Da Peter Belli var 16 år, blev han smidt ud hjemmefra af sin mor - på selveste juleaften. Her måtte den store dreng grædende gå gennem gaderne med sin kuffert og høre julesalmerne strømme ud af de hjem, han passerede. "Det var hårdt," konstaterede han i "Det sidste ord" med journalist Mikael Bertelsen, hvor barndommen fik lov at fylde mest i de tos samtale.

Bertelsen har hang til at gentage det sagte - som om både den interviewede og seerne er fatsvage - men denne langtrukne form åbner indimellem op for ekstra refleksioner.

Det er ikke for meget sagt, at drengen Peter var et mishandlet og vanrøgtet barn. Han fik tæsk af både sin stedfar og sin mor og kunne være endt som en undergangshistorie på samfundets bund af tabte skæbner. Men det gjorde han som bekendt ikke - takket være John Mælkemand.

John Mælkemand var Peters arbejdsgiver og manden, der så ham og ikke mindst introducerede ham for musik. Det blev Peters redning, og dermed fik vi endnu et eksempel på, at når et hjem svigter sine børn, er det vigtigt, at omgivelserne ikke også gør det. Alle har brug for en "mælkemand" - en, vi i dag typisk vil kalde for en mentor.

"Han inspirerede mig og var god ved mig. Sådan nogle som John Mælkemand skulle der være flere af i hele verden," sagde Belli.

Der kom ikke meget faktuelt nyt frem i Peter Bellis "Det sidste ord". Gennem hele sit offentlige liv delte han generøst ud af sine oplevelser - ikke mindst i ugebladene. Historien om den nævnte juleaften er heller ikke ny, ligesom hans selvmordsforsøg, hang til whiskyen af mærket Four Roses og hans musikalske karriere fra optur med pigtrådsmusik, til nedtur med at synge til playback løbende er blevet beskrevet. Vi ved også godt, at han skrev "Teddybjørnen" til en syg dreng, og at hans livs kærlighed var hans kone June: "Det smukkeste og dejligste, jeg har oplevet." 

Mikael Bertelsen forsøgte derfor og helt rigtigt at få Belli til at konkludere på sit farverige liv.

Belli vægrede sig lidt ved blandt andet på et tidspunkt at svare: "Nu bruger jeg ikke så fine ord..." Men det behøvede han heller ikke for at have nogle vedkommende konklusioner på hjerte.

Når Peter Belli konkluderede noget, handlede det aldrig om at fremhæve sin egen dygtighed, for han har med egne ord aldrig været en blærerøv. Det handlede mere om være ordentlig og have kærlighed til andre mennesker - fra mælkemandens betydningsfulde håndsrækning til tilgivelse, når man har været uvenner. Peter Belli forsonede sig efter 10 år med sin mor, og da græd de begge to, fortalte han. 

Han talte også en del om publikums kærlighed og om, at man kun kan bevæge os, hvis man vitterligt mener det, man har skrevet en sang om. Man skal være ægte. Og han fremhævede vigtigheden i det nære - at man i et parforhold altid skal kysse godnat - ikke skilles af søvnen som uvenner, for man ved aldrig, om man vågner op igen, som han sagde.

Skulle man beskrive denne "Det sidste ord" med netop kun ét ord, ville det blive hjerte.

Peter Belli sang for sidste gang for os med "Rock'N'Roll, jeg gav dig mine allerbedste år". Han sluttede med et varmt smil og et indtryk af en sød og kærlig mand, der forlod os uden at være bange for døden og med en forventning om, at medierne ved hans død formentlig ville skrive pænt om ham.

Det fik han ret i.

"Det sidste ord" med Peter Belli er det sjette program i portrætserien. Tidligere har Mikael Bertelsen interviewet Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard, Povl Dissing, Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius-Bjerre. Alle programmerne kan ses på TV 2 Play.

- Hvorfor gik den ordblinde dalmatiner rundt i frugt- og grøntafdelingen?

Kunstpause. Et par af brandmændene kigger eftertænksomt ned på deres tomme tallerkner. Før var de fyldt med flæskestegssandwich med rødkål og bølgefritter med ketchup og remoulade, nu ligner det hvide porcelæn abstrakt kunst med udklattede lilla, røde og gule penselstrøg.

En ryster på hovedet. En anden griner.

- Fordi den havde læst, at den var en del af 101 klementiner.

Suk og latter skyller indover middagsbordet. Om de seks mænd i ensfarvede tætsiddende t-shirts morer sig, fordi joken er sjov, eller fordi den er for dum, finder jeg aldrig ud af, for en umiskendelig ding-dong-lyd får alle til at rejse sig brat fra stolene. Alarmen er gået.

Sekunder senere er vi løbet tværs igennem stationen og hoppet i støvlerne. Selerne er trukket op over skuldrene, jakken er lynet og hjelmen er spændt. Det samme er sikkerhedsselen. Med 100 kilometer i timen drøner vi ud af Ejbygade i Odense. På vej mod “ild i industribygning”. Mere ved vi ikke lige nu, og dette er en cliffhanger, kære læser, så du må vente på svar.

Jeg er med på en døgnvagt i Beredskab Fyn, fordi det ikke har regnet i 22 dage. Tørkeindekset er på 10, og store dele af Danmarkskortet er malet mørkerødt i brandfarens tegn. Det er vejr, som flammer stepdanser i. Forhold, som gør engangsgrille, cigaretskodder og ukrudtsbrændere til potentielle brandstartere.

I øjeblikket er der over 20 naturbrande om dagen i Danmark. Det er mere end fire gange så mange, som der plejer at være på denne tid af året - når der vel og mærke ikke er tørke.

Som Kenny Christensen, leder af den forebyggende afdeling i Beredskab Fyn, har sagt til mig:

- Selv den sundeste fornuft hos bonus pater (latinsk betegnelse for “den gode familiefar”, red.) er ikke længere nok. Når det er så tørt, opstår naturbrandene nærmest ud af ingenting, og det presser os på ressourcer.

Der er forbud i luften. Bålfesten til Sankt Hans er truet. Alle taler om klimaforandringerne og samme tematikker var udgangspunktet for denne reportage.

Men fortællingen handler også om mere end det.

Den handler om en familie.

De er ikke relaterede af kød og blod, men har alle sammen “Beredskab Fyn” printet på t-shirten. Hver fjerde dag tilbringer de et helt døgn sammen på deres vagthold rode 1.

Jeg møder dem klokken lidt over 8 om morgenen, hvor de lige er stemplet ind. De spiser rundstykker fra frost med tandsmør og marmelade, mens de diskuterer grøntsager. For hvad er egentlig en grøntsag?

- Der er løg i frikadeller.

- Der er også grønt i bearnaise-saucen.

- Hønsesalat er vel også en slags salat.

Replikkerne leveres som dartpile, hurtige og kontante, indtil manden for bordenden - en herre med månehår og gråt skæg på hagen - rømmer sig.

- Når man får karbonader, siger han og kigger rundt.

- Så er der ærter og gulerødder i sovsen.

Jargonen på brandstationen lever op til klicheerne. Her er en kalender med letpåklædte kvinder og hak over tuden til dem, der stikker den for langt frem. Men her er også takkekort fra et væld af forskellige konfirmander på opslagstavlen. Brandmændenes børn. Og en kultur og et arbejde, der er under forvandling.

Det ved den skæggede mand med karbonade-pointen noget om. Han hedder Lars Holm og er beredskabsmester.

- Da jeg startede som brandmand for 32 år siden, var det noget helt andet, end det er i dag. Heldigvis, siger han.

Dengang Lars blev brandmand, gik jobbet ud på én ting: at slukke brand.

- I dag træner vi i alle mulige komplekse ting og skal reelt være beredt på at bruge det hver evig eneste dag. Kemikalieudslip, trafikuheld, drukneulykker, terror, letbaneproblemer, siger Lars, der også engang har reddet en stor norsk skovkat ned fra et træ.

Vi sidder alene tilbage i frokoststuen med front mod en væg, der er fyldt med billeder af gamle brandbiler. Teknologien er en helt anden i dag, forklarer beredskabsmesteren. Varmesøgende kameraer, der spotter mennesker i brændende huse. Skærslukkere med ultrahøjt vandtryk og små metalkugler, så det kan trænge igennem både træ, metal og beton. Skumsystemer, der med Lars’ ord kan bruges til at “lægge et klæbende lag af sæbebobler på overflader”.

Men det er også selve kulturen, som har ændret sig, siger den 55-årige brandmand.

- Da jeg startede, var det en hierarkisk verden. Alle havde en håndværkermæssig uddannelse og var vant til, at når man fik at vide “sådan og sådan”, så gjorde man “sådan og sådan”. Traumatiske oplevelser løste vi med galgenhumor.

Han smiler og klør sig i skægget, mens han kigger ned i bordet, som var selve bordet fyldt med minder.

- I dag er der blødere værdier og pædagogik. Nogle brandmænd kommer direkte fra skolen eller universitetet. Vi har taktisk debriefing, kollegastøtte, psykologstøtte. Vi taler om tingene. Og det har gjort, at vi er tættere på hinanden.

Én ting, som ikke har ændret sig, er, at når alarmen går, smider alle, hvad de har i hænderne. På 60 sekunder skal man nå at tage dragterne på, stige ombord i brandbilen og køre ud af garagen.

Første gang, det sker på dagens døgnvagt, er klokken 10:44. En ældre dame er faldet ud af sin kørestol og ned ad en skrænt i Blangstedgård. Nu ligger hun med hovedet over vand i Lindved Å.

Alt det får brandmændene styr på via walkietalkie til vagtcentralen, mens sirenerne fejer personbilerne på vejene ind til siden. En enkelt bilist er stoppet midt på vejen, så den tonstunge brandbil må zigzagge med 90 kilometer i timen.

Redningsmissionen tager få minutter. Seks mand ryger i vandet og løfter forsigtigt damen over på en orange båre. Blod fra en lille rift i ansigtet løber ned ad hendes kind, men hun virker ellers uskadt. Ambulancefolk tager over.

Brandmændene kører tilbage til stationen, men når dårligt ud af tøjet, før der er udrykning igen. En automatisk brandalarm - en såkaldt blind alarm - er gået på et plejecenter.

På parkeringspladsen foran centret venter et stort køkkenpersonale. De ser afslappede ud. Det ligner en falsk alarm og på bagsædet, hvor jeg sidder med to brandmænd, skifter stemningen på et splitsekund fra ekstremt fokus til sænkede skuldre og lavmælt fjolleri.

- Man skulle næsten ind og smage på det, som har sat alarmen i gang, siger den ene.

- Tænk hvis det er frikadeller og kartoffelsalat. Årh, det kunne jeg godt spise, siger den anden.

Der går ikke røg af en brand, uden at der er ild i den, lyder en gammel talemåde. Men der går tit en automatisk brandalarm, uden at der er ild nogle steder.

Det kan være alt muligt. Røg fra køkkenet eller en sensor der går. Og det koster et gebyr: 6.460 kroner.

- 25 ud af 26 af de automatiske alarmer, vi rykker ud til, er måske falsk alarm. Men så er nummer 26 reel, og så nytter det ikke, at man ikke er beredt, siger beredskabsmester Lars Holm.

Tilbage på stationen laver han rapport på hver en udrykning. På nogle døgnvagter suser man afsted med blå blink 15 gange. Men en sjælden gang imellem kan det også ske, at der ikke er en eneste.

Når ikke der er 112-stemning, er døgnet delt op i to: Fra klokken 8 til 16 er de “på arbejde”. Brandbilerne skal vedligeholdes, røgmaskerne vaskes og brandslangerne renses. I dag er der også træning i højderedning, så tre af brandmændene firer sig i liner ned fra brandtårnet.

Fra klokken 16 til klokken 8 næste morgen har de “fri”. De styrketræner, spiller bold, laver aftensmad, ser fjernsyn, taler i telefon, hygger sig, sover og gør, hvad de vil - så længe de altid kan springe i uniformen inden for de gyldne 60 sekunder.

Derfor holder tre brandbiler på række og støvlerne står klar i græsset, mens seks brandmænd springer rundt i bare tæer i sandet og spiller volleyball. Det er sket, at man server det ene øjeblik og slukker ild det næste.

- DU HAR, brøler beredskabsmesteren, da bolden dumper ned i sandet, og de slår sig på lårene af grin på den anden side af nettet.

- Du kan sgu da ikke bare sige, “du har”, svarer Kasper, før Flemming tørt konstaterer:

- Det er en rigtig beredskabsmester. Han uddelegerer arbejdet.

En løftet pegefinger viftes ud mod mig, der ligger under den bragende sol og slumrer i det gule græs.

- Nu husker du lige at skrive pænt om, hvor gode vi er til volleyball, brummes der.

Alt imens er Mads Sohn - som også bliver kaldet “indianer-Mads” - i gang med at sætte en flæskesteg over. Øgenavnet har den 27-årige brandmand, fordi han stadig skylder sin velkomstmiddag. “Indianermiddagen”.

Da jeg spørger, hvorfor den hedder sådan, er der politikersvar hele vejen rundt. Det kan ingen af dem huske.

Mads Sohn kan til gengæld godt huske, hvor gammel han var, da han blev brandmand: 10 år.

Dengang hed det “junior brandmand”. Som 16-årig blev han frivillig brandmand, og han har ikke tal for, hvor mange fødselsdage og arrangementer, han har meldt afbud til for at tage brandmandshjelmen på.

Hans far arbejder på den samme station i Odense, og Mads har aldrig ønsket sig andet end at gå i den gamles fodspor.

- Nu har jeg været fuldtidsbrandmand i fire år, men jeg har det stadig sådan, at jeg går og glæder mig til at komme på job. Når jeg har fri og kan høre en udrykning, tjekker jeg altid 112-appen for at se, hvad det er. Hvis det er i mit område, kører jeg derhen, siger Mads og tilføjer:

- Jeg ved godt, det er lidt skørt.

Han har et lille mellemrum imellem hjørnetand og fortænder og et drenget smil. Blikket er fast, og stemmen er blottet for ironi, mens han fortæller, at han beder til, at han kan lave præcis det, han gør nu, indtil han går på pension.

- Min far har været her i nogle-og-tredive år, og han elsker stadig sit job, siger Mads, der dog ikke er på samme vagthold som sin far.

Alligevel føler han, at han er blandt familie, når han er på arbejde.

- Det lyder måske lidt amerikansk at sige, at vi er en familie her på brandstationen. Men det er sgu lidt sådan, det føles.

Til aftensmad spiser “familien” flæskestegssandwich og bølgepomfritter. Eftermiddagen har været stille. De eneste naturbrande, vi hører om, er dem, de viser i 19-Nyhederne.

Men i brandstationens vagtcentral - hvor borgere kan komme i direkte kontakt med Beredskab Fyn 24/7 - ringer folk ind med masser af spørgsmål om tørke:

- Er der kommet afbrændingsforbud?

- Må jeg godt tænde engangsgrillen, hvis der er fliser under?

- Skal jeg lade være med at bruge min ukrudtsbrænder?

Mikkel Clauson-Kaas besvarer opkaldene, mens hans øjne flakker mellem seks skærme, og hans fingre trommer på et tastatur. Han taler så hurtigt, at han næsten ikke kan nå at danne ordene, som om han er blevet miljøskadet af sine sammenlagt 10 år i vagtcentralen for Falck og Beredskabet.

- Vi kunne udgive en bog med sjove spørgsmål, som folk ringer ind med, fortæller han mig.

- På et tidspunkt var der en, som ringede ind og spurgte mig, hvor den nærmeste postkasse lå. Hun var dårligt gående og havde et meget vigtigt brev.

Hvad gjorde du så?

- Jeg googlede det for hende.

Det er også Mikkel, som sender brandmændene afsted, og klokken 19:51 - lidt midt i en stribe gode jokes om ordblinde dyr - slår han alarm.

Ild i industribygning, står der på skærmen. Og så er vi tilbage ved cliffhangeren fra artiklens start.

Denne gang er det ikke falsk alarm. Men heller ikke helt så alvorligt, som det lyder. Der er ild i en trailer i et industrikvarter i den sydøstlige del af Odense. Flammerne brøler op mod himlen og bevæger sig faretruende tæt på træer med knastørre blade. Få meter derfra er et værksted for snedkerkøkkener. Det er en af den slags brande, som kan gå grueligt galt, hvis brandvæsnet kommer for sent.

Vandslangen rulles ud, og ild bliver til røg. Pludselig står ejeren af traileren der med hænderne på sit skaldede hoved.

- Forhelvede mand.

Det var affald, men der lå også en klud med lindolie i traileren. Den havde ligget i vand i timevis, forsikrer han. Men åbenbart ikke længe nok.

Manden hedder Kasper Mølkjær og ejer Mølkjærs Snedkerværksted.

- Hvis du kan tænke køkkenet, kan vi bygge det, siger han til mig og sukker:

- Men vi kan så åbenbart ikke finde ud af at behandle lindolieklude ordentligt.

Det tager 10 minutter at slukke branden og tage al modet fra gløderne.

En halv time senere sidder brandmændene med benene oppe i hver deres læderlænestol og ser Jan Elhøj og Morten Kirchoff drikke pis fra en indisk ko i rejseprogrammet Nul Stjerner. Sammen med Landmand søger kærlighed og Kærlighed hvor kragerne vender, er det brandholdets yndlings-TV.

- Har I set, at der er 703 millioner kroner i Eurojackpot på fredag, spørger “indianer-Mads” ud i rummet.

Ingen svarer rigtigt.

Hvad ville du gøre, hvis du vandt? spørger jeg Mads.

Han tænker sig lidt om. Så kigger han over på sin kollega Søren.

- Jeg ville købe brandstationen, så jeg kunne blive Sørens chef.

Efter to-tre afsnit lister folk i seng. Alle har hver deres lille værelse med en seng og et skrivebord, og alle ved, at søvn på en døgnvagt er et privilegium, som hurtigt kan blive revet fra en.

Denne nat sker det klokken lidt i 1. Alarmen lyder, al lyset tænder automatisk, røde lamper blinker. 60 sekunder. Og så sidder man i en brandbil med fuldt gear og fuld udrykning.

En nabo har ringet 112, fordi han lugter røg fra en industrislagter i udkanten af byen. Beredskabet tager ingen chancer og sender alle mand fra både Odense og Bolbro. Med to stiger kommer de over et pigtrådshegn og ind i bygningen.

Konklusionen er hurtig klar: Lugten stammer fra en røgovn, som gør, hvad en røgovn skal.

Vi kører hjem i seng igen.

Der findes mange jobs, hvor det hedder sig, at “omstillingsparathed” er et must. For få gælder det, som det gør i den her branche.

I lang tid ser det ud som om, at resten af vagten forløber uden alarm. Fyraften - altså vagtskiftet klokken 8 om morgenen - nærmer sig.

Men en halv time før går en automatisk brandalarm på psykiatrisk afdeling ved Odense Universitetshospital. Med morgenhår og klatøjne kører beredskabsmesteren, "indianer-Mads" og alle de andre derud på få minutter.

Falsk alarm. Igen. På vejen tilbage - hvor morgentrafikken er tung af folk, som skal på arbejde - er der pludselig noget, som rammer forruden.

- Wow, siger en i bilen.

Det regner.

Brandmændene stempler ud. En skal til Aarhus, en skal til Rødding og en tredje bor i Ørbæk. En skal hurtigt hjem for at køre sit barn i institution.

Om tre dage stempler de ind igen. Måske til en dag fyldt med voldsomme brande. Måske til en dag med volleyball, bølgefritter og svar på spørgsmål såsom:

- Hvorfor ville den ordblinde leopard gerne have fat i blækpatroner?

(Den havde læst, at den var verdens hurtigste printer)

En storstilet ankesag venter ved Vestre Landsret til august. En ankesag der, ifølge politiet, omhandler den formentlig største amfetaminfabrik i Danmark til dato. Og som i Aarhus Byret i juli 2022 udløste i alt 120 års fængsel for i alt 11 implicerede.

Tre af de dømte har modtaget straffen. De resterende otte nægter sig skyldige i hovedparten af anklagerne mod dem og sidder fortsat varetægtsfængslede. Det er dem, der til august sidder foran en dommer igen.

Retssagen giver et interessant indblik i, hvordan ringen bag narkofabrikken kørte deres lyssky forretning og blandt andet solgte, producerede og havde til hensigt at producere ’ikke under 316 kilo amfetamin”.

Et forsigtigt gæt er, at den beslaglagte amfetamin vil kunne give en omsætning på gadeplan på langt over 40 millioner kroner. Sandsynligvis mere.

Men selvom narkofabrikkens forretning var lyssky, så foregik produktionen og salget ved højlys dag. Faktisk foregik den lige for næsen af handlende på parkeringspladsen ved et nærliggende supermarked, Lidl, i Odder - med en Cocio på taget af bilen som et simpelt, men effektivt signal mellem køber og sælger.

Sagen, som rulles ud i en ny podcast-serie på TV2 Østjylland, giver også et indblik i det omfangsrige efterforskningsarbejde, der ledte til fabrikkens afsløring. Blandt andet ved hjælp af videoovervågning, aflytninger, samt GPS- og telemast-oplysninger. Og ikke mindst med hjælp fra fransk politi, som overleverede en stor mængde fældende beviser, der ledte til tocifrede fængselsstraffe til mange af de dømte.

I slutningen af juli 2020 slog politiet til mod en nedlagt landejendom på Gyllingnæs syd for Odder. For det var her, narkofabrikken lå gemt i et garagelignende lokale i én af gårdens længer.

Her blev amfetaminen rørt sammen i to hvide babybadekar, dernæst fyldt på poser og vakuumpakket med et kilo i hver.

De to mænd, der arbejdede med kemikalierne, var begge i begyndelsen af 50´erne og af etnisk dansk herkomst. Da politiet slog til først på eftermiddagen den 28. juli 2020, var de to mænd godt i gang med produktionen af kilovis af amfetamin. Men denne gang nåede mændene ikke at blive færdige med deres arbejde. For undervejs blev de afbrudt af gøen fra gårdens hunde, da politiet var på vej ind over gårdspladsen. Og stadig iført forklæder og handsker med amfetaminrester blev de lagt i håndjern.

De to mænd og en tredje person, der var til stede på ejendommen den pågældende dag blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet. Og i løbet af de næste otte måneder, blev yderligere otte personer med tilknytning til narkoringen sat bag tremmer.

Selvom i alt 11 personer blev dømt ved byretten, er det ikke dem alle, der var tæt involveret i sagen.

Særligt seks personer går igen, når man læser sagsakterne fra Aarhus Byret. Det drejer sig om de to mænd, som producerede amfetaminen på den nedlagte landejendom, samt fire mellemhandlere, der fungerede som en slags forbindelsesofficerer med hver deres netværk af dealere. Alle mænd var etniske danske mænd i 40erne og 50erne.

De to mænd på fabrikken havde hver sin rolle. Den ene, Brian Tito Danielsen, var den praktiske gris i foretagendet. Han boede på landejendommen, hvor amfetaminen blev rørt i den ene af længerne. Han hjalp til med produktionen og opbevarede ingredienser og remedier til forarbejdningen. Når produktionen var færdig, var det ham, der opbevarede den pakkede amfetamin og også ham, der overleverede den til narkoringens kunder.

Den anden, Jan Pihlkjær Andersen, med relation til rockergruppen Hells Angels, vurderes af politiet til at være hovedmanden i sagen. Det var ham, der, ifølge politiet, bestemte hvornår produktionen skulle finde sted, skaffede ingredienserne og bestemte, hvor meget amfetamin, der skulle fremstilles. Det var også Jan Pihlkjær Andersen, der var i kontakt med kunderne og aftalte, hvor og hvornår handlen skulle foregå, og ikke mindst hvor mange kilo, de hver især ønskede at købe.

I byretten sprængte han straframmen, der går til 16 års fængsel for narkokriminalitet, og blev idømt 18 års fængsel. Dette på grund af sagens omfang og en række skærpende omstændigheder - blandt andet den internationale forbindelse til Holland.

Folkene bag narkofabrikken interesserede sig sjældent for gram. Kun ved et par særlige lejligheder fik et familiemedlem til en af de to dømte lov til at købe i mindre portioner, men ellers foregik handlerne i kilo. Mellem et og ti kilo ad gangen.

En af de mange kunder, der, ifølge byretten, handlede hos Narkofabrikken, var Kenneth Nielsen. Den 24. maj 2020 kørte han sammen med en kvinde fra Hedehusene ved Roskilde på Sjælland de 275 kilometer til Lidl’s parkeringsplads i Odder. Undervejs købte de to Cocio på en tankstation.

Den dengang 50-årige mand forklarede kvinden, at han skulle mødes med en kammerat face-to-face, og tilsyneladende godtog kvinden den forklaring. I retten var kvinden indkaldt som vidne, og her forklarede hun, at hun intet kendte til, at den lange tur drejede sig om amfetaminhandel.

Parret ankom til Lidl sidst på eftermiddagen. Kvinden gik med det samme ind for at handle, mens Kenneth Nielsen ventede udenfor. På taget af bilen placerede han en Cocio. Et minut senere ankom Brian Tito Danielsen fra gården til parkeringspladsen. Via kakaomælken på taget af bilen fandt han hurtigt frem til Kenneth Nielsen og parkerede lige ved siden af ham.

Brian Tito var iført handsker og havde i hænderne en sort pose, der ifølge politiets beviser, indeholdt ni kilo amfetamin. Posen lagde han ned i bagagerummet på parrets bil. Få sekunder senere satte han sig inde i sin bil og forlod stedet.

Da kvinden kom ud fra Lidl, satte Kenneth Nielsen hendes varer i bagagerummet, og så gik turen de 275 kilometer tilbage til Hedehusene. PÅ hjemturen bad han hende slette alle sms’er, der havde med Jylland at gøre. Kvinden stillede ikke spørgsmålstegn ved dette. I retten forklarede hun, at ”det spørger man ikke Kenneth om. Man gør det bare.”

En anden købestærk kunde hos narkofabrikken var Bjarke Søgaard Belmann fra Restaurant Sovsen i Randers. Til daglig drev han restauranten, der, som navnet antyder, var leveringsdygtig i bøf med bløde løg, forloren hare og flæskesteg. Og den daglige leder kunne altså tilsyneladende levere andet end traditionel dansk mad.

Ifølge retspapirerne skrev Bjarke Søgaard Belmann den 30. maj 2020 til hovedmanden, Jan Pihlkjær Andersen:

Bjarke: Hej ven, kan det lade sig gøre, det som vi plejer og gøre?

Jan: Ja, det kan det … 5 suppe

Bjarke: Ja, 5 suppe, hvornår ven – eller hvornår passer det dig?

Jan: Tirsdag. Husk Cocio. Kl?

Bjarke: Ja, Cocio, tirsdag kl 15

Jan: Ja tjek. Kl 15 .. tirsdag… er bekræftet. Husk Cocio

Den 2. juni 2020 på det aftalte tidspunkt trillede en taxa fra Randers ind på parkeringspladsen i Odder, hvor Brian Tito Danielsen allerede holdt klar. Taxaen standsede skråt bagved bilen, og en mand steg ud. De to mænd mødtes kort, og 50 sekunder efter at taxaen var ankommet, forlod den parkeringspladsen og kørte igen med retning mod Randers.

På politiets overvågning af stedet, kan man ikke se, om der fandt en overdragelse af amfetamin sted mellem de to mænd. Dette på grund af bilernes placering. Men på efterfølgende beskeder mellem Jan Pihlkjær Andersen og Bjarke Søgaard Belmann, skriver Jan: ”Kl 15… gik godt”. Og senere samme dag, klokken cirka 22.50, blev Bjarke Søgaard Belmanns telefon registreret i nærheden af Jan Pihlkjær Andersens bopæl i Lystrup. Flere dage senere mødtes de to, ifølge politiets observationer, igen ude i det fri og igen i nærheden af Jan Pihlkjær Andersens bopæl i Lystrup.

Sammenholdt med en række andre beviser i sagen, fandt retten det bevist, at den daglige leder af ”Sovsen” i alt havde købt 10 kilo amfetamin fra Gyllingnæs.

Bjarke Belmann har ikke anket sin straf på ni års fængsel.

Hvornår præcis politiet kom på sporet af narkofabrikkens mange forskellige aktører, vides ikke. Men en afgørende brik faldt i slutningen af april 2020. Her overværede en betjent ved et tilfælde en handel med narko på parkeringspladsen i Odder. Betjenten, der vidnede i retten, var selv inde for at handle i Lidl på sin fridag.

På vej ud bemærkede han en rastløs mand, der stod med en Cocio på taget af sin bil. Og betjenten huskede en tip fra jobbet om, at netop det var et signal i en narkohandel.

Betjenten noterede registreringsnumre og personer. Herefter satte politiet overvågning op på stedet og kunne se, at trafikken på parkeringspladsen var livlig, og det ikke kun var kunder, der kom for at købe kattemad og leverpostej.

Herfra bredte efterforskningen sig som ringe i vandet, og en efter en kom flere af narkoringens medlemmer under observation. De mange observationer og overvågninger ledte til anholdelsen af de to mænd på gården og mindst to andre. I første omgang.

Et halvt år efter anholdelsen på Gyllingnæs, i januar 2021, skete der noget afgørende. Dansk politi fik en lang række beskeder overleveret fra fransk politi. Langt hovedparten af dem var sms’er mellem kriminelle. Og de mange beskeder indgår i disse år som fældende beviser i en lang række retssager.

Det er beskeder fra en nu lukket krypteret beskedtjeneste ved navn Encrochat. Her følte kriminelle sig sikre på, at de frit kunne skrive til hinanden, uden at nogen kunne læse med. Heller ikke politiet. I beskederne, der kom fra kriminelle over hele Europa, blev der skrevet om narkohandler, våbenleverancer, bestillinger af mord og sågar om et mobilt torturkammer.

Det lykkes fransk politi at knække koden til den krypterede tjeneste, og pludselig blev gardinet trukket til side til et hav af bevismateriale. Efter flere måneders arbejde kunne fransk politi videregive de over 10 millioner beskeder til de europæiske landes politimyndigheder, blandt andet Danmark.

Siden januar 2021 er tusindvis af kriminelle over hele Europa således røget i spjældet på grund af Encrochat, og også en anden beskedtjeneste ved navn SKY ECC. Nøjagtig som det var tilfældet med narkoringen fra Gyllingnæs.

Da byretten i Aarhus 1. juli 2022 afsagde dom over de 11 personer, der indgik i sagen om narkofabrikken, var der gået flere måneder forud med lange og mange retsdage.

10 af de 11 tiltalte sad varetægtsfængslet op til sagens begyndelse, og de mødte derfor hver især op med to vogterbetjente fra arresten. Alene at få de 11 personer gelejdet ind i lokalet med betjentene og 11 forsvarere, var en omstændig proces, da de tiltalte ikke måtte tale sammen undervejs, og det besværliggjorde deres entre og exit fra retssalen.

Forsvarerne brugte i begyndelsen mange timer på at protestere over brugen af beskederne fra Encrochat, den krypterede kommunikationstjeneste, som fransk politi havde skaffet adgang til. Men retten valgte ikke at sætte sagen i bero, mens protesterne blev undersøgt, og sidenhen er brugen af Encrochat ved domstolene godkendt i Højesteret.

Forsvarerne havde ellers nok at se til. For i en retssag af den størrelse indgår mange beviser. I mange tilfælde beviser, der lå i forlængelse af hinanden og kun tilsammen kunne godtgøre politiets anklagepunkter. Det krævede også et enormt efterforskningsarbejde og dermed også flere tusinde siders læsning for hver af de 11 forsvarere, før sagen overhovedet gik i gang.

De 11 tiltalte var i langt de fleste tilfælde ikke særlig meddelsomme. Enten kunne de ikke huske eller slet ikke genkende de episoder, hvor de efter politiets vurdering havde købt, produceret eller solgt narko.

Men efter omkring 20 retsdage med til tider endeløse gennemgange af telemast-oplysninger sammenholdt med beskeder fra Encrochat og politiets videoovervågning, kunne to domsmænd og dommeren afsige dom og kende samtlige tiltalte skyldige.

Dermed er afsoningen nu i gang for Bjarke Søgaard Belmann og Brian Tito Danielsen. De har begge valgt ikke at anke deres domme. Det samme har en kvinde, der også er dømt i sagen. Hun fik en mindre dom, der er så lille, at hendes navn ikke nævnes her.

De øvrige otte har anket til frifindelse, og de sidder dermed stadig varetægtsfængslede under isolationslignende forhold for at undgå, at de kan korrigere deres udsagn.

Første dag i ankesagen om narkofabrikken på Gyllingnæs er 16. august.

Naboer til solcelleparker bliver konsekvent underkompenseret i hele landet.

Det konkluderer en ny analyse lavet af tænketanken Kraka.

I undersøgelsen har man kigget på værditabet af naboejendomme til solcelleparker og sammenlignet tabet med den kompensation, som man i Danmark kan tildeles via den såkaldte "værditabsordning".

Og her står det klart, at danskere, der bor tæt på solcelleparkerne, langt fra bliver tilstrækkeligt kompenseret for deres fulde tab af boligens værdi.

- Vores analyse viser overordnet to vigtige ting. Den ene ting er, at de helt tætte naboer til solcelleparker selvfølgelig bliver påvirket, siger seniorøkonom fra Kraka, Frederik Læssøe Nielsen og tilføjer:

- Den anden ting er, at der ikke er nogen effekt for boliger, der ligger mere end 400 meter fra en solcellepark. Det er bemærkelsesværdigt. Vores analyse viser simpelthen ingen prisnedsættelser på huse mere end 400 meter væk.

Helt konkret viser den nye analyse, at ejendomme placeret inden for 200 meter af en solcellepark mister 10,5 procent af sin værdi - og 3,2 procent hvis de er placeret inden for 200-400 meter.

Og at den nuværende "værditabsordning" underkompenserer 75 procent af de naboer, som har søgt krav om erstatning, fordi de i dag lever med naboskab til solcelleparker.

Tidligere har Avisen Danmark beskrevet, hvordan Landdistrikternes Fællesråd kræver, at lokalområderne i højere grad bliver økonomisk kompenseret, når de bor tæt på vindmøller og solcelleanlæg.

Analysen viser herudover, at der er stor geografisk forskel på, hvor meget en solcellepark forringer de omkringlæggende boliger alt afhængigt af, hvor den er placeret i landet.

I Østsjælland er geneomkostningerne for naboer til solcelleparker 10 gange højere end på Bornholm.

- Det hænger i sin enkelthed sammen med, at husene på Bornholm er billigere end husene i eksempelvis Østsjælland, siger Frederik Læssøe Nielsen og tilføjer:

- Herudover skyldes det også, at der er forskel på antallet af naboer til solcelleparkerne - så det er en kombination af huspriser og antallet af naboer i landsdelene.

Analysen har taget udgangspunkt i 202 solcelleparker fordelt i hele landet. Heraf ligger 50 af parkerne i Nordjylland, som dermed er den landsdel med flest, og i den anden ende ligger København og Københavnsomegn med blot 2 solcelleparker.

Siden analysens data blev samlet ind for et år siden, er der kommet nye parker til flere steder i landet.

Tilbage i 2016 blev der lavet en sammenlignelig analyse, hvor man kiggede på geneomkostninger for danskere, som bor tæt på vindmøller.

Men analysen her - er ifølge Frederik Læssøe Nielsen - første gange man undersøger fænomenet med solcelleparker.

- Vi synes, det er interessant, fordi der er så store omkostningsforskelle i forhold til at producere på land frem for vand. Og derfor er det spændende at kigge på, om man kunne udnytte det ved at være bedre til at kompensere naboer til solcelleparker. Det er både billigere og hurtige at etablere produktionen af vedvarende energi på land - altså det er hurtigere at stille solceller op frem for eksempelvis havvindmøller, siger han.

Herudover peger Frederik Læssøe Nielsen på, at vi har brug for at gøre vedvarende energi på land til en vindersag for lokalsamfundene.

- Jeg håber, at resultaterne her kan være med til at bidrage til, at vi kan diskutere, hvad der skal til for, at vedvarende energi på land bliver en vindersag og ikke møder massiv lokal modstand rundt omkring.