Landbruget står lige nu på tærsklen til et stort skifte.

På få år er danske landmænd i gennemsnit blevet væsentligt ældre. I dag er mere end 75 procent af landmændene 50 år eller ældre, og faktisk er gennemsnitsalderen steget fra 51 år til knap 58 år fra 2010 til 2020.

Derfor er det også forventningen, at helt op mod en tredjedel af alle heltidsbedrifter skal skifte hænder inden 2030, hvor unge landmænd enten skal købe forældrenes gård eller investere i egen landbrugsbedrift.

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), har set tallene. Det har Niels Skovgaard, som er formand for LandboUngdom også. Det er en ungdomsorganisation med 5200 medlemmer, hvilket primært er unge i landdistrikterne og yngre landmænd under 35 år.

Derfor har Avisen Danmark sat Jacob Jensen og Niels Skovgaard i stævne på Landbohøjskolen på Frederiksberg midt i København for at tale om de udfordringer, landbruget står overfor med det store generationsskifte, der venter lige om hjørnet.

- Vi bliver nødt til at sørge for, at der er unge landmænd, som vil være med til at udvikle landbruget i fremtiden. Hvis der ikke er landbrugere, som vil føre det danske landbrug videre, så bliver det svært at holde landbruget på danske hænder og sikre en grønnere fødevareproduktion, siger Jacob Jensen.

- Hvis vi misser den her generation af omstillingsparate unge, fordi de finder på noget andet at lave, fordi det er for kompliceret, for dyrt, eller fordi der er for mange bøvlede regler, så misser vi også den mulighed, at dansk landbrug stadig kan være i fronten på at omstille sig til en stadig mere grøn retning.

Det bliver de unge landmand, som skal imødekomme den stigende efterspørgsel på fødevarer og desuden gennemføre den grønne omstilling, som landbruget står overfor, påpeger ministeren, og derfor ser han det som sin ”absolut vigtigste politiske ambition” at få unge landmænd godt i gang med erhvervet.

Desuden mener han, at der er "momentum" lige nu. I januar 2023 startede 21 procent flere elever på en landbrugsskole sammenlignet med januar for to år siden.

Niels Skovgaard er 24 år og er selv uddannet landmand. Og så er han femte generation på et landbrug i Silkeborg, hvor hans forældre driver en gård med 550 køer, 400 hektar planteavl og en gårdbutik. Gården er stadig hans forældres, men det er planen, at Niels Skovgaard skal købe den om nogle år.

Som formand for LandboUngdom taler Niels Skovgaard med mange unge landmænd og elever på landbrugsskolerne, og han peger primært på et særligt forhold, som giver dem bekymrede panderynker.

- Helt grundlæggende, så er problemet, at det er svært at skaffe billigt nok kapital til at købe jorde. Jord er dyrt. Og der er landmænd jo i et krydspres mellem politiske ambitioner, vi gerne vil leve op til, forbrugere, der hver dag træffer valg om at betale for de varer, vi producerer, og så realkreditinstitutter og banker, som skal have en investering hjem igen, siger han.

Det er da heller ikke småpenge, som en nystartet landmand må hive op af lommen. En landbrugsbedrift koster i gennemsnit omkring 25-30 millioner kroner, men i nogle tilfælde op mod 100 eller 150 millioner kroner.

- Realkreditinstitutterne kommer cirka med 70 procent. Og så skal man jo selv ud at finde de sidste 25 procent i en bank, hos en investor eller tage dem fra ens egen opsparing. Og det giver jo selv, at der er jo næppe nogen, der har sparet 25 millioner op af sig selv, når de er 25 år, hvis de skal ud at købe en ejendom til 100 millioner kroner, siger Niels Skovgaard.

Dansk landbrug er lige nu karakteriseret ved udvikling til færre men større bedrifter. Det vil altså sige, at antallet af heltidsbedrifter er faldende, mens hektar per bedrift er stigende.

I 1990 var antallet af heltidsbedrifter 35.000, mens det til sammenligning var 7600 i 2021. Om syv år vil antallet af danske heltidsbedrifter være faldet til omkring 5000, vurderer SEGES, som laver forskning og innovation inden for landbrug- og fødevareområdet.

- Det er jo en af de udfordringer, man står med, når man som ungt menneske midt i 20’erne eller lidt ældre skal ind på et marked, hvor man skal lægge adskillige millioner kroner for at få en bedrift af bare en beskeden størrelse, anerkender ministeren.

- Der er kamp om arealerne. Det ved vi også. Derfor presser det selvfølgelig jordpriserne og dermed bedrifternes pris i vejret. Det gør selvfølgelig, at det er en udfordring for et ungt menneske at starte op og få sin egen bedrift. Og det er jo det, tror jeg, mange drømmer om. Altså at få foden under eget bord.

Indtil videre har Jacob Jensen sammen med den brede forligskreds bag aftalen om grøn omstilling af landbruget, som den forrige S-regering lavede i oktober 2021, besluttet at lempe for etableringsstøtteordningens krav.

Med etableringsstøtteordning kan landbrugere og gartnere under 41 år søge om tilskud på op til 745.000 koner, hvis de etablerer et landbrug eller gartneri for første gang.

De lempeligere regler betyder, at det ikke udelukkende er uddannelse, men også praktisk erfaring, som kan bruges, når man søger støtten. Det er med håbet om, at flere landbrugere og gartnere får muligheden. Det kræver dog, at EU-kommissionen godkender det lempede krav først.

Samtidig har det vist sig, at Landbrugsstyrelsen i år har modtaget ansøgninger til etableringsstøtten på cirka 150 millioner kroner over den ramme, som var blevet afsat. For at imødekomme det vil midlerne for 2027 blive fremrykket.

- Det er bare et par initiativer til at sige, at vi skal bruge alle redskaber i værktøjskassen. Og det kan godt være – jeg vil ikke sige en dråbe i havet – men det kan godt være, at det er et lille skridt, men dog et skridt i den rigtige retning, siger Jacob Jensen.

Mange landmænd har allerede lidt under sommerens tørke og mangel på regn.

Selvom der heldigvis er kommet en smule nedbør, og at der under mødet mellem Niels Skovgaard og Jacob Jensen i Landbohøjskolens have også falder et par dråber fra himlen, mens skyerne bliver mørkere, så er der allerede sket skader på afgrøder mange steder.

Vejret er for Niels Skovgaard et tydeligt billede på, at en landmands tilværelse er usikker og afhængig af mange udefrakommende faktorer.

Derfor er det afgørende for de unge landmænd, at der er ro om rammer og regler for at drive landbrug i Danmark, når de skal i banken for at optage et stort realkreditlån, pointerer han.

- Det bekymrer det mig, hvis rammerne er ustabile, for så er det nemmere at sige, at man vil være lønmodtager et eller andet sted. Det er der mere sikkerhed i, siger Niels Skovgaard.

- Det her er jo levebrød, vi går ud og investerer i. Det er det, vi regner med, at vi skal leve af resten af vores liv, og det er det, vi skal forsørge vores familier med. For mange af det er også hus og hjem. Så stabile rammer, det er vigtigt. Så skal vi selvfølgelig have nogle realkredsinstitutter og banker, der er med på at finansiere det her.

Som reaktion på det siger Jacob Jensen, at det er en fordel, at regeringen er bred og består af både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

- Det tror jeg har en værdi i sig selv. Når man står nede i banken og bliver spurgt, hvordan ens businesscase ser ud, så skal man ikke sige: ”Det ved jeg ikke rigtigt, fordi om to år er der folketingsvalg igen, og så ser det måske helt anderledes ud”, siger Jacob Jensen.

- Jeg tror i hvert fald, at vi kan lægge nogle lidt mere langsigtede rammer, og det også kan skabe tryghed for, at bankerne, der skal investere i de unge mennesker, er med på det.

Men hvad er det så, at ministeren vil ændre i lovgivningen og bekendtgørelserne?

Jacob Jensen kan ikke pege på, hvad der konkret skal ændres i lovgivningen for at sikre det bedst mulige generationsskifte i landbruget. Men, siger ministeren, regeringsapparatet er i gang med at luge ud i bøvlede regler for at sikre, at de ikke bremser nogle unge fra at gå ind i eller blive i erhvervet.

- Vi arbejder med at få saneret nogle af de her mange, mange regler, der ligger, så landmændene og ikke mindst de unge landmænd rent faktisk kan bruge kræfterne på det, de gerne vil. Og det er ikke nødvendigvis at skulle sidde og udfylde bøvlede skemaer, som man måske ikke altid kan se den landmandsfaglig værdi af. Men vi må hellere spørge Niels, for det er derfor, at jeg gerne vil mødes med ham, siger ministeren og kigger på Niels Skovgaard:

- Kernetanken om at være landmænd, det er at producere noget, siger Niels Skovgaard.

- Og jeg tænker, at det er det, man skal have tid til at have fokus på, og ikke at bøvle med regler og andet, som forstyrrer det gode håndværk.

Regeringens plan om en CO2-afgift på landbruget af endnu ukendt størrelse skaber en general usikkerhed i landbruget.

Og selvom Niels Skovgaard mener, at det er en hel snak for sig, så er den kommende CO2-afgift netop noget, som unge landmænd bekymrer sig om, set i lyset af at de snart skal ud og leve af erhvervet.

- Når jeg siger stabile rammer, så tænker man jo også med det samme CO2-afgift. Hvor lander det? Hvilken indflydelse har det? Og det er jo en usikkerhed, siger Niels Skovgaard.

- Men det vigtige er, at unge landmænd er klar på meget. Bare det giver en bæredygtig forretningsmodel, fordi det er det, man skal leve af. Det handler jo om at få lavet en CO2-afgift, som er langtidsholdbar, som sikrer vores virksomheder og vores konkurrenceevne. Jeg anerkender også, at afgifter kan være en fin model, hvis den laves rigtigt. Det må bare ikke have for store usikkerheder. Men det er jo tilbage, hvor jeg startede, siger Niels Skovgaard og tilføjer:

- Men Jacob (ministeren, red.) kan jo nok kommentere mere på, hvor man er henne med CO2-afgiften, siger han.

Det kan ministeren dog ikke, for lige nu venter regeringen på, at en arbejdsgruppe efter sommerferien kommer med sit bud på, hvordan sådan en CO2-afgift for landbruget kan stykkes sammen.

I regeringsgrundlaget kan man dog blive en anelse klogere. Her står der, at en kommende CO2-afgift ikke må skade konkurrenceevnen, og den må heller ikke betyde, at der bliver flyttet arbejdspladser ud af landet samlet set, og så skal pengene tilbage til landbruget krone for krone.

Efter mødet i Landbohøjskolens have kører Jacob Jensen tilbage til sit ministerium med et løfte om at have øje for, om der kan laves yderligere initiativer for at sikre unge landbrugere.

Niels Skovgaard skal i sin bil tilbage til Silkeborg, hvor han håber, at der snart kommer regn til markerne.

Elbilen har taget det danske bilmarked med storm, og i dag kører hver tredje nyindkøbte bil ud over kantstenen ved hjælp af strøm. For nye elbilejere kan angsten for at køre tør for el midt ude på vejnettet dog være en følgesvend.

I praksis kører de færreste danske bilister dog ikke mere end 40 kilometer dagligt, men faktisk bør sommerens varmere temperaturer dulme tilstanden "rækkeviddeangst" betragteligt.

Læs også: Elbiler er dyre, langsomme og fulde af fejl': Her er de 9 største myter om at køre elbil

For elbilens rækkevidde påvirkes især af udetemperaturen. Om vinteren kan den blive hele 20-30 procent kortere, fordi bilen skal bruge mere energi til at holde kabinen og batteriet tempereret.

Hvis temperaturerne modsat bliver lige så sommerlige, som vi lige nu ser i det sydlige Europa med langt over de 20 grader, vil bilen også skulle bruge meget energi på at nedkøle kabinen.

Bilisternes interesseorganisation FDM har for nylig testet flere elbilers rækkevidde med 110 km/t på motorvej og igen beregnet den efter, om udetemperaturen var 0 eller 20 grader. Og resultaterne er ganske klare. Eksempelvis kan hit-modellen Tesla Model Y køre op mod 75 kilometer længere på en opladning ved 20 grader end frysepunktet.

Herunder kan du se, hvordan bilerne fordeler sig i testen:

WLTP (Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure) er en international standard for rækkevidden ved et opladet batteri hos elbiler. Testen er lavet på baggrund af kørsel med en gennemsnitsfart på 46.5 km/t om sommeren.

Som elbilist vil du ofte først opleve rækkevidde som en udfordring ved høj hastighed på længere ture. Derfor kan det især gøre sig gældende, hvis du skal på kør-selv-ferie flere hundrede kilometer sydpå via motorvejsnettet.

Herhjemme er der heldigvis inden for det seneste år dukket store ladeparker med op til 26-28 lynladere op, men der er stadig bare pletter på landkortet. Udover temperaturen er der dermed også andre ting, du kan have fokus på for at køre længere på en opladning.

Det er nok logik for de fleste erfarne bilister, men stabil kørsel med moderat hastighed uden for mange hurtige accelerationer, overhalinger og hårde nedbremsninger kan give dig flere kilometer i hjulene på elbilen.

Men faktisk kan du også genvinde lidt energi ved at flytte foden let fra speederen til bremsen. Fænomenet kaldes rekuperation, som er en opladning af bilens højvoltsbatteri ved bremsning. Det sker, fordi de fleste elbiler anvender elmotoren som motorbremse.

Og ligesom hos cykelryttere og papirflyvere, så er vindmodstand også en faktor. Det er umuligt at styre vejrguderne, men du kan komme lettere igennem ved at afmontere tagboks, tagbøjler eller påhængskøretøj, når det ikke er nødvendigt. FDM råder også til at droppe nedrullede ruder og åbent soltag.

Sidst men ikke mindst er dæktrykket altid godt at have styr på - også i en bil på el. Lavt dæktryk øger eksempelvis rullemodstanden, og det bruger ekstra energi.

Henne: I den yderste klitrække mod Vesterhavet var det egentlig planen, at Tom Axelgaard allerede for 12 år siden skulle have lagt arbejdet på hylden. Det var hans aftale med sig selv, for at have været så meget væk fra familien, da børnene var små.

Sådan er det bare aldrig gået. Og bedst som han endelig stoppede som administrerende direktør for Goodvalley, der producerer 1,3 millioner grise årligt i Polen og Ukraine, blev han generalsekretær for brancheforeningen Danish Farmers Abroad.

Alt sammen fordi han stadig brænder. Ikke for pengene i det – men for en mere bæredygtig landbrugsproduktion i verden.

- Det har da været en rigtig fin forretning, selvom der har været op og nedture, og krigen i Ukraine har kostet, fordi vi valgte at trække os ud af Rusland. Men for mig er det et spørgsmål om, hvordan vi får løst den klimaudfordring, vi står i, siger han og fortsætter:

- Det går jeg rigtig meget op i. Så landbruget ikke bliver en belastning, men en løsning - for det kan vi blive.

Hvordan?

- En af måderne er helt banalt, som vi har gjort, nemlig at flytte produktionen derhen hvor markedet, arbejdskraften og de store, frugtbare jordarealer er. I stedet for at producere en masse korn og majs i Ukraine og sende det flere gang rundt om jorden for blandt andet at ende som foder for grise i Vesteuropa, som derefter bliver sendt til opfedning og slagtning i for eksempel Tyskland og Polen.

Dén tankegang var det, der satte det hele i gang. For der var engang, hvor Tom og Maren Axelgaard var ultralokale og aldrig havde forestillet sig, at de skulle bo andre steder end på Lindegården i Outrup, hvor de flyttede ind samtidig med, at Maren fødte deres førstefødte, Holger.

Begge er oprindeligt fra Tistrup, hvor de gik sammen i 1. klasse og i 2. real, og da Toms forældre solgte deres gård for at blive forpagtere af Fjordvang Landbrugsskole i Velling, blev den købt af Marens forældre, så de er oven i købet opvokset på den samme kvæggård.

Derfor lå det også i kortene, at de skulle drive landbrug. Mælkeproduktion ligesom begge deres forældre, og selvom Maren uddannede sig til lærer, blev det kun til ét år som vikar, så valgte de at arbejde fælles på gården.

- Vi var enige om, at vi kunne undvære de penge, og jeg var lykkelig over at kunne være hjemme. Vi har altid været sammen, og det har vi det bedst med, siger hun.

Så hvorfor griseproduktion i Østeuropa?

- Vi overtog Lindegården i 82, og vi havde et perfekt liv. Vi ledede begge gymnastik tre-fire gange om ugen, vi spillede dilettant, og foreningslivet og det lokale spillede en stor rolle. Vi havde en god besætning og lavede gode resultater, men der begyndte at ulme en utilfredshed i mig, siger han og fortsætter:

- Respekten fra det omkringliggende samfund til landbruget faldt, og det pinte mig. Medlemskabet af EF forstærkede det. I 1983 fik vi kvoter for, hvor meget mælk vi måtte producere. Det betød, at du kom til at kigge anderledes på din produktion. Når mælketanken var fuld, var vi nødt til at hælde resten af mælken i gylletanken. Det produkt, du lever af at lave, og som du er stolt af, blev pludselig værdiløst, og noget man smed væk. Og samtidig var der mangel på mad i verden.

Tom Axelgaard er tændt. Skævheden, mellem et hjemligt samfund med stigende utilfredshed mod landbruget og mangel på mad i verden, er hele årsagen til, at hans og Marens liv blev, som det er blevet.

- I EF var der kødbjerge og smørbjerge og mælk, der blev smidt ud. EF's politik var egentlig for stor en succes, og vi gik fra behovsproduktion til masseproduktion og priserne på jord eksploderede. Det var også forkert. Landbruget gjorde nogle fejl. Vi havde ikke kapacitet til at opbevare gyllen, så vi kørte den ud på markerne året rundt, og vi havde ensilagestakke på markerne, hvorfra en masse næringsstoffer sivede ned. Men vi vidste jo heller ikke bedre, siger han og fortsætter:

- Der var ikke fokus på de ting. Men det kom der. Det kom bare på den forkerte måde. Ikke som incitament, men som krav udefra. Så landbruget blev forfulgt, og det hang jo sammen med, at der var overskud af fødevarer, så dele af befolkningen begyndte at tro, man kunne undvære landbruget, og samtidig blev der øvet vold mod naturen.

Han er på det rene med, at landbrugets ændrede image fra et respekteret til et miskrediteret erhverv også skyldes landbruget selv.

- Vi gik i forsvarsposition i stedet for at se fremad og finde løsninger, så landbruget blev et forfulgt erhverv, siger han.

Samtidig mistede ægteparret deres andenfødte søn, Martin, ved vuggedøden, og Marens bror døde i en alt for ung alder.

- Når sådan noget sker, tager man tingene op til revision, og det begyndte at rode rundt i min mave, om vores tilværelse i Outrup var den rigtige, siger han og fortsætter:

- For at sige det banalt, så kunne vi læse om små sukkerrørsfarmere i Sydafrika, der gik konkurs, fordi sukker fra Danmark var billigere. Vi ødelagde noget andre steder, fordi vi sendte vores overskudsproduktion på verdensmarkedet til dumpingpriser. Så jeg fik de tanker, om man burde producere fødevarerne der, hvor der er brug for dem, og hvor arbejdskraften er, siger han.

Derfor stod familien i 1992 med en kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke om to år på et mælkelandbrug i Zambia. Et ungt par blev ansat til at drive den hjemlige bedrift i Outrup i tre år, og familien på nu fire, efter Anne kom til i 1986, var klar til det helt store eventyr ude i junglen, da Mellemfolkeligt Samvirke pludselig valgte at udskyde Zambia ét år.

- Vi fik så tilbudt et projekt med geder i Nepal, men det var det med køer og mælkeproduktion, vi var tændte på, siger Tom Axelgaard.

Var han og Maren blevet U-landsfrivillige dengang, havde deres liv nok set helt anderledes ud i dag. I stedet fandt han et nøglefærdigt dansk landbrugsprojekt, der var solgt til det østlige Ukraine, uden konsulentbistand til at få driften til at fungere.

- Jeg fik dem overtalt til, at de skulle have en dansk konsulent på, men det blev virkelig en barsk oplevelse for mig, siger han.

- Det var endnu værre, end jeg havde forestillet mig. Det var en statsejet stålfabrik, der ejede landbruget, som skulle producere mad til deres medarbejdere. Jeg tror, de havde 25.000 ansatte. Der var 5-600 medarbejdere i landbruget. Det var alt for mange, og det var fuldstændig surrealistisk at se, hvor dårligt det kan gå. Der var slet ingen forståelse for, at en ko og en gris skal fodres med kvalitetsfødevarer, og at de mennesker, der arbejder med dyrene, skal gå op i at få gode resultater. Det eneste, hver medarbejder havde fokus på, var at sikre sin egen tilværelse. De stjal foder og værktøj og grisene gik i deres egen afføring, fordi de havde hældt jord i grisestierne, så de automatiske gyllepumper brændte sammen.

Tom Axelgaard forlangte at få foretræde for direktøren for hele koncernen. Med sig havde han en liste på 25 punkter, der skulle indfries, ellers ville han tage retur til Danmark straks.

- Direktøren sad i noget, der nærmest var en kæmpe sal, på et forhøjet podie. Men han kom ned, og jeg lagde ikke fingrene imellem, og næste dag kom han ud på landbruget og gik igennem alle staldene i sin store pelsfrakke og pegede mig ud overfor medarbejdere og ledere og sagde, at det der er Tom Axelgaard, og I har bare at gøre, hvad han siger.

Dét blev en vending, om end projektet aldrig blev rigtig godt. Men først og fremmest lærte Tom Axelgaard den lektie, han tog med sig først til Polen og Ukraine og i en årrække også Rusland.

- Før min oplevelse i Ukraine gik jeg selv op i hvilken traktor, der var bedst. Men ved at se, hvor skidt det kan gå, selv med fantastisk udstyr og fantastiske avlsdyr, opfandt jeg de tre m’er siger han.

Ledelse, ledelse og endnu mere ledelse, eller på engelsk management, management og management blev udbyttet af den hårde oplevelse i det østlige Ukraine, hvor han også var ved at gå til af savn efter Maren og børnene. En telefonsamtale skulle bestilles 48 timer i forvejen og der var alt for langt til bare at køre hjem, så da han startede Poldanor, der senere en kort periode hed Axzon og i dag Goodvalley, blev det i Polen, kun otte timer fra Outrup, så han altid kunne komme hjem.

Poldanor blev startet med statsgaranteret dansk udviklingslån og en kreds af danske landmandsinvestorer i 1994. Ti år efter kom Ukraine med og i 2013 også Rusland, men sidstnævnte blev solgt, da Putin gik ind i Ukraine.

- I dag er vi cirka lige store i Polen og Ukraine hvad griseproduktion angår, mens vi har eget slagteri og forædling i Polen, ligesom vi producerer grøn energi via biogasanlæg , siger Tom Axelgaard.

Omkring 1,3 millioner slagtesvin om året, der bliver slagtet, forædlet og solgt i østlandene, altså lokalt, som var hele grundtanken.

- Dét, der skaber resultater, er den vesteuropæiske private ejendomsret og vilje til at skabe resultater, og respekten for andre mennesker. Det blev virkelig mejslet i sten for mig, siger han.

Alligevel havde han glemt sit mantra allerede da virksomheden udvidede med Ukraine. Fordi det var gået så godt i Polen.

- I Polen gik vi fra 3.500 hektar jord til 15.000 hektar og 18.000 søer, eget slagteri og forædling på ti år. Derfor troede jeg, at vi kunne gøre det samme på tre år i Ukraine. Men det gik galt. Jeg blev grebet af, at vi havde vist, vi kunne tjene penge, og at vi nu havde råd at købe udstyr og alt vi skulle bruge. Men man kan ikke ændre folks mentalitet på tre år. Jeg havde glemt det med motivationen, og jeg fik ansat de forkerte danskere, så der blev en "dem og os"-kultur, og det gik bare slet ikke, siger han og fortsætter:

- Så i 2006, efter to år hvor det hele nærmest gik galt, blev vi enige om, at Maren og jeg var nødt til at flytte til Ukraine. Så det gjorde vi, i en lejlighed ovenpå svinefarmen.

- Enige og enige, indskyder Maren med et grin.

Hun er altid en del af planerne, og begge har det bedst, når de er sammen. Men det med at beslutte, ligger mest til Tom.

Under opbygningen i Polen boede han i Polen, men var hjemme så meget som muligt. Nu var børnene så store, så nu rykkede ægteparret afsted sammen og havde fast bopæl i Ukraine i 11 år.

- Det var meget specielt, og nu har vi nogle helt unikke resultater i Ukraine. Det lykkedes, og vi kom virkelig tæt på nogle af vores medarbejdere, siger han.

I dag er de rykket hjem. Og samtidig med, at Maren og Tom selv har bosat sig i yderste klitrække, har de også investeret en del af pengene fra Østeuropa i den lokale ferieindustri.

Først byggede de deres egen gård om til ferie- og konferencecenter, og gav den navnet Axelgård.

- Vores ide var et olle-kolle. Jeg havde lovet Maren at gå af som daglig leder, når jeg blev 55, så vi byggede tre lejligheder til vennepar, og så skulle vi selv bo i hovedbygningen, siger han.

Sådan blev det bare aldrig. Så Axelgaard blev i stedet først til kursuscenter for Poldananor, men da det heller ikke blev til mange uger om året, blev det til kursus- og feriecenter for alle.

- I 2013 købte vi Klitgården herude. Senere kom de unge ejere, der havde startet golfbane i Outrup, og spurgte, om ikke vi ville investere i deres projekt, og som det seneste har vi købt Blåbjerggaard og udvidet med ferielejligheder, siger han.

Feriedelen bliver styret af en daglig leder, der også er blevet medejer.

Tom og Maren selv har opgivet tanken om at stoppe på arbejdsmarkedet. Godt nok har han ikke været administrerende direktør i Goodvalley siden 2019, men til gengæld er han blevet generalsekretær i Danish Farmers Abroad, hvor hun nu også arbejder med.

I har tjent millioner af kroner på griseproduktion i Østeuropa, men i virkeligheden skyldes det hele et idealistisk ønske om at producere bæredygtigt?

- Det har været en rigtig fin forretning, men for mit vedkommende drejer det sig om at løse den klimaudfordring, vi står overfor – og at gøre landbruget til en del af løsningen. Det går jeg virkelig meget op i, siger han og fortsætter:

- En af måderne er at flytte produktionen derhen, hvor markedet, arbejdskraften og de store landbrugsarealer er. Så kan det godt være, at den animalske produktion i Danmark bliver reduceret en smule, men det gør nok heller ikke noget. For nogle lyder "effektivitet" i sig selv som et fy-ord, når vi taler om landbrug, men det skal være effektivt. Bare på den rigtige måde, så vi kan producere mere for mindre, og så der ikke går noget til spilde i hele værdikæden.

- Der er en hel masse ting, vi har gjort forkert i landbruget, men vi har taget ved lære, og der er virkelig meget man kan gøre. Jeg har lige været på studietur i ”no Till”, som er landbrug uden harvning og pløjning, hvor man roder mindst mulig op i jorden, og hvor man bruger droner til at lokalisere præcis, hvor der er brug for at bekæmpe ukrudt, og flyve ud med de helt nøjagtige doser, der er brug for, kun til de helt særlige pletter, siger han og gentager det, han synes er allervigtigst:

- Nogle tænker, at bæredygtigt landbrug er noget med at gå med en hakke, men det er romantik. Det er ikke bæredygtigt. Det er en fuldstændig forkvaklet og en meget vesteuropæisk holdning, fordi vi i så mange år har været forkælet med, at fødevarer er noget, der bare er der. Men der mangler altså stadig mad i verden.

Udover klimahensynet har 30 år i østeuropa vist sig at give et helt andet pay-off, som de slet ikke havde tænkt på, da de rejste ud.

- Det er den udvikling, vi har set i folk. Hvordan de er vokset fra at være mistroiske og desillusionerede til at være tillidsfulde og udadvendte. At se den mentale forandring har betydet allermest for os, og det er også derfor, det er så vigtigt, at Ukraine vinder den krig, siger han.

Måske sidder du i sofaen og hepper på Jonas Vingegaard i Tour de France. Eller måske ligger du i hængekøjen i sommerhuset og nyder stilheden. Der er intet som sommerferie. Fred og ro. Et helle fra hverdagens bekymringer.

Men jeg har en dårlig nyhed. Ja, jeg er virkelig ked af at ødelægge den gode stemning. Fra 1. juli steg din elregning. Årsagen er, at politikerne igen skruer op for elafgiften, efter den har været sænket til EU’s minimumsindsats de første seks måneder af i år.

At Danmark nu går fra at have en Europas laveste elafgifter på 0,8 øre/kWh til en af de højeste på 69,7 øre/kWh, vil ramme forbrugerne. Helt konkret vil det koste en gennemsnitsfamilie 1723 kr. mere på elregningen i resten af 2023, end hvis politikerne havde fastholdt den lave afgift.

Det giver ingen mening med så tårnhøj en beskatning af dét, vi skal bruge til at fortrænge kul, olie og gas fra vores forbrug. Politikerne bør gøre den midlertidige sænkelse af elafgiften permanent.

Afgiften er fra en tid, hvor det var dyrt og beskidt at producere strøm. Sådan er det ikke længere. Over halvdelen af vores el kommer fra vindmøller og solceller, og frem mod 2030 vil strømmen blive 100 procent bæredygtig.

Den grønne strøm er det vigtigste våben i klimakampen. Vi har titusindvis af danskere, der blandt andet skal skifte den fossile naturgas ud med varmepumper. En genindførsel af elafgiften vil forsinke de grønne og energieffektive løsninger.

For eksempel skal husstande, der har et elforbrug under 4000 kilowatt-timer om året, betale almindelig elafgift op til de 4.000 KWh og ikke den lave elvarmeafgift af deres elforbrug til opvarmning. Det er ca. 65 procent af alle helårshuse og 90 procent af alle sommerhuse. Før 1. juli lå den almindelige elafgift og elvarmeafgiften på samme lave niveau.

Samtidig har energikrisen vist, at vi reagerer på prissignaler og i stigende grad flytter elforbruget til tidspunkter, hvor strømmen er grøn og billig. En permanent fjernelse af elafgiften vil gøre det nemmere for forbrugerne at skelne mellem høj og lav pris på strøm. Det kan understøtte det fleksible forbrug, der er vigtigt i den grønne omstilling.

Lavere elafgift er ikke bare grøn fornuft, men også social ansvarlighed. Det vil mest gavne dem, der har mindst, da elregningen fylder relativt mere i deres budget.

SOSU-assistenten betaler lige så meget per kilowatt-time som direktøren. Og eftersom dit elforbrug også afhænger af størrelsen på din husstand, vil for eksempel økonomisk dårligt stillede børnefamilier, der i forvejen er spændt hårdt for, bruge en uforholdsmæssig stor del af deres budget på el, set i forhold til det velstående par uden børn.

Når det kommer til den grønne omstilling, skal vi bruge skattesystemet til at guide danskerne mod de bæredygtige forbrugsvalg. Elbilen i stedet for benzinslugeren. Varmepumpen i stedet for naturgasfyret. Og med en lav elafgift kan vi endda gøre det, så vi sikrer den sociale balance.

Den høje elafgift kan hverken forsvares eller forklares. Den rammer al strøm. Uanset om det er billig, grøn el fra vindmøller og solceller eller dyr og CO2-holdig strøm fra fossile brændsler. Produktion af elektricitet på fossile brændsler er allerede beskattet via kvotesystemet og den kommende CO2-afgift.

Vi kan ikke fortælle forbrugerne, at det er en god ide at bruge grøn strøm frem for olie og naturgas, så længe vi har Europas højeste elafgift. Nej, lad os få banket elafgiften i bund. Det er grøn fornuft, social ansvarlighed og godt for sommerhumøret.