jeg tog ingen chance og ringede 112, fortæller Trine Baadsgaard.

Der blev hurtigt sendt en ambulance til familiens adresse, og Mathias blev taget med. Men han blev også sendt hjem igen få timer senere, hvilket skulle vise sig at være en fatal fejl. Familien nåede ikke at være hjemme længe, før hospitalet ringede og bad Mathias om at komme tilbage.

- Lægerne havde fået svar på nogle af Mathias blodprøver, som tydeligt viste forhøjede værdier. Jeg blev ved med at sige til lægerne, at jeg troede, at det var meningitis, men det var først om morgenen, da Mathias gik i koma, at de troede på mig, fortæller hun.

Mathias blev hurtigt overført fra Herlev Hospital til Rigshospitalet.

- Da vi ankom til Rigshospitalet, blev Mathias scannet. På det tidspunkt var trykket på hans hjerne så stort, at han allerede var hjernedød, fortæller hun og fortsætter:

- Vi havde slet ikke tænkt døden ind, da vi ankom til hospitalet. Han nåede aldrig at blive klar over, at han havde meningitis, fortæller hun.

Hele familien var samlet om Mathias i løbet af dagen, før respiratoren blev slukket.

Få dage før Mathias blev syg, havde han været til den helt store nytårsfest med sine venner fra den efterskole, hvor han gik. Trine Baadsgaard mener, at der er en stor chance for, at det var til den fest, at hendes søn blev smittet. Den type meningitis Mathias blev diagnosticeret med kaldes type Y og smitter ved tæt kontakt.

De andre festdeltagere blev efterfølgende tjekket på hospitalet. Var Mathias kommet i akut behandling, da han blev hentet med ambulancen om natten, så havde der været en reel chance for, at han havde overlevet, fortæller Trine Baadsgaard.

Hun forstår stadig ikke, hvorfor hendes søn ikke straks blev sat i forebyggende behandling, når der nu var en lille mistanke om meningitis. Hun mener, at det var en kæmpe fejl, der endte med at få fatale konsekvenser. Noget familien også har blandt andet patientklagenævnets ord for.

- Vi har fået medhold i alle vores klager, men det kommer vores søn ikke tilbage af. Der er ingen mening med hans død, men vi må finde en mening i det, at han er død, og det gør vi ved at sprede budskabet om muligheden for at vaccinere, fortæller hun.

Familien er blevet kontaktet af flere, der har fortalt, at var det ikke for Mathias' historie, så var deres børn ikke kommet i akut behandling.

- Han har taget en for holdet - og det er en kæmpe ting. Desværre var Mathias ikke et enkeltstående tilfælde, siger hun.

Trine Baadsgaard refererer til to andre dødsfald - unge mænd på henholdsvis 17 år og 18 år, som ligesom Mathias blev ramt af meningitis. Det skete inden for det første år efter Mathias' død, og påvirkede derfor familien meget.

- Jeg tænker, om de to sidste dødsfald kunne være undgået, hvis bare de, deres forældre eller de behandlende læger havde kendt til Mathias' sag. Nu er tre unge mænds liv forbi, tre unge mænds familier hvis liv for evigt er smadret, tre unge mænds venner, der aldrig bliver de samme igen. Det var tre unge mænd for meget på bare ét år i københavnsområdet, siger hun.

Efter Mathias' død lovede Trine Baadsgaard sig selv og Mathias, at ingen unge mennesker og deres forældre skulle være uvidende om, hvor farlig sygdommen er, og hvad man kan gøre for at forhindre den. Men det er en større opgave og et større løfte end først antaget, som hun stadig kæmper med at overholde.

- Det berører mig dybt, at jeg ikke har været i stand til at holde mit løfte til Mathias. Jeg appellerer til alle forældre om at få deres børn vaccineret, siger hun.

Hun fortæller, at man i mange andre lande vaccinerer unge mennesker mod meningitis. Noget hun ville ønske også var tilfældet her i Danmark.

- Vi vidste ikke, at det var muligt at vaccinere mod meningitis - og havde måske også fravalgt det, hvis vi havde set på, hvor lille risikoen er. Men med den viden, jeg har i dag, ville jeg ikke tøve, og derfor håber jeg, at andre vil gøre det, vi ikke længere har mulighed for, siger hun og fortsætter:

- Jeg ved godt, at man ikke kan vaccinere mod alle former for meningitis eller for alt i det hele taget, og jeg ved godt, at der ingen garantier gives i det her pokkers liv for højresvingende lastbiler, spritbilister, kræft, ulykker, og hvad ved jeg – men det man kan gøre noget ved, skal man gøre: Jeg ville ønske, at jeg havde vidst det, jeg ved nu.

Lars Jørgen Østergaard, der er professor ved Århus Universitet og cheflæge på Århus Universitetshospital med speciale i infektionssygdomme, har 20 års erfaring med vacciner og kliniske forsøg.

Han har også stået i spidsen for de kliniske forsøg, der er foretaget fra dansk side i forbindelse med forskningen og udviklingen af en fællesvaccine, hvor man gør det muligt at samle flere vacciner mod meningitis under samme paraply.

- Der findes forskellige typer meningitis - også forskellige typer af den dødelige slags. Alle har brug for hver sin vaccine, men det vil kræve rigtig mange stik og lægebesøg. Derfor har man over de sidste fem år udviklet en vaccine, som dækker de fem hyppigste og farligste typer meningitis på verdensplan - alle lige farlige, fortæller Lars Jørgen Østergaard og fortsætter:

- Vi har bidraget med de kliniske forsøg fra dansk side, der skal til for at finde ud af, hvordan bivirkningerne ved vaccinen er, og hvordan immunforsvaret reagerer på den. Vi har fundet bivirkningerne her acceptable, og at der er en god immunrespons på vaccinen.

Han fortæller, at de kliniske forsøg foretages i mange lande. Efterfølgende samler man resultaterne, som danner grund for en godkendelse.

Lige nu er både Pfizer og GSK ifølge professoren i fuld gang med en ny vaccine. Pfizer skal efter sigende være et knurhår længere fremme i deres forskning, og deres vaccine har siden efteråret været i godkendelsesproces.

- En godkendelse er formentlig meget tæt på, siger Lars Jørgen Østergaard.

Han forklarer, at når vaccinen bliver endeligt godkendt i Danmark, så vil ens praktiserende læge have mulighed for at udskrive en recept på den. Det vil dog være til egenbetaling.

Ydermere er det en afvejning af flere parametre, om vaccinen bliver taget i betragtning til at komme under det nationale vaccinationsprogram.

Den vaccine, som ifølge professoren er tæt på en godkendelse, indeholder også den type meningitis, som Mathias' døde af. Det giver hans mor håb om, at færre vil lide samme skæbne som hendes søn i fremtiden. Hun håber, at man som minimum vil lave en national oplysningskampagne, så forældre kan få kendskab til fællesvaccinen.

Hver dag arbejder Trine Baadsgaard for at gøre en forskel, når hun som kommunikationsansvarlig i Børneriget Fonden, der holder til i Bredgade, arbejder for at gøre livet lettere for børn og deres forældre, mens de er indlagt på Rigshospitalet.

- Man skal bruge sit livs tid på noget ordentligt. Man ved ikke, hvornår det er forbi. Mathias kunne ikke leve livet, så må vi andre få noget ud af det, siger hun og afslutter:

- Mathias var vores fantastisk dejlige dreng. Vores vidunderlige søn - helt uerstattelig. Sorgen forsvinder aldrig. Det er et livsvilkår.

- Velkommen, siger Børge Madsen med et stort smil.

Han er 92 år, står med sin rollator og har lige åbnet hoveddøren for en hjemmehjælper, der heller ikke er helt ung. Gullann Prahl  hedder hun. Hun er 70 år, folkepensionist og så er hun hjemmehjælper for Vordingborg Kommune og den, der hjælper Børge med hans bad.

- Det er gamle, der hjælper gamle siger hun med en grin.

Grin, gas og glæde er noget af det, der fylder, når Børge åbner døren for Gullann hver tirsdag formiddag. Det bliver tydeligt, når vi om lidt sætter os ved det solide, gamle egetræsspisebord.

Men det, der foregår denne formiddag i Børges hus, er også et eksempel på noget af det, der skal til, hvis de store generationer af ældre skal gøre sig håb om at få den hjælp af det offentlige, som de har betalt ind til med skat og hårdt arbejde gennem de yngre år.

Der bliver nemlig flere og flere ældre de kommende år. Om syv år vil der være cirka 122.000 flere mennesker, der er over 80 år, end der er i dag. Samtidigt vil der være betydeligt færre i den arbejdsdygtige alder til at tage sige af dem.

Ældresektoren mangler hænder, og problemet vokser og vokser. I 2030 vil der mangle 17.000 ansatte alene på Sosu-området, oplyser sundhedsprofessor Jakob Kjellberg fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE).

Der skal med andre ord flere mirakler til, hvis det regnestykke skal gå op. Flere unge skal have lyst til at arbejde med ældre. Flere mænd skal ind i faget. Flere af de ledige med anden etnisk baggrund skal have job i ældreplejen. Og endelig skal dem, der allerede arbejder i faget i dag, helst blive ved med det.

Det gjorde Gullann Prahl ikke i første omgang. Hun gik på pension.

- Jeg var utroligt glad for mit job, men jeg var slidt ned. Ikke fysisk, men psykisk og mentalt, siger hun om den dag, hun valgte at pensionere sig og gå på efterløn som 61-årig.

- Der var ingen tvivl. Jeg har altid sagt, at den dag, jeg ikke har mere at give, så stopper jeg. Ellers kunne jeg lige så godt arbejde ved et samlebånd på en fabrik, siger hun.

Den mentale nedslidning kom, fordi jobbet som hjemmehjælper havde ændret sig markant i løbet af de små 30 år, der var gået, siden Gullann blev en af de første uddannede fra den nye Sosu-hjælper uddannelse i Næstved. Hun følte nærmest, at hun svigtede de ældre, og det sled.

Da jeg startede for 30 år siden, havde man en time hos en ældre borger, der skulle have et bad. I dag er det nogle steder nede på 12 minutter til både at tage tøj af, bade og tage tøj på igen.

Savnede du nogen gange jobbet som hjemmehjælper, da du stoppede?

- Jeg savnede det hele tiden. Hver eneste dag, siger hun.

Men det var først, da hun en dag tændte for radioen og hørte, hvad der ramte ældre borgere i kommunen, at hun for alvor blev ramt i hjertet og gik i aktion.

- Jeg hørte, at der var mange ældre her i Vordingborg, der fik meldt bad fra, fordi der ikke var hænder nok. Det kunne jeg simpelthen ikke tåle at høre, så jeg ringede til ældrechefen og spurgte: Hvad siger du til, at jeg prøver at samle et hold af pensionerede hjemmehjælpere?

Vi  vender tilbage til, hvad der kom ud af den telefonsamtale, for Gullann havde klare betingelser for at melde sig under fanerne igen. Men først skal vi tilbage til 92-årige Børge Madsen, som er et af Gullanns faste besøg denne tirsdag formiddag.

- Han har så mange gode historier at fortælle, og vi laver sjov med hinanden, siger Gullann.

Knapt har vi sat os omkring det store egetræsbord, før Børge er i gang med historier fra både soldatertiden, landmandstiden og ikke mindst de mange år i statens tjeneste på Forsøgsstationen på Lindholm.  Og selvfølgelig om sin kone Kaja, der døde for tre år siden. Og om "piger" i det hele taget.

- Da jeg var yngre, tænkte jeg næsten hele tiden på piger. I dag kan der gå flere minutter imellem, siger han og griner.

Det gør Gullann også. Dog på en måde, som antyder, at den har hun nok hørt et par gange før.

Børge kalder hende "den unge dame". Men han kan også være alvorlig. Bare ikke så længe af gangen:

- Jeg fik jo en blodprop i hjernen for ti år siden, og det lavede meget om på mig. Jeg sad i kørestol, var på plejehjem og blev genoptrænet. Jeg mistede rigtig meget. Undtagen mit humør - det kunne de ikke tage fra mig, siger han.

Børge Madsen blev ramt både fysisk og kognitivt, men han klarer sig meget langt hen ad vejen selv, for han har trænet meget. Han går til både gymnastik, sang og handikapridning. Og så er der den lille have, hvor han har plukket buketten på spisebordet.

- Jeg sidder på rollatoren og skuffer og river, men jeg har min datter og svigersøn til blandt andet at klippe hæk, siger han.

Det, som Gullann Prahl bidrager med hver tirsdag, er det ugentlige bad.

- Det er en let hånd til hjælp til badet.  Det er vigtigt, at Børge får den støtte nu, så han ikke glider på badeværelsesgulvet og kommer til skade. Så kan det nemlig ende med, at vi skal ind med en meget mere massiv pleje, siger hun.

- Jeg får rigtig god hjælp af hjemmeplejen. Det er utroligt, hvad de kan nå på den tid, de har til rådighed. Det må være fordi, de er eksperter, siger Børge Madsen.

Ud over Gullanns tryghedsbesøg, så har Børge rengøringshjælp og hjælp til pillesortering. Maden klarer han selv.

Faktisk kan Gullann godt finde på at give en hånd med andre ting, selv om det ikke er det, hun formelt skal i de ofte firkantet præcise beskrivelser af, hvad en hjemmehjælper skal hos den enkelte borger.

Det hænger sammen med den særlige måde, hun kom tilbage i jobbet på, da hun tændte for radioen.

- Ældrechefen sagde selvfølgelig ja til mit tilbud om at samle et pensionisthold af nogle af os pensionerede hjemmehjælpere. Det endte dog med, at vi kun blev to på det hold af gamle kollegaer, siger Gullann Prahl.

Det var naturligvis ikke comeback på fuld tid, og der var forskellige teknikaliteter, der skulle på plads. Og så havde Gullann også sine krav til det "nye" hjemmehjælper-job.

- Jeg ville have mere tid til den enkelte, og jeg ville ikke have noget med computere og registrering at gøre. Men hvis der er et problem hos en af borgerne, så lægger jeg selvfølgelig en seddel eller giver besked til mine kolleger, siger hun.

- Jeg er fri til at gøre det, som borgeren har brug for, så jeg kan godt drikke en kop kaffe. Jeg kan også finde på at hjælpe med at pudse briller eller sy en knap i, hvis det det, der er brug for. Og hvis en borger er særligt trist til mode, kan jeg bruge lidt mere tid, for det gør jeg på egen regning, hvis det er nødvendigt, siger Gullann.

Gullann arbejder en formiddag - tre timer - hver tirsdag hos faste borgere, som kender hende. Og det giver hende cirka 1100 kroner om måneden.

- Ja det er ikke pengene, det her handler om. Mine børnebørn siger, at der nok er til en ekstra is, siger Gullann Prahl og begynder at grine:

- En måned fik jeg 15 kroner mindre, og så viste det sig, at det var fordi, jeg havde fået en lønforhøjelse på 11 øre i timen, men så tog Skat altså 15 kroner. Nu har jeg sagt, at jeg ikke vil have flere lønforhøjelser, siger hun.

Gullann har arbejdet i halvandet år efter sit comeback, og hun har været syg én gang med hold i nakken. Men hun er godt klar over, at hun bliver nødt til at stoppe engang.

- Jeg sagde, at jeg ville blive, til jeg blev 70 år. Det er jeg nu, så nu siger jeg 71. Hvad det så ender med, må vi se. Vi tager et år af gangen, siger Gullann Prahl.

Børge er i hvert fald glad for, at Gullann har taget en tørn mere. Han arbejdede selv i 70 år, inden han gik på pension.

- Det bliver en sorgens dag, når Gullann stopper, siger han.

Og det bliver nok også svært for Gullann at slippe et job, som betyder så meget for andre mennesker. Eller som der står i et opslag, hun har delt på sin Facebook-side: ”De bedste steder, man kan være i hele verden er: I nogens tanker, I nogens arme, I nogens hjerte”.

Jubi, vi skal på museum! Dét siger min børn forholdsvist sjældent. Og aldrig i kor.

Den spontane glæde ved at blive inviteret med sine forældre hen for at kigge på billeder, skulpturer eller kirker er som oftest begrænset. Bare det at kalde det for en invitation, hører vist nok hjemme i kategorien voksen-spin. For hvis man ikke har mulighed for at sige nej, er der jo snarere tale om en pligtskyldig deltagelse.

Til gengæld sker der næsten altid dét, at den manglende lyst forvandler sig til noget helt andet, når et museumsbesøg bliver gjort til virkelighed. Først og fremmest fordi man ikke bare passivt får en oplevelse, men fordi man skaber en fælles oplevelse. Sammen. 

Samtidig inviterer et museum også typisk den enkelte ind i et rum, en mental rasteplads, hvor tiden sættes på pause, og hvor der er plads til at tænke en hel masse - eller næsten ingenting.

Jeg er mest lykkelig, når jeg "ved siden" af nyhedsstrømmen og dagligdagen er optaget af at læse en god bog. Min erfaring er tilsvarende, at vi som familie har det bedst, når vi deler nogle oplevelser sammen. Gør noget sammen "ved siden" af hverdagen. 

Det behøver ikke være en kulturoplevelse, men det kan være et besøg på et museum. Besøg på Glyptoteket i København og Gammel Estrup på Djursland markerer to højdepunkter det sidste halve år i min lille familie.

Corona var i to år en kæmpe udfordring for mange kulturinstitutioner, der var lukket ned. De stærkeste fællesskaber i samfundet var lige pludselig for eller imod mink, mundbind eller Mette Frederiksen.

Nu kan vi heldigvis igen komme på stadion og dyrke fællesskabet på lægterne, gå til koncert, til banko eller på museum uden frygten for, at et dørhåndtag eller nys i lokalet gør os alvorligt syge.

Derfor er det også et kæmpe "jubi", at de nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at gæsterne på landets museer er tilbage på samme niveau som før nedlukningerne. 15,6 millioner besøg var der til udstillingerne på de danske museer i 2022.

Lad bare det være startskuddet til et rekordår i 2023. For vi har brug for at dyrke fællesskaber - i det store og i det små. Vi har brug for at frigøre os mere fra vores skærme, særligt mobiltelefonen. Og vi har brug for at være mere aktive med vores kroppe. Her har coronaen nemlig ikke slettet sine spor. 

Ifølge flere både danske og internationale undersøgelser, så har restriktionerne under corona ændret vores vægt, spise- og motionsvaner. Flere arbejder hjemme, og vi går generelt færre skridt. Også her kan kulturen være en del af løsningen.

Et besøg på et museum er nemlig sjældent kun åndelig føde, der sætter tanker og følelser i bevægelse. Sidegevinsten er som oftest også trætte ben og en øm lænd, fordi ens - for manges vedkommende - velnærede kontorkrop også kommer i bevægelse.

Jubi, jeg skal på museum. Og jeg glæder mig!