I Aabenraa i den sydligste del af Jylland er byrådsmedlem Hans-Christian Gjerlevsen, eller bare HC som han kalder sig, ved at vænne sig til at være DF’er.

Det har han været i under to uger, efter at han forlod Nye Borgerlige og gik til Dansk Folkeparti sammen med resten af bestyrelsen for lokalafdelingen i Aabenraa.

Det var sådan set ikke politikken, den var gal med.

Skiftet er derimod sket efter lang tid med uro og konflikt i den lokale afdeling, som Hans-Christian Gjerlevsen ikke følte, at Nye Borgerliges partitop og organisation hjalp til med at løse.

- Til sidst kiggede vi hinanden i øjnene og blev enige om, at bægret var fyldt, siger Hans-Christian Gjerlevsen.

Han er en af de efterhånden mange byrådsmedlemmer, som Nye Borgerlige har mistet siden det seneste kommunalvalg.

64 byrådsmedlemmer er blevet til 41 for Nye Borgerlige, der lørdag holder landsmøde i Vejle. Det svarer til, at partiet har mistet mere end hvert tredje byrådsmedlem.

I kulissen står Dansk Folkeparti klar til at samle en del af de frafaldne op.

Det er en offentlig kendt hemmelighed, at Dansk Folkeparti igennem lang tid har kigget mod Nye Borgerlige i håbet om, at partiets nedtur kan blive en fordel for Morten Messerschmidt og hans parti.

Det er nemlig ikke ret længe siden, at det var Morten Messerschmidt, der måtte se til, mens den ene markante DF-profil efter den anden forlod hans parti.

Mange gik på det tidspunkt til Inger Støjbergs nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.

I flere meningsmålinger var Dansk Folkeparti dømt ude af Folketinget, men partiet klarede sig lige akkurat over spærregrænsen ved valget sidste år.

Det seneste år har det så været Nye Borgerliges tur til at gennemleve en alvorlig krise med et formandsskifte, der gik helt galt, et formandscomeback til Pernille Vermund, medlemsflugt og målinger omkring spærregrænsen.

Indtil videre viser en optælling, at fem byrådsmedlemmer har skiftet fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti, mens 17 personer med tillidsposter er skiftet.

Iblandt dem er der tidligere hovedbestyrelsesmedlemmer, tidligere lokalformænd, folketingskandidater og byrådskandidater.

Derudover har to af partiets tidligere folketingsmedlemmer Mette Thiesen og Mikkel Bjørn meldt sig ind i Dansk Folkeparti.

Nye Borgerliges presseafdeling oplyser, at hverken Pernille Vermund eller andre fra partiet stiller op til interview om interne forhold i partiet.

Internt i Dansk Folkeparti er forventningen, at flere vil følge efter partihopperne fra Nye Borgerlige inden kommunalvalget om to år, og formentligt vil man også se flere skifte parti allerede inden jul.

Det er blandt andre Dansk Folkepartis partisekretær Simon Vanggaard, der er med til at lave benarbejdet, når Nye Borgerliges medlemmer skifter parti.

- Politik er jo den nulsumsspil, så vi går efter at få så mange mandater som muligt både i Folketinget, byrådet, EU-parlament og region og så videre, siger Simon Vanggaard, der bruger tid på at tale og drikke kaffe med de lokale folk i kommunernes byråd og lokalafdelinger, som virker utilfredse med det parti, de er i, når de henvender sig.

- Politik jo er en konstant konkurrencesituation. Så desto mere udfordret vores konkurrenter er, desto stærkere vi selv står, desto bedre er det for os. Vi er ikke ude på at slå nogen ihjel, men vi er heller ikke ude på at holde nogen i live, siger han.

Sommetider udvikler kaffesnakken sig til et medlemskab.

- Nogle af dem, vi har fået med ombord, er nogle, der har været medlemmer for måske 10 år siden. Jeg har lige været på Læsø i sidste uge. Der fik vi en konservativ viceborgmester over, der havde været medlem hos os for 16 år siden, siger Simon Vanggaard.

Det har ikke været muligt at få et interview med Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, men Dansk Folkepartis gruppeformand på Christiansborg, Peter Kofod, lægger vægt på, at det foregår ”udramatisk”, ”fredeligt” og ”roligt”, når hans parti tager imod afhoppere fra andre partier.

- Jeg kan bare sige, at vi har fokus på at drifte vores eget parti og udvikle vores eget parti. Vi er inde i en udvikling lige nu, hvor nogle af de ting, vi har arbejdet på længe, lige så stille begynder at give potte og bære frugt. Så hvis du spørger mig, om vi har en strategi for sådan noget, så svarer jeg entydigt: Nej, det har vi ikke, siger han og tilføjer:

- Vi har en strategi om at gøre gode ting for DF, og når flere så siger, at det kunne de godt tænke sig at være med til, ja, så lukker vi dem en gang imellem ind.

Morten Messerschmidt har flere gange sagt, at Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ligger meget tæt på hinanden politisk. Nye Borgerlige har mistet 24 byrådsmedlemmer, men det er trods alt kun lykkedes jer at samle fem op. Hvorfor?

- Ja, det kan jeg ikke svare på, fordi man kan sige, at vi har en åben telefon, uden at det skal lyde som om, at der skal ske alt muligt. Det må folk helt selv om. Vi har ikke noget måltal, siger Peter Kofod.

- Dansk Folkeparti har før i tiden haft problemer. Dem har vi lagt bag os. Så er der andre partier, altså Nye Borgerlige, som nok også har haft en tumultarisk tid, og det må de så selv håndtere.

Hos pengevogterne i Finansministeriet fortsætter man med at finde flere milliarder i statskassen.

Men bag facaden skjuler der sig en anden virkelighed.

For trækker man medicinalindustrien og særligt slankemiddel Wegovy ud af ligningen, så har man en anden fortælling.

En fortælling om en dansk økonomi, hvor vækstkurven er gået i stå - og måske er på vej i bakgear.

Derfor ønsker Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) at gå en anden vej, end den regeringen, og særligt de økonomiske vismænd, anbefaler.

For ifølge AE bør der bruges op til 10 milliarder kroner mere i 2024. For at holde hånden under den danske økonomi.

- Finanspolitikken bør føres ud fra, hvad der er bedst for dansk økonomi bredt set, og ikke føres ud fra salgstallene i en enkelt virksomhed. Uden Novo Nordisk så er dansk økonomi i bakgear, og vi ser nok ind i en recession, siger Gustav Elias Dahl.

Regeringen har fremlagt et forholdsvis stramt finanslovsforslag.

For lægger man for meget pres på økonomien, så risikerer den nuværende gode periode at blive afløst af en dybere og længerevarende økonomisk nedgang bagefter.

De økonomiske vismænd mener, at der brug for en endnu strammere finanslov.

Spørgsmålet er dog, om økonomien virkelig er så stærk, at man bør hive i håndbremsen.

Ifølge de økonomiske vismænd har medicinalindustrien drevet Danmarks vækst, hvor produkter som diabetesmedicin og Wegovy har trukket overskrifter.

- Det er problematisk, hvis man baserer finanspolitikken udelukkende på BNP-væksten, uden at huske på, at en stor del kommer fra én enkelt virksomhed, siger Gustav Elias Dahl.

Men man kan vel ikke tage Novo Nordisk ud af ligningen?

- Det er glædeligt, at Novo Nordisk bidrager positivt. Dog foregår en stor del af salget i udlandet, så det er ikke ensbetydende med et stort inflationspres herhjemme.

- Samtidig udgør Novo Nordisk kun en lille del af den samlede beskæftigelse, så det indikerer ikke, at der er et stort pres på arbejdsmarkedet.

I stedet mener AE, at man bør fremrykke det offentlige forbrug med op til 9,7 milliarder i 2024, udover hvad regeringens finanslovsforslag allerede lægger op til.

- En stram finanslov kan dæmpe dansk økonomi. Vi mener ikke, det er nødvendigt, da størstedelen af økonomien allerede er i tilbagegang, siger Gustav Elias Dahl og fortsætter:

- At fremrykke noget af det offentlige forbrug vil ikke påvirke inflationen markant. Derfor skal man ikke frygte, at inflationen eksploderer igen.

I alt estimerer AE, at forslaget vil øge inflationen med 0,04 procentpoint i 2024.

Årsagen til, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil øge det offentlige forbrug, skyldes primært én ting.

For frem mod 2040 vil der komme flere børn og ældre i Danmark. Det betyder flere med plejebehov, men færre til at betale regningen.

For at løse det problem er det besluttet, at Danmark skal sigte efter et underskud på de offentlige budgetter svarende til en halv procent af BNP i 2030.

For at opnå det, så skal man føre en ”lempelig” finanspolitik.

Arbejderbevægelsen er bekymret for, at regeringens stramme finanspolitik vil forsinke de nødvendige lempelser. Det kan føre til en "hockeystav-politik", en strategi kendt fra klimapolitikken, hvor man venter med at handle til det sidste øjeblik.

Og det kan få konsekvenser.

- Uden lempelser nu kan vi stå over for drastiske ændringer i fremtiden. Ved at tage en mere balanceret tilgang nu kan vi forhindre økonomisk usikkerhed, siger Gustav Elias Dahl.

Hvilken forskel gør det, hvis man laver lempelserne i 2025 eller 2028 i stedet?

- Hvis man koncentrerer lempelser til nogle få år, betyder det, at man skal lave nogle meget kraftige lempelser. Det kan jo puste meget mere til inflationen og øge kapacitetspresset i dansk økonomi, lyder det.

3F's cheføkonom, Frederik Pedersen, er uenig i vismændenes vurdering af, at der skal strammes endnu mere i finanspolitikken.

Men han stiller sig samtidig tvivlende over for Arbejderbevægelsens Erhvervsråds forslag om at bruge næsten 10 milliarder kroner ekstra i 2024.

Han udtrykker bekymring for inflationen og undrer sig over, hvor man skal finde de nødvendige ekstra hænder, hvis det offentlige forbrug øges.

Desuden er han usikker på, om væksten virkelig er så svækket som antydet. Derfor mener han, at 10 milliarder ekstra ''lyder voldsomt.''

- Tingene er bremset, det er der ikke nogen tvivl om, for presset på arbejdsmarkedet er lettet en smule. Jeg hælder dog mere til en forsigtig tilgang, hvor vi træder på den finanspolitiske kobling og afventer udviklingen, siger han.

For ifølge Frederik Pedersen er der tvivl om, i hvor høj grad økonomien er gået i stå i Danmark, når man ser bort fra medicinalindustrien.

- Paradokset er, hvordan beskæftigelsen kan blive ved med at stige så kraftigt, hvis den underliggende vækst skulle være så svag.

Vismændene konkluderer, at beskæftigelsen kan være holdt kunstigt oppe, fordi virksomhederne frygter at miste kvalificerede medarbejdere, de ikke kan erstatte. Kan der ikke være en pointe i det?

- Der kan godt være en hamstringseffekt. Men så undrer det mig, at der stadig er så mange jobopslag. Faktisk ligger antallet højere end før corona. Efter at have fulgt dansk økonomi i over 20 år, har jeg bemærket, at når vi støder på sådanne paradokser, viser de ofte sig ikke at eksistere.

- Fordi hvis det passer, at væksten falder, mens beskæftigelsens stiger, så betyder det grundlæggende, at virksomhederne ikke arbejder så effektivt som før. I teorien kunne de have færre ansatte og stadig håndtere efterspørgslen, bare ved at organisere sig og arbejde på samme måde som de gjorde for 1½-2 år siden.

Mens AE vil træde blidt på speederen, 3F på koblingen og de økonomiske vismænd på bremsen, så mener finansminister Nicolai Wammen, at regeringen har fremlagt et fornuftigt finanslovsforslag.

- Jeg synes, at vi har ramt den helt rigtige balance, sagde Wammen i forbindelse med udgivelsen af vismandsrapporten.

Mens Venstre står uden formand efter Jakob Ellemann-Jensens afgang, udkommer fem Venstre-profiler med en debatbog, som indeholder en række kontroversielle forslag.

Blandt andet mener de fem politikere, som tæller politisk ordfører Morten Dahlin og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre, at hvis Danmark skal lykkes med at skabe en grøn omstilling af samfundet og nå de ambitiøse mål om at reducere 70 procent af CO2-udledningen i 2030 og være CO2-neutrale i 2045, skal vi satse på atomkraft.

- Det er en gammeldags og forstokket holdning i det politiske system over for atomkraft. Den er bygget på scenarier og teknologier, som ikke længere er tidssvarende. Vi foreslår jo ikke, Tjernobyl skal komme til Danmark. Vi ønsker at undersøge mulighederne for den såkaldte fjerde-generationskernekraft i Danmark, forklarer Morten Dahlin, Venstres politiske ordfører, og sammen med Marie Bjerre, regionsrådsformand Mads Duedahl, rådmand i Odense Christoffer Lilleholt, og klimaordfører Linea Søgaard-Lidell er han en af forfatterne bag debatbogen "Må jeg være fri", som udkommer hos Gyldendal i næste uge.

- Vi er interesserede i at have en grøn omstilling, hvor vi bremser, eller i hvert fald reducerer klimaforandringerne. Og vi vil gerne have det på den mest grønne måde, vi vil gerne have det på den billigste og den sikreste måde, forklarer Morten Dahlin.

Den såkaldte fjerde-generations kernekraft kræver ikke et stort kraftværk for at kunne levere energi. Det kan foregå i større containere, som kendes fra containerskibe. Sådanne containere er Christoffer Lilleholt klar til at få opstillet i Odense Kommune, hvor han er Venstres rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

- Med de nye muligheder inden for kernekraft fylder affaldsproduktet ikke ret meget. Jeg tror, det er omkring tre-fire flyttekasser for et helt års forbrug af energi i Danmark. Det vil jeg hellere få gravet ned forsvarligt ned et sted i stedet for at køre på som i dag, hvor vi i Odense fyrer med kul, der jo både skader klimaet helt ekstremt og er dårligt for luftkvaliteten, forklarer Christoffer Lilleholt.

- Kunne det være i Odense Kommune?

- Ja, det kunne det godt være. Odense er en stor kommune, og hvis man bare sørger for at afskærme det forsvarligt, så det ikke er radioaktivt. Det gør vi jo også meget andet energiaffald i dag, siger Christoffer Lilleholt.

Men indførelsen af atomkraft i Danmark er ikke det eneste kontroversielle forslag, som de fem yngre Venstre-politikere lancerer i bogen. De fem politikere mener også, at det meget udskældte boligskattesystem skal skrottes. Så i stedet for at betale løbende boligskat af ens boligs værdi, bør man i stedet betale skat af den fortjeneste, man får, når ens bolig bliver handlet.

- Selv om det kommende ejendomsskattesysem med alle de udfordringer, det har, jo ender med at blive en lille smule bedre end det gamle ejendomsskattesystem, viser de udfordringer og de historier, vi hører rundt omkring jo bare udfordringen ved at prøve at beskatte noget af en værdi, der ikke rigtig eksisterer. Derfor mener vi, at i den ideelle verden burde man jo have et system, hvor man ikke betaler løbende boligskatter, men i stedet for bliver beskattet, hvis man sælger sin bolig med en gevinst, fordi så ved man, hvad man betaler skat af. Og vi har jo ikke nogen andre steder, i hvert fald meget få andre steder i vores skattesystem, hvor vi beskatter noget, man ikke kender værdien af - hvor staten gætter, hvad dit hus er værd, og derfor skal der betales så og så mange tusind kroner i skat, siger Marie Bjerre.

Selv om de fem Venstre-politikeres bog handler om et opgør med "systemstaten", erkender de dog, at det næppe lader sig gøre med så drastisk en omlægning af boligskatterne inden for den nærmeste fremtid, og derfor ønsker de i første omgang, at boligskatterne gradvist sænkes.

På boligområdet foreslår de fem Venstre-politikere også en reform af hele boligstøtten, så færre lejere end i dag kan modtage tilskud til at betale huslejen på deres lejebolig.

- Vi har skabt nogle instrumenter og en styring i vores samfund, der gør, at det er rigtig, rigtig lukrativt at bygge lejeboliger. Dem, der bygger dem, kunne lige så godt bygge ejerboliger, siger Christoffer Lilleholt, mens Morten Dahlin supplerer:

- Christoffer, Mads og jeg har alle siddet i byråd, og lad os være ærlige: Vi har alle sammen oplevet, at når der skal laves nye byggerier, så kommer der entreprenører, og de bygger lejlighederne efter de mål, som man kan få boligstøtte til. Du kan nok ikke få nogen til at sige det offentligt, men hvis du kigger på meget nybyggeri, så rammer det lige præcis inden for grænserne for, hvornår man kan få boligstøtte. Boligstøtte har udviklet sig fra at være en sympatisk tanke, hvor vi siger, dem, der ikke har råd, at de skal have en hjælpende hånd, så de har tag over hovedet, til at være spredt bredt ud over alle - også folk med høje indkomster. Som borgerlige, som liberale, må vi bare sige, det er en forkert udvikling. Det er sundt for et samfund, når der er flere, der ejer deres egen bolig, siger Morten Dahlin.

På trods af at Jakob Ellemann-Jensen har givet Troels Lund Poulsen den politiske ledelse af Venstre, ønsker formandskandidaten ikke at forholde sig til forslagene fra partifællerne, men det gør Venstres gruppeformand på Christiansborg, Lars Chr. Lilleholt, som også er far til Christoffer Lilleholt. Han forholder sig dog ikke til de konkrete forslag, men siger i en skriftlig kommentar:

- Det er godt, at vi i Venstre har så mange dygtige, politiske talenter, der gør sig tanker om samfundets indretning og som brænder for at deltage i debatten. Det er rigtig godt for Venstre. Jeg vil samtidig gerne understrege, at Venstre er i regering, og vi har et målrettet fokus på at indfri de mange, stærke borgerlige resultater, der ligger i regeringsgrundlaget.

En kvindemishandlingssag, der behandles ved Retten i Herning er i enhver henseende noget for sig selv. Selve den grovhed og bestialitet i mishandlingen, som en 32-årig mand er tiltalt for, er i sig selv ud over det sædvanlige. Det er mildt sagt også den dramatik, der udfoldede sig i den midtjyske by Skarrild, da han blev anholdt midt om natten 15. september sidste år.

Det fortalte en af de involverede politikfolk i retsmødet fredag. Det var den politiassistent, som tog en intens kropslig kamp med manden, der forsøgte at tage flugten, da politiet ville anholde ham. Kampen foregik inde i en bil, han havde stjålet, og som han forsøgte at stikke af i.

- Jeg tildelte ham to slag med politistaven, men det havde ingen effekt overhovedet. Han satte sig ind i bilen og smækkede døren i, fortalte politiassistenten om sekunderne inden det blev til et heftigt håndgemæng  inde på førersædet af bilen, en BMW-muskelbil.

Forhistorien var slet ikke den kvindemishandlingssag, der lige nu fylder det meste i sagen mod manden, det kom først til senere. Det var et biltyveri, der var årsagen til, at en række betjente var troppet op for at anholde manden, man endelig have fundet, efter at han en uge forinden var stukket af i rasende fart under en hektisk politijagt.

Da betjentene ikke kunne få ham til at åbne døren, slog de en rude ind for at komme ind i huset, hvor han opholdt sig. Straks for han ud af en anden dør og benede fra dem. Selv en politihund, der havde bidt sig fast i mandens shorts, trak han afsted med og nåede over til skolens parkeringsplads, hvor han havde den stjålne BMW holdende.

- Jeg nåede at få min politistav i klemme i døren, så jeg kunne åbne døren. Jeg prøvede at trække ham ud, men han var noget stærkere, end jeg var. Da jeg kunne høre, han startede bilen, kastede jeg mig ind og fik  mit højre underben placeret på hans lår, og mit venstre ben fik jeg ned til bremsen, fortalte betjenten.

Han sad således ovenpå manden, der forsøgte at køre bilen, men kun et par meter. De kæmpede som rasende, fremgik det af politiassistentens forklaring, som blev bekræftet af en kollega.

Denne kollega kunne ikke komme til i førersiden, men ville om til passagersiden og ind den vej, da han hørte bilen blive startet, mens der var kamp mellem de to mænd på forsædet. Så trak han sin tjenestepistol og pløkkede de to bagdæk flade, så kørende flugt var umulig.

Derefter skyndte han sig om til døren i passagerdøren, hvor han kunne høre sin kollega råbe.

- Han råbte til manden, at han skulle overgive sig, men det var ikke så lige til. Der var hård kamp, så han råbte også til os kolleger: "Hjælp mig, hjælp mig nu for helvede, giv ham noget peber." Det gjorde jeg, og lidt efter kunne han anholdes, fortalte kollegaen i sit vidneudsagn.

Siden har manden siddet bag tremmer, for politiet fandt ud af, at han ikke bare er en høj, bomstærk fyr med speciale i tyveri af store biler og dertilhørende vanvidskørsel. Han havde også en ekstrem voldelig side, der gik ud over hans kæreste, mener politi og anklagemyndighed.

Det er nok så meget den sag, der - sammen med biltyverierne og vanvidskørslen  - behandles ved retten, som vel at mærke ikke har afsagt dom endnu. Hvis han bliver dømt, og domsmandsretten følger hele anklageskriftet, er det en ordentlig mundfuld, en straf skal måles ud fra:

Han er tiltalt for gennem et halvt år at have udsat kæresten for frihedsberøvelse, trusler på liver, voldtægt og andre grove seksuelle forulempelser, grove ydmygelser, torturlignende mishandlinger, bl.a. med brug  kvælertag, knebling, bagbinding, pisk, saks, kniv, baseballbat og boltsaks.

Retssagen fortsætter mandag.

Lige så stille sniger dansere sig ind på scenen. Noget skal snart ske. Og så bum! Bassen sitrer i mavemusklerne, ørerne flyder over af vellyd, og foran øjnene er der ikke andet end lækkerhed svøbt ind i forførende rødt.

"Moulin Rouge - The Musical" er en gribende omgang, gennemmusikalsk og vanvittig flot. Velkommen til et par timers selvfortabelse.

Hvad handler det hele om? Kort sagt er vi i Paris i år cirka 1900 på den berømte kabaret Moulin Rouge - den røde mølle.

Poeten Christian (Silas Holst) forelsker sig i Satine (Sara Viktoria Bjerregaard). Hun er Moulin Rouges stjerne og kurtisane.

Desværre skal hun gøre sig til for en rig og ond hertug (Pelle Emil Rex Hebsgaard). For der er brug for hertugens penge for at redde kabareten, som ledes af Zidler (Rasmus Bjerg).

Christian er venner med blandt andre Toulouse-Lautrec (Laus Høybye) - en virkelig skikkelse kendt for sine malerier af Paris's letlevende damer.

Dramaet kan begynde. Og skåret ind til benet er det forholdsvist simpelt og sort/hvidt. Det handler om kærlighed. Det handler om den magt, der følger med penge. Og det hele udvikler sig hen i retning af en Shakespeare-tragedie tilsat socialrealisme.

Trods en vis forudsigelighed - især, hvis man har set filmen - gror vi opslugte fast i stolene. Når Silas Holst - kan han snart tåle mere ros? -  græder, så græder jeg også, så det drypper. Han ejer mig fuldstændig i denne forestilling med sin sang og sit skuespil.

Og når Laus Høybye fejer over scenen som socialisten Toulouse-Lautrec, så griner vi - igen og igen. Et komisk talent, der får lov at folde sig ud og med den dybde, det også kræver at være sjov.

Også Rasmus Bjerg forstår med sin sikre timing at formidle den morskab, der er en stor del af musicalen.

De er gode allesammen. Sætter ikke en fod forkert, rammer hver en stemning, hver en tone - med de stemmer, de nu engang har - store som knap så store.

Forestillingen er en collage af mere end 70 af musikhistoriens største hits. Og musikken rykker og river og gør det temmelig svært at sidde stille.

Orkesteret - som vi desværre først får at se, når det hele er slut - og hele lyddesignet er en nydelse. Fra versioneringerne af David Bowie og Britney Spears til Elton John og Adele.

Musikken spiller hyperaktivt derudad gennem medleys og elegante overgange.

I første akt får vi stort set kun opløftende musikcollager. I anden akt får flere af sangene lov til at "spille sig ud", og det er med til at forstærke dramaet, der forvandler sig fra dur til mol.

Vi slutter med det mest betagende ved hele musicalen. Det visuelle. Scenografien og koreografien er intet mindre end wow, wauw, wonderful.

Danserne - og de medvirkende - leverer så stramt, præcist og sikkert som på Broadway. Om det er med stole eller hinanden de kaster eller danser med. Som i forestillingens vildeste og flotteste nummer, hvor alle har drukket absint og tager os med på et grønt syretrip. Her præsterer musikken, danserne og skuespillerne en mageløs timing med hinanden. Alt går op i en højere enhed

Musicalen hylder også mangfoldigheden. Her er slanke og buttede. Mørke og lyse. Mænd og kvinder og dem, der er lidt af hvert eller helt sin egen. Her er dekadence og rummelig erotik og et konstant syn til masser af stykker med bart og såkaldte underbenklæder - hos både mænd og kvinder.

Grebet er elegant - aldrig lummert.

"Moulin Rouge" er en kraftpræstation. Kropsligt, musikalsk og visuelt. Man mærker den med alle sanser.

Set 25. oktober i Vejle Musikteater

Forestillingen havde premiere i København 7. september. Spiller på Vejle Musikteater til 5. november. Fra 10. november til 19. november kan den opleves i Musikteatret Holstebro.