Hun ved om nogen, hvilke mekanismer der i disse uger og dage bliver sat i gang rundt om i de ministerier, hvor der sidder socialdemokrater i ministerkontoret, på Christiansborgs gange og i det socialdemokratiske bagland. For hun har selv prøvet at være i midten af det hele. Derfor er Mette Frederiksen også bevidst om, at der snakkes i krogene, der grifles mulige planer ned - og det bliver sværere og sværere for hende at holde fokus på de indenrigspolitiske dagsordener, fordi hun hele tiden skal forholde sig til spørgsmålet: Er du kandidat til posten som Natos næste generalsekretær?

Mette Frederiksens navn bliver nemlig varmere og varmere på den rygtebørs, hvor toppolitikere bliver bragt i spil, når der skal fordeles internationale topposter. Siden den 21. april, hvor først det norske medie VG og siden den norske pendant til DR, NRK, bragte Mette Frederiksen i spil som Natos kommende generalsekretær, er snakken gået om, hvorvidt Mette Frederiksen er klar til at forlade dansk politik til fordel for en international toppost.

I denne uge steg kursen på rygtebørsen, da Statsministertiet og Det Hvide Hus samtidigt kunne annoncere, at Mette Frederiksen på grundlovsdag den 5. juni skal mødes med USA's præsident Joe Biden i Det Ovale Værelse i Washington. For er der noget, man har brug for, hvis man vil være Natos generalsekretær, er det Washingtons velsignelse. Den invitation fik det anerkendte, internationale medie Politico til at skrive en længere artikel med anonyme topdiplomater som kilder om Mette Frederiksens mulige kandidatur til at stå i spidsen for forsvarsalliancen. Og lørdag var det nyhedsbureauet Reuters, der skriver, at Mette Frederiksen bliver betragtet som et seriøst bud på en kandidat til Nato-jobbet.

Mette Frederiksen afviser selv, at hun er interesseret, og hun siger, hun ikke har en ansøgning med til Joe Biden. Stillingen som generalsekretær i Nato kræver heller ikke en ansøgning på en A4-side med et medfølgende CV. Den slags bliver man prikket til, og det ved Mette Frederiksen alt om. For i 2014 fulgte hun intenst med i, om daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt landede en toppost i EU: Blev der brug for en ny formand, eller skulle planerne om, hvordan Mette Frederiksen ville lede Socialdemokratiet og landet puttes tilbage i skuffen?

Det endte med skuffen, men Mette Frederiksen havde allerede varmet gevaldigt op til en magtovertagelse. I månederne op til, at topposterne skulle fordeles, og Helle Thorning-Schmidts navn blev nævnt så ofte, at det spændte ben på hendes muligheder for at bedrive indenrigspolitik, havde Mette Frederiksen travlt med at lade sig interviewe om alverdens emner.

På ét tidspunkt gik Mette Frederiksen dog over stregen. Det skete i et interview med Børsens livsstilsmagasin, Pleasure, hvor Mette Frederiksen luftede sin analyse af, hvorfor Socialdemokratiet stod så dårligt i meningsmålingerne, som tilfældet var:

- Når man ligger, hvor Socialdemokratiet gør lige nu, så kan man jo grundlæggende gå to veje. Enten kan man tænke: Det er os, der har ret, og danskerne, der tager fejl. Eller også kan man gøre sig selv den umage at tænke: Det kunne være, det var danskerne, der har ret, og at vi derfor er forpligtet til at overveje situationen og selvfølgelig også se, om der var noget, vi kunne gøre bedre og klogere. Jeg har en meget, meget udstrakt tillid til danskerne - også i deres vurdering af Socialdemokratiet, sagde Mette Frederiksen.

Interviewet satte ild i det socialdemokratiske bagland, i folketingsgruppen og helt ind i Statsministeriet. Det blev opfattet som ganske illoyalt, og helt ekstraordinært blev Mette Frederiksen nødt til - offentligt - at udtrykke opbakning til partiets siddende formand og statsminister:

- Jeg vil gerne sige det så klart og tydeligt, som jeg overhovedet kan, at jeg bakker helhjertet op om Helle Thorning-Schmidts lederskab, sagde Mette Frederiksen efter interviewet i Pleasure og fortsatte:

- Det gør jeg, både når det handler om formandskabet for Socialdemokratiet - Helle er Socialdemokratiets formand, hun er valgt af kongressen, det bliver hun ved med at være. Det støtter jeg. Men jeg støtter også op om det lederskab, som jeg synes, Helle udviser både som regeringsleder og dermed som statsminister for hele Danmark.

I 2014 var arvefølgen i Socialdemokratiet på plads. Mette Frederiksen var entydigt partiets kronprinsesse. Hun havde allerede allieret sig med partiets stærke mand, Henrik Sass Larsen, og der var lavet underhåndsaftaler på kryds og tværs af de socialdemokratiske kaffeklubber om, at Mette Frederiksen skulle være partiets næste formand, når Helle Thorning-Schmidt af den ene eller anden grund ikke længere var formand.

Nu rører kaffeklubberne igen på sig i Socialdemokratiet. Efter de stort set under hele Mette Frederiksens formandsperiode fra 2015 har ligge i dvale og mere udgjort et socialt end et konspiratorisk (magt)forum, er de blevet vækket til live. Det skete for alvor, da Mette Frederiksen i de nye flerpartiregering tilsyneladende ikke skelede til kaffeklubbernes magtbalancer, da der skulle uddeles ministerposter - og nu igen med rygterne om partiformandens mulige exit.

For finansminister Nicolai Wammen og justitsminister Peter Hummelgaard leder nemlig hver deres kaffeklub - og de aspirerer til at overtage posterne som både partiformand og statsminister, hvis posterne bliver ledige. I modsætning til Mette Frederiksens ageren under Helle Thorning-Schmidts formandskab er hverken Wammen eller Hummelgaard offentligt dog i gang med at køre sig selv i stilling. Dertil virker det til, at arvefølgen uformelt er accepteret: Det bliver Wammen, hvis Frederiksen smutter inden for den nærmeste fremtid.

Men bliver Frederiksen hængende i dansk politik i flere år - måske sågar yderligere en valgperiode - er spørgsmålet, om Peter Hummelgaard og hans loyale støtter vil lade Wammen overtage uden kamp.

Mens Peter Hummelgaard i øjeblikket er i gang med at kopiere Mette Frederiksens minister-CV - først beskæftigelsesminister og så justitsminister - har Nicolai Wammen sat sig tungt på Finansministeriet. Finansministeriet har til gengæld også sat sig tungt på Nicolai Wammen, og det betyder, at Wammen slet ikke har haft tid til at passe og pleje en folkelig profil - hvis han da har en sådan. Tiden som finansminister er blevet spenderet i Slotsholmens røde bygning, hvor Finansministeriet holder til. Her har Wammen siddet for bordenden af utallige forhandlingsforløb om alt fra finanslove, coronahjælpepakker og klimaaftaler. Han har lavet historisk brede aftaler og formået at få partier, som ingen troede kunne være i samme forhandlingsrum til at indgå forpligtende politiske aftaler. Men i disse dage er det helt store spørgsmål blandt socialdemokrater: Er Nicolai Wammen den rigtige til at vende S-skuden, når eller hvis Mette Frederiksen smutter?

Et af de argumenter, der oftest lyder for Wammen er netop hans evne til at forhandle løsninger på plads. En evne, der ifølge de loyale Wammen-støttere skyldes han kommunale baggrund som tidligere borgmester i Aarhus. Og netop Aarhus trækkes også frem, når Wammens folkelighed skal forklares og forsvares. Her lyder argumentet, at han blev topscorer i hele landet ved kommunalvalget i 2009 med 38.608 personlige stemmer. Det tal skal underbygge Wammens folkelige potentiale. Med til historiefortællingen - og den del glemmes behændigt af Wammen-fortalerne - hører, at hans forgænger på posten i Aarhus - Venstres Louise Gade - fik hele 42.697 personlige stemmer, og Wammens afløser - Aarhus' nuværende borgmester Jacob Bundsgaard - ved kommunalvalget i 2013, hvor Wammen var søgt mod landspolitikken, fik 39.237 personlige stemmer.

Personlige stemmetal eller ej. Kandestøberne blandt socialdemokraterne på Christiansborg har travlt i disse dage, men én ting virker de alle til at være enige om: Der skal helst komme en Nato-afklaring senest ved topmødet i Vilnius den 11. - 12. juli.

Husker du Prebens sidste ord i Anders Lund Madsens DR-dokumentar?

Han kiggede direkte ind i kameraet og sagde:

"Alle jer selvretfærdige skiderikker, der sidder og bestemmer, om jeg må få lov at dø. I tager fejl. For i sidste ende er det smeden, der får lov at bestemme. Og lige om lidt skal jeg dø. I kommer til at snakke om det, hvad enten I vil det eller ej. Tak for denne gang."

Og smeden fik ret. Folketingets politikere kommer til at diskutere, om der i en eller anden form skal indføres aktiv dødshjælp i Danmark, som der er i Belgien, Holland og flere andre europæiske lande.

Fredag aften rundede et borgerforslag om aktiv dødshjælp de 50.000 underskrifter, der skal til, for at Folketinget skal debattere forslaget. 50.078 underskrifter var der lørdag morgen klokken 6.00.

Forslaget er stillet af den aarhusianske sygeplejerske Lars Lior Ramsgaard, der arbejder på Aarhus Universitetshospital. Avisen Danmark talte med ham tidligere på ugen, da der stadig manglede et par tusinde underskrifter.

Her fortalte han om sit borgerforslag, at han og nogle andre sygeplejersker var blevet ramt af netop dokumentaren om smeden Preben Nielsen i DR's dokumentar.

Han fik ændret sit liv for altid, da en voldsom arbejdsulykke gjorde ham lam fra skuldrene og ned. 3 år efter beslutter han sig for, at han vil dø, men aktiv dødshjælp ikke er lovligt i Danmark, og han ikke kunne tage sit eget liv. Han havde ondt af de dem, der skulle finde ham efter et selvmord. Derfor endte han med en smertefuld rejse til Belgien, hvor en dansk læge kunne give ham den sidste sprøjte.

- Smedens sidste brøl gjorde virkelig indtryk på mig. Og så kom jeg til at snakke med nogle andre sygeplejersker, der havde det på samme måde. Jeg kan ikke se, hvorfor man død og pine skal holde mennesker i live, der lider og ikke ønsker at leve, siger Lars Lior Ramsgaard til Avisen Danmark.

Han og hans medstilleres mål har været, at få politikerne til at melde klart ud, hvad de mener om det følsomme emne.

Om de kommer til det, vil tiden vise, men de kommer i hvert fald til at diskutere borgerforslaget i fuld offentlighed.

Flere meningsmålinger har vist, at der er et flertal for aktiv dødshjælp i Danmark. Men først nu er det lykkedes at få den nødvendige opbakning til et borgerforslag, der bringer emnet ind i folketingssalen.

Det er en dyr fornøjelse at erhverve sig en klamydia-infektion i øjeblikket.

Der er nemlig ikke mere billig klamydiamedicin tilbage på landets apoteker.

Danmarks Apotekerforening oplyser til Avisen Danmark, at situationen er ens over hele landet.

Apotekerne får leveret varer hver dag, og de trækker på de samme lagre, som altså ikke har mere tilbage af den billige udgave af klamydiamedicinen.

- Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at enkelte apoteker rundt omkring stadig har den billige version af medicinen liggende, men det er næppe det generelle billede, lyder det.

Den billigste klamydiamedicin hedder Doxycyclin Paranova og koster 55 kroner, men den er altså ikke længere på lager. Det er den næstbilligste, Doxycyclin Vibradox til 137,5 kroner, heller ikke.

Det eneste, der er mulig at få fingrene i, er to andre præparater - men de koster mere end 300 kroner og altså næsten seks gange så meget som det billigste produkt.

På apoteker i det østjyske fortæller medarbejdere , at der er kunder, der hellere vil gå tomhændede hjem, når de hører om prisen på de dyrere klamydiabehandlinger.

- De fleste betaler, men vi har oplevet, at der er kunder, som vender om og går, efter at de får prisen at vide, siger Marianne Schmidt, der ejer Løve Apotek i det centrale Aarhus, til TV 2 Østjylland.

Ved Bruuns Apotek i Aarhus beretter en medarbejder, at to ud af fem går hjem uden medicin på grund af prisen.

I organisationen Sex & Samfund vækker historien om kunderne, der går tomhændede hjem, en bekymring.

- Det er meget problematisk, hvis de, som ved de har klamydia, ikke får iværksat den rette behandling. Vi har en situation i Danmark, hvor klamydiatallene stiger og stiger år for år. Og det er jo ikke en ufarlig sexsygdom. Den kan, hvis den står ubehandlet hen, i værste tilfælde føre til infertilitet for både mænd og kvinder, siger generalsekretær Majbrit Berlau til Avisen Danmark.

Selvom man er uden symptomer, kan sygdommen alligevel være problematisk på sigt, understreger hun.

- Hvis man ved, man er smittet med klamydia, er det helt centralt, at man får adgang til behandling, og at den bliver iværksat. Ellers risikerer man at smitte videre og gøre skade på sig selv, siger Majbrit Berlau.

Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark. Sundhedsstyrelsen vurderer, at omkring 50.000 danskere hvert år smittes med klamydia, der er en infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen.

I 2021 slog danske unge endnu engang rekord med over 30.000 tilfælde af sexsygdommen. Det var i øvrigt i Aalborg - der i denne weekend fejrer karneval - der havde flest tilfælde per 1000 unge.

Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.

Omsorg er blevet så nedprioriteret i vores sundhedsvæsen, at begrebet stort set er forsvundet fra beskrivelsen af sygeplejerskeuddannelsen. Omsorg bliver heller ikke tilstrækkeligt prioriteret set i forhold til det behov, patienterne har.

Vi har med andre ord ikke blik for omsorgens værdi.

Betragtningen kommer fra Jacob Birkler, der med sin nye bog "Omsorg - når menneskelighed er et arbejde" ønsker at give omsorgen et meget klart sprog, så vi forstår værdien af den og kan prioritere på den baggrund.

Han har en ph.d. i medicinsk etik, er forsker og mangeårig underviser på sundhedsuddannelserne, men måske bedst kendt i den store offentlighed som tidligere formand for Det Etiske Råd.

Og Jacob Birkler vil gerne vise os faren i, at mennesker reduceres til at være opgaver - noget, der bare skal overstås, så den travle medarbejder kan komme videre til den næste opgave.

- Jeg har fulgt sygeplejersker, læger, assistenter, terapeuter og andet personale og fandt ud af, at meget af det, omsorgspersonale varetager, er opgaver. Nogle får sågar dårlig samvittighed, hvis de bare sidder og lytter, selv om det er det, der kan være vigtigt for patienten, fortæller han.

Birkler viser, at hvis vi i stedet tager udgangspunkt i netop omsorgen, ændrer landskabet sig. Hvis sygeplejersken ser det enkelte menneske, og hvad der betyder noget for ham eller hende, vil sygeplejeopgaven ofte "vise sig", fordi det i patientrelationen viser sig, hvad der er vigtigt, som han skriver i bogen.

- Der er ikke noget forkert i at varetage opgaver. Gerda skal i bad, Peter skal have skiftet forbinding på såret og så videre. Der er en masse opgaver. Men min pointe i bogen er, at det altid skal begynde med omsorgen, siger han og uddyber:

- Det betyder meget konkret, at man begynder med at øjne patienten. Hvad er vigtigt for dig? Hvad giver mening? Og så videre. Og derfra finder man så ud af, hvad der er den vigtigste opgave. Det er en helt grundlæggende forskel.

Det socialdemokratiske valgslogan "Tid til omsorg" er et godt eksempel på den forståelse, der hersker i dag, mener Jacob Birkler:

- Sådan som jeg tolker sloganet, så betyder det, at man skal varetage opgaverne, og så skal der også være tid til omsorg. Det er flødeskum på en teknokratisk kage. Min pointe er den stik modsatte. Arbejdet skal altid begynde med omsorg, hvorudfra vi skal finde ud af, hvad der er den vigtigste opgave.

Omsorg er som sådan ikke en opgave, man har, skriver han i bogen. Omsorg er en opgave, man først finder og får hos patienten.

"Patienten i centrum" hedder det værdisæt, indlagte møder på stort set alle hospitaler og sygehuse i dag. Og det er der egentlig ikke noget galt i.

Problemet er bare, at der er for langt fra det, der siges, til det, der er muligt.

-  Ingen sygeplejersker, der står i en svær situation, kan sige: Nu går jeg lige ned og tager patienten i centrum, og så går det meget bedre, siger Jacob Birkler og fortsætter:

- Det at tage udgangspunkt i patienten betyder ret konkret, at man finder det punkt, hvor patienten er, og går ud herfra. Men sygeplejersker bliver i stedet budt det stik modsatte - at gå hen til patienten med noget, om det så er information eller medicin eller noget helt tredje. Altså patienten som et tilgangspunkt.

- Faglighed knytter altid an til opgaver. Og patienten er aldrig blot en opgave. Patienten er altid først og fremmest et menneske. Hvis mennesket bliver reduceret til en opgave, så starter al forråelse og fornedrelse. Og selv om der ikke er nogen, der ønsker det, kan det også reducere mennesket til en fordom - f.eks. overvægt, en diagnose eller et bestemt sygdomsforløb, siger Jacob Birkler.

Den nye bog tager udgangspunkt i den forskning, han bedriver, sammen med de erfaringer, han har fra besøg på afdelinger rundt i landet. Her har han set nogle forhold, som skal adresseres.

F.eks. at der skal være en bedre ligevægt mellem omsorg og behandling.

"Det er kun godt, at vi gradvist får flere behandlingsmuligheder, men umådeligt trist, at omsorgen ikke følger med. Behandling og omsorg bør være tæt forbundne, men i dag holder vi fast i det første, imens vi gradvist giver slip på det andet", hedder det i bogen.

Det er en af grundene til, at der lige nu ligger mange patienter med det, som Jacob Birkler kalder "øjesult" - patienter, som sulter efter at blive set.

- Hvis de venter længe nok, skal de nok blive behandlet, men de bliver ikke set. Det handler ikke bare om at samle opgaver op, det handler om at samle patienten op. Det skal virkelig ændres.

- Vi ønsker alle sammen værdighed. Det handler i sin kerne om, at man bliver set som menneske, og at man bliver agtet som den person, man er, i den vanskelige situation, det er, når man bliver indlagt, og alt mærkes anderledes.

- Kan du give et eksempel?

- Jeg var på en medicinsk afdeling, hvor jeg testede min hypotese om værdien af omsorg. Mange steder er der ”korttidskontakt” mellem sygeplejersken og patienten - det er hurtigt til og fra. Jeg bad derfor sygeplejerskerne om at sige "du skal vide, jeg ser dig” eller ”jeg skal nok se til dig”. Og i halvdelen af de tilfælde blev patienterne så berørte af det, at de fik tårer i øjnene.

- Så hvorfor er der ikke fokus på den værdi, omsorgen har? Det er jo det, patienterne efterspørger.

Jacob Birkler skriver om sygeplejen, fordi det er det fag, han forsker i, men hans pointer kan sagtens overføres til andre områder.

Når en gammel dame på et plejehjem får lov til at hænge alt for længe i en lift, som TV 2-dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" viste, er det netop, fordi det var en opgave, som hang der - ikke et menneske.

Pointen er, at der de seneste årtier er sket en tavs nedprioritering af omsorgsarbejdet.

- Vi har i dag en behandlingsgaranti i modsætning til en omsorgsgaranti. Man bliver udskrevet, fordi behandlingen er overstået, selv om der stadig kan være omsorgsbehov. For 100 år siden sagde vi: Du skal ikke dø alene. I dag siger vi: Du skal ikke dø uden behandling. Men du kan godt dø alene. Der er kommet en behandlerkultur med en knivskarp prioritering.

- Vi taler om ventetid til behandling, men ikke om, hvordan patienten har det i ventetiden. Man bliver ikke rask, fordi nogen drager omsorg for en. Men omvendt bliver man syg, hvis ingen gør det, siger Jacob Birkler.

- Det ser man også, når sygeplejersker omtales i nyhedsstrømmen i dag - så taler man udelukkende om antallet. Der er for få - der mangler hænder. Vi taler om fastholdelse og rekruttering. Det er kvantitet, en størrelse. Der er ingen, der taler om værdien af det, de rent faktisk laver. Og om den værdi, omsorgen har, siger Jacob Birkler.

I forlængelse af historierne om travlhed på sygehuse og plejecentre og manglende medarbejdere, er der på det seneste også dukket historier op i medierne om "omsorgstræthed”. Det kunne lyde, som om det også kan have store omkostninger at yde omsorg for andre?

Sådan ser Jacob Birkler det ikke.

- Jeg synes, man meget let lægger årsagen og dermed opgaven over på sygeplejersker, hvor det i højere grad handler om vilkårene for deres arbejde. Ingen peger på, at der måske er en struktur, der skaber den her træthed. Måske er der nogle vilkår, måske er der nogle rammer, vi skal have blik for, siger Jacob Birkler.

- Det, jeg oplever som det typiske dilemma blandt de sygeplejersker, jeg følges med, er i stedet moralsk stress. De møder på arbejde og kan godt se, hvad der ville være godt at gøre. De har bare ikke rammer og vilkår til at gøre det. Og så er det da klart, at de bliver omsorgstrætte.

- Min erfaring er, at de dilemmaer tit handler om, hvad der vil være godt at gøre. Det bør jeg gøre, det kan jeg bare ikke - eller det skal jeg ikke gøre. Men jeg burde faktisk. Og så knuger det i maven på vej hjem på cyklen.

- Derfor er det også en provokation bagefter at give dem nogle redskaber som f.eks. mindfulness, så de kan håndtere den træthed. Det er en hån mod medarbejdere, der godt kan se, hvad der vil være vigtigt at gøre, men som bare ikke har rammer og vilkår for at gøre det.

Jacob Birkler: "Omsorg - når menneskelighed er et arbejde", 132 sider, Munksgaard