Da Kåre Schultz sidst sagde ja til et nyt arbejde, fik han 132 millioner kroner i bonus. Alene for at sige ja til jobbet.

Hans c.v. er frygtindgydende med årtiers topposter i Novo Nordisk, Lundbeck og israelske Teva. Frygten skyldes især tilnavnet Hard-Kåre. Kåre Schultz er kendt for en benhård ledelsesstil, hvor han lynhurtigt gennemfører vidtrækkende beslutninger - eller nødvendige beslutninger, som han vil kalde det. Et eksempel var at lukke 16 fabrikker med et snuptag og fyre 14.000 ansatte i Teva, fordi medicinalgiganten var ved at blive kvalt i gæld.

”For mig er de vigtige karaktertræk hos en leder at have viljen, evnen og beslutningskraften,” skriver han i bogen Hard-Kåre, som udkom tidligere på ugen.

Nu sidder vi på et kontor hos forlaget Lindhardt & Ringhof og skal tale om ledelse. Ikke topledelse på Kåre Schultz’ niveau, men ledelse for helt almindelige mennesker, der er blevet forfremmet, eller som kunne tænke sig at blive det.

Kåre Schultz virker i øvrigt ikke frygtindgydende, når man møder ham. Men man fornemmer, at han er sin løn værd. Her er hans fire mest håndgribelige råd.

1. Sig (næsten) altid ja

Vil man gerne have mere ansvar på sin arbejdsplads, er der én genvej, der virker: Husk at sige ja. Det mener Kåre Schultz, der har forfremmet utallige mennesker til nye niveauer.

- Alle organisationer har brug for personer, der kan løse de opgaver, der skal løses. Derfor tænker din overordnede, at det var rigtig godt, at Kåre gad at løse den opgave, han blev spurgt om. Hvis man løser den fornuftigt, så bliver man også spurgt næste gang. Hvis man omvendt siger nej, så lukker man ofte rigtigt mange døre, som man måske ikke er klar over, at man lukker, siger Kåre Schultz.

Han tilføjer, at hvis man siger ja og påtager sig en opgave, som man ikke ved, om man kan løse, så udfordrer man også sig selv. Man må tilegne sig noget viden og vil næsten altid lære noget nyt.

- Det er altid supersjovt, siger han.

Men der er undtagelser, og han har selv sagt nej flere gange. Det gjorde han, da han som ung var i gang med en kometkarriere i rejsebureauet Tjæreborg i København. Han blev bedt om at flytte til hovedsædet i Jylland, men det ville han ikke. Kort efter var han helt ude af rejsebranchen.

- Man skal ikke altid sige ja. Men man skal være klar over dynamikken ved at sige ja eller nej.

2. Leg med de rigtige

Leg med dem, der vil lege med dig, siger Kåre Schultz.

- Det er fuldstændigt åndssvagt at bruge sit liv på at prøve at gøre sig populær og lege med nogen, der ikke nødvendigvis gider at lege med dig. Det gælder for børn i skolen, men også på en arbejdsplads og med chefer, siger Kåre Schultz.

Han anbefaler, at hvis man har lederambitioner, men venter forgæves på at blive forfremmet, så er det tid til at komme videre.

- Så find en anden arbejdsplads. Gå efter det, der føles naturligt, eller det, som andre mennesker siger, at du er god til. Det er ikke sikkert, at du selv har et billede af, hvad der er det bedste for dig selv. Det er sådan noget, en god kollega eller god chef kan sige, siger Kåre Schultz og fortsætter:

- At prøve desperat at blive Formel 1-kører, hvis man ikke er et kæmpe naturtalent, er den gale vej at gå. Det er nemmere for hele ens liv at gå med det, man har talent for, og at gå med dem, der gerne vil være sammen med en.

3. Drop 60 timers arbejdsuger

Et af Kåre Schultz’ overraskende budskaber er, at man skal arbejde så få timer som muligt. Altså ikke noget med at arbejde 60-80 timer om ugen, så folk tror, at man er flittig.

- Det argumenterer jeg hårdt for, at man ikke skal. Af mange grunde. For det første er det fysisk usundt. Det er også psykisk dårligt, fordi du taber energi og overskud og dermed beslutningskraft og analytisk kapacitet, fordi du er træt. Det er hele vejen igennem en dårlig idé, siger Kåre Schultz.

- Tricket ligger i at løse jobbet på en anden måde, som er baseret på, at du bruger den minimalt nødvendige tid til at løse en opgave.

Som chef har han været vant til fyldte indbakker med rapporter og papirer, han skulle forholde sig til.

- Det gik op for mig, at jeg sad og så på det samme papir igen og igen. Det var spild af tid. Nu ordner jeg det hele fra en ende af, og så er jeg brutalt ærlig omkring de ting, jeg ikke gider at gøre noget ved. Hvis der er noget, der er superinteressant, så håndterer jeg det med det samme, siger Kåre Schultz.

Han nævner eksemplet, hvor en medarbejder kommer med et oplæg med to forslag, A eller B. Ofte vil man sige, at nu skal vi læse på sagerne og mødes i næste uge for at træffe en beslutning.

- Men tag hellere og læs det hele med det samme, tænk over det og sig: Okay, det er jo helt tydeligt, at det skal være B. Så i stedet for at vente en uge, så er det bare at ringe til dem, der har sendt det og sige: Lad os ordne det over telefonen, og så behøver vi ikke at holde et møde, siger Kåre Schultz og peger på, at det måske lyder ”Hard-Kåre”, men det frigør energi og tid.

- Så når der kommer noget, der er alvorligt eller kompliceret, så har du faktisk tid til at bruge nogle timer på at få det løst.

I øvrigt er det meget menneskeligt at skubbe de ubehagelige opgaver foran sig. Den svære samtale. Den upopulære beslutning. Men sådan gør Kåre Schultz ikke.

- Man skal altid gøre det om morgenen, for da er man mest frisk. Tag en kop kaffe, og få så det værste overstået først. Bagefter lover jeg, at man stensikkert har det bedre og har energi til resten af dagen.

Nå ja, der er også en anden grund til at droppe de lange arbejdsuger.

- Det, du har tilbage i slutningen af livet - og hvis du pludselig bliver fyret - er din familie og dine venner. Man skal altid huske at prioritere familie, venner og arbejde. Ikke arbejde, arbejde, arbejde.

4. Hold øje med tegnene på stress

- Jeg oplever, at rigtig mange mennesker bliver stressede. På alle niveauer. Topledere, mellemledere, medarbejdere. Det er rigtigt trist, får når en medarbejder går ned med stress, bliver grådlabil, irritabel og til sidst sygemeldt, så er det næsten aldrig sådan, at de kommer tilbage på 100 procent, siger Kåre Schultz.

Han mener, at det er chefens ansvar at opdage stress i tide, men at den enkelte medarbejder også har et ansvar for at håndtere det.

- Jeg har kun været i virksomheder, hvor man har taget sig ekstremt godt af medarbejderne. Det har været velorganiserede og velstående virksomheder, der har gjort alt for at hjælpe dem, der får stress. Alligevel får folk stress, og det er meget svært at få dem tilbage til, hvor de var. Så det er rigtigt vigtigt at holde øje med tegn på det: Sover jeg dårligt? Er jeg lige pludselig irritabel? Begynder jeg at græde? Synes jeg, at det hele er uoverkommeligt? Så skal man reagere på det.

Hard-Kåre - historien om en af Danmarks mest succesrige topchefer. Af Kåre Schultz i samarbejde med Ole Sønnichsen. 272 sider, 350 kroner. Er udkommet. 

Rasmus er ingeniør og arbejder med grøn omstilling, og man må håbe, at den omstilling går lidt hurtigere end hans personlige omstilling i denne sæson af "Gift ved første blik".

Her kalder hans bly udseende frue, Sara, på stortrommen for intimt samvær. Hun er stigende frustreret og savner at være begæret. Men det får ikke Rasmus til at bidrage med hverken dirigentstok eller forførende serenader.

Rasmus opfører sig, som vi plejer at se kvinderne gøre det. Han skal lige mærke efter.

Og det er ifølge psykologerne og eksperterne det helt rigtige at gøre.

Det plejer at være mændene, der giver den som logrende og ikke alt for kritiske hundehvalpe, så om ikke andet står Rasmus for en slags fornyelse af programmet med sin tilbageholdenhed.

Fornyer gør han også, da han pludselig smider alt tøjet og hopper i havnen: "Du er nøgen Rasmus", konstaterer Sara stærkt bestyrtet.

Måske er det klogt af Rasmus at vise sig nøgen. Måske kan det afmystificere og lette på præstationspresset.

For måske er er sex simpelthen ved at blive for stort et forventningspres for mange af deltagerne. En intim flanke, man ikke tør blotte.

Under "Bachelorette" diskuterede seere, om det var i orden, at den ene kvindelige deltager, Mette Sommer, kyssede på en håndfuld af de mandlige bejlere. 

Men hvordan skulle hun ellers finde ud af, om hun passede godt sammen med en af dem?

Det samme kan man sige i "Gift ved første blik".

Inden man fejer hinanden over i krogen for venner - og det er der mange høflige tilløb til igen i denne sæson - er det måske en god idé at prøve at være nøgne sammen, kysse og nusse lidt og også mærke efter på den fysiske måde.

Det kan være lidt eller meget. Men helt uden fysisk kontakt. Tja. Så er det op ad bakke.

Rasmus og Sara var mine favoritter. De var i første afsnit sødere end et dobbeltlag Nutella på en chokoladekage. Nu er den kage desværre blevet lidt tør og kedelig. 

I stedet er optikeren Line og kranføreren Mark strøget ind på førstepladsen som de mest rummelige og lattermilde sofahyggere. Og som det par, der gider at være gift.

Køkkendesigner Martin har vist fået talt sig grundigt ned i Pernilles ører. Hun er, når hun ellers kan få et ord indført, begyndt at sige ting som, at hun aldrig vil bo sammen med en mand igen, og at hun i øvrigt ikke er sikker på, at de to er et godt match.

Bedre går det ikke for tøjbutiksejeren Jeanette og hendes lakridsdirektør Michael. Han føler sig afhørt om og derefter fordømt for sin fortid - og til ingen verdens nytte. For Jeanette tænder ikke på ham, siger hun, men kan godt se, at han vil være en god far!

Endnu værre går det for den meget tavse Nicklas, der ellers er begyndt at gøre sig lidt mere umage. Han prøver for eksempel velvilligt at forstå Saras systemer for håndklæder og opvaskebørster. Ægtefællerne er gået fejl af hinanden siden bryllupsrejsen, og da de finder ud af, at løsningen måske er "kun" at være weekend-gifte, skynder Sara sig at sikre, at Nicklas tager alle sine ting med ud af hendes hjem.

Hvordan skal det dog gå? Det ved vi godt. Med skilsmisser.

Alligevel sidder vi - cirka en halv million seere - uge efter uge og bruger dybt forudsigeligt vores tid på forudsigelighed.

Måske vi skal prøve at mærke efter, hvad vi egentlig har brug for!

"Gift ved første blik". Sendes hver torsdag på DR, men kan også streames på DRTV.

Forældrene kunne ikke forstå det.

Lærerne forstod det ikke.

Familie og venner havde svært ved at forstå det.

Og Charlie selv - han forstod det lige så lidt. Men han kunne mærke det.

Han havde ondt i maven. Hver dag. Han var ked af at gå i skole. Han græd og klamrede sig til sin mor, hver morgen når hun afleverede sin dengang otte-årige skoledreng. Han tryglede om at blive hjemme eller først møde efter 10-frikvarteret.

- Skolen og mange forstår ikke, hvorfor Charlie har svært ved at komme i skole, når han nu er sådan en god dreng. Han trives socialt, er meget vellidt, har mange venner og kommer aldrig i konflikt med andre børn, fortæller Michelle Collins, mor til Charlie.

Men maven løj ikke. Pinen blev værre. Madpakker og drikkedunke begyndte at komme urørte med hjem i skoletasken igen. Charlie raslede to vægtkurver ned.

Familiens læge ordinerede medicin mod for meget mavesyre for at undgå, at det udviklede sig til mavesår, og skolen anbefalede, at Charlie kunne få hjælp via "Cool Kids", et forløb for børn med angstproblematikker.

Forældrene kunne ikke få den kasse, som Charlie skulle puttes ned i, til at passe. Han havde lidt svært ved at læse, men alt det andet? Det var ikke den Charlie, de kendte, og forældrene bad om at få Charlie testet for ordblindhed, men det kunne tidligst blive efter sommerferien, når Charlie startede i 4. klasse.

Så familien gik selv ud og hyrede en privatlærer. Efter et 10-ugers forløb hos Holstebro-virksomheden WiseMe, der tilbyder én-til-én undervisning, har Charlie rykket sig to klassetrin og læser nu, som en normal tredjeklasses elev - og endnu vigtigere, han er igen blevet glad for at komme i skole.

Ingen mavepine.

Ingen medicin.

Intet angstproblematikker.

Ingen tegn på ordblindhed.

Men en dreng, der med et stort smil siger, at dansk og svømning er hans yndlingsfag i skolen.

- Det er blevet nemmere at gå i skole, fortæller Charlie.

Historien om skoledrengen fra Herning er ikke et særsyn, oplever Pernille Sloth Lindhardt, grundlægger af WiseMe.

For øjeblikket har hun cirka 47 børn og unge i et forløb, og mange af dem har skolevægring, som bunder i "faglig mistrivsel". Det er velfungerende og sociale børn med masser af venner og ofte fra stærke familier, men som kommer i mistrivsel, fordi fagligheden har svigtet, og børnene ikke kan det, de skal kunne.

- Der er en kæmpe blind vinkel i debatten om skolevægring. Fokus er næsten udelukkende på fællesskaber og på at få barnet bragt tilbage i disse fællesskaber, men fællesskaber kan ikke redde et barn fra faglig mistrivsel, pointerer Pernille Sloth Lindhardt, der både er uddannet folkeskolelærer, læsevejleder og ordblindelærer.

Hun peger på, at børns læringskurver går op og ned, og hvis barnet i en periode er nede i en kurve - måske fordi der sker et eller andet i familien, så kører det faglige tog, og barnet står med nogle faglige huller, som det ikke selv kan hente op.

- Der er også et fagligt fællesskab blandt dem, der er gode til at læse, skrive eller regne. Hvis du står udenfor - som den, der ingenting kan, så opstår mistrivslen, angsten, mindreværdet, den dårlige selvtillid og det dårlige selvværd, er Pernille Sloth Lindhardts erfaring.

I Herning sidder Charlies mor og kan nu pludselig se, hvorfor hendes søn havde ondt i maven.

Selvfølgelig havde han det. Han blev bedt om at læse højt fra en bog foran hele 2. klasse, og han var på niveau med en børnehaveklasseelev, der kun læser to-stavelsesord: Ko, gå...

- Han har jo haft overkrav hele tiden. Det er klart, at han ikke kunne kapere det, siger Michelle Collins, der ikke kan lade være med at spekulere på, hvad det gør ved én, når man bliver bedt om at gøre det jævnligt:

-  Det svarer jo til, at du fik at vide, at du hver dag skulle slå fem vejrmøller foran alle kolleger, og så kan du stå der og ligne en Per Tot, der ikke kan slå vejrmøller.

Charlie har smidt sig på sengen, trukket en kulørt bog ud af reolen og spørger, om han skal læse højt, og sætter i gang - uden at vente på svaret. Tempoet er raskt og uden ret megen vaklen:

Jeg ved godt, hvor vi skal hen. Vi skal hen til den gamle mølle. Hvordan kommer vi hen til den gamle mølle, spurgte Emil. Vi skal først finde et højt træ. Når vi finder det, skal vi løbe til venstre. Så er vi der, sagde Lasse. Det var nemt at finde den første post ved den gamle mølle. Nu skulle de løse den første opgave. Der lå nogle tændstikker og et lille brev...

Tidligere græd og gemte Charlie sig under dynen, når der skulle læses derhjemme.

- Vi var godt klar over, at Charlie havde svært ved dansk, og det italesatte vi også over for skolen, og han fik ekstra dansk undervisning, men det flyttede bare ikke rigtigt noget, fortæller Michelle Collins.

Skolen begyndte også at lufte over for forældrene, at Charlie var en dagdrømmer, der sad og kiggede ud ad vinduet og lavede små tegninger, fortæller Michelle Collins:

- Netop fordi han er en pligtopfyldende dreng, hvor der hverken har været behov for at inddrage PPR eller søge SPS-midler, har skolen haft svært ved at finde ind til kernen af problemet. Alt fokus har været på det sociale og barnets adfærd som det, der ligger til grund for, at det faglige bliver svært - mens der ikke har været fokus på læringsmiljøet, oplever Michelle Collins.

Hun arbejder selv som socialpædagog og har også professionelt været vidne til en udvikling, som, hun mener, er gal.

- Vi bevæger os i en retning, hvor alt for mange børn diagnosticeres fremfor for at få hjælp. Hvad gør det ved børn at få stempler så tidligt i livet?, spekulerer Michelle Collins og tilføjer:

- Det, der gør mest ondt på mig som mor, er, hvis vi ikke selv aktivt havde søgt hjælp. Hvad ville det have fået af konsekvenser for Charlie, hvis han havde fået at vide, at han havde angst, og året efter fik stemplet som ordblind?

Pernille Sloth Lindhardt underviste 19 år i folkeskolen, inden hun stiftede WiseMe. Hun oplevede, at elevers faglig mistrivsel og skolernes høje forbrug af vikarer ikke er noget, man så gerne taler om inden for skoleverdenen.

Men der mangler lærere i folkeskolen, som har en efteruddannelse som læsevejledere og ordblindelærere - og der mangler tid til den enkelte elev, påpeger hun:

- Tempoet skal sættes ned. For meget undervisning bliver desværre for overfladisk, og det går for stærkt. Der er for mange ting, man skal nå som folkeskolelærere, og de ressourcecentre, som skal hjælpe disse børn, har ikke de timer, der skal bruges.

Et ombygget og renoveret museum i det sydlige Tyskland er endnu et stærkt vidnesbyrd om, at Tyskland forener sig mere og mere med det sorteste kapitel i forbundsrepublikkens historie: Nazi-tiden.

I de idylliske sydtyske bjerge udtænkte Adolf Hitler nogle af verdenshistoriens mest omfattende strategier for krig og den grusomme udryddelse af millioner af jøder.

Obersalzberg hedder den bjergskråning, som blev hjemsted for mange højtstående nazister med tilhørende kaserne og underjordiske gange. Berghof var Hitlers foretrukne tilholdssted, og området var dengang ifølge TV2 Tysklands hemmelige hovedstad.

I 1999 åbnede museet "Dokumentation Obersalzberg", og turisterne er siden strømmet til i et antal, der har kaldt på bedre og større faciliteter. Det har tyskerne og europæerne nu fået.

Det er ekstremt positivt, at historien om Hitlers forbrydelser ikke går i glemsel eller bliver fortrængt. Vi står på skuldrene af vores forfædres bedrifter og fejl - og i Tysklands tilfælde historisk grusomme forbrydelser. 

Skammen over fortiden har helt naturligt plaget rigtig mange tyskere. At holde historien om Hitler i live er den helt rigtige medicin.

I 2005 åbnede i hjertet af Berlin mindesmærket Holocaust-Mahnmal, mindesmærke for Europas myrdede jøder. Sammen med de mange forskellige koncentrationslejre er det nogle af de vigtigste europæiske steder at bevare for fremtiden. Og besøge. 

Mine børn er slet ikke i samme omfang som min egen og mine forældres generation vokset op med en klar bevidsthed om Anden Verdenskrig. Derfor gik efterårsferien for to år siden også til koncentrationslejren i Dachau, der var den første af sin slags - og som allerede blev taget i brug i 1933, da Hitler kom til magten!

En udvidet tænkepause enten foran krematoriets ovne i Dachau, i de sydtyske alper på Obersalzberg eller blandt rektangulære gravstene af beton i Berlin bør alle give sig selv og de næste generationer i gave. Det er en ufattelig vigtig historietime.

"De små synger" er langtfra en idyllisk sangbog for de mindste. Her er smæk, skældud, hustruvold, dyredrab og voldsomme cykelulykker.

Men det faldt mig ikke så meget ind, da jeg var lille og glædestrålende sang "Se den lille kattekilling" og sled min første udgave af "De små synger" op. Jeg elskede tegningerne og bladrede i bogen dagligt, når jeg var blevet puttet. Resultatet var, at den faldt fuldstændig fra hinanden.

I skrivende stund ligger foran mig en jubilæumsudgave af den lille blå bog, som i den særlige anledning er blevet søgrøn og forgyldt. Thomas Buttenschön har samtidig indspillet 10 af sangene, og de kan nu streames.

Alt dette, fordi jubilæet er et af de store: 75 år.

"De små synger" er et stykke kulturarv - ja, men er den stadig levende? Aktuel? Relevant?

Er "De små synger" en bog, vi bruger til at synge sammen med børnene? Eller er den snarere en gave, vi giver til dåb og tidlige fødselsdage, fordi vi synes, at sangbogen er topklassisk på linje med "Emil fra Lønneberg" og "Halfdans ABC"?

Det er svært at svare på, men den vil stensikkert ikke blive ved med at udkomme i diverse udgaver, hvis der ingen interesse er for at købe den.

Jubilæumsudgaven foran mig er med få undtagelser med samme indhold som den første, der udkom i 1948.

Der er sket meget på 75 år, så ikke uventet er der tekster, som sætter sig på tværs i sanghalsen.

Tag nu blot en af mine absolutte yndlingssange: "Fra Engeland til Skotland". Vidunderligt tempo, og jeg elskede humoren - må jeg jo indrømme. Særligt det her vers fandt jeg sjovt: "Vor skipper prygled' konen både gul og blå hver dag. Så blev hun hejst i mastens top - det var det svenske flag."

Eller hvad med gyser-sangen: "Inger går i skole"?

Inger, der har taget en pæn kjole på uden at få lov - fy, da føj, forfængelige Inger - passerer fire drenge, der "leger slagsmål med en neger".  Drengene pletter Ingers kjole, så hvad vil "moder sige til sin slemme pige" og "lærerinden skænder, Ingers kinder brænder".

Der er ikke meget oprør og drengepige over den fordømte Inger.

Allerede som barn fattede jeg ikke, at "Poul sine høns" i haven lod flyve, når der var en ræv, men jeg forstod, at han desværre var bange for at komme hjem til sin mor. Jeg forstod heller ikke sangen "Tre søde småbørn", hvor ungerne sidder klistret til ruden med øjne blå og venter på, at deres far skal komme hjem fra arbejde.

Hjemme hos os var det mor, jeg ventede på.

Den dårligste sang af dem alle er og var "Vi har hos os en bitte Mett".  Den handler om Mett', som er så dygtig til at hjælpe til og gøre alt, hvad de voksne siger. Men Mett' findes også i en såkaldt skidt version, som flæber, og som er snavset, og som skal have smæk og op i seng.

Morale: Hvis man er ulydig, er man et dårligt menneske, der nødvendigvis skal straffes med vold.

"De små synger" er en brutal omgang. "Ti små cyklister" var en barsk indføring i trafiksikkerhed. De medvirkende dør jo som fluer. Men man må sige, at sangen virkede. Jeg er superhysterisk med cykelhjelm og den slags. 

Samme kontante brutalitet finder vi i "På en grøn bakketop", hvor en fæl, fæl jægers-jægersmand skyder den ene hare, så den anden sidder alene og græder. Eller den hæslige jæger, der plaffer kragen i "Højt på en gren en krage". Morale: Vi kan ikke lide jægere.

Hvor sjovt er det også lige at være mus i "Se den lille kattekilling?" Eller den lille frø, der i mosen sad og var så glad - lige ind til stork langeben kom forbi.

Mit personlige eventyr med "De små synger" slutter her. Selv om der stadig er søde sange, klassikere som vores nationalsang og julesange. Og selv om Bitte Böchers tegninger fremkalder nostalgiske stemninger, så kysser jeg personligt sangbogen godnat her på jubilæumsdagen.

Det må være okay at pensionere en 75-årig.

"De små synger". 134 børnesange for de mindste. 128 sider - jubilæumsudgave.