To millioner danskere er på den ene eller anden måde kunder i Danske Bank eller bankens realkredit- og pensionsselskaber.

Alligevel er privatkunderne den ømme tø for storbanken, der til gengæld har godt styr på erhvervskunderne, der virker meget tilfredse med deres bankforbindelse.

Årsagen? Privatkunderne har været langt mere optaget af Danske Banks møgsager med hvidvask, fejlagtige inkassoopkrævninger og dårlige investeringsprodukter, end erhvervskunderne er.

Men banken er nået langt med oprydningen, og en ny strategi peger fremad - og skal blandt andet lokke de sure privatkunder tilbage.

Avisen Danmark talte med Danske Bank-topchef Carsten Egeriis, da han før weekenden deltog i Folkemødet på Bornholm.

Hvor vigtig er de danske privatkunder egentlig for Danske Bank?

- De er en rigtig, rigtig vigtig del af vores forretning. Det er der ingen tvivl om. Da vi lancerede vores nye strategi, sagde vi, at vi skal være den bedste privatkundebank i Danmark. Hvis vi går et skridt tilbage og kigger på vores privatkunder i Danmark, så er det på mange måder det, man forbinder med Danske Bank, siger Carsten Egeriis.

Han anerkender, at der er udfordringer med privatkunderne. Dels er der en stærk konkurrence, fordi andre banker går på strandhugst i Danske Banks kundekartotek. Dels fordi de gamle sager klæber til bankens omdømme.

- Det er klart, at det har ramt os, at vi har haft de sager. Vi har lavet en masse ændringer i banken siden da, og vi er mere opmærksomme på, at vi er en stor og vigtig institution i Danmark og for vores kunder. Når vi træder i spinaten, så må vi tage det på vores skuldre, siger Carsten Egeriis.

På Danske Banks generalforsamling i marts indrømmede han, at kundetilfredsheden hos privatkunderne er for lav, om end i bedring. Den gamle strategi fra 2019, der hed ”Better Bank”, skulle placere Danske Bank blandt de to bedste banker, når det kommer til kundernes tilfredshed. Det skulle nås senest ved udgangen af 2023, men det er svært at få et klart svar på, om det vil lykkes.

Hvordan er status på at nå top-2 på kundetilfredshed?

- Ved du hvad, vi har tænkt meget over, hvordan det giver mening at måle kundetilfredshed. Det giver bedst mening at måle den, når kunderne møder os. Vi får hele tiden nye kunder ind, især af dem, der har behov for meget rådgivning, og når de er inde i banken, så har vi mange måder at måle, at kunderne faktisk er glade for den service, de får, siger Carsten Egeriis.

Man hvad med top-2?

- Man kan måle det på mange forskellige måder, og vi vælger at kigge på alle målingerne, Trustpilot, Voxmeter og så videre. I den sidste ende vil vi gerne være absolut førende inden for alle de måder, hvor vi måler kundetilfredshed, siger Carsten Egeriis uden at sætte en slutdato på, hvornår det senest skal ske.

Topchefen har ret i, at Danske Bank har opnået en markant bedre karakter på Trustpilot, hvor alle kan skrive anmeldelser af forskellige virksomheder og produkter. Lige nu ligger karakteren på 4,3 ud af 5 mulige. Trustpilot gør dog opmærksom på, at Danske Bank selv opfordrer kunderne til at skrive anmeldelser.

Til gengæld viste en Voxmeter-måling tidligere i år, at 40 procent af befolkningen over 18 år aldrig kunne finde på at blive kunde i Danske Bank. Hvad siger det dig?

- At vi skal have vendt dem, der ikke er kunder hos os, så det tal bliver lavere. Tillid er noget, der forlader banken let, og så skal vi genvinde den skridt for skridt. De (mulige kunder, red.) skal se, at vi er et andet sted i dag, og at Danske Bank har fået ryddet op i de ting, vi skulle rydde op i, siger Carsten Egeriis.

Men det er ikke sikkert, at det kun er møgsagerne, der trækker ned i Danske Banks popularitet. Omkring år 2000 havde Danske Bank over 400 bankfilialer i Danmark. I dag er tallet lige under 70. Topchefen forklarer, at det er fordi, at over en million kunder bruger deres mobilbank hver måned.

- Teknologien udvikler sig utroligt stærkt, så den måde, kunderne vil møde os på, forandrer sig meget hurtigt, siger Carsten Egeriis.

I min hjemby, Hobro, har Danske Bank en stor filial på torvet midt i byen. Der er et skilt i vinduet om, at der er åbent for ekspedition hver tirsdag fra 10-13. Sådan er det også andre steder. Forstår du, at I kan virke utilnærmelige, selvom det lyder til, at du gerne vil være en bank for alle danskere?

- Det vil vi gerne være. Vi vil være en bank for alle, men ikke nødvendigvis den samme bank for alle. Når vi ændrer på åbningstiderne, så er det fordi, at alle kunder kan bruge mobilbanken til at sætte et møde op med en bankrådgiver. Så kan man møde sin rådgiver stille og roligt i filialen, siger Carsten Egeriis og fortsætter:

- Mange af de ting, som kunderne kom til filialen for at løse, kan de gøre digitalt i dag, lige fra at overføre penge til at åbne en konto. Men vil man have et møde i banken, kan man bare bestille det. Jeg synes, at vi er tæt på vores kunder, siger Carsten Egeriis.

Den nye strategi, der kaldes ”Forward ’28”, handler imidlertid ikke kun om at blive en bedre bank for privatkunderne. Danske Bank har haltet efter sine konkurrenter, når det gælder om at tjene flest penge. En del af forklaringen er, at det selvfølgelig har kostet dyrt at betale milliardbøder for hvidvask og investere i at forhindre lignende skandaler i fremtiden.

Derfor var det godt nyt for Danske Banks aktionærer, at banken i de kommende tre år forventer at kunne betale mindst 50 milliarder kroner i udbytte til ejerne. I det seneste år har der slet ikke været et udbytte, fordi pengene er blevet øremærket til hvidvaskbøder.

En genvej til at tjene penge er at skære omkostninger bort. Men Carsten Egeriis afviser, at det vil gå ud over betjeningen af privatkunderne.

- Nej, sådan ser jeg det ikke. Det er klart, at vi skal have en sund og rask bank med et stærkt kapitalgrundlag, så vi kan være der for vores kunder igennem tykt og tyndt. Det kræver, at vi skaber et afkast, der er acceptabelt for vores ejere. Men når vi kigger på banken over de seneste år, så har vi tilpasset os den måde, som kunderne agerer med os på. Derfor er det klart, at der er nogle områder i banken, hvor vi vil være færre medarbejdere, fordi kunderne bruger os digitalt, siger Carsten Egeriis.

Han tiltrådte som topchef i 2021 og havde en baggrund som bankdirektør og ansvarlig for risikostyring i Danske Bank. Han har dog ikke været fedtet ind i de skandalesager, der har hjemsøgt banken.

Der har hersket en del tvivl om, hvad formanden for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, præcist mente, da han fortalte til Avisen Danmark, at danskerne i fremtiden må betale en del af ældreplejen selv.

Nu løfter ældreminister Mette Kierkgaard (M) mere af sløret for Moderaternes planer. Som ministeren understreger, er der tale om partiets politik og ikke regeringens.

- I Moderaterne ønsker vi en grundlæggende plejeopsparing, der minder om den måde, arbejdsmarkedspensionerne er finansieret på. Det handler om at få en solidarisk finansiering af vores velfærdssamfund på lang sigt. Det er det, vi kalder generationsplaner, siger Mette Kierkgaard.

Samtidig fortæller ældreministeren om nogle af de mest presserende problemer, der eksisterer i ældreplejen. Og hvordan pårørende og civilsamfundet i fremtiden skal involveres mere i ældreplejen.

- Sammen med den manglende arbejdskraft har vi grundlæggende tre hovedproblemer lige nu. Plejen møder ikke borgernes behov, folk fravælger det offentlige tilbud af nød og ikke af lyst, og samtidig falder tilliden til ældreplejen. De problemer skal vi have løst, siger hun.

Det første problem, som Mette Kierkgaard (M) peger på er det “bureaukratimonster,” der er blevet opbygget i ældreplejen.

- Der sidder nogle fra centralt hold og udmåler pleje i minutter og sekunder. Hvem har bestilt det? De ældre er blevet en standardydelse i et regneark; det rimer i hvert fald ikke på god ældrepleje, lyder det fra ældreministeren.

Samtidig påpeger ministeren, at 2,7 millioner danskere har tegnet en privat sundhedsforsikring. Og en nylig repræsentativ undersøgelse fra Epinion viste, at 88 procent af danskerne ikke har tillid til fremtidens ældrepleje.

- Det er grundlæggende gift for den universelle velfærdsmodel, hvor det offentlige skal levere velfærden, men borgerne ikke har tillid til, at de får den ældrepleje, de har behov for, siger Mette Kierkgaard.

Dernæst forventes det, at der om syv år kommer til at mangle 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere.

Det er planen, at regeringen fremlægger en ny ældrelov i denne regeringsperiode. Det arbejde er ministeren i fuld færd med.

Her ønsker Mette Kierkgaard at ændre loven, så det i højere grad bliver en aftale mellem medarbejderne og den ældre, der afgør, hvilken service der modtages.

- Det er i virkeligheden der, det hele starter. Et velfærdssamfund skal levere det, som borgerne efterspørger. Det er grundstammen i vores velfærdssamfund.

Samtidig ønsker ministeren, at plejehjemmene i højere grad frisættes. Og private aktører får udvidede muligheder for at tilbyde de ældre ydelser, såsom genoptræning og rehabilitering.

- Fritvalgsordningen gælder kun for dele af ældreplejen, den skal vi have udvidet, siger hun og taler varmt for selvstyrende plejehjem, der selv har ansvaret for driften, økonomien og strategien.

Flere selvstyrende plejehjem kan dog ifølge ministeren ikke stå alene. I fremtiden skal de pårørende og civilsamfundet i højere grad indtænkes i ældreplejen.

- Velfærd og ældrepleje skal ikke være noget, man trækker i en offentlig velfærdsautomat. Plejen skal ændres, så den er skræddersyet den enkelte, og der skal de professionelle i langt højere grad involvere de pårørende, siger Mette Kierkgaard.

Betyder det, at familien og pårørende skal løse opgaver?

- Det handler ikke om, at man skal løse sårpleje eller lignende. Det handler om, at de pårørende og civilsamfundet sammen med de professionelle kan skabe værdi for de ældre. På et plejehjem i Horsens tager nogle unge de ældre med på tur. SOSU-medarbejderne skal være med til at aktivere det fællesskab om de ældre.

Derfor ønsker ministeren, at der i den kommende ældrelov bliver indskrevet, at personalet tager stilling til, om fællesskaberne rundt om den ældre kan aktiveres. Alt efter den ældres eget behov og ønske.

Finansieringen af fremtidens ældrepleje har den seneste måned været yderst omdiskuteret i dansk politik.

Fra Socialdemokratiet har det lydt, at der skal prioriteres yderligere fra det voksende økonomiske råderum. Mens Moderaterne ønsker en model, hvor danskerne i højere grad selv sparer op til ældreplejen gennem en model, der ligner arbejdsmarkedspensionerne. En model, Venstre også tilslutter sig.

Ældreminister Mette Kierkgaard understreger, at hun på dette punkt udtaler sig på vegne af Moderaterne og ikke regeringen. Fordi der i regeringen endnu ikke er enighed om dette.

- Arbejdsmarkedspensionerne er en grundlæggende rigtig god ordning, der gør, at vi ikke er afhængige af den demografiske udvikling, eller hvad vi politikere finder forgodtbefindende.

Men lægger du så op til, at ældreplejen i højere grad skal være selvbetalt, fordi det er noget, man selv sparer op til?

- Ja, det er jo det nye element. Men det har så vidt været kendt moderat politik.

At danskerne i højere grad selv skal spare op til vores ældrepleje?

- Ja, via en plejepension. Altså i virkeligheden samme model som arbejdsmarkedspensionerne eller ATP. Hvor man opsparer til sit plejebehov, ligesom man opsparer til sin alderdom.

Moderaterne ønsker ikke, at opsparingsmodellen skal stå alene. Der skal fortsat være en grundmodel, der minder om folkepensionen, hvor det offentlige tilbyder en ydelse.

- Så vil nogle folk altid tilkøbe ekstra ydelser, så i virkeligheden bliver det tre niveauer. Den skattebaserede, den pensionsbaserede og tilkøbsdelen.

For at blive lidt konkret, hvad for nogle ting i ældreplejen skal danskerne selv spare op til?

- Jeg tror ikke, at vi er modne nok til at tage den snak endnu. Jeg synes virkelig, at det er kærkomment, at vi har snakken om finansiering nu - både i regeringen og Folketinget. Men jeg er ikke nået dertil, hvor jeg præcist kan sige, om det er den ene eller anden del. Det handler om hovedelementerne lige nu.

Hvis man lægger op til en højere grad af opsparing i ældreplejen, skaber det så ikke et A-og B-hold, fordi der er forskellige pensionsordninger?

- Jo, og der skal man finde ud af, hvordan det konkret skal gøres. Fordi det skal være solidarisk, men det er ikke anderledes end arbejdsmarkedspensionen i dag. Hvis vi ikke gør noget, så udvikler der sig et A- og B-hold, siger Mette Kierkgard og fortsætter:

- Et kriterium er, at det skal være solidarisk. Hvordan det præcist skal skrues sammen, det er vi simpelthen ikke nået til endnu. Det handler om at få modnet debatten.

Er det her ikke brugerbetaling?

- Jeg har brugt ordet opsparing. Det, jeg forbinder med brugerbetaling, der er at gå til tandlægen.

Jeg skal lige forstå forskellen på brugerbetaling og opsparing. Ifølge jer skal der være en skattefinansieret grundydelse, som I sammenligner med folkepensionen. Så vil I samtidig bede danskerne om at opspare til ældreplejen, det er vel det samme som brugerbetaling?

- Jeg har tænkt pensionsopsparing., og man plejer ikke at kalde sin pensionsopsparing for brugerbetaling.

Men hvis det er ens egne penge, der skal betale en del af ældreplejen, så er der vel også en form for brugerbetaling?

- Det kan man jo også sige om skattesystemet. Der betaler man også skat ind, og så får man noget ud den anden vej. Brugerbetaling er noget andet i mit hoved, det er ligesom, når vi går til tandlægen.

Hvis målet er en solidarisk ældrepleje, hvorfor foreslår I ikke som Socialdemokratiet, at der bliver prioriteret ekstra midler fra råderummet i den offentlige service, så det ikke bliver opsparingsbaseret?

- Det har noget at gøre med det grundlæggende skattetryk i samfundet. Og det har også noget at gøre med, at vi får lagt nogle langsigtede spor ind, så det bliver uafhængigt af demografien.

Finansministeriets beregninger viser, at der i fremtiden er økonomisk overholdbarhed, og der er korrigeret for de øgede forventninger, der følger af, at danskerne får flere penge. Hvorfor ikke investere de penge, som Finansministeriet forventer, der er?

- Jeg tror på pensionsordninger. Nu siger du, at den er forventningskorrigeret. Men det handler om at spare op, så man kan honorere de forventninger, vi har, når vi bliver ældre. Og vi har også sendt penge med, der følger demografien.

Hvorfor er der behov for en opsparingsmodel, når der ifølge finansministeriet er korrigeret for de øgede forventninger, og der er et væsentligt økonomiske råderum ud over det; handler det ikke mere om politisk prioritering end nødvendighed?

- Det handler om, at man får gjort kvaliteten i ældreplejen fremtidssikret. Fordelen med pensionsordninger er, at du er sikret langt ud i fremtiden. Det synes jeg er attraktivt, i stedet for at man er afhængig af demografien og politiske prioriteringer.

For lidt over en uge siden begyndte meldingerne at komme fra de første vandværker.

Drop soppebassinet. Drop sprinkleren på græsplænen og brug haveslangen med omtanke. Vi kan ikke følge med.

Tørken og det varme, solrige vejr har fået vandforbruget til at stige kraftigt, og nogle steder har vandværkerne svært ved at pumpe nok vand op af undergrunden.

Advarslerne fra vandværkerne og meldingerne om en sprukken jord, der i ugevis ikke fik så meget som en dråbe regn, kan måske vække bekymring for, om det danske grundvand er ved at blive fuldstændig drænet. Men det behøver vi slet ikke være bekymrede for, fortæller Simon Stisen, der er professor i vandressourcer og hydrologi ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus), til DR.

For selvom der ser knastørt i jordoverfladen, er der masser af vand gemt længere nede i jorden, viser beregningerne fra Geus.

- Vi ser en tørke i det øverste jordlag – og det er det, vi mærker i vores haver og i landbruget. Men det har ikke forplantet sig til det øverste grundvandsspejl endnu, siger Simon Stisen til DR.

Han forklarer videre, at grundvandet hovedsageligt bliver dannet om vinteren, så det afgørende er, at der kommer nok regn og sne i løbet vinterhalvåret, og der har vi ikke fået mindre nedbør de seneste år.

Det vand, vi pumper op som drikkevand i hanerne, kommer typisk fra mellem 20 og 100 meter under jorden, og det er op til 50 år gammelt.

Direktør for organisationen Danske Vandværker, Susan Münster, har da også tidligere fortalt til Avisen Danmark, at den aktuelle tørke ikke truer de generelle vandressourcer i jorden.

- Det er slet ikke der, vi er. Vi er ikke i nærheden af det endnu, sagde hun.

Men hov, hvis grundvandet er i topform, hvorfor må vi så ikke bare vande løs og fylde badebassinet i haven?

Vandværkernes formaninger skyldes, at de kun er indrettet og har tilladelse til at pumpe en vis mængde vand op. Derfor kan de få problemer med levere vand til alle, når forbruget stiger kraftigt,  som det typisk gør under en tørkeperiode.

Derudover bør man altid tænke over at spare på vandet, mener Susan Münster.

- Det er en ressource, som vi tager fra undergrunden, og den skal man jo værne om.

Selv har jeg kun prøvet at lave soufflé en enkelt gang, med et ret middelmådigt resultat. Så jeg er ikke så misundelig på ledelsen i Den Europæiske Centralbank, der er i gang med en meget svær omgang i køkkenet, der kan få stor betydning for os alle sammen. Vores økonomi trænger til en tur i rente-ovnen, og den skal have nok, til den er færdig, men får den for meget, så falder den sammen.

Det handler om at få inflationen ned uden at udløse en krise. Årsagerne til inflationen er mange, men i sidste ende handler det om, at der er for mange penge, der prøver at købe for få ting. Løsningen er først og fremmest at gøre os lidt fattigere, og det kan man så gøre ved at sætte renten op. Men bliver vi for fattige, ryger vi over i den anden grøft og får en krise med blandt andet risiko for høj arbejdsløshed.

I denne uge fik vi endnu et drej på renteskruen fra Den Europæiske Centralbank, der i praksis også bestemmer renten i Danmark, selv om vi ikke er med i euroen. Inflationen er faldet, men den er stadig for høj, og der er stadig for få tegn på, at det går hurtigt nok i den rigtige retning. Europas forbrugere bruger stadig lystigt af især diverse fritidsfornøjelser, der er pres opad på lønningerne, og den store efterspørgsel gør det nemmere for virksomheder at skrue priserne op.

Men, som centralbankcheferne også selv erkender, så er der allerede gjort meget. Rigtig meget faktisk. Det er mindre end et år siden, at vi havde negative renter, og nu er de officielle satser over tre procent. Det rammer økonomien, men ikke lige med det samme. Tænk for eksempel på alle dem, der nu skal betale mere for deres boliglån i takt med, at der kommer nye tilpasninger af renten.

Eller tænk på, hvordan højere renter ændrer beslutningen om at sætte et byggeri i gang, men typisk ikke ændrer ved, at det, der er ved at blive bygget, bliver bygget færdigt. Den meget store renteforhøjelse kan stadig nå at få en meget stor effekt, som vi bare ikke har set ret meget af endnu.

Derfor synes jeg altså også, at det er for tidligt at erklære, at vi har klaret os uden om krisen og fået en blød landing. Vi er simpelt hen ikke landet endnu. Jeg tror, vi skal et år eller to frem i tiden, før vi kan tillade os at konstatere, at det er gået godt, selv om de helt store økonomiske kræfter er i spil med voldsom inflation og voldsomme renteændringer.

Hvad betyder det for den økonomiske dagligdag i Danmark? Først og fremmest betyder det usikkerhed. Det er simpelt hen meget svært at vide, hvad renten for eksempel vil være om et år, om huspriserne vil stige eller falde, om man skal være bekymret for sin arbejdsplads’ ve og vel. Det er altid risikabelt at indrette sit liv efter økonomiske prognoser, men lige nu er det altså ekstra svært. Vi har næsten ingen erfaring med inflation af den type, vi har set for nyligt, og heller ikke meget erfaring med renteforhøjelser i det omfang, vi står med nu.

Det mest sandsynlige er, at det går godt. Inflationen kommer ned med lidt udsving undervejs og falder til ro i måske 2025 (husk at lavere inflation ikke betyder lavere priser, bare at de ikke stiger så hurtigt). 

Der bliver lidt flere arbejdsløse, men ikke flere, end vi er vant til. Huspriserne falder lidt mere, og nogle virksomheder kommer i problemer, men ikke i kriseomfang.

Det er prognosen, for man har selvfølgelig en prognose om, at man vil tage souffléen ud af ovnen på det helt rigtige tidspunkt. Det er bare ikke det samme som, at det faktisk vil lykkes.

Hvor højt er et tordenskrald? Hvor cool kan en hvid mand blive? Og hvor folkeligt er Folkemødet på Bornholm, når det kommer til stykket?

Der spekuleres i en besøgsrekord på op imod 70.000 gæster på årets folkemøde på Bornholm. Spørgsmålet er så, hvad er en gæst? Er statsminister Mette Frederiksen en gæst? Hvad med Dansk Planteværn, Gigtforeningen og Folkekirken? Er Birthe Kjær også gæst, når hun optræder på Jelling Festival? Bliver Kasper Hjulmand også talt med som tilskuer i Parken, når herrelandsholdet idéforladt spiller fodbold?

Hvem er ægte gæster? Og hvor mange har reelt taget penge op af egen lomme og kan kalde sig for en ægte folkelig gæst?

Koncentrationen af medier, organisationer, foreninger, politiske partier, pr-bureauer og lobbyister på Bornholm har de sidste dage været ekstrem. Mange kalder det med god grund for en lukket klub. Og den er ikke kun lukket for Rasmus Paludan, som med demokratisk skam er blevet holdt ude.

Udbud og efterspørgsel sætter sit præg på Folkemødet. Efterspørgslen på at transportere sig frem og tilbage til klippeøen og ikke mindst et sted at sove gør nemlig Folkemødet til en indviet fest for dem, der er i en stilling eller en position, hvor man kan sende den kæmpestore regning videre. For hvis de mange tusindkronesedler skulle tages af gæsternes egne private budgetter, så ville trængslen og besøgstallet have været et helt andet - og meget mindre.

Det sætter også sit præg på sammensætningen af de 70.000 gæster. Og man får lyst til at rappe som Østkyst Hustlers gjorde det i 1990-erne: Hvor-hvor-hvor cool, ka' en hvid man bli'?

Når det er sagt, så er det en stor glæde at leve i et land, hvor ministre, erhvervsledere og lignende magtfulde mennesker i t-shirts og kondisko spadserer rundt blandt - trods alt - en slags almindelige danskere og drikker fadøl af plastikkrus og danser fjollet og festligt om natten. Det er godt at blive mindet om, at politikere afklædt ordførerskaber, tv-optrædener og selviscenesættelse på sociale medier også er mennesker, der kan minde om en selv.

Men hvorfor ikke sprede de mange gode demokratiske elementer i Folkemødet rundt til hele landet? Hvorfor fastholde Bornholm som et økonomisk Alcatraz og en besværlig geografisk blindtarm år efter år?

Folkemødet behøver ikke forvandle sig til Hammel Hestemarked eller Juelsminde Havnefest. Men der måtte gerne være et markant større sammenfald i sammensætningen af gæster.

Det vil potentielt hjælpe til at gøre grøfterne mellem borger og beslutningstager mindre og afstanden mellem Sæby og København kortere. Ja, hvorfor ikke placere næste års folkemøde i netop Sæby for at bakke op om et lokalsamfund i Udkantsdanmark, der med lukningen af Danish Crown-slagteriet desværre er i fuld gang med at miste sin største arbejdsplads?

Folkemøder har potentialet til at blive til et ægte folkemøde, hvis det kom ud til ... folket. Og pointen med, som med afholdelsen på Bornholm, at magtens København kommer ud til de mere afsides kroge af Danmark, skal der holdes fast i. Og selvfølgelig kan Bornholm, som har æren af i over ti år at have udviklet begivenheden til det, den er i dag, være vært i en eller anden fast turnus.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at kloge sig på noget, man ikke selv har oplevet. Og jo, jeg har været på Bornholm, men rent faktisk aldrig deltaget i Folkemødet. Så jeg udtaler mig som én af dem, der ikke har mærket det på egen krop. Men den selvkritik kan politikere og alle dem, der aldrig har overnattet og drukket fadøl af plastikkrus i Sæby, Ulfborg eller Rødekro ligeledes rette mod dem selv. 

Østkyst Hustlers, der skriver "de fleste rim i Irmas kummefryser", får det sidste ord:

Er man tilpas cool, skinner solen altid på en. Så hva' enten man kan li' det eller ej, så må man si'. Hvor cool, ka' en hvid man bli'?