Louise Mygind Andersen savnede et smykkebrand, der var mere råt og mindre prinsesse-agtigt. Og hun så et hul i markedet for smykker til mænd. Det udnyttede hun. For fem år siden solgte hun de fleste af sine ting, sagde lejligheden i Aarhus op og flyttede til Vietnam og fik gang i egen produktion af smykker i sølv og guld.

- De fleste omkring mig bakkede op. Men min far i Aalborg var ikke begejstret, da jeg først fortalte om den plan. Men da han så, at jeg havde prototyper og en plan, så bakkede også han mig op. Så jeg følte ikke, at det var så risikofyldt at tage af sted, fortæller den 31-årige iværksætter.

Hun havde rejst i Vietnam en enkelt gang, før hun flyttede derud, og havde igennem netværk fået kontakt til smykkeproducenter, som hun kunne samarbejde med.

- Jeg var glad for mit job i Bestseller, men jeg var nysgerrig på, om jeg kunne skabe noget selv i ædle metaller, altså guld og sølv, der kan genbruges igen og igen. Og så har jeg altid haft ønsket om at starte min egen virksomhed, siger hun.

Og for iværksætteren var det afgørende at være til stede i produktionen.

- Jeg kunne måske bare have ordnet det hele herfra. Men det var vigtigt, at jeg var der, så jeg kunne se, hvem der laver det, hvordan det produceres, og at der er styr på hele processen.

I begyndelsen levede hun og hendes daværende kæreste af den opsparing, hun havde skabt fra jobbet som indkøber hos Bestseller. Hun havde lagt 200.000 kroner i virksomheden, som blev brugt til smykker, emballage og webshop.

- Det gik hurtigt op for mig, at der var mange ting, jeg ikke vidste noget om. Men det var sjovt, og jeg fandt jo alligevel en vej med både webshop, markedsføring og sociale medier.

Alle smykkerne blev sendt hjem til Louise Mygind Andersens mor i Aalborg, der pakkede og sendte til kunderne fra sin kælder.

- Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne drive min virksomhed rent digitalt, så jeg kunne rejse og blive inspireret. Men da min mor sendte et foto af, hvor mange varer hun havde stående, og at hun nærmest ikke kunne komme ind ad døren, besluttede jeg at rejse hjem.

Iværksætteren bosatte sig i København og lavede showroom i sin lejlighed.

- Men så stod der pludselig kunder søndag morgen, og så måtte jeg have mig et kontor, hvor jeg også kunne få hjælp af andre, fortæller hun.

Louise Mygind Andersen kommer fra en iværksætterfamilie, hvor både far og farfar har drevet egne virksomheder.

- Der er blevet talt meget forretning over middagsbordet i min barndom. Og jeg startede selv min egen lille neglesalon på mit pigeværelse for mine konfirmationspenge. Jeg fik de første kunder fra mine forældres arbejde, og jeg tror da flere blev overrasket over, at det foregik på mit værelse. Men det virkede, og jeg var god til det, så de kom igen. Pengene kom i en æske og sat i banken.

Kæreste, venner og familie hjalp til i begyndelsen. Og planen var, at virksomheden skulle være rent digital. Men hurtigt måtte den unge iværksætter erkende, at ringstørrelser er svære at måle digitalt, og at en række kunder gerne ville mærke smykkerne i hænderne, før de købte. Så derfor blev et kontor kombineret med showroom hurtigt en realitet. Og kort tid efter blev den første medarbejder ansat.

- Jeg er god til udvikling. Og jeg er iderig og god til markedsføring, Så jeg valgte, at min første ansatte skulle være en sælger, der kunne åbne dørene ved forhandlerne. Det var en klog beslutning. Og det var en vild tid, hvor jeg arbejdede ekstremt meget. Det gør jeg sådan set stadig, men ja, det var endnu vildere de første år.

Louise Mygind Andersen blev en dag ringet op af produktionsselskabet bag Løvens Hule, der opfordrede hende til at sende en ansøgning

- Det var helt ude af min komfortzone. Og det var nervepirrende, men det gik jo godt. Jeg takkede ja til tilbuddet fra løve Christian Ahrenstedt, der bød 400.000 kroner for 10 procent, fordi der var gode synergier med hans urbrand. Og han har stor online erfaring, siger hun.

Og da programmet endelig blev vist på tv, sad Louise Mygind Andersen ikke klar bag skærmen.

- Nej, jeg har ikke selv set afsnittet. De andre på kontoret så det, da det kom online, men jeg er ret selvkritisk og glad for, at det gik godt. Men jeg synes altid, der er noget, jeg kan gøre bedre, så derfor skal jeg ikke se det. Måske en dag. Men ja, det vigtige var jo, at vi vækstede med 300 procent i perioden efter. Det var vildt fedt, og det var dejligt at opleve den gode omtale, fortæller hun.

Da Louise Mygind Andersen var med i Løvens Hule hed virksomheden Frederik IX Studios.

- Jeg havde alle varemærkeregistreringer og havde styr på den del, også i resten af Europa, men det ville den danske befolkning ikke være med til, fordi jeg brugte vores tidligere konges navn. Så først fik jeg en henvendelse fra forbrugerombudsmanden, der dog besluttede at lukke sagen.

Men medvinden blev pludselig til modvind.

- Jeg havde ikke set det komme, og det gav masser af kommentarer i min indbakke fra almindelige mennesker, og ja, der kom jeg også ud af min komfortzone igen, bare på en anden måde.

Og et opkald fra kongehuset, de mange kommentarer i indbakken og opmærksomheden blev et pres.

- Folk skrev virkelig grimme ting til mig. Eksempelvis at jeg løj, snød og snyltede på kongehuset og i den dur. Det var under coronanedlukningen, så folk havde virkelig god tid. I starten blev jeg meget ked af det og tog det personligt. Men i en periode holdt jeg op med at tjekke sociale medier. Og med rådgivning og hjælp besluttede vi at skifte navn. Men det var en udfordrende tid, fortæller iværksætteren.

Virksomheden indgik en aftale med kongehuset, og det blev til et navneskift for virksomheden.

- Det var som at starte helt forfra. Men i dag giver det mening, IX Studios er mere unisex, og vi har fået en ny visuel identitet, der virker. Men det var virkelig et setback. Alt var forfra, fra nyt selskab til at stemple alle mine smykker om.

Louise Mygind Andersen forsøger at se det positive i udfordringerne, men det skinner tydeligt igennem, at det opkald og den modvind havde hun gerne været foruden. I dag er både hun og virksomheden på fode igen, og næste mål er at komme ud over landets grænser. Den plan er godt i gang med syv forhandlere i England, seks i Norge og flere på vej. Og drømmen er at komme ud til endnu flere lande. Samtidig med at det også skal være sjovt. For det er vigtigt for Louise Mygind Andersen, at hverdagen er sjov og spændende.

- Det må gerne være hårdt. Og det har det virkelig også været. Men teamet skal have det sjovt, og vi skal have glæde i hverdagen Det har jeg virkelig fået øje på, så det er vigtigt for mig, siger hun efter nogle hårde år, hvor navnestriden, corona og den aktuelle økonomiske situation har spændt ben for ekspansionsplanerne.

- Det har været svært at følge en strategi. Men vi justerer løbende og er godt på vej. Og jeg elsker at være en del af alle processerne, og det passer mig godt at være iværksætter med den uforudsigelige hverdag. Også selv om det er hårdt, siger hun.

Louise Mygind Andersen var ung, da hun sprang ud som iværksætter med vækstambitioner. Og det har indimellem været en ensom vej at gå.

- Ingen af mine venner var i gang med egne projekter, da jeg startede, og jeg havde ikke rigtig nogen rollemodeller, jeg kunne spejle mig i. Iværksætteri kan godt være lidt ensomt. I dag er der flere i mit netværk, og jeg håber, at jeg også kan være med til at vise andre unge, at det er muligt. Måske endda være den rollemodel, jeg selv savnede, da jeg startede, siger hun.

Og hun stiller gerne op med gode råd, hvis nogen rækker ud. Og håber også, at flere kvinder starter selv.

- Iværksætteri er et ret maskulint univers. Og jeg er da også ofte blevet spurgt om, hvornår jeg skal være gravid. Mit svar er, at det ikke har noget med min virksomhed at gøre, men det spørgsmål tror jeg altså ikke mænd får, griner hun.

I Danmark må man lovligt købe alkoholiske drikke, fra man er 16 år gammel.

Og cigaretter, når man fylder 18.

Men hvad er egentlig værst for kroppen: Alkohol, cigaretter eller stoffer?

Det spørgsmål har Videnskab.dk forsøgt at give svaret på ved at spørge tre forskere. En professor i humanbiologi, en psykiatriprofessor og en psykiater.

De tre forskere peger alle sammen på, at både stoffer, alkohol og cigaretter kan være meget skadelige.

Psykiatriprofessor fra Aarhus Universitet og psykiater på Psykiatrisk Center Amager, Raben Rosenberg, og psykiater og overlæge i Fonden Lænkeambulatorierne, Thomas Fahmy, er enige om, at et alkoholmisbrug er det, der skader kroppen mest på sigt.

Dette konkluderer de to forskere ved at pege på international forskning, der viser, at et alkoholmisbrug indtager en suveræn førsteplads, når man kigger på, hvilken skade misbruget kan medføre sammenlignet med andre.

På listen ligger cannabis, heroin og kokain langt længere nede end alkohol.

Forskningen er lavet af en gruppe britiske forskere, som har givet de forskellige rusmidler point, alt efter hvor skadelige de er for menneskets fysik, psyke og det sociale liv.

Raben Rosenberg fortæller til Videnskab.dk, at det først er i tilfælde, hvor personer får et egentlig misbrug af alkohol, at det bliver rigtig farlig.

Selvom forskerne slår fast, at alkohol er farligst, så vurderer professor ved humanbiologi på Statens Institut for Folkesundhed, Janne Tostrup, at hverdags-rygning er mere usund end weekend-druk.

Hun peger på, at forskellen på alkohol og cigaretter er, at alkoholen først for alvor bliver skadelig, hvis man drikker for meget, mens cigaretter er skadelige fra første sug.

- Stiller vi os op i Rundetårnet og kigger ud over den danske befolkning og spørger: "Hvad tager flest liv?" Så er der ingen tvivl om, at det er rygning. En person, der ryger dagligt, mister i gennemsnit 10 år af sit liv, fortæller Janne Tostrup til Videnskab.dk.

Hun understreger herudover, at de sidste år af ens liv som ryger typisk er forbundet med smertefuld kronisk sygdom, hvor man får sværere og sværere ved at trække vejret, fordi lungerne er ødelagt.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse ryger i alt 19 procent af danskerne - 13 procent dagligt og 6 procent lejlighedsvist.

Esbjerg/Rhodos: Strømmen gik på hotellet lige efter Avisen Danmark havde talt med Henrik Giese. Han opholder sig på Rhodos sammen med sin hustru, parrets tre drenge og deres kærester.

- Der er totalt kaos på hotellet. Folk er begyndt at råbe ad hinanden og er meget nervøse. Forståeligt nok. Der er ikke nogen, der har et overblik lige i øjeblikket, fortæller Giese.

Det, der skulle have været en dejlig ferie på et lækkert hotel med all-inclusive og masser af afslapning, er blevet til noget nært et mareridt.

Det er på den sydlige del af den populære ferieø, at brandene er værst, så folk er blevet evakueret fra den sydlige del af øen og indkvarteret i sikkerhed nordpå. Nogle er blevet sejlet væk fra øen. Ferieøen Korfu er også blevet ramt af de vilde naturbrande.

- Der er plads til 1.900 gæster, men lige nu er der 5.300 gæster her, så det kniber med pladsen. Folk sover overalt på gangene og rundt omkring på området. Man stjæler solsengene fra hinanden og er i det hele taget meget pirrelige. Nogle har slæbt deres bagage med, andre har bare en pose med det mest nødvendige med, og det gør jo heller ikke situationen lettere for de folk. Nerverne er lidt ude på tøjet for mange af dem, og det gør det jo heller ikke bedre, at folk sover rundt omkring på gangene, hvor de kan komme afsted med det, siger esbjergenseren.

Søndag var der 44 graders varme, mandag var det køligere, og i familiens Glieses tilfælde kommer vinden fra den rigtige retning.

Det blæser væk fra hotellet, og der er omkring 20-30 kilometer i fugleflugtslinje til der, hvor brandene raser.

- Vi er som sådan ikke selv nervøse, og planen er, at jeg og min kone skal blive her en uge mere, når drengene tager hjem onsdag. Men det handler selvfølgelig om, at der kommer styr på informationen.

- Jeg har ikke været i kontakt med Sunweb, og vi har faktisk ikke fået nogen som helst information om, hvordan vi skal forholde os. Jeg har skrevet en række sms’er til guiderne, men her mandag har jeg ikke fået noget svar, så det, jeg ved, er det, jeg kan læse på nettet. Det er utilfredsstillende. Vi er lidt i vores egen boble, og så må vi tage det, som det kommer. Der er ligesom ikke andet at gøre, siger Gliese.

Han fortæller, at der er nok af mad på hotellet, men søndag sent på eftermiddagen slap vandet på flasker op, og man måtte tage indtil byen for at få fat i noget.

- Det siger sig selv, at når antallet af gæster på hotellet mere end fordobles, så skaber det pladsproblemer. Ud over at der ikke er nok værelser og senge, så er det svært at komme til ved buffeten, der stadigvæk er fyldt pænt op, og derefter at få sig et bord at spise ved, siger Henrik Gliese.

Han er fortrøstningsfuld med for resten af ferien, men følger udviklingen tæt. Herunder muligheden for at rejse hjem tidligere.

- Drengene tager afsted onsdag, og så holder jeg en ekstra uge sammen med min kone. Hvis situationen tillader det, siger han.

Mette Schultz-Petersen bor i det første hus på højre hånd på Dejrupvej i Outrup i Sydvestjylland. Et lille dukkehus tæt på sin søster og mor, men langt væk fra Victor og Hugo på seks og fem år, der stadig bor hos deres far i Rødovre.

- Jeg tror, jeg er blevet et andet menneske, siger hun.

Ægteskabet holdt ikke til nedturen, der var begyndelsen på forvandlingen, og det vellønnede job som jurist i pædagogernes fagforbund, BUPL, sagde hun selv op.

- Jeg sad der med mennesker, der var i krise, som var blevet fyret eller bortvist, og jeg kunne ikke tage det alvorligt. Sådan havde jeg aldrig været før, men jeg var nok også for fyldt med min egen selvmedlidenhed. I hvert fald kunne jeg mærke, at sådan skulle det ikke være, så jeg sagde op, siger hun.

Hun sagde op, og efter en hård tid flyttede hun til Outrup for at komme tæt på sin mor i nabolandsbyen Lunde og storesøster Christina, der fulgte i morens fodspor for 24 år siden, og som i dag er mere lokal end de fleste i Outrup.

Alt sammen på grund af den sommerdag i 2019, hvor hun og Emerik, Mettes dansk-franske eksmand, holdt ferie i hans families hus ved den engelske kanal.

- Huset ligger på det smalle sted, hvor der er enormt meget strøm. Det ligger på toppen af en bakke, og vi gik altid ned på diget og derfra ud at bade, siger hun.

Hendes eksmand har badet på det sted, siden han var barn. Hun havde selv badet der flere gange, også når tidevandet var på vej ind, men denne gang kunne de godt mærke, at de blev trukket længere og længere mod venstre, op mod diget og de store sten.

- Det var bare en uheldig kombination af strøm og bølger, siger hun og fortsætter:

- Jeg tabte energien, for hver gang jeg fik fat i en sten og forsøgte at hive mig op, gled jeg af på det glatte algedække.

Hun kom op. Men i sidste øjeblik.

- Emerik fik hentet hjælp. En af de lokale fandt et reb, så Emerik hoppede i vandet igen og fik bundet rebet om mig og fik mig trukket op. Ingen troede, det ville ende godt, for jeg havde fået rigtig meget vand og salt i lungerne, og man kan også tørdrukne flere dage efter, og en mand i nabolandsbyen døde i en anden drukneulykke samme aften, siger hun.

Mette Schultz-Petersen døde ikke.

Men hun blev en anden. Måske på grund af ulykken, måske på grund af alle følgesygdommene, måske fordi det hele skete samtidig med, at covid havde ramt Europa, og alt, hun så i fjernsynet, var Mette Frederiksen med den ene alvorstunge kriseopdatering og dagens antal smittede og døde efter den anden – måske på grund af en kombination af det hele.

I hvert fald var lidelserne slet ikke slut, bare fordi hun var kommet op ad vandet.

- Når man kæmper på den måde, udskiller kroppen enormt meget adrenalin, så jeg fik begyndende hjertesvigt, mens jeg var indlagt i Frankrig, og jeg fik flere på hinanden følgende blodpropper, da jeg kom hjem til Danmark.

- Jeg er født med en blodsygdom, der gør, at jeg let får blodpropper, og da jeg lå på intensiv de første dage, kunne jeg slet ikke bevæge mig, fordi jeg var blevet slået så hårdt imod klipperne, at jeg havde skader overalt på kroppen, siger hun.

Som om det ikke var nok, udløste den massive stress et angreb med hudsygdommen psoriasis over hele kroppen, og to dage før nedlukningen af Danmark i marts 2020 blev hun ramt af betændelse i hjerteklappen og blev indlagt på Herlev Hospital og lagt i isolation.

Den situation, isoleret, uden besøg fra sine nærmeste og med statsministerens krisebulletiner fra et pandemihærget Europa og konstante opgørelser over døde og smittede som eneste underholdning i medierne, blev hovedet på sømmet.

Først blev hun dog boende på Sjælland. Men så trak familien i Vestjylland, og i dag er hun ved at lande på begge ben i et nyt liv, der samler brikkerne på en helt ny måde.

- Mit fundament er genetableret, men i en anden form end jeg forestillede mig, siger hun og fortsætter:

- Jeg starter selvstændig virksomhed, jeg har købt en franchise i Jura Danmark, siger hun.

Specialerne bliver familie- og arveret, især forventer hun, at hun kommer til at arbejde rigtig meget med fremtidsfuldmagter, og hun har fået hele Region Syddanmark som sit arbejdsområde.

- Det er også tanken, jeg kan arbejde i København, så jeg kan kombinere mit lidt mærkelige privatliv med min families to adresser, siger hun med et grin.

Med i Outrup bor datteren Clara på 17 år. Clara er i virkeligheden årsag til, at Mette, der dengang kun hed Petersen og var enlig mor og advokatsekretær, uddannede sig til jurist.

- Jeg var advokatsekretær, og fordi jeg gik op i mit arbejde, fik jeg opgaver, som også blev udført af advokaterne selv som for eksempel retssager op til 50.000 kroner. Men jeg fik jo kun en tredjedel i løn, så da Clara begyndte at gå i skole, tænkte jeg, at det fanme skulle være løgn, og så begyndte jeg også at læse, siger hun.

Hun var en af de få på sit jurahold på Københavns Universitet, der bestod på normeret tid. I virkeligheden fordi hun havde erfaring fra arbejdsliv og som enlig mor, tror hun.

- Jeg arbejdede 20 timer om ugen ved siden af, men det hele lå i skema. Jeg lavede opgaver fra studiet, mens jeg var til skøjteløb med Clara fem gange om ugen, og når hun var kommet i seng om aftenen, siger hun.

Så hun blev jurist, og selvom hun også er uddannet advokatsekretær og kan bogføre og lave regnskaber, er en af årsagerne til, at hun er gået med i Jura Danmark som franchise, at så slipper hun for de ting.

- Jeg gider ikke, siger hun med et grin.

Nu kan hun koncentrere sig om at opbygge sin virksomhed, og om at være der for Clara i Outrup og for drengene, når de er hos hende i Outrup, eller hun er hos dem i København.

Har I slet ikke overvejet, om de kan bo i Outrup?

- Nej, de har det rigtig godt i København sammen med deres far, og dertil kommer, at deres far er delvist fransk, og begge drenge er både danske og franske statsborgere, så de bliver opdraget to-sproget og går i den franske skole i København. De har lange skoledage, men til gengæld også rigtig lange ferier, så vi får det til at gå op, siger hun.

Selv har hun vænnet sig til, at storbyens anonyme tilværelse er væk.

- I København anede jeg ikke, hvad naboen hed. Her hører jeg spændende historier om mig selv, som jeg ikke engang altid kan genkende, siger hun og fortsætter med et grin:

- Men det kan også noget. Jeg havde en dårlig periode, og naboerne bekymrede sig om mig. De spurgte min søster henne i brugsen, hvordan det gik med mig, og nu siger de, at de kan se, det går godt igen. Og så har jeg min familie her - uden dem var jeg aldrig kommet ovenpå igen.