Erhverv: ”Opsigelse”.

Sådan står der i emnefeltet i mange mails, som tikker ind i indbakken hos landets ledere.

Der er nemlig rekordmange, der har skiftet job i de seneste par år, og nu viser en ny undersøgelse fra jobportalen Ofir, at hele 39 procent af den danske arbejdsstyrke enten er aktivt jobsøgende eller overvejer at skifte til et andet job. Det er opsigtsvækkende mange, lyder det fra Alexander Kragh, der er marketingchef hos Ofir samt ham, der står bag den nye analyse.

- Normalt skifter ca. 20 procent af danskerne job om året. Set i det lys er det tankevækkende, at så mange overvejer at søge nyt job, siger han og fortsætter:

- Vi har haft en usikker tid i de seneste år med corona, krig i Ukraine, stigende inflation og stigende energiudgifter. Så mange kan være brændt inde med et ønske om et jobskifte, konstaterer han.

Danskerne skifter historisk set job meget ofte, når vi sammenligner os med andre lande. Det gælder uanset, om det går godt eller skidt med dansk økonomi. Det, der til gengæld ændrer sig sammen med konjunkturerne, er, hvem der sidder med overhånden, når det kommer til at forhandle arbejdsvilkår og løn. Her er situationen lige nu helt speciel, siger Anders Frederiksen, der er professor og institutleder ved Aarhus Universitet i Herning. Han har blandt andet forsket i mobilitet på det danske arbejdsmarked.

- De danske lønmodtagere har alle de gode kort på hånden, når det kommer til at vælge og vrage mellem job lige nu. Der er mange, der mangler hænder, og det giver gunstige forhold, når det kommer til at forhandle løn og vilkår, siger han.

Analysen fra Ofir viser, at hvis arbejdsgiverne vil tiltrække nye ansatte eller øge trivsel hos deres nuværende ansatte, er der en række parametre, de kan skrue på. De to væsentligste faktorer er fleksibilitet og løn. Helt konkret drømmer to ud tre danskerne nemlig om at få en 4 dages-arbejdsuge - også selvom de fortsat skal arbejde 37 timer på færre dage. Særligt de yngre er åbne for den mulighed.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at 56 procent af de adspurgte gerne vil have én til flere hjemmearbejdsdage om ugen. Det opsigtsvækkende er i stedet, at det er i den her gruppe blandt de adspurgte, at vi finder flertallet af de ansatte, som overvejer at søge et nyt job.

Det siger en hel del om den opgave, der ligger ude på de danske arbejdspladser, mener Alexander Kragh.

- Arbejdsgiverne kan ikke længere se igennem fingre med det her. Især fordi der er flere arbejdspladser, der nu tilbyder flere af de her goder, og derfor er der flere ansatte, der bliver opmærksomme på, at de kan tillade sig at kræve det samme fra deres virksomhed, siger han.

Derudover er lønnen stadig en vigtig faktor hos de danske lønmodtagere. 86 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener på nuværende tidspunkt, at de fortjener en lønforhøjelse. Den holdning stiger, jo yngre de adspurgte er.

- Vi ved, at løn normalt ligger i top tre, når det kommer til, hvad danskerne prioriterer i forhold til deres arbejde. Men det er første gang, vi ser lønnen indtage førstepladsen, siger Alexander Kragh.

Han forstår godt, at det er netop nu, at lønnen er blevet særlig vigtig.

- Der har været et stort fokus på økonomien i mediebilledet og rundt omkring spisebordet i de danske hjem. Når varmeregningen pludselig er blevet tre gange højere, end den plejer at være, og alt andet også er blevet dyrere, så har det uden tvivl flyttet folks fokus hen på deres løn, siger han.

Anders Frederiksen fra Aarhus Universitet i Herning understreger i den forbindelse, at selv om de danske arbejdsgivere netop nu skal gøre sig ekstra lækre for deres ansatte, er det ikke en permanent tilstand, de behøver forblive i.

- Vi ved fra tidligere høj- og lavkonjunkturer, at i det øjeblik, konjunkturen skifter, og arbejdsløsheden stiger, så ændrer balancen sig og tipper til arbejdsgivers fordel, siger han.

Det er Alexander Kragh fra Ofir i udgangspunktet enig i, men han vurderer alligevel, at noget har ændret sig.

- Kurven for de danske arbejdsvilkår er på den lange bane altid opadgående, så jeg forudser, at vi kommer til at tage nogle af de forbedrede arbejdsvilkår med os ind i en ny lavkonjunktur, siger han og tilføjer:

- Vi bor i et land, hvor arbejdsmarkedsvilkårene bare bliver bedre over tid.

Spørgsmålet er nu, om det kan betale sig at skifte job en gang imellem, for på den måde enten at sikre sig mere fleksibilitet eller en højere løn?

Både og, mener Anders Frederiksen fra Aarhus Universitet i Herning.

- Man skal passe på med at skifte job til en ny virksomhed for tit. Ofte får du en langt større gevinst ud af at skifte job inden for den samme virksomhed, siger Anders Frederiksen og uddyber:

- Ved at skifte virksomhed mister du din anciennitet, som kunne have givet dig en forfremmelse i din nuværende virksomhed. Vi ved også fra vores studier, at på længere sigt vokser din løn ikke hurtigere ved, at du skifter job, siger han.

Anders Frederiksen påpeger også, at i det øjeblik, du siger op, mister du et potentielt langt opsigelsesvarsel. Jo længere du har været i en virksomhed, desto længere vil din opsigelsesperiode med løn være, hvis du en dag bliver fyret.

- Man smider jo den sikkerhed og den ekstra løn, der følger med en lang opsigelsesperiode, og hvis man samtidig træder ind i en virksomhed med stor job-usikkerhed, kan det være en dyrekøbt sikkerhed, du mister.

Derudover mister du også noget af det vigtigste, du har, når det kommer til at forhandle dig frem til mere i lønposen - nemlig viden om din arbejdsplads.

- For alle arbejdspladser er det vigtigt med ansatte, som kender virksomheden særdeles godt. Den viden kan du også bruge til at forhandle dig frem til en ny position eller bedre vilkår, siger Anders Frederiksen.

Når det kommer til at sikre sig mere fleksibilitet i hverdagen samt mere fokus på de værdier, som er vigtige for dig, så er det en lidt anden snak, lyder det fra Anders Frederiksen.

- Hvis du skifter job for at sikre dig mere fleksibilitet, eller fordi du er mere tiltrukket af den nye virksomheds værdier eller formål, så kan det ikke måles og vejes på samme måde, som lønnen kan.

Uanset om du prioriterer en højere løn, bedre arbejdsvilkår eller noget helt tredje, er der god grund til at tænke strategisk om dine jobplaner på den lidt længere bane, især hvis du ønsker at avancere eller blive leder en dag. For hvis ikke du gør det, kan du ende med at blive låst i det job, du sidder i.

- Det er vigtigt, at du har forskellige roller i dit arbejdsliv, og at du prøver kræfter med forskellige afdelinger. På den måde opbygger du et erfaringsgrundlag, som gør, at du bliver mere attraktiv på arbejdsmarkedet, mens du får en uundværlig viden om den virksomhed, du arbejder i.

Ifølge Anders Frederiksen har den klassiske leder generelt et bredt kompetenceområde, som vedkommende har tilegnet sig ved at bestride en lang række af forskellige funktioner enten internt på arbejdspladsen eller via forskellige jobskift på andre arbejdspladser.

Forskning, som Anders Frederiksen har foretaget, viser, at en person med en bachelorgrad, som i løbet af otte år skifter mellem seks forskellige roller i én virksomhed, har tre gange så stor chance for at blive forfremmet, end en person, der bliver i samme jobrolle i alle otte år. Chancerne for forfremmelse stiger fra cirka én procent til 3,5 procent.

- Er der ikke muligheder for at udvikle sig i din nuværende virksomhed, er det her, du skal overveje, om ikke et jobskifte er rigtigt for dig, lyder rådet fra Anders Frederiksen.

Han lægger kraft i ordene, banker i bordet, og en gang i mellem sniger der sig et ”for helvede” ind i slutningen af sætningen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) insisterer på, at tiden er kommet til at tage nogle af de tunge diskussioner i dansk politik.

Derfor præsenterer han for første gang tankerne bag en helt ny slags reform. Som indtil videre kun er blevet diskuteret på regeringens indre linjer.

Og ifølge Løkke vil det ændre måden, der føres politik på herhjemme. Selv kalder han det for ”generationsplaner.”

- Vi er nødt til at gentænke det skandinaviske velfærdssamfund. Det holder fint min tid ud. Men virkeligheden er en anden om 60 år. Det er et enormt behov for, at vi får truffet de nødvendige beslutninger, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Derfor foreslår han, at der sammen med mellemfristede reformer på 5-10 år skal være generationsplaner, der går 15-30 år frem.

En af de første generationsplaner kan blive en diskussion af, hvordan fremtidens ældrepleje skal se ud. Og hvordan betalingen skal foregå.

- Ellers får vi ikke løst de kæmpestore strukturelle problemer, som generationer efter os kommer til at stå med.

Løkke går med det samme til bekendelse. Som en af hovedpersonerne i nyere dansk politik har han selv stået for mange af de reformer, som han nu siger ikke er tilstrækkelige.

Han nævner en diskussion, han i sin tid havde med Helle Thorning-Schmidt. En debat, der stadig eksisterer i 2023. Skal den offentlige vækst følge demografien?

- Vi slog hinanden i hovedet med, hvorvidt den offentlige vækst skulle være på 0,8 eller 0,6. Hurra for det, og det blev så forskellen på helvede og paradis. Det er simpelthen for primitivt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Analysen fra Lars Løkke Rasmussen er, at danskerne bliver rigere. Og om 20 år vil folk ikke acceptere det serviceniveau, der eksisterer i dag. Derfor bliver kravet, at væksten ikke blot følger demografien. Der skal tages yderligere skridt.

Sker det ikke, så risikerer samfundet at blive opdelt. Dem, som selv har råd til at betale for ekstra sundhedsydelser, og dem, som må nøjes med tilbuddet fra det offentlige. Og så spiller man hasard med tilliden til velfærdssamfundet.

- Når jeg bliver 85 og skal have hjemmehjælp, kan jeg i princippet få den samme hjemmehjælp som dem, der er 85 år i dag. Vil jeg være tilfreds med det? Sikkert ikke. Vil jeg have mulighed for at vælge noget andet? Rimeligvis, fordi jeg er så privilegeret, at jeg har en god pensionsopsparing.

Pointen fra Løkke Rasmussen er, at det ikke alene er personer med en ministerpension, der vil kunne købe ekstra ydelser. Udviklingen i arbejdsmarkedspensionerne gør, at mange vil have den mulighed. Mens andre med en mere ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet vil blive frakoblet.

- Vi vil om 25 år have nogle pensionister, hvor nogle kører på første klasse, andre på anden klasse og nogle på tredje klasse. Er det sådan et samfund, vi vil have? Nej, det er det ikke.

Derfor mener Lars Løkke Rasmussen, at tiden er kommet til at tage en af de tunge diskussioner. Hvorvidt nogle danskere selv må betale en del af ældreplejen.

- Hvordan sikrer vi, at alle får en ordentlig ældreomsorg? Det kan være, at jeg må betale noget af min egen selv, fordi jeg får en røvfuld penge med i pension. Er der nogen, der tør snakke om det i dag? Nej, det er der ikke. Fordi så kommer Bjarne Hastrup (formand for Ældresagen, red.) og siger, hvad fanden har I gang i?

- Hvis vi ikke får ændret debatten om i dag til, hvordan Danmark skal se ud om 20 år, så taber vi det her, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ideen er fortsat kun på tegnebrættet. Og det er ikke sådan, at danskerne kan forvente et politisk udspil lige rundt om hjørnet.

Det skal nærmere ses som et eksempel på en ”generationsplan.” Og sådan en håber Lars Løkke Rasmussen, at regeringen præsenterer i denne regeringsperiode.

- Vi har en tradition for i dansk politik, at vi hele tiden tænker i mellemfristede planer på 5-10 år. Vi kigger ud gennem forruden, men det er altid med det nære lys på.

- Kigger man kun frem til 2030, er der intet problem. Så har vi nært sagt alle penge i verden. Men for helvede, Danmark skal bestå længere end til 2030. Hvor er det her land henne, når mine ufødte børnebørn sidder her om 60 år? Der er nogle kæmpe udfordringer, og derfor skal vi lave disse reformer.

Udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen kommer samtidig med, at flere på Christiansborg sætter spørgsmålstegn ved regeringens krisefortællng om Danmark.

Den fortælling, der gjorde det nødvendigt, at store bededag skulle afskaffes, og som kalder på omfattende arbejdsreformer. En fortælling med en regering, der kunne tage de svære, men nødvendige beslutninger.

Faktum er dog, at væksten stiger, beskæftigelsen er høj, og inflationen falder. Og snart vil Finansministeriet præsentere nye tal, der viser, at råderummet er substantielt større end hidtil antaget.

Med andre ord: Der er masser af penge i statskassen, og folk er i beskæftigelse som aldrig før. Flere økonomer mener sågar, at økonomien aldrig har været bedre end nu.

Lars Løkke Rasmussen mener dog ikke, at behovet for det såkaldte ”arbejdsfællesskab” mellem Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne er blevet mindre af den årsag.

- Det, som regeringen måske har svigtet med indtil nu, det er at få sat perspektiv på. På en eller anden måde er vi nødt til at nytænke og genopfinde det skandinaviske velfærdssamfund, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Moderaternes formand har man plukket de lavthængende frugter. Skiftende regeringer har allerede halveret dagpengeperioden, sænket ydelserne og indført SU-klip for at styrke beskæftigelsen.

Disse reformer har været et populært redskab, fordi det har været let for Finansministeriet at udregne, hvor mange penge det sparede. Og så har politikerne med det samme kunnet investere dem i nye prioriteringer.

Men ifølge Lars Løkke Rasmussen er generationsplanerne mere avancerede. Og man kan ikke nødvendigvis vide, hvad effekten bliver. Fordi Finansministeriet vil have svært ved at lave nøjagtige beregninger på det.

Her nævner han konkret udfordringen med de 42.000 unge, der hverken har uddannelse eller job. Her er det svært at beregne, hvilken effekt en ny overgang mellem folkeskole og ungdomsuddannelse vil have.

- Vi håber, det vil halvere tallet, men vi ved det reelt ikke. Men vi er nødt til at rykke os fra de primitive reformer, der kun er bygget på, hvad vi kan beregne os frem til. Hvis perspektivet blot er, om vi har penge nok til om tre år, så får vi aldrig modet til at komme med den slags mere avancerede reformer.

Lars Løkke afviser, at der er tale om gummireformer uden konkret indhold. Planerne skal ifølge Løkke være lige så konkrete som 5- eller 10-års planerne.

Selv luftede Moderaterne i valgkampen ideen om, at der i fremtiden skulle være et opgør med den måde, folkepensionen er indrettet på. Det mødte på det tidspunkt massiv kritik i offentligheden.

De Konservative havde også før valgkampen lagt en 2050-vision på deres hjemmeside. Men da Søren Pape Poulsen blev statsministerkandidat, forsvandt visionen pludselig som dug fra solen.

Ifølge Lars Løkke bliver det derfor ikke nogen nem overgang, når der pludselig skal tales om politiske planer 15-30 år frem.

- Men det er også for at ansvarliggøre nogle holistisk tænkende partier, så det hele ikke bare handler om i dag.

Løkke nævner det nationale kompromis, der løfter udgifterne til Forsvaret til to procent af BNP. Det viste ham, at det danske folkestyre tager de rigtige beslutninger, når det presser hårdt nok på.

Men det viste ifølge Løkke også, at det er for dyrt at vente til sidste øjeblik.

- Danmark er ligesom en supertanker, det tager tid at navigere og skifte retning. Hvis du først skal vente på, at alle ombord kan se, at vi er ved at sejle ind i molen, så kræver det et skarpt sving.

I begyndelsen af 90’erne kunne Peter Schrøder ikke gå på gaden, uden at folk råbte efter ham.

”Det er fand’me uhyggeligt, du!” var hans faste replik, som folk sendte tilbage til ham, efter de havde set ham give sine koleriske talestrømme direkte gennem skærmen i ”Den gode, den onde og den virk’li’ sjove.”

Mellem teater og tv var der så travlt, at han måtte tage nætterne i brug for at læse op på replikker. Og da hans popularitet var på det højeste, fik han også sin filminstruktørdebut med Scherfig-klassikeren ”Det forsømte forår”.

Men efter 12 år i Vendsyssel, hvor han var med til at fylde salene med teatergæster og bygge et nyt 180 millioner kroner dyrt teater op, var noget forandret. Et årti i Nordjylland er længe at være væk fra en branche med en flygtig hukommelse.

- Jeg savner ikke de dage, hvor jeg piskede fra Herodes til Pilatus. Det gør jeg bestemt ikke. Det var sjovt at prøve. Men når man når min alder, er rollerne simpelthen færre. Det passer meget godt med ens livsrytme, at man får et lavere aktivitetsniveau. Det kan godt være, at jeg indimellem ville ønske, at der var lidt mere at rive i. Men man tager bare ikke ustraffet til Vendsyssel i så mange år. Sådan er det, siger Peter Schrøder.

Til sommer har han 50-årsjubilæum på de danske teaterscener, og det kan han fejre i rollen som prins Henrik i musicalen ”Margrethe”. Den første musical i hans karriere, der ellers har bragt ham både til film, tv, teater, operetter og en enkelt optræden i en ballet. Dog uden at danse. Han har også både undervist, instrueret og været teaterdirektør.

- Der er ikke meget, jeg har til gode, slår han fast.

- Det betyder dog ikke, jeg er mæt af dage, men jeg har godt nok været hele vejen rundt.

Peter Schrøders læber kruser indimellem op i antydningen af et underspillet smil. Når han indrømmer, at han vel nok har temperament. Når han fortæller om dengang, dronningen sagde, hun ikke brød sig om film. Eller var det bare hans film? Men for det meste svarer han bare stilfærdigt og imødekommende på alle de spørgsmål, jeg finder på at stille.

Øjnene er rare bag hornbrillerne. Det grå hår er ved at vokse sig lidt langt i siderne, for at det kan stryges bagover til rollen som den ældre prins Henrik i forestillingen ”Margrethe”, som får premiere 23. juni på Det Kongelige Teaters gamle scene.

- Det er egentlig sjovt at tænke på, at sidst,m jeg spillede på gamle scene, var i 1978-79. Da var jeg bødlen i operetten ”Mikadoen” af Gilbert og Sullivan. Så jeg har prøvet at synge med et stort orkester på den scene. Og som instruktøren sagde dengang, da jeg blev sat sammen med alle operasangerne, så har jeg en stor, men rå stemme.

Smilet strejfer igen hans ansigt.

- De år, jeg arbejdede på Det Kongelige Teater, var spændende. Både på godt og ondt, men mest godt, siger han.

Det var også der, han mødte sin kone, skuespiller og tidligere balletdanser Susanne Heinrich. Hende kalder han, uden at skulle tænke over det, for sin største succes i sin tid på teatrene.

Peter Schrøder tog forsigtige skridt ind i teaterverdenen, da han gik på Vejle Gymnasium i midten af 60’erne.

- Det er den klassiske historie om at blive skuespiller. Jeg var med i nogle gymnasiekomedier. Sammen med en kammerat lavede jeg revy om lokalområdet. Og jeg syntes, at det var sjovt, men som det ikke er helt ualmindeligt, tør man ikke forfølge tanken om skuespillet, fordi ens omgivelser og ens forældre indtager synspunktet, at nu skal man se at få sig en uddannelse først. Jeg kan huske, at jeg i 3.g fortalte, at jeg havde lyst til at blive skuespiller. Der gik sådan et sus gennem klasselokalet. Der kunne jeg godt mærke, at det var ikke noget, man gjorde. Jeg turde alligevel ikke forfølge det, siger han.

Han begyndte på Aarhus Universitet på engelskstudiet, men efter et års tid var det mere studenterrevyen, der trak i ham.

- Og så gik det slag i slag. Jeg kunne mærke, at jeg brændte for det og bildte mig også ind, at jeg havde evner, så jeg begyndte at læse privat hos en skuespiller i Aarhus.

- Fik du så opbakning hjemmefra, da du kom ind på skolen?

- Når jeg ligefrem blev optaget på Statens Teaterskole, måtte der jo være noget om snakken. Så kunne mine forældre godt mærke, det var seriøst, og bakkede 100 procent op. Det var fint.

Dengang var teaterskolen flyttet til et gammelt vinlager på Frederiksberg, selv om den etablerede branche kviede sig lidt ved, at man begyndte at uddanne skuespillere i en lagerbygning. Det viste sig, at det faktisk gik meget godt. Og Peter Schrøder betegner sig stadig som ”barn af black box-teateret”. Noget, han lod sig inspirere af, da han langt senere skulle til at bygge et nyt teater i Vendsyssel.

Straks efter skolen tog han til Hjørring og debuterede i byens revy 28. juni 1973. Derefter tilbage på Gladsaxe Teater i en Holberg-forestilling med Frits Helmuth i hovedrollen som Niels Klim. En rolle, som den nyuddannede Peter Schrøder overtog efter bare et par uger.

- Det var en meget, meget krævende rolle. Der var masser af ord, og det var en meget fysisk rolle, så man skulle virkelig være i god form. Frits blev slidt, simpelthen. Til min megastore overraskelse fik jeg tilbudt rollen. Det var en flyvende start, kan man sige. Jeg har aldrig kunnet klage over mængden af arbejde. Og jeg har haft brug for hele paletten. Ud over at spille komedie har jeg iscenesat skuespil, opera, operetter, film, for ikke at tale om at stå fadder til et helt nyt teater i Vendsyssel, siger han.

Da jeg spørger, hvordan han havnede i Vendsyssel og var med til at udforme et teaterbyggeri til 180 millioner kroner midt i Hjørring, starter han fortællingen med en overraskende opringning og filmen ”Det forsømte forår”.

- Hvordan kan det være, at du blev teaterdirektør i Vendsyssel? Havde du gået og tænkt over, hvordan et teater skulle være, hvis du kunne bestemme?

- Nej, det havde jeg sgu ikke, siger han.

- Grunden til, jeg søgte derop, kommer egentlig af, at jeg var begyndt at lave film. Det var en af de største overraskelser i min karriere, da filmproducenten Regner Grasten ringede og spurgte, om jeg ville instruere Scherfigs ”Det forsømte forår”. Det var en af de telefonopringninger, der virkelig kom til at ændre noget i mit liv. Den gale mand fra tv-revyerne, jeg var begyndt at lave, havde slået an i befolkningen. Jeg kunne jo satme ikke gå på gaden eller gå ud at spise, uden at nogen råbte efter mig. Jeg havde fået gennemslagskraft, og det havde Regner luret, fortæller Peter Schrøder, der endte med at sige ja.

Tre år senere, i 1996, instruerede han ”Kun en pige”, og i 2005 kom ”Lotto”.

- Jeg havde sådan set bestemt mig for, at det var det, jeg skulle satse på. Jeg var, og er stadig, meget optaget af at lave film. Det er vildt tilfredsstillende at være med til at skabe og stå med ansvaret for en film. Men i lighed med andre løb jeg panden mod den mur, man kalder finansiering. For at gøre en lang historie kort smuldrede det hele, og jeg blev simpelthen så træt af det, at jeg tænkte, nu har man sådan set bevist, at man godt kan det her, hvorfor i alverden kan man så ikke få det finansieret? Der skete nogle mærkværdige ting, som jeg ikke vil nævne her, men det gjorde, at det var nemt for mig at træffe beslutningen, da jeg så, Vendsyssel Teater var ledigt, siger han.

Det blev til 12 år i det nordjyske, hvor publikum strømmede til teatret, kommunen besluttede at investere i et nyt prestigebyggeri, der både indeholder et black box-teater, café og restaurant. Et samlingssted i byen, som Peter Schrøder var med til at opbygge. Men hans afsked er en ømtålelig historie, som han helst ikke snakker om.

- Den afsked, jeg fik fra teateret, er der ingen grund til at lægge skjul på, den ramte mig hårdt. Så det var en noget bitter tid, siger han.

- Det lyder, som om du nogle gange i din karriere har mødt modstand og er havnet i konflikter, der har haft betydning for din vej?

- Ja, det kan jo ikke undgås. Det tror jeg, alle har været ude for. Det kan være mere eller mindre voldsomt. Men der har jo været et par tilfælde, som jeg lige har fortalt om, hvor jeg har reageret på det, ikke? Og tænkt, at det her synes jeg sgu ikke, at jeg skal finde mig i. Det er en temperamentssag. Nogle slår bare ud med armene, men det har nu aldrig været min stil, så jeg forsøger at finde andre løsninger eller råbe lidt op.

Mundvigene trækker op til et smil, da han fortsætter:

- Nogle gange hjælper det. Nogle gange hjælper det ikke.

- Vi tog et stort spring i tiden helt frem til Vendsyssel Teater, men du blev jo landskendt i 80’erne og start-90’erne for dine roller i tv-revyerne, i julekalenderen ”Jul i den gamle trædemølle” og i serierne ”Flemming og Berit” og ”Madsen & Co.” Det var lidt de samme roller, du spillede ...?

- Ja, jeg er nok blevet sat lidt i bås som skuespiller. Jeg har spillet mange koleriske typer.

- Er det noget, der ligger til dig?

- Ja, det må du spørge andre om. Men altså ... Som eksempel har ”Det er fand’me uhyggeligt, du” farvet manges indstilling til mig. Så det var ofte desperate mænd med et komisk tvist. Det er jo ikke noget, man bestemmer selv. Man kan sige ja eller nej, men altså, jeg har da haft det sjovt med det. Det var en festlig tid. I dag kan jeg slet ikke begribe, at vi kunne lære alt det udenad på den korte tid. Nogle gange fik jeg teksten til mine tre til fem minutters monologer fredag aften, når jeg kom hjem fra teateret. Den tikkede ind på en fax, og så gik jeg ellers i gang midt om natten med at lære udenad til næste morgen, hvor jeg skulle knalde den af i studiet. Det var en travl tid. Men der var hjernen også mere frisk end på de gamle dage her, siger han.

- Hvordan var det at arbejde sådan?

- Det føltes bare meget naturligt, når man stod midt i det. Men i dag kan jeg da godt se, hold da kæft, mand, hvordan kunne man have så meget fart på? Det var nok også mere travlt, end hvad godt var. Men det er det mærkelige ved dette fag. Det er ketchup-effekten. Hvis man slår på ketchupflasken, kommer der enten ingenting eller det hele på en gang, siger Peter Schrøder.

- Hvordan ser arbejdslivet så ud nu? Er der lidt mere ro på, selv om der er en stor rolle som prins Henrik foran dig?

- Ja, det er kommet helt af sig selv. Det skyldes dels min alder, dels at det ragede teater- og filmbranchen i København en dyt, hvad vi gik og lavede i Vendsyssel. Det kunne jeg mærke tydeligt, at jeg blev mere eller mindre glemt.

- Nu er du snart 77 år, tænker du nogensinde på at gå på pension?

- Nej, er man først ramt af teateret, slipper man det ikke lige igen. Jeg vil også sige, at bliver man ikke ramt af det, skal man nok holde sig væk, for det er hårdt. Der er jo også folk, der er slidt ned og decideret døde af det. Trangen til at udtrykke sig falder nok lidt med alderen. Men det er ikke unaturligt, for der skal heller ikke være samme knald på, som der var tidligere, selv om jeg nogle gange godt kunne tænke mig mere at rive i.