Det skal være nemt for danskerne at gennemskue deres elregninger - og det er det ikke, når elselskaberne ikke oplyser om et særskilt pristillæg på deres el-produkter.

Sådan lyder det fra en række energiordførere, efter at Avisen Danmark fredag beskrev, hvordan det fortsat kniber for flere elselskaber at oplyse om tillægget på deres hjemmesider.

- Det her er endnu et billede på en energibranche, som agerer enormt brovten og arrogant over for forbrugerne, siger formand og energiordfører for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt.

Under udarbejdelsen af en test foretaget af Forbrugerrådet Tænk i foråret viste det sig, at 20 ud af 37 elselskaber ikke oplyste kunder om, at tillægget findes.

I gennemsnit bruger en familie 4000 kilowatt-timer strøm om året. Tillægget, der går under navnet spottillæg, svingede på tidspunktet for testen mellem 0,63 og 31 øre per kilowatt-time.

Hos nogle selskaber kunne det derfor være over 50 gange højere end hos andre.

Hvis ikke branchen ændrer praksis, bør man ifølge forbrugerpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk Christian Sand skærpe loven, så oplysningerne altid nemt kan findes.

Morten Messerschmidt vil nu tage sagen op med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), så energibranchen ikke kan komme uden om at oplyse spottillægget til forbrugerne.

- Man kan ikke forvente, at man som almindelig elkunde skal være ekspert. Det må være sådan, at markedet - som jo i forvejen har vist sig at være en guldgrube for mange selskaber de her år - har oplysningspligten. Det er selvfølgelig ikke elkunderne, der skal undersøge det.

Hos Norlys og Andel Energi, der er blandt de største spillere på markedet, bliver det ikke nævnt, at tillægget eksisterer. I stedet er de oplyste priser i deres el-produkter inklusiv tillægget.

- Kunderne er interesserede i, hvad de skal betale. Det handler om at gøre det så let for kunden som overhovedet muligt. Hvis der opstod efterspørgsel på det, var det måske noget, vi ville overveje at ændre på, har presseansvarlig i Andel Energi Rasmus Avnskjold tidligere udtalt til Avisen Danmark.

Dén forklaring giver Morten Messerschmidt dog ikke meget for.

- Det er lidt nedladende over for elkunderne at tro, man bliver forvirret over at få de informationer, man egentlig har ret til, siger han.

På Aura Energis hjemmeside fremgår det, at kunden skal betale et tillæg på deres variable el-aftale FlexEl, men prisen fremgår ikke. Samme praksis ser man hos Modstrøm og Verdo.

Ifølge kommunikationschef i Aura Energi Claus Blem Jensen er det "historisk betinget" ikke at oplyse prisen.

- Vi har overvejet det, men vi kan se, at mange af vores konkurrenter heller ikke gør, har han tidligere forklaret i en mail.

Avisen Danmark har spurgt samtlige energiordførere i Folketinget, om der er behov for politisk indgriben på området.

I Venstre lyder det, at forbrugerne selvfølgelig skal vide, hvad de betaler for. Det fortæller energiordfører Linea Søgaard-Lidell i et skriftligt svar.

- Jeg er enig i, at det kan være vanskeligt at gennemskue sin elregning. Derfor har branchen også en opgave foran sig med at skabe mere gennemsigtighed for kunderne. Der er dog allerede lovgivning på området, og jeg mener ikke, at mere regulering og lovgivning nødvendigvis er den rette løsning, forklarer hun.

Ifølge energiordfører for Konservative Mona Juul er gennemsigtighed "god skik", der gør det nemmere at være forbruger i Danmark.

Ordføreren pointerer, at interessen for elprisen er "voldsomt stor" i øjeblikket, og at det derfor er en god anledning for branchen til at drive en mere transparent forretning.

- Det er ikke nyt, at elregningen og priserne er svære at gennemskue. Det ville klæde branchen at gøre noget ved det, siger hun og tilføjer:

- Man må ikke sidde tilbage med følelsen af, at branchen udnytter, at vi ikke gider at sætte os ind i den. Det er voldsomt at skulle lave ny lovgivning, hver gang man opdager et tillæg, vi ikke kendte til. Jeg vil appellere til, at man selv får styr på det.

Energiordfører for Danmarksdemokraterne Lise Bech mener derimod, det kan blive nødvendigt at forpligte elselskaberne yderligere.

- Hvis de ikke selv kan finde ud af det, bør vi give dem et skub og sige: Det skal I. Det har jeg ingen problemer med, siger hun.

- Fordi man har gjort sådan her altid, er det ikke ensbetydende med, at det er den rigtige måde at gøre på det. Det er ikke en undskyldning. Det skal være nemt for forbrugeren.

31-årige Alexander Ingerslev husker ikke ret meget fra dengang, nogle voksne fortalte ham, at hans liv nu skulle til at ændre sig for altid.

I dag lever han med konsekvenserne af, at han gennem sine teenageår ikke prioriterede eller "var skolet godt nok i" at regulere sin kroniske sygdom optimalt.

- Jeg tror ikke, man tænker så meget over konsekvenserne som ung. Men jeg vil da sige, at jeg vil ønske, at jeg havde gjort mig mere umage i dag, siger han.

Ligesom 25.000 andre danskere lever Alexander Ingerslev med den kroniske sygdom type 1-diabetes, som i dag har kastet en skygge over hans syn.

- Der var mange år, hvor jeg ikke helt fik passet min sukkersyge ordentligt. Og det har resulteret i, at jeg omkring 2017 begyndte at bøvle med mine øjne. Jeg fik svært ved at læse på min telefon, fordi bogstaverne forsvandt, uddyber han.

Den 31-årige aarhusianer er blot én af mange danske diabetespatienter, som oplever komplikationer med øjnene som en afledt effekt af sygdommen.

En ny landsdækkende undersøgelse fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram viser, at 26,9 procent af en gruppe på næsten 100.000 diabetespatienter i 2022 oplevede komplikationer med øjnene.

Heraf at der er markant stor forskel på sundheden af diabetespatienters øjne - alt afhængigt af hvor de er bosat i landet.

I den ene ende ligger Vordingborg Kommune, hvor 44 procent af diabetespatienterne har problemer med øjnene, og i den anden ende ligger Læsø Kommune med kun 17 procent.

Nis Andersen er formand for den database, der står bag den nye undersøgelse, og så er han til dagligt praktiserende øjenlæge på Amager.

Og han finder de store geografiske forskelle bemærkelsesværdige.

- Når jeg ser på Danmarkskortet for diabetiske øjenforandringer, slår det mig, at det i store træk er de kommuner med større andel af borgere med lav indkomst og uddannelsesniveau, som har flest øjenforandringer. Omvendt er der i de mere velstillede kommuner, en større andel af patienter, som slet ikke har komplikationer, siger han og tilføjer:

- Det er en stor forskel, når man ser på så mange patienter. Hvis der kun var tale om et par hundrede patienter, så var det noget andet, men her taler vi om en patientgruppe på næsten 100.000. Der tegner et klart billede af ulighed i sundheden af diabetespatienter.

Nis Andersen påpeger herudover, at selvom analysen kun viser diabetespatienter med komplikationer i øjnene, så kan uregulerede patienter ofte også have komplikationer med andre ting som nyrerne eller hjertekarsygdomme, og derfor er det ikke utænkeligt, at tallene også kan afspejle andre komplikationer.

- Hvis sukkersygen er helt optimalt behandlet, så bør man ikke have øjenforandringer. Der vil altid være nogle, som afviger, men ellers kan man kode de to ting sammen. Derfor afspejler tallene også, hvor godt de enkelte patienter i de enkelte kommuner er regulerede, siger han.

I sit daglige virke som praktiserende øjenlæge på Amager i København møder Nis Andersen mange diabetespatienter, som oplever komplikationer med øjnene som afledt effekt af diabetes.

- I øjenlægepraksis ser vi omkring 80 procent af alle diabetespatienter, siger han.

I Danmark opdeler man diabetespatienter med øjenkomplikationer i fire grupper: Den milde, den moderate, den svære og den behandlingskrævende.

Og alt efter hvilken kategori patienterne er placeret i, er der forskel på, hvor ofte de skal til tjek hos en øjenlæge eller et ambulatorium på sygehuset.

Eksempelvis skal patienter i den "svære kategori" typisk forbi til tjek hver tredje måned, mens patienter i den "moderate kategori" skal tilses en gang årligt.

- Man skal passe på med at generalisere for meget, men jeg vil sige, at for mit vedkommende der ligger andelen af diabetespatienter på 10-20 procent af samtlige patienter, fortæller Nis Andersen og tilføjer:

- Så patientgruppen fylder en del, fordi de skal ses igen og igen.

Han fortæller herudover, at han bruger omkring en halv til en hel arbejdsdag om ugen udelukkende på at tilse diabetespatienter.

Heldigvis er der i dag ro og ingen negativ udvikling for 31-årige Alexander Ingerslev og hans øjne.

Og selvom han da gerne ville have været problemerne og de mange øjenlæge-undersøgelser foruden, så har han taget noget positivt med fra oplevelserne.

- I dag er jeg uddannet optiker, som jeg også arbejder med til daglig, siger han og uddyber:

- Mine mange besøg hos øjenlæge har egentlig bare medvirket til, at jeg fandt ud af, at jeg synes, det med øjne og sukkersyge er spændende. Så derfor tog jeg en uddannelse indenfor det.

Ud over at arbejde som optiker er Alexander Ingerslev i dag også i gang med at læse en kandidat som optometrist.

Med sine egne oplevelser som diabetespatient og sin viden fra uddannelsen og arbejdet, synes Alexander Ingerslev, at den geografiske forskel af diabetespatienter med øjenkomplikationer virker stor.

- Jeg synes, at det virker voldsomt, at der er så stor forskel på, hvor mange patienter der oplever bøvl med øjnene. Mon ikke det handler en del om social arv og ressourcer, det kræver hvert fald et vis overskud og viden at kunne regulere sin sukkersyge, så man undgår for mange komplikationer, siger han.

Diabetespatienter kan enten blive tilset hos egen læge eller gå på et regionalt ambulatorium på sygehuset, hvor man kan modtage behandling.

Og én af årsagerne til uligheden i sundheden af diabetespatienters øjne, mener Nis Andersen kan hænge sammen med, at man som praktiserende øjenlæge i Danmark ikke har mulighed for at indkalde patienter til undersøgelse.

- Hvis man udebliver fra sin øjenundersøgelse på et hospital, så vil man typisk få et brev med indkaldelse til en ny undersøgelse. Men som praktiserende øjenlæge må vi ikke ringe eller skrive til patienten, hvis de udebliver fra en tid. Det hænger sammen med, at vi har frit valg af speciallæge i Danmark, siger Nis Andersen.

Som de eneste to praktiserende speciallæger må øjenlæger og øre-næse-hals læger ifølge loven ikke henvende sig til patienter, der udebliver fra en aftalt undersøgelse

- Man kan spørge sig selv, hvorfor man har valgt at indrettet systemet sådan. Det kan jeg ikke svare på, men sådan er det altså nu engang. Det er fuldstændig svarende til, at man selv skal betale for sine briller, mens man kan få tilskud til høreapparater af det offentlige, tilføjer han.

I 1990'erne blev det stærkt populært at rejse ud i verden med rygsæk - ikke mindst til Australien,  hvor mange unge med begrænset budget tillidsfuldt blaffede sig vej gennem det store land.

Det var der nogle af dem, der ikke skulle have gjort, for det døde de af. Det er muligt, at de var opmærksomme på giftige slanger og edderkopper og andre australske farer, men det kom bag på dem, at den tilsyneladende venlige sjæl, som samlede dem op, var en seriemorder.  Han huserede i den sydlige del af landet og slog unge ihjel af begge køn - også par - og blev kendt som "The Backpacker Killer".

Seriemorderen var vokset op i et hjem med mange søskende, hvor både mor og børn fik tæsk, og børnene også bankede hinanden. Der var muligvis også seksuelt misbrug børnene imellem. Familien flyttede konstant for at undgå de sociale myndigheder.

Man bliver heldigvis ikke automatisk seriemorder af en belastet barndom, men når mennesker bliver til uhyrer, spiller deres barndom en altafgørende rolle, mener psykolog Florence McLean fra Aarhus.

Hun har tidligere og i mange år arbejdet med især børn og unge i Aarhus Kommune. Men hun har forsket i seriemordere siden 1997 og har også taget en diplomuddannelse i gerningsstedsanalyse og i såkaldt "criminal profiling" - i øjeblikket er hun også ved at tage en master. Hun er Danmarks eneste "criminal profiler".

- Ingen er født onde. Når vi kommer til verden, skal vi i mesterlære ud i at blive til et menneske, siger hun.

Hvis den læring svigter, kan resultatet blive et monster.

- Jeg tror heller ikke, at der findes onde mennesker. Men seriemorderne har begået onde handlinger, og det kommer til at gennemsyre dem som mennesker, så ondskaben står tydeligt frem. Den ondskab kan skygge for mennesket, men vi har brug for at se mennesket for at kunne forstå, hvorfor de begår de her handlinger og for at forebygge, siger Florence McLean.

Det er derfor, hun blandt andet gennem årene har skrevet sammen med 34 seriemordere - og stadig kommunikerer med nye af slagsen. Hun har bedt dem svare på spørgsmål, der ikke mindst handler om deres barndom.

- Jeg er selvfølgelig venlig og flink i min tone, men vi er ikke kammerater eller pennevenner. Jeg forsøger blot at forstå, hvorfor de er blevet, som de er, for mit altoverskyggende formål er at kunne bidrage til forebyggelse, siger hun.

I øjeblikket er Florence McLean aktuel med bogen "Ondskabens psykologi".

Den baserer sig blandt andet på interviews med de 34 seriemordere.

I bogen skriver hun, at hun har en indgående forståelse for seriemordere og deres liv, fra de var små over skolealderen til ungdommen og tiden før deres første mord. At hun kender dem i deres kriminalitet.

- Jeg har indsigt i, hvordan de opfatter sig selv samt deres egne bud på, hvorfor de er endt, som de er. Og det er det, jeg gerne vil dele med læserne af min bog, siger hun.

I "Ondskabens psykologi" gennemgår hun også nogle af de disse menneskers gruopvækkende handlinger, fortæller om politiets arbejde med opklaringerne - succeser og fejl -  og om virkelighedens profilere, der arbejder noget anderledes end dem, vi ser skildret i diverse krimi-tv-serier.

Hun forklarer også om opklaringsmetoder og erfaringer. Og hun fortæller om ofrene - samtlige mindes bagest i bogen.

Florence McLean ser ikke sig selv som medlem af "true-crime-holdet". For selv om bogen er fængslende læsning, er hendes formål ikke at underholde, siger hun, og hun deler ikke nogen fascination af seriemordere.

- Fascineret? Nej. Jeg er bestemt ikke fascineret af seriemordere. Jeg er fascineret af de metoder, man kan bruge for at fange dem, og jeg er passioneret og dedikeret, når det handler om forebyggelse, siger hun.

Hun trækker fulde huse, når hun giver foredrag, og hun er også hyppigt brugt af medierne.

- Alle vil jo gerne høre om konkrete sager, og så kan jeg lige få 10 minutter til sidst til at holde min brandtale om forebyggelse og om, hvor altafgørende det er, at mennesker får en god barndom, siger hun og ler.

Selv om Florence McLean  har brugt og bruger så lang tid på at beskæftige sig med seriemordere, identificerer hun sig ikke som "profiler" -  heller ikke selv om hun indimellem har arbejdet som sådan. Hun ser først og fremmest sig selv som en psykolog, der forsker i seriemordere.

Hvorfor er folk optagede af True Crime - virkelighedens forbrydelser?

- Det har mennesker altid været. Når forbrydere i gamle dage blev halshugget på offentlige pladser, stimlede folk sammen for at se det. Og da Jack the Ripper huserede i London i 1888, blev aviserne revet væk, og de udkom derfor flere gange dagligt med nyt. Folk tog også på udflugter til de steder, hvor kvinderne var blevet slået ihjel, siger McLean.

Sagen om Jack the Ripper er aldrig blevet fuldt opklaret, men han tilskrives at have dræbt fem prostituerede, som han skar halsen over på, inden han lemlæstede deres maveregion og i flere tilfælde fjernede organer.

Det er ofte mennesker, der føler sig forholdsvis sikre, som er mest optaget af True Crime, mener Florence McLean.

- Det er ikke folk i flygtningelejre eller mennesker, som er i en overlevelseskamp.

Hvad handler fascinationen om?

- Der er flere faktorer på spil. En af dem er, at når vi er bange for noget, så kan vi bedre håndtere det, hvis vi kan forstå det. Man prøver at begribe, hvorfor og hvordan, det forfærdelige kunne ske.

- Der er også nogle, som er optagede af det, fordi det giver dem et gys midt i deres egen sikkerhed.

Florence McLean mener også, at nogle interesserer sig for virkelighedens forbrydelser, fordi de prøver at forstå sig selv.

- Nogle har måske nogle ubehagelige oplevelser med sig i bagagen.

- Der er også en lille del, som interesserer sig for det på et pseudo-afreagerende plan. De får afreageret noget aggressivt hos dem selv - uden selv at "skulle" gøre noget.

Uanset tror Florence McLean, at vi når et mætningspunkt, når det handler om True Crime.

- Der er for eksempel grænseoverskridende at høre alt for meget om, hvad en gerningsmand siger af grimt om sit døde offer. Det er jo en ny krænkelse af ofret. Alt for meget ufiltreret viden om en mordsag er grænseoverskridende, siger hun.

Manden, der slog rygsæksrejsende ihjel i Australien, var i øvrigt svær at få dømt, fordi han nægtede, og fordi det kneb med håndfaste beviser. Det endte med, at han fældede sig selv ved en fortalelse under retssagen. Han blev dømt til livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse, og han døde som 74-årig i 2019.

Florence McLean: "Ondskabens psykologi", 294 sider. Udkommet på Lindhardt og Ringhof. 

Du har ikke mere skærmtid! Slut med TikTok og Roblox!

Sådan hører jeg mig selv og tusindvis af andre forældre formane, mens vi selv sidder med den bærbare i skødet eller mobilen i hånden.

Jeg er selv gamer og står derfor i en paradoksal situation, hvor jeg godt forstår ungernes fascination og glæde ved at spille. Jeg har den selv. Men jeg ved også, hvor svært det er at stoppe igen. Hvordan hele kroppen raser over pludselig at skulle vågne fra spille-dvalen og føle sult og tissetrang. 

Begrænsning af skærmforbrug er nødvendigt. Vi bliver stressede og sure, når skærmen slukkes, fordi dopamin-udledningen stopper og erstattes af den kedelige virkelighed. Alligevel er der en del af mig, der bare har lyst til at give los, råbe skråt op til alle regler og spille løs sammen med mine unger hele dagen.

Så hvad i alverden skal jeg og mine medforældre gøre? Dét her er mine bekendelser. Det her er min bekymring, min skam og min forelskelse i spiloplevelser på godt og ondt.

Stram regulering af indhold

Lige nu diskuterer politikerne om skærmene skal væk fra dagtilbuddene. Statsministeren nævnte sågar skærme i en tale, som en direkte årsag til børn og unges mistrivsel. Og du kan gå ind og finde Sundhedsstyrelsens anbefalinger til skærmforbrug på nettet.

Som diskussionen går nu, handler det mest om ’skærm’ eller ’ikke-skærm’. Men skærm er jo ikke bare skærm. Jeg kunne godt tænke mig at nuancere diskussionen til at omhandle indhold på skærmene frem for blot forbrug.

En spiloplevelse kan nemlig sagtens være decideret smuk, social og fordybende. Den kan tilbyde æstetiske oplevelser på linje med film og fortællinger så rørende, at du græder med de figurer, du styrer. Det er de positive sider. Den del, jeg selv elsker højt, og som også gør det svært for mig helt at forbyde mine børn at spille og dermed frarøve dem de fantastiske oplevelser, jeg selv har haft.

Spilindustrien tjener flere penge end musik og film – tilsammen!

Spil- og skærmforbrug bliver i min optik først rigtig problematisk, når der i kodning, algoritme eller indhold indgår afhængighedsskabende elementer og mikrodonationer, der lokker spilleren tilbage til skærmen hele tiden eller fordrer et køb af en eller anden ligegyldig, men selvfølgelig livsnødvendig dims. Det er i mit perspektiv her, der skal sættes hårdest ind. For der er milliarder af kroner at hente eller tabe.

Spilindustrien har globalt en større indtjening end musik- og filmindustrien tilsammen. Tilsammen! Den lader vi lige stå et øjeblik. Og når de økonomiske interesser er så åbenlyse, kommer reguleringen ikke fra spil- og tech-industrien selv. Det er der nogle voksne i EU eller Folketinget, der må fikse.

Alternativet er en civilisation af zombier, der bliver ligeglade med alt undtagen skærmen. Og tro mig – jeg er nemlig selv en næsten tørlagt computerspil-afhængig.

Spilnarkoman-joken der pludselig ikke var sjov længere

Jeg er vel, hvad man kan betegne som kvartals-spilnarkoman. Det betyder, at jeg et par gange om året, når jeg er alene hjemme, lader mig synke ned i både sofa og spilunivers. Jeg elsker det, men jeg er også klar over konsekvenserne, når jeg spiller. Noget der blev skræmmende tydeligt, da jeg selv blev mor og pludselig skulle være noget for nogle andre end mig selv.

Jeg har altid været glad for computerspil – og er blevet kærligt drillet af mine veninder i årtier, fordi de sjældent kunne få mig ud ad døren til noget socialt, hvis jeg lige havde kastet mig over et nyt spil. Det grinede vi af. Lige indtil jeg ikke grinede af det mere.

En helt normal småtosset førstegangsmor

Jeg kan huske præcis, hvornår det gik op for mig, hvor afhængig jeg var. Min ældste søn var nyfødt, måske knap tre måneder gammel. Alt i livet gik op i hans trivsel, og som mange andre nybagte forældre kunne jeg ligge vågen om natten for at følge regelmæssigheden i hans vejrtrækning eller google og finde svar på hestenettet (svar på alt findes her) om diverse knopper eller madvaner. Med andre ord, jeg var en helt normal, småtosset førstegangsmor.

Så dukkede et nyt Playstationspil op, Skyrim hed det. Og det var fedt! Jeg var helt opslugt. Min mand filmede mig en dag, mens jeg spillede. Ikke odiøst i sig selv. Men på gulvet på sit lille vatterede tæppe lå min søn. Normalt ville han ligge og pludre og dimse med sit legetøj. Men i denne optagede stund græd han. 

Han lå måske en meter fra fjernsynsskærmen, hvor mit Playstation-spil udfoldede sig. Og ja, jeg kan næsten ikke skrive det her, fordi jeg skammer mig sådan. Men jeg hverken så eller hørte min søns gråd. Dét ur-instinkt, der ellers fyldte alle mine vågne timer med bekymring og kærlighed, var slået helt fra til fordel for spiloplevelsen. Og dét skræmte mig i en grad, som jeg endnu ikke er kommet mig over.

Et skærmliv i balance

Skærmen er som så meget andet her i livet en velsignelse og en forbandelse. Og vi skal kunne finde ud af at sameksistere. Den kommer ikke til at forsvinde, blot fordi vi har fundet ud af, at den har nogle temmelig usunde bivirkninger. Det vidner den stadige eksistens af cigaretter om.

Jeg og mine medforældre rundt omkring på hele kloden skal have selvindsigt nok til at få øje på vores egen afhængighed – for vores børn gør, hvad vi gør – ikke hvad vi siger. Og det betyder, at vi skal have en forståelse for og kunne skelne mellem dét indhold, der beriger vores liv – og dét der gør os afhængige. Og det er svært, for ofte føles det som det samme. Men hvis de mekanismer, som ligger bag det afhængighedsskabende forbrug kommer frem i lyset og bliver reguleret, så tror jeg vi har en bedre chance for at arbejde mod et liv, der både indeholder skærm og ikke skærm. Et skærmliv i balance.

Sommerferien er over os, og heller ikke denne gang er der en afgift på flybilletterne i den grønne sags tjeneste.

Sidste år kom den ellers på banen som et middel til at indfri politikernes mål om, at der i 2025 er en grøn indenrigsrute i Danmark.

Men selv om pengene altså snart skal være med til at få ruten i luften, er afgiften endnu ikke vedtaget.

Transportminister Thomas Danielsen (V) ryster dog ikke på hånden:

- Det er regeringens ambition at indføre en grøn indenrigsrute i 2025, slår han fast i en skriftlig kommentar.

Debatten om en afgift på flyrejser til at medfinansiere den grønne omstilling har raset længe.

Sidste år spillede den daværende S-regering ud med en afgift på 13 kroner, men en ny regering kom til magten.

Idéen er dog ikke død - SVM-regeringen vil have en på i snit 100 kroner.

Den grønne indenrigsrute i 2025 er bare et stop på vejen til målet om senest i 2030 at have fuld grøn indenrigsflyvning.

I Dansk Luftfart ser sekretariatschef Per Henriksen frem til at drøfte planerne om de grønne ruter mere konkret med regeringen.

- Den operationelle, praktiske detailsnak om, hvordan vi gør det her, har vi jo slet ikke taget hul på endnu, siger han.

Det handler blandt andet om, hvilken rute der bliver den første, og hvordan den skal sendes i udbud og med hvilken teknologi.

Og der er snart ikke meget tid at løbe på, for luftfartsselskaberne sælger deres billetter lang tid i forvejen:

- Selskaberne vil gerne have mindst et halvt års respit, siger han.

Der er flere forskellige veje til grønne flyvninger. En måde er elektriske fly, hvor strømmen kommer fra for eksempel vindmøller.

Her forventer SAS at kunne sende de første rejsende afsted i 2028, og for nylig blev de første billetter så sat til salg.

Selv om det er til en afgang på en endnu ukendt dato, blev billetterne revet væk på ganske kort tid.

Regeringen har dog i første omgang øjne på de grønne brændstoffer.

Thomas Danielsen tror nemlig ikke på, at elfly er helt klar til at spille en stor rolle i dansk indenrigstrafik allerede i 2025:

- Den mest modne teknologi i dag er bæredygtigt flybrændstof, som eksisterende fly kan benytte uden en ombygning.

- Jeg håber og tror på, at markedet vil kunne levere en løsning, der gør det muligt at få ruten i gang i 2025, lyder det.

Det er ikke umuligt, mener professor på DTU Energi Henrik Lund Frandsen.

- Målet om en grøn indenrigsrute i Danmark og helt grøn indenrigsflyvning i 2030 er realistisk med den udvikling i teknologien og de planer, vi ser nu.

Allerede i dag blandes små mængder af biobrændstof i mange flys tanke, påpeger han.

Ifølge professoren vil den mest bæredygtige produktion af det grønne flybrændstof være med teknologien Power-to-X.

Her bliver strøm fra for eksempel havvindmøller og vand lavet om til grøn brint gennem elektrolyse.

Den model kræver dog meget vedvarende energi. Men det er besluttet, at kapaciteten fra vindmøller skal tæt på tredobles frem mod 2030.

Også for anlæggene går det hastigt frem, og det seneste år er der sket en "ret vild" eskalering af planerne:

- For et års tid siden var der planer om at etablere anlæg med i alt seks gigawatt elektrolysekapacitet i Danmark. Nu er vi oppe på noget i retning af 27 gigawatt elektrolyse, siger han.

Selv om det langtfra er alle projekterne, der sigter mod at producere flybrændstof, er det alligevel realistisk.

- Vi skal bruge i omegnen af 0,13 gigawatt elektrolysekapacitet for at dække den danske indenrigsflyvning. Så det er beskedent, i forhold til de planer man har om at bygge kapacitet, siger Henrik Lund Frandsen.

/ritzau/