I et skarpt morgenlys på en polsk motorvej skitserer Frank sin drømmedød.

- Det bliver en dag med stille regn, siger han.

- Forårsregn. Ingen vind. Det banker ikke ned, men synger ind i mit ansigt.

Vi har kørt i næsten et døgn. Vores sidemakker, Henning, bobler med en oppustelig nakkestøtte. Frank tager en dyb indånding, puster røg ud og siger:

- Det har jeg altid sagt.

På markerne udenfor står kæmpestore vindmøller uden at bevæge vingerne. Frank virker bevæget over sine egne ord.

- Jeg elsker stille regn.

Med østjysk swung fortsætter han:

- Men mit største løfte har jeg givet min mor på 88. "Frank," siger hun. "Du lever et sindssygt liv. Men du må ikke dø før mig."

Han drejer nakken, så cigaretten i mundvigen peger mod mit ansigt.

- Det så en deal,’ sagde jeg til min mor.

Alligevel har han holdt farvelmiddag for både hende og sine tre voksne piger. Den femtende af slagsen.

Vi er på vej til Ukraine, og for Frank er det igen-igen. Siden Putins invasion den 24. februar 2022 har han kørt pendulkørsel mellem Jylland og det krigshærgede land. Med nødhjælp til soldater og dyr.

LÆS OGSÅ KAPITEL 1 I SERIEN: FRA BØRKOP TIL DEN UKRAINSKE FRONT

Ukraine er blevet et livskald, en identitet, en mening, en udvej, en form for medicin og en kvindemagnet. "En elskerinde," siger han selv.

Måske har du allerede hørt om Frank, der kalder sig selv for “Indianeren”?

Han havde en hovedrolle i DR-dokumentaren De danske ukrainekrigere, hvor hans fjæs er ansigtet på et undergrundsnetværk af veteraner, der hjælper danske soldater i Ukraine.

Han havde en mindre heldig rolle i DR Kontant, som den svindlede part. Frank troede pengene gik til krigens ofre i Ukraine, men de røg i lommen på hans forretningspartner Christopher Clausen.

250.000 kroner. Frank meldte ham selv til politiet.

I dag er den jyske indianer formand for Together We Are Stronger - en sammenslutning af forskellige danske Ukraine-organisationer.

Hans indbakke er fyldt med lykkeriddere, som vil med til Ukraine. Fremmede kvinder, som gerne vil i seng med ham. Danske ukrainekrigere, som efterspørger alt fra lakridspiber til kampstøvler. Anonyme forretningsmænd, som vil donere uden stort ståhej.

Men hvem er Frank? En fantast? Eller slet og ret fantastisk?

Første gang jeg møder ham, er i hans såkaldte PTSD-hytte. Det er et lille, rødt hus med sorte tagsten og udsigt til Fårup Sø, syd for Jelling.

Frank bor der ikke, men flygter derhen, når "det brænder i hovedet."

Så glor han på vandet, maler akvareller af naturen og skriver kærlighedsdigte, som han deler på Facebook.

Andre gange tackler han sin psyke med "svedhytten", en rund kuppel, formet som en skildpadde, der symboliserer Moder Jord. Med bål, ceremoni og tørret præriegræs fra Dakota opstår pagten med ånderne og naturen. Granit-sten, der danser i gløderne. Shamanisme.

Det er derfor, Frank hedder "Indianeren" på Facebook.

- Det der med at omfavne et træ, det siger mig ikke en skid. Men når man har det svært på førstesalen, ligesom mig, så giver indianer-religion mening.

Hans mest effektive selvmedicinering er Ukraine.

- Folk forventer noget af mig, der skal samles penge ind, vi skal farlige steder hen, og jeg får lidt af den der dejlige dopamin, som min hjerne har brug for, siger han.

Frank har en fysisk kiste fyldt med minder, der dokumenterer et tumultarisk liv.

Noget er han åben omkring.

Han er tidligere medlem af Dansk Folkeparti og kredsassistent i Dyrenes Beskyttelse.

Født i Vedbæk, døbt i Ribe og opvokset som "nomade". På ni år nåede han syv forskellige skoler, og bjæffede han, så kvitterede hans far med knytnæveslag i ansigtet, fortæller han.

Da Frank gik i 8. klasse, skrev han en dansk stil, hvor han beskrev Jorden som et fængsel, man blev sendt ned til fra en anden planet. Vejle Kommune foreslog, at han skulle ud og sejle, og teenageren fik arbejde på et fragtskib i Hamborg.

I fire og et halvt år var han væk fra Danmark. Han siger, at han endte i et fremmed lands militæruniform.

Historien lyder eksotisk. Men for Frank er det et mørkt, traumatisk og lukket kapitel.

Da vi sidder under stjernerne på motorvejen på vej til Ukraine - et par måneder efter mødet i PTSD-hytten - har han tårer på spring, mens han affejer mine spørgsmål.

- Jeg vil ikke tale om det, siger han.

Hvad end det var, han oplevede dengang, så ramte det ham som en boomerang et kvart århundrede senere. Flashbacks jagede ham væk fra sin familie og sit hobbylandbrug på Djursland.

Han søgte job som fyrtårnspasser i Canada, beretter han, men endte som lastvognschauffør i Lofoten i Nordnorge.

- Jeg anede ikke, hvad der skete oppe i knoppen på mig, siger han, mens lyden af dæk på motorvej danner akustisk bagtapet.

- Jeg troede, jeg var ved at blive skør. Jeg kunne kun holde ud at være sammen med mig selv.

Men dæmonerne fandt ham i fjeldene. Frank endte i psykiatrien i Danmark og følte sig i et halvt år mumificeret af medicin.

I 2021 fik han sin diagnose: Kompleks PTSD.

Og så startede der en krig.

- Krigen starter, og jeg aner kraftstejleme ikke, hvor Ukraine ligger henne.

Med militærjakke, mundkusseskæg, aerodynamiske solbriller, camouflagefarvet cap og en dinglende smøg - Franks standard-look under store dele af turen - kan han godt se broget ud.

Men lige nu, hvor han har smidt kasketten og brillerne, ligner han lidt Pyrus.

Han hader Putin, fortæller han og sætter ord på et skrækscenarie, der var med til at sætte det hele i gang for ham:

- Hold nu kæft mand, hvis de tager Ukraine, så er de helt oppe ved Polen. Hvad tager de så næste gang?

Så Frank engagerede sig bag tastaturet - ligesom en hel masse andre almindelige danskere også gjorde. Han skrev om krigen på Facebook, samlede ind og kørte selv til Ukraine. Det gav ham energi.

En mand ved navn Christopher Clausen kontaktede ham med smørfede roser og en invitation til samarbejde.

- Han var en sindssygt dygtig manipulator, og jeg er godtroende af natur, siger Frank.

Men Clausen var en seriesvindler - kendt for at have fusket en række andre danskere i forbindelse med indkøb af vin og udleje af lejligheder. For Frank gik det ikke anderledes.

- Jeg var knust, siger han og ligner en, der mener det.

Desværre er der også andre, som har taget den tidligere trucker ved næsen. Donationer er havnet hos folk i Ukraine, der bagefter har sat det til salg på Facebook. Fupmagere - som har bildt ham ind, at de var PET-agenter - har han skrevet med i ugevis, før han fandt ud af, at deres historier var lidt for gode.

Franks indbakke er spækket med fantaster, og hans filter er ikke just finmasket.

- Der kommer ingen røg fra en cigaret, hvis den ikke er tændt, siger han og fortsætter selvdestruktivt:

- Jeg har en evne til at involvere mig med mennesker, der fører mig bag lyset. Jeg er ufattelig modtagelig overfor manipulation.

Bekymrer det dig ikke?

- Jo! Men hvis jeg stopper, så er der færre mennesker hernede, som får hjælp. Dét holder mig i gang, selvom jeg er pissesyg.

Det har gjort, at Frank i dag gør ekstra meget "for at holde sin sti ren".

Han arbejder ikke med penge, men med øremærkede donationer - for eksempel til diesel.

De frivillige betaler selv for både hotel og mad, når de er afsted på de ugelange ekspeditioner.

Alt køres helt derud, hvor det skal bruges i Ukraine - om det så er til et felthospital, hos en specifik dansk soldat eller en ukrainsk militærenhed ved frontlinjen.

- Jeg skal ikke fedtes ind i noget igen, siger han.

Vi nærmer os grænsen. Bilerne holder i kø i modsat retning, men mod øst er der ikke megen trafik.

Henning, Franks makker i mini-lastbilen, har stadig lukkede øjne. Men han ligner en, der rævesover.

Normalt hører Frank "Highway to Hell" med AC/DC, når Polen bliver til Ukraine, men i dag virker det som om, han er fanget i sine egne tanker.

Telefonen hiver ham ud af dem, og han besvarer et opkald højt og gjaldende:

- Godmorgen min blomst!

Det er ekskonen.

For et halvt år siden - efter han også havde været hende utro med andre kvinder - stillede hun ham et ultimatum: Mig eller Ukraine.

Frank valgte Ukraine. 15 års ægteskab sluttede der.

Det forhindrer imidlertid ikke hende i at være bekymret for ham, hver gang han er afsted.

- Jeg savner hende ad helvede til, siger Frank, da de har lagt på.

- Men så kan jeg drukne mine kærestesorger med at køre herned. Nu er Ukraine min kæreste. Eller min elskerinde, filosoferer han højt.

Ifølge Frank selv vælter han sig i tilbud fra kvinder. Tit vælter han også i seng med dem. Den bryske, men godhjertede Ukraine-profil har skabt interesse for indianeren.

Han er 67. Måske "den ældste nødhjælpsarbejder i felten," siger han.

Om en uge - når vi er hjemme igen - skal Frank opereres i hjertet på Skejby Sygehus. Han skal have skiftet noget ved sin pacemaker.

Fem dage senere kører han mod Ukraine for 16. gang. Denne gang med dyrefoder til en hundeshelter.

Luften i liftbilens kabine er efterhånden tung fra de to pakker cigaretter, han har røget. Men der er også noget andet, der trykker. Frank er ængstelig for, hvad jeg vil skrive, siger han.

- Men jeg er sgu også lidt ligeglad, brummer han i en slags dialog med sig selv.

- Folk må tænke, hvad de vil. For mig er det her ligesom kærlighed. Det er bekræftelse. Jeg bor i en lille by, hvor alle letter på hatten for mig på grund af det, jeg gør for Ukraine. Mine piger synes, jeg er bensej. På Facebook er der hele tiden folk, der skriver og takker mig. Både danskere og ukrainere. Jeg er pisse stolt af mig selv.

I sidste uge lavede SF-formand Pia Olsen Dyhr et opslag på det sociale medie Instagram.

Hun havde forarget læst S-minister Kaare Dybvad Bek udtale, at forældre skal være stolte over det bidrag, de leverer til samfundet, når de henter deres børn sent i daginstitutionen.

I kommentarfeltet var der stort set kun opbakning til SF-formanden forargelse.

Men der var også en, der tog ministeren i forsvar.

Det var Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin.

Hun ser ligesom ministeren, at der er både skyld og skam forbundet med at aflevere sine børn tidligt og hente dem sent.

Hun kalder det desuden en ”bombe under vores økonomiske råderum”, hvis man ønsker at gå ned i tid eller gå tidligere på pension.

- Vi bliver simpelthen nødt til at komme væk fra den der skyld og skam, der kan være forbundet med, at man har behov for at aflevere tidligt eller hente sent, fordi vi skal jo alle sammen bidrage til vores velfærdssamfund, siger Monika Rubin.

Men må man godt som politiker blande sig i, hvor meget danskerne skal arbejde?

- Jeg vil ikke blande mig i, hvad den enkelte gør, men jeg synes, det er en enormt vigtig samfundsdebat, vi har. Hvordan er det, at vi på samfundsniveau, som borgere i det her land, også bidrager til det samfund, vi er en del af? For det handler jo netop om fællesskab, siger hun.

Den heftige debat om hentetider og arbejdsmoral begyndte, da den socialdemokratiske minister og ideolog, Kaare Dybvad Bek, i forrige uge lavede et interview med Jyllands-Posten.

Det var i forbindelse med, at han har udgivet en ny debatbog om det at arbejde. Om betydningen for den enkelte borger og for samfundet og velfærdsstaten.

I interviewet er der særligt én udtalelse, som er faldet mange for brystet.

- Lad være med at kigge ned i jorden, når du henter dine børn, lige før børnehaven lukker. Gå med rank ryg. Du har intet at skamme dig over. Vær stolt over det kæmpe bidrag, du leverer til samfundet, lød det fra Kaare Dybvad Bek i interviewet med Jyllands-Posten.

Efterfølgende er han blevet bestormet med kritik, som Avisen Danmark også har beskrevet.

Monika Rubins opfattelse er, at Kaare Dybvad Bek er blevet misforstået.

- Det er meget vigtigt, at vi ikke misforstår, hvad der er blevet sagt, siger Monika Rubin og henviser til en tale, som statsminister Mette Frederiksen holdt på Socialdemokratiets årsmøde i september.

Her sagde statsministeren, at hvis danskerne ikke holder fast i den stærke arbejdsmoral, så holder velfærdsstaten ikke til det.

Men hun tilføjede også, at det ikke var en kritik af de stressede børnefamilier, som har svært ved ”at få hverdagen til at hænge sammen”.

Det har Monika Rubin bidt mærke i.

- Jeg synes, debatten er enorm vigtig at have generelt - altså om tendensen til, at der er et ønske om at gå ned i tid og også at gå tidligere på pension - fordi det er en bombe under vores økonomiske råderum, siger hun.

Men det er jo netop børnefamilierne, som Kaare Dybvad Bek selv bruger som et eksempel?

- Sådan som jeg læser det - det kan jo sagtens være, at jeg misforstår hans hensigt, det tror jeg nu ikke, jeg gør - så taler han jo ind i, at man ikke skal føle en skyld og en skam, hvis man har et arbejde, der gør, at man bliver nødt til at hente sent eller for eksempel aflevere tidligt. Og det synes jeg lidt, at der er en tendens til, at man godt kan opleve, siger Monika Rubin.

Hun har ikke i egen person oplevet den udskamning, selvom hun i sit tidligere arbejde som læge ikke selv havde mulighed for fleksible arbejdstider, men derimod indgik i et vagtskema.

Hun taler dog med venner og bekendte, som oplever det.

Monika Rubin mener, at virksomhederne også har et ansvar:

- Efter corona er mange gået tilbage til de rigide mødetidspunkter. Jeg tror, at det er vigtigt, at de virksomheder, som kan, sørger for, at børnefamilierne kan flekse lidt mere, fordi det er en måde til at hjælpe de forholdsvis pressede børnefamilier.

Monika Rubin påpeger flere gange igennem interviewet, at de regnemodeller og økonomiske fremskrivninger, som vi bygger samfundet på, hviler på antagelserne om, at de fleste borgere arbejder fuldtid, og at pensionsalderen også løbende sættes op.

Frygter du lige så meget som Socialdemokratiet for arbejdsmoralen eller ønsket om at arbejde mindre?

- Det, der er problemet, er, at hvis det er en generel tendens, og nu taler jeg ikke om småbørnsfamilier, nu taler jeg om en generel tendens i samfundet, så er der et problem i forhold til vores økonomiske regnemodeller, siger Monika Rubin.

Politik: Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, kan se tilbage på lørdagens landsmøde - det første for partiet - med visheden om, hvad der betyder mest for DD-medlemmerne:

Mette Frederiksen (S) skal væltes som statsminister, og hvis en CO2-afgift på landbruget forsvandt fra Jordens overflade, ville det ikke gøre noget.

Der er blot to problemer, hvad de ting angår. Der findes ikke andre statsministerkandidater i øjeblikket end Mette Frederiksen. Blå blok har ikke et alternativ til den siddende statsminister.

Og så kan regeringen, hvis den vil, trumfe en CO2-afgift på landbruget igennem, uden at Danmarksdemokraterne kan gøre andet end at brokke sig. Det har regeringen et flertal til.

Det skabte højlydte klapsalver i salen i Aalborg Kongres & Kultur Center, da Støjberg under sin tale sagde, at "vi skal af med Mette Frederiksen som statsminister".

Støjberg er sikker på, at blå blok nok skal komme med en statsministerkandidat inden næste folketingsvalg. Hun ved bare ikke hvem. Blot at det ikke bliver hende selv.

- Jeg er ikke en statsministerkandidat. Men jeg vil gøre alt for, at vi får en borgerlig statsminister, sagde Støjberg.

Der var ellers medlemmer til stede ved landsmødet, som mente, at Støjberg ville være en fremragende statsminister. Blandt dem Patrick Culmsee Bryhl, formand for Danmarksdemokraternes Ungdom. Han sagde det endda i sin tale, og det høstede han stor applaus for.

Troels Lund Poulsen, som i næste uge bliver Venstres nye formand, har også meldt pas. Venstre er ikke i en forfatning, som gør, at han melder sig på banen, har han sagt allerede.

- Jeg er 100 procent sikker på, at vi inden næste valg har en blå statsministerkandidat, sagde Støjberg.

Peter Skaarup, Danmarksdemokraternes gruppeformand, holder sig til Støjbergs linje.

- Der er lang tid til næste valg. Man skal lige tænke sig om, når man annoncerer sig selv som statsministerkandidat. Der skal også være en vis form for opbakning, sagde Skaarup.

Det seneste folketingsvalg fandt sted for et år siden. Der kan derfor gå op til tre år, før der er valg igen. /ritzau/

I tirsdags kom regeringen med sin nye 2030-plan. Vi er selvsagt oppe på den helt store klinge med de vigtigste politiske emner, man overhovedet kan forestille sig. Derfor er der også tale om en moppedreng på godt 250 sider.

I Dansk Erhverv har vi naturligvis flittigt læst med, og helt overordnet må vi sige, at tommelfingeren vender opad. Også og især set i lyset af, at regeringen dagen før kom med et skatteudspil, der samlet letter personskatterne med mere end ti milliarder. I det hele taget ser vi en regering, der tager ansvar og træffe beslutninger, og det er meget positivt.

Men der er selvfølgelig altid ting, der kunne være bedre.

Top-topskatten siges at være en politisk nødvendighed, men det er noget af en træls tidsel. Vi har lavet flere analyser, der viser, at provenuet fra top-topskatten er yderst usikkert og kan have store negative konsekvenser for rekrutteringen af specialiseret arbejdskraft. Der er hård international konkurrence om de bedste hjerner, og en top-topskat vil ikke gøre gode ting for Danmarks evne til at tiltrække disse.

Der hersker også fortsat usikkerhed om forskning- og udviklingsfradraget, og det er ærgerligt. For det skaber usikkerhed og er en regulær investeringsbremse. Og hvis der er noget, vi skal have meget mere af i Danmark, så er det da netop forskning og udvikling. Regeringen bør hurtigst muligt sætte fradraget til 130 procent og gøre det permanent og uden loft.

Og så kommer vi ikke uden om, at der skal arbejdes for at sikre mere af den nye valuta i dansk politik: Arbejdskraft. Danmark og resten af Europa står over for markant demografisk modvind i de kommende år. Vi ser samtidig i øjeblikket et stort antal danskere, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid. Det skyldes blandt andet, at vi har ikke færre end fem tilbagetrækningsordninger.

Regeringen havde ellers bebudet, at man ville slå to ordninger, seniorpensionen og tidlig tilbagetrækning (også kendt som Arne-ordningen) sammen. Det er blevet sløjfet, og det er ærgerligt.

Vi har hørt gode toner fra regeringen, når det handler om at sikre mere arbejdskraft til både virksomheder og velfærden. Men der er brug for, at ambitionerne bliver større. Også og især fordi vi ser ind i, at der kommer flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Mangelsituationen bliver altså værre. Desværre.

På plussiden er det godt, at regeringen har afsat flere penge til iværksætterområdet og penge til at sikre en såkaldt skematisk værdiansættelse ved generationsskifte. Der har været meget usikkerhed på området, og det rammer mange familieejede virksomheder.

Her er det vigtigt at understrege, at retskravet på skematisk værdiansættelse kommer til at træde i kraft med det samme, da der ellers ikke vil blive foretaget generationsskifter i den mellemliggende periode.

Nu handler 2030-planen også og især om vores velfærd. Regeringen lægger op til et historisk økonomisk løft af velfærden. Et løft, der både dækker over, at vi bliver flere ældre og børn, og som samtidig skal understøtte et kvalitetsløft af velfærdsområderne. Samtidig lægges der op til en markant frisættelse af velfærden.

Hvis regeringens ambitioner om en markant frisættelse af velfærden skal indfries, kræver det en ny tilgang til samarbejde på tværs af sektorer. Hvor offentlige, private og selvejende aktører i samspil med civilsamfundet indgår i et tæt og forpligtende samarbejde om velfærden til gavn for borgerne. Det bliver spændende at følge.

- Vil du købe en kalender?

Bitt Juul Jensen står midt på Christiansborg Slotsplads med en stak 2024-kalendere med påskriften ”Den nøgne sandhed”.

Hvor nøgne Bitt og de andre, der optræder på kalenderens glittede sider, er, vender vi tilbage til.

Det er tirsdag den 3. oktober, og på tv snakker de om demokratiets festdag, om statsministerens åbningstale og om de kongelige.

Men Bitt Juul Jensen fra Skørping i Nordjylland er her for at demonstrere, og i modsætning til flertallet af demonstranterne er hun gråhåret. Gruppen af gråhårede og halv- og helskaldede seniorer med grønne veste er fra græsrodsbevægelsen Bedsteforældrenes Klimaaktion. Her finder vi også Kirsten Gullmaj Nielsen fra Odense.

- Jeg er dybt bekymret for mine børnebørns fremtid. Det, vi gør her, er meget vigtigt. Jeg bruger næsten al min tid på klimakampen. Undtagen den tid, jeg bruger på mine børn og børnebørn, siger 70-årige Kirsten Gullmaj.

Meget af tiden bruger hun på at pløje sig igennem videnskabelige rapporter og anden dokumentation, så hun har argumenterne på plads, når hun skal overbevise politikere og andre om, at der skal gøres noget nu, hvis Jorden stadig skal være et godt sted at være for mennesker.

- Det nytter jo ikke noget, at vi løber med en halv vind, siger den pensionerede skolelærer.

Men det er ikke nok at skrive og læse. Man skal også ud og vise befolkningen og ikke mindst politikerne, at der skal handles, mener hun.  Bedsteforældrene stiller sig gerne op og råber med på de rytmiske slagord sammen med de unge demonstranter:

- VI VIL HA’ - EN GRØN RETFÆRDIG FREMTID, gjalder det fra de grå aktivister.

- Vi vil gerne være aktivistiske, men vi vil ikke skyde nogen væk ved at være for rabiate, siger Kirsten Gullmaj.

- Vi er jo en upolitisk bevægelse, og vi vil gerne rumme bredt. Vi vil ikke fejes væk som røde lejesoldater, selv om en del af os nok kommer fra venstrefløjen, siger hun.

Der er andre bedsteforældre, der går meget længere og melder sig under fanerne hos den mere kompromisløse bevægelse Extinction Rebellion. Mest kendt er nok den 71-årige ærøske forfatter Carsten Jensen, der sidste år aktivt var med til til at spærre alle broer omkring Slotsholmen midt i København, hvor Christiansborg ligger. Han endte med at sidde i håndjern (plastikstrips) i et såkaldt futtog sammen med primært væsentligt yngre aktivister. Carsten Jensen er ikke en del af Bedsteforældrenes Klimaaktion.

- Men der er da også nogen hos os, som indimellem tager Rebellion-kasketten på og er med i periferien af det mere aktivistiske miljø, men det er med et humoristisk og kreativt præg, for det handler om ikke at skræmme folk væk, siger Kirsten Gullmaj.

En af dem er 70-årige Mogens Jørgensen, som også demonstrerer foran Christiansborg. Han er en af idé-folkene bag Rollator-banden, som er en slags blokade i slowmotion.

- Vi sad og snakkede og prøvede at finde på nogle ideer, så vi kunne blive lagt mærke til og taget alvorligt. Hvad er det, der kendetegner os? Vi er gamle, vi har lidt sygdomme, lidt gigt, og der er meget i vejen. Hvad nu, hvis vi skruer lidt op for det, spørger Karsten Jørgensen.

Og han svarer selv, for det blev til Rollator-banden.

- Vi lånte nogle rollatorer rundt omkring fra plejehjem og hospitaler, og pludselig havde vi 10 rollatorer. Og så havde vi nogle badekåber og lidt, og så var vi klar, siger Karsten Jørgensen.

Første aktion var en Black Friday, som er årets største forbrugsdag, hvor handelsgader og centre er sorte af tilbudsjægere. 10 langsomme bedsteforældre med rollatorer gik op og ned ad Strøget i København med små skridt og gjorde det svært at komme frem for de massive menneskemængder.

- Vi har trænet formationen, så vi går to forrest og så to rækker med hver fire rollator bagved, så vi fylder noget. Men vi spærrer ikke hele gaden, vi sørger for, at folk kan komme forbi ude ved siderne, siger Mogens Jørgensen.

- Siden den første aktion har vi skaffet vores egen vognpark af rollatorer, siger han.

De står hjemme hos et af medlemmerne af Bedsteforældrenes Klimakamp, og køretøjerne har været i brug flere gange siden. Mest til Black Friday, og Karsten forklarer, hvorfor de slår til på en stor handelsdag, hvor mange kommer glade hjem med et godt tilbud:

- Jeg kan også godt lide et godt tilbud, hvis det er noget, jeg har brug for. Men overforbruget giver ingen mening, når vi allerede har opbrugt vores del af Jordens ressourcer flere gange i Danmark, siger Karsten Jørgensen.

Rollatorbanden har også et par gange været med til Extinction Rebellions aktioner, men ifølge Karsten på den rigtige side af loven:

- Hvis der er en blokade af trafikken, går vi rundt med vores rollatorer og er de voksne. Men så snart aktionen går fra blød dialoghat til hård konfrontationshat og sammenstød med politiet, så trækker vi med de grønne veste og rollatorerne os stille og roligt væk. Hvis nogen vil blive, så skal de lægge de grønne veste, for så har det ikke noget med os i Bedsteforældrenes Klimakamp at gøre, siger han.

Når Rollator-banden går forholdsvis langt, så er det med en god grund, mener han:

- Vi er rimelig meget på røven som klode. Jeg har tre børn og seks børnebørn, og jeg er ærlig talt dybt bekymret for dem. Det er deprimerende at se frem og vide, at de får det meget svært. I min tid nøjedes vi med våde tæer, men for vores børnebørn bliver det på en helt anden skala. Det bliver varmere, vandstanden stiger, der kommer klimaflygtninge, som ikke har et sted at bo, og der bliver hård kamp om ressourcerne. Det er hårdt at tænke på, hvad det bliver for et samfund. Hvad der kommer til at ske, siger han.

Foran Christiansborg og slotskirken har Bitt Juul Jensen fået solgte alle sine ”Den nøgne sandhed”-kalendere til en 50’er stykket. Kalenderen er ligesom Rollatorbanden et af de våben, bedsteforældrene bruger for at få flere til at at vågne op og gøre noget for de fremtidige generationer. Og i den nordjyske afdeling af Bedsteforældrenes Klimaaktion har de så valgt at smide tøjet og lave kalenderen ”Den nøgne sandhed”.

Bitt er én af dem, der selv har smidt kludene og viser sig splitternøgen frem på glittet papir. Blandt andet på en motorvejsbro for at vise, at transport er en af de helt tunge udledere af CO2.

- Jeg gør det, fordi jeg er dybt bekymret for den udvikling, der er i gang, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at råbe politikere, medier og befolkningen op. Det er for vores børns og børnebørns skyld, siger 68-årige Bitt Juul Jensen, der selv har to børn og to børnebørn.

- Men hvad har det med nøgenhed at gøre?

- Nøgenheden viser, hvor sårbare og udsatte vi er som mennesker. Vi er alle født nøgne, så det er også noget med, at vi skal starte forfra og smide det gamle tankesæt væk, hvis vi skal stoppe den bekymrende udvikling, der er i gang nu. Men det er selvfølgelig også fordi, vi håber, at sådan en lidt original idé kan give noget opmærksomhed til en vigtig sag, siger hun.

- Er det også sårbart for jer at smide tøjet og vise jeres nøgne kroppe frem?

- Jeg tror, de fleste af os har det sådan, at hvis det kan være med til at sparke døren op til nogle af politikerne og andre, så er det med nøgenhed en lille ting. Vi var jo unge i 1960’erne og 1970’erne, hvor det med nøgenhed og naturlighed ikke var noget særligt. Det værste ved at være nøgenmodeller var faktisk, at billederne blev taget i marts, og det var skidekoldt, siger Bitt Juul Jensen.

Både Bitt, Mogens Jørgensen og Kirsten Gullmaj oplever, at de unge i høj grad også er på mærkerne for at få reduceret udledningen af CO2.

Men der er nogle andre, de ikke ser meget til, når der er aktioner på Christiansborg eller andre steder. Dem, de kalder mellem-generationen. Altså dem, der er på alder med deres egne børn.

Godt nok er deres børn og børnebørn gået i en noget grønnere retning, men de kunne gøre mere:

- Jeg forstår faktisk ikke, at den generation ikke sætter hælene i. Det er jo deres børn og børnebørns fremtid, det handler om. De har potentialet til at overbevise politikerne, deres arbejdsgivere, deres fagforeninger og så videre, siger Kirsten Gullmaj fra Odense.

I stedet er det ”de grå hjelme” og de unge, der møder op til foredrag og aktiviteter, oplever hun.

- Det er selvfølgelig fordi, vores børn har travlt med børn, arbejde, fodbold og skole.  Begge mine sønner er økonomer, og de arbejder med forskellige omlægninger på deres arbejde og bidrager på den måde. De gør nok, hvad de kan i deres familier. De kører i elbil, men til gengæld har de fire elbiler - to i hver familie. Men ellers kan de ikke få det til at hænge sammen, siger Kirsten Gullmaj.

Alligevel har hun nogle gange svært ved at forstå deres valg:

- Nu skal de begge til Spanien med fly og hygge sig, og jeg har det sådan, at jeg tænker: Nåå, det skal I? Ahrr ...

Demonstrationen foran Christiansborg slutter ganske fredeligt og hyggeligt, og de folkevalgte er gået i gang med et nyt år på Borgen. Det bliver et år, hvor bedsteforældrene nok skal gøre deres for at minde dem om, hvad de synes er de vigtigste opgaver: De skal bremse voldsomt op for CO2-udledningerne, overforbruget og bygningen af nye motorveje og andre anlæg.