Vi har årstiden imod os. Med vindstød på op til 17 sekundmeter rider den lille færge til Vejrø på bølgerne, imens en af Danmarks rigeste personer, bankdirektøren Kim Fournais, står oprejst i midtergangen.

Han synes, at vi lige så godt kan gå i gang med interviewet. Ved hans fødder ligger den syv måneder gamle schæferhvalp, Scooby, der virker alt andet end tilpas med det heftige vejr.

Efter små 30 minutters gyngetur når vi sikkert i havn på Vejrø, der ligger midt ude i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Det er Kim Fournais’ ø. Han købte den i 2005 for 25 millioner kroner, og siden har han i runde tal brugt det tidobbelte på at sætte øen i stand, fortæller han.

Kim Fournais har skabt sin formue som medstifter af Saxo Bank, og en oversigt fra Økonomisk Ugebrev opgør hans formue til 4,1 milliarder kroner. Lige som andre milliardærer ejer han et privatfly og et hus på Mallorca, men det er Vejrø, der skiller sig ud.

I stedet for at bruge øen som et privat fristed er Vejrø åben for offentligheden. Samtidig er øen et eksperimentarium, for Kim Fournais vil bevise, at man kan drive et minisamfund fuldstændig bæredygtigt.

- Når man tænker på, hvor meget der bliver talt om klima og bæredygtighed og lokalt producerede fødevarer og at skabe job i det, man kalder udkantsdanmark, så er det et ret unikt projekt. Jeg synes, det er et spændende bevis på, at man godt kan føre sine idéer ud i livet, siger Kim Fournais.

Interviewet fortsætter inde i varmen på Restaurant Skipperly få hundrede meter fra den lille havn. Der er ild i pejsen, men der er også varme i gulvet. Over hele øen har Kim Fournais trukket fjernvarmerør, så husene opvarmes med vand fra en kolossal varmtvandsbeholder. Vandet opvarmes med strøm fra en Vestas-vindmølle, som er placeret midt på øen.

En lille mølle, V29, som ikke fremstilles længere, men som er renoveret af Vestas og rigeligt dækker Vejrøs behov, hvis der er en smule vind. Og det er der tit på Vejrø. Ellers er der solceller, der selv på en halvgrå vinterdag leverer strøm. Der findes også en dieselgenerator på øen, men det er en nødløsning.

- Vi kan ikke have, at øen er helt uden strøm, siger Kim Fournais.

- Vi har faktisk fået et tilbud på at få et elkabel herud. Det vil koste omkring 20 millioner kroner. Men hvis vi købte det, havde vi jo tabt slaget. Det er lidt en dogmeregel, at vi skal klare os selv herude, tilføjer han.

Da han overtog øen, var det en losseplads. Vejrø toppede sidst tilbage i 1920’erne, da der boede 75 mennesker på øen med en lille skole og en købmand. Men øen, der vitterlig ligger meget isoleret, blev affolket, og Kim Fournais startede med at fjerne 100 ton affald.

- Det var bjerge af flasker og gamle biler og vaskemaskiner. Naturen var smuk, men der var brug for en massiv oprydning for at få balanceret det hele igen, siger han.

Siden har han brugt tiden på at renovere og bygge alt fra hotellet Blæsenborg til moderne drivhuse til den økologiske grøntsagsproduktion. Det har været velkendt, at Kim Fournais har ejet øen, men det er først nu, at han slår på stortromme for at skabe opmærksomhed om projektet. Derfor er Avisen Danmark inviteret ud til øen.

- Man bliver aldrig færdig med sådan noget, men der er en modenhed i projektet nu, som gør, at man kan se, hvad der er tanken med det. Øen fungerer, og vi er stort set selvforsynende, siger Kim Fournais.

Vi rammes af en haglbyge, da vi iført praktiske sko spadserer en tur rundt på øen. Fra den vestlige ende lyder braget fra en anden type hagl. Det er øens forvalter, der er ude at skyde duer til et selskab, der ankommer dagen efter.

Vejrøs indtægter kommer fra restauranten, hotellet og lystbådehavnen, hvor der er travlhed i sommersæsonen. Men mange virksomheder, der arbejder med grønne løsninger, bruger også øen til alt fra lederseminarer til teambuilding-kurser.

Dygtige kokke tilbereder maden, der fortrinsvis kommer fra øens egne galloway-kvæg, kyllinger og snart også grise samt grøntsager og krydderurter fra drivhuse og højbede.

Den daglige ledelse er lagt i hænderne på Jens Ole Ambjerg, der er direktør for Vejrø Resort, som det kaldes. Lige nu skutter han sig i kulden, imens vi passerer Vejrøs ældste bygning, fyret, der stadig advarer søfarende mod en grundstødning.

- Det er lidt en hemmelighed, at vi er her ovre. Vi skal have det fortalt til hele verden, og det er mit arbejde. Men vi har en begrænset kapacitet. Vi går efter en bestemt målgruppe, nemlig folk, der interesserer sig for bæredygtighed, men som også vil have den unikke oplevelse at have hele øen for sig selv, siger Jens Ole Ambjerg.

Han kalder det for Danmarks mest bæredygtige konferencested, men bliver afbrudt af Kim Fournais.

- For mig at se er det vigtigt, at bæredygtighed ikke er på bekostning af livskvalitet. Jeg tror, at vi mennesker er forvænte med, at tingene skal være i orden, og ingen af os har lyst til at bo i jordhuler eller gnave i et græsstrå, siger han.

Derfor er ejendommene på Vejrø opgraderet til højeste standard. Men Kim Fournais møder modstand, når nye ideer skal føres ud i livet. Øen på 155 hektar er aflang i sin form, og langt det meste af arealet ligger tæt på stranden - og her kan man ikke uden videre få lov at bygge.

Heller ikke selvom der ikke er naboer at tage hensyn til. Kystdirektoratet har afvist at give dispensation, så Kim Fournais må ikke bygge bedre faciliteter til lystsejlerne og erstatte gamle blikskure med nye huse til gæster og personale.

Vejrø hører under Lolland Kommune, hvor borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er helt på Kim Fournais’ side. Han er ”dybt forundret”, når Vejrø får nej til nye projekter, som kommunen ellers har nikket ja til i lokalplanen.

- Det er jo ikke et Trump-hotel, han vil bygge på kysten ovre på Vejrø. Han vil gerne bygge på en brandtomt fra et gammelt hus, hvor tilladelsen er udløbet på grund af forældelse. Så må man ingenting. Men jeg synes absolut, at han har gjort tingene i respekt for naturen, siger Holger Schou Rasmussen over telefonen.

Han lægger ikke skjul på sin begejstring for Kim Fournais’ arbejde for at sætte udkantskommunen på landkortet og skabe arbejdspladser.

Opbakningen er vigtig for Kim Fournais, siger han, da vi drikker kaffe på Skipperly.

- Jeg forstår ikke, at vi har så mange problemer med at få tilladelse til at gøre det endnu bedre. Men det betyder meget for mig, at borgmesteren er glad. Det er hans kommune. Hvis han syntes, at det var noget skidt, vi lavede herude, så ville det være uheldigt.

Kystdirektoratet oplyser, at man ikke kan kommentere sagen om Vejrø, da den lige nu bliver behandlet i et klagenævn.

Det næste store skridt bliver en ny færge, der sættes i drift til foråret. Den er elektrisk og skal oplades med overskudsstrøm fra Vejrøs vindmølle og solceller.

Færgen bliver 12 meter lang og bygges på Tuco-værftet i Faaborg. Den vil ride oven på bølgerne med en såkaldt hydrofoil-teknik fra en fabrik i Nordirland.

- Den båd har vi talt om længe, og nu er det pludselig muligt, siger Kim Fournais om båden til omkring 14 millioner kroner.

- Jeg tror ikke, at der går mange år, før vi har elektriske droner, der kan flyve gæster herover. Så er det en helt anden logistik, for ulempen er lige nu, at selvom der er skønt på Vejrø, så er det besværligt at komme frem og tilbage til øen, siger Kim Fournais.

Han fortæller, at han selv besøger øen fire-fem gange om året, ofte i selskab med ledelsen i Saxo Bank eller forretningsforbindelser, der skal holde møde i de særlige omgivelser.

Hvor meget arbejder du med øen resten af året?

- Det fylder meget i mit hoved. Men jeg har sindssygt travlt med det, der skal betale for alt dette her (jobbet som bankdirektør, red.). Jeg synes, at vi har udviklet rigtig meget, og nu skal vi have noget drift i det, siger Kim Fournais og håber, at erfaringerne med at gøre et lille lokalsamfund fuldstændig bæredygtigt kan bruges andre steder.

- Hvis man kan det på 155 hektar i Smålandsfarvandet, fordi der er en tosse, der bruger sine penge på det, så burde det give en form for idérigdom andre steder. Hvor er det, at man ikke kan gøre det, spørger Kim Fournais, inden færgen sejler retur til Kragenæs på Lolland.

Vinden har heldigvis lagt sig.

Det begynder at spidse til op mod jul.

Regeringen skal have forhandlet de sidste politiske aftaler på plads, og de sidste afstemninger skal klares i folketingssalen.

Derfor har det været endnu en begivenhedsrig uge i dansk politik, og Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her et overblik over de tre vigtigste ting, du behøver at vide fra ugen, der er gået på Christiansborg:

Salget af Tesla'er i Danmark gik rekordstærkt i 2023.

I denne uge beskrev FDM, hvordan særligt Teslas Model Y har gjort sit indtog på det danske marked. I alt 15.477 nye Model Y'er er indtil videre blevet solgt i år.

Og Tesla-festen er langt fra slut.

I hvert fald ikke ifølge forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru, der forventer en markant fremgang i importen af nyere brugte Tesla'er efter den 13. januar.

Det skriver Finans.

Netop 13. januar markerede i år den dag, hvor Tesla pludseligt skar over 20 procent af prisen på de populære Model 3 og Model Y.

En stor del af de nyere brugte elbiler, som lander i Danmark, stammer fra Tyskland, hvor ejerne får et statsligt tilskud til købet. Og efter 12 måneder kan de frit sælges ud af landet.

På grund af tilskuddet handles bilerne ifølge Finans med rabatter op til 20.000 kroner. Afgiftsreglerne betyder desuden, at der skal betales afgift efter nyprisen i Danmark på bilens første indregistreringstidspunkt i udlandet.

- Dermed skal der ikke betales nogen afgift i forhold til nyprisen. Med den store efterspørgsel, der er på Tesla’er, vil det sætte sig i brugtpriserne, forklarer Ilyas Dogru til Finans.

Der kører i dag mere end 50.000 Tesla'er rundt på de danske veje. Det svarer til godt en fjerdedel af den samlede flåde af elbiler.

I DMI sidder vagthavende meteorolog Martin Lindberg og følger spændt med i diverse højtryks og lavtryks adfærd for tiden.

Det gør han, fordi han er specialist i længere vejrprognoser end lige dem, der gælder de næste par dage. Og fordi han netop derfor er den, der bedst kan svare på det spørgsmål, der hvert år ved denne tid er allestedsnærværende: Får vi hvid jul?

Svaret er knivskarpt: Ja, det gør vi. Måske.

- Lige her fra denne weekend skifter det i nogle dage til lidt lunere vejr, men fra midt og sidst i næste, bliver det igen koldere. Vi skal regne med nattefrost og formentlig også noget sne i de nordlige egne. Fra næste fredag igen og op mod jul er der en tendens til, at et højtryk vil bygge sig op mellem Irland og Grønland, og det får betydning for julevejret, siger Martin Lindberg.

Betydningen ligger i en bestemt detalje: Højtrykket vil formentlig sætte sig i bevægelse i én af to sandsynlige retninger, enten mod vest ud over Atlanterhavet eller nordpå, op mod Grønland.

- Bevæger det sig op mod Grønland, vil det presse koldere luft ned mod os og Centraleuropa, og så kan det producere sne til jul. Jeg tør ikke love det, men der er bestemt god mulighed for det. Hvis ikke det kommer til jul, tror jeg det kommer i dagene mellem jul og nytår, siger Martin Lindberg.

Da Leif Sylvesters atelier brændte, og han mistede alt det, han havde samlet og skabt de seneste 50 år, satte han sig ned og skrev en bog om sin barndom.

Arbejdet med den var begyndt flere år tidligere som små overspringshandlinger i samme værksted. Når han havde brug for en pause fra malerierne, mens de tørrede, eller når han var gået i stå og bare sad og rev sig selv i håret, skrev han på små, sansemættede anekdoter fra sin barndom om at stjæle store mængder vingummier og blive afsløret af lyserødt tis, om den hårdtslående lærer, de drikfældige naboer i opgangen, om at lege i en lille lukket gård, eller om at være en mørkeræd lille dreng, der ikke turde bevæge sig, før hans mor kom hjem. Der er også hjerteskærende historier om en lillebror, der havde hul på sokkerne den dag, han døde.

- Jeg er en ældre herre, og så har jeg på fornemmelsen, at man får brug for at søge bagud på en måde. Det er ikke, fordi jeg søger svar på noget bestemt, men det er alligevel en form for status. Nu er jeg her, og hvordan skete det, siger han.

- Jeg var ude at køre i det område, hvor jeg boede som barn, og tilfældigvis mødte jeg dem, der havde lejligheden nu. Og de sagde, at jeg meget gerne måtte komme hjem og se den. For mig som barn, var det jo en stor lejlighed. Jeg kan huske en episode, som jeg også har skrevet om, hvor jeg står ude i korridoren og bliver ramt af mørkeræd, og jeg står helt stift, indtil min mor kommer hjem. Da jeg var på besøg, kunne jeg jo se, at der var bare et enkelt skridt til døren. Det var meget mindre, end jeg huskede det. Nå, men da jeg havde skrevet nogle historier og nogle kapitler, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave en bog. Også fordi jeg ikke laver noget, der ikke bliver til noget. Det ville være spild af tid, fastslår han.

Han har en levende hukommelse. Han kan huske detaljer, sanseindtryk og oplevelser fra den tidligste barndom og fra resten af livet, fortæller han. Men hukommelsen spiller ham også et puds. For når han tænker på sine ægteskaber og forhold er det kun de gode ting, han husker.

- Jeg kan godt huske, at vi skændtes, men jeg kan ikke huske, hvad vi skændtes om, siger han.

Men der er også nogle af barndommens oplevelser, der først er kommet frem igen, da han satte sig for at skrive.

- Det er ikke første gang, jeg skriver om mit liv. Jeg har skrevet om det i sange eller i små vers, men dengang tillod jeg mig at skrive mere frit, uden det var direkte oplevelser, lige som det er i "Ama'rkaner". På den måde var min fortid ikke så langt væk. Men der var nogle ting, jeg havde glemt. For eksempel havde jeg stort set glemt alt om min lillebror, der døde, og det kom tilbage. Det var ikke særlig rart, for det er jo som at opleve det igen. Så det har både været sjovt, og lidt øv-øv, hvor jeg har været i dårligt humør nogle dage, forklarer Leif Sylvester.

I starten skrev han af lyst, men arbejdet med barndomsfortællingerne fra Amager blev intensiveret efter hans værksted gik i brand for halvandet år siden. Musikinstrumenterne smeltede, kunstbøgerne gik op i røg. Skulpturer blev sodskadede. Og det tog det meste af et år, før han igen kunne arbejde i sit atelier i baghaven, og han er stadig i gang med genetableringen.

- Alt, hvad jeg havde af minder og fotos fra de seneste 50 år blev ødelagt. Og jeg har brug for at omgive mig med håndgribelige ting, noget der har med fortiden at gøre, for så føler jeg mig mere hjemme. Jeg kan godt forestille mig, at jeg følte mig lidt hjemløs, og det var i den tid, efter branden, at jeg virkelig gik til den med at skrive om min barndom, siger Leif Sylvester, der er fyldt 83 år.

Han kan godt regne ud, at der ikke er så mange år tilbage, siger Leif Sylvester, når han vender blikket fra fortiden til fremtiden.

- Men jeg har lovet min kone at blive 100 år, og jeg plejer at holde, hvad jeg lover. Men jeg siger ikke længere ”hvis jeg dør”, som jeg ellers gjorde engang. Jeg er også realistisk, og jeg har været i forbindelse med døden et par gange eller tre, fordi jeg har haft sygdomme, der har gjort, at Knokkelmanden har stået i døråbningen, men han er ikke kommet længere ind, siger Leif Sylvester.

Og efter en kort pause:

- Det gør også, at man tænker over livet. Man er i et limbo, hvor de har sagt ”du har fået kræft, men vi skal undersøge, hvad der kan gøres”. Det føles, som om man er i ingenting, indtil man får at vide, om der er muligheder, eller der bare er døden. Der kortlægger man hele sit liv og spørger sig selv, hvad man ville gøre, hvis man kun havde to måneder tilbage. Jeg nåede frem til at jeg ikke ville gøre en skid andet, end jeg ellers ville have gjort. Der er ikke noget med en bjergtop, jeg skal bestige, eller en sydhavsø, jeg skal dase på.

- Fordi du allerede gør det, du allerhelst vil?

- Jeg har ikke de behov. Der var engang en, der sagde, at rigtige mænd ikke har noget til gode. Og det kan godt være, det lyder lidt dumt, det der med ”rigtige mænd”, men jeg har røget de smøger, mødt de kvinder, og besteget de bjerge, jeg gerne ville. Jeg har levet mit liv, siger han.

Han har også forberedt sig på, hvad der skal ske, når han er død. Han har valgt gravstedet på Assistens Kirkegården. Han har lavet den skulptur, der skal stå på den. Skrevet en begravelsessang, der skal spilles og i det hele taget arrangeret hele begravelsen selv.

- Jeg har det ikke så godt med, hvis noget kommer bag på mig, griner han.

- Derfor sætter jeg mig ind i sagerne. Det har jeg også altid gjort med, hvor vi skulle spille, hvad det er for nogle steder og alt sådan noget, så jeg er helt forberedt på det hele. Og det har jeg også gjort med døden. Det begyndte, da mine egne forældre døde. De var af en generation, der var så uselviske, og samtidig havde de oplevet i familien, at der havde været problemer med, hvem der skulle passe gravsteder, så de havde besluttet sig for, at de skulle i de ukendtes, men det kunne der ikke blive tale om. Jeg ville have et sted, hvor jeg kunne gå hen at tale med dem. Det var begyndelsen på at finde et familiegravsted, siger Leif Sylvester.

Efterfølgende lavede han skulpturen til sit gravsted. Den ligner en fyr, der står med armene ud til siden og ligesom trækker lidt på skuldrene. På den står der ”Det var det”.

- Det lyder, som om du har et meget usentimentalt forhold til døden?

- Ja, det har jeg. Det har jeg også haft til sygdommene og det hele. Men jeg ved, at når en person dør, står de efterladte med en masse ting, der skal gøres og tages af. Men det har jeg allerede ordnet. Det er klappet og klart. Det har jeg det bedst med. Og indtil videre er der jo ikke nogen, der har undgået at dø. Og jeg er ikke så dum, at jeg ikke tror på, at livet har en ende. Men det er ikke noget, jeg bruger tid på at tænke på. Nu er det jo forberedt, siger han.